Not a little kid [Åben]

Hun vidste ikke hvordan det skete. Om hun bare havde evner, eller om en heldig stjerne lyste på hende... Eller også ville ravet bare hen til hende. Og selv hvis det slet ikke havde været nogen af tingene, endte udfaldet med noget meget fornøjeligt for den askebrune De hvide tænder greb med et klik fat om det gyldne stykke, og en lyd der kunne tages som latter kom fra hende. Sejr! Hun havde vundet! Og for næsten at tvære det mere ud, glimtede ravet en anelse i solstrålerne. Hun havde ravet!
Den brune vendte blikket, men da hun mødte den andens var det som om at alt energi forlod hendes spinkle krop. Pludselig stoppede adranalinen eller bare energien at bruse ned i hendes årer, og efterlod hende istedet med en glubende sult og en mørkbanket krop. Jah, Rasbell skar en kort grimasse. Det her ville kunne mærkes imorgen... Ikke at hun ville bytte det for velbehag, det havde det dog været for sjovt til. Den hvide mule trak sig opad, idet at hun mimede det samme skæve smil som den plettede sendte hende. Forsigtigt slap hun ravet, og rejste sig møvende op. Hun ville finde den rustfarvede. Hun ville vise ravet, og hun ville derefter sove... hun var så frygteligt træt...

Et gab forlod hende, inden at hun med et prust strakte mulen frem imod den plettede. Ville hun også hjem? Og da slog det hende. Hvoradn søren kom hun egentlig hjem... askeøen lå langt væk..
Den hvide mund blev svagt klemt sammen, inden at hun let puffede til den plettede.

"Må jeg.. sove her?" mumlede hun, og kneb blikket en anelse sammen. Boede den plettede overhovedet her, eller skulle hun ligesom hende, finde hjem igen?

Not a little kid
______________________________

Ivory surmulede lidt over hvilket drejning det hele havde taget, men var næsten for træt til at brokke sig. Hun skulle lige til at gå, da hun lagde mærke til at den fremmede også så ganske udmattet, og en smule fortabt ud. Hvad nu? Hun havde lige vundet, og det hele. Der var intet at være ked af! Et let puf mod skulderen, fik blot Ivory til at blive mere forvirret. Hvad var der dog galt? Om hun måtte sove her? Det prikkede ansigt lyste op. Det måtte hun helt sikkert! Hun var sikker på at Mitis ville give lov til at den fremmede hoppe måtte blive natten over. Hun var jo sød og venlig og alting! Et bredt smil tog plads om hendes mule.
”Ja, helt sikkert! Bare følg mig. Øhm … Hvad hedder du egentlig? Jeg heller i hvert fald Ivory, bare så du ved det.”
Sagde hun kækt. Det var egentlig lidt underligt at hun stadig ikke vidste hvad den anden hed, men så igen – de havde brugt al tiden i begge deres møder med at slås.


____________________________________________________________________

Wordcount: 180

Den askefødte vippede lidt frem og tilbage, imens hun rastløst afventede et svar. Hvis hendes plettede veninde sagde nej, vidste hun ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre. Måske bare følge efter hende alligevel. Alene gad hun nemlig ikke at være. Dog virkede det ikke som et problem, da hun kort efter afløste det forvirrede udtryk med et bredt smil. De mørke ører vippedes fremad, og hun hævede tilfreds hovedet.

"Rasbell"

kom det kort fra hende, og hun gentog kort den andens navn for sig selv. Pletten hed altså Ivory... et meget mere besværligt navn, skulle hun være helt ærlig. Det havde jo intet med pletter at gøre! Men ikke desto mindre et simpelt navn, som hun forhåbentlig kunne huske. Den hvide hale slog et opstemt smæld, og et bredt smil tegnede sig om mulen.

"Hvor er din mama?"

Spurgte hun, og satte i skridt efter den anden. Skulle de langt?

Not a Little kid
______________________________

Rasbell. Det var da et sjovt navn, men hun havde hørt mærkeligere. Og det var pænt, smukt ligefrem, og let at udtale. Ivory betragtede denne Rasbell. Navnet passede godt nok. Stærkt på en måde, viljefast, men også smukt og feminint. Jo det var rigtig fint, og måske også lidt finere end Ivory. Men det var også fint nok – hun kunne godt lide sit eget navn, så det gjorde ingenting. Og det var helt vildt fedt at den askegrå skulle være sammen med hende. Det kunne godt være at Mitis ville stille lidt spørgsmål til at starte med, men ellers ville hun helt sikkert være fin med det. Hun vidste at hendes mor syntes at føl var søde. Ellers ville hun jo ikke tænke på at få endnu et når Ivory engang ikke var hjemme længere. Det var en mærkelig tanke, men ikke desto mindre meget nær.
”Hun er derhjemme. Men der er ikke så langt, kun fem minutter eller noget. Men du må altså ikke fortælle nogen hvor vi bor, for far syntes at det er hemmeligt. Bare følg efter mig – det er ikke sikkert at vi møder min far, men min mor er sikkert derhjemme. Hun bliver glad for at se dig, tror jeg!”
Fortalte hun glædesstrålende. Hun ævlede løs imens hun gik – det var også sjovt nok at tale lidt nogen gange når legen blev lidt for vild.


____________________________________________________________________

Wordcount: 230

Rasbell lyttede, men bed mest mærke i at det ikke var så langt væk. HVad hun hed blev ikke sagt, og deraf glædede den støvbrune til at se denne plettedes mor. Var hun ligesom Iory selv, plettet fra hov til mule? Det ville være spøjst... Rasbell havde aldrig set nogle med så mange pletter før. Ikke før at Ivory var valset ind i hendes liv. Og måske var det ikke noget dårligt... Kort gled blikket over hendes krop igen, og hun nikkede en anelse. Pletter eller prikker var ikke noget dårligt, omend hun ikke kunne forestille sig selv sådan.

"Hvorfor skulle hun blive det?"

Spurgte hun kort, og rystede den slanke hals. Hvorfor skulle hendes mor være glad for at se hende? Var hun da et glad syn? De stormblå øjne så undrende på hende, og hun nippede en anelse tilskyndende til hoppens hals.