First day of... [Åben]

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

En svag lyd af hovtrin, en knitren af tøsne og det dæmpede prust var de eneste lyde der undslap den blege skikkelse. Vinteren var ovre, foråret ved at nå sit peak, og selvom det havde sneet førdagen, var det tydeligt at varmen så småt bevægede sig over landet. Den startede mildt, men Jairo kunne næsten mærke hvordan landet gjorde sig klar til liv igen. Det var som om at Andromeda havde holdt vejret i vinteren, for blot at lade både luft og energi blande sig imellem de triste miner man indimellem spottede hos de få heste han havde set.
Mange havde trukket sig væk, jah næsten vandret alene hele vinteren, og det var tydeligt at se hvordan løftet om varme trak smil frem i tørre ansigter. Sådan var det halvt om halvt hos ham selv, der netop nu ledte. Nok ledte han svagt, og ville ikke indrømme selskab var hans mål. Men ledte, det gjorde han.

Han var svagt nysgerrig. Både efter viden, men også bare nyheder. Sladder var også en velkommenhed, og han tænkte den bedst kunne findes i et selskab. De bløde ører vippede let ved lydende omkring ham, men ingen var noget han tog særlig notis af. Måske var han på trods af alt for tidligt ude..?
Jairo rystede roligt på hovedet og skiftede retning imod en af de større drikkesøer i landet. Der måtte der være nogle, og hvis ikke der var nogle, ville de komme. Alt andet ville jo være underligt.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

First day of
______________________________

Det var som om, at vinteren ej ønskede at lade sine knoglede fingre forsvinde fra landets muskulatur, kølige knogler og ludende skikkelser der endnu blev tynget af nattefrost og kølige vindpust fra Enophis høje bjerge der lurede et sted i horisonten, umuligt at se fra Chibales bløde tåger der lukkede sig omkring sneungen, gemte hende bort fra skovens sultne blikke og passede på hendes endnu uskyldige sjæl. Det virkede næsten usandsynligt at foråret ville vise sit brede ansigt på den grålige himmel, men det var alligevel muligt at ane varmen i en utydelig atmosfære, som om den forsøgte at klæbe sig fast, skubbet hårdt bort af vinterens kridhvide istænder. Selvfølgelig havde foråret ikke en chance.
Ivory var ikke længere blot et føl, og måske var en smule af barnligheden der lå over hendes eksistens faded en smule bort, udvisket i de før skarpe kanter. Tiden bort fra Mitis og Chrome havde selvfølgelig gjort sit for at rive hende bort fra barndommens venlige hænder, og på sin vis havde dette været med succes. Alligevel var det tydeligt, at hun ikke havde det mindste seriøsitet over sig da hun ubesværet strøg imellem sorte træstammer der forsvandt med deres bløde grannåle højt over hovedet på hende. Hun søgte målrettet imod en af de mindre søer der var at finde i lysninger omkring på Chibale, og trods hun sjældent befandt sig på denne af øerne kendte hun dog visse steder hvor det både var muligt at finde selskab, men ligeså få en smule at drikke.

____________________________________________________________________

Wordcount: 251

Det var koldt her hvir Nacht befandt sig, men på en lidt anden måde end det var i bjergene hvor han boede det meste af tiden. Der havde han måtte konkludere, at den nok altid var så koldt. Hundekoldt. Men i denne her kulde, følte han sig som en Islænder i Spanien. Hans krop havde jo netop vænnet sig til den anden kulde, men nu... Ja, nu var det nærmest for varmt, på trods af sne og slud.

Nacht tog et skridt frem af. Hoven sank ned i den halvdybe sne. Først så han til højre og så til venstre, men han kunne ikke genkende noget somhelst. Suk, tænkte han og gjorde ligeså, inden han med tungt hjerte måtte konkludere, at han, desværre, var faret vild. Han var i hvert fald ikke på sin hjemø. Nå, tænkte han, jamen så må jeg nok hellere finde noget at spise og drikke. Han gjorde et let kast med hovedet, hvilket fik den lange, røde man til at kaste sig op i luften, for derefter at lande på hårets vante plads: nakke, pande og skuldrer.

Derefter forsatte Nacht fremefter i sin søen på vand. Jo vidst! Han kunne da godt tygge på lidt sne, men det ville bare gøre ham kold i stedet for. Så derfor var det bedre, hvis han kunne finde flydende vand. En sø måske? Jo, det ville være godt, tænkte han ved sig selv og gik videre gennem sneen. Sne... Ja, det var derfor han levede i den mest sneklædte og kolde ø i Andromeda. Det er nemlig sådan med sne, at man kan bevæge sig rundt nærmest lydløst, fordi sneen sluger lyden.

Længere fremme så han en sø. Han slog over i trav mod søen. Dog i et fornuftigt tempo, da han gerne skulle opdage farene, før de opdagede ham.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Langsomt men sikkert gik det, og inden længe kunne den spejlblanke overflade af søeen ses. I morgenlyset glimtede den, og lyset fik den virkelig til at komme til ret, på sådanne kolde dage. På dage som dette, var søer noget smukt. Om sommeren, noget ganske normalt.

Den blege skabning lod med ophøjet ro hans grønne øjne glide rundt, inden at han brød frem fra den tætte skov omkring ham. Han skulle ikke nyde noget af overraskelser, om de så var gode eller dårlige. Sjovt hvordan han altid havde tacklet dem dårligt... Jairo rystede på hovedet, med antydningen af et smil om sin bløde mule. Planer blev altid brudt på et eller andet punkt. Man kunne jo ikke kontrollere alt her i verden... Men noget kunne man. Og om han ville frem til søen, var fuldkommen op til ham. 

Han var dog ikke den eneste der havde fundet vej... Den hvidlige var knap nået frem til søen, før en bevægelse flimrede i hans synsfelt, og en plettet skabning trådte ud af skoven. Større end ham, og med sorte farver der som blæk smøg sig om hendes slanke skikkelse. En hurtig vurdering fik ham til at tænke hoppe, men sikker var han ikke. 

Svagt vippede ørene i nakken, og en hilsende brummen kom fra ham. Dog stoppede han ikke op for at hilse, men forsatte ufortrødent frem imod søen og dets kolde vand. I hans hoved gennemgik han en hurtig liste af sjæle han kendte, men hun passede ikke til nogle af dem. Tænkte han nærmere over det, havde han aldrig set en plettet skabning i hans land, da det havde været en højest... underlig pels at bære. Men her var hun, og den hvide nikkede en enkelt gang til hende efter at have slukket tørste. 

Med opmærksomheden hvilende på hoppen, hørte eller så han ikke den mørkebrune skikkelse blandt de mange stammer; også på vej hen til søen. 

Det ville jo blive en hel forsamling, tænkte man på hvor sjældent liv var disse vintre. 

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..