Bound by pride and pain [Drezar]

Bound by pride and pain...

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Mørke skyer trak op til storm. Det blev mere og mere tydeligt, desto længere man betragtede horisonten foran dem. Vinden samlede, hyrdede skyer sammen i masser, der langsomt overtog den rødlige himmels sidste stråler. Natten gled over himlen, i takt med at solen forsvandt stykke for stykke.. og for Fame, den rustfarvede skønhed, syntes natten også at krybe sig tættere og tættere på hende. Den gled over hendes glødende skind i gysninger og en svag hvisken om hvad der fulgtes ad med natten.
De var her endelig. Hun var her endelig. Det var ved at være nu... De mørke øjne betragtede bjerget foran hende, hvor en enkelt sort tak steg opad imod himmelen som en kæmpe tand. Det lignede det var langt væk - altså toppen... men i momentet føltes tiden som om den løb forbi hende, og hun halsede efter de sidste timer sammen med den spraglede ørken hingst Drezar. Tankerne om hvad der kunne ske skræmte hende. Men ikke ligeså meget som hans reaktion, når han opdagede hendes forræderi...

"Har du nogensinde set bjergene tæt på, ørkenhingst?"
Stemmen var ensom i skumringen, og Fame slap aldrig blikket fra det mørke bjerg. Og i et kort sekund, så hun... anderledes ud. Så man på hende nu, så hun en anelse rastløs ud. Men anspændt lå ikke langt fra rastløs. Det hvilede i hendes ellers så selvsikre holdning, det dansede i hendes blik og det kunne aflæses i hendes aura. Men sekundet glippede hurtigt, og som vand skyllede Fames snirklede stemning over hende igen, og hun kastede et drillende blik imod den brogede.

"Har du nogensinde... set dets hemmeligheder?"

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Havet lå bag ham nu, og han befandt sig sammen med hans sirene på en ø, som han nok mest af alt tolkede som uhyggelig. Der var et mørke som hvilede under de tætte skyer, som sammen med nattens snarlige kommen og solens forsvinden, gjorde stemningen omkring de to sjæle endnu mere trykket. Den spralgede Drezar skridtede tæt ved hans sirene, så tæt at deres flanker af og til rørte ved hinanden, når deres rytmer lige passede. Hans dybe røst, den sprøde og lækre røst, hørtes sommetider i hans brummende lyde, som han udstedte til ære for hans sirene. Han fortalte hende, at selvom han før havde kæmpet en panisk kamp, en kamp hvor mange ville tolke ham som svag, så ville han beskytte hende nu; for på land kunne han alt. Eller, det mente han i hvert fald.

Han skævede imod den rustfarvede sirene, hvis særlige aura, som altid var omskiftelig, gled over imod en nærmest anstrengt udstråling, da hun spurgte om han havde set bjergene tæt på før. Han studsede lidt over hendes udstråling, hvorefter han rakte mule en anelse spørgende imod hendes kind. Han nåede dog ej at røre ved hende, førend hendes aura endnu skiftede, som gled skyen fra solen igen, og det kendte, drillende blik vendte hun imod ham. Han rømmede sig og rankede den velansatte hals, inden han brummede atter maskulint.

,,Hemmeligheder? Jeg vidste ikke bjerge havde hemmeligheder. Og nej, jeg har aldrig set dem tæt på.. Dette er faktisk det tætteste jeg nogensinde har været på de høje tinder."

Hans sprøde, lækre stemme blev en anelse fjern da han beskuede de sorte bjerge, som var det der kaldtes en vulkan. Hvad gemte der sig mon, siden hans fik denne følelse af kuldegys, af utryghed? Han følte det virkelig som om at han vandrede direkte imod en død, som han meget gerne ville undgå. Og måske var det bare hans uvished omkring dette landskab, som gjorde at han følte det på denne måde? Udadtil viste han dog ej sin usikkerhed, han havde vist denne nok da han skulle krydse det glubske hav. I stedet spankulerede han nok så elegant af sted, ved siden af hans sirene, som havde givet ham nogen ingen anden havde. Hun havde nemlig givet ham modet til at kaste sig ud i det, som han følte som den visse død; hans største frygt - havet.

´Bound by pride and pain

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Skridtene kom de nærmere bjerget og støt kom de fremad. Ved hver berøring følte Fame hvordan hans nærvær skyllede ind over hende, og da han slap hende igen følte hun sig en anelse alene. En anelse udsat. Normalt ville sådan en følelse ikke være noget problem for den rustfarvede - at være udsat var et form for centrum. Men landskabet gjorde ikke meget for følelsen blev rar, og med en mild brummen gled hoppen umærkeligt nærmere Drezars side. Hans små brum og fnys var velkomne i dette stille område. Også selvom hoppen ikke var i tvivl om de var helt alene... nogle eller noget måtte have set dem - sådan var det vel altid på sådanne en ø.
Med et lille smil kastede hoppen et kort blik på ham, og i de mørke øjne sås et lille glimt af eventyrlyst. Påtaget naturligvis, man hamrende godt skuespil og facade. Hendes brummen steg en lille tone højere, og sigende kastede hun hovedet et blik imod det største bjerg - vulkanen, inden hun satte farten en anelse op. En mild latter forlod hende, idet hun inviterede ørkenhingsten i at følge hende. Hun ville løfte stemningen, hun ville se et smil. Og hun ville prøve at fjerne uhyggen fra området for deres begges skyld.

"Lad mig vise dig dem, Drezar!"
Lo hun smittende, og trippede en anelse mere fremad. Den rustfarvede slog et kast med hovedet så manen dansede, inden at hun kurrende trippede ned på siden af ham igen, for kort at nappe til den knejsende hals.

"En belønning skal man da have, efter at være kommet herud.."
Sagde hun, og lod et vagt løfte hænge i luften for den brogede, før hun atter dansede et skridt fra ham i glidende bevægelser. Med asken hvirvlende om de slanke ben.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Drezar, den spraglede, mærkede godt af den rustrøde sirene nærmede sig ham en anelse mere; det fik en stolt og sensitiv fornemmelse til at brede sig under hans spraglede skind. Det var en rar følelse, at mærke hun søgte ham, ligesom han søgte hende. Hans brummende lyde blev øjeblikkeligt intensiveret af hendes nærværd, som han værtsatte; ja faktisk skattede. Han strøg hende kort over den silkebløde, rustrøde pels, der dækkede hendes slanke og elegante krop. Han kunne fortsætte med at kærtegne hende, til hun selv sagde fra, men noget fik den spraglede hingst til at vende blikket imod de sorte bjerge, som han intet anede om; de sorte bjerge, som gemte langt mere end den ædle Drezar nogensinde kunne drømme om.
Et kort, meget kort øjeblik lod den spraglede hingst sine tanker strejfe væk fra hans sirene, som vandrede ham så nær hun kunne. Den dystre stemning, den trykkede atmosfære der lå om denne ø, mindede ham bittert om den nat piraterne kom til hans hjemby. Den forfærdelige nat, som ledte ham ud på den uventede rejse, der bød på rædsel, frygt, frustrationer og had; men også en rejse, som viste ham, at kærlighed kan blive fundet de mest usandsynlige steder. Samtidigt var det også rejsen der havde ledt ham til hans død, og dermed hertil. Han brummede kortvarigt fjernt, inden hans sirenes sang, der lå gemt i hendes brummende lyde, vækkede ham igen. Han lod blikket glide ind i hendes, hvori der på ny gemte sig det spændende, det lokkende; det eventyrlystende blik, som han blev så draget af. Hendes toner, så harmoniske og lokkende bød ham at følge hende, for hun ville vise ham dem - vise ham bjergenes hemmeligheder. Han brummede iltert som respons på hendes invitation; hvordan kunne han sige nej, til at følge sirenen på eventyr? Også selvom dette eventyr virkede dystert, lokkende og farligt? Uden tøven sprang han i hvert fald efter hende, da hun trippede fremad. Hun skulle ikke fjerne sig mange meter fra ham, før han næsten magnetiseret fulgte hende uden omtanke. Var dette klogt? Nok ikke, men den spraglede hingst havde en fascination, en lyst til at være nær denne hoppe, som overskyggede alt fornuft.

´Bound by pride and pain

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Eventyrlysten og tændt sprang Drezar efter hende, og fulgte hende igennem det mørke landskab. De passerede klipper, enge, begyndende skove og små søer, men aldrig stoppede den rustfarvede hoppe. Hun ledte og førte dem nærmere og nærmere bjerget, alt imens en vedvarende nynnen og tirrende lokken lå i hver en bevægelse og ord hun udledte. Hun besnærede og manipulerende på bedste vis, og svælgede i momentet i den opmærksomhed hingsten gav hende tilgengæld. For det var blevet et spil, hvori hun blot ventede på... noget. En sandhed. Enten at han gennemskuede hendes bluf, at han løb fra hende nu... at hun selv løb nu - løb så hun aldrig mere skulle se askeøen og lever videre med ørkenhingsten i noget der lignede et kort eventyr..

Eller at de fandt hende. Fandt dem, og gav hende noget. Hvad ville tiden vise. Men Fame havde altid været en gambler i livet såvel, og forventede derfor bare noget der var... bedre. Bedre end hvad hun var nu.

Den rustrøde glødede i omgivelserne, og med en mild brummen sænkede hun farten. Hendes dans førte hende rundt om hingsten en sidste omgang, inden at hun med et blødt puf stoppede ham, så de kunne se hvor de var. De var ved en grotte nær bjerget.. tiden var fløjet. Fløjet fra hende, og havde efterladt dem ved foden af vulkanen. De creamefarvede hår faldt langsomt ned efter dansens energi, og den røde lukkede øjnene. Det var her. Eller også var de nær nu.. Skulle hun løbe? Skulle hun blive?
Hoppen sank en klump, men faldt så ned. Hun havde altid vidst hvem hun var. Hvordan hun var, og hvad hun gjorde ved andre. Selvom hun havde følt en ændring - at Drezar havde været en forandring for hende, kunne det ikke vare ved. For hun ville ikke kunne holde sig på en sti med ham, eller tænke i en bane... og med den tanke, smilede hoppen et sidste blændende smil imod hingsten, inden hun ville trække ham med ind i mørket og natten.

"Vi er her, min kære..."
Nynnede hun og gled ind imod hans spraglede krop. Den fine mule fandt vej over hans kort af brogede mønstre. Ligesom første gang hun mødte ham, lod hun den nappende følge hans aftegn og muskler, inden hun med et lille suk lagde hovedet imod hans hals.
Og ventede.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Omgivelserne ændrede sig hele tiden; fra åbent landskab, til klynger af træer, til søer der brød landskabets banker. Snart blev underlaget også forandret, for i stedet for at vandre på jord, blev deres hove snart holdt oppe af et stenagtigt underlag, som markerede at de nu befandt sig på vulkanens domæne. Drezar, den spraglede, som atter følte den trykkede energi der lå under det tætte skydække, brummede en anelse agtsomt da de nærmede sig bjerget her, som gemte på en uhyggelig hemmelighed - en hemmelighed, som han sent ville glemme. Hoppen, hans sirene, som havde lokket ham med sig, ført ham i hendes eventyrlige spind, stoppede ham nu. Hun cirklede en gang om ham, og der tillod hingsten at fjerne alt opmærksomhed fra omgivelser, hvis ellers ynde var blevet sløret af den dunkle stemning og fokuserede kun på hende; hende han engang havde troet var en illusion. Hende, der var forsvundet og som han havde troet blot var en drøm; men som han havde fundet igen. Hende, der havde ledt ham over havet, ledt ham i hans største frygt og støttet ham på vejen. Hun var smuk, det ville han ikke være sen til at indrømme. Forblændende, fascinerende, mystisk. Det hele på en gang! Med en hingstet brummen rettede han sig op og lod et forben slynges frem i luften, en slags markering; for endnu var han en hingst med ilterheden i højsædet, og han ville gerne fortælle hans sirene, at han ville beskytte hende.

Hun fortalte ham, at de var her. En grotte, en sær og mørk en af slagsen havde åbnet sin port for dem. Hvad bestemt der var derinde, vidste han ej, men hun ville have ham med, og han trådte frem. Et skridt, to skridt, snart befandt han sig under dens klippeagtige tag. Der lugtede mærkeligt, fælt endda. Og varmen fra bjerget var underlig og klam. Alligevel var der noget spændende ved dette, som var den spraglede så ukendt; noget fascinerende og dragende - lidt ligesom hans sirene. Måske var det i virkeligheden fare, som den spraglede sjæl var tiltrukket af. Faren ved at følge denne hoppe, hvis sind han reelt ikke kendte og faren ved at vandre så tæt på en vulkan, hvorpå der gemte sig den rene rædsel. Hvem kunne vide det?

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, de evige og mægtige Skygger havde længe ventet dette, som netop var sket. Den rustrøde Fame, en hoppe der havde søgt deres magt, var endeligt vendt tilbage med det offer hun skulle bringe. En hingst hun holdt af - eller nærmere var draget af, måske. Uanset hvad den rustrøde hoppe egentlig følte, så var hun villig til at ofre denne hingst, siden hun havde trukket ham med sig til askens ø.
De kom krybende, en efter en. De samlede sig langsomt og snoede sig op imod grotten, hvori den to heste havde valgt at stoppe op. Den mørkelilla Skyggetåge bugtede sig faretruende over jorden, som under dem blev iskold. Ja, deres ondskabsfulde aura kølede endda den varme sommerluft, som de nærmede sig grottens indgang.

De to heste fandt Skyggerne der; de samlede sig i åbningen og udelukkede enhver form for flugt, som de to heste kunne forsøge sig. Skyggehingsten med de dybrøde, ondskabsfulde øjne, trådte frem fra sine Skyggebrødre og stod snart ansigt til ansigt med de to heste; den rustrøde Fame, som de for længe siden havde udsendt på hendes mission og den spraglede Drezar, som de havde bedt hende hente. En dyb, rungende latter undslap hingsten, inden Skyggerne kravlede de to nærmere..

´Bound by pride and pain

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Skridt for skridt kom de længere ind i grotten, hvor en dunkel varme snart slog dem i møde. Mørket omfavnede dem, tog meget lys, men fjernede bestemt ikke alt. Endnu kunne de begge tydeligt skimte kanter og hinanden, og dertil holdt Fame sig tæt op af Drezar. Hendes skridt var afmålte. Elegante og afslappede, og i stærk kontrast til den storm hun følte trak op i hendes indre. Om det var spænding eller frygt ville tiden vise. Måske en klam blanding..
Og snart skete der en forandring. Kulde... bunden blev iskoldt. Deres ånde begyndte snart at tegne sig som mindre hvide skyer, og med et fnys stoppede Fame op. De var her... Hendes øjne flakkede fra ørkenhingsten, til døråbningen og derefter tilbage til Drezar, inden at hun i sidste ende vendte sig om med trippende skridt.

At beskrive hvad Fame følte nu var umuligt. Frygt? Jah, Fortrydelse? Måske. Spænding? Jah. Hendes tanker og følelser var et stort hav, og lige nu blev dette hav pisket op til en voldsom storm. En brummen undslap hende, henvendt til den spraglede Drezar, og den hvide hale slog et smæld over stengulvet. Koldt.. alt var så koldt. Dybrøde, ondskabsfulde øjne målte det 2 heste, inden den med en ond latter krøb nærmere over gulvet.

Og i starten undslap ingen lyde den røde hoppe, men i sidste ende - så man godt efter, spillede et lille smil over den mørke mule. Så havde det faktisk lykkes... men hvad nu. Fortrydelse var et overstået kapitel.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Hingsten betragtede hver en lille detalje i grotten så godt han kunne, på trods af det svindende lys. De mørkegrå klippekanter stak ud i alle retninger og så nærmest truende ud, men samtidigt var det utroligt fascinerende hvordan naturen havde formet disse. Han fnøs sagte, nysgerrigt inden han rakte mulen op i luften, imod grottens tag. Han kunne ikke røre disse klippekanter, men han kunne beskue dem, indånd deres svovlagtige duft. Han vendte sig med det rene eventyr i blikket for at betragte hans sirene; men så skete der noget uventet.
En underlig kulde kom krybende, og snart kunne deres ånde skimtes forlade deres mule. Hjertet bankede med det samme hurtigere og tungere i bugen på hingsten, som følte faren komme krybende ind over grottens dørtrin. Hvad var det, som skete?
Hans blik søgte hans sirenes, der et øjeblik så en anelse.. Ambivalent ud. Som rumsterede en masse følelser i hende i netop samme øjeblik. En spørgende brummen forlod Drezar's mule, inden en uvirkelig tåge krøb ind i grottens gab. Instinktivt reagerede Drezar ved at lægge sine ører og trække vægten bagover, således at han endte i et stejl. Hans slanke, men stærke forben blev slynget frem i luften foran ham, og et hingstet hvin rungede i grottens hulrum, lige før den ondskabsfulde latter brød ud, fra de mystiske væsen, som havde formet sig foran dem. En.. hest. Lavet af et uvirkeligt, sort materiale, der mest af alt lignede virkelige skygger. Skygger, som havde forladt deres plads på jorden, hvor de blev kastet af træer, sten, andre heste, og nu bugtede sig i luftens rum. Drezar trippede nærmest øjeblikkeligt ind foran hans rustrøde sirene; hun lå under hans beskyttelse, og han ville gøre hvad han kunne for at holde hende sikker. Igen langede han truende et forben ud imod denne levende skygge, hvis latter endnu rungede i grotten.

Ondskabens Budbringere

De evige, de mægtige og glubske Skygger havde samlet sig. Alle deres brødre og søstre var flettet sammen til en enhed, og sammen lo de, så ondt og skingert de kunne.
Den spraglede hingst var nok så modigt danset op foran den rustrøde hoppe, som han endnu intet anede om, ville ofre ham. Og hun stod der, med de følelser af frygt og spænding, som Skyggerne elskede så højt; ja, de nærede sig af dem. Levede af dem.
Et par enkelte Skygger brød den tætte tåge og krøb som slanger over gulvet, forbi hingsten og hans flyvende hove, for at lægge sig kælent om benene på den rustrøde hoppe, som han godtroende beskyttede.

¤Faaaaaame, vi har ventet dig. Troet at du havde vendt os ryggen! Men du er heeeer, og vi ser, vi føler dit offer. Lad os bringe ham til vore hersker, og du vil blive en af vooore!¤

Stemmen var hvislende, som talte Skyggehingsten med tusinde tunger; men den truende undertone var ikke til at undse sig. Hvis ikke hoppen gjorde som hun skulle, hvis ikke hun var kommet for at ofre hingsten som stod mellem dem, så ville det komme til at koste hende dyrt.

Bound by pride and pain

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Som forventet... de røde hoppe sukkede mildt, idet at den brogede Drezar dansede ind foran hende. Skærmede hende imod hvad hun selv havde trukket herud, og beskyttede hende imod noget hun havde ledt ham til. Hans heroiske gerninger varmede en stund hendes hjerte, men det varede ikke længe før det faldt til jorden i takt med at skyggerne nærmede sig. For valget havde været imellem Drezar eller Skyggerne. Og nu hvor hun havde valgt, kunne hun ikke tillade sig at vakle.
Den rustfarvede sirene så ned, og med en mild brummen betragtede hun de mørke skygger omkring hendes ben. Ikket et blik havde hun værdiget ørkenvandreren... for så hun på ham nu, vidste hun ikke hvad han ville se. Derfor ventede hun, og nikkede kort til den sorte skabning med et noget blændende smil. Om det var påtaget eller ægte lå endnu hen i skygger.

"Jah..."
Sagde hun langsomt, og så da imod den spraglede Drezar. Følelser lå skjult bag de glødende øjne, hvis mørke spejlede sig i hingstens egne. Hun smilede endnu, den kære Fame. Hun smilede imens hun så på ham, og lod ham vide hun stadig værdsatte ham. Både som før, men bestemt også til det formål han ville udfylde nu. Han var hendes billet til en anden verden. En enkeltbillet til magt. Og det skyldte hun ham for...
De hvide lokker dansede om hoppens hoved, idet at hun trippende sneg sig nærmere. Den mørke mule listede sig op af hans anspændte skind, vagtsom på et hak, inden at hun blidt men bestemt gav ham et lille puf, førhen hun selv tog et skridt fremad. Fremad, ud og op.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Alle muskler i hingstens spraglede krop var spændt. Hans hals var hævet, hans ører var lagt og hans øjne veg ikke fra dette monster, som havde tårnet sig op foran ham og hans sirene; et monster, af tågelignende konsistens, men levende og direkte uhyggelig. Den klamme, kølige luft som kæmpede imod vulkanens egen varme fik den spraglede til at kolsvede; og nervøsiteten kunne ikke undgås at være tydelig, om end den spragledes iltre sind dækkede den godt. Han fnøs højlydt da en forfærdelig lyd erstattede den ondskabsfulde latter - for monsteret.. snakkede? Som slanger der hvislede om kap lød det, det skar i hingstens ører og sjæl og han lagde ørerne fladt i nakken. Først nægtede han at lytte til de ord, som skyggehingsten sagde; men langsomt gik det op for ham, at det han befandt sig i nu var en fælde. Det isnede ham koldt ned af ryggen, hans ben føltes et øjeblik som gelé. Hans sirene havde ført ham hertil, for at.. Ofre ham?
Hans blik blev fjernt, og som strøg tykke tåger over hans klare, eventyrlystende aura blev hingsten mat. Hans kæbe blev bidt sammen og hans ører trykket om end længere ned i nakken. Han skævede ikke imod hans sirene, før sekunder efter. Og det blik han sendte hende, var en pinefuld blanding af panik, undren, frustration og foragt. Hvordan kunne hun? Hvordan kunne hun støtte ham sådan, være der for ham, for så at vende ham ryggen? Nok gav det mening, at hun havde ført ham over havet for egen vindings skyld; men hun havde virket så.. Oprigtig. Han skimtede kort imod de tågeting der havde lagt sig om hendes ben; og hans sirene bød dem blot velkommen. Hans fnys lød igen, mørkt og dystert denne gang og en dampsky hang længe omkring hans mule.

Hun bekræftede det. Med ét enkelt ord bekræftede hun, at hun ønskede at give den spraglede hingst til dette monster. Ofre ham. Bringe ham til deres såkaldte hersker, og lade hans sirene blive en af dem. Han svirpede hårdt med halen da hans sirene nærmede sig. Han kiggede ikke på hende da hun lod et puf ramme hans hals med sigende karakter. Hun trådte frem, for at passere dette Skyggemonster, og herefter føre ham til toppen; og selvom alt i den spraglede hingst ønskede at flygte, da havde han på en eller anden måde indset, at det var nyttesløst. Og på de sekunder det tog hingsten om at træde frem og følge efter, havde han lukket for alt; for alle følelser, for alle lyster. Endda for frygten. For selvom disse Skygger skræmte ham, nok mere end vandet egentlig gjorde, så var de også så uvirkelige, at han næsten ikke kunne tro på dem. Samtidigt med at hans sirene, den hoppe han havde viet sine følelser til, havde vendt ham ryggen i en sådan grad, var det hele kulmineret i, at den spraglede hingst havde gemt sig selv langt borte, og kun stod hans krop tilbage. Nærmest mekanisk tog han skridt efter hans sirene, men ingen brummende lyde kom fra ham nu. Ingen gejst, ingen vilje. Som havde Skyggerne allerede taget hans sjæl var han, tom, indelukket. Slukket..

Ondskabens Budbringere

De mange og de evige blussede op i ren eufori da den rustrøde Rose havde truffet sit valg. Hendes vaklen havde de kunnet sanse, for Skyggerne havde en sans for at opfange de følelser, som fik hjertes rytme til at sige. Frygt, frustration, foragt, fortvivlelse. Negative følelser, følelser forbundet med angst, det var det som de for alvor nærede sig af, og de nærmest skreg af glæde over, at hoppen havde udvist dem. De enkelte Skygger der lå om hendes ben kælede endnu for hende, påførte hende skiftevis kulde og varme, men i milde grader, så det mest af alt ville føles som en kildende fornemmelse. De snoede sig længere op ad hendes ben, og sang for hende da hun bekræftede at hingsten skulle ofres; de sang et sprog, som hun nu forstod, men hingsten ej ville kunne høre. Sang om den magt hun ville få, den glæde hun ville opleve ved at bringe dette offer og blive en af dem. Glubske var de, men hvis Skyggerne havde en evne, som rakte ud over ondskaben, så var det forførelsens kunst. En kunst, som hoppen her delte med dem.

Skyggehingsten der stod i åbningen af grotten lod atter sin frydende latter runge, da hoppen trådte frem og puffede sit offer frem. Og han trådte med hende, endda uden at kæmpe! Hvilken fryd, hvilken... Skuffelse. Den store Skyggehingst, med de ildrøde øjne smagte på alt energi der lå i rummet, og pludseligt var det som om hingstens frygt forsvandt. Skyggehingsten, som var skabt af de mange tusinde skygger, som fungerede som en, blussede nærmest op i fornyet vrede da hoppen og hingsten skridtede forbi, for at starte færden mod toppen. Hvorfor var han ikke bange? Hvor var han frygt forsvundet hen af, som før havde været så tydelig? Med et fnys, der kastede levende Skygger fra sig, trådte den store Skyggehingst efter dem. Så snart de var ude af grotten opløste han sig til de tusinde Skygger, som grådigt bugtede sig omkring de to sjæle som en tågebanke. De levende Skygger jog gentagende gange efter den spraglede hingst, bed ham i ben og flanker, hvislede trusler imod hans ører i et forsøg på at genskabe den frygt, de for et øjeblik siden havde nydt godt af. Det kunne ikke være rigtigt at hans følelse af svigt fra hoppen havde overskygget hans frygt - eller kunne det?

´Bound by pride and pain.

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

I sin fremmarch så hoppen ikke hvordan hingsten verden langsomt faldt ned omkring ham. Men mærke det, det kunne hun. Og hun følte hans blik brænde i nakken, omens hun ikke vente sig for at møde det. For kunne hun det? Næppe. Den hvide hale vippede svagt bagved hende, og med lange skridt trådte den rustfarvede ud af grotten. Hun følte hvordan flere og flere skygger langsomt hægtede sig på hende. Smøg sig om hendes ben, sang for hende og førte hende længere og længere væk fra den brogede, og tættere og tættere på vulkanens top. I kølvandet af deres musik, i efterdønningerne af deres ord om magt og begær; lyste Fames øjne mere og mere op.
Knap var det kommet ud af grotten, før hoppen kastede et blik tilbage imod den spraglede Drezar. Og hvad hun så, ramte hende kort som et chok. Hvad var der sket? Hvorfor... hvorfor var han sådan?

Intet liv lyste i de brune øjne. Ingen iltre bevægelser, ingen fnys eller andet tegn på han levede. Nej forsvandt langsomt... og efterlod tilbage en vaklende skal af den brogedes før selv. Fames øjne gnistrede feberagtigt, hvorimod hans forsvandt mere og mere ind i sig selv. Hvad kunne have gjort det? Hendes mundvig sitrede let, og den rustfarvede fnysede. Det kunne han simpelthen ikke mene... valgte han nu. Nu af alle tidspunkter - nu hvor han måske skulle dø, at lade livet gå til spilde? I hendes omtågede tilstand - beruset af sangen om magt og mere, fandt hoppen ikke sammenhængen imellem hende og hendes forræderi. Og Fame fandt heller ikke pladsen i hjertet til at se over hendes egen mulespids. For det var da for dumt... ikke?

Den røde betragtede med gnistrende øjne skyggernes hærgen af hingsten. Det huede hende ikke... det huede hende bestemt ikke at de følte sig nødsaget til at bide og jage den arme skikkelse. Og hun vidste ikke hvad de ville have ud af det... En reaktion? ville de fremprovokere en reaktion fra den brogede? Var det for fornøjelsens skyld? Der var mange faktorer, men få svar. Med en nynnende brummen - en nynnen der fugte skyggerne omkring hende trådte hun ned ved siden af hingsten og betragtede ham. Søgte at finde hans øjne, søgte at finde ham. Og prøve at vise ham hvor meget dette.. han egentlig betød for hende. Og selvom det ikke var tydeligt, nagede hendes svigt hende stadig et sted i hende. For hvis hjertet kunne holde sådanne følelser i sig, var det der de alle var flygtet hen da skyggerne kom.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Hans skridt var pinefulde, langsomme, livløse; hans blik var fikseret imod vulkanen, som han blev tvunget til at bestige, og ej så han imod den rustrøde hoppe, som han blot øjeblikke forinden havde forsvaret; ville forsvare med sit liv. Denne hoppe, hans mystiske sirene, en hoppe han havde skattet og forgudet, havde dog vist sig at ønske ham alt andet end kærlighed og nærhed - hun ønskede ham som offergave til en magt, der synede langt væk af ondskab; en ondskab, som den spraglede hingst ej kunne forstå fandtes i landet, og værre endnu; en ondskab som han ikke forstod en så smuk skabning ønskede at tilslutte sig.
Den levende tåge af skygger havde besluttet sig for at pine ham; pine ham ud over den pinsel han allerede havde oplevet ved at hoppen havde vendt ham ryggen, solgt hans liv. Det var anden gang i hans liv, at han var blevet "solgt", at hans skæbne var blevet bestemt af andre, og dette gensyn med livets uretfærdighed, forræderiet havde fået den spraglede hingst til at lukke alle følelser ude; både frygten, sorgen, undren og kærligheden. De rev ham, bed ham og gjorde hvad de kunne for at tvinge ham frem; ja, måske endda udvise alle de følelser, som han havde lagt låg på? Et skridt mere tog han, og hans blik blev mere fjernt. Et skridt mere tog han, og smerten fra Skyggernes bid blev mildere. Et skridt mere, og hans ører blev lagt udtryksløst i nakken. Et skridt mere og han hørte ej længere deres hvæsen og trusler. Han lukkede af, skridt for skridt, indtil han ikke hørte eller følte andet end den éne ting som forsikrede ham om at han var i live. Tilbage var kun lyden at hans eget hjerteslag.