Når håbet rinder ud... | Åben

Taia
☽ ° ☾

...så taget stædigheden over

At kæmpe for noget kunne være let, men også svært. I nogle tilfælde ville man hurtigt få, det man kæmpede for, mens man i andre ville tabe gang på gang indtil man endeligt vandt. I nogle tilfælde ville man aldrig vinde. I sådanne tider ville man ofte miste håbet og give op, lægge sig ned og stoppe med at prøve. Taia havde gjort det. Hun havde nået det punkt. Hun havde lagt sig og stirret frem for sig, ventet på at hun forlod den verden mellem verdenerne og endte i den, som hun egentligt tilhørte: Døden. Der var dog aldrig sket noget, så derfor havde stædighed til sidst drevet hende fremad; hvis Døden ikke ville tage hende, når hun var halvvejs til den og havde lagt sig for den, så skulle den da heller ikke få hende.

 Hvad præcis der ville få hende tilbage til Livet var hun blevet i tvivl om, men hun skulle nok finde tilbage, nu hvor Døden nægtede at tage hende! Hvordan hun skulle finde ud af det, vidste hun ikke, men hun vidste, at det at tage energi fra andre havde en eller anden form for virkning, som dog forsvandt når hun trådte tilbage ind i Livet. Om det, at træde ind i Livet hjalp vidste hun så ikke, men det virkede sådan; hver gang drænede hende, men hun vendte også tilbage med større styrke hver eneste gang; det måtte hjælpe på en eller anden måde.

 Det var et underligt syn, som ville møde den, som vendte blikket ud på engen. I det fjerne ville vedkommende se en sløret skikkelse, som blot stod der og så ud i luften. Den trak ikke vejret, for det behøvede den ikke. Vinden legede end ikke med dens man og hale, for der var intet den rigtigt kunne tage fat i. Alt den egentligt gjorde, var at stirre stædigt ud i luften, afventende på noget, som kun den vidste hvad var.

☽ ° ☾

Med et hårdt fnys, og skælvende ben trådte den mørkebrune skikkelse op på stranden. En kold vind sendte gysninger igennem hans driv våde skind, imens en tung stemning hvilede over hans tynde krop. Saltvandet kriblede stadig og gjorde halsen knastør, imens han med skiftevis prusten og stønnen tog flere skridt op på den kolde strand.
Turen fra den ene ø til den anden havde været hårdere en ventet... benene havde krampet, skindet krympet sig sammen, og det var kun i ren og skær stædighed han havde nægtet at falde ned i det blå dyb. Og det var kun den svage skygge af den fremmede ø der havde holdt stædigheden over vande, så at sige. Men nu var han her, træt, kold men stadig i live. Kroppen var endnu svag, og han havde overvurderet den. Det skulle ikke ske igen.. Arrig - mest over hans egen håbløshed, traskede han ind i ly for den bidende vind. Der kunne han hvile, spise og måske få noget tiltrængt søvn i den tidlige morgenstund.

***

Det var en mere udhvilet hingst, der trådte ud fra de tætte stammer. Tid og hvile til at tænke havde gjort godt, og et fornyet skud energi kunne spejles i de hazelbrune øjne. Nu var det kun en nagende sult der mindede ham om hans tidligere strabadser med havet. Og hvor kunne man finde bedre græs end på engene?
Det var dog ikke ren og skær græs han så... Den mørkebrune skridtede med lange skridt ud på det åbne område, men et sted i baghovedet fangede en flimrende bevægelse hans opmærksomhed. En skikkelse, der denne afstand kunne ligne en hest. Zaahir mindedes dog ikke at have hørt eller lugtet andre skikkelser, og en rynke af undren foldedes på mulen. Hvad var nu dette?
Med langsomme skridt trådte han nærmere. Og destso tættere han kom, desto flere spørgsmål begyndte at forme sig i skovhingstens sind. Men størst af alt var det første... Hvad var den..? For levende virkede den ikke.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

I flere timer ændrede ingenting sig for den døde hoppe. Hun blev bare ved med at stå der og se frem for sig. For hende føltes det dog ikke som timer, men svimlede mellem sekunder og minutter; nogle timer fløj forbi på et øjeblik, mens andre trak ud til længere perioder, men aldrig lå de fast som den tid, de egentligt var. Tid eksisterede ikke, når man ikke blev ældre; ting gik bare i hvad end tempo, som virkede halvvejs rigtigt. Tilstedeværelse af andre, kunne dog ændre dette, for man kunne ej drive gennem strømmen af tid, når nogen fastholdt en.

Lyden af skridt var det, som først fangede Taia. Hendes ene ører gav et forsigtigt ryk mod lyden, før hun vendte sit blik i retning af den. Solidt-farvede, støvblå øjne blev mødt af et par varmt brune, som mest af alt virkede spørgende, men også tilbageholdende. Øjenkontakten holdt dog ikke i det, at hendes skikkelse flimrede frem og tilbage mellem de to verdener, som stadig sloges om hendes eksistens. Da hun blev synlig igen var hun begyndt at vende sig om; der var ingen grund til blot at falde tilbage og forsvinde, for skikkelsen havde allerede set hende.

At forsvinde ville blot stille flere spørgsmål end hun nogensinde kunne besvare.

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight

Den flimrende skikkelse fremkaldte en nostalgisk følelse i skovhingsten, hvis øjne langsomt blev knebet en anelse sammen. Det havde ikke været så lang tid siden, at kroppen var blevet så frygtelig tung. Det var ikke så lang tid siden at den havde taget en fast form, og han havde per automatik gået ud fra at sådan måtte det være fra alle her. Hvem ville ikke det? Men her var et spøgelse af noget der engang havde været fortid for ham, og han troede et øjeblik han havde mistet sig selv fuldkommen. Kunne det ske... at ånder stadig fandtes her?
Skikkelsen forsvandt helt, og med et ryk trak den mørkebrune hovedet tilbage; hvor var den blevet af? Der gik dog ikke længe, og med et fnys bakkede han et skridt når hun dukkede frem igen. Noget er galt.... Hun er ingen normal ånd.

Men normalt havde altid været et subjektivt emne. Og hvad han mente var normalt, kunne være alt hvad andre græmmedes over.

Og han havde altid fundet en fascination ved at udvide sine horisonter, og frygtede deraf ikke den fremmede, eller det fremmede. Det pirrede ham i stedet, og bad ham undersøge det nærmere. Og denne skikkelse... Den mindede ham på mange måder om hans hjem og alligevel slet ikke.

"Hvad er du?"
Kom det fra ham. Spørgende, næsten kommanderende - som krævede han en forklaring. Men med en svag undertone af håb. Fandtes der flere som denne? Kunne det ske, noget var fuldt med ham fra Praa'lim.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

I modsætning til så mange andre, så virkede hingsten ikke som om han var bange for hende. Om ikke andet, så virkede han nærmere fascineret af noget; om det var hende, den måde hun eksisterede på eller blot det faktum, at der var nogen her, kunne hun dog ikke sige. Fascination var svær at overse, uanset hvad det drejede sig om. At han var fascineret, var på den ene side underligt for den døde hoppe, men på samme tid gjorde det hende intet; på sin egen måde var det faktisk rart, at han blot var hvad han var. Hun havde fået nok af de sørgelig følelser, som fulgte med, når dem hun holdt kær, mødte hende i denne tilstand.

"Død." Det var et alt for simpelt svar på det spørgsmål, som hingsten havde, men ikke desto mindre det helt korrekte svar. Hendes slørede, blå øjne var rettet mod ham; de så så godt som en hver levene, hvis ikke bedre, men virkede så forfærdeligt døde på trods af det. De manglede meget tydeligt det liv, som man kunne se i levendes øjne. "Eller måske ikke helt, for jeg går her i de levendes verden, når jeg har energien til det. Hvad præcist jeg er, kan jeg dog ikke rigtigt svare på-" Hendes skikkelse blev utydelig for et øjeblik. "- desværre."

Alle havde deres egen opfattelse af verden og hvad den indeholdt, så Taia vidste egentligt ikke, om den brune hingst ville tro på det hun sagde. For nogen virkede det måske meget naturligt, at de døde kunne vandre på jorden, mens det for andre virkede absurd og umuligt.

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight

Tiden fra han spurgte, til at den gennemsige skabning svarede virkede uendelig. Anspændt, afventende og måske en anelse rastløst efter et svar stod han, imens vægten skiftevis vippede fra højre ben til venstre ben. Hendes flimrende skikkelse blev ikke sluppet, og omvendt følte han sig ikke overset. For noget var nået igennem hos den hvidlige, hvis mund kort efter åbnede sig til et enkelt ord.
Død..
Selve ordet fik det til at risle ned af hingstens ryg i et ubehageligt minde. Døden havde aldrig været noget at frygte, men heller ikke noget han havde glædet sig til. Ville man ende sådan her som død? Den brune trak i et ryk hovedet tilbage, fra noget der i øjeblikket virkede forkert. Hvorfor var der en død her....? En ting var sikkert, hun var ikke hvad han havde håbet på Men igen. Hvad var det han havde håbet på? Den natbrunes øjne blev langsomt knebet sammen, imens at han uden ord hørte hoppens efterfølgende sætning - en forklaring af hvad hun mente. Sekunder tikkede, indtil at han langsomt åbnede munden.

"Ved du hvorfor du er her?" Spurgte han, med en stemme der umiddelbart ikke rummede andet end en spørgende tone. For han følte hverken medfølelse eller sorg over hoppens stilling... nærmere en dyb forvirring. For var det normalt at de døde blev hos de levende? I Pra'lim havd Limbo været en destination kun til dem, og det var sjældent Han lod dem krydse over.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

"Ja og nej," svarede hoppen uden at fjerne sit blik fra den fremmede. Det havde ikke virket til, at hendes svar havde været det, som han havde håbet på at høre og det gav hende indtrykket af, at fascination hang sammen med noget dybere i hingsten. Måske mindede hun ham om noget? Det var svært at sige, for alle kom fra en verden, som var anderledes end hendes, men det var vel ikke umuligt, at hendes skikkelse på en eller anden måde hang sammen med noget, som eksisterede i hans hjemland. "Hvorfor præcis jeg ikke må slutte mig til stjernerne endnu, det ved jeg ikke, men jeg er her nok, fordi min tid ikke er omme endnu - min død var mere en uheldig hændelse end slutningen på mit livs dans."

Hingsten udstrålede nu mere undren end fascination og det gjorde vel egentligt Taia en smule nysgerrig, for hvad var det præcis, det hele handlede om. Hvad gjorde, at han så noget andet end blot en sørgelig død? Uanset hvad det var, så var hun nød til at skynde sig, hvis hun ønskede et svar, for hun kunne føle manglen. Den higende fornemmelse og drænende sensation, som fortalte hende, at hun snart ikke kunne blive her længere. Det krævede stadig meget, at forblive så synlig som hun stod foran ham og mindre betydelige dele af hende syntes da også at flimre mere. Hendes man og hale begyndte i særdeleshed at gå i opløsning.

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight