Crumbled photographs of me | Illana

Illana, den gyldne, rettede sine ører frem på ny, da hingsten svarede hendes spørgsmål. Det var ikke fyldestgørende, og hun var usikker på om det var sandheden; men som før, tog hun svaret for sandheden. Hun kendte ham ej, og derfor havde hun ingen rettigheder til at mistænke ham for løgn, om end hendes hjerte fortalte, at der var noget han skjulte. Hun brummede sagte, inden hun atter smilede, med den særlige milde ærlighed, der altid havde ligget over hende. Hun følte sig ikke i farer, på trods af, at hingsten havde et helt ben af levende Skygger, som sikkert gerne rakte frem for at kvæle Lyset. Hendes fornemmelse for sikkerhed mundede mest ud i hingstens tidligere reaktion, da hun havde ladet Lysets kugle vises - og samtidig havde han ikke gjort nogen udfald imod hende.

,,Må jeg spørge om dit navn, Skygge?"

Lød det da, med de milde toner. Hun skjulte ikke noget for ham, ej heller den nysgerrighed der var forbundet med denne hingst. Dog søgte hun ham ikke, men forblev på neutral grund. Hun havde ingen hensigter om at nærme sig denne Skygge, for nok var hun en hoppe med mod, og nok var hun en hoppe der nød at gå på grænsen - men hun ville ikke udsætte sig selv for unødvendig farer ved at prøve dette af, overfor denne Skygge.

Crumbled photgraphs of me

Sicarius var overrasket over at den gyldne godtog hans ellers ret så utilstrækkelige svar. Han forstod ikke hvorfor hun overhovedet ville snakke med ham til at starte med. Stadig mistroisk betragtede han hende, irriteret over at han ikke kunne regne ud hvad hun prøvede at få ud af denne samtale. For var der noget han havde lært, så ville folk altid udnytte en. Han stolede ikke på hende, ikke det mindste, selvom den naive del af ham stadig ønskede bare at tro på hendes falske oprigtighed. For den var falsk, det var han helt sikker på. Nu spurgte hun om hans navn. Det kunne han få, hun kunne få det i bytte for sit eget. Hans liv var efterhånden blevet en stor byttehandel, havde han fundet ud af. Han havde netop byttet sit ben for en plads i skyggernes inderste kredse, og lige nu byttede han noget information for noget andet. Menneskene havde byttet hans frihed for en plads i kavaleriet. En fair handel, ville de nok mene. En fair handel…
”Mit navn er Sicarius. Og du, vogter?”
Spurgte han sagte. Han havde efterhånden vænnet sig til at Sicarius var hans navn. Han havde taget det til sig som var det hans eget, og det var efterhånden også blevet en del af ham. Det var længe siden at han havde været andet end Sicarius, og han ville ikke kunne vende tilbage igen. Aldrig.
Han ville spørge hende hvorfor hun overhovedet var en vogter. Hvad hun forsøge at opnå. Men han kunne ikke få ordene til at hænge ordentligt sammen, et problem han ellers aldrig havde. Han følte sig som vådt papir, der langsomt blev revet fra hinanden, opløst i mindre og mindre stykker. Det var nok også for det bedste. Han var velsagtens født til at være opløst.

Wordcount: 298 | Tagged: Illana

Selvom mistro endnu var den følelse, som prægede dette selskab mest, gav hingsten efter kort overvejelse sit navn til kende. Sicarius hed han, et navn som den gyldne hoppe ikke var stødt på før. Hun nikkede let, elegant, inden hun med det fortsat lille smil om mulen, svarede ham på hans spørgsmål.

,,Mit navn er Illana, og jeg er Lysets Vogter."

Lød det uden tøven fra den mindre og spinkle hoppe. Hendes identitet kunne ikke gemmes i landet, og ej heller skulle den - så at fortælle hendes navn overfor denne Skygge, var for hende blot en naturlig ting. Hun nikkede endda let, dybere end før som et respektabelt buk, for at fortælle hingsten, at hun anså ham som en ligemand i øjeblikket. Så længe der herskede respekt imellem dem, var der ingen grund til andet. Men dog var den gyldne hoppe langt fra færdig med at ytre de ord, som hun havde på hjerte.

,,Sicarius, må jeg spørge dig, hvad er det du er det rette for dig, på Vulkanens ø?"

Denne gang var der en ændring i hendes toner. Hun gjorde det meget klart, at hun var interesseret i hans mening, og kun hans alene - og det gjorde hun tydeligt, netop fordi hun vidste hvordan Skyggerne forpurrede de sind, som de besad. Hun havde set det før, oplevet det før, og hun havde ingen interesse i Skyggernes ønsker - men derimod ønsket fra sjælen som bar Skyggerne. Havde han mon valgt det frivilligt? Hun brummede sagte, imens hun ganske åbenhjertet betragtede ham. Hvordan ville han mon reagere på hendes spørgsmål?

Crumbled photographs of me
______________________________

Lysets vogter. Han kunne have regnet det ud – lys var tydeligvis også hendes stærke side. Han lo kort for sig selv, selvom det nok mest lød som et fnys for hende. Han forstod ikke hvorfor hun fortalte alt dette uden nogen som helst form for tøven eller frygt. Deres slags var vel fjender, og man kunne tydeligt mærke det på både hendes lys, og hans skygger. Det var underligt hvordan de to ting frygtede hinanden. Hendes spørgsmål sendte ham ud af kurs, og for en stund stod han sikkert blot der og lignede ikke den rigtige Sicarius det mindste. Så tog han sig sammen, og den mørke facade gled endnu engang over hans kraftige korpus.
”Det betyder intet hvad jeg syntes, og det har det aldrig gjort, hverken før eller efter Andromeda. Men lyshoppe, hvis du virkelig vil vide det – så ville jeg ikke være accepteret andre steder end i skyggernes broderskab. Skyggerne får mig til at føle at jeg passer ind et sted. Jeg bliver ikke dømt af nogen der tror de ved bedre der.”
Svarede han køligt. Hvert et ord var sandt, men det var ikke sikkert at den gyldne Illana ville kunne forstå hans forpinte ord. Hun vidste ikke hvad der gemte sig bag hvert indebrændte ord. Hun troede sikkert at han snakkede om vogterne, hvilket han også delvist gjorde – men det var bare alle. Vogterne var bare en anden form for folk der vidste bedre om han og alle mulige andre der ikke levede op til de standarter de havde sat.

____________________________________________________________________

Wordcount: 255

Det var som om hendes spørgsmål vækkede noget i hingsten, som for en kort stund virkede fjern. Om det var gamle tanker, minder, eller blot forkastede øjeblikke, som den brogede gennemgik inden hans røst atter hørtes, kunne ingen andre end ham selv vide.
Hun brummede sagte, da han begyndte at tale. Ord, der afviste hendes spørgsmål i bund og grund, og gjorde hans eget væsen ligegyldigt. Aldrig havde hun mødt en, der mente, at hans egen mening var lige meget. Næsten forundret så hun ud, og hun skulle lige til at stille et spørgsmål imellem hans ord, men hun lod værre.
Han fortalte hende, at han ikke ville blive accepteret andre steder end hos skyggerne. Endnu en påstand, som den gyldne hoppe slet ikke forstod han havde om sin egen krop og sind. Ja, faktisk havde hun ondt af ham, om end hun ikke lod dette vises - det ville nok blot frembringe flere negative ting end positive. Hun rømmede sig let, inden hun svarede på hans ord.

,,Har du mødt alle sjæle i landet her? Har du set på hver og en, og vidst, at de ikke ville acceptere dig?"

Hun vidste godt, at dette ikke var muligt. Han havde for eksempel ikke mødt Illana selv, før han var blevet til en Skygge. Hun stillede mest dette spørgsmål, for at se om han ville reflektere over det hele, i stedet for blindt at acceptere en skæbne, han måske ikke havde behøvet at vælge.

Crumbled photgraphs of me
______________________________

Sicarius kunne mærke vreden vælde op i ham ved den gyldne Illanas svar. Hvorfor, var egentlig svært at sige, men alligevel irriterede det ham grænseløst. Fordi nu troede hun ikke hans ord. Hun vidste bedre. Præcis det han lige havde nævnt at folk altid gjorde. Hun havde lige bevist hans teori.
”Du ved udmærket godt at det er umuligt. Og jeg ønsker ikke at blive fortalt at min valg er det forkerte. For jeg er vis på at det er det rigtige for mig – jeg har gjort dette af egen fri vilje, og det kommer sikkert som et chok for dig at jeg ikke fortryder det det mindste. Det her er den jeg hele tiden har skullet være, og nu er det så endt sådan. Og er det ikke det bedste?”
Sagde han. Hans stemme var stålfast, for han troede selv på at det var det rigtige han havde gjort. Det havde det også været for ham. Han havde selv stået igennem den smerte der havde bragt ham her. Hvis skæbnen havde været anderledes kunne han have været i hendes sted, men sådan havde det ikke været, og det havde han det fint med. Sicarius var normalt ikke en der troede på skæbnen, men han mente stadig at der intet bedre var for ham i dette land. Ja, måske ville nogen acceptere ham, men det ville være ensomme og forskruede sjæle som han selv, og så var det ikke meget bedre. Men han ville passe ind, blive accepteret af et fællesskab. Og hun vidste også selv, at det gode her i landet aldrig ville have taget ham under sine vinger, end ikke før han havde valgt den sti som han nu engang havde gjort. Skyggerne troede på ham, broderskabet gav ham en moralsk styrke han ikke havde følt i mange år.

____________________________________________________________________

Wordcount: 301

Hun ramte en årer, ved hendes spørgsmål, som hun måske ikke skulle have ramt. I hvert fald reagerede Skyggen foran hende ret så negativt på hendes spørgsmål, og hans efterfølgende ord var ret tydelige i deres mening. Han lod ikke til at ønske, at hun udspurgte ham, men den gyldne hoppe gav ikke op så let - især ikke, når det lod til, at hingsten havde taget valget af egen fri vilje, som han sagde det. Men hvorfor? Hun brummede sagte, inden hun lagde blikket direkte imod den gråbrogede Skygge.

,,Jeg dømmer hverken om dine valg, eller mine egne, er rigtige og forkerte. Kun du kan se, om din sti er rigtig eller ej - det eneste jeg undres over, er hvorfor. Hvordan ved du, at det er den rigtige sti for dig?"

Hendes mælkehvide hale blafrede ganske let i vinden bag hende, og imod hendes bryst hvilede krystallen roligt. Lyset i den havde gradvist skiftet farve, i takt med at de to heste havde indledt samtalen - eller, det var nu ej en flydende samtale, da den gråbrogede synede at trække sig fra hendes ord, og endnu kun besvarede de spørgsmål, som den gyldne hoppe stillede. Hvor længe han ville gøre dette, var hun egentlig ret spændt på, for det virkede slet ikke til, at den gråbrogede Skygge følte sig tilpas i selskabet. Illana brummede sagte, endnu mildt, inden hun lod stilheden være op til ham at afløse.

Crumbled photographs of me
______________________________

Sicarius var bestemt ikke tilpas i denne samtale. Han brød sig ikke om den måde den gyldne blev ved med at stikke til ham på – selvom hun ikke sagde det ligeud, var det tydeligt at mærke at hun syntes at han havde gjort det forkerte, og hun ville finde ud af hvad der var galt med ham siden han havde gjort noget så forkert. Men Sicairus syntes ikke det var forkert, han vidste bare heller ikke hvorfor han syntes det var rigtigt. Han hadede at gentage sig selv, for det fik ham til at føle at han intet rigtigt svar havde. Men i denne situation blev han jo nødt til at gentage hvad han før havde sagt – at han ikke ville blive accepteret andre steder. Og så ville Illana højest sandsynligt sige det samme som før, og så var det jo bare en ond cirkel.
”Hvorfor jeg ved at det er det rette? Kære, det har jeg allerede sagt. Fordi jeg passer ind der. Der er andre der er ligesom mig.”
Ordet kære, var bestemt ikke ment fordi hun var hans ”kære”. Det var blot et hånende udtryk han brugte sommetider, og nu trådte den sarkastiske side frem i den grå hingst. Et hånligt smil spillede om hans læber, skønt hans øjne endnu var kolde som is.

____________________________________________________________________

Wordcount: 217

Efterhånden som de to sjæle havde stået foran hinanden i en rum tid, havde Lyset omkring halsen på Illana efterhånden sanset stemningen ligeså. Den klare, gule farve, som Lyset normalt havde, var blevet lidt ovre imod en mælkehvid, afdæmpet nuance. Det var en blanding af, at frygten for Skyggerne, der hvislede som hingstens ben stadig trykkede både Illana selv og Lyset, trods hun følte sig sikker nok til at blive, og samtidig fordi at Lyset kunne mærke den modstand der kom fra den gråbrogede hingst, der ikke virkede synderligt tilfreds med denne måde, hvorpå deres samtale kørte.
Illana brummede dæmpet for sig, da Skyggen begyndte at svare igen. Denne gang virkede hans ord, ja sågar toner, noget mere nedladende end tidligere - men ej tog den gyldne hoppe det til sig. Hun nikke blot let, inden hun med endnu fremad rettede ører besvarede hingsten atter engang.

,,Hvad er det så, som gør Skyggerne rette for dig, ud over at du finder ligesindede der?"

Hun valgte at begive sig lidt væk fra emnet der omhandlede resten af Andromeda og hvordan han vidste at han ikke passede andre steder. I stedet hæftede hun sig ved hans ord om, at han mente at der var andre som ham der - var det en særlig type kun, som søgte Skyggerne? Hun brummede sagte, ja nysgerrigt, inden hun lagde hovedet let på skrå. Der var ingen dømmende toner i hendes stemme, ej heller lå der noget i hendes kropssprog som kunne indikere, at hun tænkte noget nedladende, fordømmende eller andet om hingsten. Hun synes virkelig, og sandfærdigt, at hingsten og hans sjæl var spændende - netop fordi han var så modsat det hun selv stod for. Og som alt andet i denne verden, var den gyldne hoppe altid søgende efter svar, så hun kunne forstå. Og forstå det var i bund og grund alt hun ville.

Crumbled photographs of me
______________________________

Sicarius brød sig mindre og mindre om at Illana stillede han spørgsmål på spørgsmål, uden at han kunne finde på noget at spørge tilbage om. Han vidste næsten allerede hvad han ville. Pludselig poppede et spørgsmål op i han hoved, som han måske kunne finde interessant. Så skulle han nok også svare på hvad hun ville vide.
”Skyggerne får mig til at tro på noget. Får mig til at føle at jeg er en del af noget større, og at jeg har muligheden for at gøre en forskel, på den ene eller den anden måde. Jeg tror på at Alduin er den sande hersker her.”
Forklarede han, men egentlig var han ikke tilfreds med sit svar. Han kunne bare ikke finde en bedre måde at udtrykke det på, end dette. Han vidste ikke hvorfor han følte sig så tiltrukket af skyggerne, men han vidste at det var langt mere end hvad han havde sagt. Det var brændende, en tro der varmede hele hans krop op, fik hans øjne til at brænde. Det var alt hvad han havde.
”Men fortæl mig nu, Illana, dette lys du bærer om din hals – hvad er det helt præcist? Og hvorfor er det så vigtigt at beskytte?”
Det virkede som noget alle burde vide, men Sicarius havde ingen idé. Han var dog overbevist om at det ikke blot var et simpelt halssmykke, men noget meget værdifuldt. Det ville sikkert gøre skyggerne god gavn hvis han forsøgte at tage det fra hende nu, men han ville føle sig rådden indeni ved at gøre det. Det ville være noget en svækling ville gøre. Ikke fordi han brød sig om hende, ikke det mindste, og hvis skyggerne blev enige om at angribe hende sammen og tage lyset, ville han ikke tøve. Men tanken om at midt i denne samtale blot at tage lyset og løbe, det lød kujonagtigt i hans ører.

____________________________________________________________________

Wordcount: 313

Snart forklarede den brogede hingst sig, fortalte, at han via Skyggerne fandt en tro i livet, en følelse af at høre til og være en del af noget. Illana lagde hovedet let på skrå, for et eller andet sted kunne hun godt forstå hans følelser og lysten til at søge netop det, som han havde fundet hos Skyggerne - men den gyldne forstod bare ikke, hvorfor det netop var dér han kun mente at han kunne føle sig som en del af noget. Hun accepterede dog hans ord, hvilket hun altid gjorde. Hun lod sine ører vendes fremad, og lige skulle hun til at svare ham, da han stillede hende et spørgsmål. Han spurgte, hvad Lyset var, og hvorfor det have behovet for beskyttelse. Et lille smil tegnede sig om hendes mule, inden hun yndefuldt trådte et lille skridt til siden.

,,Jeg forstår, den mening du søger, Sicarius. Om end er jeg nysgerrig - har du mødt den, som du mener er den sande hersker?"

Hun lagde ud med sit spørgsmål først, for at give ham tid til at overveje det. Hun skjulte i mellemtiden ikke, at hun ville svare ham; og kort efter lød hendes lyse toner endnu engang, som stod i stor kontrast til hans hingstede stemme, som Skyggerne hvislede igennem.

,,Det du ser om min hals er Lyset. En energi i landet, som jeg er blevet skænket. Energien er en del af landet selv, af dets magi og stammer fra den sjæl, hvis offer bragte livet tilbage til landet. Og hvorfor det skal beskyttes, det kender du svaret på, Skyggehingst."

Hendes sidste ord blev ikke præsenteret på en flabet, eller hånefuld måde, om end det snildt kunne have været således. Den gyldne søgte aldrig at gøre grin med andre eller nedgøre - blot sagde hun sandheden. Han var en Skyggehest, og hvis han var en del af det broderskab, og det som de stod for, så vidste han udmærket at Lyset skulle beskyttes imod dem selv. Skyggerne søgte for alvor at ødelægge Lyset, at kvæle det - for Lyset holdt dem fra at få større overtag i landet her. Lyset var skyld i, at denne hersker, som Sicarius troede på, var fængslet under Vulkanen. Og derfor var det indædte had, som Skyggerne følte, en drivkraft som den gyldne Illana var sikker på den brogede kendte til - det burde han da?

Crumbled photgraphs of me
______________________________

Sicarius lyttede, lyttede og forstod. Måske vidste han godt hvorfor lyset skulle beskyttes – han havde blot aldrig fået det at vide. Lyset havde tydeligvis en stor kraft, det havde han selv oplevet på den hårde måde. Skyggerne hvislede stadig. De var mopsede, så det ud til. Men han havde noget han ville spørge hende om. Han havde set hvordan Tsavani havde reageret under hans drillerier med vogterne. Det havde været tomme gæt, men det havde gjort et indtryk. Måske kendte Illana noget til guldhoppen? Han ville gerne vide noget mere om den gyldne Tsavani til næste gang de ville mødes. For han var sikker på at de to skulle mødes igen til deres tredje møde når tiden engang var inde. Og det var den snart, han kunne fornemme det.
En hvis irritation blev vist i hans øjne, da Illana nu begyndte at spørge ind. Det havde hun gjort hele tiden, men han havde noget at spørge hende om selv nu, og det var vigtigt. Men han skyldte hende vel svar når han nu forventede det samme af hende.
”Nej, det har jeg ikke, men jeg har følt hans kraft. Den var stærkere end alt hvad der findes her i denne verden.”
Sagde han hvislende. For det var den sandelig. Den havde taget hans ben i bytte for at tage hans sjæl ind i broderskabet, og han var stolt af det.
”Men sig mig nu, du gyldne – kender du en gylden hoppe som du, ved navn Tsavani?”

____________________________________________________________________

Wordcount: 246

Opmærksomt forblev Illana's blik imod denne Skyggehingst, hvis levende Skyggers hvislen fortsat berørte Lyset. Det var en sær følelse faktisk, at stå overfor den trussel hun frygtede mest og både føle en fascination og bekymring på samme tid. Det var på sin vis pirrende på den helt forbudte måde - og den gyldne hoppe vidste godt at hun skulle træde varsomt.
Hun brummede sagte, da hingsten svarede hendes spørgsmål. Han kunne mærke denne kraft fra ondskaben, som han beskrev som værende stærkere end alt andet i denne verden. Et lille smil tegnede sig om mulen på hoppen; et smil, der nok mest havde medlidenhed med denne hingst. Hvis bare han havde set alt det andet, som landet rummede, var det ikke sikkert han var gået Skyggernes vej - men dømme ham for det, hverken kunne eller ville hun. Hun vrikkede i stedet sine ører en takt yderligere frem, da hingsten meget kort efter udspurgte Illana, om hun kendte noget til hoppen Tsvani - og med en let undrende mine nikkede hun ganske kort.

,,Ja, jeg har mødt denne hoppe før. Jeg tilbragte ganske mange timer med hende faktisk. Hvorfor spørger du da?"

Hun lagde hovedet en anelse på sned, imens hendes øjne betragtede ham. Hun vidste at Tsvani ikke var en Skyggehest, og det undrede hende faktisk lidt, at Skyggehestene ville søge andre end deres egne. Det kunne selvfølgelig være, at den brogede ville skade den stærke hoppe, af en eller anden grund; og derfor holdt hun yderligere ord tilbage, indtil han havde besvaret hende; for hvis hans grundlag for at søge informationer om hoppen kunne skade Tsvani, ville Illana ikke fortælle det. Søgte han hende derimod af andre årsager, ville hun gerne svare hans spørgsmål - for endnu anså hun denne hingst som værende en ganske respektabel hingst, og hun håbede inderligt at dette indtryk kunne vare ved.

Crumbled photographs of me
______________________________

Den grå skyggehingts isblå øjne blev knebet sammen da den gyldne Illana svarede hans spørgsmål. Jo, Tsavani havde venner på fjendens side, og det kunne jo umuligt gå.
”Så jeg havde ret…”
Hans stemme var blot en hvisken, og ikke henvendt til hoppen foran ham. Han vidste det. Han havde endda sagt det til Tsavani, og der var hun blot blevet vred. Hun var simpelthen for latterlig. Hun kunne ikke have ’venner’ på to forskellige sider. Sådan fungerede det bare ikke.
”Det var ikke noget vigtigt. Jeg forsøger blot at finde ud af hvem der virkelig er på vores side, og hvem der ikke er.”
Hans stemme var hård og kold, men et eller andet sted var han vel såret. Såret og vred over at skyggerne ikke var godt nok for Guldhoppen, nej, hun skulle have mere. Hun skulle have mere end skyggerne, og hun skulle have mere end Sicarius.
Det kunne selvfølgelig siges at den grå hingst traf forhastede konklusioner, men Sicarius var ingen fornuftig hingst, i hvert fald ikke på alle måder.
”Var hun … Var hun interesseret i du ved … Lyset. Eller, interesseret i …”
Han famlede efter ordene, ikke stammene mere bare søgende. Han fnøs kort.
”Interesseret i jer. Den lyse side?”

____________________________________________________________________

Wordcount: 207

Illana vippede sine ører en anelse frem og lagde hovedet på sned. Hingsten foran hende, den gråbrogede Skyggehingst med det levende ben, lod til at tage det faktum, at hun kendte hoppen Tsvani, lettere negativt; men hvorfor, det kunne den gyldne sjæl ikke ane. Det, som hingsten nærmest hviskede til sig selv, fangede hun ikke til fulde, og derfor spurgte hun ikke indtil dette, da tiden var.
I stedet lod hun sit blik, med de særligt ravfarvede nuancer, hvile på hingsten indtil han fremsagde sit reelle spørgsmål - nemlig, om den store guldfarvede hoppe havde haft interesse i Lyset. Illana brummede sagte for sig selv, inden hun lod sine ører glide en anelse ud til siden. Tsvani havde faktisk udvist ganske stor interesse for, hvad Lyset var, men noget sagde den gyldne hoppe, at det var uklogt at fremsige dette, for en Skygge. Hvis ikke hingsten havde båret de ondsindede Skygger, havde hun dog intet haft imod at fortælle det. Hun vippede efter lidt sine ører frem igen, og da lød hendes milde toner atter engang.

,,Tsvani er nysgerrig på, hvad livet indeholder, Skygge. Hun vandre frit, og jeg tror ej, at hun står på nogens side. "

Mere sagde den gyldne hoppe ikke. Kort efter samlede hun sin spinkle, elegante krop en anelse sammen og rettede sig en smule op. Denne gang lagde hun ikke et spørgsmål op til hingsten, som hun havde gjort de andre gange - men tillod stilheden at indtræffe sig, efter hun havde svaret på det, han ønskede at vide. Hvis han havde flere spørgsmål, var han velkommen til at stille dem - men ellers ville den gyldne hoppe søge væk. Hun fornemmede, at det var ved at være tid; og ej troede hun, at hingsten meget længere ville svare på de spørgsmål hun endnu kunne finde på. Og fordi, at den gyldne hoppe frygtede Skyggerne, frygtede hvad de kunne finde på, følte hun at det var på tide at komme videre - vende tilbage til flokken og opsøge de, som hun mente hun burde opsøge fra nu af.