Waterproof light [Illana]

Hvad præcist det var, som ulmede i den unge hoppes blik, kunne den gyldne ikke helt definerer. På en måde virkede hun skuffet; men over hvad kunne den gyldne sjæl ej forstå. Måske skuffet over, at Illana ej troede at den sti, som første til Skyggerne var den sande; måske skuffet over de ord, som hun havde udtalt. Hun vidste det ikke, og kunne ej heller vide det, med mindre den yngre fortalte om hendes tanker. Et sagte prust forlod den gyldnes mule, så sagte at det ej kunne høres. Hun betragtede, afventede den unge hoppes reaktion.
Hun talte atter, fremsatte endnu et spørgsmål ved de ord, som Illana havde valgt at fremsige. Hvad ville hun håbe for, når nu Skyggerne var de pågældende sjæles eget valg? Illana lagde hovedet let på sned, imens hun betragtede de blå øjne som den støvbrune hoppe besad. Hvad var det, som lurede bag dem?

,,Jeg vil håbe, fordi jeg har oplevet få sjæle, hvis sti har først til dem skyggerne; enten frivilligt eller ufrivilligt, har fået frarøvet megen af den glæde, lyst og mening de førhen havde. Jeg siger ikke, at dette gør sig gældende for alle; for de ord, som du udtaler, tyder på noget andet. Dog har jeg mødt enkelte, hvis liv har synet dem frarøvet; og for de, som end måtte stå i samme situation, vil jeg håbe de formår at holde liv i den glæde som de førhen havde. Et liv uden glæde, vil jeg mene er et meget ensomt liv."

Hun forsøgte virkelig at holde bolden på hendes egen banehalvdel; hun forsøgte virkelig at fremlægge det, som et udsagn baseret på hendes egne oplevelser og opfattelser, uden at fremsige det som en endegyldig sandhed. Hun ville ej krænke den unge hoppes identitet, hendes baggrund, selvom den gyldne vidst havde været godt på vej til det. Hun brummede sagte, atter med den respekterende tone, inden hun sænkede hovedet en anelse. Hun havde intet formål med at hæve sig over andre; ej lå det til hendes natur. Og selvom den unge hoppe satte nogle følelser igang hos den gyldne, som hun ej kunne placere, da reagerede den gylden som hun altid gjorde; hun forsøgte at forstå, og forklare.

Waterproof light

“It is a strange world, a sad world, a world full of miseries, and woes, and troubles. And yet when King Laugh come, he make them all dance to the tune he play. Bleeding hearts, and dry bones of the churchyard, and tears that burn as they fall, all dance together to the music that he make with that smileless mouth of him. 

Tanker var ikke blotlagt for mange... ikke engang hendes familie. Den støvbrune udtalte sig ikke om hvad hun følte eller tænkte, og forventede tilgengæld heller ikke meget tilbage... på nogle punkter gik hun egentlig ud fra at folk kunne gennemskue det. Hendes mor kunne, og Belail havde aldrig udfordret hende verbalt som denne gyldne gjorde. Men et smil bredte sig i hendes indre, og hun frydede sig lidt over det.. for sådanne ting havde man også brug for. Udfordring. Det fik hun her, og det føltes rigtigt, omend den gyldne måske tænkte andet.
Så betænksom, så bøjelig.. den askefødtes blik fulgte hende nøje, imens hun diplomatisk forklarede sig endnu engang. Frataget glæde... Rasbells blik var ikke hårdt. Det var ikke irriteret, men det var på en fin grænse imellem fordømmende og ligeglad. For aldrig havde hun mødt en, hvis sjæl ikke frivilligt havde overgivet sig til det lurende mørke. Og det forekom hende uvirkeligt at nogle kunne tvinges ind i en skæbne der ikke gavnede dem.
Og hun forstod ikke den gyldne Illanas tankegang, og overvejede kort om det var hendes uvidenhed. Hendes virkelighed var anderledes end denne hoppes, hvor aske og vulkaner havde været hendes liv. Indtil hun var gammel nok til at rejse, indtil hun var stærk nok til at krydse havet. Men som altid afviste hun den tanke, og jagede den væk med et fnys, hvor hun hævede hovedet en anelse i et ryk. Nej, uviden ville hun aldrig kalde sig selv...

"Der kan vi være enige, Illana... glæde er ligeså nødvendigt som et formål.."
Askehoppen tøjlede sin spottende tone, og forklarede det i stedet med en mere rolig underliggende stemning. For Illana ønskede ikke at diskutere med hende, og det var hun ikke van til.. så hun ville lade det ligge, og vente til den dag vrede kunne lures ud af den gyldne lysbærer... for så god som Illana fremstod, kunne ingen være..
I stedet vendte hun blikket imod det falmede lys, og følte en underlig følelse lægge en dæmper på hendes stormfulde sind. Atter vente tankerne tilbage om denne... ting levede, og med en lille bevægelse sænkede hun hovedet en anelse imod den.

"Illana... lever dit lys? Er det ligesom skyggerne, levende?"
Hun slap ikke blikket imod krystallen, men fulgte nøje dens små pulserende slag... næsten som et hjerte. Et lyshjerte..

For my part, whatever anguish of spirit it may cost, I am willing to know the whole truth; to know the worst, and to provide for it. Laughter, joy and the endless cirkle of  sad songs play in my head. And I'm here to learn them all".

Ulmende som den levende vulkan synede askehoppen at være; hendes blik, hendes adfærd, hendes bevægelser synede om en sjæl, hvis stædighed og vilje var stor. Illana, hvis sind på mange måder kunne virke modsat, betragtede den unge hoppe intenst, men ej pågående, imens hun vejede de ord som Illana havde udtalt sig. I hvert fald havde den gyldne sjæl en følelse af at blive målt og vejet for hvert et ord hun fremsagde og hver bevægelse hun gjorde - men hvis dette var måden hvorpå den askegrå hoppe lærte sine bekendtskaber at kende, da gjorde det ej den gyldne sjæl noget.
Hun brummede sagte og vippede et øre frem. Den unge hoppe sagde sig enig med den gylden for første gang under mødet, og det lod efterfølgende til at diskussion blev taget i behold. Kort efter mærkede Lyset interessen fra det ulmende selskab på ny, og den svage glød der lå i Lysets krystal blomstrede en anelse op, ved lyden af den askegrås' stemme, der nu spurgte indtil det.
Illana lagde sit hoved let på sned, ingen hun med overvejelse gav sig igang med at besvare det spørgsmål som den unge fremsatte, og som hun ingen grund havde til at ignorere.

,,Lyset er levende, ja. Jeg kender ej til Skyggernes måde at leve på, eller i hvor stor grad deres eksistens kan mærkes af deres bærer - men jeg mærker Lysets energi hele tiden. Det er ikke levende på den måde, at jeg kan tale med det som du og jeg snakker - men jeg kan fornemme de følelser, som Lyset registrere og reagere på. Lyset deler sine impulser med mig, og det kan mærke de følelser, som jeg har i min krop. Hvis jeg er bange, vred, trist ændre Lyset sin karakter og stråler i andre farver. Ligeledes kan det reagere på andre på samme måde. Støder jeg på en, hvis sjæl er nyankommen i landet, bliver Lyset mere hvidt, og det samme hvis jeg møder en hvis sjæl har rørt magi."

Illana trådte et lille skridt til siden; ikke for at lægge afstand til den askegrå - for nok var de to hopper, med hver deres forståelse af livet og landets stier; men Illana fandt det interessant at lære mere om de tanker, som var hos de, der ej frygtede Skyggerne. Illana havde respekt for, at ikke alle tænkte som hun; at ikke alle delte den lyst og gnist hun havde, der havde ført hende ad lysets sti, men aldrig før havde hun fået indsigt i tankerne hos de, hvis sti ledte imod Skyggernes verden, som nu.

Rasbell
Sick of all these people talking, sick of all this noise
Tired of all these cameras flashing, sick of being poised
Now my neck is open wide, begging for a fist around it
Already choking on my pride, so there's no use crying about it

Når emnet var vendt syntes efterdønningerne af deres forskelligheder dæmpet. Ikke fordi de var ens - så slet ikke.... men når samtalen ikke blev så personlig som den havde været før, kunne man næsten ane den støvbrunes mildere side.
Hun havde måske et naivt syn på skyggerne... hun havde et naivt syn på den verden hun var født ind i, da det var stærkt præget af hendes baggrund. Hendes mor, hendes far og de skabninger der boede på Foehn havde aldrig fortalt hende andet end hvilken tryghed, hvilket håb eller hvilken... vej de havde fundet hos de bugtende skygger. Hendes mor havde fortalt hvordan skyggerne havde givet hende et formål hun havde søgt efter, og hvordan kunne den unge Rasbell se det som andet end rigtigt? Det føltes rigtigt... de virkede alle tilfredse. Aldrig havde hun hørt nogle omtale dem dårligt... ikke før nu. Det havde følt - og føltes stadig som løgne, spundet til egen vinding. Havde hun været sin mor havde hun måske håndteret det bedre og mere... elegant.
Men hun var ikke sin mor. Og det var på både godt og ondt.
Såsom nu.. hendes mor havde aldrig villet tage interesse i noget andre besad, hvis da ikke hun ønskede det... Det vidste Rasbell godt, og hun var bitter over den selviske side moren besad. Men Rasbell tog interesse, og lyttede en anelse undrende til hvad Illana fortalte hende. Skjult var der en overraskelse, men den lod hun dog aldrig bryde frem.

Hendes hoved tiltedes på sned og med en snert af.. accept så hun på krystallen. Inden i varmede det hendes hjerte, hun følte en oprigtig glæde ved magi, selvom hun aldrig ville vise det.. og da slet ikke for en hun næsten lige havde nedgjort! Men det føltes ligeså rigtigt som så meget andet at dette.. Lys fandtes. Det kunne virke paradoksalt med hendes forkærlighed for Foehn og hendes oprigtige kærlighed til hendes forældre... Men igen, hun var ikke sine forældre. Hendes verden var fyldt af magi... og lyset forekom som fjern men dog bekendt magi. Hun vidste ikke hvorfor, og ville - igen, aldrig indrømme det. Men acceptere lyset kunne hun og nikkede langsomt efter en lang pause.

"Du er.... forbundet til det..? Og det er forbundet til dig?"
Sagde hun og så på den gyldnes milde øje. Hoppens hvide pandelok gled væk fra hendes øjne og i et sekund kunne det ses hvor ung hun egentlig var, førhen det ulmende blik indtog sin vante plads igen; skjulte den spæde nysgerrighed hendes stolthed ikke ville lade hende vise.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Den gyldne hoppe placerede sig snart med fronten imod den askegrå på ny; hendes ravfarvede blik hvilede roligt imod den yngre sjæl, hvis sjæl var præget af Skyggerne. Hun betragtede hende, søgte at beskue hver en trækning der gik gennem den særligt farvede pels. Den unge hoppe, som siden de mødtes havde virket udfordrende overfor den gyldne, nikkede efter en rum tid imod den gyldne sjæl; måske var dette en accept af de ord, som den gyldne havde udtalt? Sagde brummede Illana inden hun rankede den slanke hals en smule op og lod begge ører vippes helt frem imod den unge hoppe, som nu talte igen. Hun spurgte indtil om Lyset var en del af hende, om de var forbundet. Bekræftende nikkede den gyldne sjæl, med et let smil om mulen - Lyset og hende var forbundet; men ej var de én og samme sjæl. Hun mimrede let med mulen inden hun gav sig til at besvare spørgsmålet som den askegrå hoppe havde stillet.

,,Lyset og jeg er forbundet, det er korrekt. Da jeg fik krystallen, der hænger om min hals, blev magien bundet sammen med min krop. Jeg kan egentlig tænke, at den måde hvorpå jeg er forbundet med den magi, som jeg besidder, minder om den måde hvorpå Skyggerne forbindes med de sjæle, der søger dem. Det er ikke noget jeg ved med sikkerhed, men noget jeg har en forestilling om, og jeg tror, at ligesom Lyset og jeg er hver vores eksistens, så er Skyggerne og deres bærer det også. Magi i sig selv er en ganske fascinerende, levende ting, som jeg ikke tror nogen på noget tidspunkt vil forstå til fulde."

Illana tav og rakte sit hoved en anelse frem imod den unge grå; der var endnu god plads imellem dem, men den gyldne hoppe søgte altid at finde ud af, hvor grænserne lå. Egentlig ville hun gerne byde den unge hoppe med på en vandring; for selvom hun stillede spørgsmålstegn ved det, som den gyldne hoppe troede på, fornemmede hun også at den unge hoppe bar på viden og et syn på verden, meget ulig hendes eget; men måske et, som hun kunne lærer noget af. Hun brummede sagte, inden hun på ny lod sine toner lyde, for at forme et spørgsmål til den askegrå.

,,Da du kommer fra en familie, der har valgt Skyggernes sti, kan du så fortælle mig, hvad det betyder for en hest, at være Skyggebærer?"

Rasbell
I'm a wanderess
I'm a one night stand
Don't belong to no city
Don't belong to no man
I'm the violence in the pouring rain
I'm a hurricane

Overvågent betragtede hun skiftevis den gyldne og hendes lys. Forklaring fulgte og uden at afbryde lyttede hun for en gangs skyld. Hun smilede stadig, hun virkede ligeså mild som i starten og det funderede den askefødte stadig over - hun forstod simpelthen ikke hvordan hun bar sig ad, men lod det være en sidetanke. Det der først havde provokeret hende men ikke ført nogle vegne var ikke værd at kører videre i. I hvert fald ikke nu, hvor den gyldne udvidede hendes horisont på en måde hun ikke havde prøvet før.
Hun fortalte om lyset og magien, samtidigt med hun inddragede de skygger Rasbell var vokset op med. Aldrig havde hun rørt de rene skygger. Aldrig havde hun været omkring dem med undtagelse af nærheden af hendes forældre, der begge nu vandrede i dem. Men hun lyttede med et afventende blik til hvad hun fortalte. For det gav mening... det hu sagde gav mening og et sted overvejede Stormhoppen hvordan hun så kunne være imod dem. De var nu engang meget ens, når man satte dem op ved siden af hinanden.

Men igen... af hvad hun havde hørt fra hendes mor, ville de ikke kunne enes. Nok var begge parter magikyndige, men på hver sin side. Og de sider ville ikke kunne mødes.

Rasbells blik havde indtil nu hvilet på den gyldne, men rykkedes ved hurtigt ned imod hendes mule. Hun rakte ud efter hende.. et mistænksomt glimt lurede i hendes stormblå blik der kort vippede hendes ører bagud. En fremstrakt hilsen men hun tog ikke imod den. I stedet fnyste hun kort og trak hovedet en anelse tilbage i en afvisende gestus og et knejs med nakken. Hun havde ikke brug for den gyldnes kontakt.

"Nej Illana.. det kan jeg ikke.."
Det var ikke hendes opgave at fortælle om hendes forældre, og da slet ikke for den gyldne. Men når sandheden skulle frem, var det primært fordi hun ikke kunne. Nok talte hun stort og bedrevidende, men aldrig havde hun forstået det valg hendes mor tog. Et mørkt glimt tindrede i hendes øjne ved tanken om den forandring der var overgået bronzehoppen. Jah, hun kunne virkelig ikke fortælle hvorfor...
Rasbells ører vippedes langsomt frem og med endnu en fnysen skubbede hun sårbarheden ud af sin stemme.

"Men... hun blev selvsikker efter sin forandring. Og mere kærlig, så mit bud ville være styrke. Måske gav mørket dem en styrke lyset nægtede"
Sagte så hun igen på den gyldne, inden hun forsigtigt tog et skridt tættere på hende igen. Måske i fortrydelse af hendes afvisning eller en søgen på kontakt. Noget hun næppe ville indrømme.

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Den respons, som den askegrå unghoppe valgte at udvise, fik den gyldne Illana til at trække sit hoved tilbage i hendes egen zone; det tilbud, som hun havde valgt at udlægge var blevet afvist, og dermed vidste Illana nu hvor den unges grænser lå. Hun brummede sagte og accepterende af den beslutning, og lagde ikke yderligere op til at de skulle vandre sammen, selvom det stadigt var noget Illana gerne ville.
Kort efter den umiddelbare afvisning, lød hoppens ord igen, med en tone der havde mange nuancer i sig; nuancer, som Illana hørte, men som hun valgte ej at reagere på, da hun ikke ønskede at provokere den unge hoppe mere end højest nødvendigt. Hun brummede sagte ved hendes ord og vendte på ny ørerne imod hende. Hun kunne ej forklare hvad det betød for en hest at være Skyggebærer; og hvorfor den unge hoppe, som netop stammede fra disse, ej kunne fortælle hvorfor, vidnede måske om, at hun ikke havde været så inddraget i den verden, som Illana måske troede. Forsigtigt lagde Illana sit hoved på sned, imens hun betragtede den unge hoppe - der kort efter fortsatte sine ord. Illana lyttede opmærksomt, for interessant var det, at hendes moder havde udvist anderledes adfærd end ellers. Kort tænkte hun selv tilbage på de få, hun havde kendt før de var blevet Skyggebærer; og hun faktisk kunne den gyldne hoppe nikke genkendende til både de, der havde forandret sig, og de der ikke havde. Eftertænktsomt brummede hun, inden hun med et lettere overrasket udtryk betragtede den unge, imens hun trådte et skridt nærmere. Et mildt udtryk gled hurtigt over de ravfarvede øjne, for den gestus den unge hoppe nu udviste, havde den gyldne ej regnet med. Hun sænkede sit hoved let, for at udvise at hun accepterede den mindre afstand imellem dem - ja faktisk ønskede at denne skulle formindskes - hvorefter hendes toner begyndte at forme ord.

,,Jeg kan forestille mig, at Skyggernes betydning kun er klar for de, som bærer dem. Af hvad du fortæller, og nu kender jeg ej din mor, men så kunne det godt lyde til, at Skyggerne giver deres bærer noget styrke. Og uanset hvor enig eller uenig jeg er i den hensigt, som Skyggerne har, så må jeg da erkende, at følelsen af styrke er noget jeg kan nikke genkendende til, fra da jeg blev ét med lyset. Jeg føler også en anden styrke, end jeg gjorde førend jeg modtog den gave, som jeg i dag bærer på, og som jeg i dag er ét med."

Illana vippede et øre ud til siden, inden hun så mere direkte på den unge hoppe. Hun kunne ikke lade værre med at betænke det forhold den askegrå måtte have haft med sin mor, siden hun hæftede sig ved, at hun var blevet mere kærlig efter Skyggerne havde fået deres tag i hende. Et sagte suk forlod den gyldnes mule ved tanken - men hun valgte ikke at reagere mere på hendes bekymring. I stedet valgte hun at hæfte sig ved, at den unge nu var trådt nærmere, og havde accepteret en form for tæthed, som hun før blankt havde afvist - og derfor spurgte den gyldne nu, om de skulle følges.

,,Der ligger en stor sø ikke langt herfra. Vil du følge mig dertil, for at få slukket tørsten, som efterhånden har sat sig i min hals?"

Illana's toner var som altid milde; inviterende og bydende. Hun smilede let imod den grå, men ventede med at træde frem, indtil hun havde et svar fra den unge - for hun ønskede ikke at forøge den afstand der nu var blevet formindsket.

Rasbell
 I'm a wanderess
 I'm a one night stand
 Don't belong to no city
 Don't belong to no man
 I'm the violence in the pouring rain
 I'm a hurricane

Den støvbrunes blik hvilede på Illana med en overvejende mine. Hun virkede overrasket over Rasbell var trådt nærmere, jah næsten taknemmelig for at hun ikke blankt afviste hende mere, hvilket på mange punkter gav den unge hoppe en varm følelse i kroppen. Nok var det ikke sagt, men grunden for Rasbells modvilje mod nærvær, bundede nok ud i den sårbarhed det gav. I lang tid havde hendes mor blankt afvist hende, og en afvisning gjorde ondt. Det skar et sted i bringen og gav hende en sårbar stemme... derfor havde det altid været lettere at forhindre en afvisning end at aktivt opsøge den.
Men det betød ikke den skulle komme nærmere end den var nu.

Den gyldne talte, og hendes ord nikkede Rasbell til. Styrke... selv ville hun gerne have styrke. Styrke til at tage alle udfordringer op, styrke til at nægte eller hjælpe. Hjælpeløshed var for hende en ubehagelig, jah næsten skræmmende følelse og de få gange hun havde oplevet det, styrkede blot hendes motivation til at ændre det.
Langsomt bredte der sig et smil over den unge hoppes mule, og de blå øjne glimtede kort selvsikkert. Jah næsten forventende.

"En dag, kære lyshoppe, vil jeg være stærk... stærk nok til at kunne hjælpe mig selv og... andre.."
Smilede hun og rankede sig en anelse. En naiv tanke og ønske, men dog noget hun så frem til. Hun ville måske hverken behøve skyggerne eller Lyset for at hjælpe hende... hun kunne være uafhængig! Men vidste dog at hendes familie tænkte anderledes, og vidste også at hun nok snart ville få snakken.
Skyggerne havde altid været en del af hendes liv, de havde altid luret i øjenkrogen og ventede nok på at hun var fysisk stærk nok til at byde dem velkommen. Hendes mor havde siden forandringen sunget hende i søvn, til lyden af skyggesang, hendes far ledte flokken på Fohen. Hun vidste hvad hun var født til, men fandt det... skræmmende. For ligeså meget som hun respekterede skyggerne, ligeså meget frygtede hun deres mørke.

Et stykke tid overvejede hun Illanas forslag... at gå til søen? Forsætte sammen med Lyshoppen og høre mere om det land hun var født i, men næppe kendte alt om? Det var dragende, jah næsten lokkende. Men kiggede Rasbell tilbage, vidste hun at hun snart skulle hjemad. Hun kunne ikke være for længe væk... og tænk hvis denne Vogters fært satte sig i pelsen? Den ballede det ville skabe.
Derfor falmede hendes smil en anelse, jah hun virkede næsten en anelse slukøret da hun pænt takkede nej.

"Jeg... jeg må nok snart tilbage.."

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Nærheden imellem de to ganske forskellige sjæle var skrøbelig. Illana kunne mærke, at selvom den askegrå havde accepteret den gyldne i hendes nærhed, så var det i en begrænset periode; for efter at den gyldne havde inviteret den unge askehoppe med til søen, falmede hendes smil og herefter frabad den unge hoppe at følges med den gyldne. Illana lagdde hovedet en anelse på sned, inden hun med et næsten utydeligt smil betragtede den unge. Kort forinden havde hun sagde, at hun ønskede at blive stærk - at hun ønskede at kunne hjælpe både hende selv, men også andre. Illana vippede tænksomt med ørerne, inden hun brummede med de milde toner; det var interessante ord, som havde forladt den unge hoppes mule, for med hendes ophav i baghovedet, kunne det næsten virke overraskende, at den unge hoppe ønskede at hjælpe andre; og så alligevel ikke. Illana vidste om nogen, at den enkelte ikke blev defineret af hvilke forældre de besad, eller hvor de boede - men hvad der lå dybt gemt i deres hjerte. Denne unge hoppe virkede som en, der havde nogle ganske unikke nuancer gemt i hendes indre, og Lyset kunne nærmest sanse det også. Kort efter at stilheden var indtruffet, skiftede Lyset farve over imod en klar blå. En pudsig følelse spredte sig i den gyldnes indre, og det stod hende klart, at denne unge hoppe havde nogle egenskaber, som kunne gøre hende både til en af landets beskyttere; men også en side, der kunne føre hende i samme retning, som hendes familie.
Efter noget tids stilhed og eftertænksomhed, smilede Illana nu tydeligt.

,, Du unge askehoppe, hvis du virkelig ønsker at hjælpe dig selv og andre, er jeg sikker på, at du ej behøver søge styrken i landets forskellige hjørner. Den sande styrke tror jeg, at du kan finde i dit indre."

Hun brummede sagte, hvorefter en accepterende brummen forlod hendes mule. Noget trak i den unge; et kald, et hjem. Illana nikkede let, hvorefter hun vendte fronten imod den unge Rasbell, hvis selskab hun nu havde været i nogle timer.

,,Så må du have en sikker vandring hjem, kære Rasbell. Jeg håber at vi engang kan mødes igen."

Herfra stod det den unge frit for, om hun ville begynde sin vandring hjem. Illana ville ikke stoppe hende, og havde forståelse for, at den unge havde andre veje at søge, end den Illana havde tilbudt den kunne vandre sammen.

[5]