Waterproof light [Illana]

Den støvbrunes skridt var taktfaste, idet at hun i med relativt tempo trissede over engen. Chibales lande var frodige, skovene enorme og vandet friskt. Her var en duft af sommer i luften, og den tætte dunst af polm fik hoppens næse til at rynke sig nu og da. Det var ikke ubehageligt som sådan... nej, den askefødte nød sommervarmen mod hendes pels, og frydede sig i de dovne dage i ly af skygge. Men hun var en rastløs skabning. Og midt på dagen - sådan som i dag, var det hårdt at trave videre.
Derfor satte hun langsomt tempoet mere ned, førhen at hun helt stoppede op. De himmelblå øjne betragtede de summende område omkring hende, og den støvbrune smaskede en anelse tørt. Vand... vand og skygge. Hvor kunne hun finde det?

Hendes lyse brummen afbrød kort insekterne omkring hende, inden at hun en anelse tvivlende drejede til højre igen. Den her vej ledte i det mindste ind imod skovbrynet, og der var en af hendes trængsler - skygge.

I skovbrynets tyste skygger vandrede en gyldne hoppe. En gylden hoppe, hvis krop bevægede sig elegant, naturligt og uden restriktioner. En hoppe, hvis sjæl kendte det meste af landet Andromeda, og kendte til mange af dets hemmeligheder, dets magi og farer. En gyldne hoppe, som vogtede en del af landet - nemlig Lyset - var at finde i Chibale's skove, hvor hun alene vandrede på de små stier, der snørklede sig imellem de store træstammer, hvis rødder rakte metervis ud under jordens overflade.
Her var så fredeligt; så stille. Landet lå uvist hen, anede intet om faren der bredte sig fra Vulkanøen; fra Skyggernes forøgede styrker. Illana, den gyldne, havde længe søgt efter de andre vogtere, for at bede dem samles - og endnu var hendes søgen ej forbi. Der manglede nogle få, hvis sjæle hun endnu søgte, og på sin søgen var hun netop denne dag vendt tilbage til Chibale. Dog var det ikke vogtere, som den gyldne hoppe snart stod overfor at møde; men en ung sjæl, hvis sjæl stammede fra Askens Ø.

Halskæden om Illana's hals begyndte at lyse med de særlige farver, der indikerede at hun var i nærheden af en sjæl, hun ej kendte. Denne sjæl var dog hverken ny i landet, eller havde mødt Det Evige Lys; nej, den sjæl som Lysets energi havde sanset, var en sjæl som var født i landet, og derfor lyste halskæden om hendes hals ej hvidt, men nærmere med svage toner af orange. Den gyldne stoppede op og hejste den lange hals, for at spotte efter denne sjæl som var i hendes nærhed, og snart fik hun øje på en støvbrun sjæl med mælkehvid man og hale ude i det åbne. Illana studsede et øjeblik inden hun tillod et sagte vrinsk at forlade hendes mule, kaldende imod den fremmede, hvorefter hun rettede sin kurs og skridtede imod den slanke skikkelse.

Langt nåede hun ikke, førhen en fornemmelse afbrød hendes gang. Følelsen af overvågning var Rasbell meget bekendt med. Det var ikke en underlig ting, og forskellige reaktioner fra hendes krop indikerede denne overvågning. Disse... øjne i nakken. Denne anderledes rastløshed. Rasbell stoppede op igen, og kneb øjnene mistroisk sammen, imens hun ledte efter noget hun ikke kunne se imellem stammerne.
Men ikke længe gik der, inden at et sagte vrinsk satte liv i hoppens let tilbagevendte ører. Med et ryk drejede de sig imod lyden, og hoppens livlige øjne satte efter. En gylden skikkelse, meget lysere end hende selv og hendes mor... men lys var hun bare ikke, og den støvbrunes hoved lagdes en anelse betragtende på sned. Hun var... lys.

Den askefødte svarede med en lav brummen, og rankede da den slanke krop en anelse mere. For høj var hun blevet, og ganske flot en skabning skulle hun selv sige det. Et lille smil lagde sig i hoppens hvide mundvig, men bevæge sig gjorde hun endnu ikke. Hun stod bare, afventende på den gyldne skikkelse.
Og hun betragtede, i takt med at flere og flere detaljer kom frem, desto tættere på hun kom.

Det var tydeligt at hoppen som Illana nærmede sig var ung; endnu yngre end den voksende alder. Hendes slanke ben, lettere smalle forpart og slanke hals manglede endnu vækst og muskler; men det var tydeligt, at hoppen som Illana nærmede sig ville vokse sig til en skønhed. En venlig brummen forlod den gyldnes bug, da hun var den støvbrune nær nok, og da hun befandt sig blot meter derfra, standsede den gyldne sjæl op af ren høflighed. Den unges grænser var ukendte for den gyldne, ligesom hoppens identitet, og ej søgte hun at træde ind i andres personlige rum uden tilladelse. Hun nikkede hilsende imod den unge, inden de slanke ører blev rettet helt frem. Hvilende imod hendes bug, hang Lysets halskæder, hvis nuancer fortsat forblev imod de orange, nærmest varme toner; Lyset hilste tavst den unge hoppe an, ligesom den gyldne Illana gjorde det.

,,Goddag, du unge hoppe. Må jeg spørge hvem jeg har æren af at møde, under solens stråler?"

Den gyldne havde placeret sig i en samlet parade, med let åben form. Hendes ravfarvede øjne betragtede diskret den støvbrunes nuancer i pelsen, hendes bygning og udtryk; hun mindede ikke om en den gyldne var stødt på før i landet, men det var hende tydeligt at den unge var født her; hvem mon hun havde som forældre?

Intet sagde den unge hoppe, men det var med et let skjult smil hun betragtede den fremmede. Hendes blik gnistrede i lyset, hendes vægt vippede skiftevis fra det ene ben til det andet, og så man først på hende, ville man tro den unge hoppe morede sig over noget. Men hun betragtede blot, og fæstnede sig ved de detaljer den fremmede havde.
Den største var nok hendes kæde. En lysende sten, hvis farver skinnede i en varm, orange farve. Rasbells blik hvilede ved den kæde et stykke tid, og et kort sekund følte hun at det levede. Og spurgte man hende direkte, ville hun slet ikke afvise den mulighed... for hun havde set skygger der var levende, og dét... se det var bizart.
Derefter så hun hoppens stjerner, var spredt lidt forskellige steder. Meget smukke, bestemt ikke naturlige og et minde om den sorte hingst strejfede hende, da hun betragtede den glød der syntes at komme fra hende. Nok havde hans været blåligt og koldt, hvorimod hendes var varmt. Men i en hurtig beslutning, fandt den hoppe frem til at denne måtte være ligeså magisk som hendes mor - måske mere. Men hun lignede ikke en skyggehest...

Hoppens blik glimtede en anelse forvirret ved de modstridende tegn, da hun aldrig have hørt eller mødt vogtere... men det forsvandt, da den anden hilste på hende. I stedet smilede Rasbell blot, og nikkede en enkelt gang.

"Jeg er Rasbell, datter af Fuyu no Kitsune og Fame"
Sagde hun, og den hvide man gled blødt nedad hendes hals. Hun skjulte ikke hendes nysgerrighed, ligesom hun heller ikke skjulte hendes tavse forvirring. Men den lå ikke ligeså tydeligt, og da slet ikke nu. Derfor var det en munter fornemmelse der hvilede over den askefødte.

"Hvem er du? Du virker helt..."
Hoppen tog et enkelt skridt tættere på, og sænkede hovedet en anelse imod hendes halskæde. Der så hun lidt på lyset, og så derefter op på stjernehoppen igen.

"Magisk..."

Foran hende vævede den unge hoppe en anelse, alt imens hendes blik ligeså betragtede den gyldne, som hun havde betragtet den støvbrune. Et lille smil tegnede sig på den grå mule, inden Illana hævede hovedet en anelse, med en feminin brummen. Den unge hoppe var først tavs, men snart præsenterede hun sig selv; Rasbell, hvis fader var Fuyu no Kitsune og Fame. Kun én af disse havde den gyldne sjæl kendskab til, og det var hendes fader, hvis sti hun vidste var endt i mørkets retning. Kort lagde den gyldne sit hoved på sned, imens hun betragtede den unge. Hendes moder, Fame, var ej en som Illana havde mødt, og hvor vidt denne hoppe havde søgt samme sti, som hun vidste Fuyu no Kitsune havde gjort det, var ej til at vide; men det var tydeligt, at hoppen foran den gyldne ej besad evner, som var Skyggeskabte; for da ville Lyset have sanset det og reageret på det. Lyset frygtede altid Skyggerne, som de frygtede Lyset - et forhold mellem to sider af landets magi, som altid havde været hinandens modsætninger. En sagte brummen steg fra den gyldne hoppes bug, som udviklede sig til et smil, ved de næste ord som hoppen udsagde sig. Illana lod hendes mule, som herefter søgte hende, komme hende nærmere uden indvendinger og efter lidt begyndte den gyldne hoppe at svare på det spørgsmål, som den unge Rasbell havde fremsagt.

,,Mit navn er Illana; og jeg er Vogter af Lyset. Den krystal du ser, indeholder en lille del af den magi, som landets Lys er skabt af, og den energi beskytter jeg, så landet ikke bliver henlagt i mørke."

Om det gav mening eller ej, var ikke til at sige; for om den unge hoppe havde kendskab til balancen mellem Skyggerne og Vogterne, om hun kendte til landets historie, var ej til at vide. Illana's toneleje gjorde det dog tydeligt for den unge, at hun måtte spørge - og gerne lige så meget hun ville. Illana ville med glæde svare; det var en af hendes dyder. Altid nød den gyldne hoppe at fortælle og dele ud af det, hun nu engang kendte til.

Rasbell ventede, og svar fik hun skam. Illana kaldte hun sig, og hun bar en titel af lysets vogter. Den askefødte smagte en smule på ordet, og hendes blik blev kort fraværende. Illana... havde hun hørt det før? Havde hendes mor sagt det før, eller hendes far for den sags skyld? Men intet navn blev genkendt i hendes minder, og derfor nikkede hun bare i en lille hilsen af hvem hun var.
Den hvide hale vippede en anelse bagved hende, og den støvbrune forstod ikke helt nøjagtig hvad hun mente. Hun beskyttede lyset? Hoppens himmelblå øjne gled tvivlende over hoppen, hvoraf hun ikke ligefrem syntes hun var slap - nej, overhovedet ikke. Men hun forstod ikke hvordan denne Illana kunne beskytte lys. Det virkede alt i alt, som en dum anordning at lys skulle beskyttes.

Men spørge måtte hun, og den støvbrune vippede tænkende hovedet lidt fr siden til siden, skiftevis på det ene led og det andet led.

"Hvorfor? Lys skal da ikke beskyttes, det er bare til?"
Hoppens skeptiske tone var tydelig i hendes mistroiske blik, og den askefødte rynkede mulen en anelse. Man kunne jo bare snuppe den og løbe med den, ikke?

"Er du ligeså magisk som min mor? Og min far?"
Hoppens udtryk ændrede sig brat til et mere åbent og nysgerrigt et, men ikke længe gik der inden det forsvandt til et afventende blik igen. For åh jah, der var mange spørgsmål. Og Rasbell ville have alle svarene.

Lyset om halsen på Illana havde det altid med at skifte farve, alt efter selskabet, stemningen og samtalens indhold. Lyset, som havde en vilje af dets egen, elskede samtaler der var spændende, udfordrende, fordybende; og allerede nu, selvom de to sjæle ej kendte hinanden, og blot var mødtes øjeblikke forinden, var de allerede på vej ud i en samtale, som Lyset fandt spændende; nemlig en samtale om magiens særlige egenskaber og liv i landet. Nuancerne begyndte at veksle lidt, mellem hvidligt, orange og gulligt. Illana smilede let og rystede ganske kort hovedet over, inden hun med de milde toner gav sig til at svare på den unge Rasbell's ord; ord, der var fyldt med nysgerrighed, men ligeså undren.

,,Det er en forklaring, som er en af de lidt længere, men jeg vil med glæde fortælle dig, Rasbell.."

Den gyldne hoppe tillod sin grå mule at søge frem og puffe ganske blidt, og venskabeligt imod den unge hoppes hals, hvorpå hun med en gestikulerende bevægelse inviterede den unge til at følge hende imod træernes skygger. Varmen var tung denne dag, og vinden ganske mild; og skyggernes kølende aura lokkede den gyldne imod sig på ny. Hun brummede opfordrende til den unge, inden hun satte kursen imod skyggernes bløde mørke.

,,Landet her, har ikke altid set ud som det gør nu. Det har været indhyllet i et mørke; ingen sol, ingen måne - blot mørke. Landet var her hersket af en ondskab, som ikke tillod dem der boede i landet at have deres egen vilje. Der voksede ikke græs, livet i vandet var dødt, træerne hang. Sådan var Andromeda, indtil en særlig hingst kom hertil, en hingst hvis navn er ukendt; men han ejede magi, og fik besejret den ondskab som herskede her. Lyset, livet, frodigheden vendte derefter tilbage, lidt efter lidt; men ondskaben søger endnu at henlægge landet i mørke igen. Derfor har denne sjæl søgt hjælp blandt de, som lever i landet nu. Jeg beskytter Lyset; og du har ganske ret, Rasbell, lys er bare til. Solen skaber det, men ikke alene. Der findes et sted i landet her, hvor en magisk kilde til Lyset findes, og det er dén jeg beskytter fra Skygger, der søger at ødelægge den, så mørket atter vil falde og solen og månen forsvinde."

Den gyldne hoppe tav herefter; for den unge havde spurgt, om hun var ligeså magisk som hendes forældre. At begge forældre var magiske, fortalte den gyldne, at denne Fame enten måtte tilhører Skyggernes orden, eller have fået magiske egenskaber fra Rumpelstiltskin; for vogter var hun ej. Den gylden brummede sagte; eftertænksomt - for hun skulle nu svare den unge på, hvordan hendes egen magi var forskellig fra hendes forældres, hvor en af dem netop tilhørte ondskabens magi.

,,Jeg er magisk ja; men ikke på samme måde som dine forældre. Din moder kender jeg ej, men jeg har hørt om din fader og hans magiske tilhørsforhold. Ser du; det jeg før fortalte, er i bund og grund en sand fortælling om to sider, som endnu ikke har kunnet forenes. Min magi er fra den ene, og din faders, måske også moders fra den anden side."

Illana vidste godt, at hendes svar måske var vagt; men hun ville ej postulere overfor den unge hoppe, at hendes forældre var "onde"; for ej var alle Skyggeheste onde. Den kilde, hvorfra deres magi kom, var ondskabsfuld - men alle havde de været sjæle, hvori godkend herskede. Ligeså vel som ondskab kunne findes i de, som var vogtere, kunne godhed findes i de sjæle, som havde søgt Skyggernes sti; og derfor var det ej så simpelt som at sige at der var den gode og den onde side. Hun smilede kort til den unge hoppe, inden hun lod Lysets kugle fremkaldes foran dem, netop i det de trådte ind under træernes svalende skygger, der med udbredte arme skærmede af for solens bagende stråler.

Hoppens blik gled atter imod hendes kæde, hvor den snart begyndte at gløde og danse i forskellige toner og styrke. Mistroisk kunne man sagtens kalde den unge hoppes blik, fordi hvad betød det her? Kunne den riste hende med sit lys, eller var den harmløs? Hun vidste det ikke rigtig, men utryg følte hun sig ikke underst inde. Så derfor rystede hun det af sig, og vendte i stedet opmærksomheden imod den gyldne hoppes lange forklaring.
Igennem historien ændrede den askefødtes udtryk sig et par gange. Først var det neutralt, siden opslugt. Lyttende var det også, og så skeptisk. Hun talte om magi for evigheder siden, og hun fortalte om en anden ondskab end den hun havde set i flygtige glimt i nærheden af sine forældre. Og der havde det aldrig været ondskab, nærmere en anden form for... kærlighed. Men hun afbrød ikke, og nikkede langsomt da hun var færdig. En anelse overvældet over alle de informationer hun aldrig havde kendt til.

Hendes blik var en anelse skarpt, og den støvbrune stod en smule tid i stilheden. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, for sådan som hun hørte det blev det skåret meget tydeligt op i godt og ondt, hvilket gav mening når man snakkede om lys og skygger. Der var jo trods alt ikke en gråzone i den sammenhæng, men hvad så med nu?
De skygger hendes mor snakkede om.... hjalp hende. Hun forstod dem ikke til fulde, og hun forstod heller ikke hvorfor hendes mor havde haft behov for at de kom så tæt på som de var nu... for nogle gange tvivlede Rasbell på at hun kun var Fame, og ikke en anden Fame. Men aldrig havde de været onde. Og aldrig havde de jaget eller henlagt noget i mørke...

"Er du... bange for dem?"
Sagde hun efter lidt tid, og rystede den snert af irritation der gnavede i hende væk. Hvis ikke væk, så i hvert fald væk for nu. For den særlige hingst lød ikke mere rigtig en hvad hun så hos den gyldne Illana, og det var kun en amulet. Men dog kunne hun ikke helt fjerne det ulmende blik, der som et tordenvejr langt, langt, langt væk lurede i hendes stormblå øjne.

"Er du bange for at de... stjæler lyset?"
Tilføjede hun, og vippede hovedet på sned igen. Rasbell vidste hvor mange de var... og de var en del. Og hvis Illana skulle flygte fra dem, ville det være en hård flugt... for det forekom hende absurd at hun - hende der udadtil ikke virkede ligeså stærk som for eksempel hendes far, kunne beskytte noget.
I skyggen rullede Rasbell kort med skuldrene, inden at hun med et lille bump lagde sig ned. Mere for... at det ikke skulle blive mere anstrengende end det var. Hun var ikke bange for Illana.

En særlig stemning lagde sig langsomt imellem de to sjæle, hvis herkomst var så forskellig; det stod den gyldne tydeligt nu, at den unge var ud af heste, hvis liv var viet til Skyggerne; de skygger som Illana kort forinden havde fortalt om, på en måde, hvor ondskaben i dem var fremhævet. Hun brummede sagte, inden hun lagde et øre let til siden. Lysets nuancer blev et øjeblik grålige, de afspejlede den følelse som den gyldne hoppe et øjeblik følte; en følelse af, at dømme andre. Nok havde hun ej sagt, at de forældre som den unge Rasbell havde var onde; men de ord hun havde udtalt, kunne tolkes derhen ad. Hun rykkede sit øre frem igen, da den unge spurgte om hun var bange for dem. Illana betragtede hende direkte, da hun sagde det; og ej kunne den gylden fornemme, hvilke følelser der lå bag den unge hoppes blå øjne. Hun havde mærket både fascination, nysgerrighed, opslugthed, undren, skepsis; og hvordan den støvbrune hoppe reelt reagerede på de ord, som var blevet fortalt, var den gyldne hoppe lidt usikker på. Hun tøvede kort, og i mellemtiden havde den unge hoppe lagt sig, efter de nåede træernes skygge. Illana stillede sig ved den unge hoppes front, stillede sig godt til rette, inden hun med eftertænksomhed svarede på det spørgsmål, som den støvbrune Rasbell havde fremsagt.

,,Ja. Jeg frygter Skygger mere end noget andet. Dog vil jeg sige, unge Rasbell, at der er Skyggerne og ikke de, som bærer Skyggerne, jeg frygter. Ser du, det er ikke så let at opdele verdenen i det gode og det onde. De energier, der flyder i landet kan måske opdeles således, men de som nu er en del af dem - de, som vogter dele af landet som jeg, eller de som er Skyggebærer som din fader, kan ej sættes i en bås af det gode eller det onde. Jeg har mødt flere, som nu er Skyggebærer, som indeholder lidt så meget godhed, som alle andre gør - de har blot valgt en anden sti i livet, end jeg har."

Illana tav igen, inden hun kort skævede til siderne. Chibale var en ø, hvor freden herskede; og aldrig havde den gyldne hoppe mødt Skyggerne eller deres bærer på øen her. Alligevel lå det instinktivt i den gyldne hoppe at sikre, at de ej var overvåget af fjender; og da hun havde skuet omgivelserne igennem, og Lyset ej havde sanset nogle farer, da vendte hun atter blikket imod den nu liggende hoppe.

,,Jeg frygter, at de ødelægger kilden til Lyset, ja. Og jeg frygter også at de stjæler det, som er blevet mig skænket af denne sjæl - frygter de stjæler krystallen. Det er den, som giver mig kraften til at benytte de evner, jeg nu engang har."

Illana brummede sagte, inden hun sænkede hovedet lidt imod den unge hoppe for at studerer hende. Studerer det, som hun udtrykte; i hvert fald det som hun tillod den gyldne at se. Illana var en sjæl, som ikke ønskede at skabe konflikter, hun ønskede ikke at skabe had; men hvad den unge hoppe syntes om de ord, og den måde den gyldne havde fremlagt dem på, var meget uvist.

Den støvbrune var en bombe, hvor meget inde i hende var en storm af følelser. Tanker, minder og reaktioner skete prompte, og når stormen ikke rasede uden på hende, fandtes den i hende. I hendes øjne, i hendes intense blik, der dog ikke kunne finde et holdepunkt og derfor blev intetsigende. De øjne, Rasbells stormprægede øjne hvilede nu på hoppen, imens hendes ord skiftevis steg og faldt i hende. For hvordan skulle hun forholde sig til en virkelighed så anderledes end den hun havde levet i? Kunne man overhovedet det?
Hun talte om bokse og båse, og den unge skabning nikkede langsomt. Netop, det var også hvad hun tænkte. For hun havde ikke set meget ondskab i hendes far, omend hun heller ikke havde færdes med ham i dage. Hun havde kun oplevet hans nærvær, og i hans nærvær fulgte de skygger Illana talte om. Men ikke engang der havde ondskab hærget luften, så hvordan?
Den askefødte rystede en anelse på hovedet, og et ironisk men dog morende smil gled over hendes hvide mule. For hvem var hun til at udpege ondskab? Hun havde aldrig oplevet den selv.

"Det giver jo ingen mening. Hvis skyggehestene ikke er onde, så er vogterne heller ikke gode.."
Hoppens mumlen var mest til hende selv, og hun fnyste. Skepsis glimtede i hendes øjne, og Rasbell hævede blikket. Først imod hoppens krystal, så imod hende selv og derefter ud imod området om hende. Et land i mærke.. det kunne man ikke se for sig midt i sommeren.

"Du lyver jo, Illana.... du mener de er onde - for de er dine modstandere.. de vil jo tage dit lys, hvorfor skulle de ellers være skygger?"
Hoppen så ikke imod Illana, men vendte langsomt hovedet tilbage imod hende, med et skævt smil i mundvigen. Dog fulgte hoppens øjne ikke hendes smil, men blev knebet en anelse sammen. Hun prøvede at se igennem hende, hun stolede ikke på Illana fortalte hende en sandhed om hende selv, på trods af at hun måske selv troede på den.
Eller gjorde hun?

Den endnu liggende unghoppe Rasbell lod til at tænke meget over de ord, som den gyldne havde fremsagt; og efter noget tid kom den unge da også frem til en konklusion. Hun følte ej, at de ord som Illana havde fremsagt gav mening, og kort efter kom ordene 'du lyver' fra hoppens mule. Illana rykkede en anelse tilbage, blot et enkelt skridt, med en sagte brummen, med både tænksomme toner; men også en snert af nedtrykthed var at spore i den gyldnes lyd. Den unge hoppe, hvis herkomst netop var Skyggepræget, var vokset op med den sandhed hun nu var, og den var øjensynligt modstridende med den, som den gyldne hoppe anså som værende sandheden.

,,Aldrig kunne jeg finde på at lyve, unge Rasbell; og ej heller kan jeg postulerer, at den sandhed jeg tror på, er den eneste. Du har ret, vogtere er ikke nødvendigvis gode - men jeg tror på, at ingen er fuldkommen det ene eller andet. Enhver sjæl har sider, som hælder til både lyset og mørket, og de sider kombineret danner en personlighed, som er unik. Alle er vi unikke, og alle har vi hver vores nuancer af lyster, trosretninger, instinkter. Jeg har selv stået overfor flere Skyggebærer, som jeg har kendt før de valgte at blive skyggebærer, eller blev tvunget til det. Og hver gang har jeg følt, at hesten i sig selv stadigt er der; at det gode fortsat er i deres sind og sjæl; men deres sandhed er en anden end min egen - og det kan jeg aldrig dømme dem på. Og hvorfor de skulle være skyggebærer? Det spørgsmål kan jeg ej svare på; men jeg ved, fra andre vogtere, at jeg ej er den eneste hvis elementer ønskes frarøvet. Jeg har én gang stået overfor de rene skygger, og det møde jager mig endnu i mine drømme. De levende Skygger i deres rene form, det er de som jeg frygter, og de som jeg har en opfattelse af, tilhører ondskaben, Rasbell."

De ord, som den gyldne fremsagde nu, havde hun vinklet anderledes. Hun understregede, at det var hendes egen overbevisning hun udtalte sig om, og ikke et faktum der var gældende for alle landets beboere. Hun vidste, at de som nu bar skygger, ikke var den pure ondskab. Ava havde før været en livlig hoppe, en moderlig hoppe. Taia, hvis sjæl var vandret til det hinsides var blevet tvunget til at være skyggebærer; og hun var en af de mest kærlige, venlige sjæle Illana kendte til. Volontaire, en hingst som den gyldne havde elsket - og stadigt gjorde - var skyggebærer; og ja ham havde hun endda vandret side om side med efter Skyggerne havde gennemboret hans krop. Hun vidste Skyggehestene ikke var det samme som ondskaben - men Skyggerne i deres egen form var.

Illana vævede en smule, inden hun lod blikket hvile imod den unge hoppe, hvis sind hun fornemmede ulmede. Hvilke følelser der lå i hende kunne hun ej fornemme, men Lysets gnist var stille og roligt famlede. Blot et lille skær var at finde i krystallen som hang om hendes hals; Lyset fornemmede også hoppens skepsis, og hendes påstand om at den gylden ville lyve, havde fået Lyset til at trække sig lidt tilbage.

Om den støvbrune tænkte over hendes ord, kunne ingen helt svare på. Hun vidste skam godt hendes ord var stødende. Hun vidste godt hendes anklager var uden begrundelse, for aldrig havde denne Illana sagt noget om hendes mor, og heller ikke om hendes far. Blot konstateret en historie hun troede på, og det havde hun sin fulde ret. Men hendes ord var nu engang hvad hun mente der var rigtigt at sige, og da af var det nærmest betragtende hun så på den gyldnes ansigt. En mild form for sarkasme hvilede i hendes stormblå, glitrende øjne, men hendes ansigt var som det plejede. En anelse køligt, og reserveret.
Så hun så hvordan hoppen både rykkede baglæns, med nedtrykhed og med en svagere glød end den hun først havde set i starten af deres møde. Hun betragtede hendes triste blik, og et lille smil gled over hendes mule. Det var nu - det var nu lysvogteren ville være andet end perfekt. Andet en kun god, og give bund til hendes... tanker.
Men intet kom, førhen den gyldne langsomt talte. Understregede hendes tro på hvilke sider der kunne findes af hver person, og den askefødtes mule rynkedes let. Hvad... hvad?

Hun reagerede ikke i vrede, men nærmere i... sorg over Rasbell kunne tænke sådan. Hendes blik lynede ikke som et uvejr, men glødede svagt i lyset af hendes egen falmende krystal. Huu skældte ikke ud, hun råbte ikke... men faldt lidt tilbage, i accept af Rasbells ord. Se det fandt hun yderst mærkeligt, og et kort sekund spærrede hun øjnene en anelse op udover hendes stormvejr. Men hurtigt faldt hendes vandte mine tilbage, og i et lille ryk gled det fine hoved på sned.

"Men ikke de heste, der har valgt skyggerne til sig...?"
Hoppens stemme var blød. Den var ikke spørgende mere, den var ikke undrende.. den var noget andet, som den askefødte ikke helt kunne sætte hov på. Klæbende måske, uendelig sød...

"De heste der har ladet dem tage del i krop og sind? Dem der frivilligt søgte mørket, og følte hvordan det svarede dem..."
Rasbell rejse sig langsomt op, og gled smidigt nærmere den gyldne. Hendes blik var knebet en anelse sammen, men et lille smil var atter gledet over hendes hvide mule. For jah, af hvilke grunde skulle hun ikke frygte dem? For de...

"De er ikke onde...? dem frygter du ikke, fordi de stadig har en del af dem tilbage... Men Illana, skyggeheste er ikke delt i to.."
Hoppen stoppede op en smule fra hende, førhen hun strakte mulen de sidste stykke imod den gyldne skabning. En langsom bevægelse, der til sidst skildte hendes læber i et selvsikkert smil.

"De er en... De lever i samme krop, de bliver - hvis de ikke allerede er, en skabning.."
Rasbells mor var ikke som hun plejede.. hun havde forandret sig, men til det gode var endnu uvidst. Det var ikke andet end en fornemmelse, men sikker var hun... Fame og skyggerne, var ikke sepererede sådan som Illana satte det op. De var voldsomt ens, og skulle udfra hendes logik være onde. Ligesom... historien.

Den gyldne hoppe oplevede nu noget, som overgik hendes fantasi; for den unge hoppe, hvis liv endnu blot var begyndt, skiftede udtryk som en storm kunne skifte karakter; pludseligt, uden varsel og uforudsigeligt. Illana vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere, da den unge hoppe begyndte at forme ord, spundet af toner hvis karakter nærmest kunne lyde ildevarslende; men da den gyldne hoppe ej kendte til Rasbell og hendes personlighed, kunne dette meget vel være fejltolket. Den unge hoppe rejste sig op - med smidige bevægelser. Hun havde stor kontrol over hendes endnu voksende krop; hendes lange lemmer og slanke skikkelse. Hun snakkede om disse skyggeheste; med en selvsikkerhed kun få ville kunne skyde igennem. Illana hævede sit hoved en anelse, da den unge hoppe kom hende tættere, men ej veg hun. Hun betragtede den unge, imens hun prøvede at forstå; prøvede at sætte sig i hendes sted. Og den gyldne hoppe kunne udmærket forstå, at det måtte lyde bizart, usandt og løgnagtigt det, som den gylden hoppe havde fremsagt, med viden om at hendes moder og fader begge var Skyggheste. Illana brummede sagte, en lyd som endte ud i et lettere suk; ikke et suk af medlidenhed, men et suk af nedtrykthed. Ikke over hoppens reaktion; den var hendes, og hun var i fulde ret til at føle hvad hun gjorde - men mere over sig selv; for den gyldne hoppe havde ej ønsket at fremkalde denne skepsis, denne mistro, som den unge hoppe udviste.

De ord, som hun sagde; om at Skyggerne og hesten der bar dem blev én og samme sjæl, og ej var to forskellige var ord, der vejede tungt af sandhed; om end Illana vidste, at der var undtagelser, ligeså vel som der kunne findes blandt vogtere. Hun kendte til Taia's liv, hvordan hendes sind blev undertrykt af Skyggernes hærgen; hvordan hun et øjeblik kiggede frem, efter Illana's Lys havde svækket Skyggernes tag i den brune hoppes krop. Hun vidste at den førhen brogede Volontaire kunne undertrykke dem; og dette pegede imod, at de ikke havde været én om samme skabning. Illana brummede atter sagte, inden hendes milde toner atter formede ord.

,,Dit kendskab til Skyggerne og deres verden, er større end min er, kan jeg forstå. Jeg kan kun udtale mig om det jeg har oplevet og set; og jeg har oplevet, at Skyggerne ej har været så sammensmeltede med deres bærer; at de ej har været en skabning. Men om de med tiden vil blive det, det kan jeg ikke udtale mig om - men jeg tror dine ord, unge Rasbell. Dog vil jeg stadigt have et håb om, at deres sjæl fortsat vil være deres egen, og ej overtaget af Skyggernes vilje."

Hun vippede et øre let til siden, inden hun på ny hævede hovedet en smule. Hun markerede sig ikke overfor den unge, men udsendte mere en respektfuld gestus. Den unge var født ind i den side af Andromeda som Illana frygtede; hun kendte til den på en helt anden måde, end den gyldne hoppe nogensinde ville komme til. For hende var det nok lig med tryghed, sandhed og meningsfuldhed, og dette hverken kunne eller ville den gylden hoppe forsøge at ændre. Dog håbede hun på, at den støvbrune hoppe ligeså kunne respektere, at Illana frygtede disse Skygger; at Skyggernes sandhed ej var hendes - og at der fandtes andre stier i landet, end den Skyggebærerne valgte.

Hoppens sammenknebne øjne betragtede i tavshed Illana, hvor stilheden i herskede imellem dem. Hun så på hende, ventede på den gyldnes vrede over Rasbells nærtagenhed, og med et suk brød hun stilheden. Et nedtrykt et af slagsen, og den askefødte trak mulen til sig i et lille ryk. Nedtrykthed... ikke vrede. Milde toner, ikke råben. Hun var...
Et ord for det kunne Rasbell ikke lige finde, men noget skuffet glimtede i hendes blå øjne. Hun fortalte igen, men hun manglede den arrigskab den unge skabning følte var nødvendig. Hun fremprovokerede den joh. Hun prøvede at tale den, snyde den eller lokke den ud af hende, men fik ikke andet end et bedrøvet suk og en formel forklaring eller respons. Og hvorvidt det skræmte hende kunne hun ikke sige, for sådanne frygter blev undertykket ligeså hurtigt som de blev skabt.
Hun virrede blot en anelse på hovedet, og løftede så blikket imod den blålige himmel. Hun kunne sagtens forsætte... hun kunne kører videre på dette emne. Hvorvidt hun burde frygte dem, hvordan hun kunne adskille dem når de i - i hvert fald i hendes forståelse, begge havde valgt hinanden... hvordan kunne hun ignorere det faktum, at skyggeheste valgte deres skygger, og skyggerne valgte deres bærere? Så måtte de da - ifølge hendes historie, være hendes.. onde modstandere. Men den støvbrune snerpede munden sammen, og rystede den klæbende stemme af hende som en hund rystede vand ud af pelsen.

"Hvorfor vil du håbe det? Hvis det er deres valg, hvem vil du så håbe for?"
Sagde hun i stedet, og vendte atter det stormblå hav imod hende. Hendes Hale hvislede langsomt bagved hende, inden at hun kiggede ned imod det svage lys ved hendes bringe. Og kort overvejede hun om det levede... Men ville ikke spørge. Ikke endnu... krystaller kunne ikke leve, men med den magi der fandtes i Andromeda, ville det være noget af det mindst mærkelige. Og derfor så hun bare op igen, og lod langsomt et skævt smil tegne sig over den hvide mule, der dog aldrig helt nåede hendes øjne.