Let the hunt begin [Illana]

En hæs stemme, som var ganske karakteristisk for den tidligere brogede hingst, besvarede de ord som Illana, den gyldne hoppe, havde ytret sig. Og de ord, som han udtalte, var egentlig ganske rammende. 'Jeg er ikke død'. Illana lagde et øre let til siden, da hans ord faktisk satte nogle tanker, følelser, i gang hos hende, som hun ikke rigtig kunne beskrive. Hun vidste godt, at han ikke var død, kval af at han var blevet Skyggehingst. Tværtimod vidste hun udmærket godt, at han var ganske meget i live - for hun havde set hvordan døden så ud; Hun havde nemlig mødt et spøgelse, og ikke blot et spøgelse af hvem som helst, men hendes veninde Taia. Hun skævede let til ham, med det milde blik som hun ejede, imens hun vejede hans ord og forsøgte at finde den mening, der lå bag hans påpegning. Hvorfor skulle han gøre hende opmærksom på det? Før hun kom frem til, hvad hun troede lå bag, svarede han dog på hendes spørgsmål - og hun lod derfor hendes undren ligge. Hun ville ikke sætte en diskussion op på baggrund af en mening hun havde, og som hun slet ikke var sikker på var rigtig. I stedet gled et opmærksomt udtryk over hendes brune øjne, imens hun betragtede ham og lyttede til hans ord. Igen rørte han hende, dybt i hjertet, især da han omtalte det løfte, som han endnu valgte at bære med sig. Og det løfte kunne hun ganske tydeligt huske.. Et løfte, som havde bragt dem begge ud på en bakket sti, hans mere end hendes. Hun brummede mildt, da hans ord nåede til ende, inden hun vovede sig ud i en handling, som fik hendes indre til at skrige - Fik Lyset til at skrige. Hun rakte mulen langsomt frem og berørte ham kortvarigt på halsen - en så nænsomt berøring, at den knap var følelig.

Derefter trak hun sin mule til sig og rankede sin gyldne krop. Lyset, som var den reneste energi der fandtes, havde reageret ved at beskytte sig selv og trække sig helt sammen inde i krystallen. Kun en lille glød var synlig, indtil kontakten var brudt, og da blussede det op igen, bredte sig og fyldte krystallen ud på ny. Langsomt satte hun sine toner i gang, hendes milde og karismatiske toner, hvis bløde nuancer indeholdt så mange forskellige følelser, at det var svært at spore helt præcist hvilken der fyldte mest.

,,Det du beder om, Volontaire, strider imod den fornuft jeg besidder, og den sti, jeg har valgt. Men, mit hjerte fortæller mig, at jeg skal tro dig - stole på dig, hvilket jeg vælger at gøre. Jeg vil ikke udspørge dig om dit valg, men lade det være dit - om end jeg ikke kan forstå det, med mindre du sætter mig ind i din beslutning. Om du nogensinde vil gøre det, er op til dig - og jeg vil blot sætte pris på, at vi for en stund har stået side om side igen."

Hun tav for en stund, da hans sidste, afsluttende ord i hans talestrøm omhandlede det løfte, som han havde givet hende. Det betød så meget for hende, mere end hun faktisk havde regnet med, at han, trods den skillevej de havde mødt lang tid forinden, stadig ønskede at holde det - og samtidig stak det til hendes dårlige samvittighed omkring hans skæbne og den påvirkning hun havde haft på den. Hun sænkede sit hoved let, med et lille smil, hvori hendes ambivalente følelser godt kunne læses - en glæde, nærmest lettelse og samtidig en dårlig samvittighed.

,,Du ved slet ikke, hvad det betyder for mig, Volontaire.. "

Mere sagde hun ikke, og da blev hun tavs. Hun forblev tæt ved hans side og lagde atter blikket fra ham, og over imod flokkens område. Duftene derfra var tydelige og hjemlige for hende, og et øjeblik fantaserede hun om, hvordan livet i landet havde set ud, uden de glubske Skygger. Hvis ikke de fandtes, havde de to ikke stået, som de gjorde nu - og mange hændelser i landet, havde de været foruden.

Det var som om alting gik i stå I Volontaire. Somom hele verdenen omkring ham, i disse minutter simpelthen bare ikke eksisterede. Han vidste godt, at denne fornemmelse ikke var virkeligheden. For intet var gået i stå omkring dem, alt var som det plejede. Alle bevægede sig endnu, og ingen stod blot stille, selvom han følte det således. Hvis det så bare var sandheden, kunne han forblive hos hende lidt endnu. Men tiden måtte snart være ved at rinde ud. Det måtte snart være på tide, endnu engang, at forlade hendes side; men kun for en stund. Hun ville komme til at forstå det hele en dag. Det håbede han i hvert fald at hun ville – og hvis ikke, så var det sådan det var. Han kendte sandheden.. Langsomt kom hendes mule tættere på ham. Hendes mule rørte hans hals, det sensitive skind.

~I have died every day
Waiting for you
Darling, don’t be afraid
I have loved you for a
Thousand years
I’ll love you for a
Thousand more… ~

Hans vejrtrækning stoppede et kort øjeblik, inden han vågnede op igen, fordi skyggerne på hans krop skreg i hans indre, uden hun nok ville kunne høre det. De led og skreg. De var hidsige. De ville æde lyset, fortære det og skade det – skade hende. Men selvom de skreg så højt i hans indre, og samtidig vred sig i ’smerter’, så de snoede sig omkring hans ben, da stod han stadig stille. Han veg ikke væk fra hende, men stod bum stille, mens den velkendte varme fra hendes mule bredte sig på han hals, men kun for korte sekunder, for hendes mule var hurtigt væk igen. Han drejede hovedet en smule, og lod blikket ramle ind i hendes igen, inden det faldt på lyset, der helt havde slukket, for derefter at vende tilbage igen, da berøringen var væk. Han led.. Ikke af smerter. Men han led indvendigt. Uden at det kunne se seller høres. Den berøring, var en, han nok sjældent ville opleve igen. Men det var et valg han havde taget. Et valg han selv havde fundet frem til, for at støtte den sag, han mente var den rigtige. – Og nok så det ud til at være en anden vej, end den hun havde ønsket; men det var hans sti. Han dirrede i skindet, selv efter hendes mule var væk, og i nogle sekunder var det faktisk den eneste bevægelse der var at se hos ham. Men hendes stemme brød stilheden kort efter, og dette fik ham til at vågne, fra hans lidt trance agtige tilstand.

Hun talte med den sandhed i stemmen, som hun altid havde ejet. Ja, hun havde ikke ændret sig meget, siden han sidst havde set hende. Men det samme kunne man bestemt ikke sige om Volontaire, den sorte hingst, både af udseende men nu også af sjæl. Hun forstod ikke hans valg. Og det sagde hun direkte nu. Men det var ikke det eneste der blev sagt. Et smil kom over hendes mule, men det var ikke et smil af glæde. Det var med blandede følelser; som han med sikkerhed havde skabt i hende nu. Det var ikke intentionen at skabe dårlig samvittighed i den gyldnes sind; men han var nødt til at sige det som han havde sagt. Og hun forstod det. Hun var taknemmelig.

,,Men jeg ved hvad du bet…”

Han rystede på hovedet, og stoppede sin sætning midt i det hele, og rystede på hovedet af sig selv. Han kunne ikke sige det. Det måtte han bestemt ikke. Han rystede gentagne gange på hovedet, inden han trådte nogle skridt bagud, og dermed mere i afstand af hende, selvom det ikke var det han ønskede – men han var nødt til det.

,,Lov mig at du holder øje, og ikke tror på alt der bliver sagt i denne verden, Illana.”

Afsluttede han da, og nikkede tungt, mens den hæse stemme døde hen. Han brummede i en dyb tone til hende, som klargjorde han til at gå fra hende, så hun kunne søge ind til flokken, som hendes øjne hvilede imod.

,,Gå blot”

~ Time stand still
Beauty in all she is
I will be brave
I will not let anything
Take away
What’s standing in front of me
Every breath,
Every hour has come to this…
One Step closer ~

Hvordan de to modsætninger hver især reagerede på den, alligevel ret intime, men spæde kontakt der havde været imellem dem, i den stund hvorpå dette møde havde fundet sted, var ikke til at sige. Lyset, en ren energi, havde rørt ved mørket, i form af Skyggerne - i form af denne hingst, hvis vej i livet havde smertet Illana, såvel som det havde smertet Lyset. Enhver sjæl, som valgte det ødelæggende mørke, var et tab, der ærgrede det evige Lys, som Illana var forenet med. Og i særdeleshed smertede det, både hende og Lyset, at de denne nu sorte hingst gå ad denne sti. Alligevel, selvom Lyset aldrig ville stå indenfor mørkets magi og ønske om at henlægge landet i mørke og trældom, da var det som om at Lyset havde accepteret den frie vilje, der tydeligt stadig lå i hingsten - og endda beundrede ham for, at hans selvstændighed var nogenlunde intakt. Og ligeså gjorde Illana det.

Hun hævede sit gyldne hoved en lille smule, da han begyndte at tale på ny. Og hun lyttede; så intenst at hun udelukkede alle andre lyde fra omgivelserne. Der var kun ham i hendes fokus og kun hans stemme og vejrtrækning blev hørt. Hans første sætning bed han over, som nægtede han sig selv at sige den. Illana lagde hovedet let på sned, men hun havde lovet ham, at hun ikke ville spørge indtil hans valg - og hun valgte derfor at lade den ligge. Han havde ønsket at lukke den, og hun tillod det - om end hun havde en idé om, hvad han havde været i gang med at sige. Hun smilede i stedet vagt, inden hun med forundring lod hans næste ord trænge ind i hendes indre. Han bad hende holde øje og forholde sig kritisk til de informationer, der end måtte cirkle rundt i landet. Var dette en advarsel? Hvad lå der skjult i hans ord? Hun åbnede mulen med en tydelig spørgende aura over sig, men inden hun nåede at sige noget, havde han gjort klar til at gå.

Hun trådte to skidt frem, ned ved hans side, ligesom for at standse hans bevægelse - men hun fangede hurtigt at det var tiden til, at de skulle skilles. Hun brummede sagte, ved hans 'afsked', men inden hun gik rettede hun sit blik direkte imod hans, som hun førhen havde nydt at beskue. Det var stadig ham hun så, bag ved Skyggernes slørende tåge, der var gledet over dem. Hun nikkede herefter, inden hendes ord kunne høres.

,,På gensyn, Volontaire.. Og jeg håber, at vore veje vil føres sammen igen i nær fremtid."

Da indledte hun det sidste, afsluttende puf imod hans skulder. Forsigtigt, følsomt og let tilbageholdende - for endnu var de Skygger, som boede i hans krop, for hende et frygtmoment hun ikke havde overvundet til fulde. Hun havde besluttet sig for at stole på hingsten, men aldrig ville hun stole på dem. Derpå vendte hun rundt og satte med lange, yndefulde skridt kursen imod Teylar's indre, for at bearbejde alt det, som var sket under mødet imellem mørket og Lyset.

[The End]

Tiden var der ikke.. Ikke endnu. Han kunne ikke stå her længere, og være en del af det selskab, som var forbudt at opholde sig i, medmindre man søgte at skade det Lys, der hang om hendes hals. Men dette var ikke hans mission. Men hans mission indtil videre, var blevet fuldendt, og dette skabte en eller anden form fro ro i hans indre. En ro, som han ikke rigtig selv kunne forklare. Men den var der.
Han havde derfor budt hende farvel, med ordene til hende, om at søge tilbage til hendes flok, og til det område som hun var en trygt i. Hun trådte ham nogle skridt nærmere, som forsøge hun at holde på hans selskab blot lidt endnu. Men den gyldne hoppe var klog, og hun lod sig derfor også stoppe ved dette. Hun kendte Volontaire ganske godt, bedre end så mange andre, og hun vidste nok, at der var en grund til at deres møde måtte slutte nu, og ikke først når solen gik ned.

Hendes lyse toner prydede igen stilheden omkring dem, og hun bød den sorte skyggehingst på gensyn, og håbede at deres veje i fremtiden ville krydse hinandens igen; og dette ville de bestemt komme til. På den ene eller den anden måde. Et puf gled fra hende, og ramte hans skulder. Og idet hun vendte omkring, og ville skridte bort, lod han sin mule ramme hendes side, bagerst, ganske svagt, mens hans brummede i en dyb og rungende tone, som for at sige pænt farvel. Han vendte da sit store korpus omkring, og lod sine hove føre ham i den retning der var hans at gå i; skyggernes veje, og hans hjem samt flok. Foehn kaldte på ham, og denne ø ville han netop søge til… Han var godt klar over, at det måske var sidste gang han så denne hoppe, ved et møde mellem kun de to. Men en dag når tiden var inde, ville de igen mødes; men ikke alene..

[Out]