Kender du vejen? | Åben

Elijah

Tag: Åben | Tid: De tidlige nattetimer

Det var mørkt da hingsteføllet slog sine øjne op. For et par timer siden, mens solen endnu havde været på himle, havde han lagt sig for at hvile. Normalt ville han ikke have gjort det, for han brød sig ikke om at vågne i mørket og han havde derfor holdt sig selv vågen hver nat siden han var blevet adskilt fra sin mor. Det havde ikke været et problem; han sov trods alt ikke så meget længere, så han kunne fint klare sig med et par timer midt på dagen og så var han ellers vågen hele natten. Denne dag havde dog været anderledes: han havde bevæget sig rundt hele dagen og glemt alt om søvn, så da han endeligt huskede det, så var det sent. Han havde håbet han ville vågne tidligere, men åbenbart ikke.

Let smaskede han; hans mund føltes ubehageligt tør. Han gabte, før han rejste sig op og begyndte at gå. Det var ikke rart at stå stille i mørket, ikke når han var alene i hvert fald, og han kunne lige så godt prøve at finde noget at drikke. Ny som han var på lige præcis denne del af øen, så havde han ingen anelse om, hvor han skulle gå hen. Han huskede ikke, at have en å eller sø inden han lagde sig til at sove. Hvor pokker skulle han søge hen?

Efter et stykke tid uden synet af noget drikkeligt faldt hans blik på noget, som dog havde interesse, på trods af, at det bestemt ikke kunne drikkes; skikkelsen af en hest. I mørket kunne han ikke bedømme meget og ung som han var, tænkte han ikke videre over det, før end at en føllet vrinsken lød i mørket: måske kunne den hjælpe ham med at finde vand?

אֱלִיָּהוּ

Kender du vejen?
_________________________________

Natten var faldet på, men søvnen nåede ikke den mørkebrune hoppe, Solani. Søvnløs havde hun ligget den hele nat, tænkt over hvilke fatale fejl hun havde begået mod sit føl, Persephone. Hun havde jo set hvor bange den gyldne var, og det var udelukkende på grund af den mørkebrunes dumme, dumme fejl. Med et ryk rejste hun sig. Hun måtte ud nu, ud og bevæge sig, og det kunne kun gå for langsomt. Hendes tunge klistrede til hendes gane, og det eneste hun kunne tænke på var at få noget vand. Hun kastede et blik på en sovende Persephone, men bestemte sig for ikke at vække hende. Den unge hoppe havde været alene mange gange, og ingen skade ville ske, ved at lade hende ligge her. Hun var allerede skjult godt under blade og i dækning af et stort birketræ, hvis lange grene rakte mod jorden og skyggede over det sovende føl.

Solani traskede afsted, men hendes stedsfornemmelse var fuldstændig væk. I mørket var alle katte grå, som man sagde, og alt så helt anderledes ud under månens lys. Men den brændende fornemmelse af tørst drev hende videre. Pludselig for Solani i vejret af et skingert vrinsk der kom meget tæt på. De tofarvede øjne var opspilede af frygt, men faldt snart til ro da skikkelsen af en anden hest var lige foran hende – og ikke blot en hest, men et lille føl. Kunne det være Persephone der havde fulgt efter hende? Det kunne det umuligt være, hun kendte den unge hoppes vrinsk ud og ind. Det kunne ikke være hende, men hvem var det så? Hun bestemte sig for at gå nærmere – det var et føl, hvad var det værste der kunne ske?

”Hej lille ven – hvad laver du ude helt alene på denne tid af døgnet?”

Spurgte hun ganske stille, selvom omsorg og den slags ikke var noget der var hendes stærke side normalt.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 316

Elijah

I det øjeblik den fremmede skikkelse så mod ham, begyndte han at gå frisk fremad; faktisk så frisk at der blev slået over i trav for at nå den anden hurtigere. Hans ører var nysgerrigt spidsede og det glædede ham lidt, at vedkommnde bestemte sig for også at gå nærmede. Det måtte jo betyde, at den kunne hjælpe ham! I hvert fald var det hans barnlige tankegang omkring det hele.
Med et par trippende skridt kom hingsteføllet til et holdt og så op på den fremmede, som viste sig at være en hoppe i det, at hun talte. Stemmen lød i hvert fald som en hoppe for ham, så en hoppe det måtte det være!

"Jeg leder efter vand," svarede han og tiltede sit hoved lidt. "Ved du hvor man kan finde noget?" Spørgsmålet kom med et stort smil og bestemt ingen tilbageholdenhed eller reserveren. Selvom han ikke var tryg til alle tider, så var han et udadvendt føl som generelt tog tingene i stiv arm. Langt fra frygtløs, men heller ikke frygtsom; Elijah bød dagen velkommen og havde endnu at lære, at det ikke altid var det bedste at gøre.

Nysgerrigt så han hoppen an. Hun mindede lidt om den røde hoppe han havde mødt for et par dage siden, men ikke alt for meget. Hende her var trods alt brun, mens hende den anden havde været rød... rød ligesom hans mor. I hvert fald lidt...

אֱלִיָּהוּ

Kender du vejen?
_________________________________

Føllet virkede ganske venligtsindet, men det var også ret naturligt. Sådan havde de fleste føl Solani havde mødt i hvert fald været. Sikkert fordi de ikke var påvirket af verden omkring hende. Hun kunne ikke forestille sig selv som værende sød som føl. Mere bare ustyrlig. Hun kunne bare ikke huske noget fra hun var så lille, og hun kendte ikke nogen der kunne fortælle hende som det, så derfor var det hele bare åbent for fantasien. Føllet ledte efter vand – ligesom hende. Sikke et sammentræf. De kunne ligeså godt gå sammen så, for at finde noget vand. Solanis svar til hingsteføllets sidste spørgsmål ville for ti minutter siden være et klart ja, men nu var hun ikke engang så sikker længere. Der var bare helt mørkt over det hele.
”Hmm, det gør jeg egentlig også. Jeg kan bare ikke huske hvor der er noget. Men du kan da følge med, så kan vi se om vi kan finde noget sammen?”
Normalt ville den mørkebrune hoppe aldrig have givet sit selskab væk på den måde, men hun var i godt humør, og føl var rimelig ukomplicerede efter hendes erfaringer, så det kunne umuligt være så slemt. Og de skulle begge have vand, så hvorfor ikke finde det sammen?

___________________________________________________________________________

Wordcount: 208