Fortabt (Volle)

Belial fik fat. Det kom næsten bag på ham- mest fordi den sorte skyggehingst ikke var enige i hans hilse metoder, så Belial havde forventet den sorte ville vige for de flyvende tænder. Det gjorde han ikke og dette gjorde den unge plag yderst tilfreds. Han lyste op. Belial brød sig ikke meget om at blive afvist, ikke han havde prøvet det som sådan, ikke ud over den måde han havde svigtet hans hjem det han så som familie, og nu stod uden for; i skyggen hvis man da kan bruge den tale måde her, og det brød han sig da bestemt ikke om.
Der kom ikke noget bid tilbage, det havde Belial sådan lidt forventet. Men de havde jo også hilst en millard gange nu, hvis det altså kan gøre det. Der efter lød en klart nej! Belial vippede ørene ud til siden. Så han ville have Belial til at gøre det andet. Men der skete ikke nogen?
Med et dybt suk nikkede den unge hingst dybt og respektfuldt for den sorte hingst- han kunne lige så godt gøre det godt nok i første omgang, så han ikke behøvede at gentage sig selv flere gange en højstnødvendigt- efterfulgt udtalte Belial sit navn en smule mumlende men tydelig nok til det kunne høres. Han var træt af den her leg.

Volontaire var ikke den fødte opdrager. Men han var tilgengæld meget stædig og stolt. Så han havde ikke sådan lige i sinde at opgive denne knægt. Måske var det for sent at lære ham om manérer og hilse metoder. Men fremadrettet ville den sorte hingst kræve af den hvide plag, at en hilsen var korrekt; i hvert fald overfor Volontaire selv.
Belial nikkede dybt, efter den sorte hingst meget bestemte ’nej’. Men han lignede bestemt ikke en, der synes om denne situation, og heller ikke en der forstod det. Han var bestemt tung at danse med, den hvide plag. Men om ikke andet forstod han da et nej. Trods alt. Volontaire rystede svagt på hovedet, irritabelt, inden han brummede i en hvislende tone. Men han kunne ikke rette på plagen, for det var korrekt det han lige havde gjort. Han havde jo netop hilst. Men han manglede stadig den sidste del. At sige sit navn.

,,Og hvad skal du så bagefter du har nikket dybt?”

Volontaire så stift på plagen, mens han kneb øjnene i, og fortsatte med at gå rundt om plagen i cirkler. Hans adfærd var stadig maskulin og truende; for plagen skulle bestemt komme med det rette svar nu.

,,Og det er ikke et bid!”

Tilføjede den sorte skyggehingst, med en fyrrig og hvislende stemme. Han skulle ikke bide. Og dette var nu heller ikke en mulighed. For hvis den hvide plag valgte at bide nu, ville det bestemt være uklogt gjort.

Belial spærrede øjne op helt op. Ej helt ærlig! Der efter himlede den unge hingst med øjne. Det her var dumt og latterligt.

"Du. Ved. Mit. Navn."

Halv stamrede den unge der ikke havde motivationen for at forsætte. Det her var røvsygt og kedeligt, og hvorfor skulle han også gentage sig selv hele tiden. Det var dumt! Den unge plag havde efterhånden glemt at han burde bare indordne sig og gøre som den store skyggehingst sagde, og var nu begyndt at blive mere teenage trodsig i sin opførsel.

Han gad ikke mere – Belial. Hans kvote for oplæring var bestemt nået ham helt op til ørene. Og det var tydeligt at mærke og høre. Nok var Volontaire en stædig skabning, der altid søgte at opnå det han havde i sit hoved. Men han kendte også til begrænsninger. Og en af disse begrænsninger havde han netop nået. Hans isblå øjne stirrede olmt og tomt ned på den hvidlige plag, der fik ordene frem; et efter et. Plagen havde bestemt ret; for den sorte skyggehingst kendte godt Belials navn. Men det var ikke det der var problemet eller det der skulle siges. Den sorte hingst rystede kort og irritabelt på sit store hoved, inden han brummede i en hvislende og dyb tone, og hvæste imod Belial, i en advarende tone, mens tænderne kort var blottet; men han bed ikke. I stedet gik Volontaire direkte forbi den hvidlige plag, og han fortsatte.

,,En dag mødes vi igen, Belial…”

Sagde han med en dyb og hvislende stemme, der fik kulde og frygt til at rende igennem marv og ben hos de fleste. Hans stort korpus fortsatte blot videre.

¤Og når det sker, håber jeg du husker hvordan man hilser¤

Hans stemme var hviskende, lav, næsten uhørligt. Belial ville nok ikke kunne høre hans udtalte ord, for de var egentlig kun henvendt til ham selv, mens han fortsatte videre, væk fra plagen, med et skummelt og ulæseligt smil på mulen..

(Out – now, let them meet again! xD )