Anger Management | Xenocrates

Enophis.. Øen med bjerge, og den ø hvor hendes fader holdte mest til, efter sigende. Dette var den største ø at bevæge sig rundt på, og også en ø som hun ikke ret tit valgte at søge til. Men den grå hoppe var denne dag søgt hertil, i et forsøg på at komme væk fra de vante områder. Hun brød sig ikke om at skulle bevæge sig andre steder end på Chibale. Men samtidig brød hun sig heller ikke om at være på Chobale lige nu.. Hun trængte til at komme væk fra det område, som mindede hende om så meget sorg.

Den grå hoppe bevægede sig oppe i bjergtinderne, dog ikke alt for langt oppe endnu. Men hun var dog så højt oppe, at hun kun ville kunne anes svagt nede fra jorden. Hun stod stille deroppe, på et fladt stykke, med blikket udover Enophis dal område. Hun var ensom.. Men det var en følelse hun var vant til at have, og en følelse hun sikkert aldrig ville komme af med. Hendes øre lå skråt bagud, mest ned imod hendes sorte man. Hendes hale slog nogle svirp, inden hun knejste i nakken. Hun gjorde aldrig opmærksom på sig selv med lyde; men fordi hun stod heroppe, og der sikkert ikke var andre, skete noget uventet.

Hun løftede hovedet højt op, og strakte dermed halsen. Hun sugede luft ind i sine lunger, inden hun udstødte et langt og højt vrinsk. Ikke et vrinsk der søgte selskaber, heller ikke venligt i tonerne. Det var et vredt og indebrændt vrinsk, der indeholdte sørgmodige og vrede toner. Hun stejlede op, efter tonerne døde ud i dalen og i bjergtinderne bag hende. Forbenene slog hun frem for sig selv, vredt, inden hun landede på alle 4 med et ’klonk’ imod det stenede underlag. Hun brummede i iltre toner, og trippede kort nogle skridt bagud.. Nok var det højlydt hendes vrinsk, og mange ville sikkert have hørt det; men på en eller anden måde havde det givet den fortvivlede og ødelagte hoppe, en smule ’ro’ i sindet – for vreden var kommet ud.

Den gyldne hingst havde i længe ledt efter netop den selv samme sjæl som befandt sig i samme område som ham. Hvorfor var endnu uklart, mens han dog havde fanget sporet af hende og fulgt hende på sikker afstand. Hingsten bandede i sit stille sind over at han skulle følge efter hende helt oppe i bjergene, men det var her han havde fundet hende, og snart kunne høre hendes vredes udbrud. Jøses. Han rystede let på hovedet, inden han begav sig atter længere op af bjergsiden. En anelse højlydt overdrev han sit åndedræt da han trådte op på det samme flade stykke, for at forgive han var forpustet. Hvilket måske ikke var helt løgn. Han var ikke vant til den tynde luft i bjergene, og et opadgående stykke var måske lidt for meget, selvom han uden tvivl var ved at komme efter den med sin fysik.

” Jøses Asira. Helt heroppe? Det er klart du er ensom når du vælger at vade helt herop.. ”

Lød det så fra ham i et intetsigende toneleje, mens han dog endnu holdt lidt afstand fra hende. De blå øjne betragtede hende dog roligt, ikke blot hendes ydre, men han var klar på hendes indre ligeså. Han var nysgerrig på hende og derfor havde han også faldt at forlade Chibale for at følge hende.

Den grå hoppe var sjældent i disse områder. Hun holdt mest af at gemme sig imellem træerne på Chibale, og ikke være et sted som dette, hvor hun egentlig var ganske udsat, hvis nogen fandt hende. I hvert fald hvis det var nogen der ønskede hende ondt. Hun slog et voldsomt slag med sin sorte hale, mens hun virrede vredt med sit hoved. Men dette udbrud blev afbrudt. Lyden af hovslag ramte hendes sensitive øre, og pludselig kom en stemme, hun ikke havde hørt længe. Xenocrates.

Hun vendte sig om i en voldsomt bevægelse, og blottede også sine hvide tænder, mens hun nu stirrede på ham. Hvad pokker lavede han heroppe; og af alle steder han kunne være i dette store bjerghelvede, var han lige præcis der hvor hun var. Hun knejste nakken op, og brummede i en kort tone, afvisende overfor ham. Han skulle ikke komme tættere på hende nu, han skulle blive der. Hun følte sig klemt, som hun stod der. For der var kun afgrunden bag hende, og foran hende stod han. Altså ingen flugtveje.

,,Ingen har bedt dig komme herop.”

Svarede hun med en spydig tone, og kneb øjnene i. Hun var i en ren forsvarsposition lige nu, fordi hun følte sig klemt og overrumplet over, at han pludselig bare var der. Var han fulgt efter hende?

Hendes reaktion var ganske ventet, og den unge hingst trak blot et svagt smil på den mørke mule og rystede på hovedet. Selvom hun var afvisende var det noget han gjorde stor ære i at ignorere, for han var jo ikke farlig på nogen måde, udover hun ikke kunne skjule noget fra ham. Han trådte kort til siden, og gav lidt plads, for så at vade op til hende. Han strakte den brune mule mod hendes hals og nippede let til de sorte lokker. Han var måske mest af alt bare glad for lidt selskab, selvom glæden ikke just så gensidig ud. Han trak på skulderne over hendes ord.

” Jo da. Du var ensom, og jeg havde alligevel ikke noget at lave, så nu har du selskab ”

Han lød næsten uskyldig i sin måde at forklare hende hvad han lavede heroppe på. De lyseblå øjne så alt, men de lukkede samtidigt af for hvad han selv måtte have af behov, i hvertfald så han selv kunne sætte ord på dem. Den gyldne hingst havde andre måder at vise det på. Noget der nok kunne drive de fleste sjæle til vanvid.

Præcis som ved sidste møde, for længe siden, var Xenocrates alt for anmassende. Om det bare var sådan han var, eller om det kun var overofr den grå hoppe, det anede Asira ærlig talt ikke. Men hun vidste dog at hun bestemt ikke brød sig om det – slet ikke ved denne bjergkant. Han begyndte at gå hen til hende, og nappede til hendes sorte man. Det fik den grå hoppe til resolut at hukke ud efter hans skulder, og trippe nogle skridt til side. De havde rørt hinanden ved deres sidste møde; men det var længe siden, og deres møde havde ærlig talt været meget forvirrende. Og han var stadig forvirrende. Hun trippede yderligere nogle skridt sidelæns, og brummede i nogle advarende toner, mens hun knejste nakken mere op.

,,Jeg er ikke..”

Mere sagde hun så ikke. Hvad bildte han sig ind. Han skulle ikke rode sådan i hendes hoved. Hendes øre blev lagt ned i nakken, og hun blottede tænderne endnu mere.

,,Hold dit fra mit hoved!”

Xenon havde kunne fornemme hun ville hugge ud efter ham, men han lod hendes tænder klappe sig om hans skulder. Han mimrede let med mulen og fnyste kort ved smerten, men sådan var det nu engang. Han havde været vant til langt værre i sit liv, så han kunne godt leve med at hun fik afløb for sin vrede på den måde. Han sendte hende blot et kækt smil, mens hun spruttede og spyttede af ham. Han mimrede let med mulen igen og så på hende, forvirret.

” Men.. ”

Kom det kort forvirret fra ham. Han kendte jo ikke rigtig til andet end at lure i folks sind. Det var jo det han havde lært han skulle gøre, så hvorfor måtte han så ikke mere. Han lagde hovedet på sned, og bevægede sig dog ikke yderligere. Han mærkede varmen kildre ned hans hans skulder og forben, men det var blot overfladisk.

” Hvad foreslår du så jeg gør, og at lade dig være er for kedeligt, så find på noget andet.. ”

Kom det så fra ham, mens han hævede hovedet en anelse skeptisk overfor denne her nye leg de så måtte finde på. Hmpf. Han kunne altså bedre lide det som det var før.

Han var virkelig ikke til at blive klog på, den lyse Xenocrates. Men det var heller ikke mange gange de havde mødt hinanden, og derfor virkede deres møde så nyt igen. Hun kendte overhovedet ikke denne hingst, og anede ikke hvad han var i stand til. Men noget ved ham var unaturligt – for han ejede denne form for magi; i og med at han kunne gå ind i hendes hoved, og lytte til hendes tanker. Det var mærkeligt og unaturligt – noget de grå hoppe havde svært ved at forholde sig til.
Hun fik lov at sætte sine tænder i hans skind, da han ikke trak sig – men det var ganske overfladisk, for hun gik ikke efter at skade, men at markere og advare.

Et kækt smil gled henover hans mule, inden han derefter så en anelse forvirret ud, over det ord hun havde sagt. Og derefter ytrede han da også sin mening med, at han mente det ville blive ganske kedeligt hvis han bare lod hende være; så hvad skulle de så gøre? Asira anede det ikke – hun var sjældent i selskab. Hun fnyste irriteret og slog med den sorte hale, inden hun kneb øjnene lidt skeptisk i.

,,Det ved jeg da ikke.. Gå ud og find en anden at rode rundt i hovedet på”

Mumlede hun, og kiggede derefter lidt ned af bjergsiden som hun stod på.. Hun kunne nok ikke flygte den vej ned, uden at det ville give nogle seriøse knubs.

Den gyldne hingst lagde ørerne en anelse og fnyste svagt. Det var jo det samme som at lade hende være. Det kunne ikke komme på tale. Han var ikke fuldt hele vejen efter hende for så bare at skulle lade hende være. En dyb rungen kom fra hans bryst og han rystede kort på hovedet inden han fulgte hendes blik og rynkede let på mulen. Fjollehoved. Han kunne også bare give hende et skub dernedaf. Tomt stirrede han ned af bjergsiden som overvejede han det rent faktisk for en kort stund. Han sukkede kort overfladisk og løftede hovedet en anelse.

” Det tæller ikke. Du skal være med. Du bestemmer hvad vi skal lave ”

Lød det så fra ham, mens han for en stund lagde de lidt mere dystre tanker fra sig og trak hende legesygt i manen som et andet føl. Han var ganske vidst beredt på at hun nok ville tage det ret ilde at han begyndte at rykke i hendes hårpagt, nu når hun jo nok mere eller mindre ikke kunne udstå ham.

Han forstod vitterligt ikke særlig meget, denne gyldne hingst. Han gik i hvert fald ikke, men forblev bare stående henne ved hende. Han var tydeligvis ikke tilfreds med hendes svar, for han mente åbenbart ikke at det var en god ide. Nej, hun skulle finde på noget andet, mente Xenocrates. Men Asira var ikke ligefrem typen der fandt på ting at lave med andre – for hun foretrak at være alene, og ikke sammen med hverken ham eller andre. Kun nogle helt få, havde hun lyst til at være i nærheden af.

Da han havde talt, hev han hende i manen. Det fik hende til igen at blotte sine tænder, og nu smide et forben direkte ud efter ham, mens hun udstødte et kort hvin i e lys og skinger tone. Han skulle lade være med at røre hende! Hun havde ikke indbudt ham til det; og han var alt for anmassende. Hendes øre lagde sig i nakken, mens hun fortsat blottede sine hvide tænder, advarende, men alle hendes muskler spændte op i hendes spinkle, dog muskuløse krop. Hun svarede ham ikke på hans ord, for dem ignorerede hun ærlig talt lige nu, mens hu mere eller mindre bare gerne ville have ham i afstand.

Hendes hvin og forben ud i luften var for den gyldne en indbydelse til leg og ballade. Han havde trods alt været vant til denne her form for leg med Titan, og det kunne ind i mellem godt gå hen og blive alvor, for så at blive leg igen. Xenon smilede bredt og ivigt inden han hoppede muntert på stedet, inden han kastede sig over Asira, kampklar med spyt og savl. Han placerede det ene forben over ryggen på hende, mens han hapsede til hendes ene ører, for til sidst at begive sig ud i af ugle hendes man så meget som muligt. Før han dog nåede at modtage ret meget høvl fra hoppen var han solidt plantet på jorden igen, og skridtede et par skridt væk fra hende. De blå øjne funderede let og han rynkede let på mulen.
Den gyldne hingst gik fra lalleglad legesyg til dybt koncentreret og med en meget seriøs mine over de blå øjne som stirrede fjernt ud i luften, næsten som så han på alt andet end der var omkring ham.

" Hnn. Hvor skal hun mon hen.. "

Mumlede han for sig selv, mens han kort lukkede øjnene i for at forsøge at koncentrere sig yderligere. På nuværende tidspunkt havde han glemt alt om Asira, og at han måske havde gjort hende pænt irriteret med hans lille legestunt.

Det var bestemt ikke fordi den grå hoppe synes dette selskab var særlig fornøjeligt at være i. Hun havde ikke ønsket selskab lige nu – hun havde søgt ensomheden. For den grå Asira havde ikke mange som hun ønskede at være i selskab med; hvorfor skulle hun ønske det? De fleste ønskede jo bestemt heller ikke hendes selskab, så der var ingen grund til at opsøge sådan noget. Xenocrates kastede sig pludselig imod hende, og placerede det ene ben over hendes ryg, mens hans forsøgte at nappe hende i øret; men det skulle han bestemt ikke! Hun tog hovedet lidt ned, og drejede derefter halsen, så hendes hoved var i hans retning. Herefter bed hun direkte efter hans skulderblad, for at få ham væk, alt imens han uglede i hendes man. Men Asira kendte ikke til disse lege, og trods det ikke gjorde ondt, så føltes det stadig som et angreb; trods det jo ikke var det. Men at han lå sådan halv ovenpå hende, og samtidig søgte efter hendes man; det gav nogle andre fornemmelser i hendes krop, end leg; og de fornemmelser, og tilnærmelser, ville hun aldrig have igen! I et hop skubbede hun sig bagpart opad, i et forsøg på et buk, for at få ham af og væk. Men han hoppede dog selv ret hurtigt ned; og bevægede sig i lidt afstand af hende.

Bedst som hun skulle til at flyve i angreb på ham, så han pludselig tænksom ud og mumlede noget for sig selv. Men den grå hoppes sensitive øre opfattede dog ordene. Hvem?
Hun skævede lidt ned af bjerget, i den retning han kiggede; men hun så dog ingen.

,,Hvem?”

Hun lød sur, og det var hun os lige nu, grundet hans ’angreb’ før. Men hun var alligevel nysgerrig. Hvem pokker talte han om?

Han tog imod hendes bid og så videre i det hans opmærksomhed nu var draget på noget helt andet. Han stod tænksomt og mimrede med mulen, og faldt hen i en næsten trancelignende tilstand. En sjælden gang måtte den gyldne hingst koncentrere sig meget grundigt for at finde ud af det han nu søgte uden at blive opdaget. Længe stod han sådan og først lidt efter Asira havde stillet ham spørgsmålet kom der en reaktion. Dog en mere voldsomt en. Den gyldne kastede sig nærmest bagud i et voldsomt ryk inden han kastede i voldsomme bevægelser med hovedet, mens en smertefyldt grynten kom fra ham, som havde noget stykket noget skarpt i panden på ham. Han bed tænderne hårdt sammen og fnyste inden smerten hurtigt aftog. Afsløret. De blå øjne blev nu rettet på den grå hoppe, olmt.

” Godt gået, nu opdagede hun mig. ”

Næsten hvæste han af den grå hoppe, mens den brune mule var fornærmet rynket. Det gjorde ondt at blive opdaget af en der kunne påføre en smerte via sindet. Havde den grå ikke talt så havde han måske kunne snige sig lige så stille ud af sindet på den anden modpart.

Den grå hoppe var tydeligt irriteret over dette møde. Hvorfor kunne han ikke bare gå sin vej igen, og lade hende være i fred. Men som de stod lige nu, var hans fokus ikke længere rettet imod hende. Han så koncentreret ud, som søgte han nogle svar, uden at spørge efter dem. Hvad var det der foregik? Hun svirpede med den sorte hale bag sig, inden hun himlede kort med øjnene. Asira så sit snit til gå væk fra ham, og tog derfor nogle enkelte skridt bagom ham, for at søge væk. Men ikke hurtigt nok. Han sprang nærmest bagud, og virrede med sit hoved, efterfulgt af en smertefuldt fnys.

Asira bakkede hurtigt bagud, og brummede i nogle advarende og truende toner; for dét der, det var for mærkeligt! Hendes øre lå nu helt ned i den sorte man endnu engang, inden hun knejste nakken dybt ned, for at stå klar til forsvar. Hvad foregik der i hans hoved lige nu?
Han drejede sit hoved, og kiggede nærmest olmt på hende, mens han udtalte nogle ord. Hvad pokker ævlede han om?
Den grå hoppe stirrede på Xenocrates, med stor skepsis. Han var underlig. Meget underlig. Hun kunne ingen andre se end de to – og hvorfor havde han pludselig haft ondt? Hun havde da ikke rørt ham i hvert fald.

Xenon stod længe og stirrede tilbage på hende, som var en måske en anelse dum. Dog måtte hingsten erkende at hun måske ikke havde samme viden som ham, hvor til hans udtryk blev mere irriteret i det han da nok måtte til at forklare det. Han sukkede opgivende og en anelse dramatisk. Det var jo bare virkelig fint. Han slog let med det velformede hoved og vippede ørerne bagud. Efterveerne fra det han netop var blevet udsat for hang svagt over ham som en ulmende hovedpine. Han så igen på Asira og overvejede for en stund om det var rart ikke at være ham, men nej han konkluderede det ville være kedeligt.

” Vi er ikke de eneste heroppe, eller på den her ø. Du foreslog jeg rodede i en andens hoved, så jeg valgte at se hvorfor min moder dog ville begive sig væk herfra, men som du nok kan se så gik det ikke godt, fordi nogen forstyrrede. ”

Xenon lavede trutmund som en anden fornærmet hoppe, mens han sendte et meget dømmende blik mod den grå hoppe. Ja situationen virkede næsten komisk og det var svært at vurdere om den gyldne reelt var en anelse mopset eller om det bare var pjat. Måske vidste han det ikke engang selv.

Asira var egentlig fuldstændig ligeglad med, om den gyldne Xeno var irriteret over hendes før udtalte ord. For hvis han gerne ville være i fred for hende, var han jo bestemt velkomment il at gå væk fra hende igen. Hun havde ikke bedt ham om at være heroppe hos hende; overhovedet. Så det stod ham frit for at gå, i stedet for at stå her og se små fornærmet og irriteret ud. Han fortalte nu, at han havde rodet i sin moders hoved. Dette lød også helt forkert. Men dog gjorde det, at den grå hoppe ikke længere behøvede være i tvivl om, at han i virkeligheden kunne rode i andres hoveder; og også hendes. En evne hun ikke ejede; hvilket nok var heldigt nok. For hun var ikke interesseret i at vide sandheden om hvad andre syntes om hendes selskab; for de viste det alligevel ved at bide og afvise, eller være uforstående. Så hun havde ikke brug for deres fordømmende tanker også.

,,Jeg har ikke bedt dig blive her. Så et står dig frit for at gå væk, så jeg ikke forstyrre dig i at rode i andres hoveder”

Svarede hun spydigt tilbage. Det var jo sandt. Han kunne bare gå. Hun havde ikke bedt ham om at blive hos hende. Så hvis et var så irriterende, så kunne han jo bare gå.