I trygge rammer | Euphoria

Den måde, hvorpå den lille grå reagerede, efter hun havde fremkaldt gnisterne, fremkaldte både glæde og ivrighed hos den gyldne Illana, som havde været ved hoppens side i nogen tid nu. Hun slog selv hovedet i vejret og brummede muntert, hvorefter en nynnende latter sagte lød fra den gyldnes bryst, som komplimenterede den perlende latter den unge hoppe havde. Illana's ører vrikkede frem, hun lyttede og lod den unges glæde brede sig i sin egen krop; hun huskede selv hvordan det var at mærke magien første gang, bruge den, fornemme den. En følelse hun ofte havde tænkt tilbage på og ønsket at opleve igen; men da magien altid var i forandring, både i hende selv og i hele landet, da føltes det stadigt af og til, som om det var første gang, når magien på ny ændrede sig.

Over ryggen på den grå hoppe, med de sirlige lyn bredt ud over det grå skind, hvilede Lysets kugle. Den havde søgt hoppen, søgt magien som en magnet, og da de små gnister igen tegnede sig over ryggen på Euphoria, begyndte Lysets kugle at sende små stråler af lys i vilkårlige retninger; som en lille sol, der kastede sine varme stråler omkring sig. Illana så forundret til, imens hun mærkede hvordan energien boblede i hende selv. Som mærkede hun både glæden fra den unge hoppe, men også energien som lå i hendes lyn. Hun brummede sagte, imens hendes opmærksomhed var fuldstændigt fokuseret imod den grå, imod det særlige fænomen som hun var. Lyset nærede sig næsten af det, som lå i den unge, og et øjeblik følte Illana at hendes energi blev forøget; som kunne den rene magi Euphoria besad, hendes lyn, lade lysets egen energi op.

Illana blev afbrudt af hendes forundring, da den unge hoppe trådte til side og strejfede hende. En af den unge hoppes gnister havde valgt en vej forbi hovedet på den grå, som herefter var trådt til siden. Illana brummede blot sagte, accepterende af den lille grå's manøvre, inden hun lod et smil tegnes på mulen igen.

,,Du bære en ganske særlig gave, unge Euphoria. En gave, som du alene kan forme, og en som hverken er præget af din mor eller far. Bare husk, kære Euphoria, at du vælger din sti og hvad du vil bruge din magi til. Du er ikke et monster, og du er ikke farlig - jeg tror faktisk på, at du kan bruge dine evner til store ting, hvis du selv ønsker det"

Illana smilede og rakte mulen ud imod den grå, der stod med let usikkert tilbagevendte ører. Hun behøvede ikke være usikker, hun behøvede ikke være bange.

Euphoria søgte en reaktion hos den gyldne, der dog heldigvis ikke var som hun havde frygtet og hun faldt hurtigt til ro igen, inden hun dog tog en pause fra sit lille lyn show. Hun smaskede en anelse søvnigt og følte sig en anelse drænet, måske mest mentalt som viste sig i en fysisk træthed. Det havde trods alt været noget af en begivenhedsrig dag. De ravfarvede øjne fandt forundret vej til den gyldne da hun begyndte at tale. Et svagt smil var på hendes lyse mule og hun tiltede kort hovedet på sned. Hun var ikke helt sikker på hvad hun mente ved det sidste.

” Store ting.. ”

Mumlede hun for sig selv, inden hun skridtede helt hen til Illana og hvilede sin pande mod hendes skulder. Det ville blive hårdt det var der ingen tvivl om, men ligenu var hun så tryg i den gyldnes selskab at det ikke var noget hun strejfede en tanke. Et diskret gab forlod den grå hoppe, mens hun drejede hovedet en anelse så hun bedre kunne se den gyldnes ansigt.

Den magiske energi, som flød under den grå hoppes skind, eppede ud nu, og tilbage stod hoppen i sig selv med sine mystiske, lynformede aften over hendes ryg. Lysets kugle lettede nu også fra ryggen af den grå og genfandt sin plads hængende over de to hoppers hoveder. Her indtog det sin stilling og neutrale, let gullige farve. Illana brummede sagte, inden hun rakte ud imod den grå hoppe med mulen. Hun synede træt, hvilket Illana sagtens kunne relaterer til; de første gange hun selv havde udøvet sin magi, havde hun følt sig meget træt efterfølgende.

Da den yngre grå trådte hen til Illana og lagde sin pande imod hendes skulder, rakte Illana selv mulen frem og strøg hende over halsen, hvorefter hun begyndte at gnubbe Euphoria. Den gyldne holdt selv meget af at være i nærkontakt med andre, og eftersom hun anså den lille grå som en relateret; ja, måske en form for datter, da havde hun slet ingen skrubler ved at gnubbe hende. Hun blev ved, også selvom den grå drejede hovedet let og brummede blot afslappet som respons. Hvis den grå ville forblive i hendes selskab natten over, så måtte hun gerne; og natten nærmede sig efterhånden. Over dem krøb solen længere og længere imod sit skjul bag horisonten, som den gjorde hver eneste dag, og snar ville sommermørket kravle over himlen og fylde den med stjerner.