Downhill [Midnight Myth]

Hvordan den pearlfarvede hingst endte på den røde ø, var end ikke for ham selv muligt at sige. Men måske ville der ikke være så mange heste derovre, efter at han havde fundet ud af at Chibale åbenbart også var fyldt med andre. Han ville ønske at han bare var helt alene i verden. Sådan ville det være helt perfekt. Han ville ikke være forstyrret, ville ikke fremstå mærkelig. Han var så bange for alting, men af alle var det at blive dømt af andre. Det brød han sig bestemt ikke om. Asken sved i lungerne, men han havde ikke tænkt sig at vende tilbage. Månen hang højt på den mørke himmel, og ikke ret langt væk kunne han se vulkanen tårne sig op mod himlen. Og det var vulkanen han satte kursen mod denne tyste nat.

Denne nat havde ikke været den mest begivenhedsrige. Midnats myten vandrede omkring foden af vulkanen, mens hun til tider spejdede mod toppen. Gadvide hvad der befandt sig på toppen og hvad der var nede i. Historierne fortalte om den såkaldte Herre som var fanget dernede. Den sorthvide hoppe rynkede på mulen og piskede kort med halen bag sig. Det ulmede under det sirlige skin og tordenhoppen var bestemt i et rigtig dårligt lune i dag. En skikkelse på vej mod hende gjorde det ikke bedre, men et lys gik op for den olme hoppe der vippede let med det mandelformede ører og hvælvede let i den slanke hals, mens hun sendte en hoppet brummen mod den fremmede hingst. Det her var hendes chance.

En hoppe kom imod Lysander, og det var for sent at smutte udenom. Gud, han havde ellers troet at øen havde været øde. Og denne hoppe var ganske uhyggelig at se på. Hun var næsten midnatssort, men var præget af ganske underlige lynlignende aftegn. Hendes øjne havde samme hvide farve som hendes man og hale, og Lysander havde aldrig set noget lignenden. Stille stod han, inden han trådte et par skridt frem. Det var stik imod hans natur frivilligt at gå hen mod en anden, men denne hoppes underlige farve fik ham blot tættere. Han ønskede at finde ud af hvad hun var for en, og hvorfor hun kom hen imod ham.

Hingsten virkede tøvende og en anelse skræmt af hende. Myth dog det dog ikke så nært, selvom hun inderst inde havde lyst til at zappe ham en han sent ville glemme. Med lettere skridt trissede hun hen til ham og tog nu en runde om ham. Hun puffede let til hans skulder og slog et slag med den hvide hale, mens hun lod en feminin brummen skyde op fra hendes brystkasse. Myth lod så sit blik mødes med den lyse hingst og snart ville en voldsom hovedpine næsten virke invaliderende på ham. Hun ventede blot på virkningen før hun lod sin lyse stemme lyde.

" Følg mig, og du vil blive fri fra alle dine smerter, hingst. "

Roen over den tordenfarvede hoppe var næsten uhyggelig, som hun nu satte i skridt op af vulkanen, overbevist om at han nok skulle følge hende.

Lysander skulle sandelig fortryde de valg han ville tage denne aften. Hoppen gik en runde omkring ham, og inden han nåede at gøre noget, havde hun bumpet let ind i ham med skulderen. En voldsom hovedpine bredte sig, en hovedpine han ikke før havde følt. Det dunkede i hans hoved, og han kunne ikke tænke på andt end at få smerten til at gå væk. I denne stund ville han næsten gøre hvad som helst for at få det væk, så da hoppen sagde at hun kunne få alle smerterne til at gå væk, fulgte han blot blindt efter hende.

[Der er givet tilladelse til powerplay, wuhu ]
Sandeligt ville han fortryde, men spørgsmålet var om den tordenfarvede hoppe også ville fortryde. Det betød ingenting. Fanget her eller andet steds gjorde ingen forskel, men her følte hun sig fri og ubekymret, hvilket også var hvorfor det mystiske sind nu ville undersøge om de historier hun nu havde hørt var sande. Hingsten fulgte lydigt med, som hun havde regnet med. Uden at kende ham så havde det været et godt sats alligvel. Bjergvandringen, og stejlere stier var en vag udfordring i det hun skulle sikre sig han holdte trit, men snart nåede de toppen, hvor hun alligvel tog sig tid til at beundre udsigten. Der var godt overblik heroppe fra, men asken forurenede luften, og gjorde det svært at se ligeså langt som havde hun stået i bjergene.
Hun nikkede let til hingsten da de nåede toppen, som en hentydning til at løsningen på hans svie og smerte kom hvis han kiggede ud over kanten. Den lyse hingst trissede lydigt hen og kiggede forvirret ned i vulkanens dyb. Hun havde næsten ondt af skabningen der så tillidsfuldt havde fulgt hende, udover hun ikke vidste at han havde været skeptisk. Den sorthvide hoppe luskede om bag ham, inden hun sendte sin elektriske statosfære lige i bagdelen på ham. Hingsten fik naturligvis et chok og tog den mest naturlige flugtvej. Fremad.
Det trak i hoppen for at gå hen til kanten og se hvor han havnede, men hun skulle ikke nyde noget af at komme for tæt på det hul. Derpå trak hun sig i stedet en anelse tilbage. En anelse skuffet over der i det mindste ikke kom et plask eller en røgsky. Derpå trak hun på skulderne og vendte langsomt om i det hun ikke havde lyst til at stå og blomstre på toppen af en vulkan.