Second chance at first line

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 365  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Vandet sprøjtet omkring ørerne på de to hingste. Dråberne lignede krystaller, når kappens sølvhvide skær ramte dem. Som diamanter regnede de ned omkring de to sjæle, der delte søen med hinanden. Den grå hingst stod måbende og betragtede det skinnede vand omkring dem, som var han paralyseret af det magiske syn. Jaidev rynkede diskret på den hvide mule, inden han rystede hele kroppen, så kappen flagrede endnu mere. Legesygt dansede kappen omkring himmeldanserens korpus, og himmelen synes at lyse endnu mere op. Det varede kun et øjeblik, før kappen atter lå roligt omkring flankerne på den mørke hingst igen. Skyerne drev væk fra himmelen og kappede ejede blot en dyb safirblå farve, der stadig formåede at skinne mere end vandets overflade. Apeiron spurgte uvidende ind til skyggerne; han kendte ej til den del af landet. Jaidevs sortnede blik betragtede et øjeblik den grå, inden det vandret od horisonten. Han skulle vælge sine ord med omhug.

” Der findes to magter i denne verden, Apeiron. Lyset og Mørket. Der findes tjenere af mørket, såkaldte skygger.. Og det findes tjenere af Lyset, såkaldte vogtere. ”

Himmelhingsten nikkede ved det sidste ord, for at understrege at det var hvad han var. En vogter. En forkæmper for Lyset. Ordene lod til at blive hængende i luften et øjeblik. Det kunne virke overvældende med alle de indtryk den grå blev udsat for. Og i frygt for, at han ville begynde at stivne over at høre om den mørke side, trak himmeldanseren op mod bredden og brummede maskulint efter den grå, hvis han endnu ønskede at gøre ham selskab.

” Ser De Apeiron, ikke alle sjæle her ønsker harmoni. Nogen sjæle ønsker kaos. Jeg vil råde Dem til, at holde afstand til disse sjæle. De er ikke til at spøge med. De vil med det samme vide, hvad jeg taler om, hvis De en dag møder en skyggehest. ”

Jaidev talte med en dæmpet, men alvorlig tone. Tanken om disse heste, hvis sjæle var revet itu, deres sind forgiftet af skygger, der evigt slikkede sig sultent op af deres ben. De var monster.
Og ak, de havde blot valgt en anden vej end ham. Det kunne ej han beskylde dem for.

Pludselig rystede den brune Jaidev sig, så hans kappe flagrede legesygt omkring ham. Bevægelsen fik vandets dråber til at regne som diamanter ned over de to sjæle, hvilket blot fik Apeiron til at måbe endnu mere. Det var så smukt... Jaidevs kappe var så forunderlig, så perfekt; så langt fra den virkelige verden. Det var Apeirons første møde med magi, og han var bestemt ikke skuffet. Tværtimod gav det ham blot lyst til at se mere. Han havde aldrig tænkt på, hvordan det ville være at støde på ting fra en anden verden... Han havde altid levet i nuet og havde kun fokuseret på de realistiske ting, han kunne se omkring sig; tanken om magi og en anden verden hinsides sin egen havde slet ikke strejfet ham. Men nu... dette Andromeda, disse vogtere og deres magi - det var alt sammen så spændende, og han kunne ikke gøre andet end blot at suge det hele til sig!

Jaidev begyndte nu sin fortælling, og Apeiron nikkede forstående med hovedet. Så Skyggerne var altså det modsatte af Vogterne, nemlig tjenere af mørket i stedet for lyset... Det gav jo meget god mening. Blot tankerne om disse Skygger fik ham dog til helt at få gåsehud. Hvordan kunne nogen bruge vælge at bruge deres magiske evner på at tjene mørket? Jaidev trak sig nu op fra vandet og indbød Apeiron til at følge med. Han slog let med det spinkle hoved, inden han uden tøven fulgte efter. Mødet med denne Jaidev var et af de mest fascinerende, han nogensinde havde haft - så han ville under ingen omstændigheder gå glip af flere af hans fortællinger!
Han lyttede opmærksomt til resten af fortællingen og skuttede sig let. De såkaldte Skygger ønskede at skabe kaos her i landet... Det lød ikke ligefrem tiltalende.

"De lyder ikke så hyggelige... Mange tak for forklaringen og advarslen - jeg vil uden tvivl være på vagt, hvis jeg nogensinde skulle støde ind i en såkaldt Skygge."

Han rystede let sin gråskimlede pels, så vanddråberne stod omkring ham. Nu hvor de ikke længere befandt sig i søen, var dråberne blot helt almindelige igen og lignede derfor ikke diamanter. Øv... Hvor ville han bare elske at have sådan en kappe selv! Men på den anden side lød det jo også til at være et kæmpe ansvar at være vogter af himlen, og det var han ikke helt sikker på, om han var klar til at leve op til... Men måske en dag?
Det ledte ham hen til en anden tanke; mon alle vogterne bar kapper lige som Jaidev, eller havde de noget andet, der symboliserede det, de beskyttede? Han skævede prøvende over mod Jaidev. Mon han var ved at være træt af alle de spørgsmål? Tja, det var der jo kun én måde at finde ud af på...

"Vil De ikke fortælle mig lidt mere om de andre vogtere, De har mødt? Hvad vogter de over, og bærer de også kappe lige som Dem? De må endelig sige til, hvis jeg spørger for meget..."

How can you run, when they are in your head?

Second chance at first line

Tag: Apeiron | Wordcount: 570  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Den lune sommervarme slog hurtigt imod de kølige ben, der havde været plantet i det iskolde vand. Det virkede som om, at sommeren endelig var på vej. De pjuskede skyer var draget bort fra solen, der lod sine spæde solstråler varme de to sjæle, der vandrede side om side. Himmelhingsten havde taget styringen mod nord, men uden om skoven. Det var ej fordi han ville undgå skoven, ak nej. Skoven var det domæne, hvor han følte sig mest sikker; men han ønskede at blive side om side med den grå Apeiron og dele det åbne stykker af eng med ham. Side om side som de ligemænd, Jaidev så dem som. Apeiron ønskede også at følge med på den vandretur, Jaidev havde budt på til, for det gik ej længe for den grå hingst var ved hans side. Jaidevs mørke øjne betragtede den grå gennem hans mørke pandelok, inden blikket vandrede mod horisonten, der på grund af det naturligt bakkede terræn blot lignede eng.

Den grå takkede for oplysningerne omkring skyggerne. Jaidevs intetsigende, sortnede blik betragtede ham, mens ordene forlod den mørke mule. ’Ikke så hyggelige’ var hans bedste beskrivelse af hvad, Jaidev lige havde sagt. Det var måske ej sådan, Jaidev selv ville betegne skyggerne på, ak nej. Han havde følt deres kulde, han havde følt deres ubehagelige nærvær - ej havde han endnu følt deres kvælende tag. Mon det var fordi skyggerne håbede på, at de kunne vinde ham over? Han vidste det ej. Han havde mange uforklarlige måder med disse væsner. Måske var ’ikke så hyggelige’ alligevel en ganske god beskrivelse af, hvordan Jaidev følte i disse skyggemøder. De var knap så hyggelige.

Atter talte den grå. Han spurgte nysgerrigt ind til de andre vogter af landet. Hvad vidste Jaidev om dem? Bar de alle sammen kapper? Hvad vogter de over? En dyb, maskulin brummen steg fra det fremskudte, muskuløse bryst mens himmelhingsten kastede den ravnsorte, lange man over på den modsatte side af halsen.

” De spørger alt hvad De ønsker, Apeiron. Det er den eneste måde, at blive klogere på, ”

Det var en oprigtig, tålmodig tone i den mørke, hæse dog behagelige stemme som Jaidev var ejermand af. Han selv havde stået med mange spørgsmål gennem hans lange liv i Andromeda, og ingen havde nogensinde rakt ham en hjælpende hov. Det var det mindste han kunne gøre, så den grå hingst ville få en fredfyldt og forstående start i dette magiske land, som de begge ville kalde deres hjem.

” Ingen vogter over det samme. Hver en af os vogtere for tildelt noget, som vil skal værne om og beskytte - Himmelen for mit vedkommende. Jeg har ej mødt andre vogtere, der bære kapper. Det må være mit kendetegn. Der findes en vogter, hvis skind er gyldnet, solkysset af selveste Lyset. Hun bærer navnet Illana og er vogter over himmelen. Og den findes den godhjertet Armonia, som vogter over årstiderne. De vil kunne genkende dem, når De en dag møder dem. ”

Jaidev snakkede roligt, klart og tydeligt så den grå hingst havde en chance for at følge med. Det var meget for ham at tage ind sikkert. Jaidevs blik rettede sig mod horisonten endnu engang, hvor bjergpasset tornede sig op. Der fandtes andre vogtere, vogtere han havde mødt og vogtere han havde hørt om. Hvad disse vogtere passede på, vidste Jaidev dog ej. Ligesom ingen sjæle i landet kendte til den magi han besad.

Han fulgte troligt med ved siden af den brune Jaidev, der havde valgt at føre dem uden om skoven. Det passede Apeiron ganske fint, for han holdt meget af at variere tærrenet lidt, så man ikke altid bare gik og så på det samme. Hans blik vandrede ud mod horisonten, der blot bestod af bakket eng, så langt øjet rakte. Det var noget helt andet end den tætte skov, de lige var kommet fra - men ganske smukt på sin helt egen måde. Apeiron følte sig normalt ikke så tryg på så åbne områder som dette, da han følte sig ekstra udsat for farer grundet manglen på ly og gemmesteder - men med Jaidev ved sin side var han ikke bange for noget som helst. Han følte sig beriget med både mod og styrke, og så var han desuden sikker på, at den brune Jaidev ville gøre alt, hvad han kunne for at beskytte både sig selv og Apeiron, hvis noget skulle hænde dem.

Jaidev meddelte nu, at han bare skulle spørge alt, hvad han ønskede, fordi det var den eneste måde at blive klogere på. Apeiron nikkede let med hovedet og smilede taknemmeligt. Det glædede ham at høre, at himmelhingsten så det på samme måde som ham selv.
Han hørte da Jaidevs forklaring om de andre vogtere og lyttede spændt med. Ih, hvor var det altså bare fascinerende alt sammen! Han kunne slet ikke beskrive, hvor glad han var for at have mødt denne Jaidev. Han vidste godt, at han var kommet til et meget fascinerende og spændende land, men det var kun blevet endnu mere fantastisk, efter han havde hørt om alle disse utrolige ting! Han kunne slet ikke vente med at opleve dem på egen hånd!

"Ih, hvor lyder det altså bare spændende! Dem vil jeg se frem til at møde, hvis jeg en dag vil være så heldig at få æren."

Nu havde han jo allerede mødt én vogter, og hvis de andre vogtere var bare halvt så fascinerende og godhjertede som Jaidev, ville det bestemt være ham en stor fornøjelse og ære at møde dem!
Han hvilede atter blikket mod horisonten, hvor det store bjergpas tårnede sig op. Han var endnu ikke så kendt i landet og havde derfor ingen anelse om, hvor de var på vej hen, men det rørte ham ikke det mindste - han følte sig helt tryg ved Jaidevs side og var overhovedet ikke bange for, hvor han ville føre ham hen. For ligegyldigt hvad kunne det kun blive en skøn tur med denne fascinerende hingst ved hans side.

Tavsheden hvilede kort imellem de to hingste, mens Apeiron så tænksomt frem for sig. Han havde stadig lidt svært ved at bedømme, hvor meget han mon kunne tillade sig at spørge den kappeklædte hingst om, selvom hans hoved var fyldt med spørgsmål... Men Jaidev havde jo trods alt sagt, at han var velkommen til at spørge, alt det han ville, så den mulighed ville han bare gribe sig af - og så håbede han blot, at hans spørgsmål ikke ville være alt for personligt.

"De nævnte tidligere noget om, at man skal igennem en slags opgave for at få tildelt titlen som vogter... Kan jeg spørge Dem, hvad Deres opgave gik ud på?"

How can you run, when they are in your head?

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 558  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Trods de to hingste ej lod deres hove vandre dem gennem den lille skov, der fyldte en brøkdel af den store ø, Enophis, befandt de sig i udkanten af skovbrynet og lidt ad marken. De var vel i midt imellem skov og eng. Den harske lugt af bark og mos kunne med nød og næppe fylde lungerne, så tæt var de alligevel på den lille skov. Men ej tæt nok på, at vandrede inden i den. Træernes store grene rakte sirligt ind over deres kroppe og skærmede for solen, der ellers kastede et nådesløst solskin mod deres kroppe. Ak, det var rart at kunne vandre i skygge fra den mægtige sommersol. Et par forvirret insekter fløj forbi dem, hvor Jaidevs ravnsorte hale slog et svirp mod dem. Insekterne var ej vågne endnu, de var døsige og ej i stand til at lande på kroppene endnu. I træernes kroner sad fuglene og sang ivrigt om sommeren, der var ved at skyde frem. De mandelformede øre gled fremad, og de sortnede øjne steg op mod kronerne på træerne, hvor fuglesangen kom fra. Det var en befriende lyd, at høre fuglene kvidre. At lugte barken på træerne og mærke det bløde græs mod de fugtige ben. Et sagte prust undslap den hvide mule, inden blikket fandt Apeiron, der glædefuldt udbrud, at han ikke kunne vente med at møde de andre vogter.

” Jeg er sikker på, at De nok skal møde de andre, Apeiron. ”

Tonen var oprigtig og de sortnede øjne betragtede den grå hingst, der var ved at boble over at glæde. Han havde udviklet sig enormt under deres møde; fra at være en nervøs og underdanig hingst, til at blomstre op og udvise massere af personlighed. Træernes skygge kølede de varme kroppe, og himmelhingsten kastede den lange man over på den anden side af halsen. Det var behageligt at vandre gennem det store land. Det var længe siden hans hove havde båret ham denne vej. Det var ej en ø, han hørte til eller tilbragt alverdens tid. Hans hjem var på Chibale. Men ak, han nødt at se andre dele af Andromeda; og vise det til nytilkommende sjæle.
Atter sprugte den grå hingst. Lyttende vippede Jaidev et øre i hans retning, afventede tålmodigt det spørgsmål han nu måtte stille. Han spurgte ind til den opgave, Jaidev havde udført for at blive tildelt kappen. Hjertet sprang et slag over og en utilpas følelse bredte sig i det muskuløse korpus. Jaidev havde måtte fortælle hans livshistorie.. Om forræderi.. Hans fader.. Casanovaen.. Hans moder.. Lilith.. Hans søn.. Den sorte hingst.. Det udtryksløse blik stirrede tomt frem mens de vandrede, uden at have et egentligt mål at hvile på. Der lå en tavshed mellem dem, mens fortidens sceneri afspillede sig for himmelhingstens øjne. Et hav af følelser, han troede han havde under kontrol, eskalerede i ham. Savn, vrede, længsel, smerte… Jaidev rystede på hovedet og fnys for sig selv. Tungen havde slået knuder i munden, men han måtte genvinde styrken.

” Jeg havde til opgave, at en anden sjæl skulle beriges med min tid før Andromeda. ”

Stemmen var toneløst, og Jaidevs mørke øjne ramte den grå hingsts blik. Det var ingen følelser, intet der kunne berette om hvad, der netop lige havde været eskaleret inden i Jaidevs indre. Udadtil var Jaidev som han altid var; rolig, udtryksløs og fattet.

Han smilede varmt og brummede behageligt, da Jaidev forsikrede ham om, at han nok skulle møde de andre vogtere en dag. Det håbede han sandelig, at Jaidev havde ret i - for nu hvor han havde mødt denne kappeklædte sjæl, var hans iver for at møde de andre vogtere blot blevet endnu større. Ja, faktisk havde han slet ikke kendt til begrebet Vogter, før han havde mødt denne Jaidev - men nu stod de bestemt på listen over ting, han skulle nå at opleve, inden han døde. Og hvem vidste... Måske han selv en dag ville møde Lyset og blive tilbudt titlen som vogter? Det var nærmest umuligt at tro på, men det var bestemt blevet hans nye drøm. Lige siden han var ankommet til Andromeda og havde glemt sin fortid, havde han ikke vidst, hvor han hørte til, og hvad hans mål i livet ville være. Men nu... nu havde han måske fået en drøm at leve for?

En tavshed faldt over den brune hingst, da Apeiron havde stillet sit spørgsmål. Pludselig rystede Jaidev på hovedet og fnøs af sig selv, inden han svarede, at hans opgave havde været at berige en anden sjæl med sin tid før Andromeda. Hans stemme var toneløs, og blikket viste ingen følelser. Men trods det havde Apeiron alligevel fået fornemmelsen af, at det havde været svært for den brune Jaidev at tale om. Han så nysgerrigt på ham og tippede let det spinkle hoved på sned. "De er måske ikke så glad for at tale om Deres fortid?"

Det var måske et lidt direkte spørgsmål, men han håbede alligevel, at den brune herre ville besvare det. For Apeiron ønskede at forstå... blive klogere på denne fascinerende hingst ved sin side. At fortælle om sin fortid lød jo lige umiddelbart ikke som en særlig svær opgave i forhold til, hvor vigtig en titel som Vogter var, men det havde nok en helt anden betydning for Jaidev så. Han smilede let. "Selv husker jeg intet fra min tid før Andromeda, så sådan en opgave ville jeg aldrig have kunnet udføre. Men jeg kan jo regne ud, at De godt kunne, siden De står her som vogter af himlen i dag - så det er åbenbart kun mig, der mistede min hukommelse, da jeg kom hertil?"

How can you run, when they are in your head?

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 541  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Samtalen havde taget en drejning, den kappeklædte ej kunne afgøre med sig selv, om han ønskede at forsætte eller ej. Den grå følgesvend, Apeiron, var begyndt at nærmere sig et sted i Jaidev, han ikke ønskede han skulle betræde. Ingen skulle betræde dette. Det var hans gamle erindringer, minder, følelser som han ej ønskede at dele med andre. Han ønskede ej at de var i hans sind. De tomme, intetsigende øjne var rettet mod skoven på deres venstre side. Sortnede, bundløse huller der ej vidste noget som helst, om hvad der skete i hingstens indre, der var i vild uro. De var som den dybeste sø; blank overflade man kunne genspejle sig i, men ej se andet end sig selv. Jaidev var en lukket bog, det ønskede han at forblive. Ingen vidste særligt meget om ham, det var netop sådanne det skulle være. Han havde ladet den grå komme tæt på, men der var grænser for hvor langt han skulle gå. Ak, den grå var blot nysgerrig og ønskede at lære mere om denne verden, om vogterne, om himmelhingsten. Blikket vandrede mod den grå, betragtede ham i stilhed da de vandrede side om side. Han var stolt, rank og tryg Apeiron, som han vandrede dér med himmelhingsten. Et smil hvilede omkring hans hvide mule og indimellem kom der en brummen fra ham.

Pludseligt blev stilheden brudt, da hans stemme fyldte luften. Han spurgte om Jaidev ikke var glad for at snakke om sin fortid? Et fnys forlod den lyserøde mule, inden halsen blev knejst dybt sammen. Fuglenes kvidren syntes langt borte, det føltes som om han blev revet tilbage. Tilbage til en fortid, han så brændende ønskede at opleve. Og aldrig var fundet sted. Hvordan kunne man savne nogen, som havde forrådt en? Hvorfor kunne han ikke slippe den? Hvorfor skulle hans fortid hjemsøge ham? Det var som en sulten skygge der forfulgte ham, og hver gang tankerne fik frit spil, ville skyggen slå til og minde ham om hans sidste episode i hans fødested, Ukobach.

Han blev revet tilbage, da Apeiron begyndte at tale. Hans smil var let, han var ganske upåvirket af samtaleemnet. Selv huskede han intet fra før hans tid i Andromeda. Et dybt suk forlod himmelhingsten, der lukkede de sortnede øjne. Stemmen slog knuder i halsen, som ville den ikke ud på tungen. Den karakteristiske stemme var mørkere, hæsere, dybere end generelt.

” Min fortid bringer intet godt med sig. ”

Han åbnede langsomt øjnene og lod dem falde på den grå. Mon han ville spørger yderligere ind til emnet? Stadig med halsen knejst højt, rømmede han den hæse stemme, så ordene lettere kunne komme ud. Blikket faldt i Apeirons øjne, så han forstod at hvad han sagde, var ment alvorligt.

” Jeg ved ej, hvor mange der har mistet deres hukommelse efter de betrådte Andromeda. Hver glad for at De ej kan huske noget, Apeiron. Det gør det lettere, at starte forfra. ”

Skoven var forsvundet fra dem og de vandrede midt over engen. Længere fremme strakte bjerget sig ydmygt op mod himmelen. På grund af det let bakkede terræn, var bjerget ikke mere end en lille top i den fjerne horisont. Det var indtil man kom nærmere, så ville det først tårne op mod himmelen.

Stilheden faldt længe over de to sjæle, som om Jaidev skulle bruge lang tid på at forberede det svar, han ville give til Apeirons spørgsmål. Selvom man ikke rigtigt kunne læse den udtryksløse Jaidev, var Apeiron alligevel ikke i tvivl om, at det var et svært spørgsmål for ham at besvare.
Endelig fik Jaidev samlet nogle ord sammen, og stemmen, der forlod hans strube, var hæsere og dybere, end den før havde været, da han udtrykte, at hans fortid intet godt bragte med sig. Han sendte derfor Apeiron et blik, der antydede, at der ikke skulle spørges mere ind til det. Apeiron var dødnysgerrig for at finde ud af, hvad der mon gik den ædle hingst sådan på, men naturligvis respekterede han hans ønske om ikke at stille yderligere spørgsmål og nikkede derfor blot forstående med hovedet.

Han lyttede nu til Jaidevs næste ord og så på ham med et forundret blik. Sådan havde han faktisk aldrig tænkt på det før. Han havde altid gået og nærmest ransaget sin hjerne for de mindste minder fra hans fortid, fordi han ikke kunne holde ud ikke at vide, hvem han var, og hvor han kom fra. Men måske havde den ædle Jaidev ret... Hvad nu, hvis der var sket noget rigtig slemt i hans fortid, som hans krop gjorde alt for ikke at huske? Måske det alligevel var bedst, at han ikke vidste noget... Han så taknemmeligt på den brune hingst ved sin side. Jaidev vidste det nok ikke, men han havde lige hjulpet Apeiron til at finde fred - eller i hvert fald til at tage et skridt på rejsen dertil.

"Tak Jaidev, De har hjulpet mig med at se det fra et perspektiv, som jeg aldrig har overvejet før. Jeg vil forsøge at se det på den måde for fremtiden."

De kom længere og længere ud på engen og væk fra skoven, og det store landskab boltrede sig foran dem, så langt øjet rakte. Bjerget var endnu blot en del af baggrunden i det fjerne, men dog blev det større og større i billedet, som de kom tættere og tættere på. Apeiron havde ikke flere spørgsmål at stille Jaidev lige nu, men holdt dog et åbent kropssprog til Kappebæreren ved sin side, da han ej ønskede, at deres gode samtale skulle dø ud. Han udtrykte derfor med alt sit væsen, at Jaidev var mere end velkommen til at spørge ind til Apeiron eller fortælle mere om sig selv eller landet, hvis han havde mere at sige.

How can you run, when they are in your head?

Second chances at first line

Tag:  Apeiron  | Wordcount: 332  | Weather: Warm, daylight, blue skies, summertime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Sommerens spæde kræfter var livsbekræftende og opmuntrende. Den skyefrie, blå himmel skinnede over de to hingstens hoveder, og solens stråler var ej for varme endnu. Insekterne var kun begyndt at stå op fra deres vinterhi, men det var sjældent at de var en irritabel irritation. Engang imellem måtte himmelhingsten svinge den ravnsorte hale, for at fjerne de ubudne gæster på det mørke skind, men ellers var det oprigtigt en behagelig temperatur og dag. De havde vandret i stilhed efter Jaidevs ord var blevet sagt. Ord, der havde været svære at slippe over mulen, trods de ej fortalte noget. Fortiden var det ømmeste punkt på himmelhingsten, og trods den ej burde hjemsøge ham, gjorde den det endnu. Det var mange år siden, og han burde være ligeglad. Upåvirket. Afklaret. Men det var han ikke. Og det blev han aldrig.
Pludseligt så den grå taknemmeligt på ham. Som havde han reddet ham fra at drukne. Måske havde han også det; drukne i minder, der ej fandtes længere. Jaidev betragtede længe det taknemmelige blik, inden han brummende kastede manen på den anden side, og så lige frem mod bjerget, det hele tiden blev større og større.

” Altid til tjeneste. ”

Der var en strejf af humor i den hæse, maskuline stemme. Men det var et oprigtigt svar, det var rart at kunne hjælpe og afklare en anden. Han huskede selv hvordan det var, dengang han var kommet til landet. Forsigtigt og prøvende nappede han efter den grå hingst, inden han atter lod de mørke øjne vandre mod bjerget, hvis fod de efterhånden nærmede sig.

” Fortæl mig, hvem har De ellers mødt, Apeiron? ”

De nåede bjergets fod. Det tårnede sig højt op over dem og forsvandt mod den blå himmel. På siden af bjerget bredte der sig en stor sti, man sagtens kunne vandre på. Med smidige og sikre skridt bevægede himmelhingsten sig op ad bjerget, indtil han kort efter stoppede og lod blikket ramme den grå.
Mon han turde at vandre med?

Han smilede muntert, da den brune vandrer havde erklæret sig til sin tjeneste for altid med et strejf af humor i sin stemme. Apeiron var dog ikke i tvivl om, at han oprigtigt mente sine ord, og derfor var han utrolig taknemmelig over at have mødt denne himmelvandrer, der havde mødt ham med et åbent sind og gidet at svare på alle hans dumme spørgsmål. Det var noget, der betød rigtig meget for den skimlede Apeiron, der ellers ikke altid havde den største tiltro til andre sjæle.
Forsigtigt nappede Jaidev nu ud efter ham, og selvom det blot var ment som en venskabelig gestus, gav det alligevel et sæt i Apeirons krop, der let skælvede over det hele. Undskyldende så han på Jaidev, mens skammen lyste ud af hans øjne. Prøvende førte han mulen mod den brunes skulder, men trak den alligevel til sig igen uden at røre. Den stakkels Apeiron var stadig ikke så tryg ved nærkontakt, og selv når det kom fra så mild og god en sjæl som Jaidev, blev han skræmt og frygtede et angreb. Han så derfor blot skamfuldt og undskyldende på Jaidev og håbede, at han ikke havde fornærmet ham. For når han prøvede at åbne munden og give en forklaring på sin reaktion, var det som om, at hans tunge slog knuder, og han derfor ikke kunne få så meget som et ord over sin mule.

Hans tanker blev nu distraheret, da Jaidev stillede ham et spørgsmål. Han smilede let. Hele deres samtale havde handlet om den brune himmeldanser, så det var vist kun retfærdigt, at han også fik lov til at spørge ind til Apeiron. Han tænkte sig let om og lod tankerne glide tilbage i tiden. Han havde mødt mangt og mange gennem sin tid i Andromeda, men kun få navne skilte sig ud i hans indre; Asira, Camille og Mitis. Det var dog meget lang tid siden, han sidst havde set Mitis, og deres sidste møde var desværre ikke endt så godt, så hende ønskede han ikke at tænke tilbage på. Men Asira og Camille ville han hellere end gerne tale om! Han drejede hovedet og så på Jaidev med et smil, der blev helt varmt bare ved tanken om de to hopper.

"Jeg har mødt mangt og mange på min vej, Jaidev, men særligt to sjæle står mit hjerte nær. Camille og Asira. Camille er min gode veninde, som jeg har været på mange sjove eventyr rundt i Andromeda med. Og Asira... ja, jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at jeg elskede hende."

Han blev let rød i kinderne. Han havde aldrig før haft en hingsteven, som han havde snakket med hopper om før, så det var en virkelig uvant følelse at skulle fortælle andre om sine følelser, som han ellers holdt så tæt ind til sig... Men det var også virkelig rart. Den brune Jaidev havde en beroligende effekt på hans nervøse sind, og han følte, at han bare kunne åbne op og tale med ham om alt.
De nåede nu foden af det høje bjerg, der tårnede sig højt op over dem og forsvandt op i den blå himmel. På siden af bjerget bredte der sig en stor sti, der ville kunne føre en op ad bjerget. Med smidige og sikre skridt bevægede himmelhingsten sig uden tøven op ad bjerget, indtil han kort efter stoppede op og så efter Apeiron; indbød ham til at følge med. Apeiron sank let en klump i halsen, men trådte så ligeledes op på stien og mødte Jaidev med et stort smil. Han ville for alt i verden ikke gå glip af denne fantastiske hingsts selskab, så hvis det betød, at han skulle op og vandre i bjerge, så gjorde han det hellere end gerne! "Hvad med Dem, Jaidev? Har De mødt nogen her i landet, som De holder særligt meget af?"

How can you run, when they are in your head?

Second chance at first line

Tag:  Apeiron  | Wordcount: 623  | Weather: Warm, daylight, blue skies, summertime, soft wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

I deres vandring havde himmeldanseren nappet efter den grå hingst. Ej for at være irettesættende eller ondskabsfuld, men blot i en uskyldig drengeleg. Men den grå havde reageret med modsat effekt. Det havde givet ham et sæt af nervøsitet. Undskyldende havde han ladet blikket ramme Jaidev, der lod en maskulin brumme lyde. Det var ej Apeiron, der skulle undskylde; det var himmelhingsten der ej havde læst den grås signaler tydeligt nok, så det måtte være på sin plads, at det var ham der bar skylden. De sortnede, intetsigende øjne betragtede den grå, der overvejende nærmede sig med mulen, men fortrød, så berøringen skete aldrig. De vandrede videre mod bjerget, da Apeiron besvarede himmelhingstens spørgsmål. Fortalte, at han havde mødt mange i landet, men specielt to hopper stod hans hjerte nær. Jaidev drejede hovedet og lod ørerne glide lyttende til den grå, da han fortalte om Camille og Asira. To navne, han ej selv ar familiær med. Han brummede dybt da Apeiron havde talt, inden de nåede bjerget, hvor himmeldanseren havde ladet hovene vandre op ad den stig, der svandt sig uendeligt mange gange opad bjerget. Han stoppede og betragtede den grå. Apeiron så ud til at tøve et øjeblik, inden modet vandt og han valgte at følge med.

” Jeg kender ej de to hopper, De navner Apeiron. Men det glæder mig, at De har fundet kærligheden her i landet, ”

Han betragtede den grå med et oprigtigt glimt i de ellers slukkede øjne. Han glædede sig oprigtigt på Apeirons vegne, at den nervøse hingst var kommet ud af hans skal, og havde fundet kærligheden. Blikket forlod den grå, for at fokuserer på underlaget, da de forsætte op af stigen på bjerget. Den var ej stejl eller glat, men terrænet var ej det letteste, så det galt stadig om at holde tungen lige i munden. Apeiron havde spurgt ind til ham, om han havde nogen kære bekendtskaber i landet. Blikket vandrede ud over dalen, der langsomt blev mindre og mindre for hver skridt opad de tog.

” Jeg har, såvel som De Apeiron, mødt mange her i landet og der er også mange, der står mig nær. Men ak, jeg har ej fundet kærligheden som Dem. ”

Himmelhingsten kunne ej få sig selv til, at fange den grås blik. Måske han ville blive mødt med forundring. Måske uforståelighed. Men kærlighed lå ham så fjernet efter hans sidste forelskelse, at han ej vidste om han turde give efter for den følelse igen. Tanken om måske at skulle give slip igen var langt værre og smertefuld, end den evig længsel efter en sjæleven. Han prustede dæmpet for sig selv, inden hans blik strejfede den grå.

” Jeg håber, at jeg en dag er ligeså heldig som Dem, Apeiron, og vil finde en, som jeg kan sige, at jeg også elsker. ”

Han brummede maskulint til ham, inden han stoppede deres vandring. Stien forsatte længere opad, men de var nået til en platform i bjerget, hvor benene kunne sunde sig efter syren, der kom snigende når man gik så stejlt opad. Desuden, var udsigten ej værst. De var ej nået toppet endnu, men de stod midt i bjergpasset på den lille platform, med udsigten over dalen under dem, hvor toppe af træerne stak om som små buske. I det ene hjørne af bjergpasset kom tågen snigende på grund af den anderledes iltmængde der kunne forekomme så højt oppe. Jaidev løfte hovedet, da en vind kom legende forbi dem, og fik den sorte man til at svirpe omkring den muskuløse hals. Ak, han var ej færdig på hans vandring med den grå, men det var sjældent den an begav sig rundt i bjergene, så han måtte selv stoppe op og nyde det syn, han så sjældent så.

Han smilede mildt ved Jaidevs ord om, at han var glad på Apeirons vegne. Det var Apeiron så sandelig også... Hvem skulle lige have troet, at en hingst som ham ville finde kærligheden?! Det havde han i hvert fald aldrig selv så meget som turdet håbe på... Men det var rent faktisk sket, og han var nu lykkelig sammen med sin Asira.

Den brune hingst besvarede nu hans spørgsmål og fortalte, at han havde mange venner, men ej havde fundet kærligheden endnu. Det overraskede den gråskimlede Apeiron lidt, for hopperne måtte da falde i svime over så smuk en hingst som den kappeklædte Jaidev! Men ak, det betød jo ikke, at man havde fundet den eneste ene af den grund...
Han brummede varmt, da Jaidev nu tilføjede, at han håbede på en dag også at være så heldig at finde en, som han kunne sige, at han elskede.

,,Det er jeg helt sikker på, at De nok skal finde, kære Jaidev. Jeg selv havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle være så heldig at finde lykken og kærligheden på denne måde. Men lige pludselig, så dukker den helt rette op... Og så er man ikke i tvivl."

Han smilede kærligt. Det lød måske lidt pladderromantisk, men det var sandheden - i hvert fald for ham og Asira. De havde fundet hinanden, da verden så allermest håbløs ud, og det havde været kærlighed ved første blik.

Jorden kom længere og længere væk fra dem, da de begav sig op ad det store bjerg. Efter at have gået op ad bakke så længe, kunne det så sandelig godt mærkes i benene - og derfor brummede han taknemmeligt, da Jaidev stoppede op ved en lille platform. Han stoppede op ved hans side og så ud over kanten. Det meste af Enophis strakte sig som et andet maleri foran dem, og i horisonten kunne man skimte det glimtende hav med de andre øer i. Han sukkede afslappet og lukkede nydende øjnene i, da en brise ramte dem.

,,Andromeda stopper aldrig med at overraske mig med sin skønhed..."

Second chance at first line

Tag:  Apeiron  | Wordcount: 409  | Weather: Warm, daylight, blue skies, soft wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Den legesyge bjergvind susede omkring den ravnsorte man, der dansede omkring den muskuløse, hvælvet hals. Den stjernespækket kappe tog imod dansen og flagrede stolt omkring himmelhingstens flanker. Det var ej en hård eller voldsom vind, der ramte de to hingste, men den var frisk og hviskede tydeligt om, at vinteren var på vej. De lyserøde næsebor udvidede sig langsomt, tog imod ilten som vinden havde bragt med sig, mens de sortnede øjne betragtede det lille landskab under deres hove. Tågen der kom snigende i det ene hjørne gjorde luften fugtig, hvilket fik himmelhingstens man til at krølle mildt omkring halsen. Apeiron så ud til at nyde pausen, for selv at tage imod ilten og få følelsen tilbage i benene. Has stemme havde lydt; havde erklæret at han var sikker på, at Jaidev nok skulle finde sit livs kærlighed. De mørke, intetsigende øjne betragtede den grå hingst, mens ordene trængte ind. Dybere og dybere ind. Ville han nogensinde finde kærligheden? Tavs stod den ædle vogter og betragtede landskabet, men uden egentligt at se det. Ak, hvis blot den grå hingst forstod.. Men ingen forstod.
Længe sagde himmelhingsten ingenting. De stod i tavshed og lod bjergpasset opsluge dem. En sjælden gang kom der en lille lyd bort fra, men ellers var det kun vindens beroligende susen der kunne høres. Langsomt åbnede Jaidev mulen og lod sit mørke blik ramme Apeirons.

” Jeg fandt mit livs kærlighed. Det gjorde hun ikke. ”

Stemmen var rug. Mørk. Hæs og maskulin; de mange følelser der havde ligget bag var gemt så dybt væk, at de ej trængte ud i de ord, Jaidev aldrig havde sagt højt for andre før. Men der var noget ved den grå hingst, der fik Jaidev til at åbne op. Han havde fundet sit livs kærlighed, havde fået hans søn sammen med den brune hoppe… Det var mange år siden, men det nagede stadig himmelhingsten. Det åd ham op indvendigt. Påførte ham så uendelig meget smerte, han ej kunne komme fri af. Lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ej ryste fortiden af sig.
Ordene blev hængende længe i luften, hvorefter Jaidev lod Apeiron slippe for blikket, der tomt vandrede over dalen under dem. Han kunne ej finde noget at fokuserer på, så lod i stedet de stærke ben vandre videre op ad stien, videre mod en større platform der kunne give dem større åsyn over landet.
Hvis Apeiron da ikke havde fortrudt at vandre op sammen med ham.

Tavsheden faldt over de to hingste, da Apeiron havde sagt sine ord, og den varede i så lang tid, at han begyndte at frygte, om han havde sagt noget forkert. Det var tydeligt, at det var et samtaleemne, der var noget ømtåeligt for den brune vandrer, og han fortrød derfor straks sine ord, da han hørte den brunes svar. Han havde fundet sit livs kærlighed - men det havde hun ikke. Apeiron sank en klump i halsen og så lettere skamfuldt ned i jorden. Han kunne ikke forestille sig noget værre i hele verden end at blive droppet af Asira, og han forstod derfor fuldt ud, hvor smertefuldt det måtte være for den kappeklædte Jaidev at tale om - og derfor fortrød han med det samme sine ord.

Ordene blev hængende lidt i luften imellem dem, inden Jaidev atter satte frem i skridt og vandrede videre op ad stien. Apeiron så kort efter ham. Mon han stadig ønskede hans selskab, eller ville han hellere være alene? Han tøvede lidt, inden han da besluttede sig for at gå med - den brune herre kunne jo bare sige til, hvis han ikke ønskede hans selskab længere. Han skridtede op på siden af den kappeklædte og sendte ham et medfølende og lettere undskyldende blik.

,,Det gør mig virkelig ondt at høre. Du må undskylde, hvis jeg fik dig til at tale om noget, du egentlig ikke ønskede at blive mindet om."

How can you run, when they are in your head?