Fortabt (Volle)

Plagen fulgte velvilligt med Volontaire, uden de store indvendinger. Og dette var positivt for Volontaire. En eller anden form for hjerne havde en unge hingst trods alt, siden han ikke modsatte sig en skyggehingst, der både var stærkere og havde magi. Dette var bestemt et plus, for den unge plag. For ude i den her verden, var han nødt til at kende sine egne begrænsninger. Noget ved den unge plag, fik Volontaire til at føle en form for… oplæringstrang. En følelse han ikke havde haft ejet før, i hvert fald ikke i dette land. Måske var det netop fordi han virkede så naiv, og lige nu også knækket. Men bestemt også fordi han tilhørte det samme som Volontaire.

,,Hvem er din far?”

Volontaire vidste godt hvem hans moder var. Det havde han da hørt i skyggernes hvislen. Men hvem faderen var, var gået forbi hans næse. Han svirpede med halen, og kiggede skævt bagud imod plagen, der ihærdigt forsøgte at kopiere Volontaires bevægelser. Det fik ham til kort at knibe øjnene i, en smule forbavset. Han brummede i en lydhør tone, inden han kiggede olmt fremad igen.

Belial vippede de mandelformede øre frem. Hans far? Åh han havde jo faktisk mødt en før som Lupë havde præsenteret som hans far. Hvad hed han? Belial kunne ikke huske det, men han var sådan set også elendig til at huske på navne. Han var i hvert fald ikke her. Han var i bjergende, den der hingst.. En far. Hvad det så end egentlig var.

"I Bjergende.."

Belial trak lidt på skulderen han vidste jo faktisk ikke rigtig hvem han var, og han kunne ikke huske hans navn. Han ved godt skyggehingsten ikke spurgte hvor hans far var, men han var jo i bjergende og det var det eneste den hvide unge hingst kunne huske.

Det muskuløse korpus bevægede sig hele tiden fremad i en taktfast skridt, der ikke havde til hensigt at føre noget bestemt sted hen. I hvert fald ikke endnu. Han gik egentlig bare, for at få den unge hingst til at lave noget, i stedet for at stå dér og se bedrøvet ud, og ligne en, hvis verden var gået helt i stå. Volontaire var godt klar over, at denne Rumpelstilskin havde ødelagt noget for plagen, noget med hans broders kræfter. Dem måtte han havde taget, for at plagen kunne få hans hovskæg. Og med dette, var der nok kommet knas i broderforholdet – det var forståeligt. Men det hjalp ikke at ligge sig ned, og opgive og føle skam til evig tid. Plagen skulle videre; og skyggehingsten havde i sinde at skubbe ham i gang. Hans fader levede altså i bjergene, men der kom intet navn. Et fnys gled fra Volontaires næsebor, inden han brat standsede op, og vendte sit korpus rundt, så fronten vendte til knægten der fik bag ham.

,,Knægt.”

Startede han ud, for at fange hans opmærksomhed. Han talte med de dybe og ru toner, som han altid gjorde.

,,Hvordan hilser du på andre?”

Et pludseligt emneskift. Men det var væsentligt for Volontaire at vide. For han huskede ingen hilsen ved deres sidste møde. Og sådan kunne man ikke te sig. Nok var den sorte hingst en del af skyggerne: men manerer, det havde han.

Belial var ikke helt forberedt på den store hingst stoppede op, og hans standsning blev mere klodset end pæn. Han var lige ved at falde over sine egne ben. Irriteret fnøs han af sig selv, men fik dig rettet opmærksomheden imod den store hingst da han talte.
De små øre blev vippet frem. Han lyttede. Det gjorde han faktisk altid når nogen talte. Det var noget han var god til. At høre efter var så en helt anden side af sagen.

Hilste? Han havde faktisk ikke hilst på den sorte, men den sorte havde så heller ikke hilst på ham. Den unge hingst havde nok heller ikke så meget regnet med at han ville dukke op, og han havde heller ikke regnet med ikke at få mere skæld ud.

"Som moder."

Svarede han kort. Den hvide skygge hoppe bed ham altid. Belial vidste så dog ikke at det var fordi han altid kom for tæt på- og det var derfor. Han anede ikke den hvide havde forsøgt at lære ham afstand. Han havde misforstået mange ting i sin opvækst.

Det var ikke sådan en situation som denne, den sorte skyggehingst havde set sig selv stå i, lige pludselig. En situation, hvor han nu altså stod over for en plag, og på en eller anden måde havde sat sig selv i en position, som værende en… rollefigur. Han ville aldrig blive en far for denne knægt, for det var ikke hans rolle. Men en eller anden var nødt til at lære knægten nogle ting om at begå sig i den verden, som han var havnet i. Ellers ville han da ende med at komme gevaldigt til skade – eller rode sig ud i flere tomhjernede aftaler! Plagen fik standset op, på en klundtet og ikke særlig pæn måde. Men Volontaire var jo også bare stoppet brat op.

,,Og hvordan hilser din mor?”

Han ville vide det helt specifikt. For hvis han ikke kunne finde ud af at hilse på en korrekt måde, var det bestemt på tide at lære det. Nok havde Volontaire sine særheder, og han var sin helt egen type; men dog vidste han godt hvordan man hilste på andre.

Hvis hingsten da absolut ville vide det, ja så måtte Belial vel hilse. Eller vise hvordan man gjorde. Hvordan han gjorde, hvordan moder gjorde. Den unge hingst sendte fluks et bid efter hingsten. Han vidste ikke om han ville få fat eller ej, men det var som sådan heller ikke idéen. Enten fik man fat eller også gjorde man ikke. Det var bare sådan det var.
Efter sin hilsen rettede Belial sig lidt op igen, og denne gang i stedet for at forsøge at mimere sin røde broders holdning, forsøgte han med den sorte hingsts. Belial var ret god til at mimere andre- men han havde nu også gjort en del i det.

Et haps gik igennem luften, præcis som den sorte have ’frygtet’ var han måde at hilse på. Volontaire flyttede sig ikke, men log den hvide plag bide fat i hans skind, uden at trække sig. Det kunne bestemt mærkes, men ikke på den måde, at han ville bide igennem hans skind; for så ville den sorte bestemt gengælde det. Han svirpede med sin sorte hale, og kneb øjnene i, mens han rystede lidt på hovedet. Plagen rettede sig pludselig op, og hvis ikke Volontaire tog meget fejl, stod den hvide plag nærmest som han selv gjorde. Han forsøgte vidst at kopiere den sortes ranke holdning. Volontaire brummede i en tør tone, inden han knejste nakken dybere.

,,Du er vidst nødt til at… Hvad kalder man det.. Blive omskolet lidt, knægt.”

Sagde han med de hæse og hvislende toner, inden han trådte et enkelt skridt bagud, for at skabe en smule mere afstand, så han bedre kunne se plagen an.
,
,At hilse på hinanden, foregår bestemt ikke på den måde, som din mor dér har lært dig.”

Tonen var bestemt og irettesættende; for plagen var nødt til at vide, at det ikke var sådan han skulle hilse. Og Volontaire havde i sinde at lave om på hans måde at gøre netop dette på. Men først var han nødt til at vide, om plagen overhovedet lyttede til hans ord eller ej.

,,Knægt, hvad er dit navn?”

Omskoles? Hvad var nu det for noget? Belial rynkede utilfreds på den spraglede mule. Han forstod ikke hvad den sorte nu snakkede om, og han forstod bestemt heller ikke hvad problemet var.
Belial vippede ørene tilbage i nakken, stod han og kritiserede moder? Belial var trofast, og han kunne rigtig godt lide den hvide skygge hoppe, også selvom hun var blevet bindegal. Eller i hvert fald ikke var helt som hun plejede.
Mest af alt havde han lyst til at trampe væk hvis han skulle mene hans moder var gal på den, men han kunne heller ikke være det bekendt. Den store sorte skyggehingst forsøgte jo at hjælpe.

"Belial."

Svarede han lidt tørt. Utilfreds endnu. Der skulle ikke vanvittig meget til at gøre den unge hingst tvær. Lige ledes heller ikke omvendt.

Volontaire var skam ikke i tvivl om, at plagen foran ham blev utilfreds med de ord han sagde. Han holdte tydeligvis af sin moder, og dette var jo positivt – på sin vis. Han var nok også utilfreds med, at denne lidt fremmede sorte hingst, nu stod og fortalte ham, at han skulle omskoles. Måske forstod den hvide plag ikke ordene, men den sorte hingst havde i sinde at vise ham det i såfald. Han rystede kort på hovedet af sine egne tanker, og den mission han havde sat sig for – der var lang vej. Det var tydeligt. Men de var der også dengang med Volontaire selv, da han var en ung knægt.

,,Belial, mit navn er Volontaire.”

Svarede han så, og nikkede dybt med dit hoved, en smule overdrevet, fordi det måske ville fremme forståelse.

,,Dette, er hvad man kalder en hilsen, Belial. En præsentation. Ikke ved at bide.”

Der skulle nok mere forklaring til, overfor plagen, der så noget tvær ud i øjeblikket. Men lige for nu, var det disse ord der blev sagt, indtil Belial havde responderet på det.

Volontaire.. Belial trak på skulderen. Han ville forsøge at huske navnet. Men den unge hingst havde en tildens til at glemme dem igen og også forholdsvis hurtigt. Han anede faktisk ikke hvad moder hed, han vidste bare hun ikke hed moder. For det var ikke et navn, det var noget hun var! Lupë hang fast, men det var nok også mest fordi han havde hængt op af sin broder næsten lige siden han mødte ham første gang. De andre forsvandt sådan for ham. Han kunne dog huske ansigter, tydeligt. Han glemte ikke de ansigter han havde mødt.^

Vent? Hvad? Hvor?
Belial så forvirret på hingsten og igen rynkede han irriterende på den spraglede mule. Han vidste godt hvad en præsentation var, det havde Lupë da forklaret ham, men som regel hadede Belial dem.. det krævede han sagde mindst et ord. Det lykkes ham som regel også, men med tydelig spor af utilfredshed. Det var ikke en hilsen!

Den sorte hingst var ganske stålsat. Han havde ikke tænkt sig at lade den hvidlige plag slippe udenom disse læringer. For uden at lære om disse basale ting, ville den unge plag ikke komme langt i livet. Nogle ville få nok af hans uhøflige tilgang til tingene, og især hans måde at… hilse på! Men Volontaire var ganske tykhudet, og han havde ikke i sinde bare at skubbe skravlet væk, og lade ham sejle i sin egen sø; for nu var det lige så meget et princip for ham. Han skulle lære – om det så krævede en evighed!

Belial så noget utilfreds ud, ved Volontaires udtalte ord, og dette skulle ikke være noget der gentog sig alt for mange gange. Derfor hukkede Volontaire hurtigt og præcist ud efter Belials næseryg, for at afstraffe ham. Om han ramte, det var ikke sikkert. Efter hans forsøg på at hukke ham en over mulen, brummede han i en dyb og markerende tone.

,,Dét der, gør man som en straf. For at rette af. Og ikke for at hilse”

Han kneb øjnene i, og stirrede olmt på Belial, for at få ham til at forstå hvad han lige havde sagt.

,,Så vi prøver igen, Belial”

Volontaire rettede sig rankt op, og så ned på den unge plag, han før havde hukket irettesættende ud efter. Hans toner der nu kom, var ment som en ordre og bestemt ikke som en forespørgsel.

,,Nu lader du somom, vi to aldrig har set hinanden. Og du er lige kommet hen til mig. Hvad gør du så?”

Hvis Belial nu valgte at bide, ville Volontaire igen hukke efter ham, og forklare endnu engang at det var en straf, og ikke en hilsen, og derefter forklare hvordan man hilste. Igen.

Da den sorte Volontaire bed ham over næseryggen lyste Belial op. Som blev der tændt julelys i hans øjne. Men blikket der blev sendt ham fortalte ham at det ikke var det der var meningen. Belial himlede med øjne. Det var ikke straf, hvordan kunne det være en straf? Måske var ikke alle skyggeheste lige normale. Måske ham her var en undtagelse- men Belial kunne nu altså godt lide den sorte skygge hingst.

Belial rankede sig op, næsten som en kopiring af den måde Volontaire gjorde det på. Han forsøgte at mande sig op. Det var jo det han skulle. Han skulle mande sig om og tage en bid af det sure æble og komme videre oven på hans dumme ønske!

Den var nem! Så nem Belial næsten kunne grine, han gjorde det dog ikke. Som sædvanlig bed Belial ud efter den sorte hingst.
Ikke han forstod denne leg helt. Eller det var jo vel ikke leg? Eller var det.

Da den sorte havde hukket Belial en over mulen, bemærkede Volontaire hvordan Belials øjne kort lyste op. Han nød det? Dette fik noget til at rykke på sig i hans indre – for denne plag var da bestemt blevet skruet helt forkert sammen, siden han synes at disse bid var noget der var behageligt, og ligefrem noget han nød. Det var ufatteligt, hvordan en opdragelse kunne slå fejl. Nok var han ikke fader selv, men han var godt klar over, hvordan hans føl skulle have været opdraget, hvis han nogensinde havde fået nogen. Og sådan som Belial var blevet opdraget, var i den sortes øjne ikke korrekt.

Plagen rettede sig op, i en rankere holdning, der var forsøgt kopieret af den sorte selv. Dette var dog positivt – for så forstod knægten da lidt af kropssproget hos den sorte; så et eller andet foregik der da oppe i hovedet på hvidlingen, selvom meget af det vidst ikke var helt rigtigt. Som den sorte skyggehingst havde forventet, så bed plagen ud efter Volontaire, efter hans ord om en hilsen. Og han var ikke langsom om at reagere; men i stedet for at bide, brugte han ord.

,,Nej!”

Stemme kom frontalt, hård og hvislende, mens han slog en forhov dybt og hårdt i jorden. Han hvæste advarende imod Belial, og brummede i en markant og dyb tone.

,,En hilsen er med ord. Kom med ny hilsen – dit navn.”

Hans stemme var bidende og hvislende. Knægten skulle forstå hvad en hilsen var. Og Volontaire havde tænkt sig at blive ved.

Belial var først glad, men hingstens enkelte ord, sank straks hans humør mere til bunds. De mandelformede øre tippede ud til siden. Tydeligvis forvirret og såret over han gjorde noget forkert. Der efter ændrede han sig til at være irriteret og himlede igen med de brune øjne efterfulgt af et dybt suk.

"Belial."

Sagde han da han bad om hans navn. Hvorfor skulle han have det igen? Havde han ikke lige fortalt den sorte hvad han hed. Altså Belial var glemsom hvad angik navne, men ikke SÅ glemsom. Den unge hingst himlede igen med øjne. Han var en smule irriteret. Hvorfor skulle han overhoved alt det her? Der var jo ikke ligefrem noget galt med ham- troede Belial i hvert fald selv.

Plagen var tydeligt forvirret, og i nogle sekunder så han ud til at være blevet såret over den irettesættende stemme der var røget ud af den sortes mule. Men kort efter ændrede Belials kropssprog sig, og han så i stedet irriteret ud; og det blev understreget med en himlen med øjnene, og det gad Volontaire bestemt ikke at se, ikke igen. Men han sagde intet, for efter et suk, kom hingsteplagens navn da endelig ud. Den sorte hingst nikkede tilkendegivende og brummede dybt, mens han kneb øjnene i. Han ignorerede igen, at den hvidlige plag atter engang himlede med øjnene; for det var ikke dét det handlede om i disse sekunder.

,,Og hvad skal du efter at have sagt dit navn? Hvad gjorde jeg for en bevægelse?”

Han havde før nikket dybt, efter at have udtalt sit navn. Og det var den bevægelse han ville have fra Belial. Det var en mere… dyb hilsen, end blot at udtale sit navn. For det virkede intetsigende for mange. Og også for Volontaire selv; han ville se handlinger imens.