Home again - Tag: Leonora

Solens stråler hvilede hen over landet Andromeda, det var aften og derfor var strålerne milde. Sommeren var endnu engang kommet til landet og med det, var en bekendt sjæl vendt hjem. Ahearns hove betrådte den gyldne strand med rolige og sikre skridt. Halen slog let omkring ham for at få de enkelte fluer væk, imens de mørke øjne hvilede afslappet på landskabet. Det var lang tid siden han havde været der, og faktisk havde han virkelig været i tvivl om han ville komme tilbage igen. Ikke fordi han ikke havde lyst, men fordi man ikke bare sådan kom til Andromeda. Det var jo nærmest landet der valgte at åbne sig for én. Men han havde ting der var uafklaret i landet, hvilket måske var grunden til at han var blev ført tilbage. Hingsten havde forladt sin mage, ikke med sin gode vilje, men fordi han havde haft brug for det. Han havde trods alt været skyld i hendes smerte, han havde ladet sig narre og det havde kostet dem deres ene føl. Et tab som han aldrig ville komme over, og han ville aldrig kunne tilgive sig selv. Leonoras smerte havde også været enorm, og han havde ikke vidst hvad han skulle stille op. For han kunne ikke lindre hendes smerte, han kunne ikke ændre på tabet af deres datter - uanset hvor meget han hadede sig selv for det. Så han var rejst.

Nogle ville måske mene at det var usselt af ham, og det mente han også selv, men han havde ikke haft nogen anden udvej. Men han var tilbage og på mange punkter var han anderledes. Han var stadig den hingst som var kold over for andre, men hvor han førhen ville have været tilbøjelig til at jage dem væk med det samme, uden at tøve med at bruge vold. Sådan var han ikke længere. Men om det ville vare ved, se det vidste han ikke. Tankerne lod han forsvinde og et afslappet prust forlod ham. Sulten var ved at komme krybende, så med at beslutsomt svirp med halen, drejede han let til venstre og satte kursen mod den frodige eng der strakte sig foran ham. Kort efter betrådte han den faste jord og lod den sorte mule søge ned mod græsset. Kræsen var han da, lidt, og ville derfor ikke spise det første græs der groede. Det var for træt på stranden og smagte, efter hans mening, for meget af saltvand. Så han fortsatte længere ind på øen, indtil græsset var friskt og grønt nok til hans smag. Tilfreds stoppede han op og fik hurtigt den første tot græs i munden. De hvide ører kørte roligt rundt og opfangede hver eneste lyd omkring ham, for selvom han var afslappet, så var han altid klar til at omstille sig hvis en fremmed sjæl valgte at komme for tæt på.

Under solens sidste stråler, der næsten kærligt berørte landet, havde den sorte hoppe forladt Teylar, for at vandre under kun solens åsyn. Hun vidste hvor Daphne var, sikker og udenfor farer, og den unge Seyé var ej langt fra den lille cremefarvede hoppe. Familien, som de nu var, var så småt ved at være smedet sammen til det niveau, hvor den sorte ej kunne ønske sig mere; selvom frygten for, hvad der ville ske, når hendes afkom var voksende selv, lurede i hendes sind konstant. Disse tanker havde hun af og til brug for blot at lade indtage hendes sind, og dette var én af grundende til hun var vandret bort fra flokken - for når hun først lod sine tanker, sine følelser vælte ind over hendes sind, blev hun ustabil, og hun ønskede ej at virke svagelig overfor sine afkom. For dem måtte hun forblive stærk, og når ej hun kunne klare dette, måtte hun søge væk.

Hun havde taget opstilling i nærheden af en eng, som grænsede op til stranden. Hun holdt sig generelt langt fra sandet, med mindre hun af nød skulle betræde det; men duften af havet der svagt kunne sanses i vinden var nu velkommen i hendes sind. Den friske duft hjalp til at løfte hende fra de tanker der tyngede hende; frygten om at blive alene.
I hendes tid i landet havde hun kun knyttet sig tæt til meget få. To af dem var hendes afkom, der med hastige skridt nærmede sig de voksendes rækker. Snart ville de ej længere have brug for hende, og hun kunne kun håbe at de af og til ville bruge tid med hende. Den anden, som hun havde knyttet sig til, var også den hun havde mistet - nemlig hendes mage Ahearn. Hun havde ladet ham se hende, ladet ham komme ind i hendes liv, men da havde han forladt hende. Hun anede ikke, om der var sket den hvide hingst med hornet i panden noget, eller om han af egen vilje havde valgt at vandre bort fra hende. Hun anede ikke om han nogensinde ville komme tilbage, og uvisheden åd hende langsomt op. Hvad skulle hun gøre, når hun en dag blot var hende? Hvordan skulle hun kunne holde sammen på de brudstykker af hendes sind, som kun sad sammen med tråde så tynde som spindelvæv? En dirren begyndte at brede sig i hendes skuldre, som til sidst drev hende fremad ud og fra det skovbryn hun egentlig befandt sig i. Hun vandrede dermed ud på åben eng, med ryggen til den ene sjæl hun ikke havde regnet med nogensinde at se igen - og uvidende om hans tilstedeværelse begyndte den sorte hoppe utilpas at skrabe i jorden, og egentlig vise tegn på kolik alt imens utilpasse og skrøbelige fnys forlod hendes mule.

Ahearn havde altid vidst at han ikke var en hingst med leder potentiale. Han havde altid vidst at han på mange punkter var alt for ustabil, især med det mørke der stadig lurede faretruende i hans sind. Igennem årene havde han lært at tøjle det, men det kunne ske at det tog over, og så var Ahearn ikke længere klart tænkende. Det var heldigvis lang tid siden at det sidst var sket, men Ahearn blev ved med at være opmærksom på det. For hvis han tillod sig at give slip frygtede han, at han ville miste kontrollen igen. Men der var også andet der afholdte ham fra at miste sig selv - Leonora. Selvom han havde været langt væk fra hende, så havde han hele tiden tænkt på hende. Hende og Seyé. Ahearn var udmærket godt klar over, at han på ingen måde levede op til det at være mage, eller fader. Men han vidste ikke hvordan han skulle være der for dem, og han vidste absolut ikke hvordan han skulle komme tilbage til dem. Hvis det overhovedet kunne komme på tale. For kærligheden til den smukke sorte hoppe var ikke forsvundet, og det ville den aldrig gøre. Hun betød alt for ham, men Ahearn havde været sikker på at han ikke var god nok for hende. For hvordan kunne han være det, når han formåede at såre hende så dybt? Han havde ødelagt alt for hende og han ville bestemt ikke bebrejde hende, hvis hun aldrig nogensinde ville tilgive ham.

Alligevel var han kommet tilbage til landet, for han ville og måtte bare finde ud af, om han stadig havde en chance hos hende. Samtidig var han også godt klar over at det ville blive svært at se hende igen. For Leonora var en hoppe med stor personlighed, og han vidste ikke hvad han ville møde, hvis han formåede at finde hende igen. Det var dog en af de ting han elskede ved hende - hun var sig selv og hun var viljestærk. Han huskede stadig deres første møde, hvor hun havde stået ude i regnen og stædigt nægtet at flytte sig. Normalt ville Ahearn have vendt ryggen til hende dengang, og end ikke overvejet at nærme sig hende. Men et eller andet havde fået ham til at opsøge hende og han var blevet hos hende. På en eller anden måde måtte Ahearn formå at finde det frem i sig selv igen, men kunne han det? Lige nu valgte han at fokusere på at få stillet sin sult. Græsset smagte lige så fantastisk som han huskede det, og den hvide hingst tillod sig selv at slappe af. Men en lyd længere fremme fik de hvide ører til at rette sig helt frem. Det fnys der lød virkede ufattelig bekendt og han fik hurtigt løftet hovedet. Synet der mødte ham fik ham til at stivne. Længere fremme var Leonora i egen høje person, men hun virkede utilpas og forvirret. Usikkert vippede hans ører frem og tilbage, før han ganske forsigtigt lod en lav vrinsken forlade ham. At inde i ham havde lyst til at skynde sig hen til hende, men han vidste ikke om han var velkommen så tæt på hende længere ... eller om hun havde fundet en anden hingst.

Hendes urolige opførsel, som hun i øjeblikket udviste, var kun noget der blev udtalt når hun var alene. Det var det eneste tidspunkt hun turde lukke op for sine indre følelser, for hvis hun brød sammen, var hun ej til skam for andre, end hende selv. Den styrke, hun havde været nødsaget til at opbygge for hendes afkoms skyld, var essentiel for hende at oprette uden at slå blot en eneste flig af; hvordan skulle hendes afkom ellers kunne se hende som deres beskytter?
Hendes fnys blev intensiveret, hendes skraben blev voldsommere. Ja, hun skulle endda lige til at lægge sig, i det en lyd bag hende fik den sorte krop til at stivne.

Hun hævede langsomt sin lange hals op og satte sit forben ned. Hun bevægede sig så langsomt og så forsigtigt, som var hun trængt op i en krog, hvor én forkert bevægelse kunne koste hende livet. Hendes ører var fikseret bagudrettet imod lyden, som havde vagt en indre skælven i hendes sind; for lyden var så ønsket, så tiltrængt, at hun troede hun hørte syner. Hun fnøs lydløst, men forceret og en meget vag dampsky dannede sig omkring hendes mule. Der gik nogle tidløse sekunder inden den sorte satte den næste bevægelse igang - hun vendte sig om. Langsomt, tøvende, men utroligt graciøst. Hendes prægtighed, som hun engang havde boret, var langsomt vendt tilbage til hende;ej dukkede hun sig i samme omfang som før og ej fór hun forskrækket bort når en uventet lyd hørtes i omgivelserne. På mange punkter var hun ved at danne den tabte hoppe igen; men konstant var hun på kanten til at svinde bort atter engang.

Da hendes blå øjne blev rettet imod den hvide hingst, var det som om hendes indre frøs til is. Hun havde ikke blot hørt syner - nej. Hun havde hørt ham. Og ikke nok med det, nu lagde hun øjne på ham for første gang i hvad der føltes som århundreder. Fortabt så hun ud, i det det gik op for hende, at han var der, for tankerne om livet uden ham, havde naget hende - men hun havde måttet acceptere dem i det omfang hendes skrøbelige sind havde kunnet formå, for at skåne hendes afkom. Nu var han der, og en realitet som hun ikke havde turde håbe på, stod pludselig for døren - hendes liv skulle ej levedes uden kærligheden, som hun havde skænket denne hvide hingst.
Rent instinktivt besvarede hun hans kalden med en lyd så svag, at det ikke var sikkert han hørte hende. Hun lagde heller ikke selv mærke til at hendes lunger frigav denne lyd, for hendes sind fokuserede kun på det hendes øjne så. Hendes hjerte stod stille et øjeblik, inden hun nærmest hev efter vejret. Hun bakkede nu, for hvis sandheden skulle frem, var hun bange; for ligeså meget hun ønskede at træde frem til ham og lade ham omfavne hende med den kærlighed den havde delt - og på sin vis stadig delte - så frygtede hun, at hvis hun lod dette ske, ville hun ej kunne bære at miste ham endnu engang. Måske var han blot et syn fremkaldt af hendes inderlige ønske, om at dele livet med ham? Hun tvivlede på sine sanser, pludseligt så meget, at hun endte med at væve rundt i en lille cirkel om sig selv. Og da hun endeligt stod stille, skælvede hun på ny - og den graciøse, prægtige holdning var som fordampet på blot et minut imens tankerne banede sig vej igennem hendes snørklede sind.

Det skar dybt i hingstens hjerte at se hende på denne måde. Så skrøbelig og sårbar. Ahearn vidste godt at han bar en stor del af skylden for hendes lidelser, for han havde frarøvet hende deres datter, og derefter var han forsvundet. Men han havde ikke set nogen anden udvej. Det eneste han kunne tænke på var, at han havde bragt hende så meget smerte, så hun ville være bedre stillet uden ham. Tanken om at hun måske havde fundet en anden hingst, havde skam strejfet ham og det skar dybt i ham. Men måske var det bedst. Måske var det bedst for hende at finde en, som ikke ville gøre dette mod hende. En som elskede hende, selvom han tvivlede på at der fandtes en hingst derude, som kunne elske hende så højt som han gjorde. For ham fandtes der ingen andre hopper, ingen andre kunne fange ham som den smukke sorte hoppe gjorde. Alt ved hende var fængslende og dragende, og selv når hun var i smerte bankede hans hjerte for hende. Dog var han i tvivl om hvordan han skulle reagere på dette. Ville hun bryde helt sammen hvis han kontaktede hende, eller ville hun blive så rasende så han måske skulle løbe for livet? Den største frygt var dog at hun bare ville være ... ligeglad. At han ikke betød noget for hende mere. Ja det var nok egoistisk tænkt, men han kunne ikke slippe tanken.

Så det var med bankende hjerte at han lod en mild vrinsken forlod ham. Han ønskede jo heller ikke at skræmme livet af hende. Leonora frøs lige så snart hun hørt ham, og de efterfølgende sekunder føltes som flere timer. Hans mørke øjne hvilede på hende så han kunne opfange hvert signal hun sendte. Ganske langsomt fik hun endelig vendt sig rundt, og det var ganske tydeligt at se, at hun bestemt ikke havde regnet med at han rent faktisk stod der bag hende. Usikker på hvad han nu skulle gøre, betragtede han hende med et meget mildt blik. Men så snart hun bakkede tog han et skridt frem, imens de hvide ører usikkert kørte frem og tilbage. En forsigtig brummen forlod ham i et forsøg på at berolige hende. Hun måtte ikke bakke væk, han ønskede jo ikke at såre hende mere. Prøvende tog han endnu et skridt frem imod hende. Ville hun tillade at han kom tættere på? Ahearn ønskede ikke at skubbe hende ud over grænsen, og ventede derfor på tilladelse fra hende. Men hvis hun øgede afstanden ville han ikke tøve med at følge efter hende. Han var ikke villig til at slippe hende af syne igen.

Kort efter hendes reaktion var udløst; hendes bakkende bevægelser, hendes vigende træk, der gik hele vejen fra hendes øjne og ned langs hendes anspændte ryg, hørtes hans brummen af så mild karakter, at hun et øjeblik måtte stoppe sig selv for at høre den. Hendes hjerte forstyrrede næsten hendes hørelse så meget, med dets arytmiske og voldsomme slag, at hendes ører ikke kunne høre hans lyde - men hun fik essensen af dem, og dét at de nåede hendes indre, var afgørende for hendes videre adfærd. Hun stoppede nu, også selvom han nærmede sig; men hun dirrede. Hun dirrede som et espeløv i vindens hersen, lige på nippet til at blive revet fra sin gren og slynget rundt af vindens ubarmhjertige vilje. Der gik en rum tid førend hendes dirren lagde sig og hun nu stod stille, som var hun frosset, med de isblå øjne hvilende på ham. Ikke en gang flyttede hun sit blik fra ham, i de sekunder det tog hende at samle sig om en beslutning.

Hendes længsel efter ham havde været så stor, at det nederlag, det svigt hun havde følt, ikke kunne overskygge hendes kærlighed. Hun kunne ikke vælge ham fra, selvom hendes tidligere sind nok ville have gjort således - for en hingst, der med vilje søger bort fra sin mage, er ikke en man burde blive sammen med. Sådan var normen i hendes tidligere hjem - men intet her fulgte de normer, hun engang havde været skæbnebestemt til at følge. I stedet var det hendes følelser og hendes reelle, egoistiske behov som styrede hendes liv, og om hun ville det eller ej, så havde hun behov for den skimlede hingst, der for længe siden havde rykket hende ud af nattens voldsomme uvejr. Hun endte derfor med at læne sig en anelse frem; ikke så meget så hun fysisk tog et skridt, men man kunne fornemme hvordan hendes vægt blev lagt på hendes forben og hendes mule rakt søgende frem, som skulle hun føle sig frem i blinde. Hendes ører lå en anelse utrygt tilbage, men de lå ikke i den afvisende zone. Og til slut, efter næsten et minuts tavshed, kom den lille genlyd til hingsten som hun elskede - et kald, et nærmest længselsfuld og panisk kald, der bød ham at komme nærmere og gerne hurtigt! Hans nærhed havde først rystet hele hendes grundvold og truet med at få det til at falde sammen - men nu, efter hendes sind havde overvejet det et øjeblik, var han limen der skulle få det hele til at holde sammen. Så måtte konsekvenserne af hans fravær komme senere.