|
Post by Deleted on Jul 27, 2016 21:03:16 GMT 1
Den rødbrune hoppe stod roligt og betragtede den brogede hoppe, der i starten af deres møde havde virket fortvivlet og urolig. Som om den brogede hoppe ej kunne finde roen i sig selv, som var der noget der nagede hendes sind eller sjæl. Men om det blot var fordi Armonia var fremmede for hende, om hoppen var usikker, eller noget helt tredje, det vidste den harmoniske og blide hoppe dog ej. Men hun vidste, at hun brød sig ganske godt om det selskab hun havde fundet denne dag, og at hun ej agtede at forlade det lige foreløbig. Jiva talte nu, og spurgte om noget, der egentlig var et ganske godt spørgsmål; for hvor længe ville den røde hoppe mon vente på disse svar?
,,Jeg har ej en tidshorisont du kære Jiva. Jeg vil vente så længe min tålmodighed rækker til det, og så længe at det for mig endnu giver mening at vente.”
Svarede hun blidt og varmt, og brød dermed den stilhed der kort var kommet, fordi den røde og blide hoppe var nødsaget til at tænke lidt over det svar hun skulle give de brogede Jiva. Pludselig rystede dne brogede hoppe voldsomt på hovedet, som var der noget der forstyrrede eller irriterede hende, og dette fik Armonia til roligt og varmt at betragte den lettere flyvske hoppe. Hvad mon der havde forstyrret hende så pludseligt, at en voldsomt hovedrysten havde fundet sted til hende? Hun faldt fog hurtigt til ro, den fine brogede hoppe, inden hun lod øjnene hvile hos den røde hoppe, og nu duftede til de blomster der sad i hendes røde og fyldige man. Hun klukkede af det, fordi blomsterne ganske vidst nok kildede i hendes næsebor, og dette fik den varme hoppe til at le blidt, inden hun lyttede til Jiva der spurgte om noget nyt.
,,Nej, jeg har endnu ej mistet en af de kære små blomster. Dagen vil måske engang komme – men jeg håber det ej du kære.”
Svarede hun da, og smilede varmt og roligt.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 27, 2016 21:21:44 GMT 1
Mislead, misery and magic. Hendes mandelformede ører vippede kort, og den blide stemme talte til hende. En stilhed havde før været, en stilhed som den brogede ikke helt vidste hvordan hun skulle tolke. Men det havde hurtigt vist sig bare at være en tænkepause, og endda en ganske harmløs en af slagsen. Armonia talte om tålmodighed, og den brogede prustede kort en anelse uroligt. Tålmodighed var ikke noget hun havde meget af... selvom det gik paradoksalt med hendes eller blide og rolige natur, var hendes tålmodighed til verden og det der levede i den meget... tynd. Der skulle ikke meget til før hun kedede sig, og de små ting i livet var ikke det hun fandt smukkest. Nogle ville kalde det ungdom - den rastløse ungdom og trangen til altid at være igang med noget og bevæge sig videre. For mange sagde jo at tålmodighed kom med alderen... Men Jivala ville nærmere kalde det hvad det slet og ret var. En dyb utålmodighed. Men spørgsmål formedes ved hendes svar. Det afklarede ikke et spørgsmål, føjede blot flere grene til. Og Jivalas øjne blinkede kort en anelse intenst, inden at hun med en hovedrysten lod det ligge. For hvordan skulle den rødlige kunne svare på et så åbent spørgsmål som: hvor længe? Hvor lang tid gav det mening at vente. "Åh...."Hendes stemme lød kort skuffet, og den brogede slog blikket en anelse til tiden. Så hun mistede dem ikke naturligt. Det kunne ikke lade sig gøre, eller også var de forbundet til hende på en anden måde en verdens egne blomster. Hvilket egentlig gav mening, når man kiggede på alt det andet hoppen havde. I hendes verden havde hun kort håbet at måtte få en, men valgte at lade det ligge for nu. Det var ikke... hvad var nu ordet - passende. Passende at spørge om. "Min mor plejede at finde blomster til os..."Sagde hun efter lidt tid, og smilede skævt. Jah, den hvide havde haft en forkærlighed for blomster. Og når de visnede, blev hun altid så underlig mut. Utilfreds, vred eller ked af det... dengang havde hun aldrig helt kunne svare på hvad det var, men noget ved vinteren havde altid gjort moren utilpas. "Hun blev altid så vred hver gang de første snefnug faldt fra himlen..."Tilføjede hun en anelse undrende, og så spørgende på årstidernes hoppe. Var det normalt?
|
|
|
|
Post by Deleted on Aug 1, 2016 14:10:27 GMT 1
Den røde hoppe ejede meget tålmodighed. Det var nok en af hendes stærkeste sider, at være tålmodig og meget overbærende. Den brogede Jiva så i korte sekunder ikke ud til helt at være tilfreds med den rødes svar, om at hun ventede til tiden var inde, og at der ikke som sådan var en definition af hvor lang en ventetid Armonia havde tålmodighed til. Hun smilede varmt imod den brogede hoppe, mens stilheden bredte sig over dem. Men den var der ikke længe, for den blev afbrudt af et ’Åh..’ fra den brogede hoppe. Stemmen var skuffet, som om det ej var det svar hun havde ønsket sig at få. Og det var det måske heller ikke. Jiva kiggede nu væk, kort, inden hun talte om hendes morder. Armonia kunne ikke lade være med at smile ganske blidt og opmuntrende til den brogede hoppe, mens hun brummede i en varm tone. Hun lyttede til de ting hun sagde, og kunne ikke lade være hele tiden at have det varme smil på mulen.
,,Jiva, mange finder sne og kulde irriterende og til gene. Det gjorde også jeg engang. Men jeg har lært, at naturens cyklus er ganske vigtig. Uden frosten, får vi ej fjernet de planter og dyr, som er syge og smittebærende – når foråret da kommer igen, spirer nye små blomster og skud op, som overtager pladsen fra de der døde i vinterens kulde. Det kan være barskt, men det er blot sådan livets cyklus er skruet sammen kære.”
Svarede den røde hoppe med rolige og syngende toner, inden hun lod sin mule falde ned til jorden. Hun kneb øjnene en lille smule i, for at koncentrere sig, inden der langsomt og stødt blomstrede små blomster op foran Jiva og hende selv. Blandt de mange lave og små blomster, blomstrede dog en større blomst op, med en fin lyserød farve, den var nok omkring de 30 cm høj i stilken, og selve hovedet på blomsten var stort og flot. Armonia rejste sit hoved igen, og smilede varmt til den brogede hoppe.
,,Her du kære, der er der en blomst du kan plukke – og ej visner den let. Den vil holde længe”
Sagde hun da, med den varme stemme.
|
|
|
|
Post by Deleted on Aug 2, 2016 23:39:06 GMT 1
Mislead, misery and magic. Hendes spørgsmål blev belønnet med svar, og den brogedes ører vippede let ved hendes syngende toner. Hun fortalte om sne og kulde, og den brogede nikkede langsomt, men forstående. Vinteren havde aldrig gjort hende noget.... aldrig uden hun selv havde bidt mærke i det. For nok skyede hun vinternætterne, men hendes opfattelse havde altid været at de en dag ville være overstået igen. Vinternætter var kolde og mørke, og førhen alene nætter. Men siden hun var blevete en del af Tayler, havde der altid været lidt selskab at finde. Og den brogede smilede kort. For lidt var altid noget. Næppe nåede hun at svare, før den røde gjorde noget fantastisk. Undrende betragtede Jivala hvordan hun sænkede mulen imod jorden, men i det næste nu stødte blomster og lys frem fra jorden. Den brogede trak sig i et ryk nogle skridt tilbage, og et flygtigt skær af frygt strejfede hendes mørke øjne. Mere magi! Men det forsvandt hurtigt, da den brogedes nysgerrighed vandt over hendes umiddelbare overraskelse. Forsigtigt nærmede hun sig den lille eng af blomster, men løftede ikke blikket da Armonia atter talte. Til... hende...? Hendes mørke øjne betragtede undersøgende blomsten, men flakkede op til Armonia da hendes ord trængte ind. Hun havde lavet en blomst... til hende? Hendes krop stivnede, men i hendes øjne vældede blandede følelser frem. Glæde, over at hun havde fået en blomst på trods af alt. Undren over hendes handling. Og dyb forvirring, men også taknemmelighed. For aldrig havde den brogede fået nogen form for gave før.. "Jeg.. øh.."Den brogede vågnede med et sæt, og gav sig til mumlende at lede omkring dem. Hvorfor havde hun gjort det? Hvad var hendes bagtanker? Den brogede virrede på hovedet ved de flagrende tanker, men endte med at vende sig en anelse fortabt imod den røde Armonia igen. "Jamen... jeg har intet til dig, Armonia.."Sagde hun, og rystede på hovedet. Der var intet flot i nærheden... og den brogede kunne ikke bare tage imod en gave uden videre.
|
|
|
|
Post by Deleted on Aug 4, 2016 11:12:25 GMT 1
Armonia var godt klar over, at hendes fremspiren af de små og større blomster kunne virke skræmmende og forkert; for det var jo magi, og dermed noget som mange ikke vidste eksisterede og fandtes i dette land. Men Andromeda rummede så mange flere ting, end de fleste sjæle kunne se og mærke. Den røde hoppe brummede derfor i en varm go rolig tone, da den brogede hoppe trådte nogle hastige skridt bagud, men dog roligt kom tilbage igen, fordi nysgerrigheden alligevel så ud til at vinde over den brogede Jiva. Armonia smilede varmt til Jiva, der stod og betragtede den blomst hun havde frembragt, kun til den brogede, for hendes skyld. Det virkede kort som om den brogede hoppe gik helt i stå, inden hun dog fik frem mumlet nogle få ord. Den røde hoppe betragtede hende i ro, inden hun smilede varmt imod Jiva igen, da hun så helt forvirret ud og derefter svarede tilbage at hun ikke havde noget at give retur til Armonia. Dette fik hende til at le ganske blidt og varmt til dne unge og brogede hoppe, og derefter trådte hun hende et skridt nærmere. Den røde strakte mulen roligt imod Jiva, for at puffe blidt og imødekommende til hendes skulder, inden hun trak hovedet til sig igen. ,,Jiva, for at modtage en gave, betyder det ikke at man er nødsaget til selv at give noget tilbage. Tag blot imod den, uden at du skal give noget tilbage” Svarede hun med rolig stemme, og nikkede efterfølgende en smule, for at påpege at hun skam mente hvad hun sagde.
|
|
|