Meeting a brother | Lupë

Det var på tide at søge lidt videre. Gå af andre stier, i stedet for kun at gå langs de stier der var på Chibale, og som hoppen kendte ud og ind. Hun havde nok snart oplevet hele Chibale, i sin søgen på at finde den datter, der næsten siden fødslen havde været væk og ikke til at finde. Derfor var den grå hoppe søgt til Leventera, en ø der ikke var for stor i forhold til Chibale, men stadig større, men ikke så stor som eksempelvis Enophis. Desuden virkede Leventera lidt mere genkendeligt, grundet de mange træer, ligesom på Chibale – men alligevel var alting så anderledes. Det var ikke hendes hjem.

Hun slog et slag med den sorte hale, inden hun bevægede sig videre. Men der gik dog ikke længe, før den spinkle hoppe stoppede brat op. Hun var nået til udkanten af de træer hun var søgt ind i, skoven som hun havde søgt hi og beskyttelse i. Men den var ikke længere nu, og derfor stod hun der, i udkanten, og stirrede ud i det helt åbne område der lå foran hende. Den store dal. Men hun gik ikke derud. Hun ville ikke bevæge sig derud lige nu, ikke bare sådan uden videre; for derude ville hun være let at se og søge imod. Og det ønskede hun trods alt ikke, at alle og enhver skulle gøre.
I stedet stod hun bare rankt, og stirrede derud, for at se om der var andre sjæle i nærheden. Hun anede ikke om der var andre derude i det åbne landskab, men før hun var helt sikker på at hun var alene, havde hun ikke tænkt sig at søge derud.

Hun kneb øjnene sammen, efter at have stirret derud tilstrækkeligt længe, og samtidigt lyttet opmærksom rundt; hun kunne ingen høre eller se. Endnu et svirp kom fra hendes hale, iltert, inden hun da slog frem i skridt, ud imod dalen. Hun var anspændt mens hun gik, og hendes kropssprog var ganske afvisende, mens ørene også lå ned imod hendes sorte man.. Hun ønskede ikke ethvert slags selskab lige nu.

Ædelt kom den rødlige unge hingst roligt spadserende. Til trods for at han var på komplet fremmed område, forbeholdte hans holdning sig rank og elegant. Smidig var hans let knejste nakke, alt imens hans skridt var affjedrende og bløde. Maskulint fremstod den fuldvoksne unge Lupë, mens musklerne også prangede ham smukt. De to forskelligt farvede øjne slog livlige gnister, energisk - som den nysgerrige drengerøv han nu er.

Her var flot, men meget åbent. Spændende.. men også meget fremmed.

Han havde aldrig betrådt denne Ø før, af hvad han lige kunne erindre. Men han skulle møde sin far her, noget med en flok og en vis Brêgo. Så vidt han selv havde forstået var det noget med at forhører denne Brêgo om optagelse i hans flok. Selv kendte han intet til flokken, udover at han vidste hans far var med i den, til trods for han forholdte sig i bjergende, og så Illana. Illana skulle efter sigende også være i flokken - hvilket nu var meget rart.

Lidt skov stod til i horisonten og henkastende havde Lupës blik let søgt denne skov, og det bryn. Som sådan så han ikke nogen skikkelse, mens han selvsikkert fortsatte sin færd.

Hov? Det var lettere pludseligt han fangede noget ud af øjenkrogen. Opmærksomt drejede han det let kantede hoved, og fik øje på en grålig skikkelse bevæge sig ud fra skoven han akkurat havde beskuet. Af ren reaktion stoppede han brat. Nysgerrig slap hans gnistrende blik nu ikke denne fremmede, mens de mørkerøde ører vippede opmærksomt. Hun så vred ud, anspændt, afvisende... Faktisk som hans... egen far?

Kort undrende havde han rynket de ikkeeksisterende bryn, før han sneg sig over i en mere forundret og morskabelig mine, mens et smil stille bredtes drenget på hans mule. Det var virkelig et sjovt sammentraf! Stille brummede han hingstet, en anelse opvarmende, før han slog et mindre vrinsk op, som var kortvarig og småkvalt - så det mest kom til udtryk som et lille opsigtsvækkende hvin.

Hvad havde hun dog rodet sig ud i. Hun hadede jo at gå i så åbne områder; og hun forsøgte som regel altid at undgå netop disse områder. Mange kendte ikke til Asira, i hvert fald ikke hvad hun vidste af. Men der var dog nok alligevel nogen, der vidste hvem den grå hoppe var, fordi hendes fader var Djange – som så noget underlig ud, med de mærkelige ting han havde fået på kroppen, uden hun vidste hvorfor. Hun havde ikke set ham, siden den dag han kom til hende, med disse udsmykninger og en lille gnom ved hans side. Tanken gjorde hende vred, og det fik hendes øre endnu længere ned, mens hun spadserede anspændt afsted, med en dog rank holdning.

Hun gik i sin egen verden, af tanker, og dog lyttede hun alligevel intenst til sine omgivelser. Men ikke tidsnok til at opfange lyden af hovslag; men dog hørte hun et vrinsk. Et vrinsk, hun ikke var forberedt på. Det fik hende til at standse helt brat op, mens hendes hoved røg længere opad, og hun nu stirrede frem for sig, imod den der ejede vrinsket. En hingst. Han var langt fra hende endnu, og derfor kunne hun ikke gennemskue hvem han var. End ikke lugten kunne hun få ordentligt ind i sine næsebor. Hun kneb øjnene hårdt sammen, og knejste nakken dybt ned, mens hun samlede kroppen helt. Hun lignede bestemt ikke en hoppe ved første øjekast med denne holdning; men dog fortalte hendes kropbygning at hun var en hoppe; for det var hun jo også. Hendes øre forblev nedlagte, mens hun stirrede på den fremmede hingst. Hvad ville han?

Det grangiveligt noget af en reaktion han fik sig, da den fremmede grålige stillede sådanne et show op. Det brede drengede smil blegnede lidt, mens hans blik først blev en smule spørgende, hvorefter påpasselig. Lettere uvidende over hvorfor hoppen her gjorde som hun gjorde, begyndte hans møre ører at vippede uvilkårligt frem og tilbage, lettere utrygt. Hun lignede jo ikke engang en hoppe lige nu?

Derpå valgte han alligevel at samle sig sammen, for selvfølgelig måtte han også være her? Hingstet knejste han i nakken, før han lod et næsten lydløst fnys passere hans næseborer. Let gled hans ører kort i nakken, rent markerende, før han løftede det ene ikkeeksisterende bryn en kende spørgende.

Hvem fanden havde pisset på hendes græs her til morgen?

Let lod han begge ører roligt glide helt frem igen, hvor de blidt vippede nysgerrigt. Kort slog han et mindre prust op, før han trådte et par skridt indbydende frem, mens han øjne atter glimtrede livligt. Let slog han en mindre trippen løs, blød og hingstet, roligt, mens han charmerende knejsede i nakken - i samspil med et kort skævt drenget smil. Måske hun ville danse lidt?

Han kom tættere og tættere på, og det brød den grå sig bestemt ikke om. Hun ønskede ikke at have nogen tæt på, tværtimod ønskede hun at havde afstand til de selskaber hun eventuelt skulle have, da hun ikke havde haft særlig mange positive oplevelser med netop at have nogen tæt på. Hun svirpede med sin sorte hale, i nogle iltre bevægelser, mens hingsten foran hende så noget forvirret ud. Han lignede mest af alt en, der undrede sig over hendes måde at stå på og agere på; men hun undrede sig mindst lige så meget over hans lallede væremåde; hvad var der at være så glad for? Han havde tydeligvis ikke oplevet en masse forskellige ting igennem livet, eller også havde han bare ikke taget notits af dem.

Han lod et prust undslippe, inden han nærmest trippede fremad, og dermed kom endnu tættere på. Han virkede ikke truende i sin adfærd, men dog var han altså snart så tæt på nu, at hun ikke ville have ham endnu tættere på. Hun slog iltert med hovedet, inden hun jokkede nogle skridt bagud, og fnyste i nogle korte toner. Hvorfor skulle han absolut tættere på? Kunne han ikke bare stå stille!
Hun stirrede på ham, men ikke i hans øjne. De aftegn.. Der var noget ved dem, der virkede bekendt. Noget, hun havde set før.. Og den lugt der ramte hendes næsebor, var også bekendt. Hun havde lugtet den her hingst før. Set ham… hun forsøgte at genkalde sig deres møde; men det var ikke nemt. Hvem pokker var han?

Det var næsten lige meget hvad han gjorde, så virkede det ikke som om det ligefrem hjalp på den gråliges humør. Nysgerrigheden blev dog ikke mættet, for hun mindede grangiveligt meget og hans egen far, den holdning og opstilling hun havde. Dog var hende her langt mere ilter og vred end han selv nogensinde havde set sin far.. mon hun endda kendte hans far?

Næsten skuffer stoppede han op med et mindre suk. Stille stod han nu, efter en lidt brat opbremsning. Spørgende havde hans to forskelligt farvede, ærlige, øjne gransket hende nysgerrig. Spørgende havde han derpå forsøgt at se hende i øjnene, for det var godt nok noget af et show hun havde smidt på før!

Stille havde begge hans ører været gledet let ud til begge sider, mens han minimalt havde sænket hovedet. Ikke ligefrem underkastende, men nærmere undskyldende.

"Om forladelse. Det var ikke min mening er overtræde Deres grænse."; moden og charmerende spillede hans stemme, blødt og af drengerøvs karakter. Stille hejste han atter hovedet, og forsøgte sig med sin evige livglød og charme, at vippe begge ører frem igen på ny, mens et mindre skævt, drenget og selvsikkert smil kom ham til undsætning over hans spraglede mule.

Det var forvirrende. Dybt forvirrende. Hvorfor var han så glad og munter. Hvad gjorde ham så glad for hele tilværelsen? Han gik end ikke, selvom hun stod der og så noget vred og ilter ud. Hun afviste tydeligt hans selskab og tilnærmelser, og hun ønskede bestemt ikke at stå med ham, og lade deres sjæle være i selskab. Generelt ønskede Asira bare ikke selskab; for det gik altid galt, fordi alle misforstod hendes signaler. Hingsten stod dog stille igen, og lod nærmest sit hoved glide lidt ned – ikke underkastende; men måske nærmest lidt undskyldende? Det fik den grå hoppe til at skære en undrende grimasse over sit ansigt; dette møde var ganske besynderligt. Derefter undskyldte hingsten også – og stemmen.. Stemmen var der noget i, der var bekendt. En tone, der mindede hende om en. Hendes far. Det hele blev lagt sammen i hendes rodede hoved, og pludselig gik det op for den grå Asira, hvem denne hingst var. Han var kun en lille skabning, da hun sidst havde set ham. Nu var han voksen – større end hende selv.

,,Djanges...”

Sagde hun så bare, med den lidt hæse stemme. Hvis hun havde ret, ville hingsten foran hende, nok reagere på navnet. Hvis ikke, ville han nok undre sig, og bare synes at det var noget mærkeligt noget pludselig at sige. Men Asira var nødt til at vide, om hun havde ret. Var denne skabning virkelig den lille gnom, som hun for læge siden så havde set. Han var kun et føl dengang..

Hun så ikke besynderligt glad ud for hans undskyldning, nærmere forvirret. Pisse forvirret, mildest talt. Stille tillod den unge rødelige hingst at bære over med denne hoppe. Han kendte hans far... ja, faktisk havde han jo været vokset op sammen med ham; og hvis denne fremmede foran ham havde temperament i grad af bare noget af det samme som hans far, så havde han lært at tackle det. Mere eller mindre selvfølgelig. Roligt betragtede hans unge øjne hoppen, da hun pludselig nævnte hans fars navn. Djange?

Han tabte smilet, mens hans øjne spørgende så til, lidt uforstående.

"De kender min far? Djange..."; den charmerende og drengede stemme spillede behageligt fra hans mule, langt fra hans fars hæse og tonløse. Svagt havde han lagt hovedet en lille anelse på skrå, mens han havde rynket de ikkeeksisterende bryn en anelse.

Vent?! Så han syner?.. nej.. jo? Lignede hun ikke lidt.. hans.. far? Stille mimrede hans mule, før han svagt rystede på hovedet uforstående, og atter blot så opmærksomt på hende, endnu en anelse spørgende.

Hans smil forsvandt, som dug for solens klare stråler. Han virkede pludselig forvirret over det simple lille ord hun havde sagt. Det var egentlig ikke kun til ham, hun havde sagt ordet, men også til sig selv. Hun var næsten sikker på at hun havde ret i sine antagelser, selvom dette ville være dybt forunderligt og mærkeligt. Men hun tog ikke fejl.. Hingsten foran hende åbnede munden, og talte igen formelt. Hans stemme var mere imødekommende, varm, end hendes faders. Men alligevel var der bare en eller anden lighed i undertonen, trods den næsten var umulig at gøre, hvis ikke det var fordi hun kunne genkende sin faders stemme så meget som hun kunne. Det var hans far. Det sagde han selv nu, da han spurgte om hun også kendte ham. Han talte meget formelt, og lød som en der havde sætningerne i sin magt; det havde den grå Asira bestemt ikke. Hun talte sjældent.

,,Ja, jeg kender ham”

Svarede hun, og brummede i en kort og hæs tone, inden hun kort rettede på sin krop, og knejste sin nakke endnu mere. Dette var mærkeligt. Og hun følte sig mildest talt en smule malplaceret i dette selskab. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle at det også var hende fader. Men det gjorde hun i hvert fald ikke lige nu. Hendes øre forblev bagud, inden det ene kort vippede lidt frem imod ham, inden det fandt sin vante plads skråt bagud.

Hun virkede ikke vitterlig begejstret. Ikke over noget som helst faktisk. Stille mimrede den rødlige hingst lidt på den spraglede mule, da hun bekræftede at hun kendte hans far. Hvorfor? Var ikke til at sige, men af den ene besvarelse lyste Lupë atter op igen. Nysgerrigheden vendte atter tilbage, mens de ærlige og gnistrende blikke så mere indgående i hendes brune. Stille fandt et skævt drenget smil sig atter vej forbi hans før, før han mere eller mindre selvsikkert knejste let i nakken.

"Hvad er Deres navn så?"; hans drengede og charmerende stemme bar præg af en drilsk og kåd person, med en stor spand selvsikkerhed og selvbevidsthed.

"Mit navn er Lupë."; helt igennem imødekommende havde han nippet mulen fremad i en hilsende bevægelse, drenget og temmelig uformelt, mens han dog blev stående helt fast til den afstand han havde til hende. Nysgerrigt vippede hans ører imod hende, alt imens han roligt tillod sig at betragte hende.

Enten havde Djange ikke fortalt at denne hingst, også havde en søster i landet. Eller også vidste hingsten foran hende, simpelthen bare ikke hvem hun var. Hun kunne nok ikke bebrejde ham; for han var lille da han havde set hende. Og hun havde haft sår dengang, havde været udmagret og aldeles ikke været køn at betragte. Nu havde hun mere sul på kroppen, og arrene var blevet mindre og mindre. Men de var der bestemt, mange steder på hendes krop. De beviste hvor meget hoppen havde gået igennem; men at hun stadig levede og var her endnu. Hun svirpede med den sorte hale, frem og tilbage, imens hun tænkte. Han spurgte efter hendes navn, nysgerrigt, og derefter præsenterede hans sig selv som Lupë, mens han nappede ud i luften, i hendes retning, men dog uden for rækkevidde. Hun kneb øjnene tænksomt i, mens hun stirrede betragtende på ham. Der var ligheder mellem ham og Djange – men alligevel var de vidst forskellige. Han mindede ikke meget om Djange, med den tålmodighed og nysgerrighed. Men han var dog alligevel rank i sin holdning, som både Djange og hende selv. Hun rystede på hovedet over sine egne tanker, inden hun da lod stemme falde.

,,Asira – for din far, Athene”

Han havde aldrig kaldt hende Asira. Og hun havde aldrig forstået hvorfor. Måske ville han snart forstå hvem hun var, måske ikke. Men i stedet for at lege gætteleg, smed den grå hoppe nu ’bomben’.

,,Vi har samme far, Lupë.”

Tonerne hang lidt i luften, mens hun stirrede på ham. De var dybt forskellige, men alligevel bundet af blod. Og denne hingst, skulle have været Onkel, for den datter hun engang havde haft. Ja, det var næsten komisk at tænke på… Saphira og Lupë ville nok have haft samme alder, sådan nogenlunde, Saphira ville nok havde været en lille smule ældre.. Et kortvarigt vådt lag lagde sig over hende øjne, da hun dvælede ved tanken om Saphira, inden hun rystede hovedet og dermed fik det våde lag væk fra hendes øjne, inden de blev til tårer. Hun rømmede sig, og rankede sig igen op.

Der blev en anelse stille, mens Lupë blot betragtede hende en anelse. Hun lignede ham godt nok egentlig? Lidt spraglede og få brogede hvide pletter, mørke ben med karakteristiske tigerstriber derpå, en mørk ål ned langs ryggen. Han havde stille haft hævet et ikkeeksisterende bryn, en anelse eftertænksomt selv. Hmm... mon hun på en eller anden måde måske tilmed var i familie med hans far?

Tanken fik ikke lov længe at rumstere før hoppen rystede på det fine hoved hun nu havde, og derpå åbnede mulen.

Athene! Den unge rødlige hingst spærrede straks begge øjne op. Lidt uforstående, mens det virkede mest af alt surrealistisk, vidste han godt hvad det betød. Han havde hørt meget om Athene, men måtte indrømme han ikke huskede hun så sådanne ud? For han havde da også set hende engang da han var helt lille. Ak. Hans far havde i hvert fald ikke ladet ham glemme denne Athene. Men Asira hed hun så? Uden videre at gruble videre, lagde han alligevel hurtigt to og to sammen.

"Så De er min storesøster?"; småhviskede han, med den drengede stemme, mens ambivalente følelser rumsterede i ham. Smilet krængede sig på, men endnu overvældet over situationen var han endnu lidt for forvirret til bare at kunne smile.

"Undskyld, jeg mener du..."; stille fandt han en skævt, selvsikkert og drenget smil frem, mens hans øjne glimtrede ærligt og indgående. Det var jo.. helt uvirkeligt?

Men det slog ham at der skete noget. Hun virkede pludselig lidt indelukket, før hun rømmede sig og nærmest rystede af sig og rankede sig.

"Er der.. noget galt?"; så harmløst og roligt det kunne blive, samt så langt fra hånligt eller snagende var hans ord. Blide og rolige, fra den charmerende og bløde stemme.

Det hele virkede så ganske uvirkeligt og meget mærkeligt. Det var underligt pludselig at stå ansigt til ansigt med en, der var i familie med en selv. Hun var nok ligeså forbavset som hingsten foran hende så ud til at være. Ja, de var i familie. De var søskende. Han så ud til at genkende hendes navn; om det så var for noget godt eller noget dårligt, det kunne hun ikke vide sig sikker på. Et halvhjertet smil kom på den røde hingst mule, mens hans spurgte om hun så altså var hans søster – nok nærmest en konstatering, snarer end et spørgsmål. Og det var hun jo.

,,Ja, jeg er din… Storesøster”

Ordet faldt ikke naturligt for den grå hoppe. Det virkede så underligt.
Hun nikkede kort, og betragtede den rødlige hingst, hvis tålmodighed og charme lå så langt fra alt hvad hun kendte til, fra Djange og hende selv. Hun var selv yderst utålmodig; og charme, det kendte hun knapt nok til. I hvert fald ikke ved hende selv. Hans spørgsmål lød nu, henvendt til hende, om noget var galt. Og det var der. Men det skulle han ikke belemres med.

,,Nej, blot tanker, Lupë”

Svarede hun med den let hæse stemme, der dog ejede lyse toner, fordi hun jo altså var en hoppe. Hun svirpede med den sorte hale, og slap lidt i sine muskler, så hun stod knapt så anspændt. Hun tvivlede meget på, at denne hingst ville slås mod hende, når de var af samme kød og blod. Men hun slappede bestemt heller ikke af; for man kunne aldrig vide.

,,Hvem er din mor?”

Lidt nysgerrighed ejede hun. For det ville hun gerne vide; for tænk nu, hvis Asira vidste hvem det var. Selvom sandsynligheden var ganske lille. Men måske.

Storesøster... Ordet lød for hans mørke ører der reagerende vippede nysgerrig. Det var vel det hun var, ja. Det hele var meget underligt. Ikke fordi det som sådan virkede akavet imellem dem, men det var bare svært at forholde sig til. Vidst også for den grålige Asira foran ham.

Derpå afviste hun blank hans søgen på svar. Blot tanker... Stille funderede Lupë over hvilke tanker det mon kunne være. Samt, hvor boede hun i grunden? Han kunne ikke engang huske sidst han havde set hende. Nej, han havde været blevet mindet om det en million gange af hans far, men hans egne minder og billeder, var der ikke rigtig. Han havde aldrig set hende selv hverken på Enophis eller Foehn heller. Måske hun boede her? På Leventera?

Hendes spørgsmål lød nu, nysgerrigt, og lidt overrasket kastede han blikket på hende. Tænk at den tanke ikke engang selv havde stejfet ham? Hvem hendes mor kunne være? For hun kunne ikke have samme mor som ham? For så vidt han vidst var han selv mors første fødte...

"Uhm... altså. Jeg må ikke nævne hendes navn hvis det skal være rigtigt."; han trak let på ordende, mens et småskævt useriøst undskyldende smil kom ham til gode. Til trods for han ærligt havde ytret sig. Alligevel slog det ham.. hun var jo.. familie. Ikke?

Egentlig var det ikke fordi mødet var akavet eller ulideligt at være en del af. Men det var blot så surrealistisk pludselig at have en lillebror, som var voksen, og ikke et føl. Måske havde den grå Asira bedre kunnet forholde sig til det faktum at hun havde en bror, hvis han havde været mindre og yngre. Men sådan var det altså bare ikke – og dette måtte hun acceptere og forholde sig til. Men det skar i hendes indre, at hendes egen datter burde have været voksen nu, og bevæge sig omkring ved hendes side, og lære verden at kende. Men nej. Han virkede lidt utilpas ved hendes spørgsmål, og svaret var heller ikke et hun rigtig kunne bruge. Hvorfor måtte han ikke fortælle hvem det var? Hun var sikker på at det ikke var samme moder de havde, for hende moder var død og borte; heldigvis. Hun hadede sin moder. Hadede hende for aldrig at have været der for hende. At hun var død, kunne Asira bedre forholde sig til, end at hun bare ikke havde gidet Asira da hun var lille og skrøbelig. Hun kneb øjnene eftertænksomt i, og skar en lidt utilfreds grimasse.

,,Hvorfor ikke?”

Det virkede så sært. Hvorfor måtte hun ikke vide, hvem der havde skabt Lupë, sammen med Djange? Der var noget loddent ved det, og det fik Asira til kort at spænde op i kroppen igen. Var det her mon en fælde? En løgn? De mange mistroiske tanker buldrede nu ind i hendes hoved, og det fik hende til at tage et skridt bagud.