I trygge rammer | Euphoria

Euphoria drejede hovedet og så på lyset der nu hang tæt over hendes ryg. Hun pustede intereseret til det, men turde dog ikke helt røre det. Hun vred næsten halsen af led for at så på den gyldne hoppe der nu puffede til hende, inden hun besluttede at det nok var bedst ikke at forsøge at dreje hele vejen rundt. De ravfarvede øjne blev tænktsomme for hun huskede tydeligt den dag på Chibale. Hun slog blikket forvirret i jorden og vippede med de mandelformede ører. Havde det mon været et trick?

” Men…. Men, det kom fra mig selv ud af ingenting.., men det kom tilbage.. Stød.. Monsteret.. ”

Det sidste kom som en hvisken der bevidnede om hvilket traume mødet med hendes far havde været for den dengang ikke ret gamle hoppe. Af ren refleks søgte Euphoria den gyldne og trykkede sig kort ind mod hende, for atter at finde tryghed, selvom hun vidst var ved at være for gammel til den slags.

Igen var det tydeligt, at der var mange tanker som for igennem den unge hoppes hoved. Illana ventede derfor, ved hendes side, alt imens Lyset dansede over hoppens ryg, efter at have hængt i hvile. Euphoria lod til at være ganske tryg ved Lyset, og derfor genoptog det sin legende dans.
Illana spidsede sine ører, da den unge hoppe snakkede; fortalte hvordan magien var kommet fra hende selv. Noget om stød og noget om et monster. Illana hævede undrende hovedet, inden hun rakte mulen frem for at snuse ganske forsigtigt imod hendes mule.

,,Euphoria, jeg forstår ikke helt, hvad du siger. Der kom magi, fra dig? Og du fik stød, af hvem?"

Som Illana havde sagt sine ord, ændrede Lyset over den unge hoppes ryg sig pludseligt. Det blev først blåligt, hvorefter det næsten blev hvidt. Det havde ikke mærket den magi, som den unge hoppe besad, før nu; og årsagen var nok, at hoppen netop frygtede den magi hun selv besad. Illana studsede, inden hun hævede sit hoved for at beskue Lyset; hun lyttede, prøvede at forstå dets reaktion. Stod hun overfor endnu en, som var født med mag i landet?

Euphoria var en anelse ængstelig, men lyset formåede at berolige hende i sådan en grad at hun ikke gik helt i baglås. Hendes vejrtrækning bevidnede dog om at det ikke var en situation hun havde brudt sig meget om. At hun skulle gentage sine ret utydelige ord for Illana så hun kunne forstå dem var hun langt fra bekvem med, men måske det hele ville blive bedre hvis hun fortalte bare én om hvad der var sket en aften. Først tøvede hun, inden hun til sidst fandt det sidste mod..

” Jeg kunne ikke komme væk fra ham, monsteret. Ligepludselig så kom der lyn fra mig, ligesom mors, men de kom tilbage igen.. Det gav stød.. Jeg skal aldrig tilbage til Chibale.. aldrig.. ”

Hun havde svært ved at forklare det i hele sætninger, for frygten lå ikke så meget i magien efter at have set lyset, men at skulle gennemgå sådan en oplevelse igen ville hun for alt i verden undgå, og i hendes verden ville det med størst sandsynlighed være Chibale det ville ske igen. Hun var knapt sikker på hvordan det magiske udbrud var sket.

Illana var stoppet og havde lagt alt sit fokus på den unge hoppe, som nu gentog sine ord. Illana vrikkede med ørerne og studerede hende alt imens hun med tydelig ubehag gentog for Illana, hvad hun før havde forsøgt at fremsige.
Hun snakkede igen om dette monster, som Illana var i tvivl om hvem var. Hun ville åbenbart væk fra ham, men kunne ikke, og pludselig var lyn sprunget fra hendes krop, lidt i samme stil som hendes moders evner. Illana lagde hovedet på sned, da den unge hoppes ord bekræftede det, som Lyset havde fornemmet blot et øjeblik forinden. Hun besad magi, men det var magi hun var født med og ikke magi, som var blevet hende skænket, ligesom alle andre. Illana brummede sagte, inden hun med fremad rettede ører rakte mulen let frem for at stryge den unge hoppe over halsen.

,,Du besidder magi, Euphoria - men det, som gjorde dig ondt, var ikke din egen. Jeg har en idé om, hvem du snakker om; dette monster. Og hvis jeg har ret, så er det hans egen magi, som han har sendt imod dig, for at gøre dig ondt. Jeg vil dog sige, at Chibale er en ø, hvor der findes få farer; og jeg har ikke kendskab til hvor dette monster bor. Hvis du ønsker nogensinde at vende tilbage til øen, vil jeg gerne følge dig."

Hun smilede svagt, inden hun fjernede sin mule fra den unge hoppe. Derpå lod hun blikket vandre fremad og satte så kursen videre frem imod søen i en afslappet skridt. Hun nikkede opfordrende til den yngre hoppe, om at følge hende - og Lyset begyndte igen at danse foran dem.

Euphoria sukkede svagt, men stoppede nu op, da den gyldne hoppe også gjorde ligeså. Hun vippede med sine mandelformede ører, mens hun mimrede med mulen da hoppen strøg hende over halsen. Den gyldnes ord var skræmmende, men på en og samme tid beroligende. Det bekræftede hende dog i at hendes far var et monster. Hun lukkede kort de ravfarvede øjne, inden hun så mod den gyldne.

” Men, hvis det er min egen, hvorfor kommer den ud af ingenting.. Jeg ved jo slet ikke hvordan man bruger det.. ”

Der var tvivl i hendes stemme som hun nu atter fulgte det dansende lys foran hende. Hun var facineret af det, og misundede måske den gyldne for at havde sådan en sej ting. Hun trippede lettere ivrigt, men blev ved den gyldnes side, for bekymringen hæmmede hende stadig en anelse, for nu var hun først begyndt og fundere over det magi og alt det der.

Illana lod en sagte brummen lyde, som respons på den unge hoppes ord. Det var ganske tydeligt - og forståeligt - at hun var frustreret, ja sikkert bange for det hun havde oplevet. Men alt magi krævede lærdom at kontrollere, og hvis ej denne unge sjæl kendte til hendes sande evner, forstod den gyldne hoppe godt, at hendes evner havde været undertrykt. Alt imens de havde åbnet op for denne samtale, havde Lyset sneget sig nærmere den grå hoppe, og havde følt efter hvad der lå af energi omkring hende. Det var ret tydeligt nu, mærkede Illana, at der var magi i den unge hoppes krop. En magi hun havde kapslet inde, måske af frygt, måske af smerter. Karakteren af denne kunne hun ikke fornemme, men ej længere var hun i tvivl. Hun smilede forsigtigt til Euphoria, inden hun med de milde toner gav sig til at forklare - så godt hun kunne - hvad årsagen til den pludseligt opståede magi kunne være.

,,Du er højest sandsynligt født med denne magi, Euphoria, og derfor har du altid været vant til følelsen af tilstedeværelsen af magien i din krop. Jeg blev skænket magi, mange år efter jeg blev født og derfor har mit sind været mere bevidst om forskellen på livet med og uden; og derfor har det været let for mig at udforske denne energi, magien. Jeg kan forestille mig, at dine evner har ligget i dvale, indtil du blev presset nok til, at dit sind ubevidst har hidkaldt dine evner. Derfor føles det nok for dig som om det kom ud af ingenting, fordi du altid har kendt til følelsen af magi, men blot ikke vidst hvad det var."

Hun puffede forsigtigt til hoppen igen, inden Lyset lagde sig over ryggen på den grå hoppe. Det havde efterhånden følt ret meget på den grå hoppes energi, hendes magi der flød dybt i hendes indre. Lyset simulerede nærmest gnistrende blink, da først karakteren af magien var blevet opfanget. Stød, lyn - og så gav det mening for den gyldne hoppe.

,,Din moder er tordenhoppen, er hun ikke? Jeg har en god idé om, at din magi ligner hendes. Men Euphoria, magi handler rigtig meget om sindet. Med det kan du træne dine evner, øve dig i at bruge dem. Sommetider er det følelser, som hjælper dig til at fremkalde dine evner, andre gange lyster. I starten er det svært, men jo mere du åbner op for dit sind og tillader magien at blive en del af dig, jo lettere vil det blive."

Euphoria så på den gyldne med store øjne, mens hun nu begyndte at forklare. Den unge hoppe slugte naturligt hvert et ord og var en anelse forundret. Hun skar en stille grimasse og forsøgte at fundere over hele den her situation hun nu stod i. Født med det, ligesom storebror, men hvorfor var de forskellige. De ravfarvede øjne fulgte lyset med spænding i blikket og det gippede dog kort i hende da den begyndte at blinke på en særlig måde, men lyset beroligede hende, og derfor virkede det hele nu ikke så farligt igen. Den gyldne talte nu igen, og hun lyttede atter efter. Hun åbnede munden, men tav igen og så tænksomt ned i jorden, mens hun mimrede svagt med mulen. Hun løftede nu hovedet og så mere beslutsomt på den gyldne hoppe.

” Kan du.. Lære mig det? ”

Der var et svagt glimt af håb at finde i de ravfarvede øjne, mens hun nu så på den gyldne hoppe, med de mandelformede ører rettet frem. Hun havde helt glemt at svare på hvem der var hendes mor, men det gik hun altså udfra den gyldne hoppe allerede vidste.

Lyset, som befandt sig meget nær den grå hoppe, lyste langsomt mere og mere klart, jo mere den grå hoppe tænkte på det faktum, at hun besad magi. Lyset kunne fornemme det, føle det; magien var ren, det var den altid hos de, som var født med den - og den ulmede bag den grå hoppes pels, som et lyn der truede med at slå fra himlen. Illana prustede mildt, imens smilet endnu sad omkring den grå mule. Efter lidt tid, hvor den yngre hoppe havde overvejet hver en detalje, som den gyldne hoppe havde fremsagt, spurgte hun da om den gyldne kunne lære hende det. Hun mimrede let med mulen, inden hun puffede imod den grå's skind med en oprigtig opfordring gemt bag hendes handling.

,,Jeg kan prøve, men Euphoria, det hele afhænger af hvor meget du vil lære det."

Sagde hun med et sigende smil, inden hun nikkede friskt fremad igen. Hun satte derpå frem i en rask skridt, for at søge videre ned imod den sø, som de tidligere havde sat kursen imod. Alt imens de gik overvejede den gyldne hoppe nøje, hvordan hun skulle lære den grå hoppe at benytte sin magi - for aldrig havde Illana stået i en position, hvor hun havde skullet lære fra sig om brugen af magi før. Hun havde tit fortalt om, hvad magien var og hvordan hun havde mødt den - men aldrig om hvordan hun brugte den. Ja, endda skulle hun faktisk betænke ret nøje hvordan hun i det hele taget udnyttede de evner, som lå i hendes krop. Langt hen ad vejen var det hendes følelser og ren initiation der 'styrede' hendes magi. Nogen gange var det et konkret ønske eller tanke om at fremkalde Lyset kugle - sådan havde det været meget i starten - og så det, at låne sin egen fysiske energi til magien. Det var i det hele taget svært at sætte ord på, men Illana ville hellere end gerne gøre forsøget overfor den unge grå hoppe.

Den grå hoppe vippede let med ørerne og tiltede hovedet en anelse på sned. Hun mimrede let med mulen og begyndte nu at skridte efter den gyldne hoppe. Sindet stod ikke stille på den unge hoppe, som havde travlt med at vende og dreje denne oplevelse inde i sit hoved. Hun ville jo gerne lære at styre sin magi, så hun ikke kom til at skade andre ubevidst, men hun var samtidigt bekymret for om hun kunne lære det. Hendes mor herskede den uden problemer og hendes forekom så naturligt for hende at Euphoria var sikker på at tordenhoppen faktisk ikke brugte nogen energi på at sende det afsted mod en der kom for tæt på. Samtidigt lod hun tankerne kører over på sin bror, hvis magi var så meget anderledes. Hvorfor havde deres fader aldrig gjort ham fortræd. Euphoria rystede kort på hovedet for at stå alle disse tanker ud af det og hun så nu på den gyldne.

” Jeg bliver nødt til det. Jeg vil ikke risikere den kommer og går som det passer den.. Tænk hvis nogle kom til skade på grund af mig ”

Euphoria skjulte ikke bekymringen om ikke at kunne kontrollere det, for det var trods alt kommet ud af ingenting. Hvis nu en fik fremprovokeret det. De mandelformede ører vippede stille frem og tilbage, mens hun stadig fulgte efter den gyldne i retning mod søen.

Afsted gik de to hopper, imod søens bred. Den grå Euphoria, som gik ved siden af Illana, havde en meget stor bekymring i sit sind; en bekymring, som Illana håbede hun kunne hjælpe med at dæmpe. Det var dog en opgave langt ud over det, som den gyldne normalt havde kastet sig ud i, og om hun overhovedet besad evnen til at lære den grå om hendes magi, måtte tiden vise.
Da den yngre hoppe snakkede igen, brummede Illana sagte, men opmuntrende. Hun forstod godt, at den unge frygtede sin magi, især hvis den kunne skade andre - men Illana så ikke denne frygt som noget negativt. Egentlig var det nok en god ting at den unge hoppe havde så stor respekt overfor hendes magi, for så kunne det være hendes ønske om at lære at kontrollere den, var så stort, at det ville blive lettere i sidste ende.
De nærmede sig søen, og først da de stod ved bredden, talte Illana igen.

,,Jeg er sikker på, at du ej vil skade nogen Euphoria. Når dit hjerte taler så sandt, som det gør, tror jeg ikke på at magien tager overhånd. Men, lad mig sige det sådan - magien, i hvert fald som jeg oplever den, er meget afhængig af følelser. Jeg styrer sommetider min med følelser; og jeg har før følt, at magien har været stærkere, men mere selvstændig når jeg har været bange. Det er der, at det for alvor bliver svært at bevare kontrollen, men samtidig der, hvor man kan udrette mest. Euphoria, prøv at genkalde dig følelsen af magien. Ikke nødvendigvis dét, som i første omgang fremkaldte den - men den følelse du havde i kroppen, da du mærkede magien første gang"

Illana's stemme var mild. Hun håbede på, at hvis den unge hoppe kunne genkalde sig fornemmelsen af magi, ville hun måske kunne mærke når den var på vej - ja, endda fremkalde den selv, og på den led have større indflydelse på, hvordan magien kom til udtryk og i hvor stor udstrækning.

Søen kom snart nærmere og hun stoppede ved den gyldnes side. De ravfarvede øjne så udover det spejlblanke vand, mens ørerne vippede stille frem og tilbage. Den gyldne talte nu til hende og derfor rettede hun nu opmærksomheden mod hende for at få hver lille detalje med. Et kort bekymret udtryk gled over hendes øjne ved hendes forklaring på hvordan hun skulle fremkalde den følelse, men det var samtidigt usikkert, for hun vidste ikke om hun kunne få den følelse af at være så bange sådan lige. Hun nikkede dog stille og forsøgte nu at huske noget hun havde forsøgt at fortrænge i så lang tid. De ravfarvede øjne blev fjerne, inden hun en rum tid efter rystede voldsomt på hovedet og mimrede usikkert med mulen. Hun tog en dyb indånding og lukkede nu de ravfarvede øjne og forsøgte endnu engang at huske. De stak i hoppen, mens hun stod der og kæmpede sig igennem minderne om den dag. Hvad havde hun følt. Bange, trængt op i en krog. Hele hendes krop havde skreget af smerte og udmattelse til det punkt den ikke kunne ret meget mere. Euphoria bed tænderne hårdt sammen, mens hun stod i sin egen verden. Den følelse. Smerten havde jaget igennem hende.. Som stød, en brændende fornemmelse havde bredt sig indtil kroppen ikke længere kunne rumme den. Euphoria slog øjnene op og stirrede blankt udover søen. Hun kunne føle energien krible rundt i hendes krop. Eller kriblede den faktisk oven på de sirlige aftegn som hun havde arvet fra sin mor, sammen med denne magi? Den grå hoppe turde knapt kigge, men stod bare forstenet, mens en uro bredte sig i kroppen i takt med at det hele føltes en smule overvældende, ja hun turde knapt trække vejret, dog måtte hun på et eller andet tidspunkt have luft i lungerne, og det kom der i små gisp.

Illana betragtede meget nøje den unge hoppe, da hun begyndte at genkalde den følelse, som hun have mærket i kroppen da magien første gang var brudt frem. Illana havde en formodning om, at det nok ikke var rare fornemmelser, som den unge hoppe måtte genkalde, men hun var overbevist om, at det var nødvendigt.
Illana ventede blot, blev som en støtte ved siden af den unge. Der gik lidt, førend der skete noget - og nok før de begge var klar over hvad der skete, havde Lyset fornemmet det. Magien rumsterede i den unges krop, og netop nu var den på vej til overfladen.
Illana smilede let, inden hun rakte mulen frem imod den unge, velvidende om at det kunne komme til at gøre ondt. Det var dog en risiko hun var villig til at tage for at hjælpe de unge sjæl.

,,Præcis Euphoria. Det er der! Mærk magien, i stedet for følelserne nu. Mærk hvordan den bevæger sig i din krop. Led efter hvor den gemmer sig"

Sagde hun dæmpet, for ikke at forstyrre den unge hoppe for meget. Hendes mule var blot milimeter fra skulderen på den grå, hvis magiske egenskaber lå imod det elektriske. Lyset om hendes hals glødede meget hvidt nu, fordi det sansede den magi som lå i hoppen. Magien var ren, for den var ikke skabt af hverken hendes moder eller fader; magien var hun født med, og derfor var det hendes egen - og hvor vidt denne magi ville tage karakter efter det gode eller onde, var helt op til hoppen selv at definere med tiden.

Euphoria mumlede kort nogle utydelige ord, mens hun ihærdigt forsøgte at fremane hvad end det nu helt præcist var hun ville fremmane. Hun tiltede hovedet bagover og lukkede atter øjnene, mens hendes sind vandrede over den følelse. De små impulser. Hun kunne mærke det krible under hendes hud, det ventede blot på at blive bragt til overfladen. Euphoria skar kort en grimasse og placerede nu hovedet ud for hendes brystkasse. Energien inde i hende rev i hendes indre, forsøgte at flå hende fra hinanden for at komme ud, men den grå hoppe havde endnu ikke knækket koden til at lade den få frit løb. Hun måtte huske formen. Hun huskede hvordan hendes mors aftegn altid så ud til at være i konstant bevægelse. Som dansede lynene over hende som spryttende fedt på en stegepande.

” J-Jeg ”

Var hun ved at opgive, inden der stod små gnister op fra hendes ryg. Det gav et ryg i Euphoria da hun kunne mærke hvordan det kildede, og hun måtte derfor ryste sig for at få den uvante fornemmelse væk.

Hver lille magisk gnist, som flød i den unge hoppes årer fornemmede Lyset. Det nærmest pulserede om halsen på den gyldne hoppe, og Lysets kugle over de to hopper skiftede nærmest ustandseligt farve. Fra gul, til rød, til blålig, til lilla og tilbage igen. Det reagerede på den magi, som hoppen var født med, en magi som var skabt i landet, og ikke skænket af de evige sjæl. En magi, som kunne tage form af både god og ond karakter, en magi, som den unge hoppe kunne forme selv.
Illana brummede sagte, men stadigt opmuntrende til den grå Euphoria, hver gang at magien var lige ved at bryde igennem.
Det var en kamp for den yngre hoppe, især fordi følelsen af magi var noget hun forbandt med smerte og angst. Kun lidt havde Illana forstået om denne episode, og hvilke præcise følelser som den yngre gennemgik kunne hun kun gisne om. Det eneste hun for alvor kunne gøre, var at støtte og guide; og godt som den grå hoppe var lige ved at slippe spændingen, lige ved at give op - da lykkedes det hende at fremkalde disse gnister, som følte som værende skadelige.
Illana smilede bredt og trådte et lille skridt væk, inden hun med en elegant bevægelse slog hovedet anerkendende op.

,,Du gjorde det, Euphoria!"

Smilet på hendes mule forblev, alt imens hun betragtede den yngre grå, som havde rystet sin spættede ryg over. Lysets kugle, som endnu svævede over dem, nærmest magnetisk nærmede sig den grå hoppe for at lægge sig over hendes ryg, hvor spændingerne fra elektriciteten endnu kunne fornemmes. Her begyndte det at gløde nærmest orange, imens det nærmede sig hendes ryg. Illanas egen magi skabte i øjeblikket kontakt med den rene magi, som Euphoria besad, og blot et øjeblik kunne Illana selv mærke, at det var en ganske stærk magi, som lå i den lille grå.

Euphoria slog begejstret med hovedet, selvom det tog nogle kræfter på hende at fremkalde de små gnister. Et smil tegnede sig på den lyse mule og hun slog op i en perlende latter, der måske endda havde undertonen af at være lidt triumferende. Hun gjorde det! Og det gjorde ikke ondt. Hun kunne hoppe og springe af begejstring, men hun ville prøve igen. Små gnister tegnede sig under lyset som hvilede tæt over hendes ryg. Det hele sitrede under hendes hud, som kravlede gnisterne rundt inde under den og blot ventede på at bliver sluppet løs i et inferno. Et inferno var dog ikke hvad der kom, men gnisterne blev snart større og formede sig næsten som lyn der huggede ud i luften som slanger. Et af dem susede forbi ørerne på hende en anelse uventet, og hun trådte instinktivt et skridt til siden og strejfede ganske kort den gyldne, inden hun næsten snublede over sine ben for at komme væk fra hende.
Hun så forsigtigt tilbage på hende i det hun ikke vidste om det hun dannede om sig nu ville gøre andre fortræd nu når hun kun kunne mærke en let kilderen.
Gnisterne fortrak sig dog igen hurtigt, da hun først var kommet ud af fokus og usikkert vippede ørerne bagud.