Quiet Afternoon (Alenetråd)

Ivory kedede sig voldsomt, og på sådan en kedelig eftermiddag, virkede turen fra Leventera til Enophis næsten dejlig. Så længe der bare var noget at tage sig til. Det var egentlig en dejlig eftermiddag – solen hang og stirrede på den prikkede hoppe, og varmede hendes bløde pels. Vejret prøvede næsten at snyde en til at tro at det endnu var sommer, trods efteråret var på vej, hurtigt. Ivory havde aldrig haft noget imod vinteren faktisk, hun var jo trods alt en sneunge. Dog havde hun heller aldrig hadet Sommeren, så på den måde var hun ganske tolerant i forhold til årstider. Hun elskede faktisk alle fire, og hun glædede sig altid til årstiderne skiftede. Selvom vinteren kunne være hård, og dette måske var hendes sidste vinter sammen med forældrene, så kunne hun godt lide sneen, de nøgne træer, og isen på søerne. Det var som om skønheden blev forseglet i en kæmpe isklump, og kun Ivory var tilbage. Vinteren var faktisk hendes ynglingsårstid, nu hvor hun tænkte over det, og det kunne have noget at gøre med at hun nærmest var blevet født ind i en snedrive. Hun smilede let over det, og kiggede ned mod jorden og hendes ben der efterhånden var blevet ret lange. Hun ville ønske hun bare kunne blive ved med at være et føl for altid, men det var desværre noget som hun ikke var herre over.

Ivory søgte mod bjergene – noget hun aldrig før i sit liv havde set tæt på. Nyt var spændende, og spændende skulle altid undersøges, sådan var reglerne. Så med et par kåde bukkespring, sprang Ivory frem i galop mod bjergene. Der var ikke noget hun skulle nå, hun havde simpelthen bare brug for at brænde noget energi af, og det skulle være nu. Hun nød at mærke musklerne arbejde under huden, og føle blodet strømme med eksplosiv kræft igennem hendes blodårer. Et smil lå om hendes mund som hun løb og løb gennem skoven, ud på en stor eng der ledte op til de golde bjerge. Det lange græs piskede mod hendes ben og bløde maveskind, men hun var fuldkommen ligeglad. Hendes åndedræt var hurtigt og overfladisk, trods glæden var synlig i både hendes ansigt og bevægelser. Se, dette var frihed der ville noget, en tankeløs frihed der ikke stoppede for noget eller nogen. Sådan skulle det være altid, efter Ivorys mening.

Da hun var ankommet til foden af de store bjerge, der nådesløst tårnede sig op foran den lille hoppe, holdt Ivory næsten vejret af spænding. Hun havde aldrig i sit korte liv set noget så stort, og så spændende. Det var da helt fantastisk! Hun kunne se at noget der mindede om en sti nærmest var hugget ind i den stejle klippe, og det gjorde det muligt at bevæge sig op af den stenede bjergside. Hun satte sin hov stille på stenen, og begyndte stille opstigningen, mod toppen. Eller, måske ikke toppen, for der så virkelig ud til at være langt op, og hun ville ikke risikere at være for udmattet til at komme ned igen. Hendes mor ville bare blive så sur, hvis hun fandt ud af det her! Det fik dog Ivory til bare endnu mere at ville bestige dette bjerg. Ha, hun elskede at gøre ting hun ikke måtte!