Brave new world - Rashn

Pludselig prøver man at holde varmen i en snestorm, og i det næste øjeblik vågner man op i en skov. En skov med blade på træerne! Den lille højfjelds pony havde ikke troet han skulle se sommeren, i hvert fald ikke i de næste par måner. Problemet med denne sære pludselig sommer var at den var alt for varmt, og hans pels var slet ikke klar til denne pludselige varme. Det var sådan cirka en dag siden, han havde brugt et par timer på a panikke i fred og ro. Og så havde den lille pony besluttet sig for at det ville være meget nemmere bare at lade være med at tænke, og lade som om han vidste hvor han var. Fortrænge alt det han ikke forstod, og prøve at komme af med den varme pels. Hvilket var hvad Bragi havde brugt den sidste time på, klø sin flanke op af et træ, og manuelt trække den tykke klumper af pels af med munden. Hvilket i viste sig ikke at være en særlig god idé, for en mund fuld af pels var ikke ligefrem nem at komme af med igen.

Den arrede hingst befandt sig endnu på øen fyldt med træer. Det sted det var nemmest i dagens lyse timer endnu at gå skjult i skyggerne. Han holdt sig bevidst uden for de stier der var lavet af utallige heste- netop på disse stier ville risikoen for at støde på nogen eller noget være større, og den ville Rashn bestemt ikke løbe. Det havde lykkes den arrede hingst siden katastrofen i bjergende at undgå nogen som helst levende individer, ud over fuglene og et par enkelte små dyr han havde mødt i blandt træerne; men ingen andre heste. Udemærket var den arrede hingst klar over at dette ikke ville foresætte, der ville altid være en eller anden der ville dukke op, en der ikke blot kunne lade ham være, eller blot passere ham.

Rashn arbejdede stadig på at foretrænge de forskellige han uheldigvis allerede havde rendt på, men dette synes mere besværligt end han ønskede. Det var ikke fordi han bevidst tænkte på den rødelige der intet vidste om sig selv, eller den natsorte hoppe.. Det gøs, gav et ubehageligt minde at blot tænke på hende. Han havde hjulpet hende, men på bekostninger der havde vakt dyb smerte hos ham. Nok også os hende. Han vidste hun havde overlevet hen til vinteren- for han havde mødt hende en gang efterfølgende. Den gang havde han blot udsat det uundgåelige. Ingen ville nogensinde slippe fra døden.

En fært fik den arrede hingst flået ud af sine tanker- væk fra smerten, blot for at blive erstattet med en ny form for smerte. En fært af en anden hest havde nået til ham, og med et stod den arrede hingst stille og mere anspændt end han var før. De mandelformede øre var lagt fladt ned i nakken, før en advarende næsten knurrende lød kom fra ham. Blikket fra øjet han havde tilbage var rettet stift frem, og der kunne han se en sløret skikkelse noget længere væk. Den var ikke tydelig, og slet ikke for ham, men lugten havde været og Rashn vidste han ikke længere var alene.

Bragi var vil at gå til. Der var bare så meget pels! Han dansede fra det ene træ til andet, og gnubbed flanker, lår, hals og rumpe op af den ru bark. Hvilket betød at han fyldige hale nu havde en meget tydelig fuglerede på toppen, filtret og uglet til. Han gav et suk af irritation, hvilket gjorde at nogle af de hår han havde rundt om mulen fløj op i hans næsebor. Hans øjne spilede op i et ret komisk udtryk, og så satte han sig næste på halen på grund af det nys han gav. Han fnyssede og nyssede, og vendte sig endda så han kunne gnubbe sin mule op af barken, men intet hjalp. Hvilket betød at han var nød til forlade sig med at nyse, indtil den drilske vinterpels var kommet ud igen. Og det var så det tidspunkt hvor han hørte en lyd, fra en hest, og den var ikke lavet af ham selv. Hans lange tykke ører vendte sig mod lyden, og efter et fnøs eller to vendte den lille pony sig med et rystende hoved. Det var meget nemmere da man havde en flok, og en masse ledige muler til at nå de områder på ryggen man ikke selv kunne, hvis man selvfølgelig gjorde gengæld. Bragi lagde så hovedet på skrå, med en forskrækket mine, denne sorte skikkelse blandt træerne var gigantisk!

Denne fremmede skikkelse havde nogle yderst sære bevægelser, hvilket blot fik Rashn til at reagere voldsommere end han normalt ville. Musklerne under det arrede skind, var så spændt at det kunne se ud som den sorte pels ville give efter. Og den advarende knurrende lyd blev højere. Havde han taget fejl? Var dette ikke en hest. Bevægelserne han kunne se var fremmede, fremmede var utrygt. Fremmede var farligt, det var i hvert fald noget Rashn der havde lært igennem sin opvækst- trods han ikke brød sig om det han kom fra, fulgte han- så godt han nu kunne, de normer og regler der var. Den største forskel fra dette land og hans tideligere hjem, var at her kunne guderne ikke nå ham. Han blev ikke længere straffet for sine syndere. Eller også var straffen ikke længere fysisk. Ingen straf der gav synlige mærker.

De mandelformede øre lå fladt ned i den sorte man, og tænderne var nu blottet. Hvad og hvem dette var, skulle bestemt ikke komme nærmere. Denne afstand var allerede for kort- efter Rashns mening skulle der slet ikke være nogen inden for hans synsfelt og helst heller ikke nogen tydelige lugte.
Der hang rigelig med lugte fra heste rundt omkring, lugten kunne hænge der i flere dage- de fleste ville ikke bemærke den, men han gjorde.

Den lille spraglede pony vippede med ørene, den gigantiske hest lavede nogle meget sære lyde. Og det så ikke just ud som Bragis selskab ville være velkommen, men den lille bjerg pony kunne ikke flytte sig. Han var yderst facineret af den sorte hests størrelse, og måske en smule skræmt. Han havde aldrig nogensinde set noget der var ret meget højere end ham selv, så det var kæmpe chok for ham. Og så bød det næste spørgsmål sig, fandtes de højere en den han så lige foran sig? Han lod et lille nysgerrigt hvin lyde fra sig, og håbede at ingen små pels totter ville finde vej ind i hans næsebor igen.

Rask slækkede en anelse på det ene øre, men så lidt at dette næppe ville blive bemærket. Der kom et hvin fra den fremmede. Det lyd så.. lille. Han fornemmede ikke en lille skikkelse, ikke lille som i spinkel i hvert fald, jo vidst synes denne fremmede ikke at tårne op, som flere heste i denne verden gjorde, men han virkede heller ikke lille. Hvad var denne fremmede.
Det øre der før havde slækket på sig, havde han atter presset hårdt ned i manen, før han lod et arrigt fnys lyde og stampede hårdt i jorden- endnu en advarsel.
Jorden var blød nu, og det gjorde ikke nær så ondt, men da hans hov slog imod jorden gav det som sædvanligt et sted hele vejen op igennem, og den arrede hingst skar en lille grimasse- man næppe ville have bemærket, hvis ikke man virkelig så godt efter. Rashn var van til smerte, van til at stå imod den.

Bragi lagde sit hoved på skrå, to pjuskede ører rettet fremad. Han tog et par skridt i den bløde skovbund, en skovbund der havde en tyk gennemtrængende duft af gammel plantemateriale. Ikke just noget han havde haft en chance for at møde før. Han stoppede brat op, og tog et enkelt skridt tilbage. Ja, højden af denne hest havde måske blændet ham en smule. Men nu hvor han var tættere på var de tykke spindelvæv af ar meget tydelige. "Oh man." mumlede han før han lagde sit hoved på skrå. Denne her hest så ud til at have haft det hårdt. Hårdt som i, ubeskriveligt hårdt. "Wow." og avs, meget avs. At spørge til den andens udseende var måske ikke en måde at starte på, så Bragi valgte det næst bedste emne. "Hvordan blev du så høj?" samtidig prøvede han at puste sig selv op, og give sig selv lidt mere højde, ikke at det lykkedes specielt godt.

Rashn følte stor ubehag i andres selskab. Om det havde gjort ham noget eller ej. Det var hvad han havde lært. Han kunne ikke stole på nogen, der fandtes ikke andet end smerte og svigt. Alle var fjender eller blot fremmede- og det var sådan han ønskede det. Helst fremmede. Nogen han ikke behøvede at forholde sig til. Det var nemmere. Alene behøvede han ikke være på vagt på samme måde, han behøvede ikke som sådan skjule sig i skyggerne, for at undgå andre skulle dømme ham. Rashn var en synder- alle hans ar var beviserne. De fortalte andre hvad han var. De havde gjort ham til det misfoster de andre i hans hjemland mente han var.

Hingsten reagerede. Selvom hans ord kun var en mumlen, hørte Rashn dem tydeligt. En af fordelene ved at have nedsat syn- næsten helt blind, gjorde hans andre sanser var stærkere. Han hørte ting de fleste ikke ville høre, han kunne lugte ting og andre på noget længere afstand.
Selvom det næsten var umuligt blev de mandelformede øre presset yderligere ned i nakken, og musklerne mere spændt, og knurren der var før, blev erstattet til et hvæs. Automatisk bakkede han længere ind i skyggerne- i forsøg på at skjule det arrede skind.

Det var et underligt spørgsmål denne fremmede kom med. Yderst mærkværdig. Faktisk var Rashn ikke så høj. Han stødt på andre der var højere end ham, både her, men også i hans hjemland.
Rashn fnøs hårdt. Han ville ikke svare på det spørgsmål. Det var for dumt. Denne hingst var som de fleste uviden- denne måske mere uviden end de andre han havde mødt.

Bragi tog et skridt tilbage, da der lød en meget truende lyd fra den store hingst. Han sukkede og kiggede op gennem træernes kroner. Det så ikke ud som om at han ville få den savnet selskab fra denne utrolig arrede hest. Og i dette øjeblik, med ørene presset så langt ned i nakken at de ikke var til at se, så han ret truende ud. Bjerg ponyen tog yderligere nogle skridt tilbage, i et forsøg på at minimere chancen for et angreb. Hans blik blev fanget af den arrede hest igen, som nu stod næsten skjult i træernes tætte skygger. Lysten til selskab var næsten alt for stor nu, han var vant til en stor solid flok, så det var et stort chok for ham kun at være ham selv. Men det så ikke ud til at denne hingst havde lyst til selskab. Men hvor intet vover! Bragi sænkede sit hoved, tog et enkelt skridt frem, og afventede den andens reaktion.

Rashn fornemmede hvordan den fremmede trak sig en anelse tilbage. Det havde de fleste gjort, hvis de da havde haft en sund fornuft. Det var ikke fordi Rashn ønskede at være fjendtlig, men det var den eneste måde han vidste andre ville forstå de skulle holde sig væk, eller i hvert fald på afstand, hvis de absolut skulle belemre ham med deres selskab- som Rashn ikke ønskede. Han gik heller ikke blot væk. Han ville under ingen omstændigheder vende ryggen til nogen. Han ville udsætte sig selv som et lettere bytte. Nej så hellere stå og vente, og være forberedt på et hver angreb, både fra denne fremmede, men også fra et muligt baghold, eller nogen der skulle dukke op- som den sorte hingst der mente han skulle forsvare det belastende hoppe- der selv havde bedt om det.

Rashn havde stoppet sin hvæsen, men der lød stadig en lav advarende brummen. Man skulle ikke komme og sige Rashn ikke havde advaret godt og grundigt. Trodser man advarslerne, ville men også selv bede om det. Rashn angreb ikke uden grund. Han påfører ikke andre smerte uden grund. Generelt gør Rashn ikke noget uden nogen grund.

Bragi sukkede endnu engang og løftede sit hoved igen, hvorfor var den hingst så... led? Måske ikke led, misforstået? Uanset hvad så var den lille spraglede pony en smue nedtrykt over den andens reaktioner. Han ville bare have selskab, var det for meget for langt? Åbenbart. Han skridtede over til det nærmeste træ og støttede sin mule op af en gren, og lod resten af sin krop læne sig op af den tykke stamme. Det forstod alle advarslerne, han var ikke dum. Nogen gange valgte han bare at ignorerer dem. Godt nok ikke lige nu, men måske senere. Et pjusket lille øre var rettet mod den anden hingst, mens det andet bare hang lidt akavet til siden.

Selvom Rashn ikke kunne så tydeligt, gjorde de lysere timer det muligt for ham at kunne se den sløret skikkelse af denne fremmede. Den gik, men den gik ikke væk. Han lod ikke blikket falde, men stirrede tomt på denne fremmede- eller ikke på ham, mere igennem ham. Kunne denne ikke blot forsvinde så han selv kunne komme videre. Rashn ønskede ikke selskab fra denne fremmede, han ønskede ikke selskab fra nogen, det han ønskede var blot at blive ladt alene og glemt af dem der skulle have stødt på ham. Udemærket var den arrede hingst godt klar over dette ville være svært. Hans udseende ville nemt kunne hjemsøge andres tanker. Trods alt var det ar nu, og længere blødende sår. Det var svært at sige hvad der var det mest skræmmende ved hingsten. Hans kropsprog der var truende- eller de mange ar, eller det dybe sorte hul hvor der en gang havde siddet en mørkebrunt øje, eller det blodsprængte tilbageværende, der intet sagde, blot var hårdt og tomt.

Bragi havde godt indset at han ikke ville få selskab af denne hingst, men nu var han blevet stædig, og de træer der var omkring ham var de bedste til at få pelsen skrubbet af på. Så han ville ikke være den første til at flytte sig. Og apropos pels. Den lille pony begyndte at gnubbe den ene sidde op af stammen. Han holdte et vågen øje med den anden hingst, i håbet om at han kunne nå at flytte sig selv hvis det viste sig den anden alligevel besluttede sig for at angribe. Ingen havde lært ham at det var farligt at lege med ild. Hvilket han egentlig burde have lært gennem erfaringer... men fornuft var ikke ligefrem hans stærke side. Eller, nogle gange var. Specielt når han prøvede at undgå et tandsæt i flanken. Men så rakte det hellere ikke længere.

Den fremmede begyndte på den sære bevægelse igen. Skeptisk så Rashn til, forsøgte at opfange hvad denne fremmede prøvede. Det kunne være en underlig form for ritual. Hvilket fik den arrede hingst til at tænke. For hvilket ritual kunne dette være? Hvilken tro- for det var ikke noget han kendte til man gjorde. Ikke derfra hvor han kom. Fandtes der andre guder?

Trods Rashn tænkte, var han ikke væk. Han havde næsten sin fulde opmærksomhed på den besynderlige fremmede. Resten gik på at lytte efter uventet lyde. Ingen overraskelser. Rashn kunne ikke udsætte sig selv for disse. Fysisk var han ikke længere så stærk som han havde været. Han var havde svækket styrke i sine forben, en styrke han ikke længere troede på ville komme tilbage. Han ville næppe kunne klare et angreb fra flere, denne fremmede kunne han nok, men ikke hvis der var flere der sluttede sig til ham. Rashn vidste det, men modstanderen behøvede ikke.

Hvorfor var han født med sådan en tyk pels!? Eller, det var egentlig ikke helt så dumt at have en tyk pels. Men det var i datiden, da han var i en flok med andre ponyer, med lige så meget pels til at holde dem varme i snestormene. Lige nu, i denne varme, var det bare møg irriterende. Efter en tid stopped han med at klø sig op af stammen, uanset hvor mange timer han brugte på det, ville der gå flere dage før hans pels var løs nok til forsvinde helt, og efterlade en tyndere, men dog stadig tyk, frakke a sommer pels. Bragi gav et lille hvin i frustration, og kiggede så bedende på den anden hingst. "Snak med mig?" dette var måske sagt en smule ynkeligt. Men han var ikke vant til at være alene, og det gjorde ham ret ængstelig.