Summer [zeus]

Calypso var efterhånden ved at have fået vænnet sin unge søn fra, og han kunne derfor vandre frit rundt på øen, så længe han var tæt nok på til at han kunne høres. Det gav den røde hoppe noget frihed til at færdes lidt mere op egen hov endnu engang. Ikke at hun ikke nød at være med sit afkom, men det begrænsede hende i det rent sociale i det hun endnu ikke havde et trygt netværk i landet. Et let prust forlod hendes mule, mens hun stod med mulen begravet i græsset. Hun var søgt ud på mere åbne områder af øen, og håbede nok på lidt selskab, men mon nogen var værdige til det? Hun var en kostbar hoppe og yderst kræsen, så vedkommende skulle mindst udvise noget klasse. Hun kunne ikke spises af bare mere strittende ben og lækkert udseende.  De blå øjne gled kort rundt i skovbrynet, men intet var umiddelbart hverken at se eller høre. 

[8]

Efter mødet med det sorte bæst, som måtte være i familie med den røde hoppe, som også hørte under betegnelsen 'bæst', hvis man spurgte Zeus selv, have han holdt sig for sig selv. Han havde fået det, der på godt dansk var en god omgang tæv, og han havde haft behov for at hele. Særligt hans ribben havde værket længe, men mest alvorligt var hans knæ, som han i dagene efter ikke havde kunnet støtte på. Det kunne han dog nu, men af og til jog det stadig i hans flanke som eftermæglet fra hans trykkede ribben. Han stod dog endnu, han var endnu i live - og livet var ikke foruden et nederlag eller to.
Han stod stilfærdigt for sig selv og betragtede det åbne område. Han søgte ikke noget, han ledte ikke efter nogen; men han var færdig med at skjule sig. Og bedst som han stod der, fredsommeligt for sig selv, opdagede han en anden levende sjæl ikke så langt fra ham. En rød hoppe med hvide aftegn; men til hans 'glæde' så denne hoppe ikke unaturlig ud, som de to bæster havde gjort det. Ingen underlige blomster i manen og ingen blå aftegn. Så langt så godt.
Han forholdt sig neutralt imens han dog betragtede hoppen - Zeus var langt fra en social type, men kom andre til ham, afviste ham dem ikke med mindre der var grund til at afvise. At landet så lå sådan, at Zeus havde rigtig mange grunde til at afvise andre, var så en helt anden ting.

Calypsos opmærksomhed blev rettet mod den fremmede i det hun ganske sendt havde opfattet at han havde betragtet hende på afstand. Hun løftede hovedet og stod nu selv og anså ham ganske kort, inden hun lod sit hoved uinteresseret sænke sig mod græsset igen. Ved første øjekast havde hun ikke fundet noget interessant ved den fremmede, og havde vendt tilbage til sit græsseri. De ene ører var dog vendt bagud for at lytte om han nu skulle finde på at tage en kontakt. Rolig var den røde hoppe, for hun kunne altid sige fra. Hun havde trods alt ikke været af høj rang for ingenting. Hele hendes holdning stank langt væk af det, men tiderne ville det anderledes og hun var ikke længere den bedårede alfa fra førhen. Noget hun måske af og til glemte i sin søgen på selskab. Hun skubbede det hurtigt fra sig før hun overhovedet havde set det ordenligt an. Ak, fortidens kvaler. 

[9]

Zeus' liv havde tidligere foregået i et kompliceret rangsystem, så han havde et hvis kendskab til normer og skikke i en dynamisk flok. Ligeså kendte han til den adfærd, de højtstående udviste overfor de lavtstående og omvendt, og jo mere han betragtede denne røde hoppe, jo mere stod det klart, at hun havde siddet højt på strå; vel og mærket før hun kom til dette land. Zeus havde nok ikke mødt så mange endnu, eller; han havde fysisk undgået mange, men hans viden om landet havde alligevel formet sig til ganske bred. Han vidste godt at der kun var to etablerede flokke i landet, og at de ikke var i nærheden af nogen af dem - og med mindre hoppen boede i en 1-hestes flok, hvor hun var alfa, passede hendes adfærd ikke til strejferlivet, som hun synede at leve. Et kort, skævt smil trak over mulen på den dunfarvede Zeus, inden han med tilbagelænede skridt satte imod hende. Han behøvede ikke bevise noget overfor nogen - for han vidste udmærket godt hvad han selv var værd, og derfor spankulerede han ikke majestætisk rundt som en anden forårskåd hingst der skulle nærme sig en hoppe. Men sikkert og vidst nærmede han sig hende, for blot at undersøge nærmere; for hendes adfærd gjorde ham blot en smule nysgerrig.

Lyden af trin kunne snart høres bag hende og hun løftede hovedet i en ganske rolig bevægelse. Hun vendte det skarpe blå blik mod den lyse hingst og stirrede blot på ham. Ikke på en sådan ubehøvlet måde, men med de små usynlige signaler at hun ikke var svag. Dog var hingsten velkommen og derfor havde hun vendt siden til og drejet hovedet i hans retning. En svag brummen kom fra hende, som en ganske lav hilsen, mens de mandelformede ører var rettet lige frem. Den røde hale slog kort et smæld bag hende, mens hun studsede over hvert skridt han tog. Hun var meget observant rent instinktivt. Sådan var hun oplært og det ville aldrig gå væk. Da han var kommet nærmere løftede hun nu hovedet en anelse om mimrede svagt med mulen, men ingen yderligere lyde kom fra hende, før han havde taget sit træk. Hun var ikke en hoppe der talte meget, kun via sit kropssprog. Dialog var sjældent brugt, kun i mere formelle sammenhænge. 

[10]

Trin for trin nærmede han sig; og da han var over halvvejs, havde hoppet hejst hovedet og rettet blikket imod ham. Hendes tavse sprog var allerede begyndt da hun havde fået øje på ham for første gang - og hendes signaler læste han skam tydeligt. Dog føjede ham dem ikke som sådan, for Zeus havde ligeså haft smagt det høje hierarki, og hans natur bød ham selv at sætte sig højest på rangstigen om muligt - især overfor en hoppe. Dette betød dog ikke, at han var ubehøvlet; ligesom hoppen ej heller var. Hans hals blev hævet og det ene ører lagt en smule tilbage, og da hoppen havde vendt sig rundt og budt ham 'velkommen' trådte han ufortrødent ind i hendes personlige rum og rakte mulen en anelse frem imod hende; han tog det første træk og gjorde det med en sådan overlegenhed i hans adfærd, at han gjorde det klart fra start af, at han ikke var til at spøge med. Han ville på ingen måde pine denne hoppe, irritere hende eller på anden måde trampe på hendes adfærd - nej, faktisk respekterede han den. Han forstod netop denne form for kontakt - og derfor bød han hoppen på ganske fornem manér at give ham førertrøjen, så at sige, så længe de var i nærheden af hinanden.

Blikket veg ikke fra den lyse, som fortsatte ufortrødent ind i hendes personlige rum. Først var der ikke nogen voldsomt reaktion at hente fra hoppen, mens hun lagde to og to sammen. Han ville bestemme og han havde lagt kortene på bordet. Skepsissen var tydeligt at finde i de blå øjne i det hun hævedet hovedet en anelse mere og rynkede på mulen. Det var tydeligt at hun overvejede om hun ville lege med på denne leg eller om hun ville sige fra. Hun var ikke just fan af hans måde at gøre tingene på, men direkte måtte man vel kalde ham. Calypso var dog ikke sådan en man blot lige kuede, men hun ville ikke ende som før hun kom til dette land. 

Et hyl forlod hende da hans mule kom nær og et forben blev slynget ud i luften underlagt af et hoppet fnys og et par hårde svirp med halen, men derfra faldt der ro over den røde hoppe, der indfandt sig med hans selskab og hun sænkede hovedet, blot en anelse for ham. Han kunne få sin færertrøje, men han skulle bære den ordenligt. Det var dét signal hun sendte til ham. Så længe han opførte sig anstændigt så lod hun ham gerne have styringen. 

[11]

Det var altid et spil der gik ud på træk og modtræk; han havde trukket det første og afventede nu hoppens reaktion. Først skete der umiddelbart ikke meget, men af erfaring vidste Zeus godt, at man ikke skulle undervurdere hopper, især ikke når de havde 'smagt' magtens søde hånd før. Og ganske rigtigt, kort efter kom et hyl fra hoppen, og et forben blev slynget ud. Han rykkede sig dog ikke ud af stedet, men pustede sig en anelse op og sendte en dyb, rungende brummen tilbage. Han havde indtaget pladsen som 'dominerende', og kort efter accepterede hun det også - men det lå tydeligt i hendes adfærd, at hvis han trådte forkert, ville hun nok ikke holde sig tilbage fra at ytre sin imaginære rang igen - ikke, at han ikke anerkendte hun engang havde haft en rang; men som han, var hun sikkert alene i dette land, og havde kun de selskaber man rendte ind i, at udvise rang overfor.
En sagte brummen forlod nu hans mule, da der var faldet ro over hende og derefter rakte han undersøgende mulen frem for at snuse til hende. Atter var hans bevægelser rolige, bestemt og velovervejede; han forhastede sig ikke. Tilmed vendte han et øjeblik begge ører frem for at modtage så mange informationer han kunne, det øjeblik nærkontakten var der.

Denne gang tillod den røde hoppe at han rakte sin mule frem for at undersøge. Hun betragtede ham blot med et lunefuldt udtryk i de blå øjne, inden hun måtte indse at selskab faktisk var rart. Calypso savnede sin flok, sin leder, og føl. De var alle borte, døde eller fange hos de elendige bachelorhingste. Hendes mule rakte i stedet frem i luften mellem de to og hun snuste kun ganske kort til ham. Hun havde ikke behov for nærmere undersøgelser. Hun skulle nok huske den alligevel, hvis det blev nødvendigt. De blå øjne hvilede dog på hans mule, uden noget specifik mine. Om det blot var et punkt hun kunne fokusere på, eller om hun blot ville se mere an var uvist, men det var en ret underlig fornemmelse for hende at være social på denne måde, efter så lang tid. Jo hun havde delt få øjeblikke med ildhingsten, men det var i en hel anden sammenhæng. 

[12]

Hoppen gjorde den lille gestus tilbage, at hun ligeså søgte at opfange hans egne dufte, ved at stikke mulen frem i tomrummet imellem dem, men ej mødtes de fysisk. Han trak det ene øre en smule skråt bagud igen, både fordi han lyttede til omgivelserne - det var hans 'pligt' at beskytte, når nu han havde fået førertrøjen, men også fordi han tog sig selv i at mene, at hoppen afviste hans tilnærmelse. Han trak derfor mulen til sig med en uhørt brummen, inden han med sine tilbageholdende skridt bevægede sig lidt ned langs hendes side og atter strakte mulen frem igen for at undersøge hende. Han vidste godt at hun ikke var modtagelig, og havde hun været i brunst, havde hans adfærd ikke været så afslappet som nu; nej, han søgte derimod blot at finde ud af hvem hun var og hvilken støbning hun var af. Han rørte hende ikke på noget tidspunkt, for det havde hun givet udtryk for at hun ikke ville have - så da han synes han havde set nok, stillede han sig ved hendes side, med en god meters mellemrum imellem deres flanke, hvorefter hans blå øjne mødte hendes.

,,Hvem er du?"

Spurgte han da, med en utroligt behagelig stemme. Maskulin, fast, men samtidig levende og 'lækker'. Hans hale bevægede sig i rolige bevægelser bag hans kraftige bagpart og hans opmærksomhed, som var designet til overlevelse, havde både fokus på den røde hoppe ved hans side og alt omkring dem. Intet ville kunne overraske ham; så skulle det da i så fald være et spøgelse.

Calypso kunne mærke sig selv spænde ubevidst op. Hun havde for nu stået og overvejet sit eget standpunkt ved siden af denne hingst og hun kunne konkludere. Hun var ikke tryg. Hun kunne ikke findes roen ved ham. Det var ikke som sådan ham, men det var måden han var kommet til hende der mindede hende om det hun var flygtet fra. Næsten som at fortiden indhentede hende. Hoppen hævedet nu hovedet og spændte da han undersøgte hende. Nej hun kunne ikke lide det, men holdte sig trods alt i skindet, for ellers havde hendes umiddelbare reaktion været at vende røven mod ham og losse. Hans ord skabte dog en kontakt med hende som hun ikke kunne ignorere. De blå øjne fandt hans og hun rynkede kort mulen. 

" Calypso " 

Lød det fra hendes lyse stemme.  Den bar præg af den tidligere autoritet, men ligenu havde hun travlt med at iagttage hver lille bevægelse han foretog sig. De mandelformede ører var nu bagudvendte for at vise at han bestemt ikke havde vundet noget tillid endnu og hun var meget obs på hvad han gjorde. 

[13]

Det var ret så tydeligt, at den kraftigt røde hoppe ikke brød sig synderligt om at blive inspiceret - men han holdt sig ikke fra det. Da han følte, at han havde dannet sig et grundigt nok billede af hoppens krop, til at trække sig, gjorde han - og hendes navn hørtes herefter. Calypso hed hun. Han kneb sine øjne en smule sammen, som vurderede han navnet, inden han gav respons på det - og efter en accepterende gumlen, lød hans maskuline stemme igen.

,,Og hvor kommer du fra? .. Calypso"

Det var ikke fordi han var skeptisk overfor hoppen, at han søgte at finde ud af hvor hun kom fra. Det var ren og skær nysgerrighed, som sjældent kom til udtryk i den dunfarvede hingsts adfærd. Hans fortid havde altid været præget af rang, af kampe, af folk der kom fra samme område som ham selv - og i dette land var han indtil nu kun stødt på bæster og magtliderlige hopper; så det at stå med en nu, som faktisk kunne finde ud af at vise, i hans øjne, normal adfærd, havde i sandhed vækket hans sind på ny.

Hans gumlen kort før hans stemme lød igen fik hende langsomt til at falde blot en anelse mere til ro. Det hele var stadig nyt og fremmet for hende, selvom hun havde været her en rum tid efterhånden. Hun mimrede svagt med mulen til hans spørgsmål og hun vidste at hun godt kunne fortælle ham det, for det ville ikke skade nogen. Eller hvad hvis han var? Nej det var han ikke. Og selv hvis han var så kunne han ingen skade gøre her.  

" Et land hindsides dette.  Meget lig dette, uden bjerge.  Hvad med Dem? " 

Sprugte hun så for at gengælde nysgerrigheden, for der var vel lidt der ulmede under det ildrøde skind, mens øjnene ikke veg fra ham på noget tidspunkt. Hun var dog mere afslappet i sin holdning. 

Hans ører blev nærmest 'tippet' frem, mere end før, da den ildrøde hoppe Calypso besvarede hans spørgsmål. Som han måske havde gættet, kom hun ikke fra dette land - ligesom han ikke selv gjorde det - men i stedet fra et land, som lignede. Han udsendte en tænkende brummen fra sig, som endte ud i et prust, da han et øjeblik vejede tanken om, at alle han havde mødt og havde hørt baggrunden på, kom andetsteds fra end her. Hvordan var det muligt?
Inden hans tanker nåede så langt, blev han dog fanget af hendes gengældende spørgsmål. Kortvarigt gled hans ører i nakken, men ved nærmere eftertanke var det kun fair at hoppen ligeså fik noget at vide om ham. Han nikkede kort, som for at signalere at han ville svare hende, hvorefter hans dybe røst lød.

,,Jeg kommer fra et land med lange, åbne stepper, omgivet af enorme skove. Et land større end øerne her er hver især, og havet var ikke noget jeg har set før nu. Mit navn er Zeus, og det glæder mig at møde dig, Calypso."

Den venlighed, som hingsten udviste lige nu, var ham egentlig fjern. Det var længe siden han sidst havde ageret afslappet, venlig og 'udadvendt' i selskab med andre. Om det var hoppens attitude det gjorde det, eller det faktum at der intet var at spille op til, så at sige, da hoppen ikke var i brunst, kunne han ikke rigtig finde ud af - men hvis han skulle sige sandheden, følte han sig faktisk ganske godt tilpas.

Som tiden langsomt gik, følte Calypso sig mere afslappet i hans selskab, da han endnu ikke havde udvist fjendtlig adfærd eller lignende.  De blå øjne var dog ikke veget fra ham på noget tidspunkt, mens hun ganske tålmodigt afventede svar, et svar som hun snart fik, og fik hende til at sende en lavmælt feminin brummen ud fra brystkassen, som slappede hun endelig yderligere af. Et tegn på at hun efterhånden havde accepteret hans tilstedeværelse, i det han selv synes at blive mere afslappet. Hun tyggede på hans navn, og et svagt smil spillede på den hvide mule. Ikke fordi hun fandt navnet sjovt, men tværtimod så fandt hun det stærkt. 

"Zeus. Det glæder mig ligeså. " 

Lød hendes fine lyse stemme, inden hun tog sig den frihed at bevæge sig en snært nærmere, men hun tog ikke skridtet helt hen til ham, da hun trods alt ikke kendte til hans personlige grænser. I stedet rakte hun mulen en anelse mod ham og brummede svagt til ham.