Leadership III Arion

Leadership
_________________________________

Tanken havde efterhånden naget Solani i flere måneder, men hun vidste ikke hvordan hun skulle føre den ud i livet. Hun ville gerne starte en flok, og når Solani havde sat sig for noget, så kom det til at ske, lige meget hvor svært det ville være. Men hun kunne ikke gøre det alene. For det første anede hun ikke hvem der kunne være interesseret i at være en del af hendes flok, men hun vidste udmærket godt at hun ikke kunne være en leder alene. Ingen tvivl om at hun skulle være en leder, selvfølgelig, men der skulle være en anden. En der kunne hjælpe hende. Hun vidste godt at hun sommetider ville blive nødt til at gå på kompromis, især med sig selv, men det skulle nok gå. Andromeda havde brug for en flok der ikke var tilegnet hverken det gode eller det onde i landet. Hun syntes selv at det var en smule underligt, hvis man nu ønskede beskyttelse, men ikke ’hørte til’ i nogen af flokkene. Hun gjorde vel i princippet både sig selv og alle mulige andre en tjeneste.

Det virkede naivt at sige at hun lige nu bare gik rundt og søgte efter heste at få med, for når man sagde det sådan lød det som noget det kun kunne gå grueligt galt. Det gjorde hun jo heller ikke direkte, men hvis hun fandt nogen hun fandt egnede til at være del af den første gruppe, så kunne det jo ikke skade at lufte idéen. Det slanke hoved var opmærksomt hævet, imens hun med de tofarvede øjne søgte efter liv i skoven. Hvorfor var der ingen?

___________________________________________________________________________

Wordcount: 272

Den skimle hingst havde været i landet igennem en længer periode efterhånden. Han havde ikke lært mange at kende, men dog nogle stykker. I stedet havde den skimle og ædle hingst bevæget sig omkring på de forskellige øer, i et forsøg på at skabe et overblik over hvor det var bedst at slå sig ned. I hans gamle hjem, havde han ledt en flok, med sin mage ved hans side. Men dette gjorde han jo ikke mere – det stoppede dog ikke Arion med de blå øjne, i at drømme om endnu engang at skabe en flok og lede den så godt som han kunne; selv hvis det skulle betyde en ofring af sig selv, hvis noget skulle ske. Den skimle og ædle herre, vidste godt at der var to flokke i dette land; det havde han da fået sig opsnust. Men han vidste også, at flokkene var ganske opdelte, i det man kaldte det ’gode’ og det ’onde’. Arion så ikke sig selv som hverken god eller ond; men han kæmpede for det der lå ham rigtig i sindet og det han mente var korrekt at kæmpe for. Han var ikke ond, i den forstand at han søgte at skade andre, ej heller så god at han blot lod alt stå til; han var neutral, og kæmpede de kampe han mente der var værd at kæmpe for.


Arion bevægede sig med en ædel og rank holdning afsted imellem træerne, og igennem den let mosede bund, grundet efterårets regn der havde været her det meste af dagen, men som dog var stilnet af nu. Hans blå øjne hvilede roligt omkring, med et glimt der ikke var til at skjule. Hans nakke var knejst dybt, og bringen let fremskudt. Hans hale slog et slag, inde han brummede i en dyb og lettere charmerende tone; måske her var andre? Bedst som tonen døde hen, opfangede han lugten af en andens tilstedeværelse, en hoppe. Han kneb øjnene let i, for at spotte hende; og der mellem træerne, ligesom han selv, stod hun helt stille. Han kom fra siden, imod hende, mens han brummede i en dyb og imødekommende tone, inden han trippede let på stedet, og derefter standsede op.


,,Melady”


Sagde han så, med den dybe og ædle stemme, inden han dybt ’bukkede’ for hoppen, som han endnu ikke genkendte.

Leadership
_________________________________

Selv havde den mørkebrune hoppe ikke haft de store erfaringer med flokke. Eller, hun havde jo haft erfaringer, men ikke ligefrem gode, og hun ville gerne selv skabe gode oplevelser. Når man ikke blev foræret noget, så måtte man skabe det selv, det havde hun lært med årene. Hun var endnu ganske ung, kun på hendes femte vinter, men hun følte at hun havde oplevet en hel del allerede. Oplevet nok, nej, men hun havde heller ikke oplevet ingenting.
Siden hun var tre år havde hun strejfet omkring, og var da også med tiden kommet ud af ørken, og ud i nogen store skove. Men det var efter mange måneder i ørkenen, og der var endnu varmt i skoven. Skovbrande havde ikke været en sjældenhed, og hun var sågar kommet til Andromeda grundet en. Men nu var hun her, og kiggede ikke tilbage på hvad hun engang havde været.
Hun spottede hurtigt en anden sjæl – en hvid hingst, smukt bygget. Ganske smuk, i det hele taget. Hans lyse blå øjne lyste op i den ellers mørke skov, og med elegante bevægelser så Solani hvordan han kom hende nærmere, inden han stoppede op foran hende med en let brummen. Der var noget genkendeligt ved den skimlede hingst, men hun kunne ikke sætte en hov på hvor det var. Nok bare noget hun bildte sig ind.
Hun nikkede let til hans ord, med et let smil om læberne. Den mørke hoppes humør skiftede i forhold til hvad hun ville have, og hvad hun følte. Nogen ville påstå at hun var en aggressiv og fjendtlig hoppe, og det var i sig selv også rigtigt. Der var bare også så mange andre sider af hende.
”Godeftermiddag.”
Hendes stemme var mild og venlig, med en ulmende fare under, som kun hun selv kendte. Den lå er altid, men en dag som i dag lå den længere nede end sædvanligt.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 314

Den skimle herre, stod nu helt stille, med fronten til den mørkebrune hoppe, hvis udseende var ganske smukt i hans øjne. Han holdt meget af hopper, og nød at være i deres selskab. Han så altid noget smukt i dem; mest fordi de alle var vidt forskellige, og det var betagende at beskue. Arions blå øjne hvilede varmt på hoppen, der stod overfor ham, og selv fremsagde en hilsen. Et smil bredte sig let henover hans mule, mens ørene vippede lyttende frem til hendes lyse toner der stod i stor kontrast til hans dybe toner der før havde fyldt stilheden. Der var et eller andet ved denne hoppe, som virkede så bekendt – så hjemligt. Han studerede hende derfor, måske meget intenst, hvilket fik ham til at rømme sig, med et undskyldende og venligt glimt i de blå øjne.

,,Undskyld jeg sådan stirre på dig, MeLady. Men, du virker blot så bekendt.”

Sagde han så, med et efterfølgende nik, inden han da brummede i en varm og let charmerende undertone. Ja, Arion var skam en hingst, og derfor lå charmen bare naturligt til ham.

,,Mit navn er Arion – må jeg spørge hvad dit navn er?”

Han stirrede lidt på det aftegn hun havde i ansigtet, den hvidlige stribe henover hendes øje. Hun var så bekendt. Måske det hjalp, når navnet kom – han var nemlig god til at huske disse navne. Måske kunne hun også huske hans navn? Hvis de da kendte hinanden. Hun kunne jo også blot minde om en, fra hans gamle hjem. Men aftegnene var blot så specifikke.. Han måtte kende hende!

Leadership
_________________________________

De to vidt forskellige hestes stemmer flettede sig ganske melodisk ind i hinanden, som en violin og en bas. Men der var endnu noget velkendt over den skimlede hingst, og det så ikke ud til at hun var den eneste der havde tænkt på det. Det kunne næsten umuligt være et sammentræf, kunne det? Det virkede meget usandsynligt at de begge tilfældigvis skulle genkende hinanden, hvis det var første gang de mødtes. Selv navnet, Arion, bragte hende tilbage til hendes tid i skovene, skovene hvor branden skete. Hun rynkede panden, og tiltede det slanke hoved let på skrå.
”Solani. Men jeg mener helt bestemt at have mødt dig før, jeg mener det. Hvor var du før du kom hertil?”
Spurgte hun, som om det var det mest normale spørgsmål i verden, sådan at spørge hvor man havde været ’før Andromeda’. Men hun var sikker på at det var sådan det skete med alle. Sådan havde det i hvert fald været med både hende og Djange, og selvom det måske var en sølle test, mente hun at det var bevis nok.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 180