Born in the shadows

Der lød en musik, en lavmeld hvisken. Stemmerne flød sammen i en harmoni. Følelsen af tomhed forsvandt gradvist og langsomt erstattet af en behagelig kulde. Langsomt forsvandt intetheden og blev erstattet af mørke. Mørket forsvandt ej, blev ikke erstattet af nogen, men letheden forsvandt og følelsen af at være tung. Tunghed, mørke og kulde; var de første ting den nyfødte- nyskabte hoppe nogen sinde mærkede i det virkelige liv. Skyggerne spandt for hoppens hjerte, der var givet fra søsteren bankede nu i brystet på den sorte, ansigtet fra broderen havde givet et nyt ansigt til den sorte. Alle de kødlige dele fra broderskabets ofringer havde nu brugt liv til en helt unik skabning.

Rejs dig, vor barn.

En stemmen lød tydeligt iblandt de mange. Den sorte der aldrig før havde eksisterede rejste sig. Hendes øjne var allerede åbne, men ej forsvandt mørket. For i mørket var hun født, i mørket var hun skabt. Langsomt indåndede den sorte hoppe den tunge luft der fyldte hendes lunger. Denne kødelige krop hun havde, der var hende skænket og bygget af andres kødlige dele og skygger.

Stemmerne lød stadig fortalte, sang og kælede for hende. Hviskede det navn de havde skænket hoppen. Hoppen der bestod af flere sjæle og alligevel kun en. Hun var én sjæl forenet af mange.

Der på forlod N'zall dybet og begav sig ud i det rige hun var skabt til at bringe på rette køl. Længe stod den sorte hoppe på toppen af vulkanen, spejdede ud i mørket. Dette var deres rige.

Den sorte hingst, med det store muskuløse korpus, bevægede sig afsted. Retningen var ganske fastsat for den sorte og hjerteløse vandrer. For hans skygger havde hvislet til ham, hvislet at nogen eller noget nyt var ved at ske på vulkanens top. De røbede aldrig hvad det helt specifikt var, men hvislede og skreg bare til Volontaire, om at han skulle søge derop, finde ud af hvad der skete, at han ville blive glædeligt overrasket Det ville han. Det ville han.. Volontaires øre vippede kort omkring, inden de fandt deres vante retning bagud imod hans sorte og fyldige man. Han svirpede med den sorte hale, inden han med et skub bevægede sig fremad, i en udstrakt og udholdende trav; og opad gik det nu.

Hans hove satte hårdt imod den vulkanske sti, der førte ham længere og længere op. Det var hårdt, men ikke noget den sorte hingst ikke kunne klare eller håndtere, overhovedet. De mange muskler spillede under hans skind, sitrede og spændte op mens han bevægede sig afsted. Da han kom langt nok op, lod han sine ben falde til skridt, frem for trav. Og der, tæt ved vulkanens åbning, stod en sort hoppe, der ikke var bekendt for Volontaire. Han stoppede op, og brummede i en voldsom og markerende tone i hendes retning, mens de isblå pupilløse øjne skødesløst stirrede hen på hende. Hun bar skyggerne, ligesom han gjorde. Hun var hans skyggesøster, som han var hendes skyggebroder. Volontaire knejste sin nakke meget dybt, og bevægede sig tættere på hende, mens hans stirrede studerende på hende. Hans store korpus stoppede godt to meter fra hende.

,,Javel – det var det skyggerne ville have mig til at se. Endnu en skyggesøster”

Hans stemme var hvislende og lumsk. Ikke henvendt til hende, men sådan var hans stemme nu altså bare. Et slangeagtigt smil kom frem på hans mule, inden han begyndte at skridte rundt om skyggesøsteren, bare en enkelt runde for at se hende, og igen stoppede ved hendes front. Hun var i sandhed en skyggesøster - det var der ingen tvivl om.

Længe havde den sorte ikke stået på toppen for en mørk skikkelse nærmede sig. Hun fulgte ham med blikket helt fra han først var kommet inden for hende syns felt som en lille sort prik, til det store korpus tårnede op foran hende. Han var bred og muskuløs. Næsten lige så sort som hun selv var. Hans bringe så ud til at være flækket, og ikke kun en gang men flere gange.
Uden at flytte blikket fra den sorte hingst, lod hun ham gå rundt om hende. Hun lod ham se sig an. For hende var der intet at skjule, hun var skabt som hun skulle være. Det var hvad de mange havde sunget for hende i dybet. Hun var dem, de var hende, hun var dem alle og alligevel intet. En ny skabning, skabt af skygger og de mange ofringer der var kommet til dem de sidste par år.

"Vi, jeg hilser dig."

Stemmen var ubehagelig sukkersød, en stemme der virkede så malplaceret i dette område, en stemme der ikke passede til at komme fra den sorte.
Den fine velformede hoved blev vippet en anelse på sned, imens hun beskuede hingsten foran sig. Han var en broder, en dem. Han var ønsket. Han var kommet til dem frivilligt- alle disse informationer kom til hende igennem skyggerne der hviskede og sang i munden på hinanden.
Om den halve mule tegnede sig et alt for venligt smil, hvor kort efter hun med lange men langsomme skridt begyndte at gå rundt om den sorte hingst. Det var hendes tur til at se ham an.

Det store korpus stod rankt og stille, som en stødt statue der ikke var i live. Han bevægede sig ikke, og selv de stirrende øjne så ud til ikke at bevæge sig overhovedet, fordi de var pupilløse. Blikket var rettet direkte imod den nye skyggehoppe, der virkede til at være helt ny; for han havde hverken mødt eller hørt hende før. Men noget virkede også en lille smule anderledes hos hende; var hun direkte af skygger, eller var hun en tidligere hoppe fra landet, der var tyet til skyggernes side; den rigtige og eneste side? Den hjerteløse hingst lyttede til den hilsen der kom fra hende, en hilsen der mindede om skyggernes egen måde at tale på. De var altid flere end én, og alligevel var de kun én og samme. Det var noget han i første omgang ikke havde forstået til fulde, men det gjorde han skam nu. Han forstod de mange og de få. Han var en del af dem, en del af det. Den sorte hingst nikkede kort og kontant til hendes hilsen, med et maskulint og stort knejs i nakken, inden han talte.

,,Mit navn er Volontaire, en broder af dig. Hvem er du?”

Hans stemme var hvislende, og mindede mest af alt om skyggernes hvislende toner, som de ofte talte til ham med. Hendes stemme var sukkersød, og passede bestemt ikke til hendes udseende, og så alligevel. Alle hendes former var fine og feminine, og at stemmen passede dertil gjorde nok at fjenden, vogterne, kunne blive forvirret over hendes specifikke hensigter. Noget de bestemt kunne bruge. Men hvad var hendes evne; hvad kunne hun?

Nøje så hun den sorte hingst an. Hun beskuede hver del af ham. Fra hans kulsorte skin til hans hvide ben, hans skygge mærker til hans flækkede bringe og til hans lysende blå øjne. Skygger dansede om hans kraftige ben, kærtegnede ham, som de kærtegnede hende. Skyggerne blandede sig sammen når de var nær, hilste der egne og drev igen til hver sit.
Med en rank holdning og hoved løftet tæt op unaturligt højt stoppede den sorte hoppe foran hendes broder. Det Hun så nøje på ham med sit enkelte blå hvide øje, som hans lyste det let op. Det andet øje var som et endeløst hul, skabt at skyggerne selv. Dette var hvad der også gjorde hendes evne muligt, for selvom hun ikke havde prøvet at bruge den endnu, vidste hun hvad hun var i stand til. Skyggerne, han, de mange havde fortalt hvad hun kunne. Hvad hun skulle gøre. Hun havde et formål i sin eksistens. Hun skulle bringe rædsel.

"Volontaire, navnet der er mig givet er N'zall."

Hendes sukkersøde stemme næsten sang og var meget modsat af hans toneleje der var hvislende og lumsk. Alligevel var der en harmoni i blandt de forskellige toner. Som var det to sider af samme mønt.

Den sorte hoppe vandrede rundt om ham, præcis som han lige havde gjort det om hende. Hun betragte ham, hver en eneste detalje – og det samme havde Volontaire gjort hos hende. Han havde printet hendes udseende ind i hans hukommelse, hver eneste lille ting hos hende, sad nu fast i hans indre, som det gjorde hos de andre skyggebrødre og søskende han havde mødt. Han kunne kende dem alle på lang afstand, det var der slet ingen tvivl om. Hoppen stoppede ved hans front, så de igen stod med ansigtet imod hinanden. Navnet lød fra hende, N’zall. Navnet betød sikkert noget, ligesom hans også gjorde.

,,N’zall. En ny skyggesøster, ikke sandt?”

Hans spørgsmål var måske mere en konklusion. For hun var ny, et havde skyggerne jo fortalt ham. De havde hvislet i hans øre, kærtegnet hans sanser, for at han skulle søge til toppen af vulkanen, hvor de var så tæt på Ham, på Dem, som de overhovedet kunne komme. Skyggerne omkring hans ben, dansede og smøg sig op og ned af ham, mens de samtidig forsøgte at søge tæt på de skygger der dansede på hende. Kort forenede de sig, og blev til en større skygge imellem dem, inden de veg tilbage til den krop de tilhørte. Det var magisk, et bånd ingen andre end skyggehestene forstod. Alle var de forenet, en del af hinanden, og tilsammen meget stærkere. Volontaires isblå øjne hvilede på hende, inden han drejede sit store korpus, og brummede i en ledende og maskulin tone. Han bevægede sig nu afsted, ned af vulkanen, mens han brummende kaldte på hende. Han ønskede at vise hende øen, hendes hjem, deres hjem.

Et spørgsmål der burde være simpel at svare på kom den den store sorte skygge hingst. For hun var ny som noget nyt kunne være. Hun havde knap eksisterede i mere end times tid, hvis så længe overhoved kunne gøre det- og alligevel var hun ikke ny. For hun var skabt af allerede eksisterende dele. Hun var skabt af skygger og af andres ofringer. Hun var en ny sjæl og en gammel sjæl på en og samme tid.

"Min eksistens er helt ny."

Næsten sang hun for hingsten, for blot at gøre det kort. Hun kunne informere ham, men var det også hendes opgave at informere broderskabet og hendes skabelse- eller var det Hans hans opgave. Hun var til på lige fod med de andre. Hun var ikke hævet over dem. Hun var ikke af større bedtydning, for hver og en var vigtig. Uden dem havde hun ikke kunne eksistere og uden dem var der ingen grund for at eksistere. Broderskabet var til for at efterkomme Hans, dem, de manges ønsker. Hun var skabt for at hjælpe broderskabet til deres mål.

En ledende maskulin brummen kom fra den store skygge hingst, hvor på han satte sin kurs ned fra vulkanen. Væk fra hende, ned i mod den jord der var deres rige. N'zall lod hingsten være den ledede hvor hun med lette bevægelse lod de lange stankelben bære hende ned af skråningen. Hun gik tæt på ham, men med nok afstand til at hun ikke ville besværlige gøre hans nedstigning.

Det store korpus bevægede sig afsted, men stadig var han opmærksom på de ord der kom fra hende. Hendes eksistens var ny. Helt ny. Der var noget anderledes ved hende. Hendes måde at tale, om sig selv, hendes hilsen. Og at hendes eksistens var ny. Volontaires eksistens var ikke ny, da han blev skyggehingst – men hans nye skyggeside var ny. Han svirpede med sin sorte hale, og bemærkede at hun fulgte med ham, uden tøven. Men de havde heller ingen grund til at frygte hinanden på nogen måde. De var en del af hinanden, en del af noget større og en del af Dem. De skulle samarbejde, i den krig der måske snart ville bryde ud; en krig imellem vogtere og skygger, samt den virkelige verden.

,,N’zall, du nævner at din eksistens er ny. Er du født her, født af skyggerne?”

Hun kunne ikke være født af andre end skyggerne, for ingen skyggehingste havde lavet et afkom sammen, ikke noget han vidste af i hvert fald. Og der var bare noget ved hende, der var anderledes end hos de andre skyggehingste. Han skulede kort bagud imod hende, inden han rettede blikket fremad, mens nedstigningen begyndte. Han gik med maskuline skridt, der bar ham afsted med store elegance og præcision. Han havde tit gået op og ned af denne vulkan, og han vidste hvor han skulle træde eller ikke træde. De sorte øre hvilede bagud imod hende, lyttende til hvis hendes forklaring skulle komme, selvom den hjerteløse hingst dog ikke forventede det. Skyggerne på ham hvislede i hans øre, hvislede at han havde ret i hvad han sagde, at hun var lavet af dem, af Ham. Men de kunne ofte spille ham et pus, hvis de var i drillende humør.

Den store skygge hingst bevægede sig med en præcision en hver kunne misunde. Det var tydeligt at han var på hjemmebane og han vidste præcis hvordan han skulle føre sig frem. N'zall betraktede ham nøje. Hun iagttog hans bevægelser og hvordan musklerne under hans skind arbejdede smidig. Selv bevægede hun sig frem med en vis ynde, en ynde man ikke skulle forstille ville komme fra en der netop var blevet skabt, men ej behøvede hun som så mange andre at være selvstændig og tænke selv, skyggerne, de mange alle guidede hende på hendes vej, og hun kunne på den måde bevæge sig ubesværet ned af klippe skråningen.

"Jeg er ej født som så mange andre, men skabt af skyggerne, skabt af de mange, skabt ud af et billede af Hans, deres ønske. Skabt ud af jeres mange ofringer. Skabt til at hjælpe landet på rette kurs."

Stemmen var lys, kvalmende sød og i toner der mere eller mindre lød som hun sang hvert ord. Med sikkerhed vidste han allerede sandheden i hendes ord, i deres ord. Hans spørgsmål var ikke et rigtig spørgsmål, men konstatering der blot ventede på en beskæftigelse.

Den sorte hingst bevægede sig ned af den vulkanske bjergside, og med nogenlunde hurtighed, stod de nu snart nede for enden af vulkanen. Han satte hovene stødt i jorden, da han landede på det hele golde område, der ikke længere var skråt. Her drejede han sig omkring, og stirrede på den sorte hoppe der tog de sidste fine skridt ned også, med en præcision der nærmest var lige så stor som han selv. Hun var yndefuld, en skønhed uden lige, en skønhed der emmede af skyggerne. Og da kom ordene også, som han selv havde tænkt. Hun var skabt, bygget, af skyggerne, af Dem, af Ham.
Han kneb øjnene en smule i, inden et slangeagtigt smil bredte sig på hans mule. Hun var i sandhed en skabning der var lavet af dem, en skabning de havde formet og kreeret som de ønskede det. Deres lille muse.

,,En hoppe, formet og skabt af Dem, af Ham. Du må i sandhed være det perfekte billede på, hvad De, hvad Han ønsker. En magi er vel også blevet dig givet?”

Han udspurgte, og han tyede ikke til at pakke det ind i fine ord. For hun var en del af det samme som han var, og de var ligemænd. Men han var nysgerrig, higede efter at lære sin nye søster at kende, hende magi, så han vidste hvor stærke de nu stod. Han ville kende deres magi, han ville vide hvad de kunne. For sådan kunne de bedre finde ud af, hvem der skulle søge sammen, når krigen brød ud, hvem der skulle angribe hvem - og med hvad.

Med et par lange skridt stoppede den sorte nat hoppe rankt ved siden af den sorte hingst side, da de atter var på fladt underlag. Hun lod ham kigge, for der var ingen grund for at han ikke beskuede hende. Hun var sendt til dem som hjælp. Hun var her for dem, for ham, for de mange. Hun var skabt i et billede af perfektion. Kun tiden ville vise om deres kreationer ville gå som ønsket- men ind til videre tyede det på at det forsøg de før havde skabt ikke denne gang ville fejle.

"Han, dem, de mange har skænket mig evnen til at skabe en frygt, en illusion ved blot at have øjenkontakt."

En evne der ville give dem en fordel, for den illusion hun kunne skabe ville føles lige så virkelig, som skete det for offeret i sandhed. Den evne ville give næring til dem, til skyggerne, til ham. Det ville kunne skabe panik og angst. Det ville sætte modstanderen ud af spil for så længe de levede i deres frygt var de ikke nogen trussel. Og frygten var i sandhed ganske mættende.
N'zall undlod at kommentere på om hun var perfekt, det perfekte billede- for hun, han dem, de mange ønskede ikke hun skulle stå højere end broderskabet selv. Et smil formede sig dog om den halve mule. Alt for sukker sødt og dog så skræmmende. For hvordan kunne en der skulle leve for at skabe frygt smile så sødt som var der intet galt.

Den sorte hoppe stod side om side med den hjerteløse vandre, hvis hjerte var blevet flået ud, i jagten på at beskytte en sjæl, han dengang havde viet sit liv til, sin beskyttelse til. Hjertet var dog kommet retur til den sorte hingst, og det var blevet presset, skubbet og boret ind på sin plads igen. Netop derfor, var han bringe sammenholdt af isblå flager, der samlede hans bringe i et stykke igen, ved hjælp af skyggernes magt og magi. Han var sort som natten, men de isblå flager gjorde hans udseende en smule anderledes en hoppen ved hans side, der kun ejede sorte farver, og dog et enkelt hvidligt øje. Hun talte nu. Forklarede sin evne. Og hvilken evne! Han brummede i en tørstig tone, der kun kunne mættes af skrigene fra de andre sjæle i landet, når krigen ville bryde ud. De skulle alle lide – og den rigtige side skulle vinde!

,,En evne, der kommer til gode, når krigen snart bryder ud. Det vil den i sandhed.. Ja..”

Han talte både til hende, men også til sig selv, inden han i en hurtig og smidig bevægelse vente sig om, og stirrede direkte ind i hendes hvide øje og det sorte øje, der ikke ejede venlighed eller glæde, præcis ligesom hans isblå pupilløse øjne heller ikke gjorde.

,,Prøv”

Sagde han så, med en hvislen, mens det slangeagtige og lumske smil bredte sig på hans mule. Han ville mærke det. Mærke hendes evne. Man skulle være godt forskruet i sit hoved, for at bede en anden udøve denne evne, denne illusion, helt bevidst. Men den sorte Volontaire, den hjerteløse skyggehingst, var forskruet.

N'zall lyttede til de ord den sorte skygge hingst talte, hun besvarede dem ikke, for tydeligt var det at høre han tænkte højt. Ordende der formede sætninger var lige så meget ment for ham selv som de var for hun skulle høre dem. Allerede vidste hun at evnen i sandhed ville komme dem til gavn, næppe havde Han, dem og de mange givet hende en evne der ikke ville gavne dem. Det ville have været spildt.

Om den sorte nat hoppe havde forventet af skygge broderen ville bede hende om at vise sin evne på hans krop, på hans sind, var svært at sige. Han havde udtrykt en stor nysgerrighed omkring hende, men om dette var at gå for langt. Og dog hvis hun havde haft muligheden for at udsætte sig selv for sin værste frygt- ville hun så tage valget og se det i øjne.

"Som du ønsker."

Var alt hvad der kom fra den sorte hoppe der omhyggeligt så ind i de blå lysende øjne den sorte hingst besad. Om den halve mule var stadig et smil, for nu hvor hun mærkede kontakten skabes imellem deres blikke mærkede hun den umættelig sult efter at føle andres frygt.
N'zall stod rank og tavst, og hvem som helst der kiggede ud fra ville tro de blot stod og stirrede på hinanden, dette var dog ikke hvad der skete. Skyggerne i det mørklagte øje dansede omkring snoede sig lystigt og ivrigt og dette skulle være det sidste den sorte Volentaire oplevede af virkeligheden før hans syn ville ændre sig til hvad han frygtede mest. Virkeligheden ville forsvinde, men den illusion der blev skabt i hans sind ville virke, føle og se så livagttig ud at han næppe ville kunne forblive uberørt, uanset hans stolthed.

Den sorte hingst, stod med sin store korpus helt rankt og stødt som en statue. Han havde bedt hoppen om at prøve sin magi på ham – en magi han måske hurtigt ville fortryde. Men at vide hvad hun kunne, var alt overskyggende, og derfor ville han prøve det, uanset hvad. Hoppen tøvede ikke, og svarede ham tilbage. Hun ville gøre det, fordi han ønskede det og havde bedt om det. Han slog et svirp med den sorte hale, og bibeholdt deres tætte øjenkontakt. Det sidste af virkeligheden han så, var skyggerne der dansede og snoede sig omkring i hendes mørke øje – og derefter ændrede det hele sig.

Alt det han frygtede allermest, blev pludselig en virkelighed i hans indre øje. Han så dem falde, deres skrig, og deres rædsel. Han så dem falde – en efter en, liggende på jorden og ude af stand til at rejse sig. Men mest af alt så han én skikkelse falde, en skikkelse som han godt kunne genkende, og dog alligevel ikke. Volontaire slog voldsomt med sit store og voldsomme hoved, inden han brummede i en klagesstrøm med mørke og hæse undertoner. Det var ikke virkeligheden – det vidste han jo godt. Men alligevel kom disse reaktioner, fordi det virkede så virkeligt. Hans øre røg ned i nakken, og de hvide tænder blev blottet, og nakken knejst. Han lignede i sandhed en der var parat til at slås, slås for at de ikke faldt som fluer, én efter én.
Det var en stor magi hun besad, den sorte hoppe, at kunne fremmane alles største frygt; og Volontaire kendte jo ganske vidst godt sin. Det havde han altid gjort. Og alligevel var det ikke just behageligt pludselig at se den for sig, så virkeligt og levende.

Selvom at frygten kom en af deres, en af dem, en skygge, en broder så var den søde duft at frygt helt uimodståelig. Frygten der spejlede sig i hingstens sind var til at røre på. Den var virkelig selvom den var gunstig fremanet. N'zall brummede saglig, men flyttede sig ikke ud af stedet. Hun beholdt øjenkontakten og lod ham se hans værste frygt. Hun lod ham blive i pinslerne. Han reagerede fysisk med agretioner. Alt andet havde nok været unaturligt, og selvom det var tydeligt for den nat sorte hoppe, at hun netop nu udsatte en skyggebroder for de rædsler hun var ment til at skabe i Andromeda, ikke var behagelig for ham, lod hun først kontakten slippe og lod virkeligheden vende tilbage til ham efter flere minutter.

N'zall brummede forsagt saglig. Hans ønske var opfyldt. End skabte hun illusionen, men hun var ikke i stand til selv at se den. Hun kunne kun gætte sig til hvad hans sind havde været fyldt med, i den tid hun havde holdt ham fanget i sit eget sind, i sin egen frygt. N'zall var udemærket klar over hvad hendes frygt indebar. Hendes frygt var delt med ham Ham, med dem, med de mange- delt med skyggerne. For selvom den nat sorte hoppe stod her i en dødelig krop, var hendes sind ikke kun hendes. Hun var ikke født som andre, hun havde ingen opvækst og på den måde også uden egen personlighed, uden egne følelser. Hun var et redskab, en sjæl ud af tusinde og alligevel var hun flere.

Med slange agtige bevægelser, smidige og hurtigere nærmede hun sig den store skyggehingst. Hun trådte ham helt nær, blot for at opfange den sidste svage duft at frygt inden den ville fordufte ud i natten. Saglig slikkede hun sig om den halve mule, som havde nogen serveret det saftige og mest smagfulde græs for hende.

"Dit mod er beundringsværdig."

Hviskede hun med den syngende og alt for sukker søde stemme ind i hans øre. Ikke mange ville frivilligt konfrontere sine mareridt. Dem der ville påstå det var andet end mod, ville være dem der var for bange til selv at ville turde.