A Little Cautiousness Never Killed No-One | Armonia

Elijah

Tag: @armonia | Tid: Tidlig eftermiddag

Der var gået et stykke tid nu siden, at han var endt på egen hov. Han var ikke helt så gammel som de fleste, når de endeligt forlod deres mor, men han var dog gammel nok alligevel. Han kunne begå sig og tale selv, i hvert fald til en hvis grad når det gjaldt begge ting, og selvom det var en skræmmende verden, at færdes i alene, så gik det dog. I starten havde det været endnu værre og sværere, men han var kommet efter det nu hvor han tydeligt nærmede sig det akavede stadie, som var en åring og senere plag. Hvor han før havde været skræmt af mørket og ensomheden, så var han nu mere rolig omkring den; ikke, at han tog alting i stiv arm, men der skulle mere til end en ugles tuden før han fandt sig selv forskræmt nu.

Stille og roligt havde dagen sneget sig frem til at være eftermiddag, da det brogede hingsteføl fandt frem til et lille vandløb, som lystigt svang sig mellem græsset på den åbne eng. Det var tydeligt, at der lå en let uro over ham, i det han så sig omkring og så sænkede sit hoved for at drikke. Alene som han var, så var denne uro dog forståelig og ikke overdreven; det var næppe mere end sund vagtsomhed, som boede i ham. Der var trods alt ingen, som kunne vide sig alt for sikre, når de var helt alene i verden som ham.

אֱלִיָּהוּ

En eftermiddags stund, havde den røde hoppe bevæget sig omkring på øen Enophis. Armonia holdt ofte til på Enophis, fordi det netop var på denne ø, hvorpå hendes hjertebarn befandt sig – årstidernes hjul. Og den røde hoppe ønskede ganske vidst at sikre sig, at hjulet endnu var i sikkerhed for de skygger, der eventuelt forsøgte at opsøge det, når hun ej var i dets nærhed. Den røde skabning stod med blikket hvilende ud over den åbne eng, der strakte sig så langt som øjet rakte. Denne ø var den største i Andromeda, og dermed også den ø der sikkert gemte på mange hemmeligheder, som hun endnu ikke vidste var her. Men hun havde tid nok til at undersøge øen, i sit eget stilfærdige tempo. For den røde sjæl, havde aldrig som sådan travlt. For alt der var ment til at skulle ske, ville ske når tiden var den rette – så hvorfor have travlt med at opsøge det?

De røde øre vippede stille omkring hende selv, lyttende til de omgivelser hun befandt sig i. Hun havde for nogle timer siden været oppe i Enophis bjerge, for at vandre omkring og kigge – blot for at sikre hjulet. Og da hun var kommet ned derfra, havde hun i nogle timer blot stået og dvalet lidt, for at slappe af i de brugte ben, efter en sådan tur i højderne. Denne dvælende tilstand var den blide hoppe dog ej i mere. Hun løftede blikket en smule mere op, og lod det falde imod det vandløb, der snoede sig fremme foran hende, nogle 100 meter væk. En lille skabning kunne anes i hendes øjne, måske et føl, eller også var det afstanden der snød. Hun kneb øjnene i for at fokuserer, og så fortsat imod skikkelsen. Ak ja, det var et føl. Et varmt smil bredte sig over hendes røde mule, mens hun lod blikket spejde omkring føllet. Mon dets moder snart kom gående? Der gik flere sekunder, og Armonia kunne ingen andre se, end føllet. Det bekymrede hende en anelse. Men hun vidste også, at det kunne være ganske farligt at lægge sig ud med at gå i retningen af et føl, hvis moder måske alligevel var i nærheden. Men den røde hoppe ville aldeles intet ondt imod den lille skabning – nærmere det modsatte. Hun tog chancen, og satte frem i skridt imod føllet, der stod med ryggen til hende. Hun brummede i nogle varme toner, højlydt men beroligende, mens hun nærmede sig. For hun ønskede ej at skræmme det føl, der stod længere fremme.

Elijah

Hingsteføllet havde fået de første par slurke indenbords da hoppen, som han endnu ikke vidste var tilstede, begyndte at gå mod ham. Det kølige vand var lindrende, for han var egentligt gået hen og blevet meget tørstigere end han troede. Dog var han stadig usikker i situationen, for han kunne trods alt ikke se alt med hovedet sænket, og han stoppede derfor for et øjeblik. Hurtigt spejdede han frem for sig, og uerfaren som han var tænkte han ikke over at se tilbage, før han forsigtigt sænkede sit hoved på ny. Helt ned til vandet nåede han dog ikke, før han blev afbrudt.

På trods af, at hun meldte sig ved en venlig, varm brummen, trådte Elijah fremad og ud i vandet. Her fik han hurtigt vendt sig, så han kunne se hvem end der havde lavet lyden; som sådan var han ikke bange for den, han var blot blevet overrasket over hvor pludseligt, den var kommet. Ved synet af den røde hoppe spidsede han let og nysgerrigt sine ører, mens der faldt mere ro over ham. En hoppe kunne ikke være en trussel, så derfor fandt han hendes tilstedeværelse betryggende; han var ikke længere alene. Alle hopper han havde mødt i sit liv, havde i hvert fald symboliseret tryghed og sikkerhed.

"Uhm... hej..."

אֱלִיָּהוּ

Det var ikke til at vide, hvor mange denne unge skabning havde mødt i sit endnu, korte liv. Og derfor vidste den røde hoppe godt, at hun skulle nærme sig med forsigtighed. For der var absolut ingen grund til at skræmme den fine brogede skabning, mere end højest nødvendigt. Dog lykkede det ej helt for den hjertevarme hoppe – for da føllet så ud til at have registreret at hun nærmede sig, trådte han pludselig ud i vandet, for derefter at vende fronten til hende. Han så dog ikke ud til længere at være skræmt over hendes tilstedeværelse, og en lille hilsen forlod også hans mule. Armonia standede op, i en afstand der også bød hingsteføllet at komme op af vandet, uden at hun var for tæt på ham. Hun holdt hovedet lavt nede, for ikke at virke stod i forhold til ham.

,,Goddag”

Besvarede hun ham, med mile øjne, og en stemme der kun indbød hjertevarme og godhed.
Hun lod sine røde øre hvile frem imod ham, lyttende, inden hun da brummede i en lys og let kaldende tone. Hun brød sig ikke så meget om, at han stod i det vand, for sommeren var for længst over, og derpå måtte vandet havde en kold temperatur.

,,Mit navn er Armonia”

Sagde hun da, og lod hovedet glide let på sned, inden hun betragtede den fine skabning. Det var nogle flotte farver og mønstre. Og ørene en smule særprægede, idet de bøjede let indad. Det var ej noget hun ofte havde set, og derfor lagde hun ganske vidst mærke til det.

,,Er dine forældre i nærheden?"

Hun spurgte med den stadig varme tone, men også med en let bekymring. For hun brød sig ikke om, hvis han var langt væk fra de, der skulle beskytte ham. Helt lille var han bestemt ikke, men ej heller så stor, at han burde være helt på egne ben, hele tiden.

Elijah

Hoppen virkede venlig i hans øjne, så da hun kaldte ham frem med en lys tone, trådte han villigt ud af vandet og op på bredden. Han havde ingen grund til at lade være trods alt og når hun virkede venlig, så kunne hun ikke være andet efter hans mening. Hans verden var stadig meget adskilt; man kunne ikke både være god og ond, eller have dårlige bagtanker med gode gerninger og smil. Til hans held var hoppen da også alt andet end ondskab, så der ville næppe være en uskyld, som blev formørket på denne dag.

Hans ører var vendt lyttende og nysgerrigt frem mod hende mens hun sagde sit navn og fremsatte et spørgsmål. Hvor var hans forældre? Han havde ingen anelse om, hvor hans mor var, men hun var her nok et eller andet sted. Hans far var et endnu større mysterium, for ham havde han jo ikke engang mødt. Da han ikke rigtigt havde noget svar til hende på grund af disse ting, så trak han blot let på skuldrende, mens hans blik emmede af et roligt 'det ved jeg ikke'. Selvom han var usikker uden sin mor, så var han jo ikke direkte bange; han klarede sig uden hende og derfor kunne det vel heller ikke betyde så forfærdeligt meget, hvor hun var hende lige nu.
Efter et par øjeblikke huskede hingsteføllet, at den røde hoppe havde sagt sit navn. Skulle han mon også sige sit navn? Det måtte han hellere, men hvordan skulle han sige det? Han havde trods alt aldrig rigtigt mødt nogen udover sin mor og hun havde aldrig introduceret sig til andre mens han havde været der, og derfor tog det et par øjeblikke mere, før han mente han havde en ide om, hvordan han præsentere sig selv... hvilket endte med blot at være på præcis samme måde, som hun havde gjort det.

"Mit navn er Elijah."

אֱלִיָּהוּ

Den røde hoppes øre, var hele tiden vendt i retningen af det spraglede føl, der bar nogle fine aftegninger på hele kroppen. Han var ej gammel at kigge på, dog heller ikke lige kommet til verdenen. Han var nok netop i den alder, der bød ham at rende fra sin moder for nogle stunder, og lære livet at kende, på egne ben og hove. Det var den alder, Armonia frygtede mest, når det engang blev hendes tur til at blive moder. Hvis hun da nogensinde blev det. Men den alder, hvor de kære små, pludselig ej er så små mere, men i stedet er budt til at udforske verdenen en gang for alle. Mange ting ville kunne ske dem. Ting, som Armonia slet ikke kunne bære at tænke på. Men hun vidste, at det var samme måde, hun selv havde lært verdenen at kende på.

Det unge føl, kom op af vandet, og så nu på den røde hoppe, der havde budt ham op med kaldende toner. Hendes øjne hvilede varmt i hans, mens han så en anelse tænksom ud. Som søgte han svaret. Men han vidste ikke hvor de var, og det kunne ses i hans blik og på trækningen af hans skuldre.
Armonia smilede varmt til ham, forstående, og nikkede ganske let, som for at fortælle, at hun forstod hvad han mente. Nogle sekunder gik da igen, inden han pludselig brød ud i tale, og præsenterede sig selv, som Elijah. Den røde sjæl, brød sig ganske godt om navnet, og kneb øjnene varmt i over den fine og lille stemme.

,,Elijah, det er hyggeligt at møde dig. Og sikke et flot navn!”

Hun talte knapt så kringlet i hans selskab. Visse ord i den sætning, ville have været skiftet ud hvis det havde været en voksen hun stod med. Men ej når det var et føl. Hun trådte ham nogle skridt nærmere, og strakte mulen frem imod ham, mens hun brummede i en varm tone. Hun indåndede hans dufte, forsøgte at binde ham sammen med nogen, hun måske havde mødt. Men det kunne hun ej. Men hun ville kunne huske hans duft nu. Måske ville han søge hendes nærhed, eller også ville han trække sig fra hende; men Armonia var nødt til at forsøge, så hun på den måde kunne finde ud af, hvad dette føl måske havde oplevet i sit korte liv.

Elijah

Der var aldrig nogen, som havde sagt, at hans navn var flot, men han vidste rent faktisk hvordan han skulle svare. Hans mor havde trods alt sagt, at han havde gjort noget flot eller godt før, og når man blev rost, så skulle man sige tak, havde hun sagt. "Tak!" sagde han hurtigt og smilede, inden han tilføjede noget ugennemtænkt, men ikke desto mindre venligt: "Du os' flot." Hingsteføllet havde ikke nogen bagtanke bag hans ord, men hvis hans navn var flot, så kunne han vel også sige, at hun var flot, ikke? Som sådan havde han ingen anelse om definitionen på smuk og grim, men flot og venlig flød lidt sammen for ham, så det var egentligt lige så meget ment om hendes personlighed, som om hendes udseende.

Da hun strakte sin mule frem, så han den an for et øjeblik, før han trådte fremad mod hende. Hun var ikke trussel, så det kunne vel ikke skade at komme nærmere og det var jo en smule lang tid siden, at han havde haft med en anden hest at gøre. Det blev lidt ensomt, også på en måde, som ord ikke alene kunne rette op på. Let puffede han til hendes mule, før han så så op på hende og gav et lille grin fra sig; han havde ikke rigtigt nogen grund til at gøre det, men man kunne vel godt kalde ham en lidt munter type af natur. Måske var det også bare mindet om, at når han puffede til sin mors mule, så havde det generelt været en opfordring til leg mere end noget andet, og ideen om leg gjorde ham glad. Det var et stykke tid siden, at han havde haft nogen at lege med, og selvom Armonia ikke var hans mor, så følte han sig overbevist om, at hun da også ville lege, lige som hans mor havde villet.

אֱלִיָּהוּ

Hun elskede selskabet af et føl. De var altid så uskyldige og så rene. De kendte ej til den rigtige verden, og derfor var deres sind så ukomplicerede og fine, at de netop kun blev præget af hvad de oplevede og så. Dette føl så ej ud til at have lidt nogen overlast i sit liv endnu, for han stolede stadig på den røde hoppe, trods de kun havde været i bekendtskab med hinanden i et par minutter. Da hans stemme lød, glad og pludselig, med et tak, kunne den røde hoppe ikke lade være med at smile varmt og glædeligt. Hun nød bestemt at stå sammen med ham, og kunne ej lade være selv at tænke over sin egen moderrolle; den ville hun forhåbentligt få en dag. Måske ej med en mage, men naturen ville da gå sin gang på anden vis, det var hun sikker på.

,,Det var så lidt, Elijah”

Svarede hun ham, med den varme tone, og kneb øjnene smilende i over ham. Hun talte med stadig rolige ord, og ikke for hurtigt, så han måske kunne forstå det meste af de ting hun sagde. Han udbrød kort efter, at hun os var flot, og dette fik hende til at le ganske blidt og kortvarigt, mens hun fik et varmt glimt i øjnene; han var jo altså kær!

,,Det var sødt sagt. Tak”

Hun vidste godt, at han nok ikke kendte til betydningen af hvad han havde sagt, men derfor skulle han nu stadig vide, at hun synes det var sødt sagt – for det var det jo ganske vidst. Han puffede derefter til hendes mule, og grinede ganske let. Ja, føl var bare så nemme at være i selskab med. Så glade og fyldt med liv. Hun tog mulen imod ham igen, og puffede ham blødt på skulderen, inden hun let trippede sidelæns, med en brummede og inviterende tone, inden hun igen nappede ud efter hans bringe, i leg.