Hjemmefra [Belail]

Belial holdt øje med den grålige hoppe, som tilsyneladende var fyldt med energi lige fra morgen stunden. Hun hoppede og dansede rundt, og for et øjeblik med lette bevægelser var hun henne ved ham, hvor hun kort nappede ud efter hans man; Belial gengav og nappede efter hende, lige før hun atter med dansede bevægelser forsatte ud i vandet.
Belial prustede, han var stadig ikke rigtig frisk, og kunne slet ikke forstå hvor den grålige Euphoria kunne få sin energi fra. Han rystede en anelse på den store hals før han begav sig i hendes retning ud imod vandet. Han brummede lettere hingstet før han målrettet trådte ud i vandet. Vandet var ikke lige frem koldt koldt, men bestemt heller ikke varmt! Heldigvis var hun ikke lige frem langt ude i vandet, så han behøvede ikke gøre sig det ubehag i at gøre hele pelsen våd. Nu var hun trods alt lige blevet tør efter aftens regnvejr.

Da Belail endelig havde fået slæbt sin hvide bagdel helt ud til vandet kom hun nu dansede hen til ham, inden hun med et hoppet hyl slog ud med begge forben og derefter sprang frem mod ham. Hun trippede let på stedet, inden hun ivrigt nappede ham i bringen for at få ham til at vågne lidt op. Hun stoppede dog sit tripperi og gik helt hen til ham, så hendes bringe ramte imod hans og hun lagde nu alt vægten mod ham, som forsøgte hun at tackle ham. Euphoria kunne sagtens lege vildt når hun havde det givne overskud og nu når hun var ved at forsøge at rykke på ham, kunne hun ligeså godt holde fat i en tot af hans man, mens halen ophidset svirpede bag hende.

Den grålige hoppe var ikke lang tid om at komme helt hen til ham, da han langt om længe var nået ud i vandet. Hun virkede så ivrig og ganske pludseligt slog hun ud med begge sine forben. Belial der var knap så ivrig kastede kun det ene forben frem før han med voldsom kraft slog det ned i vandet igen. Hvilket den unge hingst bagefter kom i tanke om ikke var den smarteste i det, eftersom han gerne ville ungå at blive våd, eller i hvert fald vådere- men vandet sprøjtede op af hans ben og ramte ham op på buen; hvilket fik den unge hingst til at spænde op lynhurtigt. Han fnyste irriteret, men han nåede heller ikke rigtig mere end det, før Euphoria trykkede sig helt op af han og pressede. Belial der både var større, bredere og stærker rykkede sig ikke en millimeter, men han lod hoppen gøre et forsøg- i hvert fald i lidt tid, før han omhyggeligt skubbede sin vægt i mod hende og pressede til. Med stor held ville hun være tvunget til at rykke bag ud.

Euphoria forsøgte ihærdigt at holde ham fra at skubbe hende bagud. Alt hendes vægt blev lagt i hendes bagben, mens hun forsøgte at holde imod, men snart tog hun i stedet et hurtigt hop til siden så han kunne finde et andet sted at putte sin vægt. Hun skridtede en anelse fraværende væk, mens hun funderede over en nyligt opstået tanke. Følelsen af hans muskler der havde arbejdet mod hende kunne hun stadig mærke på hendes bringe og det havde sitret let. Den grå kunne ikke helt forstå det endnu og hun mimrede tænktsomt med mulen, inden hun stoppede op inde på land igen. Hun slog et par svirp med halen og vippede nu ørerne en anelse tilbage. Forklaringen lå i luften, hvilket fik hende til at trække sig en anelse mere fra den hvide.

Belial havde nok ikke helt forberedt sig på hoppens næste træk, efter hun havde forsøgt at stå imod hans skubberi; så da hoppen ganske pludselig rykkede sig, røg Belial selv fremad og en anelse forhover. Det var kun lige at han nåede at skubbe sine forben fremad og på den måde fik redet sig selv på at ryge med mulen direkte ned i vandet- stedet fik han plasket endnu mere vand op ad sig selv. Atter fnyste han irriteret, men han lod sig ikke stå stille på stedet ret længe, for den grålige dansede med lette bevægelser endnu længere væk.
Belail brummede ivrigt efter hende, før han fik placeret nogle heftige skridt i retningen af hende- inden han fik samling på sig selv og gik mere anstændigt- nøjagtig som den sorte skygge hingst havde lært ham. Rank og stolt! Uanset uhumør. Selvom den unge hingst fandt det svært en gang imellem at forblive i disse holdninger en hel dag.
Belial lod hende ikke trække sig væk- heller ikke selvom hun gjorde et forsøg på det. Han ønskede hende tæt på, og stod det til ham fik hun slet ikke noget valg.

Euphoria havde for en stund glemt at han fulgte hende som en lille hund, men da hun kunne høre han kom efter hende, stoppede hun op og vendte siden til. Hun betragtede ham nøje inden en feminin brummen kom fra hende da han kom nærmere. Hun hævede halen let, inden hun dog atter lod den ligge tæt ned af bagparten. Hun ville gerne være tæt på ham, men holdt sig dog alligevel stående på samme sted. De gyldne øjne rettede sig mod hans og hun vippede kort med ørerne inden hendes stemme lød.

” Jeg kan ikke tage dig med hjem.. De ville ikke give lov, vogterne. ”

Sagde hun stille, mens hun faktisk følte sig en anelse bedrøvet over ikke at kunne tage ham med til Teylar. Det var slet ikke en mulighed at hun tog med ham. Hun skulle ikke over på Foehn, det var fuldstændig udelukket.

Hun kom ikke hen til ham denne gang. Belail rynkede på mulen, hun havde ellers frivilligt flere gange kommet hen til ham- han havde blot behøvet at give hende en anelse opmærksomhed. Han rykkede lidt med ørene. Uden at stoppe det mindste gik han helt hen til hende- det skulle i hvert fald ikke være det der gjorde der var afstand. Han brummede og puffede til hende- en anelse hårdere end hvad alle andre mere normale heste ville have gjort. Belial havde ikke bemærket det før, men hun duftede utrolig dejligt, han anede ikke hvordan han skulle reagere på denne behagelige duft, så hun fik hende et lidt for hårdt puf.

Han lyttede til hendes ord. Hvorfor måtte hun ikke tage ham med? Han lagde ørene tilbage i nakken. Hvorfor skulle vogterne bestemme hvem der kom hvor? Han vidste godt hans moder havde nævnt disse vogtere flere gange- ikke så meget direkte til ham; men hun havde da nævnt dem, og de var ikke noget særligt. De var en flok fæhoveder der troede på løgne- ikke lige præcis de ord moder havde brugt, men Belial foretrak at omformulere sin moders anderledes talemåder.
Og der slå det ham! Hun havde nævnt en bestemt vogter som han kendte. Eller han vidst hvem var og hvad var, men ikke hvorfor, men måske det kunne hjælpe ham i denne situation- får han var bestemt ikke klar til at lade den grålige hoppe gå.

"Far.. Vogter."

Belial hakkede ordende, hans mest sædvanlige måde at tale på. Men ordende kom frem, og de var forståelige, også selvom de ikke rigtig dannede nogen sammenhængene sætning. Han vippede ørene frem imod hende- måske han så kunne få lov at gå med hende, uden nogle fæhoveder skulle komme og genne ham væk.

Et utilfreds grynt kom fra hende da han nu gav hende et hårdt puf og hun slog et svirp med halen, mens hun langede det ene forben ud efter ham. Det der var noget der skulle arbejdes på. Hun passede dog sig selv herefter og forsøgte at kigge andre steder hen end lige på ham. Han skulle i hvertfald ikke belønnes for den opførsel. Ingen opmærksomhed til ham. Muhaha! Dog kom hans to hakkende ord til at få den grå til at give ham ufrivillig opmærksomhed. Hun så eftertænktsom på ham og studsede over ham endnu engang og der slog det hende. Han spættede mule. Hun kendte en anden spættet hingst, og han havde tilfældigvis også en vogter far, som tilfældigvis havde hjemme i Teylar. Euphoria vippede ørerne frem og måtte nok indrømme at hun ikke helt kunne forstå hvorfor de 3 var så forskellige.

” Djange! Bror Lupë! ”

Udbrød hun nu begejstret over at have lagt to og to sammen. Hun gjorde et lille hop, inden hun kom i tanke om hun faktisk var i gang med ikke at give ham opmærksomhed.

Belial kunne vippede ivrigt med ørene da hun slog ud med det ene ben. Han flyttede sig dog ikke- hvilket som helst anden hest nok ville have gjort, men ikke Belial han stod stille og ventede på hendes hov ville ramme ham. Det gjorde den også, og han gav en tilfreds brummen fra sig. Hun forstod dog en anelse- måske han ikke skulle være så hurtig til at dømme andre! Men i stedet for at forsætte så hun den anden vej- ignorerede ham på bedste vis, hvilket fik Belial til at rynke undrende på spraglede mule. Dog fik han igen hendes opmærksomhed efter han havde fortalt ham at hans fader var vogter- også selvom Belial kun havde set denne hingst en gang og ikke anede hvad han dog skulle med sådan en- og hvad en fader egentlig helt præcis var: Ingen har endnu været så søde at forklare Belial om blomsten og bien.

Djange! Bror Lupë Hendes ord gav genlyd og den unge hingst var lyst til helt. Hun kendte den røde hingst. Hun kendte hans broder. Belial kunne næppe have set mere glad ud- men dette varede kun et øjeblik før han sank lidt hen. Han havde stadig ikke fundet sin bror, han havde stadig ikke fået gjort op på sin dumme fejl.

Euphoria tiltede hovedet på sned over hans reaktion og hun mimrede let med mulen. Han havde set så glad ud i momentet, men herefter synes han er synke lidt hen. Stille brummede hun, inden hun trak ham i pandelokken. Han havde en underlig form for idé om hvad nærvær var, hvilket ærgede den grå hoppe i visse øjeblikke. Ligenu kunne hun måske være glad for det, for det kunne vel sagtens ende med at blive en anelse indviklet. Selvom hendes instinkter nu vældigt gerne ville have ham tæt på så var hun nu glad for at have ham på en form for afstand. Hun kunne i hvertfald hurtigt skabe den. Hun spurgte ikke ind til ham og hans broders forhold, da han nok ikke kunne forklare det så godt som hun kunne tænke sig. Hun slap i stedet pandelokken som hun havde brugt til at ’trøste’ den hvide med og trådte et par skridt væk, bakkende.

Om det var opmuntrende at den grålige trak ham i pandelokken var svært at sige, men hun i hvert fald fjernet ham fra sine tanker og i stedet faldt hans opmærksomhed igen på hende. Hun duftede stadig utrolig dejligt- og igen kom det bag på hende at han ikke havde opdaget det før; de havde da trods alt lagt helt tæt på af hende inde i grotten hele natten.
Han slap hans pandelok og igen trådte hun væk fra ham. Belial vippede på de mandelformede øre, men han lod ikke afstanden forblive før han nærmede sig igen med faste skridt. Han havde lyst til at være helt tæt på hende. Hvorfor skulle hun være så besværlig og flytte sig konstant! Igen brummede den unge hingst og placeret sig helt tæt på af den grålige hoppe. Kunne hun da ikke stå stille for pokker. Belial nappede ud efter hendes man, lidt for at holde på hende, så hun ikke igen ville flytte sig.

Euphoria var slået i bakgear og bakkede nu et skridt for hvert skridt den hvide kom nærmere. Han gik dog fat i en af hendes lange lokker som havde danset rundt om hendes hals. Det tvang hende til at sænke tempoet, inden hun fandt på en genial måde at få ham til at give slip på. Hun gav anledning til at nappe ham mit på mulen, men i stedet, snedig som hun var, så placerede hun et slik lige midt på den inden hun trak hovedet til sig med et ryk.

” Du må komme med hjem på én betingelse!, ”

Kom det så fra hende og hun stoppede nu op da hun var blevet gevaldigt træt af at bakke rundt i ring. De gyldne øjne hvilede nu på ham.

Belial brummede atter en gang, denne gang af tilfreds da han fik fat i en af de lange totter fra hendes man. Nu måtte hun da stoppe sit bakkeri. Han vippede de mandelformede øre frem imod hende, da han bemærkede hun skulle til at bide ud efter ham. Eller det troede han i hvert fald, og han forventede den behagelige følelse af tænder der niver i skindet. Desværre var det ikke det der kom til ham, i stedet for den nivene følelse han havde forventet, kom en blod og varm lettere klistret... Belial slap omgående totten af hendes man og rynkede på mulen, imens ørene blev vendt bagud. Han stoppede sågar i kort tid med at rende efter hende, blot for at kunne ryste den væmmelige følelse af sig.

Ord kom fra hende. Ikke kun et, men mange og de dannede en hel sætning. Belial lyttede nøje, og som svar brummede han bare. Han ville høre betingelsen- det var da en ting han havde lært siden han havde mødt den røde slange! Han måtte kende betingelserne, dem alle! Inden han ville gå med til noget som helst igen.

Euphoria fik ret i sin snedige plan og hun smilede kort for sig selv. Hun formåede endda at holde ham lidt på afstand hvilket for hendes vedkommende var lidt af en lettelse. Hun vippede kort med ørerne ved hans brum og nikkede stille inden hun rømmede sig let. Hun ville forsøge at gøre det kortfattet, om muligt.

” Du skal opføre dig som vi gør hvor jeg kommer fra. Ingen biden, ingen nappen uden at have fået lov. ”

Kom det så fra hende. Hun kunne ikke tage ham med hjem som han var, han ville blive slagtet hvis han gjorde det ved den forkerte. Nogle kunne håndtere det mens andre ville æde ham levende. Hendes bror kom især på hjernen, godt hendes mor ikke havde mødt ham. Euphoria trak en grimasse ved tanken, inden hun trådte et par skridt bagud.

” Forstået? ”

Lød det nu fra hende, og hans svar ville være alt afgørende for hvad hun gjorde.

Han lyttede til hvad hendes grav og betingelser var. Han forstillede sig flere ting, men ingen af de ting han havde forstillet sig hun ville bede ham om, var ikke det der kom fra hende. Han vippede ørene bagud. Så han skulle være sær? Han fnøs kort for at udtrykke sin utilfredshed. Han besluttede sig dog forholdsvis hurtig til at ville gå med til hendes betingelser- hvis ikke han gjorde ville hun gå, eller det var i hvert fald hvad Belial var sikker på hun ville, og stadig ønskede han ikke at være alene. Han ville have hende hos sig, om så han for noget tid skulle være uhøflig og sær. Han nikkede så anderkendende for at fortælle han gik med til hendes betingelser- også selvom han synes de var dybt latterlige og ingen grund så for dem.
Han trådte igen nærmere hende, og for at bevise han kunne lade være- nappede han ikke og han skubbede ikke til hende. I stedet stod han nu ret malplaceret helt tæt på hende igen.