Crumbled photographs of me | Illana

Crumbled photographs of me

Sicarius var tilbage på Enophis– men langt anderledes end han havde været da han for første gang ankom på den store ø. Han var forandret, både udvendig og indvendig, men det udvendige var nok tydeligst. Hans højre forben var erstattes med sorte skygger, hans skygger, som konstant snoede sig omkring hinanden, hvislede af sig selv. De var en del af ham, ligeså vel som han var af dem, som han var en del af broderskabet. Hans lange man nå som en kappe ned af den venstre skulder, og den kraftige hingst så sikkert skræmmende ud for forbipasserende. Det kunne være grunden til at han indtil da var gået alene rundt på Enophis areal. Det var vel et smukt landskab, men allerede nu længtes den brogede sig tilbage til Foehn hvor han for alvor hørte til. Der var hans søskende, der var herskeren, der var alt. Alligevel holdt de fleste sig derfra, sikkert på grund af de historier der blev fortalt. Der var jo også sandhed i de historier, og hvis Sicarius havde været normal i hovedet var han nok blevet derfra i første omgang. Åh, hvor var han dog glad for at han ikke var normal.

Hans isblå øjne var kolde og tomme som han spejdede rundt. Hvad han ledte efter var ikke til at sige. Skyggernes talen lød konstant i ørerne, brudstykker af kolde stemmer, men det forstyrrede ikke Sicarius det mindste.

Wordcount: 233 | Tagged: Åben

Afslappet gik det, imens en gyldne sjæl begav sig ned ad den sidst stejle kant fra Enophis enorme bjergkæde. Hun havde vandret deroppe i godt og vel to dage, for første gang siden jordskælvet, der havde rystet hele øen. Hun havde inspiceret en gammel, kendt sti, som endnu var intakt og samtidig havde hun haft et vågent øje efter den bjergbrogede Djange, hvis eksistens hun gerne ville have bekræftet endnu var i live. Efter jordskælvets ophøren og hans søn var søgt op, for at finde sin fader, havde Illana hverken set noget til den rødbrogede hingst, eller hans fader. Hun havde dog ikke fundet den brogede Djange, og havde derfor nu besluttet sig for at søge hjem imod Teylar på øen Leventera.

Hendes vej skulle dog ikke blive så ligetil, som hun havde regnet med, for kort efter hun var nede fra bjergenes højder, reagerede Lyset ved at blegne, trække sig sammen og gemme sig i krystallen om hendes hals. En iskold fornemmelse gled igennem kroppen på den gyldne sjæl - Lysets Vogter - i det at det gik op for hende, at der var Skygger på denne ø. Med et fnys standsede hun for at beskue området; men intet så hun. Hvem havde mon begivet sig ind på dette ellers fredelig område?

Crumbled photographs of me

Med et begyndte skyggerne der gjorde det ud for hans ben at te sig – de hvislede og snerrede, men han vidste ikke hvad problemet var. Dog var det ikke svært at finde ud af at der var noget omkring ham som bestemt ikke var rart for dem at være i nærheden af. Sicarius rynkede panden, og kiggede uroligt rundt mellem de tykke stammer der omgav ham. Han stoppede op på stedet, af den fremmede lugt af en hoppe banede sig vej til hans næsebor. Det kunne sagtens være en ganske normal hoppe, men noget i ham blev ved med at fortælle ham at han burde gå nærmere og finde ud af hvem det var. Med lange stolte skridt nærmede han sig, og skyggerne hvislede og vred sig blot mere og mere, huggede ud i luften foran dem og nappede ham i huden omkring skulderen.

Han var ikke gået længe, før han stod ansigt til ansigt med en spinkelt udseende gylden hoppe, med et ganske udsædvanlig halssmykke omkring den hoppeprægede hals. Hun var helt sikkert ikke en ganske normal hoppe, det var skam sikkert og vist, men præcis hvem hun var, var Sicarius en gåde. En smule undrende beskuede den kraftige hingst den lille hoppe. Hvis hun var en vogter skulle han nok være forsigtig – han var trods alt kun lige ’rigtigt’ blevet en del af broderskabet, og en vogter der havde trænet sine magiske egenskaber havde langt mere kontrol over sine kræfter end han havde. Han skulle ikke tage nogen unødvendige risikoer. Dette var dog ikke lig med at han bare havde tænkt sig at gå sin vej, eller løbe væk som en anden svækling – han var jo ikke svag, han var bare ikke dum.

For første gang i lang tid havde den ellers tungnemme hingst ikke noget at sige til sit selskab. De to heste så så forskellige ud bare i udseende, at det næsten var som en karikaturtegning. Lille, elegant, gylden hoppe der bar et halssmykke der lyste varmt, og så en kraftig hingst hvis hjerte og sind var mørkt, hvor sorte skygger smøg sig omkring hans skulder og formede hans ben. Det kunne næsten have været sjovt.

Stilfærdigt betragtede den grålige nu blot den gyldne, uden at have noget at sige. Hun så næsten skræmt ud, allerede før han havde vist sig. Næsten som om hun havde kunnet fornemme at der var… Noget, her.

Wordcount: 397 | Tagged: Illana

Noget ukendt nærmede sig, det var hun sikker på. Hun kunne mærke det på Lysets reaktion; det falmede i farven og blev næsten gennemsigtigt. Det var dets reaktion på Skygger, ganske simpelt for at beskytte sig selv. Lysets, og Illana's, største frygt var Skyggerne; og ligeså var Lyset også en af Skyggernes største svagheder. Hun brummede utilpas, lige inden en stor gråbroget hingst trådte ud foran hende. En gråbroget hingst med et ben lavet udelukkende af de ondskabsfulde, fortærende Skygger.
Den gyldne hoppe reagerede pludseligt, men med en ro uden lige. Hun hævede sit gyldne hoved, rankede sin spinkle krop og lod et øre vippes ud til siden - faktisk en anelse markerende - for en af de første gange i hendes liv. Selvom hendes hjerte pumpede med galopperende hast og både hendes eget sind og Lyset, bød hende at flygte, da havde hun taget en hurtig beslutning om, at blive stående. Hun havde efterhånden stået 'ansigt til ansigt' med en Skygge flere gange, og så længe det ikke var Skyggerne alene, da følte hun at hun kunne stå distancen - eller i hvert fald forsøge.

Hendes aura talte for sig selv. Hun stod der, stolt og rankt, og lod hendes egne brune øjne beskue den brogede, der endnu forholdt sig stille. Hans ben synede levende, hvilket det i og for sig også var, da det åbenbart var skabt af Skygger. Hvordan han var endt således turde hun ikke gisne om - men hendes mine, som havde virket ret så kølig, blev nu en anelse undrende. Hvorfor var det, at hun så flere og flere der var besat af Skygger? Taia vidste hun var et ufrivilligt overgreb fra Skyggerne af - Men Volontaire, Ava, og nu denne hingst? Hvorfor tillod de dog Skyggerne at besætte deres krop? Hun brummede stilfærdigt, inden hun med en noget mere stringent tone tiltalte den fremmede hingst.

,,Hvad laver du her, Skygge?"

Blev hendes ord. Hendes toner var ej nedladende, eller beskyldende. De var heller ikke konstaterende, eller tilbageholdende. De var ligefrem og kontrolleret, om end hendes milde sind og undren sagtens kunne læses igennem hendes toneleje og aura. Hendes blik forblev rettet imod hingsten alt imens hun afventede svar.

Crumbled photgraphs of me

Så snart hoppen foran ham begyndte at snakke, var det som om hans hjerne endelig klikkede på plads, og selvom han var en forvrænget udgave af sig selv, så vidste han stadig hvordan man snakkede, hvordan man stak til nogen mentalt, uden at give dem en grund til at skade en fysisk.
Mistroisk betragtede han den gyldne. Hvis kun havde været fysisk kunne han sikkert godt nedlægge hende, udelukkende på grund af størrelsesforskellen, men det var som om noget ved denne hoppe var anderledes. Hun virkede ikke dum, men til gengæld virkede hun fuldstændig rolig, trods den fare dette møde kunne medføre. Hendes spørgsmål kunne have lydt nedladende, men hendes stemme var blot undrende. Som om hun vitterligt spurgte, ikke blot prøvede at jage ham væk som om øen var hendes.
”Jeg genser øen. Jeg er ikke kommet for at lave ballade, hvis det er det du frygter, hoppe.”
Svarede han køligt, med skyggernes konstante hvæsen og hvislen efter hoppen som baggrund for hans dybe, hæse stemme. Selvom han vrængede ordene ud efter den gyldne hoppe, var der intet løgn i hvad han sagde. Han var ikke kommet for at starte noget, og hvis han var, ville han have valgt en anden ø end Enophis, og ville have medbragt nogen af sine søskende. Hans skyggeben dirrede let, som han febrilsk forsøgte at holde det nede i jorden trods skyggerne forsøgte at hæve sig og stampe i jorden. Han havde stadig ikke fuld kontrol over de skygger der hjalp ham med forbenet, og ville nok heller aldrig få det. Nogen gange ville de noget andet end han, og så var det bare om at kæmpe imod til de holdt op.

Wordcount: 279 | Tagged: Illana

Der gik ikke længe, før Skyggen svarede. Skyggen, ja, det tilnavn havde den gyldne hoppe allerede skænket ham; og det var ikke ment i den negative retning - men fordi han var en Skygge. Han var den, hvor Skyggerne på hans krop havde været tydeligst og flest, og derfor var det meget passende. Hun lagde sit hoved let på sned, da han forklarede sig, at han ikke var ude på ballade, men blot genså øen. Hun vrikkede en anelse med ørerne, inden hun med den milde, kontrollerede og 'stolte' stemme, som den nu var blevet, gav sig til at svare den gråbrogede hingst.

,,Har du boet her, før du mødte Skyggerne?"

Det kunne sagtens være, at hingsten havde søgt denne ø som tilflugtssted førhen, endda boet her. Ofte havde hun selv besøgt øen og dens bjerge, men højest i få dage ad gangen. Hun søgte altid selv hjem til Leventera, som var hendes 'hjem', i hvert fald efter hun blev en del af Teylar.
På hendes besøg på Enophis her, som oftest havde bragt hende til bjergene, havde hun dog aldrig set denne hingst før; og hun kunne sagtens tænke sig, at han var noget nyere i landet her, end hun selv var - måske endda ganske ny. Hun havde mødt mange i landet, men ej var hun stødt på enhver eksistens i landet, og ville nok ej heller komme til det, så det var muligt, at han havde bevandret det længe, uden at de var mødtes før nu. Hendes ører blev rettet en anelse frem, lyttende til hingsten. Og alt imens, nu hvor hun havde fundet roen overfor ham, blomstrede Lyset langsomt frem i krystallen igen.

Crumbled photographs of me

Skyggerne hvislede irriteret, inden de stoppede med at forsøge at kontrollere hans højre forben igen. Han betragtede stadig hoppen, men ikke med samme fjendtlige attitude som før. Så længe hun ikke havde i sinde at skade ham, ville han heller ikke skade hende, medmindre Skyggerne direkte havde fortalt at han skulle gøre det. Men nu følte han at dette var det klogeste at gøre. Han vippede let ørene ud til siden, lyttende, inden han igen flyttede opmærksomheden tilbage på den gyldne.
”Jeg har ikke boet her, det var bare her jeg startede, hvis man kan sige det sådan. Jeg ankom til denne ø da jeg først kom til øriget.”
Svarede han roligt. Han havde ingen specielle bånd til øen udover det, han ville bare gerne føle hvordan han havde ændret sig fra da han først ankom. Hvorfor virkede hoppen så rolig? Kunne hun bare regne ud at han ikke løj? Hvis hun virkelig var en vogter, så var det da mærkeligt sådan at begynde at snakke helt normalt med en skyggehest. Han vidste ikke om han skulle spørge om hendes navn, og om hun var en vogter – hun ville nok tro at han var ude på noget, og han havde ikke lyst til at lære hende at kende som sådan. Det kunne have konsekvenser.
”Bor du da her?”
Endte han med at spørge. Et harmløst spørgsmål, uden noget egentligt mål.

Wordcount: 230 | Tagged: Illana

Konstant havde hun fuldt fokus på denne hingst, denne Skygge, da andet kunne være farligt. Hun havde ingen forudsætninger for at vide, hvad denne fremmede kunne finde på, da hun ingen anelse havde om hans egentlige jeg, før han var blevet besat af Skyggerne. Hun kunne bogstavelig talt stå i livsfare, men samtidig var det en mulighed der bød sig foran hende, som hun ikke havde haft chancen for at få før. Hun stod nu overfor en, som var medlem af denne 'Skygge-orden', som hun havde en idé om var opstået. Denne samling af heste, hvis adfærd var hende ukendt. At der var flere, der frivilligt søgte dette mørke var et under, hun ikke kunne forstå - men måske denne hingst kunne fortælle hende lidt om, hvad det var, som trak ved disse ødelæggende Skygger. Hvis hun kunne få viden omkring denne umiddelbare fjende, kunne det i sidste ende gavne, ikke kun hende, men alle vogterne til sammen, og de, der søgte fred i landet, frem for ødelæggelse.

Hun hævede sit hoved en anelse og gjorde sig en tænksom brummen, da Skyggen foran hende forklarede, at han ikke boede der, men det var det første sted i landet han havde set. Faktisk havde de der noget til fælles, for Enophis var også den første ø, som Illana i sin tid havde betrådt, efter hendes tur igennem det uendelige mørke. Hun lod stilfærdigt halen svinge omkring hendes bagpart, en gestus der udviste ro overfor denne fremmede, om end hendes indre arbejde på højtryk, for at se og opfange alt. Var der fare på færde, måtte hun beskytte sig selv - og det var hun mere eller mindre klar til.

,,Jeg bor her ej, men Enophis er ligeledes den ø, jeg første gang betrådte, efter min rejse hertil."

Denne information kunne den brogede tvivlsomt bruge imod hende, og derfor fortalte hun ham det. Hun var udmærket klar over, at hun skulle tage vare om sine ord, og ikke fortælle ham for meget om hende og hendes liv, da det kunne bringe hende selv i fare - men hvis samtalen skulle flyde, var hun nødt til at indgå i den, og ikke blot stille spørgsmål og forvente svar. Hun brummede da mildt, inden hendes toner lød igen.

,,Jeg kan næsten forstå, at du hører til nær vulkanen, ikke sandt?"

Crumbled photographs of me

Mistroen forvrængede igen det formørkede ansigt der tilhørte Sicarius. Han var ikke sikker på om denne venlige attitude der kom fra den gyldne nu virkelig var rigtig, eller om der stak noget under. Han risikerede at bringe hele broderskabet i fare hvis han lod sig rive med, og fortalte for meget. Selvom han ikke kunne vide at hun var en vogter, virkede det meget sådan, trods han aldrig havde mødt nogen før.
”Sig mig først, du gyldne… Du ved hvad jeg er. Hvad er du?”
Sagde han roligt, men stålfast han ville ikke fortælle hende noget, før de var lige. Og hun havde vist glemt at hun allerede vidste en meget basal ting om ham – at han var en skygge. Det var tydeligt, og måske havde hun set andre som ham før, men for ham var hele denne vogter ting helt ny. Han vidste ikke engang helt hvad de stod inde for. Hvad var det de vogtede? Han vidste kun at de var falske, og ikke på samme side som han. For det var så sandelig det Andromeda var – et rige delt i to. Han nægtede at svare på hendes andet spørgsmål – der var for mange spørgsmål, og alt for lidt svar. Han ville vide noget.

Wordcount: 206 | Tagged: Illana

Mistroen, som Skyggen udviste overfor Illana, var ny så tydelig, at selv den blinde ville kunne se det. Dog generede det hende ikke, at hingsten ikke virkede tilfreds, med at besvare hendes spørgsmål, førend han havde fået svar på, hvad hun egentlig var - men dog var det et spørgsmål, som hun næsten var sikker på, at han kendte svaret på. Det var sådan, at Skyggerne og Illana havde mødtes før. Både i den rene form, ja, et møde der havde sendt Illana tilbage til søvnløse nætter og frygten for, at hendes lys blev hende frarøvet. Hun havde mødt dem på Taia's krop, i hendes sind og ligeledes havde hun mødt dem hos Ava - og der var det blevet klart for hende, at Skyggerne arbejdede med en fælles hukommelse, uanset hvem de besad. Ava havde nemlig vidst klart og tydeligt hvad Illana var, og hvad Lyset betød. For Skyggerne, var Lyset en trussel, og Ava havde været klart opsat på at ødelægge det. En handling, som hun heldigvis ikke havde haft held til at udføre, men Illana vidste godt, at hvis de to hopper stod ansigt til ansigt en anden gang, ville det blive grimt. Her, derimod, havde hun en chance for at lærer mere om den trussel, som hun frygtede allermest, uden at komme til skade - vel og mærket, at hun formåede at træde rigtigt i forhold til Skyggen foran hende.
Hun nikkede ganske vagt, inden hun med en galant bevægelse trådte et skridt til siden og øgede dermed afstanden en smule imellem dem.

,,Hvis du lytter og ser, Skygge, er jeg sikker på du allerede kender svaret."

Et smil tegnede sig om hendes mule. Mere mystisk end ellers, men hverken lumskt eller misledende. Hun fremkaldte da kuglen af Lys over hovedet på dem begge, som kastede sine energirige stråler ned over deres rygge. Og ligeledes ned over Skyggerne, hvis reaktion næppe kunne være særligt rar, i og med Lyset og Skyggerne var fjender af natur.

Crumbled photgraphs of me

Det pirrede Sicarius inderligt, at han ikke havde evnen til at læse den gyldnes tanker. Hvad var det hun gik og overvejede og tænkte over, som han ikke fik at vide? Det ville pine ham hvis hans dumhed ville komme til at være fatal for ikke kun ham selv, men også resten af broderskabet. Selvom det kunne virke som harmløse faktaer for ham, kunne det betyde langt mere for denne hoppe. Det var som om han ikke helt vidste om hun var en af disse vogtere, trods noget i hans underbevidsthed blev ved at hvisle til ham at hun var. Og nu skulle hun så bevise det. Et smil spredte sig om hendes læber, og Sicarius stirrede uroligt på hende, som for at gennemskue hvad det var det smil skulle til for. En kugle af lys rejste sig over dem, og med et bredte en stikkende smerte sig i hele hans krop. Ikke meget slem, men omkring skulderen hvor skyggerne sad fast, kunne han mærke deres smerte. De hvislede, forsøgte at komme væk fra lyset, men kunne ikke for de var en del af ham. De forsøgte nærmest at løsrive sig fra ham, skønt de ikke kunne. De vred og vendte sig imellem hinanden, og Sicarius trådte hurtigt et par skridt tilbage, med det stolte hoved vendt væk fra det blændende lys. Han fnøs vredt af den lille gyldne – hvor han dog havde lyst til at angribe hende, skade hende for at påføre skyggerne og ham den smerte. Men han havde på fornemmelsen at det kun kunne medføre dårlige ting.

”Jeg tror dig nu, vogter.”

Det sidste ord blev vrænget ud, som fik han en dårlig smag i munden blot af at udtale det.

Wordcount: 284 | Tagged: Illana

Kort efter at Illana's Lys var kommet til syne over deres rygge, trak den større gråbrogede sig, hvis ene ben var Skyggeskabt. Det var som om at Lyset smertede ham, hvilket blot bekræftede den gyldne hoppe i, at Skyggerne frygtede Lyset nok ligeså meget som Lyset frygtede Skyggerne. Dette kunne måske syne som en magtdemonstration, men langt fra var det, hvad den gyldne hoppe havde i tankerne. Hingsten havde spurgt hende hvad hun var, og hun havde vist ham det - og så snart hans ord lød, om at han troede hende, lod hun Lysets kugle forsvinde. Som ved et trylleslag forsvandt de energirige stråler, og atter var det kun Lyset i krystallen om hendes hals der var synligt. Hun brummede sagte, inden hun rettede ørerne imod den gråbrogede, hvis attitude tydeligt fortalte hende, at han var vred; hans fnys bekræftede det blot. Dog følte hun ikke, at hans vrede var dybere end som så, og derfor tøvede hun ikke med et stille sit spørgsmål på ny - selvfølgelig med risiko for, at han ville nægte hende svar og gå. Hun tog chancen, fordi den bød sig, og fordi den viden hun måske kunne skabe sig, kunne være vigtigt - og så var den gyldne hoppe en nysgerrig sjæl af sind. Hun havde altid søgt at opnå forståelse for alt, hun kunne udsætte sig selv for - og derfor var Skyggen ingen undtagelse. Selvom hun frygtede ham, og ikke mindst hans Skygger, da var hun ligeledes fascineret af ham, dybest inde.

,,Vil du nu fortælle mig, Skygge, om du hører til på Vulkanens ø?"

Sagde hun med de milde toner. Hun trådte ham hverken nærmere, eller gjorde nogen udfald til, at ville være pågående. Faktisk udviste hun ganske stor respekt overfor det individ hun stod overfor, hvilket hun håbede, at han også ville udvise hende.

Crumbled photgraphs of me

Den grå hingst var glad for at hun endelig slukkede det underlige lys. Skyggerne hvislede fornærmet til hinanden – de bagtalte sikkert den gyldne. Nu spurgte hun om sit tidligere spørgsmål igen, og Sicarius tøvede. Han var stadig mistroisk overfor den gyldne vogter hvis navn endnu var ham en gåde. Han ville ikke fortælle for meget, men at fortælle at han sommetider var på Foehn kunne da ikke gøre nogen skade – og hun vidste vel allerede at Aljun holdt til der. Hvis bare han sagde det en smule kryptisk, så havde han ikke sagt for meget. Han var glad for at hun holdt en smule afstand fra ham, for han var nu ret sikker på at hun var stærkere end ham. Blot den der latterlige lampe havde jo gjort ondt, og det havde ikke engang følt som et rigtigt angreb. Hvad kunne hun ikke gøre hvis hun for alvor forsøgte at angribe? Det var en risiko han ikke havde tænkt sig at tage.

”Jeg bor der ikke, men jeg nyder at være der.”

Han håbede at det var tilstrækkeligt svar på hendes spørgsmål, selvom det ikke havde været meget. Nu skulle han også bare finde ud af noget om hende – noget der lå på samme niveau som det hun havde spurgt om.

Wordcount: 211 | Tagged: Illana

Den gyldne hoppe mimrede let med den grå mule, alt imens hun ventede på, at den grå Skygge kom med sit svar. Han forklarede hende, at han ikke boede på øen, men nød at være der. Det fik hende til at studse en smule, og lægge hovedet på sned, inden hun brummede godtagende. Om hingsten talte sandt eller ej, det kunne hun ikke gennemskue, så det eneste hun kunne, var at tage hans ord for sandheden, indtil andet var bevist. Hun nikkede derfor, inden et lille smil endnu engang prydede hende mule - denne gang langt mindre mystisk, end før.

,,Hvad ved øen er det, som du finder interessant?"

Spurgte hun da, med oprigtighed i hendes stemme. Hun var forundret over, hvad det var, som drog sjælene imod denne ø, hvor ondskaben boede. Hvad var forskellen på hende og dem, som fulgte en neutral vej, en vej imod Lyset og de, der valgte mørkets sti? Hvorfor var det, at de søgte noget, som kunne ødelægge dem, og besegle deres frie vilje? Ja, spørgsmålene var mange; men den gyldne hoppe følte sig ganske tryg, og derfor turde hun lægge tillid i mødet mellem hende og det hun ellers frygtede mest; Nemlig en Skygge.

Crumbled photographs of me

Han følte at han blev forhørt, ligesom han havde set menneskene gøre. For at finde ud af informationer. Hvis de ikke fortalte hvad de vidste, ville de blive skadet. Han havde set det ske, mange gange. Menneskene syntes så mange forskellige ting, og det skulle gå ud over alt og alle. Det var jo gået ud over Sicarius, i grusom grad.
”Jeg ved ikke om jeg ligefrem finder det interessant. Den er vel bare det rette for mig.”
Hun kunne intet gøre hvis han bare svarede, men uden at give hende de svar som hun ønskede. Hun troede sikkert bare at han var en dum hingst der havde valgt den forkerte side. Men hun vidste intet af hvad han var gået igennem før hans tid i Andromeda. Hans hjerne var blevet forskruet, og Aljun var hvad der fik hans sind til at passe ind. Han var i princippet ligeglad om hun mente at det var det rigtige at gøre. For det syntes hun ikke, og det vidste han godt. Men han kendte ikke nogen her i landet der kunne dømme ham over hans valg, nogen som kendte ham, nogen der holdt af ham eller havde gjort det. Ingen havde nogensinde holdt af ham, og han havde aldrig holdt af nogen. Det kunne påstås at have været et meningsløst liv, men menneskene tænkte kun på den slags når det kom til dem selv. Han var kun et dumt dyr. Han forstod ingenting. Han havde forstået langt mere end de nogensinde ville komme til at fatte. Måske havde han endda forstået for meget.

Wordcount: 261 | Tagged: Illana