Dark flowers

Den askefødte havde forvildet sig væk fra Fame igen. Det var egentlig intet nyt, skete ofte men før eller siden fandt de altid hinanden igen. Der kunne nogen gange gå timer, hvor begge parter var adskilt, men lige præcis i dag ville der ikke gå så længe. For lige præcis i dag havde den støvbrune brug for hendes klippe. En styrke, og en tryghed hun ikke fandt hos andre sjæle end hendes røde moder. Det kunne være svært at forklare... men selvom den rustfarvede tydeligt følte en hvis afsky for hendes afkom, elskede Rasbell hende stadig utroligt højt. Højere end det kunne forklares... Og hun var endnu frygtelig ung. Hun vidste ikke bedre, ville mange måske sige for at forklare hende, men var det så underligt at et barn elskede sin mor?

De lange ben trippede hastigt over engene, imens hun med et spejdende blik så ud over det øde område. Hun var langt væk fra flokkens grænser, fordi hun vidste den røde ikke befandt sig der ofte. Og hun var langt fra kendt land, fordi hun håbede andre steder ville lede hende fremad. Forhåbentligt, fremad imod den rustfarvede.

- "Shuns the light".

Hendes ben bar hende meter efter meter. Snart åd hun sig ind på en, to og hele 3 kilometer, men hun fandt stadig intet tegn på hverken den røde eller noget andet. Det var egentlig lidt underligt.... underligt hvordan der kunne være så frygteligt øde i dag. Specielt fordi dagen i dag ellers havde tegnet sig som virkelig god.
Vejret var lunt, vinden mild og en frisk luft af regnvejr blev båret med vinden imod hende. Regnvejr var egentlig ikke noget hun brød sig synderligt om, men det der ofte fulgte med regnvejr var hvad der dragede hende. Nemlig torden. Den rene energi der slog ned i voldsomme mønstre og dansede i et lyshow uden lige, var noget Rasbell aldrig havde forestillet sig kunne eksistere. Men det skete, og det dragede det unge sind i sådan en forstand, at hun kunne finde på at søge ud så snart hun mærkede elektriciteten i luften. Hun ville hvine højt imod himlen, og hun ville nyde hvert sekund. Men nu skulle hun ikke føle sig så sikker på det egentlig ville ske. Hun rynkede kort på mulen. Det var faktisk ofte det bare var regnvejr, og ikke storm.

I et ryk stoppede hun op, og drejede med et nysgerrigt blik hovedet en anelse imod højre. En bevægelse havde fanget hendes opmærksomhed, selvom hun intet så nu hvor hun endelig kiggede. Hvis ikke hun vidste bedre, kunne det være noget hun bildte sig ind... men den støvbrune rystede kort på hovedet over den tanke. Selvfølgelig var det ikke noget hun bildte sig ind. Hun tog joh aldrig fejl...

- "and soft voices"

Med glidende skridt nærmede den ranglede hoppe sig stedet, hvor hun mente noget havde været. Noget havde bevæget sig, eller noget havde i hvert fald snydt den unge hoppeplag til at tro noget var der... om det så i virkelgiheden fandtes, var svært at sige. Som udgangspunkt ville svaret dog være nej, da der intet var at se desto tættere på hun kom. Og ingen vind legede tagfat i engen, ingen huller kunne skjule små dyr og ingen træer kunne skærme for hendes søgende, stormblå blik. Så hvad var det? Tanken cirkulerede rundt og rundt i hendes flyvske sind, men ingen svar kom. For det var som at spørge ud i et tomt rum.

Den hvide hale svirpede bag hende, inden at hun i et ryk stoppede op. Den lille hov blev irriteret smældet i jorden, og hun gumlede fraværende for sig selv. Ikke engang en fært af fremmed kunne anes, så hvad var det der jagede hende i udkanten af hendes synsfelt?

Rassssbell.....

En stemme, og den støvbrune drejede svagt hovedet imod højre igen. Hvad var nu dette!

- "Whispers fine lies..".

Det stormblå blik gled med hakkende bevægelser i hast over landskabet, men skimtede intet. Ingen skygger, ingen silhuetter og ingen bevægelse der indikerede hun havde hørt rigtigt. Stemmen, som var en stemme der både havde virket uendelgit fremmed og uendeligt bekendt, var dog ikke en hun ville opgive at finde uden videre. Nej, ingen skulle drive gæk med hende.
De små ører blev langsomt lagt ned i den lyse man, hvis længere lokker nu svøbte sig omkring plagens hals. Øjnene knebet sammen, og munden formet som en smal streg. Hvorfor kunne hun intet se? Kun føle noget betragte hende.

"Hvor er du!"

Udbrød hun efter nogle sekunder i larmende stilhed. Den lyse stemme virkede utrolig svag i det åbne område, og blev hurtigt slugt af natten; men ikke desto mindre blev den hørt. For et svar kom, som fik hende til at dreje sig i endnu et ryk.

Hvor er du henne, Rassbell?

En slesk lyd, men en hun havde hørt før. Hun kendte den, selvom hun ikke kunne sætte navn eller billede på. Den askefødte nikkede kort, og drejede så hovedet ved endnu en sætning.

Eller, hvor tror du vi er?

Den forsatte, og med en opadgående spiral af vrede lyttede den askefødte. Det var som om at den fremmede snakkede i tåger, samtidigt med at hun hørte og forstod hvert et ord der måtte komme ud af dets mund. For hun vidste godt hvad hans - eller hendes - ord betød. Men hun kunne ikke kæde dem sammen... Det gav ingen mening.
Der var dog så meget her der ikke gav mening, og nok til at det ikke behøvede at give mening mere. Den støvbrune gumlede svagt videre, inden at hun med et fnys bevægede sig en smule fremad og lidt mere i læ. Det føltes underligt at stå ude i ingen ting og tale ud i luften. Ikke at det ville være mere normalt at gøre det ved træerne - nej, det ville bare føles rare. Mere i læ.

"Jeg tror vi er på Foehn..."

sagde hun uden tøven, og drejede svagt hovedet for at høre hvor lyden kom fra denne gang. De himmelblå øjne næsten lyste i det svage lys, men ellers var der ingen andre tegn på liv, denne sene nat.

Foehn... Vil duuu gerne være her?

Stemmen havde næsten fået en helt normal toneleje, som førte hun en samtale med en person ved siden af hende. Og selvom det irriterede hende grænseløst at hun ikke kunne se Stemmen, var det svært betryggende at hun ikke var helt alene. hun hadede at være alene.

"Jah da? Den røde er her..."

Den unge plag vandrede målrettet igennem det askeklædte landskab. Hans ører var spidset og et frisk glimt lynede i hans blå øjne. For hvert skridt han tog slog en lille askesky op om hans hvidlige koder og farvede hans ben grå. Men det ænsede han knap, for han havde noget helt andet i tankerne; foran ham lå landskabet strakt ud og igennem tågerne sås det blå glimt fra havet. Det var det første farve han havde set i lang tid og det tiltrak sig hans fulde opmærksomhed. Øen her var så gold og tom og kedelig, og han kunne godt mærke at han nok havde opholdt sig her lidt for længe. Han havde stadig følelsen af at blive overvåget i sig, og for sit indre blik så han stadig dødningehesten stå foran sig - men havets azurblå skær var nok til at drive den sorte hest på afstand og i stedet fylde hans sind med lethed.

Uden at tænke over det satte han farten op og strøg nu af sted i først trav og så en blød galop der med lange spring bragte ham frem. Nu løftede asken sig bag ham i en meterhøj sky og enhver i miles omkreds ville kunne se søjlen af støv og skidt. Det var som et røgsignal til alle på øen. Men de tænkte han ikke på.

Stemmen var tavs for en stund, og den støvbrune vippede en anelse underligt på hovedet. Vaar den gået? Hvad var det overhovedet? Den hvide hale svirpede en anelse rastløst, imens hun talte sekunderne i en pludselig tavshed der havde lagt sig over det askefyldte område, men intet respons kom. Det skræmte hende ikke som sådan... men det var underligt ikke at afslutte en samtale.
Svagt vippede hun ørene tilbage, hvor den dumpe lyd af hove begyndte at danne en rytmisk trommen imod den hårde jord.

Nogen kommer...

Langsomt nikkede hun, imens at hun med fjedrende skridt drejede sin ranglede krop. Den var kommet tilbage, og det lettede lidt en anspændt holdning fra den askefødtes ellers hårde smil. Det var altid noget.
Den hvide hale svirpede let, inden at hun med et lyst hvin prøvede at fange hvem der end havde valgt som hende at gå ud i dag. Selskab var altid velkomment - og helst et der kunne ses.

//stemmen er noget kun hun høre.

Langsomt mistede han sit fokus. Noget ude til venstre for ham havde fanget hans opmærksomhed og det fik ham til at sætte farten en smule ned. Han drejede blikket der før havde været rettet skarpt imod det glimtende hav, til det hvidlige der bevægede sig til venstre. Han så og hørte straks at det var en anden hest - én han ikke havde set før. Han var egentlig på vej hjem, men hvad kunne et sidste møde skade, inden han drog hjem til Teylar's område?

Han drejede omkring med et kraftfuldt stød med bagbenene og havde nu kurs imod den fremmede, han nu kunne se var både hvid og askefarvet. Stadig var de hvide ører spidsede men han nærmede sig lidt mere forsigtigt end han normalt ville. Han havde oplevet sit på denne ø, og ville nødig have en skygge mere til at springe frem. Han brummede venligt imod den fremmede hoppe, og satte farten ned til en rolig, fjedrende trav.

Den fremmede var ikke en Rasbell havde mødt før, og det blev tydeligere og tydeligere desto tættere på han kom. Jah, en han. En skikkelse, hvis krop efterhånden begyndte at tage hvide farver og en hingsts styrke. Det var næsten tydeligt i hans bevægelser, der var så forskellige fra hendes egne.
Den askefødte lagde med en let bevægelse hovedet på sned. Det glædede hende at han kom nærmere, men det gik underligt langsomt. Som blev han nød til at holde øje med landskabet omkring sig. Og det forstod hun ikke.

Han er... fremmed Rasbell. Vær forsigtig..

Den støvbrune fnøs en anelse hånligt, og et selvsikkert smil fandt vej til den hvide mule. Forsigtig? Hun havde aldrig holdt sig tilbage for nogle, og ville ikke begynde på det nu.
Endnu et hvin, og den mørkes hove trippede en lille, utålmodig askesky op. Tålmodighed var ikke hendes stærke side, men hun valgte at blive stående lidt endnu.

Så snart han følte sig sikker på at kraniehesten ikke var i nærheden rettede han igen opmærksomheden imod den unge askegrå foran ham. Han travede med selvsikkerhed hen til hende. Han reagerede ikke på hendes let hånlige fnys, for han så kun det gode i folk. Han valgte bevidst at overse dårlige karaktertræk til fordel for de gode - og han elskede hendes selvsikkerhed, for det var en ting de delte. Det gibbede let i ham da hun hvinede, mest af alt fordi han var så spændt. Da han omsider nåede hende stoppede han op og rankede sig lidt. Han havde ikke set hende før, men hun lod til at være kun lidt yngre end ham selv. Han spidsede ørerne imod hende.

"Hej,"

hilste han roligt, med en vis charme i stemmen der var begyndt at snige sig med på det sidste. Han trådte et skridt nærmere og strakte halsen en smule imod hende for at snuse til hende. Hun virkede... hmm. Nej. Han ville ikke sige forvirret, men der var alligevel et eller andet over hende, der fik ham til at tænke på at hun ikke var helt som alle andre. På godt eller ondt. Han sørgede omhyggeligt for ikke at strække sig så tæt på, at hun følte sig truet af hans skarpe, blålige horn.

Den hvide bevægede sig efterhånden nærmere uden tøven, hvilket kort fik en gnist af glæde til at blusse op i hende. Selvsikkerhed... eller bare mangel på frygt, gjorde ofte et selskab både mere behageligt og lettere at kommunikere med. Specielt det sidste, kunne ofte gå tabt i et møde af usikkerhed eller frygt. En tåge ville sløre fremmedes såvel som ens eget blik, så de beslutninger man traf kunne være... ubevidste. De signaler man sendte, kunne være ubevidste. Og uvidenhed eller ubevidsthed var aldrig noget godt, mente den askefødte.
Den hvide mule blev hævet en anelse, idet at han rankt stoppede op foran hende. I mellemtiden havde den askefødte selv fået ranket kroppen, og lod med et svirp den hvide hale falde på plads i den ædle holdning hun bar. Nogle ville kalde den overrumplende. En magt position hun per automatik stilte sig i - et tegn på hun ikke følte sig truet. Andre ville blot sige stolt. Begge dele lige korrekte, og lige ukorrekte.

"Hej.."Den lyse stemme havde fået en dybere kant, der tydede på stemmen selv blev mørkere med tiden. Ligesom hendes mor, bar hun ikke nogen sopran stemme, selvom hendes bygning lige nu ville tyde på det. Langsomt lagde hun hovedet en anelse på skrå, så begyndende krøller gled ned over det himmelblå blik. Et stormblik, der tindrede med en rolig vind i dette øjeblik.

"Dig har jeg ikke set før". Det var mere en konstatering end et egentligt spørgsmål og hun rettede i et ryk hovedet op igen. "Hvem er du?" Stemmen steg en lille smule, da en intresseret tone sneg sig ind. Og stemmen i hende, tav for en stund.