Electric Soul | Camille

"I've been seeing all, I've been seeing your soul
Give me things that I've wanted to know
Tell me things that you've done"

Efteråret kom stille, kulden gnavede allerede nu på den slanke hoppe, Mitis. Leventeras skove skiftede farve, samtidig med at frygten fyldte den kønne hoppe. Hun ville ikke klare vinteren. Hun var ikke klar til kulden og manglen på føde, langt fra. Hun følte sig fastklemt, og sugede grådigt den kolde efterårsluft ind, uden at hun følte at hendes lunger blev fyldt. Ivory var væk. Tanken var surrealistisk, og skar hende i hjertet. Hun følte ikke at den prikkede hoppe på nogen måde var klar til at klare sig alene. Hun ville ikke kunne leve med sig selv hvis der skete noget med hende. Hun kunne kun se den unge hoppe for sig, såret et eller andet sted, uden nogen bekendtskaber. Mitis ville ikke kunne gøre noget. Hvad hvis de slet ikke ville mødes igen?

Ud over det følte hun sig en smule latterlig, for hvad stod hun overhovedet inde for længere? Hun følte sig dum over at stå her alene og gå i panik over hendes egne problemer, når der var andre heste derude der havde langt større problemer end hende. Hun kunne godt lide tanken og billedet af sig selv som en uselvisk person med et lyst hjerte. Men hun var egoistisk, det kunne hun tydeligt se, og ikke rigtig værdig nogen. Nu havde hun ikke engang Ivory mere. Det var hende og Chrome, vinteren og intet andet.

Og hvad side af landet var hun? Hun var ikke ond som skyggerne, hendes hjerte var ikke mørkt som deres. Men efter at have mødt både Illana og Brêgo, følte hun sig som om hun var så langt fra at kunne være som dem. Hun var usikker, egoistisk, selvhadende og var ikke god til at passe på noget. Nej, en vogter var hun langt fra. Men hvad var man så, hvis man ikke kunne være det man forsøgte at blive til?

Hun tog endnu et dybt åndedrag. Vinden hvislede omkring hende, og hendes grå krop stod i kontrast til det grønne, gule og orange omkring hende. Efteråret kom, men bladende var kun let falmende. Det meste var endnu grønt, og det var sådan hun skulle se på det. Skønt hendes liv var falmet i kanterne, måtte hun holde fast i det der endnu var grønt, holde fast i det friske fra sommeren. Hende og Chrome, Mitis personlighed, det var endnu ikke berørt af efterårets kølige fingre.

Wordcount: 390 | tag: Camille

code by ♥

Camille nød lyden af de knasende blade, der dansede for hendes hove mens hun skridtede gennem Leventeras skove. Omgivelserne var efterhånden begyndt at skifte farve og vinden fik de nedfaldne blade til at danse rundt og danne sære mønstre i luften. Hendes blik var årvågent og ørene fremadrettede, mens hun smidigt flettede sin vævre krop ind og ud mellem træstammerne. Efteråret var hendes yndlingstid og inden længe ville skovene være ligne et flammehav af orange, røde og gyldne nuancer. Den friske, kølige efterårsvind var allerede ved at puste sommerens dovenskab og lumre varme væk. Den spættede hoppes pels var på det seneste blevet tættere og kraftigere, men havde endnu ikke overgivet sig til vinterens teddylook.
De sidste par dage var Camilles tanker blevet ved med at vende tilbage til den gråbrogede hingsts ord, om at der ingen farer fandtes på øerne. Livet som omstrejfende trak mere i hende en nogensinde: idéen om at være fuldstændig uafhængig var yderst tiltalende. Dog var der indimellem et lille stik af savn, der fik hende til at længes efter at være en del af en flok.
Camille tog endnu engang sig selv i de tilbagevendende tanker og slog engang med hovedet, som for at ryste dem af sig.
Vejret var herligt. Hun sænkede mulen og prustede til bladene, der allerede dækkede skovbunden hist og pist og satte frem i en livlig trav.

Med et ryk hævede Mitis hovedet, som hævede hun hovedet fra tankerne. De måtte stoppe nu – hvis hun ville blive til noget nogensinde, blev hun nødt til i det mindste at forsøge at blive det. Og så havde hun også hørt en lyd – lyden af nogen der kom i hendes retning. Hendes før forpinte ansigtsudtryk blev erstattet af et venligt og imødekommende smil. Folk skulle ikke vide at hun for få minutter siden havde følt sig fuldkommen miserabel. Hun kunne høre knækkende grene, og prusten ikke langt derfra, og det var tydeligvis en person der ikke forsøgte at skjule sig, og hvis de var var de utrolig dårlige til det. Stille skridtede hun i den retning, inden hun så en hoppe med moccafarvede pletter ud over hende ellers hvide krop. Det var lidt lig Chrome og Ivory, så Mitis syntes allerede nu at det var ganske kønt.
”Godeftermiddag!”
Smilede hun venligt til den fremmede. Hun måtte da have opdaget Mitis for længst. Hun havde ikke ligefrem gjort noget for at være lydløs eller noget, og var vis på at hun måtte have trådt på en tør gren eller to på vej derhen.

Wordcount: 192 | tag: Camille

code by ♥

Camille opdagede en slank, grålig skikkelse tone frem, skråt til venstre for hende, længere fremme mellem træerne, hvorfor hun gradvist sagtnede farten og til sidst slog over i skridt. Da hun var kommet tættere på hilste skikkelsen - hun kunne nu se, at det var en elegant, slank, gråbroget hoppe -, venligt, men formelt. "Dav," svarede appaloosahoppen, tøvende, men ikke usikkert. Hun kunne bare ikke rigtig greje den formelle tiltale, som nogle i landet tilsyneladende benyttede sig af. Hun spidsede ører og strakte mulen et par centimeter fremad i en imødekommende gestus, og betragtede tavst, men nysgerrigt hoppen, der var dukket frem. Endnu et vindstød fik et par blade til at rasle af træerne og dale ned omkring de to hopper. Et øjeblik syntes Camille at der var en snert af en ubestemmelig duft, hun havde mødt før, over den anden hoppe, men inden hun kunne placere den, havde vinden taget den med sig. Camille rystede tanken af sig. Hun var sikker på at hun aldrig havde set hoppen før, og var også temmelig sikker på at hun ikke havde været blandt de heste, der var blevet fanget på bjerget, da det rystede, i sommers.