The taste of ash [Trinse]

Aske, aske og mere aske. Nogle ville kalde det irriterende med så meget aske, andre ville ikke engang lægge mærke til det. En helt tredje ville måske finde det underligt, eller man kunne som Rasbell, finde det sjovt. Det var ikke så lidt leg den askefødte havde fået ud af det sorte stads, der i øjeblikket dannede skyer omkring hendes springende skikkelse. Hun løb, sprang og fægtede ud i luften efter de mørke skyer, imens de små partikler dovent svirrede omkring hende; og hun elskede det.
Dog skulle det ikke være en hemmelighed, at asken gik lige ind i både næse, øjne og mund. Så efter små minutter, begyndte en irriterende kløe i halsen at melde sig. Og Rasbell - stadig ung og uerfaren, stoppede fuldkommen op. Hvad skulle hun gøre? Hvordan fik hun det væk!

Apeiron havde for første gang nogensinde valgt at begive sig hen på den askebeklædte ø, Foehn. Han havde hørt mange skrækhistorier om den, men havde aldrig selv betrådt den med egne hove. Det skulle der laves om på nu. Han havde efterhånden levet i Andromeda i et stykke tid, så det måtte være ved at være på tide.
Asken hang som en tyk masse i luften og klæbede sig fast til hans krop. Det sad langt oppe ad hans ben og lå som et fint lag støv henover hans ryg. Han prustede med jævne mellemrum for at få det ud ad næseborerne. Det var altså noget underligt noget!

Hostende og hakkende bevægede Rasbell sig væk fra den større sky, imens hun med en smaskende bevægelse prøvede at fjerne den klamme smag af... jah, aske. Det næsten klistrede til hendes gane og tunge, og irriterede hende grænseløst. Og som så ofte når Rasbell blev irriteret, blev hun også vred.
Tungt lagde de små ører sig i nakken, imens hun frustreret rystede hovedet fra side til side. Det begyndte også snart at sidde i øjnene, og det himmelblå blik løb kort efter i vand. Salte tårer trillede ned af hoppens kinder. Længere væk kunne man næsten tage fejl af hende, og tro hun græd - at hun var ked af det. Men så man den sammensnerpede mund og de lynende øjne, ville man næsten finde det modsatte. Hun var godt igang med at bygge et uvejr op.

Han bevægede sig længere og længere ind på øen uden at møde én eneste hest. Det var en anelse uhyggeligt. Hvorfor var øen så tom og forladt?
Pludselig kunne han dog høre noget i det fjerne. En masse små fnys og prust og lyden af hove, der hoppede rundt. Han vippede nervøst med ørerne. Hvad foregik der mon? Igennem askeluften fik han pludselig øje på årsagen til alt det spektakel. En lille, ung hest var tydeligt generet af noget og dansede nu rundt i frustration. Han stoppede op og så tøvende derhen. Skulle han hjælpe?

Rasbell kastede iltert hovedet op. Snerrende svirpede hun med den mindre hale, inden at hun stejlende drejede kroppen, parat til en rask løbetur. Det ville nu engang hjælpe, var hun helt sikker på. Man burde da kunne løbe fra problemerne, ikke?
Dog nåede hun ikke meget længere end at være klar, før at en skikkelse lidt længere væk fangede det flyvske sind midt i dets flygt. En skikkelse af en hest, der ligeså betragtede hende. Med et svagt bump landede hun på hovene igen, og løb ikke. For søren, Rasbell glemte næsten helt irritationen i halsen... nej, hun var en simpel skabning. Og alene det der var en anden, var nok til at forundre hende. Det var ikke ofte hun mødte folk så langt ude.

Uden videre tanke eller frygt for den anden, begyndte hun med iltre skridt at bevæge sig nærmere. Hun måtte se mere. Og selvom hun stadig nyste og fnyste, generede det hende ikke ligeså meget som før.

Alt imens han brugte tid på at stå og overveje for og imod, havde den lille skabning fået øje på ham. Han spærrede forskrækket øjnene op. Åh nej, det var ikke godt... Hans ører røg automatisk ned i nakken. Han var ikke sur, men blot usikker. Det gjorde ikke ligefrem det hele bedre, da den unge hoppe besluttede sig for at skridte imod ham. Hendes gang var ilter og "voldsom", og det fik straks Apeiron til at reagere underdanigt. Han sænkede hovedet mod jorden og gumlede overgivende ud i luften. Ja, her stod han så... En fuldvoksen hingst, der fuldt ud underkastede sig en lille plag. De andre hingste måtte le hånligt af ham, hvis de havde set dette.

Frygtløs var et godt ord at beskrive Rasbell som, da det ganske simpelt ikke lå til hende at frygte nogen eller noget endnu. HUn havde et barns naive holdning, og skelnede imellem ting i simple boxe. Der var en boxe for ting der gjorde hende glade, og ting der gjorde hende vred. Der var også en box for den røde - hende som hun betragtede som mor, og der var også en box for andre. Hun inddelte alt i sådan et simpelt system, at beslutninger aldrig tog længere tid end få sekunder. Og nu hvor boksen til andre heste var åbnet, kunne den kun lukkes på en måde - nemlig ved at se dem, betragte dem og i sidste ende smide dem derind.

Dog skete der noget mærkeligt, der kort fik hende til at snuble et enkelt skridt. Han sænkede hovedet.... det var ikke mange Rasbell havde mødt, men ingen af dem havde nogensinde sænket hovedet for hende. Det var helt ukendt - underlligt, men gav en følelse af storhed for den mindre skabning. Et smil bredte sig. Storhed var godt - ligesom hos den hvide.
Rasbell stoppede hårdt op foran den anden, og smækkede et ben i jorden. De blå øjne gnistrede kort, inden at en lys lyd hilste på den anden. "Fremmed?" kom det fra hende, og hun kneb blikket lidt sammen.

Han krympede let sammen, da hun brat stoppede op foran ham og hårdt smækkede et ben i jorden. Han dirrede let af skræk, hvilket var så kujonagtigt, at det næsten var latterligt. Han bemærkede dog smilet på hendes mule, så hun kunne ikke være helt farlig - kunne hun vel? Han så mod hendes øjne, der kort gnistrede. Han smaskede højlydt for ikke at give hende den mindste tvivl om, at han ej var en trussel. Med en lys lyd hilste hun ham nu an, inden hendes stemme lød mod ham. Han vippede usikkert det ene øre frem. Det var helt ironisk at høre sådan en lille, spinkel lyd komme ud af hende med det kropssprog, han ellers havde frygtet. Forsigtigt vendte han også det andet øre frem mod hende, alt imens hans hoved stadig var sænket - det turde han skam ikke at hæve.

"Øhm, ja..." kom det akavet fra ham. "Jeg har i hvert fald ikke set dig før."

Nysgerrigt strakte hun den hvide mule frem, der i et kort øjeblik mimrede ved den andens fært. Han lugtede ligeså fremmed som han så ud, og hun besluttede hurtigt at det ikke nødvendigvis var negativt. Det viste bare der stadig var mange at møde i landet. Og udover det, så lugtede han også af andre steder.... der måtte være andre dele hun heller ikke havde set endnu.
Tanken fik hende langsomt til at smile bredere, men det forsvandt hurtigt og skaprt ved lyden af den underlige hingsts akavede sætning. Hendes blik betragtede ham skeptisk, og hun nikkede en enkelt gang.
"Selvfølgelig ikke. Du høre ikke til her" kom det fra hende. Nogle ville måske sige for direkte, men det var nu engang sådan det var. Han lugtede ikke af Fohen, og han lugtede ikke af hjem. Så det var klart han ikke havde set hende.

Han så usikkert på hende, da hun strakte sin mule frem. Ville hun bide ham? Nej, det gjorde hun ikke... Hvad ville hun så? Skulle han gøre noget? Tøvende strakte han sin egen fremad og mimrede ligeledes med den for at indsnuse hendes fært. Hurtigt trak han den til sig igen, så hun ikke kunne nå at snappe ud efter ham - bare sådan for en sikkerheds skyld.
Han lyttede til hendes ord og blev næsten helt bange. Hvordan kunne hun vide, at han ikke hørte til her? Var hun en slags overnaturlig? Kunne hun læse tanker? Eller var det bare så tydeligt at se på ham? Tankerne fór igennem hovedet på ham og gjorde ham helt paranoid. Han rejste hovedet i vejret og vendte det hvide ud ad øjnene, inden han kort rejste sig på bagbenene og slog ud med forbenene i luften.
"Hvem ER du?" råbte han panikslagent. Hans paranoide tanker havde fuldstændig taget overhånd nu og fik ham til at ligne en skingrende tosse.

Rasbell havde aldrig set det næste der kom, men havde heller aldrig mødt nogle der reagerede sådan. En konstatering havde nemlig fået den grålige til at panikke så meget, at det hvide vendte ud af øjnene og han rejste sig i et voldsomt stejl. Og der blev det tydeligt hvor meget større end den unge hoppe han var. Rasbell spærrede øjnene vidt op, idet at hun hastigt bakkede uden for de fægtende hoves rækkevidde, men var ikke hurtig nok. et slag over mulen, og den støvbrune hvinede højt i overraskelse. Det var heldigvis en mindre rift, men det sveg.
Den fremmede var underlig. For underlig til at Rasbell vidste hvordan man håndterede det, og derfor tog hun den letteste løsning. Hun blev vred. I en snerren drejede hun væk, imens at hun med hidsige fnys skabte afstand fra den store skikkelse. De blå øjne lynede, og hun havde mest af alt lyst til at brage lige ind i ham som hun havde gjort med den hvide. Men noget sagde hende det ikke var den bedste idé..

"Rasbell!" råbte hun, og stampede flere gange i den mørke jord. Så lille som hun var gjorde det ingen forskel, men voldsomt kunne det se ud, som hele hendes lille krop dirrede af vildskab. Han skulle ikke tættere på!

Apeiron havde ingen indflydelse på, hvad der skete med hans krop i dette øjeblik. Det kom derfor som et kæmpe chok for ham, da den lille skabning pludselig hvinede højt op. Han blev først forvirret, men så gik det op for ham, at han havde ramt hende på mulen med sin skarpe hov. En smule blod piblede fra den lille mule, og han blev helt dårlig ved synet. Tænk, at han havde gjort dette - og så mod et lille føl! Han satte hurtigt forbenene i jorden igen og så sørgmodigt på den lille.
Hun havde dog ikke mistet modet. Nej, i stedet drejede hun snerrende væk fra ham, mens hun iltert fnyste og stampede i jorden. Hun råbte nu sit navn, og da gik det op for Apeiron, at han slet ikke havde med et overnaturligt uhyre at gøre. Nej, Rasbell var blot en ung hoppe... som han lige havde skadet helt uden grund. Der lød et bump, da han lod benene svække under sig og faldt til jorden. Han gjorde sig så flad som muligt, smaskede overgivende med mulen og så bedende op på hende.

"Undskyld, undskyld! Det var ikke min mening at gøre dig ondt! Jeg er så ked af det..."

Det hårde, lynende blik slapte aldrig hingsten, der pludselig blev som forvandlet. Alt vildskab, alt vrede og alt underligt rislede af ham som vand af pels. Det var en underlig ting der skete, men ikke desto mindre en forbedring hun ikke behøvede forklaring på. Det var bare godt at han endelig makkede ret. Med et bump fladt han sammen, og den mindre hoppe kneb nu næsten irriteret øjnene sammen. Hvad ville han egnetlig?
Et fnys af skepsis forlod hende, og hun tog langsomt nogle glidende skridt nærmere den liggende skikkelse. Det var næsten nedværdigende hun så på ham, sådan som han krøb sammen. Hvorfor ville han gøre det? tanken blev med en kort bevægelse glemt.
"Undskyld?"
Ordet havde hun aldrig hørt, men ikke desto mindre vrængede hun det ud af den lille mund. Sådan som han lå, havde en dyb trang i Rasbell lyst til at sparke til ham. Skade ham på en eller anden måde, som når hun tværede insekter ud under hovene - han havde ramt hende! Lugten af blod fyldte hende næsebor, og gjorde det svært at finde andet i luften.
"Hvorfor?" kommanderede hun, og smilte spidst. Hun ville have en forklaring.

Han kunne atter mærke kroppen dirre af rædsel, da hun langsomt gled nærmere ham. I sin liggende position ville han være fuldstændig blottet og ude af stand til at forsvare sig, hvis hun besluttede sig for at gøre ham noget. Han mødte hendes nedværdigende blik og fortrød med det samme, at han havde smidt sig på jorden. Hvad tænkte han egentlig på? I sit indre så han for sig, hvordan hun ville trampe ham flad og smadre ham til ugenkendelighed.
Ingen af delene skete dog. I stedet stillede hun spørgsmålstegn ved hans undskyldning. Han forstod ikke, hvad hun mente. Var det ikke meget normalt at undskylde, når man havde gjort noget forkert? Derefter spurgte hun ham hvorfor i en kommanderende tone. Hvad mente hun dog? Han forstod det ikke..

"Hvorfor hvad?!" spurgte han nærmest helt deprimeret.

Han forstod ikke, hvad hun mente. Hvorfor dit, hvorfor dat... Hvorfor hvad??? Hvad ville hun vide? Hvad forventede hun af ham?!?! Vildskaben spredte sig atter i hans øjne, og han var tæt på at flippe ud igen. Hvad ville hun med ham? Hvad var hun for et djævleyngel? HVAD VAR HUN?

Suset ved den magt den underdanige hingst gav hende, var næsten for meget. Det var noget hun helt kunne vende sig til, og var måske ikke så godt for en så ung en skabning at opleve.. men ikke desto mindre brød hun sig om det, og nød det. Hun nød hans dirrende skikkelse. Hun havde aldrig kunne sådan noget, og ville nok ikke kunne det igen.
Den hvide hale svirpede, og med et fnys rankede hun den spinkle krop, imens at hun uden at holde pause så på ham. Han responderede dog hurtigt med et spørgsmål, og hun vrængede irriteret mulen nedad. Kunne han ikke forstå noget?! Trippende bevægede hun sig til siden, og smældede med tungen.
"Hvorfor forvirrer du!" Råbte hun. Han forvirrede hende, og hun brød sig ikke om det. En storm rasede i den mindre hoppes blik, der i øjeblikket forekom for intelligent til at det var rart. Nok kunne hun ikke formulere sig ligeså godt som andre endnu, men hun skulle ikke tages som var hun for ung til at forstå eller tænke. Ikke helt.