Born in the shadows

Den sorte hingst stod med blottede tænder, og ørene dybt begravet ned imod nakken og den fyldige sorte man. Hans værste mareridt blev ved at vise sig selv for hans indre, mens skrig og klagestemmer fyldte i hans hoved. De faldt alle sammen. Én efter én væltede de omkuld, og lagde sig fladt på jorden, uden at trække vejret. Skikkelsen stod der stadig, men langsom faldt også denne skikkelse til jorden, og tog sit sidste åndedrag. Det udspillede sig, om og om igen for hans indre, på flere forskellige måder. Det var forfærdeligt og nedslående at se til for den sorte hingst, som intet kunne gøre ved det, fordi det var en illusion, en magi og ikke virkeligheden. Forhåbentligt ikke! Det varede ved i flere minutter, inden den nat sorte hoppe stoppede sin magi, og derefter stoppede det vanvittige mareridt.

Volontaires øjne var ikke forandrede, men hvis de havde ejet pupiller, ville der ikke være nogen tvivl om at de havde været udspilede og vilde at kigge ind i. Han stirrede direkte på den natsorte hoppe, N’zall, der pludselig gik helt hen til ham, og så nærmest mæt og tilfreds ud; men hun havde også lige fået hvad hun higede efter, ligesom Volontaire higede efter hævnen, skrigene, men ikke fra de han før så i sit indre, men fra de andre. Hun talte, og hun havde ret. Det var modigt o beundringsværdigt det han havde gjort – men det var en hjælp for ham selv, egoistisk. Ja, måske.

,,At kende sin egen frygt er én ting, at stå ansigt til ansigt med den, i så levende et billede er en anden. Men at stå overfor det i virkeligheden, ville være noget helt 3. Mit mod er egoistisk, sorte hoppe, for jeg blev bekræftet i det jeg mente var min frygt.”

Hans smil bredte sig på mulen, slangeagtigt og lumskt. Han samlede sin krop, så han igen stod rank og stolt, mens skyggerne legede og smøg sig op og ned af hans krop og ben.

Den sorte nat hoppe lyttede til hans ord. Han kendte sin frygt på forhånd, langt de fleste havde vel en god idé om hvad deres værste frygt ville være. Nogen frygtede mere basale ting, simple ting, andre frygtede hvad frygten bragte dem. Hvad end den sorte hingst havde frygtet havde det virket forfærdelig at opleve i så levende et billede. Et billede der føltes som virkelighed. N'zall vidste at lige nu var hendes evner begrænset, men ikke for længe for hun var ment til at udvikle sig. Hendes evner ville en dag strække sig længere end blot til disse få minutter ingen var udsat for. N'zall vidste det, hun vidste det ikke ud fra logiske grunde om at hvis man trænede og øvede sig ville man blive bedre, men fordi hun var ment til noget større og stærkere end hun var i disse timer. Det var de alle.

"Egoistisk set var jeg glad for at udsætte dig for frygten. For selvom min opgave ikke er skabe rædsel blandt vor' egne er frygt frygt, og det er lige sødt uanset hvem den kommer fra."

Med det sagt, vidste den sorte nat hoppe også at hun ikke ville gå af den vej, være egoistisk og blot skabe rædsler og frygt hvor end hun kom, uanset hvem hun mødte. Hun var her ikke for at skabe frygt i broderskabet, men frygt i sjælene der var imod dem, dem der støttede den forkerte sag. De sjæle der ikke var værdige til det rette rige.

Volontaire, den hjerteløse vandrer, stod med blikket stift i hendes øjne. Han frygtede hende ikke – ligesom hun nok heller ikke frygtede ham. De kæmpede for samme sag, de var på samme side, og de tilhørte Dem, Ham. De har bundet sammen af skyggerne, og var en større del af hinanden end så mange andre broderskaber. Forskellen mellem dem, var dog at hun bar skabt direkte af skygger, hvor den sorte Volontaire før havde været en del af noget andet, dengang han var broget og uden en flækket bringe eller isblå pupilløse øjne. Han var almindelig dengang – men det var slut. Han var en del af noget større nu, noget han altid ville være en del af på en eller anden måde. Han lyttede til nat hoppens ord, og han forstod dem, helt til fulde. Nok var de en del af hinanden, som bror og søster, men alligevel var de egoistiske begge to, og deres egen herre.

,,Du har helt ret, sorte hoppe. Frygt er frygt, uanset hvem den kommer fra. Det samme er smerte…”

Han smilede lusket så de hvide tænder svagt kom til syne. Han kunne give smerter. Smerter der kom fra, at han kunne knække små knogler i kroppen på de selskaber han ønskede det på. Men det kunne kun gøres én gang om dagen, og det måtte derfor være hos den rigtige han gjorde det, når tiden var inde, medmindre han snart fik sine evner revalideret, øvet og gjort dem stærkere. Den tid ville komme. Helst så hurtigt som muligt.

Egoisme var i og for sig selv godt nok, så længe man kunne forstå hvornår man ikke skulle være det og hvornår det var okay. Netop dette øjeblik havde været i orden; men var de egoistiske når det virkelig glat- ville deres sag falde. Slaget ville tabes. Der ville egoisme være set som forræderi.
Et smil, et alt for venligt smil formede sig om den halve mule da han talte. For som han sagde er frygt, frygt uanset hvor det kommer fra og smerte er smerte uanset hvad eller hvem der påføre den. Følelser er og bliver følelser.

N'zall rykkede sig væk fra den sorte skygge hingst. Hun flyttede sig rundt med lange skridt i en stor cirkel omkring ham, men ej hvilede hendes blik på ham. Hun så sig omkring. Omgivelserne her var perfekte. De var som de skulle være, netop her var et billede af det rige der skulle komme. Her var mørkt og tomt.. Lige nu alt for tomt.

"Der er flere, flere skygger, vi er mange og alligevel er vi kun os."

Stemmen var af syngene toner, men det var tydeligt at den sorte hoppe tænkte. For hun vidste de var flere. Det var en af de mange ting skyggerne havde sunget for hende. Hvor mange de præcis var var svær for den sorte at fornemme. De var mange, og alligevel få. Fordelt i flere og alligevel sammen. Den sorte nat hoppe havde et ønske om at møde dem alle. Vise sig, men ikke for at fremhæve sig, men at lade de andre se at endnu en hjælp er dem givet imod det rette rige.

Hoppen blev ved at eje det venlige smil, der slet ikke passede til det udseende hun havde. Det lysende hvide øje, den halve mule, og de sorte skygger der smygede sig op og ned af hende, ligesom de gjorde hos ham. Men netop fordi det venlige smil var så malplaceret, var det nok også med til at skabe en større frygt hos de andre, ikke hos ham og hans andre søskende og brødre, men hos alle de andre i dette land. Det var perfekt. Hun rykkede sig fra ham og bevægede sig rundt i cirkler omkring ham, mens hun stirrede ud på området de befandt sig i, det golde område, der var mørkt og dækket af aske. Vulkanen skabte en rødlig farve over området de stod i, fordi det buldrede og kastede med det brandvarme lava, dog ikke noget der kom ud, og ned af vulkanen til dem. Det blev på toppen.

,,Vi er mange – og alligevel for få, N’zall. Du kommer som kaldet, hvis det skal være os, der vinder slaget”

Svarede han, med den hæse og rustne tone, inden han pludselig bevægede sig forbi hende, og bevægede sig længere ind imod øens indre. Han brummede i en kaldende og hæs tone, henvendt til hende. Hun kunne frit vælge ikke at gå med – men han ville gerne vise hende øen. Hendes hjem. Deres hjem.

,,Foehn er gold og askebeklædt – men kender man den, finder man hurtigt føde og væske. Det handler bare om at se mere, end øjet vil”

Sagde han, gådefuldt. Men det var sandt. Han stoppede pludselig op, og lod sin hov skrabe kort henover asken. Og under de, dukkede små grønne spirer op. Her var rigeligt med føde på øen, for den der vidste hvor de skulle lede.

Selvom den sorte nat hoppe bevægede sig rundt og hendes blik ikke længere var hos skyggehingsten, lyttede hun dog alligevel opmærksomt til hans ord. De var mange, men ikke nok. Hun var sendt her til at hjælpe skyggerne, hjælpe broderskabet, hendes søstre og brødre, men hvis ikke de var nok til at kunne vinde, skulle de blive til flere.

"Hvor mange af dem er der?"

Stemmen var knap så syngene, for den sorte hoppe væmmes ved blot at tænke på dem der ikke støttede den rette sag, dem der havde taget stien fyldt med løgne og lys. De havde valgt forkert og de var de sande forræder af landet.
N'zall ønskede så meget viden som mulig, hun havde ikke tænkt sig at drage i et slag hvis ikke hun vidste om hun havde fordelen.

Mekanisk rykkede den sorte hoved for at holde øje med Volontaires bevægelser. Han rykkede sig fra hvor han før havde stået og nu gik videre; men fra han tog sine første skridt til han atter kaldte på hende brummene hæse toner, varede ikke længe. Med lange men velplaceret skridt bevægede nat hoppen sig efter hingsten. Det tog hende ikke mange skridt at være nået til hans side.
Atter talte han til hende, hans ord var formet lidt som var det et mysterie den sorte nat hoppe selv skulle løse, men ak; Græsset var ikke tiltalene. Græsset kunne ikke måtte hende. For hendes sult, hendes begær lå i en hel anden form. Hun stoppede dog og så på de grønne spirre Volontaire havde fundet frem under asken.

Den sorte hingst stod stille for nu. Hans blik var ned på de grønne spirer, der var gemt under asken. Men det var ikke længe de fik lov at se det lys der trods alt eksisterende på øen, for den hjerteløse vandrer skubbede asken hårdt over igen, og trådte sin hov ned i det, så spirerne knækkede og dermed mistede muligheden for at vokse sig større og suge næring til sig; deres liv var slut. Hans øre røg kort i nakken, da N’zall nævnet dem, inden han rettede hovedet op, og drejede blikket bagud på den sorte nathoppe, der var tavs igen.

,,Skyggerne taler, de leder. Af hvad jeg ved, er det omtrent lige så mange eller få, som vi selv er. En kamp, der kan gå i begge retninger, hvis sammenholdet ikke er robust og urokkeligt.”

Han mente hvert et ord. For deres sammenhold, deres bånd, det skulle være stålfast og ikke til at slå i stykker. Hvis blot en bakkede ud i sidste øjeblik, kunne de risikere at falde, og tabe kampen. Han svirpede hårdt med sin sorte hale, inden han fjernede blikket fra hende, og stirrede ud imod horisonten, ud imod havet.

,,De deler øer, men dette er vores. Her er det vores land”

Sagde han, med den lunefulde og hæse stemme, inden han kneb øjnene hårdt i, ved tanken om de forskellige sjæle der uvidende rendte rundt derude, på de andre øer, i glæde. Det ville snart være forbi.

Asken røg igen over de små grønne spire af græs for bag efter den sorte hingst satte hoven i dem og ikke længere gav græsset mulighed for at vokse. Det berørte ikke den sorte nat hoppe. Græsset havde hun ikke behovet for. Blikket havde hun fjernet fra jorden og så i stedet nu på den sorte skyggehingst. Han virkede blot ved tanken, lige så arrig som hun selv følte over for dem.

"Så intet er sikkert endnu."

N'zall ønskede et mere præcis tal på disse forræderiske eksistenser af herren, af dem. Selvfølgelig kunne de også ganske uventet lave et angreb på en af øerne. Tvinge disse samlet og på dem måde finde ud af præcis hvor mange de er.
Den sorte skygge hoppe gjorde sig flere overvejelser. og for noget tid var hun helt tavs, næsten fraværende, alt imens hun delte sine egne tanker med skyggerne der var en del af hende.

__
Den sorte hingst drejede hovedet til siden, og betragtede den sorte nathoppe, der stod side om side hos ham selv. De lignede bestemt ikke to, man ville opsøge af egen fri vilje, medmindre man søgte at blive en del af det fællesskab som de var en del af. En del af skyggerne, som også skyggerne var en del af dem. Ingen vovede sig over på denne ø, medmindre de var uvidende omkring det der foregik her, eller fordi de ønskede at blive skygger som dem. Hun havde ret i det hun sagde, for intet var sikkert. Han nikkede kun kort, og brummede i en mørk og dyb tone.

,,Jo mere vi kender til hinandens kræfter, jo stærkere står vi.”

Det var også derfor han ønskede at lære hendes magi at kende, mærke den på sin egen krop, så han vidste hvad hun var i stand til, når krigen en dag ville bryde ud. Der ville ikke gå længe, det vidste han, for skyggerne havde fortalt ham, at han broder Sicarius, var på vej for at standse det hjul, der satte årstiderne i gang i dette land. Og hvis det stoppede nu, ville det bringe rædsel hos dem, de andre.

,,Vi skal være beredte. Krigen kommer før vi venter det.”

Sagde han, med mystik i stemmen, mens det slangeagtige smil bredte sig over hans mule på ny.

Først da hingstens ord igen brød den stilhed der kort havde lagt sig, forlod N'zall tankerne hun delte med skyggerne. Hun lyttede til den sorte skyggehingsts ord. Han talte erfarne ord. Han gik op i det, det gjorde han oprindeligt. Han var også frivilligt kommet til dem, han var en broder, en skygge broder. Om den halvne mule dannede sig et smil, før hun strakte den frem og mildt strøg hingsten over den muskuløse hals.

"Krig er uundgåeligt og snart vil den være over os. Ind til da, bør vi alle gøre mere i at minde de fredelige om, hvad der er i vente."

Hun brummede roligt før hun atter træt mulen til sig. Det var på tide at broderskabet gjorde mere for sagen. De var stærke sammen, men også hver for sig. Rædslen skal og må bringes uden for denne askebeklædte ø. Nok var det deres hjem, men hele landet skulle blive til deres, til hans, til de manges. Skyggerne skal komme til at herske.

Den sorte hjerteløse hingst stod helt stille. Han lignede kort en der ikke var i live, en død statue, fordi han stod rank med sit store korpus, og kun knapt bevægede lungerne en smule, således at maveskindet gav sig lidt i omkredsen. Han tænkte, tænkte så det bragede. Og tankerne veg ikke væk fra skyggerne, de lyttede til ham. Han hvislede til dem, i sit hoved, og de hvislede til ham. Han blev dog brat vækket fra sine tanker, da nathoppen rørte hans skind på halsen. Havde det været en hvilken som helst anden sjæl, uanset køn, havde de fået et hak over snuden, uden tøven. Men hun var hans skyggesøster, en del af ham og han af hende, så han tillod det, uden at vrisse eller afvise. Han brummede i stedet kort og nikkede dybt af hendes ord. Hun havde ret. Krigen var bestemt uundgåelig, og de skulle ud og skabe skræk og rædsel, allerede nu.

,,Du har helt ret, ravnhoppe. Det er på tide vi viser os på andre øer. På tide, at de kender til vores eksistens. På tide at de ser os, mærker os, mærker dem og Ham”

Et slangeagtigt smil bredte sig om hans kulsorte mule, så de hvide tænder stod i dyb kontrast. Han drejede hovedet, og så nu direkte på den natsorte hoppe, ravnen.

,,Vi må drage til andre øer, hurtigst muligt. Vores broder, Sicarius er allerede draget afsted med sin mission.. Vi må snart følge ham”

Han nikkede eftertænksomt, for det var sandt. De skulle ud blandt dem. Vise dem, at de ikke ejede landet mere..

Den sorte skygge hingsts skind virkede køligt, men på en behagelig måde. Det var skyggerne i ham, skyggerne der var en del af ham der gjorde hans krops temperatur koldere end andres; Det samme os hende, det samme ved de andre. Kulden var en del af dette liv. Blidt strøg hun forsat mulen over hans muskuløse hals, før hun trak den til sig og lyttede til hans ord der nu fyldte luften imellem dem.

"Sicarius vil fuldføre sin opgave, han er valgt til denne del fordi, han er den rette. Vor' pligt ligger i at sørge for det lykkes. Sørge for ingen blander sig. En aflednings manøvre."

Tonerne var syngene men lave, da hun spændt ordene frem. For hvis de kunne give skyggebroderen Sicarius dække, ville det hele gå mere glat; samme tid vil de skabe frygt i blandt de fredlige der vandrede i uvidenhed. Ingen ville opdage hvad det hele gik ud på- før det var for sent.

De isblå øjne stirrede tomt fremad. Ikke fordi han var tom i sit sind, for det var den sorte hingst bestemt ikke. Hans sind rummede mange ting. Alt for mange ting. Men lige nu, rummede hans hjerne mere eller mindre kun tanker om det den natsorte hoppe sagde. En afledningsmanøvre. Hun havde ganske ret – det var det smarteste de kunne gøre. Få de andre væsner til at fokusere på dem, frem for den opgave deres skyggebroder var ude for at fuldføre. Han kneb øjnene eftertænksomt i, inden han nikkede dybt nogle gange, tilkendegivende overfor det hun sagde.

,,Du har ret, Nathoppe. En afledningsmanøvre er hvad der skal til. Og det skal vi nok sørge for at skabe, ikke sandt?”

Hans stemme blev legende, hævngerrig i de sidste ord han udtalte. De isblå øjne blev nu rettet hen på hans skyggesøster, mens et olmt og slangeagtigt smil tegnede sig henover hans helt sorte mule. Hvis ikke andre skyggebrødre eller søskende var at finde, måtte de to selv skabe noget afledning. Få fokus over på dem selv, frem for at skabe fokus imod det område, hvor deres broder var i færd med at vandre hen. Han svirpede med sin hale, hårdt.

Den sorte skygge broder tænkte, det var tydeligt at hans sind rummede tanker. Tankerne han ikke delte med andre end sig selv og skyggerne. Måske var hans blik tomt, men alligevel kunne hans tilstedeværelse fornemmes. Han var der inde, inde i dybet bag det tomme blå blik.

"Vi skal ud og lege en lille leg."

Der formede sig et smil om den halve mule, alt for sødt i forhold til det mareridts udseende hun bar. Det gav et forvrænget billede. Et billede af noget man sent ville glemme. (Og Julie skriver at lort! Lev med det xD)