[Frex] Lovely Morning.

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Time: 06:55       Tag: Solani

Den sandfarvede hoppe slog de isblå øjne op og blev mødt af solens stråler, der blændende lyste ind i den hule, hun lå i. Hun blinkede overrasket med øjnene et par gange, inden hun slæbte sig på benene og trådte udenfor. Et højt gab forlod hende, da hun stoppede op og missede lidt med øjnene. Det havde været dårligt vejr med regn og kraftig blæst de sidste par dage, så det var fantastisk at møde solen, der skinnede højt og klart fra en skyfri, blå himmel. Luften var lun og vindstille, og skoven omkring hende summede af energi og liv. Hun spidsede muntert de mandelformede ører. Hvor herligt! Hun drejede hovedet og skævede tilbage mod hulen, hvor hendes bror endnu lå og sov. Normalt ville hun ikke forlade ham uden at give besked, men det var endnu så tidligt på morgenen, at hun ikke nænnede at vække ham... Hvad skulle der også kunne ske hende på denne tid af dagen? Hun strakte dovent sin morgensøvnige krop, inden hun med et muntert blik satte frem i skridt.

Hun bevægede sig langs en bred skovsti i en af øens store skove. Her havde hun og hendes bror valgt at søge ly for natten. Det havde ikke været hendes plan at forlade ham fra morgenstunden på denne måde, men hun var nu engang vågnet før ham og havde ikke kunnet modstå dette fantastiske sommervejr. Fuglene kvidrede lystigt mellem træerne, og luften var tyk af insekter. De bed sig hele tiden fast på hendes skind og var vældigt irriterende - men ikke engang det kunne ødelægge hendes gode humør. Hun trådte ind på en sti, hun vidste førte ned til en lille å, hvor hun ville kunne få slukket tørsten. Det dugvåde græs kildede hende langt op ad hendes ben, da stien var groet godt til i løbet af sommeren. Hun smilede bredt. Hele skoven osede af frodighed, og det var intet mindre end herligt.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 319

Lovely Morning

Det var en dejlig morgen, ingen tvivl om det, men Solani var i et fælt humør uden nogen egentlig grund. Hun havde bare lyst til at tude som et andet føl, men hvad var grunden egentlig? Det føltes bare som om hele verden var imod hende, og hun følte sig ligegyldig og irriteret. Hun var træt af Percy, og det havde hun ellers ikke troet at hun nogensinde ville kunne blive. Hun var jo det bedste i hendes liv, men det var som om Solani havde en tung kæde om benet, i form af føllet. Ikke fordi hun ikke elskede Persephone, for det gjorde hun virkelig, men det var bare besværligt. Det hele.
Dog var der det problem med den mørkebrune hoppe, at hun ikke rigtig viste sin tristhed ved at virke mere sårbar på den måde. Hun var bare pirrelig, fremstod vred hele tiden. For vred var hvad hun havde, og vreden virkede da også naturlig. Men inderst inde var hun jo ikke vred, hun var bare fuldstændig hul og tom, og alligevel fyldt til randen med alverdens irriterende ting, der bare fik hende til at skrige og slå en anden hest ihjel. Ikke at hun kunne finde på det, men hun ønskede noget der reagerede. Ikke bare en sten eller en træstub, som ville ligge passivt og stirre på hende til hun holdt op med at sparke til dem for at få sine frustrationer ud. Nej, hun havde brug for noget hvor hun kunne mærke sin smerte på dem. Hun rystede tankerne af sig, for hun skammede sig faktisk en smule over at have det sådan. Hun var jo ikke ond, selvom nogen sikkert ville påstå det. Hun savnede Djange, hun savnede hans stille personlighed. Hun kunne godt lide hvordan hans tavse kølighed afspejlede hendes varme og indebrændte væremåde. Hun ville ikke påstå at han var hendes ven, men hun ville bestemt ikke have noget imod at møde bjergenes vogter endnu engang.
Chibale var hvor hun havde søgt tilflugt. Hun havde lidt ondt af Percy fordi hun lærte at være alene i en så ung alder, men Solani stolede på at hun kunne passe på sig selv. Hun havde været alene i diverse huler mange gange, og så ikke ud til at have noget imod det. Det ville sikkert også gavne hoppeføllet i fremtiden – Solani havde da selv været alene, og hun var da blevet meget vellykket til sidst, ikke?
Stille spejdede hun rundt i skoven, for hun mente bestemt at havde hørt en puslen fra en anden hest, og en palominos lyse skind. Og ganske rigtigt. En kraftig hoppe kom gående noget fremme, og en sur mine faldt over den mørkes allerede indebrændte ansigt. Hun havde virkelig ikke behov for selskab lige nu.

Wordcount: 456 | Tagged: Tsavani

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Duften af vand begyndte snart at hænge i luften, da hun kom nærmere og nærmere åen. Hun tog en dyb indånding og nød fornemmelsen af den friske sommerduft, der spredte sig i hele skoven. Der gik ikke længe, før hun tog sig selv i at gå og nynne. Det var i sandhed mærkeligt, for den sandfarvede hoppe plejede aldrig at gøre sådanne ting, der viste åbenlys glæde på den måde - men denne morgen var hun fuldstændigt ligeglad med sit image. Hun nød denne sommermorgen til fulde og var overhovedet ikke bleg for at vise omverdenen det.
Hun havde ikke gået længe, før hun kunne høre hovskridt i det fugtige græs komme imod hende. Snart efter fulgte synet af en brun hoppe længere fremme på stien. Tsavani var for en gangs skyld venligt stemt og klar på selskab, så hendes ører blev imødekommende vippet fremad. Da de to hopper nærmede sig hinanden, bemærkede hun dog en utrolig sur mine på den fremmedes mule. Hun vippede lidt med ørerne. Hvorfor reagerede hoppen sådan på hendes tilstedeværelse? Hvem troede hun lige, hun var?

Tsavani efterabede hoppens udtryk og fik en lige så sur mine på. Hun rynkede skeptisk øjenbrynene. Denne hoppe skulle ikke tro, at hun var den eneste, der kunne være sur! Hun holdt grimassen, lige indtil de to nåede helt hen til hinanden, og så trak hendes mule ellers langsomt ud i et smil. Det blev bredere og bredere, indtil hun til sidst brød ud i en højlydt latter. Hun kunne simpelthen ikke være sur i dag, selv hvis hun prøvede!
Hun vippede atter de lyse ører frem og sendte hoppen et bredt, venligt smil. „Godmorgen! Hvad er dog grunden til dét humør på sådan en dejlig solskinsdag?"

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 287

Lovely Morning

Solani fnøs irriteret da den gyldne kom nærmere hende, og ligefrem begyndte at snakke til hende. Hun orkede virkelig ikke sådan en lalleglad kæmpehest lige nu. Især fordi det ikke engang ville give mening at begynde at hugge ud efter hende fysisk, da det er var ganske tydeligt at den gyldne var hende overlegen. Hun var stærkere bygget, højere, kraftigere, og hendes muskler var tydelige under den skinnende pels. En smuk hoppe, ingen tvivl, men hvad gjorde det? Egentlig gjorde det det bare værre, for Solani nød at føle sig smuk.
”Du ved intet om mit humør, tykke.”
Fnøs hun, og spyttede nærmest ordene ud. Det var egentlig ganske ironisk, for det var tydeligt for enhver idiot at Solani ikke var i sit bedste hjørne denne ellers dejlige morgen. Det var som om universet stod og lo hende direkte op i fjæset, og det var lige ved at få den mørke hoppe til at blive endnu vredere end hun allerede avr. Hun havde lyst til at sige noget mere ondskabsfuldt til den gyldne hoppe, men hun havde ikke rigtig nogen ord, så hun stod bare og kiggede olmt ind i den cremefarvedes blå øjne. Af og til kom et eller fnys fra hende, bare lige for at understrege at hun var sur, og alle skulle få lov at lide af det.

Wordcount: 221 | Tagged: Tsavani

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Hoppen reagerede ikke ligefrem positivt på Tsavanis tilnærmelse. Et irriteret fnys forlod nemlig hendes mule og fortalte tydeligt, at Tsavani ikke var velkommen. Dette var Tsavani dog intet mindre end ligeglad med. Denne hidsige hoppe ejede ikke denne sti og havde derfor ikke noget valg, eftersom at de begge gik i hver sin retning og derfor var nødt til at passere hinanden.
Ordene, der nu kom ud ad hoppens mund som svar på Tsavanis spørgsmål, var intet mindre end ondskabsfulde. Hoppen foran Tsavani var nemlig slank og spinkel af bygning, og derfor kunne Tsavani godt se lidt tyk ud i forhold til hende... På en hvilken som helst anden dag ville Tsavani være flegnet fuldstændigt ud på denne hoppe, men i dag var en meget anderledes dag. Ikke engang en fornærmende kommentar kunne bringe hendes pis i kog.
Hun nøjedes derfor med at se lidt ned ad sig selv og derefter sende hoppen et fjoget smil. „Tyk? Naaarh, jeg er bare kraftigt bygget..."

Hoppens kommentar blev efterfulgt af tavshed, og da hun nu blot stod og stirrede olmt ind i Tsavanis øjne, mødte Tsavani hendes blik uden tøven. Hun var ikke bange for denne hoppe og følte sig ikke truet på nogen tænkelig måde. Denne hoppe var måske slankere og mere elegant at se på end hende, men det betød blot, at hun havde en fordel i styrke, hvis det skulle komme dertil. Havde dette været en normal dag, havde hun nok smækket en trussel direkte i hoppens fjæs om, at hun skulle vare sin mund, hvis ikke hun ville have en omgang bank... Men i dag lå Tsavanis had på et meget lille sted. Hun nærede intet ønske om at skade denne hoppe, også selvom hun havde fornærmet Tsavani groft.

De to hopper stod blot og så på hinanden i stilhed. De eneste lyde, der indikerede, at de stadig var i live, var de små fnys, der sommetider kom fra hoppens mule blot for at understrege, hvor gal hun var. Tsavani havde holdt masken i et stykke tid, men nu krakelerede den.
Hele hendes ansigt revnede i et stort smil, og derefter brød hun ud i en høj latter. „Du må da gerne bilde dig selv ind, at du ikke er sur, tynde - men det er nu altså tydeligt for enhver at se."

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 384

Lovely Morning

Solani var en milimeter fra at flyve i flæsket på den cremefarvede. Hun orkede ikke sådan en lalleglad, latterlig personlighed i dag. Kunne hun ikke bare se at Solani gerne ville være i fred! Hun hvæsede vredt noget uforståeligt, og det var lige før hun stod og hoppede på stedet af bar irritation. Nu skulle hun også være flabet?
”Lad nu bare være! Hvorfor er du overhovedet i så godt humør i dag?”
Snerrede hun indebrændt, med de tofarvede øjne klistret til den fremmedes. Det hele måtte have set utrolig latterligt ud fra den andens synsvinkel, for nu begyndte den gyldne hoppe tilmed at grine af dne mørkebrune. Hvad bildte hun sig dog ind? Var hun fuldstændig dum?
Solani nærmest knurrede af hende. Nu måtte hun lade være! Gu var det tydeligt at hun var sur! Hvad nytte ville det gøre, hvis hun bare lod som om hun var glad, når hun var i så dårligt humør at hun kunne slå nogen ihjel?
”Hvad bilder du dig ind?!”
Råbte Solani vredt af hende, inden hun med ørerne nede i nakken, sprang frem imod den anden, for at plante et velfortjent bid i hendes skulder. Nu måtte den latterlige fremmede lære at opføre sig ordentligt overfor folk hun ikke engang kendte – en regel den brune hoppe sjældent selv fulgte.

Wordcount: 218 | Tagged: Tsavani

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Det var tydeligvis lykkedes Tsavani at opildne den fremmede hoppe noget så grusomt, for hun stod nu og hvæsede uforståelige ord af hende og kunne næsten ikke styre sin krop af bar vrede. Tsavani forstod altså ingenting... Her havde hun for en gangs skyld prøvet at være glad og imødekommende overfor en fremmed, og så blev hun mødt med denne reaktion? Hun så koldt på hoppen foran hende. Det var på ingen måde fair, at hun skulle opføre sig sådan overfor Tsavani. Hvad havde Tsavani nogensinde gjort hende? Et dybt suk forlod hendes mule. Ja, det var så dét, man fik ud af at vise andre en smule venlighed...
Hun lagde ørerne i nakken ved hoppens snerrende spørgsmål. Før havde hun moret sig ganske godt i denne sure hoppes selskab, men hun kunne godt mærke, at hendes temperament blev sat godt og grundigt på prøve nu, og at hun ikke gad finde sig i dette længere. Hun mødte hoppens hadefulde blik og vrængede på mulen af hende.

„Lad da selv være! Hvad i alverden er der nu i vejen for at vise omverdenen, at man er i godt humør? Men stort tillykke, det lykkedes dig da at spolere det godt og grundigt..."

I næste øjeblik råbte hoppen vredt af hende, inden hun pludselig fór frem mod hende med ørerne i nakken. Tsavani var så uforberedt, at hun ikke nåede at gøre det mindste, før hoppens tandsæt sad i hendes skulder. Hun hvinede op og slog ud efter hoppens bringe med forbenet for at få hende til at slippe. Hendes ører var klistret til nakken og tænderne blottet, da hun arrigt hvæsede af hoppen.

„Hvad JEG bilder mig ind?! Hvad fanden bilder du dig selv ind?! Man angriber sgu da ikke bare fremmede, bare fordi de er i godt humør, når man ikke selv er!"

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 304

Lovely Morning
_________________________________

Den fremmede tog bestemt ikke Solanis lille angreb godt, og det så ud til at hun havde lavet et skønt lille indhak i hvad der føltes som en ustoppelig glæder der åbenbart var kommet over den fremmede gyldne. Et kort og særdeles ondskabsfuldt smil trak kort op i den ene side af den brunes mund, men den vrede facade tog snart over. Den fremmede var ikke glad, og Solani kunne godt mærke at hun måske skulle have ladet være med at fare i hovedet på den kraftige hoppe, men det var ikke til at ændre nu, og hvis der var noget hun ikke ville være for alt i verden, var det de ganske enkelt utålelige heste der blot stod imens en fremmed stod og behandlede dem som idioter. Og det var hvad Solani havde følt sig som lige før – en idiot.

”Hm, men det var sjovt nok det jeg gjorde, lille prinsesse Solstråle. Så, slå tilbage hvis du vil. Jeg er alligevel ligeglad.”

Fnøs hun, og sendte endnu et ondt blik hen mod den gyldne. Hendes humør var om muligt blevet endnu mere fælt efter at have mødt denne fremmede, selvom hun nød at se at hendes dårlige humør var smittet af. Det ville nok efterlade et dejligt minde hos den fremmede. Det håbede Solani i hvert fald.

___________________________________________________________________________

Wordcount:  218

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Hun betragtede det ondskabsfulde smil, der kort trak sig op i den ene side af hoppens mund. Tsavani mærkede et kort øjeblik frygten skylle ind over sig. Hvad var det dog for en grusom skabning, hun var rendt ind i? Hvordan kunne nogen være så modbydelig? Hendes øjne slog gnister, da hun mødte hoppens blå, kolde øjne. Hun lyttede til hendes provokerende ord og vrængede på næsen i afsky.
„Tsk! Hvis du alligevel er ligeglad, så gider jeg sgu da ikke!"
Hun fnøs tilbage mod den brune hoppe og kastede dramatisk med hovedet, inden hun vendte rundt og trampede den anden vej. Hun bevægede sig langsomt og med stor værdighed. Hun gav plads til, at den fremmede kunne følge efter hende, hvis hun havde mere at sige. Men hvis hun valgte at blive væk, var det også bare helt fint - Tsavani var da ligeglad!

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 144

Lovely Morning
_________________________________

I forhold til hvor meget hun så ud til, gav den fremmede da op ret så let. Det var næsten ærgerligt, nu var det lige så sjovt! Tænk, Solani var næsten kommet i godt humør igen! Hun trippede ganske irriterende op ved siden af den fremmede.
”Nøh, går du allerede? Det var så hyggeligt kære. Fortæl mig lidt om dig selv.”
Sagde Solani, hendes stemme bar et irriterende barnligt præg. Nu var hun bare ude på at irritere, men hun kunne faktisk også godt tænke sig at vide lidt som den fremmede. Hun måtte da have et navn, nogen venner, familie, hvad som helst. Hvilken som helst information kunne egentlig være sjov nok at vide, så skulle den mørkebrune nok også selv forklare lidt hvis hun nu følte for det. Hun var faktisk kommet i ganske godt humør igen. Det var som om hun bare havde suget glæden fra den fremmede, til hun selv var glad igen. Fantastisk!

___________________________________________________________________________

Wordcount: 158

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Hun himlede irriteret med øjnene, da hun kunne høre hoppen trippe nærmere på hende. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at lade Tsavani gå - så let slap hun vist ikke. Tsavani lagde surt ørerne i nakken, da hoppens provokerende ord lød. Hendes stemme bar et irriterende barnligt præg, og af uforklarlige årsager havde hun pludselig ændret karakter og var nu nærmest provokerende munter. Tsavani sukkede højlydt, inden hun besvarede hoppens ord med et sammenbidt tonefald.

„Jeg hedder Tsavani, og jeg var en ganske glad hoppe, der bare var ude og nyde en dejlig morgentur - indtil du kom forbi."

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 98

Lovely morning
_________________________________

Solani havde ikke rigtig hørt efter hvad den gyldne sagde. Det var sjovt nok at spørge, men ikke sjovt at lytte. Det var som at høre musik, men bare at høre en ringen i ørene. Som at høre musik bare for at få fyldt ørene. Hun havde dog fanget at hoppen hed Tsavani, et latterligt navn som var svært at udtale og fik Solani til at føle sig som en slange. Tsssssaaavani. Det lød faktisk godt. Solani kunne lide at være en slange.
”Nårh, sorry. Jeg hedder Solani. Du kan jo fortsætte din lille morgentur eller hvad du kalder den, sammen med mig?”
Spurgte hun, og bumbede med vilje sin skulder ind på Tsavanis skulder. Det var lidt svært, og hun skulle gøre et lille hop før deres skuldre var lige høje, men det var det værd at skubbe lidt.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 140

Lovely Morning
_________________________________________________________________________________________

Tsavani var så forvirret, at hun måtte ligne et kæmpestort spørgsmålstegn. Denne hoppe havde fuldstændig ændret karakter og var slet ikke genkendelig længere. På nul komma fem havde hendes humør ændret sig og var nu blevet så sprudlende, at det var blevet direkte kvalmende. Tsavani fattede hat af, hvad der skete - men hun brød sig bestemt ikke om det. Hun himlede med øjnene over hoppens ord. „Hrmpf. Har jeg noget valg..." sagde hun surmulende. Hoppen hoppede nu op i luften og bumpede sin skulder mod Tsavani. Dette var dråben, der tændte hende af! Med en arrig snerren bed hun ud efter hoppens skulder, hurtig som en slange. Nok havde denne hoppe ændret karakter og opførte sig lige pludselig som en lalleglad jubelidiot, men hun skulle ikke røre Tsavani uden at have fået lov!

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 133