Where are you? [Matthew]

Den røde sjæl, havde i en længere periode vandret omkring på øen Leventera. Det var en af de øer, den røde hoppe holdt aller mest af. Hun nød den ro der som regel altid var over øen, uanset hvilket tidspunkt hun vandrede omkring. Der var andre sjæle på denne ø, og især på den sydøstlige side, hvor flokken Teylar holdt til. Armonia bevægede sig afsted i det åbne område, hvor hun holdt inderligt af at vandre omkring, uden nogen form for mål. Hun gik blot omkring – for den blide hoppe havde ej travlt med at søge noget bestemt. Hendes røde øre vippede stilfærdigt omkring, mens tankerne i hendes indre spandt deres eget stille spind.

Hun savnede visse sjæle i dette land; sjæle som hun i en længere periode ej havde set eller hørt. Iblandt disse var Matthew – den brune og stolte hingst, der bar sig frem med en maskulin holdning, dog ej bedrevidende eller dominerende af sind eller udtale. Andre strejfede også hendes tanker, men den brune hingst fyldte dog mest: for hvor var han blevet af i dette land? Hun var vis på, at intet var sket ham, for da ville hun vide det i hendes indre, det var hun overbevist om. De mange blomster prydede stadig hendes man, og snefnuggende gnitrede som var der frost omkring hende – men det var der ikke. Men de kunne leve på hende, uanset årstid og temperatur.

I en blød bevægelse bar hun sig fremad med lette bevægelser, i en dansende trav, der førte hende forbi de mange små sten, uden at snuble eller falde over dem. Hun søgte selskab, inderligt, men hun ønskede dog heller ikke at søge et selskab, der ikke ønskede hende i nærheden. For dette var der bestemt ingen grund til. Den røde hoppe, bar sig frem med smidighed og lette bevægelser, der nærmest kærtegnede den jord der var under hende. Solen skinnede svagt endnu, med røde nuancer, fordi den snart ville forsvinde i horisonten, så mørket stille kunne overtage: men mørket frygtede den blide hoppe nu ikke. De røde nuancer omkring hende, fik hendes egen røde farve til at blive varmere og mere blød at beskue. Hendes hale slog et svagt slag, så den sødlige lugt kort spredte sig, men dog nok hurtigt forsvandt igen. I en lidt kåd bevægelse, slog hun hovedet en enkelt gang op, inden hun slog frem i en taktfast galop. Ak ja, den røde hoppe kunne skam også få sine ture, hvor trav og skridt ikke var hurtigt nok. Et livligt og dog varmt hvin forlod hendes strube, i en lidt kåd tone, inden hun da fortsatte sin taktfaste galop, op af en lille høj, hvor hun på toppen slog sine bagben hårdt i jorden, og lænede sig bagud, for derefter at standse brat op. Hendes varme øjne skuede udover det åbne område, med en stor kærlighed til landet. Hun elskede at være her, og kunne knapt nok forstille sig, at hun nogensinde havde været et andet sted. Armonias øre vippede nu lyttende rundt; for mon nogen havde hørt hendes kåde og dog varme hvin?

Den mørkebrune prins var i bevægelse. Eller rettere, den forhenværende prins og nuværende vogter. Det var i grunden på grænsen til det absurde, hans nye position i det land som efterhånden var blevet hans hjem, det endelig mål for den bratte løsrivelse fra hans tidligere helvede af et liv. Vogter. Han skulle vogte over noget fuldstændig essentielt, lyd, lyden overalt.. Han var i bevægelse, og han følte en mærkværdig ny forbindelse med alle de bølger af lyd som nåede hans mørke ører. Ikke kun hans ører opfangede dem, de summede sig vej ind i hans sjæl, i takt med den gyldne genstand som slog mod hans brede bringe ved hvert skridt han tog.

Hans ravnsorte hale piskede bag ham. Det var et usædvanligt lavt tempo han bar sig frem med, i skridt gik han, hver af hans bevægelser spændstige og på grænsen til det hidsige. For han holdt det hele inde, han tøjlede den ild som brændte i hans muskler efter mere bevægelse, vildere bevægelse, pres, blod, sved.. Hans tanker summede for højlydt. Han havde været i ro længe, i dagevis efter det første møde med den lyse sjæl, den Vise, lige til deres sidste møde hvor han modtog sin velsignelse. Det utrolige var at han slet ikke havde mærket presset vokse i sig. Den eneste ild som havde brændt i ham var den, som brændte for hans mål – at udføre hans opgave, at tage imod et ansvar. Rejsen havde på mange måder ændret hans indre, men den havde langt fra fjernet hans ild, hans hunger, hans mani.

Han ville slippe det fri, han ville presse sig selv til hans krop segnede, men hans tanker standsede ham. Der var nogen han gerne ville se. En sjæl, en rød danser. En anden vogter. Det var imidlertidig ikke en mulighed. Et højlydt fnys forlod hans sorte, sitrende næseborer, han burde ikke opsøge nogen som helst i den tilstand han var i, med den energi som buldrede frem i alle hans lemmer. Alligevel bevægede han sig østpå imens han arrigt tøjlede sig selv på flere måder, østpå mod den mindste af øerne. Han ville skifte retning inden længe. Måske give los på stranden, i det tunge sand som ville trække ham nedad, suge ham mod jorden, udfordre ham.

Træer omgav ham, han befandt sig på Leventera. Han havde i første omgang forsøgt at ignorere sin lyst til at drage mod Chibale, ved idéen om at opsøge den brogede hingst i stedet. Det var ikke lykkedes. Brêgo havde han ikke set i ganske lang tid, han havde i virkeligheden kun mødt hingsten én gang. Men de var på sin vis forbundede, specielt nu da de virkelig var brødre i en ukendt kreds han først lige var blevet en del af. En kreds han agtede at gøre sig klogere på, specielt da han så ud til at være linket mellem kredsen og de.. almindelige sjæle i Andromeda. En smule ironisk da han lige akkurat nu forsøgte at holde sig fra enhver anden sjæl som så vidt muligt. Men han havde ikke påtaget sig ansvaret tankeløst. Han var udmærket klar over hvor meget hans brede skuldre kunne bære. Eller faktisk, så var vægten han var villig til at lægge på dem ubegrænset, og det ligemeget hvor meget de i virkeligheden tålte. Den brune accepterede i mange tilfælde ikke begrænsninger og da slet ikke sine egne.

Hans plan slog fejl. Selvom det ikke var nogen høj lyd, selvom bølgerne kun svagt svang sig frem til hans spidsede, evigt opmærksomme ører gennem luft, træer og buske, så opfangede han den. Og genkendte den naturligvis med det samme. Det var den røde danser. Den mørkebrune hingst standsede i et ryk med mulen højt i vejret, konkylien slog mod hans bringe for endelig at holde sig i ro mod hans glatte skind. Det overraskede ham en smule at hun befandt sig her. Hun var et godt stykke borte, om end ikke et stykke der ikke kunne tilbagelægges på ganske kort tid i hans humør… Han brummede fra dybet af hans bryst, overvejede. At lade hendes kald dø ubesvaret ud forekom ham ikke som en mulighed, hans brummen blev afløst af et nærmest udmattet pust. Hun havde fundet ham uden at vide det.

Så han besluttede sig for at udnytte hans ny tilegnede evner. Gav han sig til at vrinske til svar ville det højst sandsynligt ende ud i noget, der mest af alt mindede om et brøl. Den mørkebrune dansede iltert sidelæns med tunge skridt et øjeblik, det var ham fysisk umuligt at stå stille i mere end få minutter. Han måtte koncentrere sig. Som noget han ellers aldrig gjorde, lukkede han af for den ene af hans sanser – han lukkede øjnene et ganske kort øjeblik.

Armonia.

Lyden bølgede ikke fra hans strube, men fra hans indre, kun for den røde dansers ører. Og så satte han endelig i gang. Gang i alle de muskler som skreg på at blive brugt. I et hidsigt, men smidigt og energisk spring var han afsted.

Hans muskler var allerede varme, de bølgede i ham nu, men det skulle meget snart blive glødende. I en kraftfuld galop dansede han fremad mellem de høje, tavse, gamle træer. Leventera var tyst, der var kun svage bølger af fuglesang som nåede ham. Man skulle tro at hans iltre skridt ville bidrage til at bryde stilheden, men som altid og ligemeget hvilken tilstand han var i, var uhørt bevægelse højt på hans liste. Han søgte at træde de rigtige steder selvom hans krop kom hans tanker i forkøbet, heldigvis var det en træning hans krop havde vænnet sig til for længe siden og gjorde uden hjælp af tanker. Bevægelse var frihed, ikke kun fysisk frihed fra hans omgivelser… På sin vis også fra ham selv, fra tanker. Han knejsede kraftigt i nakken et øjeblik og strakte så sin stærke hals, lod sin mørke mule søge fremad. Træerne tyndede ud, farede forbi ham. Han var en skygge, han var kun sine lemmer og sine muskler netop nu. Men han var et krop med et mål, og der ville ikke gå længe før han ville nå det. Hvis målet altså ønskede at blive fundet.



Where Are You?
1024 words

Den røde hoppe, med den blande pels, forblev stående med blikket rettet udover det åbne område af Leventera. Det var ikke ofte at hun havde denne form for ’krudt’ i røven. Og måske hang det både sammen med at hendes brunst havde indfundet sig, og måske også fordi hun inderst inde higede efter selskab igen. Hun elskede at være i andres nærvær, og hun var ej kræsen med de sjæle hun var sammen med. Men nogle selskaber, holdt den røde hoppe da bestemt mere af, en andre. Men i hver en sjæl hun var sammen med, så hun noget specielt og unikt, som ingen andre besad – for alle i dette land, og hendes gamle hjem, var deres helt egen sjæl og person. Måske ville nogen mene at den blide Armonia var naiv og intetseende. Men Armonia troede holdt blot fast i, at alle i dette land havde noget specielt de gemte på og at alle var som de var, af en helt speciel grund. Nogle ville mene at landet kunne dele i det onde og det gode; men det var denne sjæl ej helt enig i. For ak ja, nogle var mere godhjertede end andre – men den røde hoppe nægtede at tro på, at der fandtes noget der helt igennem var ondt og koldt, og uden nogen form for samvittighedsfølelse.

Selv efter en samtale med Den Vise, der havde fortalt om kampen mellem det gode og det onde i dette land, håbede og bad den røde hoppe stadig til, at trods der var ’ondt’ i dette land, så var det ej så ondt at det ikke havde en eller anden form for samvittighed og hjerte: blot var det mere gemt end hos alle andre i dette land. Måske var det dumt af den blide sjæl at tro på disse tanker hun ejede; men hun nægtede at bekæmpe sine egene tanker; for de var iblandt de ting, som inden ville kunne styre, end ikke hende selv. For tanker kommer og går, uden at lytte til ens fornuft eller ønsker. De har deres eget liv og egne veje at gå og følge – og at forsøge at bekæmpe dette, ville blot være ren tidsspild: i hvert fald i Armonias øjne.

Armonias røde øre vippede forsigtigt omkring hende, lyttende til de lyde der bar sig afsted i vinden. Små fugle sang til nattens kommen, som sagde de godnat til andre omkring dem. Ja, for natten ville snart komme – men hun frygtede den ikke. Hun kunne se det smukke i de fleste ting, ja, hun havde nok end ikke set noget endnu, som hun ej kunne se skønheden i. Det var måske en af hendes gaver, altid at se så positivt på den verden hun befandt sig i. Men det kunne nok også være en fælde for hende selv – for det kunne nok udnyttes af de, der ønskede dette.
Men der kom intet vrinsk i hendes øre, ingen respons på hendes før kåde og dog blide udbrud, der var brudt frem imens hendes hove havde båret hende frem i en taktfast, dansende og let galop. Men dog skete der noget i hendes indre, som hun ej kunne forstå. Den brune hingst, den ædle herre, Matthews stemme dukkede op i hendes øre, som var han i hendes hoved. Han sagde hendes navn. Armonias øre vippede stille rundt, og hendes milde øjne spejdede nu rundt efter ham – var det hendes sind der spillede hende et puds? Det kunne det umuligt være, for det var hans egen stemme der havde talt til hende, som stod han lige foran hende. Den eneste forklaring den røde hoppe kunne komme på, udover indbildning, var at den ædle hingst var blevet en del af de vogtere der eller var, udover hende selv.

Et varmt smil bredt sig over hendes røde mule, mens hun løftede mere i sin hals, for at gøre sig selv en smule ’højere’. For måske ville hun snart kunne se ham. Måske ville han pludselig dukke op, derude et sted i horisonten. Hun glædede sig til at se ham, høre han stemme, og lytte til de fortællinger han eventuelt havde lyst til at dele med hendes nysgerrige og milde sind. Men var det måske blot indbildning, at hun nu stod og spejdede efter hans brune korpus, og håbede snart at se ham? Nej, hun ville ej tro på dette, men i stedet håbe på, at han havde fået en gave fra Den Vise, og nu var vogter, så de sammen kunne dele denne titel, og hun dermed ej skulle være så alene om dette. Hun vidste godt at andre i landet bar samme titel; men det var dog ej nogen hun så ofte så.

Armonia forblev stående på den lille høj, i håb om at være lettere at se for den brune herre, når han forhåbentligt snart kom i hendes retning, for at hilse hende, som hun ville hilse ham. Og ganske rigtigt. Pludselig bemærkede hendes sensitive øre lyden af hovslag, der kom hende nærmere. Han var stadig i afstand, men nu var hun dog sikker på at han kom hende tættere og tættere, og at det ej blot var en illusion hun havde forstillet sig i sit eget sind. Hendes varme og brune øjne spejdede atter imod træerne, og nu synes en skikkelse at kunne anes imellem de tætte træer, der dog langsomt udmundede og blev færre og færre, for til sidst at blive det åbne område som hun selv befandt sig på. Dér var han.

Den røde hoppe bevægede sig nogle skridt fremad imod ham, men bestemte sig så for at forblive stående her: for hvad nu hvis han egentlig ikke ønskede hendes selskab, trods han havde sagt hendes navn. Måske var det mere en konklusion fra ham af, at ja, det var hende han havde hørt. Dog brummede hun i en lys og hilsende tone, der bar en varm undertone. Han var i live, og dette var nok det vigtigste for den røde sjæl at vide. De mange blomster i hendes man var stadig åbne, trods solen snart ville være helt væk: derefter ville de lukke sig i for natten, ligesom mange andre ville søge roen. Men ikke denne aften for Armonia. Nej, hun ville hellere søge Matthews selskab, hvis han da ønskede hendes?

Landskabet åbnede sig op omkring ham. Træerne forsvandt ét efter ét, han dansede forbi dem, undgik dem med få centimeters afstand så han kunne bevæge sig i så ret en linje som overhovedet muligt. Hun måtte befinde sig derude, den røde hoppe. Den lydbølge han havde sendt ud mod hendes fine ører havde ikke blot ladet hende høre hans stemme, den gav også ham en idé om hvor hun befandt sig. Orientering. Til hans overraskelse så havde det trukket på hans energi. Ikke at det på nogen måde begrænsede hans ridt, som i hvert skridt var mindst ligeså iltert og kraftfuldt som det tidligere, det var blot en fornemmelse i hans indre. En minimal svækkelse der langt fra påvirkede hans summende flammer af energi, der nu var brudt ud i lys lue i hele hans bredskuldrede, stærke krop. Men han mærkede det. Havde hun hørt ham? Og i så fald, hvordan havde hun reageret?

Frygt forventede han skam ikke at have vækket i hende. Ikke i den røde hoppe. Hun ville om nogen forstå, det var jo netop hun som første gang havde introduceret ham for disse mærkværdigheder, for det man vel ville vælge at kalde magi. Magi. Han var magisk. Det var næsten underholdende. Men det var noget han ville udnytte, noget han ville bruge til at opnå det virkelige formål – at vogte. Og hjælpe, selvom han ikke i sin vildeste fantasi havde skænket ham selv som en hjælper en tanke. Han havde svigtet engang, for meget længe siden nu. Et svigt som havde brændt sig fast i ham og trukket ham væk fra andre sjæle. Nu var noget ændret. Langt fra alt, men alligevel noget helt grundlæggende i ham. Han var klar til at ofre sine kræfter for noget andet, for nogen andre igen. I første omgang selve lyden og i et større perspektiv, det land han nu anså for værende sit hjem.

Hans udseende havde ændret sig. Ikke at han som sådan havde undersøgt det nøje eller betragtet sig selv i en vandoverflades spejling. Han havde blot mærket det da den Vise kastede sit lys over sig, hvordan mærker var blevet sat i hans skind. Mærker af koral, af konkylien på Zenobia. Den havde sat sig på ham, sat sig i hans skind og var nu en del af ham. Heller ikke dette forventede han ville komme som et chok for den røde, hoppen med planter og snefnug i pelsen. De var begge en del af en særlig kreds nu, en kreds hun måske forstod bedre end han gjorde. Jo, han ville vise hende sin forandring.. Selvom denne lyst, denne trang undrede ham. Den var ligeså ny. Den havde dog et eller andet sted i dybet af ham, lagt og ulmet hver gang deres veje havde krydset. Lysten til hendes helt igennem ukomplicerede tilstedeværelse, hendes selskab.

Det bekymrede ham en anelse. Knyttede bånd gjorde ham decideret utilpas, og derfor dansede han elegant uden om gang på gang. Der var et grundlæggende behov i ham for kun at tage vare på sig selv, men den rejse han havde været på, hele rejsen fra hans fortidige liv og til alt dette, nye, havde sprunget huller i det behov. Det ville nok aldrig helt forsvinde, hans behov for distance. Men det var begyndt at blive suppleret af andre ønsker. Lige nu, af ønsket om at se den røde årstidshoppe.

Bunden under hans hove skiftede karakter. Den gik fra værende blød skovbund til stride strå af græs og enkelte vilde blomster. På himlen var solen og dagen på stærkt tilbagetog, mørke lagde sig omkring ham og cikaderne sang højlydt herude i alt det stride græs. Det var utallige lydbølger som summede imod ham, summede sig vej ind i hans indre og for et kort øjeblik forstyrrede hans koncentration og fokus. Han tabte hastighed i dette korte øjeblik, hans hove var lige ved at danse på vildspor, men så fandt han igen grebet. Lydene. Han måtte vænne sig til alle lydene, hans egen reaktion på dem. Det var som om noget ukendt i ham stadig afviste dem, ikke accepterede hvordan de strømmede igennem selve hans indre. Det ville tage lidt tid. Snart ville de helt og aldeles være på hans side, blot han lukkede dem ind fuldstændigt og uden forbehold.

Lydene blev yderligere vigtige nu, da solen var på vej ned og ganske snart forsvandt, erstattet af tusmørket. Hans anden sans, synet, ville dermed svækkes sammen med lyset. Mon der var en vogter af samme karakter som han, en vogter af det visuelle? Det ville ikke undre ham. Hvor mange var de i grunden? Den Vise havde intet sagt derom, og han havde været for desorienteret efter forvandlingen til at stille spørgsmål. Og så var lyset forsvundet, borte uden en lyd mere.

Hans kastanjebrune, nu lettere hårde blik søgte ud i landskabet. Hans hjerte bankede tungt og hurtigt, anstrengte sig ligeså meget som resten af musklerne i ham. Lyden han havde hørt ledte ham mod det, der så ud til at være en mindre bakke. Men solen gik ned på den modsatte side af bakken, og slørede udsynet til kun en mørk skikkelse af en forhøjning. Og på den fik han snart øje på en silhuet som tegnede sig, spinkel og fin, mod himlen som efterhånden stod i flammer. Et prust undslap hans bryst, nok ikke hørligt af den sjæl han var på vej mod. Hun så ud til at bevæge sig, for det var bestemt hendes silhuet, men standsede op igen. Hvad tænkte hun? Han vendte et øre. Det var virkelig ikke det smarteste tidspunkt at opsøge hende på, men han havde i grunden ikke haft noget valg.

Matt tilbagelagde hurtigt strækningen over det åbne. Han havde naturligvis orienteret sig om tilstedeværelsen af andre skabninger, andre sjæle eller dyr, ligeså snart han nåede ud mellem træerne. Men her var ingen, her var kun den silhuet som bestemt måtte have fået øje på ham. Han tvang sig selv til at sagtne farten, selvom alt i ham krævede mere, han måtte stille sig tilfreds med et tempo i trav som nu ikke lagde skjul på hans tilstedeværelse. Hans hove slog tungt mod jorden. Den sorte mule blev hævet, nakken en anelse knejset per automatik. Endnu en gang nåede lyden af Armonias stemmebånd hans opmærksomme ører, en bølge som sang imod ham. Han besvarede hendes hilsen med en høj brummen der stod i direkte kontrast til hendes bølge af lyd, en bas fra dybet af hans bryst. Undertoner af tilbageholdt hidsighed spillede med, han kunne kun tøjle sig selv så vidt. Og nu var hans tålmodighed meget snart sluppet op. Men det var jo som sådan ikke vrede som ulmede i ham, blot massive bølger af energi, udsprunget fra hans evige behov, hans maniske side.

Han standsede skarpt op for foden af den lille bakke, med et voldsomt svirp fra hans ravnsorte hale. Lyset var efterhånden sluppet op, men hans egen bringe og underhals blev oplyst af den skinnende genstand om hans hals. Mørket ville aldrig rigtig omgive ham igen. Der lød et kort pust fra ham mens han samlede sig, hvorefter han kastede sit brune blik op mod silhuetten deroppe. Han var jo ikke sikker på om det var et andet selskab, hun havde ønsket sig. Men mon ikke? Hun var tydeligvis alene. Han trak vejret hurtigt og tungt, men virkede som sådan ikke som en der lige havde tilbagelagt den strækning, han havde.

"Dans med mig."

Det kom kortfattet, ikke decideret som en ordre, men en opfordring. Bestemt hørbart selvom der var nogle meters afstand mellem dem. Hvad havde hun foretaget sig i al den tid? Drejet hjulet til sommerens tur, i hvert fald. Det var alt det grønne og varmen bevis på. Hvis hun afslog måtte han bevæge sig videre. Han kunne ikke stå mere nu. Han kunne lige vente på hendes reaktion.



Where Are You?
1302 words

Minutter var der måske egentlig gået efterhånden, men minutterne var ikke lange eller udholdelige. De gik hurtigt, i hvert fald i Armonias sind. Egentlig var tid ikke noget Armonia lagde pokkers meget mærke til, for tid var en svær ting at definerer, for den røde hoppe. Med tid kommer der kun stress og mål at skulle opnå – og den blide sjæl havde ingen egentlig mål, og ej havde hun heller travlt med at skulle nå noget bestemt på en dag – for hvad der var ment til at skulle ske, ville ske, uanset hvilket tidspunkt det var sat til, så hvorfor ikke bare lade dagen rinde, som den ønskede, og tage imod det der tilbød sig selv?

Pludselig kunne den mørke silhuet ses tydeligere og tydeligere, trods solens stråler snart var sparsomme og ville rinde ud af tid at lyse i, så natten kunne tage over. Men Matthews udseende var ej til at tage fejl af, som han kom der i en samlet galop, der førte ham fremad med en høj fart og dog en smidighed der bar ham afsted, så han ej larmede som så mange andre. Han bar sig med smidighed og maskulinitet, en gangart der prydede den ædle herre, som Armonia havde savnet selskabet fra. Hvad der var med denne brune herre, var ukendt for Armonia. Men blot det at han havde været skeptisk over for hendes udseende, uden at frastøde hende, havde gjort at hans selskab for hende, var meget behageligt at være i. Han så ikke på hende, som var hun forkert – men hans skepsis forstod hun bestemt godt. For hvem pokker havde levende blomster i sit hår, snefnug der glimtrede, og rangler der snoede sig op langs ens spinkle ben, uden at dø ud? Ja, det havde kun hun, fordi det var Den Vises magi.

Hendes røde øre var vippet lyttende frem, idet lyden af hans brummende bas, kom i hendes sensitive øre, som besvarede han hendes brum, der før havde lydt. Han måtte ønske hendes selskab, som hun også ønskede hans. Jo tættere han kom, dets mere forandret kunne hun se at han var. På hans krop var der en skinnende farve, som så ud til at være ejet af de konkylier der lå på stranden, som var de malet imod hans pels, og tilhørte ham nu. Og om hans hals, bar han en kæde, med en konkylie i bunden, der lyste gyldent op på hans bringe, og hele tiden bragte ham lys, trods solens stråler nu nærmest var forsvundet bag bakken, og væk fra Andromedas land, så natten kunne tage over. Han var en del af den inderste kreds – han var en del af søster og broderskabet, en del af vogterne. En glæde strømmede indover hende, som hun knapt nok selv kunne styre. Dette resulterede i, at hendes magiske kræfter kom til at tage over hendes egne ønsker, og pludselig skød en sky over hende, og bredte sig ligeså henover ham, da han nu stod stille, nogle meter fra hende. Skyen var mørk, men dog uden at være faretruende, og stille begyndte små snefnug at falde over dem, i en radius af ca 10 meter. Hun smilede imod ham, stadigvæk, i en ren rus over at han nu også havde oplevet den selv samme, rene og lyse sjæl, som hun også havde mødt. Måske ville hun skræmme Matthew, med disse sneholdige skyer, men hun kunne ej helt styre denne magi endnu. Hans toner lød nu ud i stilheden, mens snefnuggene stadig faldt blødt over dem. ’Dans med mig’. Invitationen kunne hun ej afslå – for hun ønskede at danse ved hans side, lytte til hans toner og se hans bevægelser.

Armonia slog kort med sit røde og feminine hoved, inden hun slog det ene forben kådt fremad, i en hurtig og smidig bevægelse. Trippende dansede hun sidelæns, og drejede kort om sig selv, så de stod med blikket i samme retning. Hun knejste blødt sin nakke, i en smidig bue, inden hun mimrede med mulen. Dansen kunne begynde. Hun satte frem fra stående stand, til en taktfast trav, der bar hende afsted med ynde og smidighed, inden hun da slog hovedet op og lod lovene slå over i en dansende galop. Hun vidste at Matthew hurtigt ville være ved hendes side. For trods hun kunne bevæge sig hurtigt og smidigt, var han med garanti hurtigere end hende selv. Hendes hale bar hun i en blød bue, der afspejlede den glæde hun lige nu følte. En lys brummende tone forlod hendes strube, i en varm og indbydende tone. Hendes varme øjne skuede over det åbne landskab de nu ville bevæge sig på, side om side, som var de et. Hun havde ønsket længe at danse ved hans side, men ikke ture håbe på, at det som sådan var noget han selv ville invitere til. Hun havde bevist ikke lade mulen røre ham på noget tidspunkt endnu, for hun kunne godt mærke, at den ædle Matthew ej var meget for disse berøringer, og dette accepterede hun. Men nu at danse side om side, var også noget der for Armonia betød ganske meget.

Måske ville Matthew en dag nyde at de kunne være side om side. Og måske ville hun en dag få lov at røre ved hans skind, mærke hans varme, og nærstuderer de marmor farver der nu prydede hans krop. Hvad mon han var vogter over? Hvad var hans særlige opgave – og hvad havde han været igennem for at opnå denne status som værende vogter af dette land. Spørgsmålene var ganske mange; men den blide hoppe kunne både se og høre på den brune hingst, at hans temperament var for energisk til at tale i disse minutter – og dansen måtte derfor overtage. Senere kunne hun måske få svar på sine mange spørgsmål, og måske ville han fortælle hende det. Hun ville dog ej tvinge ham til at tale, og ej tvinge ham til at besvare noget, for dette så hun ingen grund til.

Mens hun holdt sin taktfulde galop, der bar hende smidigt og yndefuldt fremad, fulgte den grålige sky med hende, og lod de fine og hvide snefnug falde. Dette ville ikke holde op lige foreløbigt – for hun kunne ikke selv styre denne magiske evne til fulde endnu. Dette var egentlig kun 2. gang den kom frem, og endnu engang noget hun ej selv havde bestemt.

Sne faldt ned over dem. I få sekunder glemte den mørkebrune hingst alt om energi og dans, i sin undren over det under som pludselig foregik i himlen over ham og den røde danser. Store snefnug dalede ned og landede på hans varme skind, smeltede i hans pels så snart de havde lagt sig. Det var tydeligt, at skyen som var opstået og sneen som nu faldt udsprang fra hende, fra Armonia. I tavs forbløffelse så han op på hende længere tid endnu, så søgte hans blik op mod himlen og sneen. Gjorde hun det med vilje? Det så næsten ikke sådan ud, det lignede en ydre reaktion på hendes indre, idet han selv på denne afstand og i tusmørket kunne se bare lidt af hendes gnist. En gnist der havde sat et naturvidunder i gang. Det var egentlig første gang han rigtig så hendes evner udfolde sig, ud over de planter som levede på hende, af hende.

Snart fandt hans kastanjebrune øjne dog tilbage til den røde silhuet, en spinkel og yndefuld skikkelse, idet hun flyttede på sig. Hun svarede ikke med ord. I stedet bevægede hun sig, tavst fulgte han med mens hun dansede sidelæns, flyttede på sig, placerede sig. Et dybt prust lød fra ham endnu engang, da han forstod at han ikke var blevet afvist. Tværtimod. Hendes duft nåede ham også hurtigt, let genkendelig, men blandet med noget sødere endnu. Det var et faktum han kun bemærkede et sted i baghovedet, noget der ganske vidst kun yderligere supplerede hans voldsomme temperament, men det var forholdsvist ubevidst. Han rettede sine bløde ører helt frem idet den røde silhuet satte i gang, sprang frem, dansede.

Det var hans eget startskud. Efter et øjebliks forundring over det som foregik både over og foran ham, bølgede energien igen frem i ham og nu med endnu større voldsomhed. Han ville ikke løbe så længe som han egentlig ønskede, for det var flere timers ridt, til han var totalt udtømt for energi. Nej, det kunne han ikke byde årstidshoppen, forårs og vinterhoppen, men de kunne danse til mørket var totalt. Han ønskede skam at føre en samtale med hende, at høre hende tale og fortælle, men ikke endnu, ikke nu. Nu var dansen sat i gang, endnu en gang sprang han voldsomt frem med flyvende hove, på tre-fire spring havde han nået den lille bakketop og var på vej. Efter den slanke skikkelse som var danset i forvejen. Hun havde sat farten op, til hans store tilfredsstillelse. Han strakte snart benene og fortsatte ud i det åbne landskab i en ilter galop, hidsigt samlet. Mere lyd kom fra ham, han fnøs højlydt og sendte bølger afsted ud i omgivelserne, ikke blot fra hans bryst, men også fra hans indre. Lyd, lyd og fart, og så Armonia foran ham…

Kun et udsnit af hans opmærksomhed fangede at skyen fulgte efter hende, han lagde sig nogle meter bag hende et øjeblik blot for at se til. Men hans krop summede, hele hans indre summede, han nød hver eneste bevægelse til fulde og strakte sig yderligere. Efterhånden halede han ind på hende, det var hendes side han sigtede efter. Hun så tilpas ud, glad og uskadt, det kunne han konstatere nu da han var tættere på. En dyb brummen lød fra ham da han lagde sig op på hendes side, en halv meters afstand mellem dem. Sneen faldt nu også over ham igen, skyen lukkede yderligere det sparsomme lys ude, og det eneste som rigtig lyste op var genstanden ved hans bringe. Han tilpassede sit tempo til hendes, strakte sig blot en smule mere så hun måske ville sætte farten endnu mere i vejret. Men hun var allerede hurtig, hun var let til fods, endnu lettere end han der godt nok gjorde sit for at holde sine hove svævende, men som fysisk var af en noget anden størrelse.



Where Are You?
643 words

De røde ben under hende, bevægede sig i en taktfast galop, der holdt et tempo som Armonia kunne bevæge sig i, i en længere periode. Hun holdt af at bevæge sig så hurtigt afsted, og nyde vinden der smøg sig op langs hendes ben og krop, for derefter at falde fra hende, og bagud. Men endnu mere nød hun, at hun nu havde vished om Matthews skæbne: han var okay. Ja, faktisk var han ganske meget mere end okay. Han var blevet velsignet, og var der nogen den blide hoppe, kunne unde netop denne velsignelse, så var det den ædle brune herre. Han havde fortjent det – for han var helt sin egen, og ingen andres. Armonias røde øre vippede et kort sekund bagud, da hun kunne høre han stærke hove sætte fra jorden, og efter ganske få anspring var han nu side om side med hende selv.

De sprang afsted, med en afstand imellem dem, som ikke var stor, men ganske tilpas for den brune Matthew, da han jo selv havde valgt afstanden. Det venstre øje var ved hans side, og med det lod hun sig selv studerer hans store og muskuløse korpus – han havde bestemt lagt sig ud i muskelmasse, siden hun sidst havde set ham. Et varmt smil bredte sig om hendes mule, mens næseborene vibrerede en anelse, pga. den høje fart. Han var ivrig, han ville fremad. Det kunne hun godt se. Han lagde sig selv i spænd, for ej at tonse fra hendes side. Han ville til en hver tid være hurtigere end hende selv, men dette slog hende dog ikke ud. I en kåd bevægelse, nappede hun id efter hans side, dog uden at sigte efter at ramme, for måske ville han ej bryde sig om det.

Efter dette venskabelige og kåde nap, slog hun bagbenene hårdere i jorden, for at sætte farten yderligere op, til en galop der ikke længere var samlet og taktfast, men i stedet hurtig og vild. Hendes hals han efter hende i farten, og manen ligeså. De hvide snefnug fra hendes man, blandede sig nu med snefnuggene der faldt over dem, grundet den sky der var opstået af hendes glædes følelser. Fnuggene var fine og store, og for andre der kunne se dem, ville det virke helt grotesk og unaturligt – men for de to, der nu jordede afsted, var det en del af dem selv og deres liv: magien.

Da strækningen efterhånden havde været lang, begyndte det at tære på den røde hoppes energi, for at få skyen frem, havde ligeså været lidt dræbende på energien. Men hun nød blot at bevæge sig, side om side med Matthew i denne hurtige fart. Men langsomt begyndte skyen over dem at forsvinde, og blive mindre, og til sidst forsvandt den helt, mens de sidste fnug faldt over dem, og forsvandt på den varme jord. Armonias tempo blev også langsommere, og til sidst måtte hun eftergive sig sin krops ønske, og lod benene sænke tempoet til trav. Hun virrede med det røde hoved, mens sveden på hendes skulder og bringe let var kommet frem, og gjorde den røde pels mere mørk og skinnende. Til sidst lod hun sig selv sænke ned i skridt, for derefter at stå stille. Næseborene vibrerede, og et prust forlod hendes mule.

Om Matthew også ville stoppe, det vidste den røde hoppe ej; men dog håbede hun det. Men ak ja, den varme hoppe forstod også godt, hvis den ædle herre havde et behov for at ’løbe alting af sig’. Hendes mule blev stille sænket ned til jorden, på den plamage hun stod på. Ikke mange blomster var at se lige her, og Armonia higede efter at lade blomstre spire op. Hun lod tankerne falde på en blomst, og langsomt spirrede en fin rødlig blomst op, med et lyst skær. Den foldede sig ud, trods nattens mørke, og der stod den så foran hende, mens hendes smil blev svagt og varmt, ved tanken om det hun havde fremspiret – dette var noget hun bestemt holdte af. Omkring hende, fremspirede flere blomster, der dog var mindre, og ej så høje. Men en plamage omkring hende, havde nu atter genfundet deres vækst af blomster.

Den mørkebrune trak vejret i dybe stød. Hans krop vænnede sig hurtigt til tempoet, det var som om hans indre sang og klagede på samme tid. Sang over bevægelserne og klagede efter mere. Han flyttede på sine mørke ører, altid opmærksom på omgivelserne, men i dette øjeblik kun delvist. Det var ofte som gik han i en trance, en vildskabs trance som først hørte op når hans lemmer ikke kunne bære ham mere. Men dette ridt var anerledes. Han havde den røde danser på sin side, og han holdt hendes tempo. Til hans overraskelse satte hun farten op og løsnede op i sin slanke, fine krop – et syn han ikke før havde oplevet af den røde årstidshoppe. Hun var ganske hurtig, og han nød til fulde den løsslupne dans, svælgede i den med et hidsigt prust. Solen glødede ude i horisonten lidt endnu, kastede sit sidste døende lys ud over øen.

Han var ikke helt opslugt. Hans opmærksomhed lå også hos hende, hos sin dansepartner, og han sørgede nøje for at holde trit og lagde mærke til de bevægelser hun gjorde. Da hun kådt nappede ud i luften i hans retning reagerede han med en opstemt brummen, han virrede kraftigt på sine mørke næseborer og fangede sig selv i at nyde hendes ilterhed ligeså meget som hans egen. Det var med dette udbrud at den røde satte farten op, gav los, satte sig selv løs, og han sprang efter med endnu en voldsom fnysen. De dansede, trods løssluppenheden var deres skikkelser elegante i deres egen vildskab. Han mærkede det rykke voldsommere i sig, han mærkede hvordan lydene af det hele blev suget ind i ham. Lyden af deres hovslag summede i hans ører, trommede og sang, lyden af hans egen tunge vejrtrækning og hendes lettere.

Den mørkebrune kunne give yderligere los, give sit sind op til følelsen af hans muskler som arbejdede, men det var ikke målet nu. Han koncentrerede sig i stedet om årstidshoppen, lagde sit fokus hos hende, og han bemærkede straks da hun langsomt begyndte at tabe tempo. Da hendes lyden af hendes åndedræt efterhånden begyndte at blive besværet, hans eget var også udfordret, men det var noget han oftest valgte at ignorere. Sved, blod, det hele kunne løbe og det betød ingenting. Men det gjorde det i Armonias tilfælde, det var ikke hans ønske at presse hende, blot at danse som han nu kunne danse når presset i ham selv var blevet for stort. Hun gav dog efter for sin krop og sænkede tempoet, og han fulgte med, han lod sine muskler sænke farten, slække på kræfterne.. Det sukkede nærmest i ham, men han overhørte det og bemærkede i stedet hvordan snefnuggene nu blev mindre og mindre. Skyen over dem så ud til at forsvinde sammen med hendes energi, snefnug hvirvlede nu ikke længere vildt omkring dem.

Han slog ned i tempo med et prust. Mens han ignorerede signalerne fra sit pulserende indre, så han til mens Armonia faldt helt ned i tempo, så til mens hun selv i udmattet tilstand flyttede hovene som var hun en fugl på vinger. Han kunne ikke få sig selv helt ned med det samme, da hun endelig standsede op, bremsede han først selv skarpt op nogle meter borte. Det var med iltre bevægelser, temperamentsfuldt og mindre elegant da hans hove skabte mærker i jorden under ham. Han rystede kraftigt på sin ravnsorte manke med vendte ører, inden han dansede tilbage af den vej de var kommet, tilbagelagde de meter der var lagt mellem dem. Imens var årstidshoppen optaget af noget helt andet, hun udfoldede endnu en gang sin gave, sine evner. Solens allersidste lys fik hendes røde skind til at gløde, hans egen mørke pels forsvandt i mørket, kun oplyst af hans kæde. Som han nærmede sig satte han tempoet yderligere ned, fra dans til skridt, lange skridt inden han til sidst standsede helt op. Hans åndedræt gik som en blæsebælg. Imens spirede liv op ad jorden. Genstanden der nu lå mod hans bringe sitrede, dets gyldne skær tog til et kort øjeblik, det så næsten ud som om skæret søgte den første skabte blomst. Vinden dansede omkring dem, afkølende, han så hvordan den tog fat i Armonias røde lokker. Den mørkebrune forblev tavs et langt øjeblik hvor hans vejrtrækning var det eneste som brød stilheden.

Og så forsvandt solens lys, den glødende kugle var borte bag bjergene langt mod nord. Mørket var overalt, hans selskab forvandlede sig til en spinkel skikkelse. Matt trådte nogle få skridt sidelæns, det buldrede stadig i ham, men ridtet havde gjort sit alligevel.

"Hørte du min stemme, Armonia?"

Den brune vendte sine mørke ører mere fremad. Han pustede tungt ud, og snart var hans åndedræt ikke at høre mere.



Where Are You?
787 words

Den røde årstidshoppe, havde givet op på at løbe længere end hun havde gjort nu. Hun havde bestemt ikke den samme energi som den ædle brune hingst, hun før havde danset side om side med, i en løssluppen dans, der havde vist en helt anden side af den eller blide og varme sjæl, som Armonia i sandhed var. Men hun havde også sine tider, hvor energi og kådhed kunne blomstre i hende, og gøre hende ilter og energisk. Ja, det krævede såmænd bare, at hun blev budt op til dans, som Matthew havde gjort. Hendes røde øre vippede forsigtigt omkring hende selv, mens de mange små og fine blomster spirede op i græsset omkring hende. Men den røde blomst foran hende, var størst og stærkest, og det var også denne blomst der optog hendes opmærksomhed.

Hun løftede nu hovedet, og lod blikket beskue Matthew, der fik bremset brat op nogle meter fra hende, mens hans vejrtækning lød i hendes sensitive øre. Han havde haft mere fart på end hende, og hun var overbevist om, at han ville søge videre i denne fart, men nej. Han standsede – og bevægede sig nu de sidste meter hen imod Armonia selv: og dette var den varme hoppe bestemt meget glad for. For hun ønskede stadig hans selskab, ganske meget endda. Hun betragtede ham mens hans gik. Han så så forandret ud, og alligevel var han så let genkendelig for hende, trods de marmorfarvede plamager på hans krop, og den gyldne konkylie om hans hals – han var stadig Matthew, blot var han nu endnu mere forbundet til det, hun holdt så meget af: landet og vogterkredsen. Da han kom hen, lod han sit blik falde imod den røde blomst, og dette fik den blide hoppe, til at smile ganske sagte. Blomsten var en hun ikke før havde fået frem, men en skønhed, det var den bestemt, i hvert fald i hendes øjne.

Der skete noget uventet, for et svagt lys, så ud til at blive delt imellem den store rødlige blomst, og Matthews konkylie, som blev de forbundet af det magiske der var i denne verden. Men ikke kun blomsten og konkylien synes forbundet; for Armonia kunne også mærke denne forbindelse, ganske svagt i sit eget indre. Hendes varme øjne hvilede nu imod Matthew, der valgte at tale, spørge hende, om hun havde hørt hans stemme; og det havde hun bestemt. Hendes røde øre vippede helt frem til ham, lyttende og roligt, før hun lod sine lyse toner komme frem.

,,Jeg hørte din stemme, ganske klart og tydeligt Matthew. Du sagde mit navn. Og jeg var ej i tvivl om, hvem denne stemme tilhørte. Blot troede jeg i korte sekunder, at det var mit eget sind der spillede mig et puds; for mine tanker havde lige kredset om dig, om hvordan du mon havde det. Og jeg kunne jo ej se dig. Men da dine hovslag blev tydeligere i mine øre, var jeg ej i tvivl om, at din stemme ej var mit eget sind der havde spillet et puds. Du er blevet en del af vogterne af dette land – og dette er dig yderst forundt. Må jeg spørge dig, Matthew, hvad er du vogter af?”

Hun lagde hovedet let på sned, mens hun talte, med det lyse og varme toner. Hun var nysgerrig, ganske vidst, og hun var på hans vegne glad og lykkelig, over at han nu var en del af samme verden som hende selv. Hendes varme og dybe øjne, hvilede direkte imod hans øjne; ville han ej have denne kontakt, kunne han til enhver til fjerne blikket fra hendes.

Han flyttede på sig. Ikke meget, kun enkelte skridt sidelæns og en smule nærmere hans selskab og den blomst, hun havde fået til at springe op af jorden. Der gik ikke længe efter han havde talt, førend han fik den røde hoppes stemme at høre. Det var alligevel et stykke tid siden deres veje sidst havde krydset, uger, måneder. Hans rejse havde taget længere tid end forventet, men havde ikke føltes sådan. Hans pludseligt enorme tålmodighed havde værnet ham mod både tid, tanker og rastløshed. Nu virrede han kort på sin mørke, brede mule mens han tavst lyttede til årstidshoppens ord.

Hun havde altså hørt ham. Det havde også været hans fornemmelse, at det netop havde virket, og det på trods af at det var første gang, han havde forsøgt sig med det. At sende lyd uden at udtale dem med stemmen, at orientere sig via lyd, bølger af lyd, lyd af bølger.. Han ville altid kunne kontakte hende selv på stor afstand nu. Det krævede blot at hun befandt sig på den samme ø som han. Noget han sandsynligvis ville benytte sig af igen. Han ville altid kunne advare hende. Mod hvad end der nu lå og ventede på dem, som var blevet udvalgt til at vogte og beskytte. For noget måtte vente, noget måtte true freden og lyset. Et mørke.

Matt vippede et øre ved hendes overbevisning om, at det var ham forundt. Det kom bag på ham, for han anså det selv for noget ganske kontroversielt at én som ham, en egenrådig, ofte manisk sjæl var blevet valgt. Var blevet betroet med denne.. magi, disse evner. Denne forbindelse til al lyd. Hvert et ord som kom ud af hendes mund udgjorde en lyd, og han mærkede dem alle dybt i sit indre. Han var ikke et oplagt valg. Men han måtte det der skulle til i sig, hans manglende begrænsninger når det kom til ham selv var på sin vis også en fordel. Han ville altid blive ved, til han fysisk ikke kunne mere og længere endnu. Han hævede sin mørke mule mens han betragtede hende, hendes brune blik søgte hans kastanjefarvede og han gengældte det. Imens snoede hendes lyse toner sig ind i hans sjæl.

".. Noget så eksotisk som lyden,"

Nærmest som for at understrege det, udstødte han en brummende lyd inden han sænkede sin brede mule en anelse og strakte sin hals, hans skind hedt efter ridtet, og strejfede blomsten som nærmest sitrede af liv og energi. Det betød at han var tavs et øjeblik, hvorefter han igen hævede hovedet højt og så direkte på hende med sit til tider temmelig uransaglige blik.

"Alt jeg hører er en del af mig nu. Selv lyden af din stemme, dine ord. Det flyder alt sammen i bølger.."

Det var noget højst usædvanligt for ham at svare så beskrivende. Det var natten som havde sat sig på ham, det var den stadige energi som sitrede i ham som elektriske stød, det var de mærkværdige oplevelser han havde haft på det seneste. Og naturligvis den rødes ukomplicerede selskab, som han rent faktisk ønskede eller ligefrem havde et behov for at stå i. De var mere ens nu, de to sjæle, selvom de stadig var fuldstændig forskellige. Han var blevet en del af hendes kreds, hendes verden. Det havde han skam ikke forventet ved deres første møde for længe siden nu, inden hun overhovedet selv var trådt ind i den nærmest hellige kreds, at de ville ende med at være forbundne på den måde som de var nu. Han forstod nu. Hvordan den forandring hun havde gennemgået havde været. Noget af den, i hvert fald. Mere.

"Jeg fandt den genstand Lyset bad mig søge. En konkylie midt på Zenobias kyst, nu af krystal. Jeg er bundet til den, og du kan altid nå mig igennem den. Du og alle andre i landet,"

Krystal. Hvor alt andet han havde rørt ved var blevet til støv, var den genstand blevet til noget så uvurderligt som krystal. Den søgte ham i drømme, den søgte ham i hans tanker. Han hørte dens sang uden at høre den. Han betragtede hende lidt endnu, mens en lind strøm af tanker gennemborede hans sind. Han havde i meget lang tid kun været forbundet med sig selv, med sit vilde indre og sin krævende krop, men nu var der pludselig så meget som søgte ham, som søgte hans indre. Det var lige før det blev for meget, det var delvist også grunden til hans hidsighed nu, hans voldsomme temperament, som om en del af hans indre evigt rastløse jeg kæmpede en kamp mod resten af ham. Nej, han var bestemt ikke et oplagt valg. Men det var ikke noget som gik ham på.

"Hvor har du været i al den tid der er gået, Armonia?"

Han slog med sin ravnsorte hale og flyttede endnu en gang på sig, inden han igen stod stille. Magien som havde udspillet sig mellem genstanden om hans hals og hendes skabelse af grønt liv, havde haft en kortvarig beroligende virkning på ham. Hans skind dampede usynligt, hele hans krop var varmet op til mere, men det var nu engang her han ville være for nu. Han ville høre mere af hendes lyse toner. Men han ønskede ikke at hun rigtig skulle opleve hans voldsomhed. Det var derfor han egentlig havde søgt at undgå hendes selskab, men efterlade hende alene, det var ikke en mulighed. Så hun havde indfanget ham alligevel.

Var han slet ikke længere sin egen? Det var en tanke som dæmrede i yderkanten af hans bevidsthed. Han havde taget imod bud fra en højere magt, han søgte den røde danser fordi han ikke følte at han kunne gøre andet. Ville det pludselig ramle for ham, ville han søge ind i sit mørke og afvise alt det han nu ønskede? Det var ingen reel bekymring, det var en simpel konstatering, at det var en mulighed. Men den rødes tilstedeværelse lukkede lidt efter lidt af for hans tanker. Hans krop sukkede, men tav. Hun var uskadt og glad. Det var den konstatering som overstrålede hans indre summen.



Where Are You?
1015 words

Den røde hoppes ord var tonet ud, som ordene var stoppet. Hun glædede sig til at høre det svar, der måske ville komme fra ham; men hun kunne ej være sikker. Måske ønskede han ej at dele sine oplevelser med hende, og hvilken vogter han nu var blevet. Men hun håbede inderligt på dette, da hun ønskede at dele så meget med Matthew, som han nu ønskede. Ej ville den blide hoppe nogensinde tvinge ham til at svare, men dog håbede hun på, at han af sig selv havde lyst. Der gik dog ikke særlig længe, før Matthews dybe toner blev tydelige i hendes sensitive øre. Men før han talte, rykkede han kort på sit ene øre, som forstod han ikke, at Armonia forundte ham at være blevet en vogter af landet. Han fortalte, at han var vogter af lydene.

Hans mule søgte derefter ned til hendes blomst, der før var opspiret, mens han udstødte en brummende lyd, som fik den lille blomst til at bøje blidt til den ene side. Armonias hoved gled let på sned, mens et varmt og nysgerrigt smil bredte sig blødt over hendes mule. Men endnu, sagde hun intet. For han skulle have lov at tale færdigt.
Lydene der var i dette land, blev hørt af hans øre som bølger af lyd. Noget som Armonias havde svært ved at forestille sig, kunne være særlig behageligt. Men da hun i første omgang havde haft plantevækst på benene og pelsen samt manen, havde fornemmelsen også være underlig og sær; men nu var den blot en del af hende, og noget som hun aldrig ville være foruden eller give slip på. Så med tiden, ville det måske netop blive det samme for Matthew; noget han ville sætte pris på, og se på det, som om det altid havde været sådan.

Den blide og varme hoppe lyttede intenst til alle hans ord, hans beskrivelser. Hendes dybe øjne hvilede hele tiden imod hans, fordi hun følte en anden form for kontakt imellem hende selv og ham, når øjnene også var i kontakt. Dog lod hun ham til enhver tid fjerne sit blik fra hende, hvis han gerne ville bryde denne kontakt, og trække sig mere ind i sig selv. En konkylie. Det havde han fundet på øen Zenobia, og ved hjælp fra denne forgyldte konkylie, kunne den røde hoppe til enhver til få fat i den ædle herre, og det kunne alle andre også. Det måtte være fortryllende og forundringsfuldt for den mørke hingst, pludselig at have denne form for magi, der pludselig var så stor en del af ham selv. Hendes røde øre var stadig vippet i hans retning, mens hun nærmest tryllebundet lyttede til de fortællinger han havde. Men pludselig vendte han opmærksomheden imod hende selv, søgte et svar på, hvad hun havde lavet. Dog ville den røde hoppe, i første omgang besvare de fortællinger, han lige havde delt med hende. Hun rømmede sig i en lys tone, inden hun kiggede forundret ned på blomsten, der stadig lyste mere, end før, grundet hans konkylie. Et lille skævt smil, var i den ene side af hendes mundvige, inden hun i en rolig og blød bevægelse rejste hovedet, og lod blikket falde på Matthew igen.

,,Du rykkede på dit øre, kære Matthew, da jeg sagde jeg var dig forundt at blive en del af denne vogterkreds. Men det er sandheden. Du har hele tiden været din egen herre – din egen lykkes smed. Ej har du søgt at gøre, som andre ønskede du skulle. Du har fulgt dine egne veje; og bibeholdt de ting, der netop gør dig til din helt egen. Dette er en stor egenskab: i hvert fald i min verden”

Sagde hun i første omgang, med bløde toner, inden hun da kneb øjnene mildt i, som afsluttende reaktion på de udtalte ord, inden hun da talte igen.

,,At vogte lydene, ser jeg som værende meget passende til dig. Du er en opmærksom sjæl, kære, og hvilken gave må det være, at du nu kan høre endnu mere, og derfor udnytte denne opmærksomhed. Men sig mig, de bølger der opfattes i dine brune øre: er det forvirrende?”

Hun var nysgerrig den lille røde, og hun ønskede at han skulle forstå, at hun var nysgerrig for, hvad der skete i hans indre, når lydene blev opfanget af ham.

,,Var det en færd, du tog alene, at finde denne konkylie? Jeg husker, at jeg på min færd skulle følges med Djange, der kendte til bjergenes stier og huler. Derefter, blev han vogter af bjergene, efter sin egen færd. Konkylien, vil jeg finde en dag, Matthew. Men jeg vil ej hidkalde dig, blot se den forgyldte skabning. Men jeg vil til en hver tid, huske, at kan jeg ej finde dig, kan jeg søge dig, igennem denne konkylie. Blot vil jeg love dig, at jeg ej vil hidkalde dig hele tiden – det vil jeg love dig”

Hendes ord var lyse og varme mens hun talte. Men de sidste ord hun sagde, omkring at hidkalde ham hele tiden, og ej ville gøre dette, sagde hun i en leende tone. For hun sagde det skam mere for at drille ham. Den leende tone, klukkede i nogle sekunder endnu, inden hun da lod smilet tage over på hendes mule, og derefter lod de lyse toner lyde endnu engang. Det var længe siden hun havde talt, i så mange ord, som nu. Og hun nød det bestemt: men hun nød skam også stilhed.

,,Ej har jeg lavet så meget, siden vi sidst trådte hinanden nær, du kære. Blot har jeg vandret omkring. Søgt til bjerget, for at dreje hjulet så sommeren kunne falde over Armonias land. Mange bliver skræmte over det udseende jeg er blevet givet, og ser sig skeptisk på mig som sjæl. Jeg bebrejder dem intet, blot giver det nogle bump på vejen. For ensomheden har nok været min følgesvend det meste af tiden. En enkelt gang endte det med lidt slag, fra en sjæl, der var noget vred over min magi, fordi han ej forstod den. Men jeg klager ej; for jeg forstår godt, at dette udseende kan skræmme de, der intet kender til landet og dets magi. Jeg mener, se, snefnuggende der falder fra min man, som dryssende sne, og derefter forsvinder ud i intetheden. De spirende rangler om benene, der snor sig op og ned. Og de lyserøde blomster, der mængler sig i min røde man. Normal, det er jeg ej at kigge på!”

Hun leede igen, i slutningen af sine ord. For hun var jo ikke normal at kigge på. Men dog ønskede hun inderligt, at de sjæle der var i landet, ville søge hendes selskab, uden at blive skræmte. Hendes leende toner forsvandt igen, inden hun mildt strakte mulen lidt imod ham, indåndede hans duft endnu engang, men uden at træde ham tættere, eller røre ham. Derefter trak hun mulen til sig igen, og slog et let og bølgende slag, med den røde og livlige hale.


((Så blev det nok sidste svar fra mig, inden jeg smutter på ferie imorgen. Men nu har du også lidt at svare på! Vi ses - jeg skriver så hurtigt som muligt et svar til dig, når jeg kommer hjem næste søndag ))

Alle den røde dansers detaljer var efterhånden forsvundet. Det var kun genstanden ved hans bringe som bragte lys nu, den og så det korte glimt som var opstået i forbindelsen mellem konkylien og planten, hun havde skabt af jorden. Det var i grunden upraktisk med sådan en lyskilde om halsen, aldrig mere kunne han forsvinde i mørket eller blive ét med skyggerne, hans skikkelse var let at få øje på så snart solen dalede på himlen. Men noget gennemtrængende lys var det ikke, det var ikke hårdt eller insisterende, det var derimod blot en gnist i mørket som aldrig lod til at ville dø ud. I sidste ende havde han heller ikke hang til at skjule sin tilstedeværelse for nogen øjne, selv de fjendtlige som måtte hvile på ham. Nej, den lysende genstand var ham ikke en hindring eller begrænsning. Han havde alligevel aldrig været en skyggedanser.

Hans kastanjebrune blik betragtede hende endnu, det af hende som var ham nærmest og derfor at ane i mørket. Hvis hun kom tættere på, ville han kunne se endnu mere. Han lod det stadig hvile ved hendes søgende, mørke øjne, da hun igen lod sin lyse stemme svinge imod ham, svinge i lette bølger der ej var at røre, men stadig for ham var at mærke. Hun gjorde hans overbevisning om, at han bestemt ikke var nogen oplagt vogter, til skamme. Om han tog imod ordene og hendes tanker om ham var ikke til at sige, ikke for nogen som stod udefra og så ind – han forholdt sig tavst og ventede på de næste ord, han vidste ville komme, som svar på hans spørgsmål. Den røde var altid opmærksom, aldrig letsindig med deres samtaler. Hun lyttede mere inderligt end han nogensinde ville komme til.

Matt flyttede på sig, da hun spurgte til hans oplevelse af lyd. Rystede kort sin stride, ravnsorte manke og lod nu sit blik søge ud i landskabet mens lyden af hendes stemme stadig ringede i hans indre.

”Ikke decideret forvirrende. Det ikke kun mine ører der lytter, det er hele mit…"

Væsen. Ordet summede i hans baghoved, men det stod på den anden side af en tærskel, han endnu ikke formåede at krydse, end ikke med hende. Selvom lysten til det på underlig vis var vokset, lidt efter lidt.

”Det kræver tilvænning. Det ville dog ikke overraske mig, hvis du fandt forandringen helt naturlig fra start,"

Hendes evne til accept var af en størrelse, han ikke var stødt på før. Accept af alt omkring hende, alle som omgav hende. At han selv, når det kom til andre sjæle, ekstremt sjældent lod sig tirre, byggede som sådan ikke på accept. Stik modsat var det måske ligefrem en altovervejende ligegyldighed – det var ikke hans opgave at opdrage fjolser. Han vippede med ørerne ved lyden af hendes lyse latter, en klang hvis påvirkning af ham indtog nye dimensioner med hans nye evner.

"Djange? Holder han til i bjergene? Jeg skulle finde og have en fremmed, kendt som månehingsten, med på min færd,"

En spøjs sjæl, der vidst på samme måde havde fundet den mørkebrune noget mærkværdig. Hans navn havde lydt til at være ham ganske kært, nærmest hemmeligt, og derfor undlod han at nævne det for den røde danser. Vogterkredsen var vel et samarbejde, ellers var de ikke noget stærkt fællesskab. Igen noget nyt den brune måtte vænne sig til. Han virrede kraftigt på sin mørke mule, skeptisk over hendes næste ord og fnøs kort i den ellers stille aften.

"Slag? Frygt eller snæversynethed godskriver ikke slag, Armonia."

Og da slet ikke på en hoppe. Hvad var det for en tåbe af en hingst, hun havde mødt? Han havde ikke set nogen skrammer på hende, ikke tydelige i hvert fald. Ingen ar. Igen nærmest chokerede hendes accept ham, hendes evne til at føle forståelse for hver en handling, hvilken som helst sjæl gjorde.



Where Are You?
641 words

Den røde hoppe, befandt sig ganske godt i denne herres selskab. Hun havde måske endda savnet den brune hingst en smule, trods hun egentlig ej havde været klar over det. Men tiden hvor de ikke havde set hinanden, havde han ofte strejfet hendes tanker. Og nu hvor hun stod, med fronten imod hans, kunne hun ikke lade være at føle et lille stik i sit indre. Det var ikke ubehageligt – men det var mærkeligt og uvandt. Havde den blide og varme hoppe i virkeligheden savnet Matthew, mere end hun selv anede? Hun kunne ikke lade være at smile i sit indre, ej noget der kunne ses, for bare tanken om det, gjorde hende godt humør. Men dog var hun selv ganske forvirret over tankerne og de mærkelige stik, der engang imellem kom igennem hendes sjæl. Hendes varme øjne søgte kort imod den konkylie der hang om hans hals, hvor et svagt og let glødende lys, lyste svagt op imod hans bringe. Hendes hoved røg svagt på sned, mens hun betragtede det fine lys. Det måtte være en speciel gave at have fået – et evigt glødende lys. Aldrig skulle han være i total mørke mere. Dette beundrede hun ham for. Da han atter talte, lod hun sine dybe øjne glide tilbage op på ham igen, og de røde øre hvilede lyttende frem til ham. Hun brød ej ind, før han havde talt færdigt om disse nye evner – og derefter spurgte lidt ind til Djange.

,,Alt kræver tilvænning, du kære.”

Ganske svagt leede hun lidt, da han mente forandringen for hende, havde været helt naturlig.

,,Du tager ganske fejl. Min forandring, krævede også tilvænning, som din den vil gøre. Mange omkring mig, går ikke ligefrem nysgerrigt til mig, for at høre om den gevækst der er på min krop. De lever jo af mig. De bevæger sig. Jeg oplevede ubehag de første mange dage, da ranglerne om mine ben, bevægede sig, smygede sig op og ned af mig. Men efter nogen tid, blev dette naturligt for mig. Jeg bemærker dem knapt nok mere, medmindre jeg ønsker at bemærke dem. Jeg kan godt nyde at lukke øjnene til tider, og mærke deres liv på mig. Vide at de er der endnu – at det ikke blot var en drøm. Men de er blot en del af mig nu, kære, og det vil din evne også blive – med tiden. Forhast dig ej; tiden vil komme, hvor du er i ét med din evne. Den evne jeg har nu, kan jeg ej styre helt endnu. Den fremkommer blot når.. Hvis mine følelser strækker sig en anelse længere, end de plejer. Eksempelvis ved glæde, sågar som vrede eller chok. Men den evne, vil jeg også lære at acceptere – og bruge, når tiden er til det. Bliv ved at tro på dig selv – og på det der er blevet dig givet. Hvis ikke netop du, tror på dig selv, hvem skulle så?”

Hun talte med blide og varme toner, den røde hoppe, mens et beroligende og let opmuntrende smil bredte sig svagt over hendes røde og feminine mule. Ja, han skulle nok vænne sig til dem. Acceptere dem. Og lære at holde af dem. Han måtte bare holde modet oppe – og blive ved at tro på sig selv. Kun af den vej, ville han kunne lære at holde af det, han nu engang var blevet: en vogter af lydene.

,,Djange holder til i bjergene – ja. Han er vogter af disse bjerge. Som du er vogter af lydene.”

Hun nikkede mildt, inden hun kort kneb øjnene tænkende i. Nej, månehingsten havde hun ej hørt om før.

,,Der var nok en mening med, hvem du skulle følges med på din færd – trods vi sommetider kan komme til at gå side om side med nogen, som vi måske af egen initiativ ej ville søge siden af.”

Hun smilede ganske svagt igen, inden hun da så på hans mule, da et fnys røg ud af hans næsebor, ved sætningen af den hingst hun før havde mødt. For længe siden. Hun rømmede sig ganske kort, inden hun da bare rystede svagt på hovedet, ikke irettesættende af Matthew, men måske mere tilkendegivende. For det var nok ikke helt iorden, at den særprægede hingst havde flået hende i pelsen: blot fordi hun ikke var som han.

,,Han brød sig ej om mit udseende – med de levende blomster der smøg sig gennem manen, og de grønne rangler. Der var ej meget snak i vores møde, mere kamp. Da det blev tilstrækkeligt for meget for mig, reagerede mine nye evner, som de gjorde da du kom. En voldsom snesky brød frem over himlen, med store, kolde og hårde snefnug, der faldt hårdt og hurtigt. Ikke fint og flot, som hos dig. Denne snesky, blev bestemt for meget for den særprægede hingst – men dog endte han med at søge afstand, så jeg kunne få lov at gå.”

Hun smilede beroligende til ham endnu engang, og kiggede ned af sig selv, undersøgende, inden hun igen lod de brune og dybe øjne falde imod ham.

,,Der skete intet – blot overfladiske sår. Men ej noget at komme efter. Jeg er skam hel endnu”

Hun leede ganske svagt, klukkende, inden hun kort trådte et enkelt skridt tættere imod Matthew, og slog et kort slag med den røde hale, så den sødlige duft atter dukkede op. Hun tvang derfor halen i ro igen. Hun søgte ikke at skræmme Matthew – men hun ville gerne vide, hvor han grænser var, for hende, og deres afstand. Dog uden overhovedet at presse ham, eller træde over hans grænse! Det ville hun for alt i verden ikke. Nej, den røde hoppe havde før trådt over en grænse, hos en anden sjæl, som hun dengang havde lidt kær i sit sind. Hun havde dengang lært på den hårde måde, hvor hårfine grænser til tider kan være. De kan være svære at se og mærke, og det møde, havde blot gjort den røde Armonia endnu mere opmærksom på de selskaber hun var i. For hun ønskede bestemt kun, at andre brød sig om hendes selskab; og ikke blev irriterede over hendes eksistens.

Den brune lyttede tavst mens ord strømmede dæmpet og melodisk fra forårshoppen. Til hans skjulte overraskelse skulle også hun vænne sig til en helt ny fornemmelse, i hendes tilfælde mere fysisk end hans egen. Lyd ringede godt nok mod hans ører med en styrke han aldrig før havde oplevet, men måden hans indre opfangede alle de små udsving i alle disse lyde som omgav ham var noget nærmest mentalt. Det var som om han havde fået en ny identitet, ikke bare med denne vogtertitel som egentlig ikke sagde ham synderligt meget, men som om hans indre var blevet splittet op og noget fremmed opereret ind på det splitte sekund Den Vise havde kastet sit lys over ham. Han vrikkede med ørerne ved den rødes romantiske opfattelse af tingene, hvilket var en af de ting som karakteriserede hende og som var totalt forskellig fra ham selv. Det var noget han havde svært ved at sætte sig ind i, den positivitet hun glødede af.

Denne Djange var vel en han burde opsøge. Ligeså vel som den brogede Brêgo. Men det lød ikke som om der var noget egentlig bånd mellem vogterne, som om de som sådan opsøgte hinanden og var en tæt kreds. Hvordan fungerede det så? Hver for sig var deres evner vel alle sammen stærkt begrænsede. Han havde svært ved at se logikken i, at de alle vandrede rundt hver for sig, hvis hans antagelser altså var korrekte og det var sådan, situationen så ud.

"Hvilke andre vogtere kender du til?"

Der kom en passende pause hvor den brunes dybe bas igen kunne trænge gennem mørket. Han flyttede så på sin mørke mule, nu mere optaget af hendes ord om den tåbelige skabning, hun havde været så uheldig at støde ind i. Det kom ligefrem til kamp? Over hendes udseende? Hans næseborer dirrede kort, men han blev tavst stående mens han vejede hendes ord. I det mindste havde hendes evner kunne passe på hende.

"Hvem var han?"

Han sænkede mulen en anelse igen, for i næste nu trådte hun lidt nærmere og duften af hende forstærkedes. Det gjorde at noget i ham fortrak sig. Han flyttede ikke på sig, for han ville ikke fornærme hende eller gøre hende utilpas, selvom det trak i ham for at tage lidt mere afstand. I stedet pustede han tungt ud og lukkede af for det, der bandt ham til hende på en måde som han bestemt ikke havde forventet. Eller håbet på. Men en lille, velkendt stemme sagde ham at denne kunst han udøvede kun var midlertidig.



Where Are You?
423 words

Den røde hoppe nød i sandhed at være i selskab med den ædle Matthew endnu engang. Og hun havde bestemt savnet ham mere, end hun selv troede. Han betød meget for hende, trods de ikke havde været i hinandens selskaber særlig mange gange. Men denne brune hingst, ejede blot så meget selvstændighed og han var helt sin egen; og dette var meget bemærkelsesværdigt for den røde Armonia. Hun lage skam mærke til sådanne ting; ganske meget endda. Matthew så en smule forundret ud, over hendes før udtalte ord, om at også hun skulle bruge tid til at vænne sig til en sådan forandring, med at være blevet en Vogter af landet; men ikke desto mindre var det nu altså sandheden.

Hans spørgsmål til om hun kendte til andre vogtere, fik hende til at se en smule tænksom ud. Ej fordi hun ikke kunne huske det, men det vækkede mindre og ord, som hun i en længere periode havde haft glemt og ej husket på. Men Jaidev havde dengang blottet sig fuldkommen for hende. Fortalt hende hele hans fortid, og dette havde fremkaldt Den Vise – og en velsignelse af Jaidev var sket, lige for næsen af hende. Og derefter var hun selv blevet budt at finde Den Vise, når hun mente hun var klar. Ja, Jaidev, Himlens Vogter, var ham der havde bragt hende til Den Vise. Hun smilede blidt og taknemmeligt ved disse tanker, inden hun atter ’vendte’ tilbage til det selskab hun stod i, hos den ædle Matthew.

,,Jeg kender som før nævnt Djange, og Brêgo. Men jeg kender også Jaidev, som er Himlens Vogter. Det var denne brune hingst, der i sin tid førte mig til Den Vise – og derefter førte jeg Djange til Den Vise.”

Svarede hun med den milde stemme, efterfulgt af en varm og blød brummende lyd, kun henvendt til Matthew foran hende. Hans mule flyttede lidt på sig, og næseborene dirrede en anelse, ved hendes sætning om fysisk kamp, mellem hende og den hingst hun havde mødt. Om det var fordi Matthew blev bekymret på hendes vegne, eller noget helt andet, det kunne hun ej vide. Hun smilede fortrøstningsfuldt til ham, som for at forsikre ham om, at hun skam var helt okay, inden hun svarede ham.

,,Han fortalte aldrig sit navn. Men udseendet var ganske specifikt, med hvide og helt lyse plamager i beige. Små mørkere prikker over skindet. Prikkerne ejede næsten samme farve som manen og halen, der var ganske fyldig. En værre hidsigprop – det må jeg alligevel indrømme.”

Hun klukkede kort ved sine sidste ord. For hingsten havde bestemt været en hidsig en af slagsen, og en hingst der ikke ejede meget tålmodighed. En dementral modsætning til hende selv. Hans mule blev sænket ned, som hun havde trådt ham tættere. I nogle sekunder stod hun overvejende, med hvad hun skulle gøre. Træde bagud igen, og skabe større afstand, eller skulle hun forsøge sig med noget, der var lidt ukendt for dem begge? Den røde hoppe besluttede at tage chancen, og dermed svagt understrege nogle af de ord hun havde sagt, med bl.a. sine magiske kræfter der ikke helt kunne styres endnu, når hun blev følelsesmæssigt overvældet, enten på den gode eller dårlige måde. Og hos Matthew var det på den gode måde. Hun lod derfor stille sin mule glide tættere på hans, og lod i et helt svagt stref sin silkebløde røde mule, strejfe hans brune og større mule, inden hun da trak mulen til sig igen. Dette var bestemt et sats; men hun fortrød det dog ikke.