Post by Deleted on Oct 11, 2015 14:48:53 GMT 1
Hun var efterhånden ved at komme lidt mere ovenpå, den grå hoppe. Ikke at hun lignede en hoppe der havde det som hun skulle, men hun ejede dog en smule mere fedt på kroppen, end hun i længere tid havde gjort. Hun bevægede sig afsted igennem den skov, som hun kendte ganske godt efterhånden. Faktisk kendte hun den nok ud og ind, da det havde været denne skov, der i alle årene hun havde levet, havde været hendes hjem.
De mørke øjne hvilede stille fremad, som søgte de stadig svar, på de mange gåder, der var i hendes indre. I vinteren havde hun set Taias skikkelse, en hoppe som hun betragtede som sin egen moder. Men hun var ikke almindelig at kigge på, hun var.. et spøgelse. Noget der skræmte den grå hoppe en lille smule. Men hvis hun var et spøgelse, så var hun derfor stadig også i denne verden, på en eller anden måde, ikke? Asira rystede på hovedet over sig selv, inden hun slog frem i en taktfast trav igennem skoven, for at søge varmen i kroppen via bevægelse. Hun brummede i en kort tone, der ikke var henvist til nogen eller noget; for den grå hoppe ønskede mest af alt at være alene. Kun ganske få selskaber brød hun sig om at være i – og de var ikke at finde nogen steder mere.. Hun lod sine grå øre vippe bagud, imod hende mørke man. Denne holdning havde hendes øre som regel altid, og dette var blot blevet en tilvænning. Sjældent fandt de fremad, for andet end blot at lytte og søge; men de kom ikke fremad af fornøjelse og venlighed… Hendes hovslag kunne høres i den mosede skovbund, mens hun taktfast bevægede sig afsted. Hun fnyste i en langtrukken bevægelse, mens hun knejste nakken let op, og fortsatte smidigt mellem de tætte træer.
De mørke øjne hvilede stille fremad, som søgte de stadig svar, på de mange gåder, der var i hendes indre. I vinteren havde hun set Taias skikkelse, en hoppe som hun betragtede som sin egen moder. Men hun var ikke almindelig at kigge på, hun var.. et spøgelse. Noget der skræmte den grå hoppe en lille smule. Men hvis hun var et spøgelse, så var hun derfor stadig også i denne verden, på en eller anden måde, ikke? Asira rystede på hovedet over sig selv, inden hun slog frem i en taktfast trav igennem skoven, for at søge varmen i kroppen via bevægelse. Hun brummede i en kort tone, der ikke var henvist til nogen eller noget; for den grå hoppe ønskede mest af alt at være alene. Kun ganske få selskaber brød hun sig om at være i – og de var ikke at finde nogen steder mere.. Hun lod sine grå øre vippe bagud, imod hende mørke man. Denne holdning havde hendes øre som regel altid, og dette var blot blevet en tilvænning. Sjældent fandt de fremad, for andet end blot at lytte og søge; men de kom ikke fremad af fornøjelse og venlighed… Hendes hovslag kunne høres i den mosede skovbund, mens hun taktfast bevægede sig afsted. Hun fnyste i en langtrukken bevægelse, mens hun knejste nakken let op, og fortsatte smidigt mellem de tætte træer.
