Ebony and Ivory | Ivory

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Tag | @ivory

Det var en af de dage, hvor man havde lyst til at sværge, at sommeren endnu ikke helt var forbi. Vejret var varmt og himlen blå med kun enkelte kridhvide skyer. Udover lidt blegnede blade var der intet tegn på efteråret, medmindre man så på en bestemt lille hoppe selvfølgeligt. Daphne, landets mindste hoppe, var allerede begyndt at anlægge vinterpels, så hendes ører var blevet dunede. Endnu havde hun dog ikke lagt an til at se tykkere ud, end hun egentligt var; for nu så hun blot lidt puffet ud og pelsen havde mistet en smule af sin glans til for at kunne være lidt lunere.

 Daphnes små ben bragte hende hastigt afsted og for dem, som så det for første gang, så det nok lidt morsomt ud, hvor hurtigt hun egentligt bevægede dem. Som små stempler ramte de jorden lige efter hinanden, men selvom det gik hurtigt, så gik det langt fra så hurtigt som dem, der var højere end hende. Hun kunne aldrig gøre sig håb om at løbe så hurtigt som dem, men det gjorde hende nu heller ikke noget; hun var ganske tilfreds med det hun kunne!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Ivory var i fuld gang med at forsøge at blive voksen. Ligesom hun altid så sin far gøre, stoppede hun tit op og kiggede rundt. Hun havde faktisk aldrig forstået hvorfor man gjorde det, men det skulle man når man var voksen, åbenbart, men hun følte ikke rigtigt at hun rent faktisk så noget. Men det så sikkert virkelig sejt og voksent ud. Om det var noget instinktivt der fik den unge plettede hoppe til pludselig at ville vokse op så hurtigt, var ikke til at sige, men måske vidste selv Ivory at tiden snart var inde til at tage afsked med hendes elskede forældre. Det smertede hende, men i de sidste dage havde hun næsten ikke tænkt på andet. Hvad hun skulle gøre, hvordan hun skulle finde føde når vinteren kommer, alle de voksne venner hun skulle få … Det hele var så nyt og spændende. Nu var hun bare ude for rigtigt at koncentrere sig, men allerede efter den første halve time kneb det lidt med at tage sig sammen. Nu ville hun gerne møde nogen nye. Nogen på hendes alder måske, for dem kendte hun ikke ret mange af.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne havde intet mål i dag. Der var ingenting hun skulle, intet sted hun skulle nå hen - men så igen, det var der vel egentligt aldrig. Hvor hun var på vej hen, var derfor et meget godt spørgsmål. Hvis man kendte hende, så ville man vide, at hun bare var på vej i en tilfældig retning, på vej ud for at se noget, som hun med garanti havde set før, men hvis man ikke gjorde, så kunne hun måske godt ligne en, der havde et mål i tankerne. I hvert fald havde hun et lidt bestemt udtryk i hovedet, som dog samtidigt mindede lidt om det betuttede hun ofte havde haft, da hun var yngre.

Som den unge hoppe passerede en skov, føg et blad pludseligt forbi og fangede hendes opmærksomhed. Det bestemte udtryk blev udskiftet med et smil, før hun for fremad med et glædeligt hvin. Halen slog et lystigt slag bag ved hende og man kunne fristes til at kalde hende gal, for udbruddet kom så pludseligt og ud af det blå, som havde hun stadig været et føl. Let nappede hun efter det, prøvede at fange det, men vinden blev ved med at skubbe det udenfor hendes rækkevidde.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Et lille hoppet hvin fik Ivory til at stoppe op på stedet. Med spidsede ører stod hun lidt forbavset og kiggede rundt, som for at finde ud af hvor lyden kom fra. Hun mimrede let med mulen, næsten som om hun forsøgte at smage på luften omkring hende. Så, ud af ingenting, lod hun et langtrukkent, næsten skrigende vrinsk blive sendt ud i den lune efterårsluft. Denne person der stod og skreg sådan midt i det hele, skulle så sandelig få et endnu højere skrig tilbage. Med nogen kåde hop, sprang hun frem i trav, og begyndte at løbe mod lyden. Hun ville finde ud af hvilket anden hest det var der lød så underlig. Og det skulle hun hurtigt finde ud af. Der, midt i skoven, stod nok den mindste hest Ivory nogensinde havde set. Det var så heller ikke fordi hun havde set specielt mange heste, men denne her var i hvert fald den mindste. Betuttet stod Ivory og betragtede den lille, der egentlig så ud til at være på hendes egen alder, stå og prøve at fange et blad. Hvad foregik der her?

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lyse hoppe stoppede brat da et skrigende vrinsk flængede luften. Forvirret spidsede hun sine ører og så sig omkring; hvem stod og skreg? Let mimrede hun med mulen. Uanset hvor hun vendte sine øjne hen, så var der ingenting at se, hvilket undrede hende, for det havde lydt som om, at vedkommende var tæt på. Da der ikke kom nogen lyd efter det ene vrinsk, trak hun dog blot let på skuldrene; der var nok bare nogen der lavede noget underligt, ikke? Daphne havde ikke noget mod, at andre gjorde underlige ting og nogle gange ville man bare gerne gøre sine underlig ting i fred, så med det vendte hun sin opmærksomhed tilbage mod bladet... som nu var væk. Betuttet så hun sig omkring efter det, men pist borte var det. Blade var der dog mange af, så inden længe faldt et nyt fra kronerne over hende. Et smil formede sig omkring hendes mule og hun nappede let ud efter det. Bevægelsen fik det til at hvirvle op, hvorefter hun trippede frem efter det og fnøs efter det. Igen hvirvlede det op og en latter forlod hende.

Nogle øjeblikke passerede, hvor den lille hoppe tullede lykkeligt rundt efter bladet, inden hun opdagede den sorte og hvide skikkelse. Med al hast var det nye blad glemt og de dunede ører spidset på ny. Hovedet blev tiltet lidt på skrå, inden et nyt smil tindrede om hendes mule før end, at et vrinsk forlod hende.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Efter de få øjeblikke af forbavselse, glemte Ivory hurtigt alt om hvor lille den fremmede unghoppe var, da den lille cremefarvede vrinskede efter hende. De ravgyldne øjne lyste op på stedet, og et ungt vrinsk blev sendt ud imod den lille. Ivory var fuldkommen glædesstrålende, og havde ganske hurtigt glemt alt omkring at prøve at være voksen – nu var det på tide at have det sjovt! Ivory smilede stort til den lille. Det så faktisk ud til at den fremmede var en smule ældre end hende, hvilket var ganske underligt, da Ivory altid havde troet at jo større man var, jo ældre var man også. Derfor var det ikke muligt at møde en gammel hest der ikke var kæmpestor. Men sådan var tilfældet åbenbart ikke, forstod hun nu, og det skuffede hende egentlig en smule – hvordan skulle man så finde ud af hvor gamle andre var, uden at spørge?
”Hej med dig”
Lo Ivory mod den lille cremefarvede. Det var lidt ligemeget om hun var mindre eller ældre end hende, bare hun var sød.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Til den lille hoppes fornøjelse viste det sig, at den sorte og hvide hoppe var nogenlunde på hendes egen alder. Det var sjældent, at hun stødte på nogen, som ikke var langt ældre end hende; faktisk kunne hun ikke huske, at hun havde gjort det, med andre end Euphoria og så selvfølgeligt sin storebror Seyé. Hun så ham dog som værende ældre end han egentligt var, så i hendes hoved gjaldt det ikke rigtigt.

"Hej!" hilste Daphne glædeligt, da hun stoppede foran den langt højere unghoppe med et par trippende skridt. Hendes dunede ører var nysgerrigt spidsede. Pudsigt nok, så delte de faktisk det, med ikke at have set små heste før; Daphne havde ikke set nogen på sin egen størrelse, men hun havde dog fået et glimt af nogen, som var mindre end hende, men det var kun et glimt, så hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde set. Den sorte havde dog sagt, at det rigtigt nok var en, som var mindre end hende.

"Var det dig, som gik og skreg?"

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Ivory betragtede den lille, som nu snakkede til hende, og spurgte om det var hende der gik og skreg. Ivory smilte bredt. Det havde været et godt skrig, og hun var stolt af at havde skreget det.
”Ja! Jeg skreg tilbage til dig, men jeg ville skrige lidt højere.”
Svarede hun, som om det var det mest naturlige i verden. Hun havde lyst til at spørge hvorfor hun var så lille, men hun frygtede at det ville være lidt for upassende. Hun forstod stadig ikke helt hvad upassende betød, men Mitis havde fortalt at der var nogen ting man ikke spurgte om. Ivory kunne ikke forstå det, men det var vel bare det. Den cremefarvede kunne jo nok ikke gøre for at hun var så lille, og det skulle Ivory selvfølgelig ikke dømme hende ved. Men det var nu en smule mærkværdigt…

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lille hoppe smilede igen, da et bredt smil lyste frem om den andens mule. For det meste smilte dem, som hun mødte, men hun havde også mødt nogen, som ikke smilte. Det var underligt, når hun mødte dem, for man kunne da altid finde noget at smile over og bestemt når man mødte nogen, man ikke kendte, for det skulle man da bestemt smile over.

"Men... jeg har ikke skreget?" Svaret kom lidt betuttet og hun lagde sit hoved på sned, for Daphne var forvirret. Hun havde da ikke skreget, havde hun? Hun havde givet et hvin fra sig, men det var ikke det samme som at skrive, ikke for hende i hvert fald. Hvorfor den sorte og hvide ville skrive lidt højere var også forvirrende, for det var da ikke rart at skrive, var det? Daphne kunne i hvert fald ikke lide det. Hun kunne godt lide når andre snakkede, for generelt var hun meget verbalt anlagt, men hun kunne ikke lide høje lyde. De var ikke sjove og hvis de var for tæt på, så gjorde de jo også ondt i ens ører!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den anden så helt betuttet ud, og det var lige ved at få Ivory til at le, men hun lod være. Så kiggede hun lidt tvivlende på den lille. Havde hun ikke skreget? Okay, det havde måske ikke været et skrig, bare et lille hvin, men Ivory havde da ment at den anden skulle have at vide at hun var der. Ivory elskede at skrige – så vidste alle at hun var der, og hun følte at hun virkelig fik brændt energi af. Som om det var noget hun ikke måtte, og gjorde alligevel. Det var en anden ting hun elskede – hun elskede suset der løb igennem kroppen af at gøre noget forbudt, og det var lige før det var hendes ynglingsfølelse i hele verden.
”Okay, måske skreg du ikke. Det var bare et hvin, men jeg ville gerne have at du skulle vide at jeg var der!”
Forklarede Ivory. Det gav da fin nok mening, gjorde det ikke?

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Selvom de to hopper havde alderen til fælles, så var det tydeligt, at de var meget forskellige på alle andre punkter. Hvor Ivory brød sig om at bryde reglerne, så holdt Daphne sig altid villigt indenfor dem, medmindre hun var komplet uvidende omkring dem. Hun kunne godt lide grænserne, som var fastsat. Hun kunne godt lide, at der var styr på det, for det gjorde hende tryg; ikke at hun var fyldt med frygt, men det var rart at vide, hvad man måtte og ikke måtte, for så kunne man altid sige nej eller ja baseret på dem.

"Oh!" Udbrød hun, da hun nu forstod, hvor Ivory havde gjort som hun havde. Det gav vel mening nok, at give lyd fra sig, så andre vidste hvor man var; Daphne gav ofte lyd fra sig bare fordi hun havde lyst, men hun kunne godt lide den sorte og hvide hoppes grund til at have skreget - selvom hun nok ville have foretrukket et vrinsk over et skrig.

"Nu ved jeg i hvert fald, at du er her, -" Et bredt smil kunne nu ses om den lille hoppes mule. "- men... hvem er du?"

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hvem hun var? Ivory tænkte sig lidt om. Hun var vel bare Ivory? Ja, hun var Ivory, og ingen andre, og der var egentlig heller ikke nogen hun hellere ville være end hende selv. Det lød sjovt i hendes hoved, men sådan var det jo.
”Jeg er Ivory! Og dig?”
Spurgte hun smilende. Hun var glad for at den cremefarvede kunne forstå hvorfor hun havde skreget sådan op, for det ville være en smule irriterende hvis ikke. Ivory brød sig ikke om når folk ikke kunne forstå hvorfor hun gjorde ting. Hun blev tit sur på Mitis når hun ikke forstod hvorfor hun var taget til Enophis uden hun havde sagt det, eller ikke var kommer hjem den tid de havde aftalt. Ivorys mor blev let bekymret, og det var fint nok for det meste, men det kunne også blive ret så belastende.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hvor den sorte og hvide var lidt løs i det - hun var bare den hun var - så kunne Daphne være en smule mere specifik. "Mit navn er Daphne og jeg er et medlem af Teylar." Der var noget stolt at spore i den lyse hoppes stemme. Det var ikke som sådan fordi det var nogen stor bedrift at være en del af Teylar, men hun var ikke desto mindre stolt over det, for hun var en rigtig del af Teylar. Hun var der og snakkede dem de andre; hun tullede ikke frit omkring og kom ikke kun, når det lige passede hende. Teylar var hendes hjem, hendes helle og hendes sikkerhed, og det ville det altid være.

Langsomt faldt et blad ned fra et af træerne og da det hvirvlede ned mellem dem, kunne Daphne ikke lade være med at vende blikket bort fra Ivory og fokusere på bladet i stedet for. Hun ønskede ikke at være uhøflig, men hun havde lidt en dårlig tendens til at blive fanget af de ting, som bevægede sig. Det var fristende at nappe ud efter det, som hun havde gjort før, men hun havde dog manere og gjorde det ikke, for det ville i særdeleshed være uhøfligt.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Ivory rynkede mulen let. Teylar? Hvad var Teylar overhovedet? Ivory var ikke medlem af noget, andet end hendes familie. Hun tøvede. Betød det at Daphne så var bedre end hende? Hun var ikke sikker.
”Hvad er Teylar?”
Spurgte hun en smule usikkert, men stadig med et smil om læberne. Hun havde ingen idé om hvad det var, men hun så dette som en mulighed for at finde ud af det. Var Teylar så her på øen? Hun havde altid følt at Leventera var hendes sted, det sted hvor hun kunne strejfe omkring hvor hun ville, og så ende tilbage hos hendes forældre når hun ville. Hun var vokset op på hele øen, og ikke kun et sted, og havde været i hvert et hjørne, bildte hun sig selv ind. Alligevel havde hun aldrig set eller hørt om dette Teylar. Var det en gruppe, en hemmelighed, en familie eller måske bare en person? Det var meget underligt, men Ivory glædede sig da til at finde ud af hvad det så end var.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hastigt vendte den cremefarvede hoppe sit blik tilbage til sit selskab. "Teylar er mit hjem," forklarede hun med en tone, der lød som om, at det var det mest naturlige i verden. Hvordan kunne Ivory ikke vide, hvad Teylar var og at det var hendes hjem, hvis hun var en del af den? Det blev dog hurtigt tydeligt for hende, at Ivory bestemt ikke vidste noget som helst om flokken; man kunne se det på hendes usikre udtryk. Det gjorde dog ikke Daphne noget, for hun kunne jo bare fortælle Ivory hvad Teylar var og så var det problem løst!

"Teylar er en flok og den høre til her på Leventera. En hingst, som hedder Brêgo, leder den sammen med en hoppe ved navn Illana; de er begge to rigtig venlige. I flokken er der en masse forskellige heste, men desværre er der en del, som ikke er til stede så ofte. Jeg forstår ikke helt hvorfor, for en flok er et sted hvor man holder sammen og passer på hinanden."

Om det var nok forklaring for den sorte og hvide, det vidste hun ikke, men hvis det ikke var, så gik det nok også; hun kunne jo bare forklare yderligere eller besvare spørgsmål, hvis Ivory havde nogen. Og hvem vidste, måske ville hun ligefrem være med!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ