Smerter

I mørket lød et rungende skrig- et skrig af smerte, en lyd der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen. Tid og sted flød sammen. Smerten ville ikke opføre. Den vedblev svigende og brændende. En del af hende, en del af dem var revet væk, flået fra dem, fra hende. Denne fremmede skulle lide frygteligt- hævn. Den brogede skulle ikke sætte sine hove her igen, ikke hvis hun ville leve.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Aske dækkede den bleges lange ben. Aske dækkede landet, aske dækkede træerne og aske dækkede mange af de frodige enge man burde kunne finde her. På den ene side var dette land frygteligt frodigt, da meget næring og grobund for vækst var at finde i den mørke masse, men samtidigt skabte det en dyb og næsten uhyggelig aura af død omkring ham. En stærk kontrast, man kunne fange tydeligere hvis man blot bevægede sig nogle skridt opad de større bakker for et bedre overskud. Sådan havde han i hvert fald fået det forklaret; den blege hingst.

Den dansende skabning, bevægede sig med hvad mange ville kalde yndefulde bevægelser over det mørke land. Han søgte fjerne egne, af ukendte årsager. Mange gjorde det af eventyrlyst, men den perlefarvede ønskede måske blot en forandring for et øje der kun havde set sand så længe vejret havde budt ham det. Storme og vilde vinde havde gjort det umuligt at forlade ørkenøen, og derfor havde Jairo ikke nået at se synderligt meget af landet endnu. Det var dog ændret, og askeøen ville være det første stop for at skabe en pause imellem havet og ham selv. Han måtte videre, men måtte først hvile.
En fordybning - godt skjult af nogle træer havde fanget hans opmærksomhed. Men han nåede dog ikke langt, før at et frygteligt skrig flængede luften og fik ham til at standse op; rank som han var. Det var et skrig af dyb smerte og afmagt, der et kort øjeblik fik hingsten til at stivne. Hvem eller hvad kunne dog skabe sådan en lyd? Blikket flakkede imellem hvile og skriget, men i sidste ende drejedes den slanke krop imod lyden. For hvem det end var, lød som en der havde brug for noget. Måske brug for nogle.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

De tomme øjne blev knebet hårdt sammen. Den blege hoppe forsøgte at lukke smerten ude. En smerte hun huskede hun havde oplevet før, men ikke hvorfor, men denne smerte kunne hun ikke holde ude. Den var i hende, en del af hende. Den manglende sjæl, det manglende stykke. Hendes indre var revet i tusinde stykker, hun, de blødte.

Hvor længe det havde stået på havde skyggehoppen ikke en anelse om, hun huskede knap nok sin søn forsvinde. Han var ikke kommet tilbage, men Myth kunne lige nu ikke være mere lige glad. Hun havde flyttet sig væk fra flokken, men ikke langt, hun var nær dem hvis hun eller de skulle få brug for hjælp- selvom hun ikke var meget behjælpelig i sin tilstand. Hun var utilregnelig. Vreden over smerten hobede sig op, og vrede var vendt imod en bestemt.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Den perlefarvede gik ikke længe, før et en fremmed skikkelse trådte frem i blandt alt det mørke. En hvid en af slagsen, som ellers befandt sig mutters alene. Det var i hvert fald hvad han troede, nu hvor han ikke var tættere på. De mandelformede ører vippede søgende rundt - lyttende efter andre eller andet der kunne have hoppens smerteskrig, men intet var til at høre. Svagt trak Jairo hovedet tilbage, imens de grønne øjne blev knebet en anelse skeptisk sammen. Var hun faldet?
En dyb brummen, en blød hilsen og den perlefarvede tilkendegav sig overfor den hvide. De slanke ben blev trippede en kort takt under ham, inden at han med ranke bevægelser begyndte at bevæge sig imod den fremmede skabning i et langsomt tempo. Overvågent overfor farer der kunne være omkring dem, men også med et vurderende øje på den hvide hoppe. For desto tættere han kom på hende, desto anderledes begyndte hun at se ud.

Som blæk havde sorte linjer tegnet sig fra hoppens skulder og ned, som blødte hun fra et sår der ikke kunne lukkes. Mørke øjne - han troede kort han så forkert, sorte på denne afstand, stirrede næsten dødt frem for sig, imens en aura og stemning af vrede omgav den blege hoppes krop. Hvis Jairo havde været i stand til at føle frygt, havde det prikket ubehageligt i det tynde skind.
Det kunne han dog ikke, og derfor var der blot en dyb undren over hendes situation. Danserens krop stoppede nogle meter fra hende, og endnu en hilsende brummen blev sendt ud. Hvad var der galt?

"De virker.... vred.." mumlede han. Knapt hørligt, medmindre man lyttede til den blege.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Skridt begyndte at lyde, og da hoppen slog de sorte øjne op igen var en fremmede hingst ganske nær. Hun burde have hørt ham, opfanget hans nærvær noget før. Hun var ude afstand til at styre sine sanser i øjeblikket. Dette måtte ikke ske igen.
De mandelformede blev trykt fladt ned i nakken og uden videre huggede hun ud efter ham. Han skulle bestemt holde afstand. Ingen- og ingen fremmede skulle nogensinde nær hende igen. Aldrig.

Vred? Vred var nok ikke ordet at beskrive, hun var rasende. Det eneste hun hungrede efter nu var hævn. Hun ville ikke hvile før. Med tomme øjne- øjne kul sorte og forladt for en hver følelse stirrede direkte på hingsten- mere eller mindre igennem hingsten.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Der gik ikke mange sekunder fra hingstens ankomst, til hoppens udfald. Det var et hurtigt og præcist bid, der uden ord bad den perlefarvede om at rykke sig - og helst i en fart. Og det gjorde han skam, den blege skabning. Med en svag brummen rykkede han et, to skridt bagud, men slap dog ikke den hvides hadefulde blik. Hvis han da overhovedet kunne holde det, her i første omgang. Det var som om at hun så igennem ham, hvilket var fremmed for den hvide. Og hvordan skulle man reagere på det?
Kraftigt kastede han hovedet opad, inden at han med et dybt prust trippede nogle skridt til siden, for at komme ud af den hvides sorte blik. Den lyse hale slog et smæld, inden at den næsten voldsomme stilhed sænkede sig over de 2 skabninger igen. Thi perlehingsten havde intet ønske om at afbryde hvad der måske skulle være. Den hvide havde ikke responderet, og derfor ønskede hun stilhed. Sådan måtte det være.

Svagt vippede han vægten en anelse bagud, men forholdt sig ellers i ro. Fanget i den ranke holdning han bar, imens han med tålmodighed talte sekunderne der måtte passere, inden en af dem reagerede. Deet kunne sagtens være ham der først faldt i denne stilhed. Ikke en kamp om hvem der vandt - sådan så han det ikke. Nærmere en kamp for at finde en gylden mellemvej for kommunikation. Men hvem ved, måske ønskede den hvide ikke kommunikation.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Hingsten reagerede hurtigt, også langt hurtigere end mange andre havde gjort. Måske grundet hun ikke blegede at være helt så arrig som hun var netop nu. Smerterne, skrigende- alt det drev hende til vanvid nu. Den blege hoppe anede ikke hvordan hun skulle få det til at ophøre. Den eneste løsning hun kunne komme på, var at tage hævn. Selvom dette nok ikke ville hjælpe særlig meget, en del af hende var blevet revet fra dem. Ødelagt, flået.

Selvom hingsten rykkede væk fra hendes blik, hjalp det ikke besynderlig meget. De kulsorte øjne fulgte ham, og de fulgte ham nøje. Skyggehoppen var blevet langt mere varsom siden mødet med den brogede. Den broget havde narret hende, og Myth forstod endnu ikke hvordan. Hun hadede det!

En form for tilfredshed i blandt det endeløse smerte helved bemærkede skyggehoppen. Hingsten fulgte hendes eksempel og forholdt sig tavs. Det var en god ting, men han var fremmede på denne ø, og hun var nød til at vide hvad der bragte ham her til. Der var ikke mange der kom frivilligt til hans rige. Ikke med mindre de ønskede at være en del af dem, en af hans tjener eller ønskede at lide en smertefuld og langtrukken død. Uanset hvilken grund ønskede hun at vide det- også selvom det var ikke hendes kald at finde ham eget eller teste ham. Ikke mere.

"Hvad bringer dig her, hingst!?"

Stemmen var hæs og bestemt ikke venlig- alt i alt lød hendes stemme forfærdelig. Dette skyldtes mest den blev brugt sjældent, og dog oftere end den havde været før. Lavmeld talte den hvide, men højt nok til han tydeligt ville kunne høre hende.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Havde det været enhver anden tid, havde den perlefarvede måske have kunnet aflæse denne hvide hoppe. Det skulle ikke være nogen hemmelighed at han var en menneskekender. Oplært i kunsten at aflæse, reagere og kender andre, før de overhovedet opdagede hvor langt inde under huden han var kommet på disse. Det var næsten en evne, skulle han have forklaret den. Men ligesom så meget andet, skulle evner trænes og holdes ved lige. Gjorde man ikke dette, rustede de til en sølle forfatning af hvad de var, og engang havde været. Havde han været sig selv for... flere måner siden, havde han været slebet som et nyt sværd. Men det var som om at tiden i dette land tog denne evne fra ham, og efterlod ham med spøgelset af hvad det havde været. Men selv hvis han havde valget... Ville han så vende tilbage?
Måske...
Den perlefarvede trak langsomt hovedet tilbage, så han med en let knejsen hørte den hvide hoppes ord. En forfærdelig stemme... Den var hæs, den var hviskende og hvislende. Den var ligesom ham selv, rusten efter forsømmelse. Og dog, var der som om at undertonen kærtegnede den hvide hoppes stemme. Noget mørkt og klæbrigt, der hviskende fik hingstens hår til at rejse sig i ren reaktion. Thi hans instinkter stadig fungere, hvor hjernen ikke ville indse. Denne skabning var farlig.

"Hvile... Havet tager hårdt på en rejsende". Hans egen stemme var i forvejen glat som en slanges skind og i melodisk harmoni. Det var en dyb stemme, en sangers stemme og en besnæres stemme. En behagelig stemme... og sat op imod den hvides, var den helt fremmed i dette mørke område.
Det fine hoved lagdes lidt på sned, idet at et spørgsmål tegnede sig. Umiddelbart sås ingen reaktion på hoppens tilstand udadtil, men han undredes. Han kunne dog ikke sige svaret tilkom ham. "Øen føles dog ikke som de andre, hvilket er... specielt". Forsatte han, og vippede svagt ørene en anelse tilbage for at lytte. Det var mere en konstatering end et reelt spørgsmål, men hvordan hun tog det kunne han ikke sige.
.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Myth var nem at aflæse lige nu- til en forskel fra alle andre dage, siden den brogede havde flået hende, havde vrede været så tydeligt at afspejle i den næsten helt hvide hoppe. Se hende i smerter kunne man af og til, men ingen andre følelser blev afspejlet. Hun var lukket.

Psst hvile. Hingsten var kommet godt på afveje. Denne ø var bestemt ikke øen man tog til for at hvile, ikke hvis man ikke var en af dem, en af hans. Hingsten vidste ikke en gang hvor han var. Åh den sølle hingst! Så uviden.

"Du er i Hans rige. Vor egne. Ønsker du hvile er du gal på den. Hvile finder du ikke her."

Ofte var det ikke man hørte den hvide tale i længere sætninger og slet ikke flere. Siden hun var blevet skygge havde hun talt mere end hun havde gjort hele sit almindelige liv.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Der gik ikke længe før at den hvide svarede. Hendes raspende stemme responderede i flere ord, der på sin egen vis bar en underlig taleform. Hun snakkede om riger og deres egne, hvilket forekom den perlefarvede hingst meget fjernt. Thi han kendte intet til skyggehestenes ø, og havde end ikke hørt om de rædsler der kunne tilkomme dem der vandrede her. Nej, han havde blot taget det som en af de mange øer der fandtes,, og ikke en der var beboet af disse... skyggeheste. Magiske, om man ville. Et let nik indikerede at han havde hørt hende.
Den hvidlige hale hvislede, idet at han langsomt tiltede hovedet på sned. Hvordan... eller, hvorfor kunne han ikke hvile her? Tilkom øen nogen speciel? Han var forvirret. Dog, det intetsigende blik viste ikke hans forvirring, der mest af alt cirklede om den underlige hoppe, og han valgte efter nogle sekunder omhyggeligt sit svar.

"Hvem er Han..?" Sagde han roligt. Den glatte stemme foldede sig ud, og han rettede med en rolig bevægelse den slanke krop til en mere ret stilling. Meget andet kunne have fanget hans interesse, men talen om Han var kommet før alle hendes andre ord.... det måtte være vigtigt. Det måtte være noget han havde overset, efter sin tid her i landet. Og selvom hvidlingen ikke virkede som en der ønskede at tale, var hun nu engang en der virkede til at vide mere end mange andre.

Og viden var noget han satte pris på. Hvis ikke om hende selv., så om øen her.

 

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

"Landets sande og eneste hersker."

Myth svarede tørt, og alligevel var der noget i hendes stemme der svagt kunne høres. Kun kort og svagt, men en passion var at finde i de ellers døde og hidsige toner da hun talte om herskeren. Han var alt, og hun var blot hans simple tjener- også selvom hun havde fejlet. Hendes afkom! Hendes sønner. Den blege hoppe fnøs vredt. Hun var skuffet over disse to- men havde hun kunne forvente andet når deres fader var hvad han var? Den let brogede hingst var en af dém- væmmelse bare ved tanken. Alligevel stak et jag dybt i hende blot ved tanken om den let brogede hingst. Men hun kunne ikke se ham mere- han gjorde hende svag. Hun måtte holde sig fra ham- hun måtte stoppe med at vente på ham. Hun var nød til det... Han var en af dém og han var ikke velkommen her. Og en eller anden dag måtte hun skulle sige farvel til ham. Han ville aldrig kunne følge hende.

Myth blev endnu mere rasende ved tanken- som om hun i forvejen kunne blive mere gal end hun var i forvejen- og denne vrede skulle gå ud over nogen og der var kun et tæt nok på. Fra at have vendt sin fulde opmærksomhedvæk fra ham i øjeblikket til nu at stirre direkte på ham med de kulsorte øjne og en tydelig vrede. De hvide tænder var bidt hårdt sammen- hun lignede en der ville angribe- men et fysisk angreb som sådan kom aldrig. De sorte øjne blev holdt fast på den lyse hingst. Hun så ham- men hun så ham ikke. Nej hun rakte ud i sit indre. Hun mærkede kernen- skyggerne arbejde. Lyden af hans hjerteslag blev forstærket i hendes indre og alle andre lyde blev lukket ude ind til kun lyden af det bankende hjerte var for hendes øre. Så sød! Hun mærkede hvordan det pumpede- varmt, og lige som følelsen af den fremmedes hjerte var stærkest lukkede hun omkring det, kvalte dets banken til det hørte helt op.