Northern Lights | Tsavani

Northern Lights

"It's better than I ever even knew, they say that the world was built for two."

Da Sicarius først var ankommet til Andromeda, havde han strejfet rundt på de forskellige øer for det meste. Det gjorde han i princippet stadigvæk, men Foehn var blevet hans hjem, skønt han ikke havde noget imod at komme forbi de andre øer sommetider. Skyggerne var rolige nu. De bevægede sig ikke meget rundt nu, denne stille nat. Selvom de kun havde været en del af ham i få dage var han allerede begyndt at holde af dem på en eller anden måde. Han havde fundet ud af hvad de skulle lide, og hvad de ikke kunne, hvornår de var aktive, og hvornår de var stille.
De brød sig mest om at være på Foehn. På Enophis havde de været bekymrende, og hvislede og hvæsede hele tiden, nappede ham i huden omkring skulderen. Om natten som nu var de rolige, næsten som om de sov, selvom de stadig hviskede lavt til ham og hinanden, fnisede let som om nogen havde sagt noget sjovt. I skumringen var de gladest, der løb de nærmest rundt og virkede som om de ønskede at rive sig fri fra ham.
Hvorfor Sicarius var vågen denne stille nat var ikke til at sige. Han nød bare at mærke kulden om natten, at se det varme lys der strømmede fra vulkanen. Foehn var et farligt sted om natten, men ikke for ham. For ham var det intet andet end velkendt og betryggende. Han kunne ane nordlys langt væk, de bølgende og snoede sig. Nogen af skyggerne snoede sig dovent op på hans ryg, måske for at se hvad der havde fanget den grå hingsts opmærksomhed. Alt var stille. Han havde bestemt ikke regnet med at møde nogen denne forunderlige nat.

Wordcount: 282 | Tagged: Tsavani

Northern Lights
_________________________________________________________________________________________

Tsavani var tilbage på Foehn. Hvad hun ønskede her, vidste hun ikke. I det hele taget var hun lidt forvirret lige for tiden. Hun skiftede hele tiden mellem at være fascineret af lyset og vogterne og mørket og skyggerne. Hvad var der i vejen med hende? Hvorfor kunne hun ikke bare vælge én side i livet, lige som de fleste andre heste i Andromeda havde gjort? Det virkede så simpelt at vælge side. Mørke eller lys. Det kunne ikke være mere forskelligt fra hinanden. Så hvordan kunne man være i tvivl? Hvordan kunne man være både god og ond? Hun vidste det ikke... Men hun vidste, at en del af hende følte sig skræmmende godt tilpas på Foehn.
Mørket var faldet på, og natten var indtrådt. Hvis der var noget, man ikke burde gøre, så var det at bevæge sig ubeskyttet rundt på Foehn om natten. Skyggerne lurede i hver en krog og var klar til at snuppe alt, der kom forbi. Alligevel skridtede Tsavani henover den askebeklædte jord i netop dette øjeblik. Hun havde atter en af sine rastløse nætter og var dermed ude af stand til at falde i søvn.

I starten havde hun bare vandret rundt lidt uden for sin hule i håbet om at blive træt, men da havde hendes øjne fanget noget. I det fjernede glimtede noget lys på himlen, der absolut ikke plejede at oplyse Foehn. Farverne var lyse og mange og stod i skarp kontrast til den ellers så grå og farveløse ø. Hun havde derfor bevæget sig ud på et fladt område, hvor hele himlen åbnede sig foran hende. Herfra kunne hun let som ingenting betragte nordlyset - men til gengæld ville hun også være ualmindelig højt udsat for Foehns farer. Det tænkte hun dog ikke så meget på lige nu. Hun havde det med at smide hjernen om natten, og når hendes opmærksomhed først var blevet fanget af et eller andet, ænsede hun ikke så meget andet omkring sig. Hun stod derfor midt ude på den åbne askejord og stirrede frem for sig med et fascineret blik i de lyse øjne, alt imens nordlyset dansede for hende i sine smukke farver.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 358

Northern Lights
______________________________

Et åbent område strakte sig langt foran Sicarius, og selvom det var mørkt, ville det være ganske tydeligt hvis en anden hest skulle komme frem foran ham. Han tvivlede dog på det, da det var de færreste der turde at færdes på Foehn om natten, for slet ikke at tale om alene. Det var jo næsten en selvmordsmission hvis man ikke var en skyggebroder som han. Dog så det ud til at gardinerne af farvet lys havde tiltrukket en fremmed skikkelse. En skikkelse den grå hingst efterhånden kendte, og kunne genkende hvert et sted. Det var guldhoppen – ahn var ganske overrasket over hvorfor hun var her igen, når man tænkte på at deres sidste møde ikke lige havde været den største succes.
Dog var det en ensom aften, og Sicarius havde en følelse af, at hvis han skulle havde noget at skulle have sagt om hvilken side i landet den gyldne Tsavani valgte, så skulle det være nu, og på en anden måde end han havde prøvet sidst. Hans store hove hvirvlede aske op, men ellers var der dødeligt stille, og det var ikke sikkert at Tsavani ville opdage ham før han var ganske tæt på. I mørket var det svært at se hvem der var omkring en. Han stoppede op ved hendes side, hvor hun sikkert allerede havde opdaget ham for længst, inden han talte.
”Hvad laver du her alene på denne tid af døgnet, guldhoppe?”
Spurgte han ganske sagte. Hans stemme lød hul, og skyggerne hvislede nysgerrigt imod hende. Hun var en ny sjæl, og de ville finde ud af hvis side hun var på.

____________________________________________________________________

Wordcount: 267

Northern Lights
_________________________________________________________________________________________

Luften omkring hende var fuldstændig stille. Ikke en vind rørte sig, og end ikke havets brusen kunne høres fra denne afstand. Foehn lå fuldstændigt stille og øde hen og advarede om farer til alle, der måtte bevæge sig ud på den i nat. Tsavani var dog ikke bange. Faktisk havde stilheden ikke skænket hende så meget som en tanke. Nordlyset bredte sine dansende farver ned over hende og fastholdt hendes opmærksomhed 100%. Lige nu var hun så tryllebundet, at der kunne springe en bombe foran hende, uden hun ville bemærke det. Derfor lod hun da heller ikke det mindste mærke til, at en skikkelse bevægede sig mod hende i mørket. Først da han dukkede frem fra skyggerne ved hendes side, bemærkede hun ham. Det rislede hende koldt ned ad ryggen, og hendes hjerte sprang et par slag over, da forskrækkelsen skyllede ind over hende. Hun drejede langsomt hovedet og stødte blikket direkte ind i de isblå øjne, der tilhørte Sølvhingsten. Hendes hjerte holdt helt op med at slå i et øjeblik, inden et lettelsens suk forlod hendes kødfarvede mule. Hun havde frygtet, hvem der ville stå ved hendes side, da hun drejede hovedet, og hun var derfor lettet over at se, at det var ham.

En tanke slog dog ned i hende. Var han overhovedet ven eller fjende? Burde hun lade være med at føle sig lettet og i stedet frygte ham? Hun vidste ikke, hvad hans intention om at kontakte hende gik ud på, men hun blev pludselig helt i tvivl. Var han mon vred på hende efter deres sidste møde? Og var hun vred på ham? I det samme lød hans stemme i hendes ører. Den løb hende koldt ned ad ryggen og gjorde hende samtidig varm om hjertet. Han kaldte hende Guldhoppe... Hans andre ord var ellers ganske neutrale og kunne tilmed virke en smule kolde, men kælenavnet til sidst mindede hende atter om, hvorfor hun holdt så meget af denne hingst. Efter deres sidste møde havde hun ellers prøvet at hade ham, men det var tydeligvis ikke lykkedes... Hun kunne simpelthen ikke glemme ham og hendes forelskelse i ham, hvor meget hun end prøvede. Hun sank en klump i halsen og skulle lige til at besvare hans spørgsmål, men da var det, at hun fik øje på hans ben... Det højre forben, der før havde været et almindeligt ben af kød og blod, var nu helt væk og i stedet erstattet af et ben, der var lavet af levende skygger.

Hun spærrede chokeret øjnene op og bakkede et par skridt bagud. Skyggerne hvislede uhyggeligt imod hende, og hun kunne næsten føle deres dømmende blikke brænde sig ind i hendes hud. Hun betragtede hans forandring indgående og søgte derefter hans øjne i et desperat forsøg på at holde fast i det genkendelige ved ham. Sicarius var blevet en Skyggehingst... Hvornår var dét sket? Og skulle hun være fascineret eller skræmt? Tsavani ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke brød sig om Skyggeheste. Tværtimod fandt hun dem spændende og var meget fascineret af dem. Hun havde dog aldrig ligefrem oplevet én, hun kendte, blive til en Skygge, og det forvirrede hende derfor meget og såede tvivl i hendes sind om, hvorvidt hun skulle bryde sig om det eller ej. Det var jo Sølvhingsten, hun havde forelsket sig i... ikke en Skyggehingst. Når hun så på denne hingst foran hende, var der stadig meget, der indikerede, at det var den hingst, hun elskede. Men alligevel var der så meget fremmed over ham, at hun ikke vidste, om hun brød sig om hans forvandling eller ej.
Hun havde fuldstændig glemt alt om hans spørgsmål, og da hun nu åbnede munden for at sige noget, var hun for paf til at kunne få noget som helst fornuftigt ud ad den.

„Dit ben..."

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 632

Northern Lights
______________________________

Det irriterede Sicarius en smule at han ikke kunne læse Guldhoppens tanker. Hvad skete der inde i hendes hoved i dette øjeblik? I hvert fald tog det utroligt lang tid for hende at sige noget, hvor hun blot stod måbende og betragtede ham. Hvad tænkte hun over i denne stund som hun ikke sagde? Han var i hvert fald overbevist om at der gik mange tanker igennem hendes hoved nu. Skyggerne hvislede vredt da hun forskrækket trådte væk fra dem. Hvad havde den grå hingst forventet? Et hårdt udtryk gled over hans stenansigt. Hun var jo en af vogternes. Han skulle sandelig gøre sig umage hvis han skulle bare få hende en smule over på den mørke side, hvor hun hørte til. Hendes overraskede udbrud omkring hans ben havde været fuldt ud forventet. Hvem ville ikke være overrasket? Han havde vel i bund og grund selv været det da han pludselig kun havde tre ben der var bestående af kød og blod og knogler, lig resten af hans krop.
”Ja, det er noget andet end hvad du så sidst.”
Sagde han kort, tonløst, selvom der bag ordene gemte sig en latter. Måske var det blot hvordan han forestillede sig at det kunne siges, eller også var det skyggerne der lo ad hans ord.
”Hvad har du så lavet siden sidst? Inden du spørger mere ind til benet – jeg er interesseret i hvordan du har haft det.”
Sagde han. Hans stemme var lettere varm, betryggende, og skyggerne hvislede forførende.

____________________________________________________________________

Wordcount: 248

Northern Lights
_________________________________________________________________________________________

Hun betragtede de hvislende skygger med ærefrygt. Hendes fornuft fortalte hende tydeligt, at hun skulle skynde sig væk og holde sig så langt væk fra de onde skygger som overhovedet muligt. Men hendes fascination fortalte hende, at hun skulle komme nærmere og føle dem... Hun kunne næsten høre, hvordan de hviskede til hende; lokkede hende til at komme nærmere. Hun rev sit blik væk fra dem og så i stedet op på Sicarius. Et hårdt udtryk var gledet over hans ansigt, der som altid ikke udtrykte nogen mimik. Hun lyttede til hans ord og prustede en anelse fornærmende. Hvordan kunne han tage så let på det? Der var nærmest en latter gemt bag hans ord, som om han gjorde grin med hende. Hun lagde ørerne i nakken. Det kunne godt være, at han ikke anså det som nogen særlig ting at have forvandlet sig til en Skyggehest - men det gjorde hun altså! Og hun ville gerne have en forklaring! Et sørgmodigt blik gled kort over hendes øjne. Selvom hun følte noget for Sølvhingsten, var hendes følelser formegentlig ikke gengældt... Hun kunne derfor ikke opføre sig som om, at hun havde krav på at vide alt, hvad der skete i hans liv. Han skyldte hende ikke noget. Et frustreret suk forlod hendes mule. Hvorfor skulle kærlighed være så besværligt?

Hans næste ord kom bag på hende. Han spurgte pludselig interesseret ind til hende, og hans stemme havde ændret sig. Den var blevet lettere varm og betryggende - selv skyggerne syntes at have ændret deres måde at hvisle på. Sådan havde han ikke talt til hende siden deres første møde... Hun blev varm om kinderne og slog et slag med halen. Denne hingst forvirrede hende altså, mere end hvad godt var. En lille del af hende ønskede ikke at være med i hans underlige spil, men den anden - og største - del nød det til fulde og blev nærmest forført af hans måde at spille kostbar på. Hun blinkede forførende med de blå øjne og brummede mildt.

„Jeg har ikke lavet noget særligt - men jeg har savnet dig. Og du... du er blevet Skyggehingst?"

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 350

Northern Lights
______________________________

Tsavanis følelser så ud til at være en rutsjebanetur, men Sicarius var overrasket over hvor godt hans simple trick havde hjulpet. Blot ved at vise en smule interesse over for hende, virkede hun slet ikke som om deres sidste møde havde haft nogen indflydelse på hendes syn på ham. Dog ville han lyve hvis han sagde at han ikke have tænkt på hende, for det havde han, mange gange. Han kunne bare ikke finde ud af om han blot var fascineret af at hun ikke følte sig frastødt af ham, eller om han rent faktisk følte noget for hende. For Sicarius havde aldrig været en hingst der havde haft venner, for slet ikke at tale om kærlighed, så for ham var det fuldstændig umuligt. Ikke eksisterende.
Og nu var det på tide at han fortalte hvordan, hvorfor og hvornår han blev en skyggehingst. Han var en smule overrasket over at hun ikke havde regnet det ud, ud fra den måde han havde opført sig ved deres sidste møde, men han lod det ligge. Hun fortjente vel svar, på en eller anden måde.
”Jeg har blot fuldendt min transformation, hvis man kan sige det sådan. Dette er hvad jeg altid har skullet være.”
Sagde han, med en hvis stolthed i den dybe stemme. Det kunne lyde fuldstændig latterligt for den gyldne, men det gjorde ham ikke det store. Dette var den vej han havde valgt, og det var ikke en vej han havde valgt grundet skam, eller fordi han var tvunget til det. Han havde valgt dette frivilligt, og med stolthed.
”Hvad med dig? Overvejer du også skyggernes vej, eller er du mere til … De andre?”
Han forsøgte at forhindre ordene i at lyde sarkastiske, men det endte de alligevel med at gøre. Det var ganske tydeligt hvilken mening han havde om disse andre.

____________________________________________________________________

Wordcount: 304

Northern Lights
_________________________________________________________________________________________

Hun vippede lyttende sine ører i hans retning, da han endelig besluttede sig for at fortælle hende om sit valg. Hun nikkede let, da han havde afsluttet sine ord. Hun kunne ikke fornægte, at det klædte ham at være skyggehingst. I modsætning til, hvad man måske skulle tro, så var hun ikke skræmt ved tanken om, at han havde valgt skyggernes vej. Faktisk fascinerede det hende en hel del, måtte hun indrømme. Hun ville jo lyve, hvis hun sagde, at hun havde noget imod skyggerne. Hun havde jo altid været fascineret af mørket og havde såmænd også en sort side af sig selv. Så derfor skræmte det hende ikke, at han havde valgt den retning i livet - tværtimod, ville nogle nok mene. Ligegyldigt hvad ville hun i hvert fald ikke dømme ham for det valg, han havde taget. Hun kunne tydeligt høre stoltheden i hans dybe stemme, og det var i hvert fald ikke noget, hun ville tage fra ham ligegyldigt hvad.

Hun lyttede nu til hans spørgsmål og overvejede kort sit svar. Det var tydeligt at høre hans afsky til vogterne, og det var vel egentlig også forståeligt nok, når nu han havde valgt den helt modsatte vej... Hun var vist den eneste hest i hele landet, der vaklede imellem det gode og det onde. Det var vel heller ikke ligefrem normalt at være fascineret af to så forskellige ting. Hun var stille i lidt tid, mens hun blot stod og overvejede, hvad hun skulle sige. Skulle hun fortælle ham, at hun overvejede både skyggerne og vogternes vej, eller ville det være for risikabelt? Ville hun mon miste ham fuldstændigt, hvis hun fortalte, at hun faktisk følte sig lige så fascineret af vogterne som af skyggerne? Hun var i syv sind og endte derfor med et svar, der vist var lidt af et kompromis.

„Det er kompliceret... Men jeg er bestemt ikke afvisende over for skyggerne. Og slet ikke nu, hvor jeg står foran endnu en god grund til at melde mig ind i broderskabet."

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 336

Northern Lights
______________________________

Sicarius var en smule bekymret over den gyldne hoppe. Hvis hun ikke kunne give et klart svar på om hun overvejede skyggernes vej, så var hun ikke egnet. Og Skyggerne var kommet med en besked for få dage siden, om at de nu selv skulle vælge dem der var egnede. Hun skulle virkelig ville det før hun kunne blive en del af dem.
Men nu var ikke tiden til at brænde sine broer – der var stadig tid, og på den anden side kunne Sicarius også godt lide at tilbringe tid med den gyldne hoppe. Han trådte et skridt nærmere, og kortede afstanden mellem dem. Der var nu ganske kort imellem dem, og stille strakte han den muskuløse hals og kærtegnede hendes hals kort. Skyggerne ville straks hen og se hvad der foregik, og rørte også ganske let hoppens bløde pels. Han håbede ikke at det ville gøre ondt, eller være meget koldt eller noget. Selv kunne han ikke mærke dem, men han var ikke sikker på andres reaktioner. Endelig trak han mulen tilbage, og fikserede sine øjne på hendes.
”Jeg håber at du vil være fast i dit valg hvis du ender hos skyggerne. Vi ønsker ingen… Falske medlemmer. Og Skyggerne har for nyligt vedtaget noget nyt, som gør at det nu ikke er de indviede selv der kan bedømme hvem der er egnede til at være en del af broderskabet. Det er skyggerne selv.”

____________________________________________________________________

Wordcount: 235

Northern Lights
_________________________________________________________________________________________

Overraskelsen var stor i hendes indre, da den muskuløse hingst pludselig trådte et skridt nærmere og dermed kortede afstanden imellem dem, så de nu stod ganske tæt. Det havde hun lige godt ikke regnet med... Han virkede som en hingst, der ønskede plads omkring sig, og han havde ikke givet nogen som helst tegn til at have lyst til at være tæt på hende igen siden deres første møde. Hun mærkede derfor et sug i maven, da hun nu atter stod ved hans side. Hun var så tæt på ham, at hun kunne mærke kropsvarmen imellem dem. Hans krop... den var så tæt på, at hun bare lige ville kunne strække mulen et par centimeter frem og så berøre den. Hun nåede ikke at tænke tanken til ende, før han pludselig strakte sin mule frem mod hende og kort kærtegnede hendes hals. Et virvar af lyn slog gnister i hendes indre, og varmen skød frem i hendes krop og farvede hendes kinder røde. Hans skygger snoede sig væk fra ham og rørte nysgerrigt ved hendes krop. Hun var blevet rørt af skygger én gang før i sit liv, og de havde nappet og nevet i hendes pels - men dette var noget helt andet. Hans skyggers bevægelser var bløde, ja nærmest kærtegnende, og gjorde absolut ikke skade.

Øjeblikket varede kun i et kort øjeblik, før både hans bløde mule og skyggerne trak sig tilbage igen. Den korte berøring var dog nok til at have gjort hende helt rundt på gulvet. Hans berøringer var som elektricitet, der gav energi til hendes krop... Det var nærmest afhængighedsdannende, og hun kunne mærke, hvordan hendes krop skreg efter mere. Hun mødte hans faste blik og lyttede til hans ord, der var ganske alvorlige. Det var altså ikke længere muligt at blive medlem af broderskabet, hvis blot man selv ønskede det... Man skulle nu bedømmes og udvælges af selveste skyggerne selv. Dette formindskede blot hendes chance for nogensinde at kunne blive en skyggehest yderligere. Det var ikke godt... Hun var dog ikke typen, der gav op og lod sig slå ud af sådanne informationer. Hvis hun en dag besluttede sig for at blive skyggehest, skulle det nok lykkes for hende - det var hun sikker på. Hun nikkede til hans ord og mødte atter hans blik med dyb ærlighed i de isblå øjne.

„Det lover jeg, at jeg vil være. Jeg ved endnu ikke, hvilke valg mit liv vil byde mig... Men uanset hvor min rejse fører mig hen, så ved jeg, at jeg vil dele den med dig ved min side... Sølvhingst."

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 426

Northern Lights
______________________________

Guldhoppens ord fik mistroisk Sicarius til at knibe sine isblå øjne sammen. Det Tsavani sagde gav vel mening i en eller anden forstand, men alligevel ikke. Sølvhingsten kunne ikke være ved hendes side uanset hvilken vej skæbnen eller hvad hun nu talte om førte hende. Han kunne kunne følte hende langs en vej, og det var skyggernes vej. Hvis hun ikke var klar over det, var det på tide at fortælle hende det.
”Hør, Tsavani. Selvom dine ord lyder ganske fine, og sikkert også er i sandhed fra din side, vil jeg ikke blot kunne følge dig hvor end du ønsker at gå. Skyggerne er alt i min verden, og jeg vil ikke sætte dem til side for noget andet. Hvis du ender med at vælge en anden vej en skyggernes vej – ja, selv hvis du blot bliver på de neutrales side – så skal du ikke regne med at du kommer til at gå side om side med mig, hvor meget du end ønsker det. Det er jeg ked af, men sådan er det.”
Fortalte han hende. Hans stemme var ikke ond eller kold, men havde en hvis fasthed der understregede vigtigheden i hans ordstrøm. Dette var alvor, og han var ikke sikker på at hun var egnet til livet med skyggerne hvis hun overhovedet kunne overveje de ’andre’.

____________________________________________________________________

Wordcount: 219

Northern Lights
_________________________________________________________________________________________

Hun lyttede til hans ord og mærkede tårerne presse sig på i hendes øjenkroge. Hvordan kunne han sige dette til hende? Var hun virkelig ikke mere værd i hans øjne? Hun mærkede et stik i hjertet, da denne hingst atter en gang formåede at såre hende. Hun forstod snart ikke, hvordan hun kunne blive ved med at være så forelsket i ham, når alt han gjorde, var at knuse hendes hjerte. Men til trods for dette var hendes største ønske stadig at tilbringe sit liv sammen med sølvhingsten. Hun ønskede at stå ved hans side resten af sit liv - elske ham, kæmpe for ham, udvikle sig sammen med ham... bære deres afkom. Hun ønskede alt i livet med denne hingst ved sin side, og hvis dette indebar, at hun måtte vælge skyggernes vej for at nå dertil, så var det noget, hun kraftigt ville overveje. Hun snøftede kort, inden hun rettede sig op og så stift på ham.

„Nuvel. Jeg hører dine ord. Men jeg må have tid til at tænke over det, Sicarius..."

Med de ord vendte hun sig omkring og skridtede væk uden at se sig tilbage. Han kunne sige, hvad han ville nu, men hun havde brug for ro og fred til at tænke dette grundigt igennem; opveje fordele og ulemper. For hun var endnu ikke 100% klar over, hvad det ville indebære for hende at blive en Skygge - dog vidste hun, at det ville ændre hendes liv for altid, og at det ikke var et valg, man skulle tage, medmindre man var var 100% sikker på, at man ikke kunne leve uden.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 266