Bound by pride and pain [Drezar]

Ondskabens Budbringere

For hvert skridt hingsten tog, blev Skyggerne mere og mere frustrerede. Hingsten lukkede af, og hverken hvin eller fnys forlod hans mule; det var som om han opsatte et skjold, som Skyggernes ivrige pinsler ikke kunne bryde. De hvislede omkring ham, bed ham i haserne, halsen, flanken, rev i hans krop for at drive ham frem, få ham til at flygte eller kæmpe for sit liv - men lige meget hjalp det. Enkelte Skygger løsrev sig, fra den mange og de få og bugtede sig imod den rustrøde hoppe, hvor de hvislede ord til hende, ord der udtrykte deres skuffelse.

¤Hvor er fryyyygten? Hvor er rædslen? Herren nærer sig af frygt, og du bringer os en følelseskold hingst. Vi kan ikke bruuuuuge ham, hvis ej han kan frygte! Hvad er det du har bragt os!¤

De var skuffede, vrede, frustrerede; for i Vulkanens dyb ventede deres herre på den frygt, den energi der lå i de rædselslagende heste, som kunne give ham de kræfter der skulle til for at bryde den magi der holdt ham fanget i landets dyb. De bed af hoppen, kradsede hende på halsen, inden de på ny vendte tilbage til den brogede hingst. Og her omringede de ham snart, påbegyndte et sandt mareridt af smerte, som hingsten måtte udstå - frygte - eller underkaste sig.

´Bound by pride and pain.

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Hoppens ører vendtes langsomt tilbage, i takt med at hun så den brogede skabning forsvinde mere og mere. Hans øjne slukkedes, hans skuldre sank. Han trak alt hvad der gjorde ham til sig selv - alle de følelser man kunne skimte i hans øjne, alle de holdninger der fulgte med hans gang, det trak han langsomt tilbage og begravede. For hvert et skridt, så den rustrøde sirene en stolt skabning falde sammen i sit indre. Og selvom en del af hende havde lyst til at stoppe alt - stoppe skygger og hingst, og lade hendes kærtegn live op i det vrag der blev skabt, så kunne hun ikke.
Hendes omsorg havde altid kun tilhørt hende. En gang imellem også hendes datter, men i sidste ende var det hende der skulle tages af. Hun nægtede at dele for meget ud af den, og kunne derfor kun lukke af for hendes tanker om den brogede.
Og hun fortjente alligevel ikke at vække ham op. Han var nok bedst stillet i dyb dvale, selvom skyggerne mente noget andet.

Hoppens krop stivnede, førhen hun begyndte at sitre da de nærmede sig. Væk var sangen, og en skuffet hvislen steg fra de mange slanger. Hendes øjne blev spærret en anelse, men om det var harme eller frygt kunne man ikke sige, måske en blanding. For det var disse skygger der havde bedt hende om noget, som havde virket umuligt i starten. Frygt var ikke hendes domæne.. det havde det aldrig været.
Så hun bed ordene i sig, og fnyste i stedet voldsomt ved deres rifter og bid. Hendes hale smældede bagved hende, inden at skyggerne i forening blev enige om uudtalte ord, og i stedet vendte alt deres opmærksomhed imod den brogede skikkelse.

Og Fame så blot til, imens et mareridt listede sig ind i hingstens verden. For hun nægtede at vise omsorg. Det ville alligevel intet gøre nu, udover at forværre situationen for ham. Hun havde ikke mere falskt at give af lige nu.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Omverdenen forsvandt fra den spraglede hingst lidt for lidt. Skyggernes tåge omringede ham, slørede hans syn og sanser. Omkring ham blev luften til isnende kulde, og omkring hans mule stod en dampsky for hvert åndedrag han tog. Skyggerne fortsatte med at bide, rive og deres iver blev blot større for hvert øjeblik. Kulden skar igennem marv og ben, og den spraglede hingst stod magtesløs i midten af Skyggernes vrede. Han hørte ej deres ord, som de skældede imod ham, men smerten krøb langsomt længere og længere frem i hans bevidsthed; og snart nåede han en grænse for, hvad han kunne tage.
Han prøvede at bakke, men muren af Skygger forhindrede ham i det. Han prøvede at hvine for at udtrykke sin smerte, men ingen lyd forlod hans strube. Sår åbnede sig på hans flanker, rifter kom til syne på hans bagpart og ben. De torturerede ham, pillede gradvist mere og mere af hans førhen værende majestætiske udseende af ham. De nærmest drænede ham for energi, begrænsede hans vejrtrækning. Han hev efter vejret, i midten af Skyggernes rasen, og forsøgte gang på gang at flytte sig fra deres bid; men lige meget hjalp det. Dybt i hans sind, gemt for alle andre end ham selv, råbte og skreg frygten i ham. Det han oplevede nu, denne nærmest magtesløse situation mindede for meget om dengang han druknede; dengang skibet sank, og det eneste han kunne var at råbe på hjælp. Endnu engang var hingsten ved at drukne, men denne gang i overnaturlige væsner, som han aldrig havde drømt om kunne findes i nogen verden. Panikken var der, men det var hans egen; han havde undertrykt den så meget på grund af det svigt han havde følt; men fordi den var der, var det som om Skyggerne blot blev mere glubske. Enkelte bed sig direkte fast omkring hans hals, og nærmest sugede kræften fra ham; alt imens de andre boltrede sig med at rive og bide i hans ben. Det var en pinsel værre end noget andet hans havde prøvet, fordi det var så uvirkeligt; han kunne faktisk ikke forholde sig til det. Og Skyggernes rasen blev ved, indtil hingsten måtte bukker under og lægge sig på jorden - og først her kom et afbræk, et glimt at lys der brød ind imellem Skyggernes dækkene mur. Herefter blev alt mørkt.

Ondskabens Budbringere

De glubske, de mange, de evige og de mægtige havde omringet hingsten. Deres biden, hvæsen og kradsen fortsatte de, ja intensiverede de, indtil hingsten begyndte at rykke på sig. Ingen kunne skærme deres frygt helt for dem, og selvom denne hingst havde gjort det langt bedre end nogen anden de have mødt, da mærkede de et strejf af panik dybt i hans sind; og det kunne de nære sig af. Nok var hingsten ikke god nok til deres herre, men Skyggerne selv valgte at sluge hvad de kunne fra hingstens styrker, nu han have givet dem en åbning til det. Enkelte satte sig om hans hals, bed til, imens andre bed i hans tynde sener på hans slanke ben - de påførte ham så megen skade de kunne, indtil hans krop måtte give op. Hingsten sank sammen på jorden, da hans energi var løbet op; og Skyggerne fjernede sig gradvist for hingsten, som synede livløs på jorden. Ej var han det, for endnu bankede hingstens hjerte, men hans krop var så svækket, og hans sind så udmattet, at han var besvimet. Herefter samlede Skyggerne sig, de mange og de få på én gang, til den mægtige Skyggehingst, som tårnede sig op foran den rustrøde hoppe. Hendes frustration over Skyggernes udbrud var tydelig; for de havde selv bedt hende ofre netop denne hingst - denne hingst der betød noget for hende; og nok var han en skuffelse, men hoppen havde udført deres bud. De mange Skygger hvislede med tusinde tunger, der i fællesskab talte som en, da Skyggehingsten nu talte imod den rustrøde hoppe.

¤Du bragte os hvad vi bad dig om, og dette kan viiiii ikke straffe dig for. Du får som loooovet, magt og indsigt i vore broderskab, i vore fællesskab. Dit hjem vil fremover være her, blandt dine eeeegne, og du vil være en af ooooos. Men bring os aldrig en, som ham igen; men ofre kun de, hvis frygt står klart i sindet!¤

Herefter opløste Skyggehingsten sig, og atter bugtede tusinde af frie Skygger sig omkring den rustrøde. De lagde sig omkring hende, som en kappe, omklædte hende og kærtegnede enhver del af hendes krop. De lagde sig på hende, om hende, påførte hende kulde, varme, smerte og kærtegn på samme tid. De bed hende, snoede sig om hende, enkelte bed sig fast ved hendes bug og arbejdede sig gennem hendes skind. Fra de åbne sår, som Skyggerne skabte på hendes bringe, voksede en rose skabt af Skyggerne selv, og bredte sine blade omkring hendes hals. Skyggerne havde sat sig fast, og snart ville den nu forandrede hoppe kunne mærke de evner som hun nu besad flyde i hendes krop; Skyggerne flød nu i hendes blod, var en del af hende - og for evigt ville denne hoppe nu være en Skyggehest.
Snart forlod Skyggerne hende, en efter en. De bugtede sig op langs vulkanen og kravlede ned til deres herre i dybet; og kun de, som var en del af Skyggehoppen Fame blev tilbage sammen med hende.

[Out. Drezar mister 15 point i styrke og vil være halt den næste to måneder. Fame er blevet Skyggehest, og der kan læses om hendes evner på kyana.dk]

´Bound by pride and pain.

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Hun så ham falde, længe før det skete. Hun så deres vrede, deres had og deres frustrationer. Hun følte det i luften omkring dem, der for hvert sekund blev mere og mere anspændt. Det sled på hendes tålmodighed, og vippede hendes tanker i alle mulige andre retninger, end dem hun burde fokusere på. For hun var tæt på... så tæt på. Og selvom hendes blik ikke veg fra den brogede skabning, trak den rustfarvede sig lidt mere ind i sig selv da skrigene begyndte.
Hun gøs ikke. Hun rykkede sig ikke i et sæt, og hun trippede ikke uroligt til siden. Hun så med mørke øjne den brogede, og betragtede hvordan skyggerne langsomt gjorde indtag på hans krop. Forbandet langsomt gik det. En tortur Fame ikke havde sæt længe, og hendes øjne glimtede kort en anelse blankt, inden at en resolut tanke jog dem væk. Disse skygger.... de næsten skrællede pelsen af hendes Drezar, men Fame følte ikke sorg. Hun følte en hvis skam over sig selv, den brogedes smerte, som han gennemgik i troen på hun havde været bedre end hun var. Og det her var hans straf for at følge sit hjerte.

Og så var det han faldt. Hårdt og koldt ned imod den hårde begyndende klippe, og det var først der hoppen lavede et lille overrasket hop. Var... var han død? Hendes øjne udvides kort, men i et fnys trak hun hovedet tilbage, og rystede kraftigt den slanke svanehals. Død måtte han være, for sådan en behandling kunne ingen overleve.. Og hun havde vidst fra starten, at skyggernes vej var en mørk vej... Så Fame slap ham, og sukkede i sit stille sind over det offer han havde givet. Måske ikke villigt, men ikke desto mindre givet. Og tiden var ikke inde til sorg... den burde være til fejring.
Derpå vendte den røde sig imod skyggerne, der hurtigt manifisterede sig som den karateristiske enorme skabning. Hendes blik blev knebet afventende sammen. For hun vidste ikke hvad der skulle ske nu..

Skyggerne bølgede over hendes krop som en kappe, og et panisk glimt viste sig i de røde øjne. Var det hendes tur nu? Skulle hun gennemgå det samme som Drezar? Men nej, hans ord forsikrede hende om en plads, om de kræfter hun havde ledt efter, omend der lurede en advarsel tilbage.
Det fik hun dog aldrig tid til at tænke over, førhen at en begyndende bombe af følelser ramte hendes krop. Kulde, varme, smerte, kærtegn. Alt i en forfærdelig blandning, og den rødes mund åbnedes i et tavst skrig.. For værst var det ved hendes bringe, der næsten føltes som om den blev delt i to. Det forsatte over hendes hals, og den rustfarvede blod kogte i årene på hende. En berusende følelse af adrenalin, blandet med den dybe smerte af hendes krop ikke længere var hendes.
Fame kunne ikke sige hvornår det skete. Men da smerte forsvandt, da alle lyde, stemmer, hvisken og råben sænkede sig, var hun ikke længere bare hende.
Og den røde løftede en anelse udmattet hovedet, men smilede hendes karakteristiske brede smil igen, men denne gang med følge af en mild latter i og omkring hende.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

//FAME OUT