The little, frightened one | Solani

Persephone

x x x

| Where: x | Who: x | Listen to: Home |

The little, frightened one

Solen stod skarpt og klart på den skyfri himmel. Det havde ikke været længe siden, at de store grå skyer havde overtaget himmelen og givet området et tyndt lag sne. Nu lyste engen op med solens reflekterende kræfter og tvang enhver til at misse med øjnene. Solanis' idé om at bringe disse fremmede heste sammen og skabe en form for union, forstod hun endnu ikke. Persephone var blevet en anelse ældre og havde groet sig stærkere - det var nødvendigt hvis hun skulle klare den igennem vinteren. Samtidig med at hendes fysik var groet stærkere, såfremt var hendes sind også mere erfarent. Hun havde lært meget af observation fra sin moder, og fulgte hende stadig i hælene, som var hun en miniversion af hende. Men det ville hun aldrig blive.

De steder hendes krop før havde været nøgen for pels var nu groet tilbage. Det var den tid tilbage under katastrofen, der havde gjort at hun havde mistet et par totter af den ellers så bløde og varme føl pels. Nu var den atter groet ud og hun var endda ved at blive en anelse langhåret. Ét sted katastrofen dog havde sat et evigt tegn var det lille hak hun havde fået i sit venstre øre, skabt af en skarp, nedfalden sten. Hun tænkte ikke over sin ydre fejl, men de indre havde allerede sat rod...

Nu travede hun dog ubesværet bag hendes moder, imens de begav sig over Enophis' enge. Sneen knasede vagt under deres hove, og ører og øjne var opmærksomme på deres omgivelser. Persephone var ikke en af mange ord, men spørgsmålene hobede sig op, for hendes syn var kritisk på hele idéen om en flok. Hvorfor nu det, når de ellers havde klaret sig fint på egen hånd?

The little, frightened one
_________________________________

Trods den mørkebrune hoppe ikke viste det udadtil, åd den dårlige samvittighed hende indefra, og det havde den gjort hver dag siden jordskælvet for hun havde godt set på Persphones adfærd at hun var bange. Hun var blevet ødelagt alt, alt for tidligt, og det havde været Solanis skyld. Mange måneder var gået, hvor den mørkebrune hoppe havde ladet hendes afkom være alene. Det var bekymrende – Persephone så ikke ud til at have vokset ret meget, og hun var efterhånden snart et år gammel. Det var på tide at tage hende med ud og se verden, og hvis flokken endte med at blive til noget ville den buckskinfarvede jo alligevel ende sammen med hende, og måske en dag selv lære at styre flokken. Men lige nu var hele idéen et stykke væk, for man manglede jo andre for at kunne skabe en flok, og Solani havde haft held til at jage alle hun havde mødt til væk. Det var vel medfødt.

Sneen havde lagt sig, knasende og hård, som de to heste travede over den. De tofarvede øjne spejdede rundt med et køligt udtryk, imens Solanis hoved var hævet både for at se efter farer, men også for at vise hendes stolthed. Da de to heste var nået midten af den store eng der lå på Enophis, stoppede hun op, og kiggede hurtigt rundt, inden hun rettede sin opmærksomhed mod Persephone.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 231