Questioning Beliefs ¤ Jaidev

Mødet med den gyldne, havde efterladt en underlig følelse i den stvbrune. En følelse hun ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til, eller for den sags skyld håndtere. Det var ikke en hun kunne løbe ud, og her om natten, var den heller ikke til at sove væk. Den holdt hende vågen, og fik hende til rastløst at gå skovene tynde, i en søgen efter noget at distrehere hendes flagrende sind.
Det var derfor hun så sent, gav sig til at gå imellem de høje stammer. Skovene skræmte hende lidt... men ikke mere end engene. Her kunne alverdens ting skjule sig, men her kunne man også skjule sig for dem. Men engene... den støvbrune fnyste. Engene var en fælde uden lige, og den askefødte havde haft et møde for meget med ubehagelige dyr.

Sådanne dyr fandtes ikke på Foehn... tænkte hun over det mere, kunne hun blive ved med at udpege forskelle imellem de to øer, og det gav hende et lille stik af hjemve... en hjemve til vandte områder, en hjemve til vandte skikkelser. Dem hun vidste hvem var, og de steder hun ikke altid skulle tage stilling til.
Men da var det hoppens evige nysgerrighed slog igennem, og fik hende videre og dybere ind i Chibales skove. For hun ville se mere af landet, og tiden var nu. Her i månenat, var bedre end at vente til imorgen.

Questioning Beliefs

Tag: Rasbell  | Wordcount: 355  | Weather: Cold, darkness, starlight, nighttime, soft wind

Nattens gudinde havde danset over Andromedas himmel og henlagt landet i mørke. Dog var dette mørke ej konstant, for nattens gudinde havde været gavmild og ladet månen og stjernerne skinne på den midnatsblå himmel. Nøjagtigt samme stjerner skinnede på himmelhingstens kappe, der flagrede omkring hans stærke flanker. Kappen var ligeså dybblå som himmelen selv og stjernerne sad omkring den som små selvlysende perler, og sendte et sølvhvidt skær fra sig. Det lyste himmeldanseren op hvorend han vandrende; og denne gang vandrede han på den ø, han kendte bedst. Hans hjem. Hans fristed. Han havde søgt herhen når tankernes spil var blevet for meget, og denne krystalklare nat var perfekt til at få tankerne løsnet op. I skovbrynet stod den lysende hingst med hovedet højt, og øjnene hvilende mod himmelen over ham. Lyset fra kappen skinnede mod hans blik, fik dem til at glimter gyldent, karamelliseret og varmt. Ak, han nød de stille aftener mindst ligeså meget som han nød solens stråler og livets energi om dagen. Et dybt prust forlod den lyse mule, inden de stærke, slanke ben drog hingsten ind i skovens indre. Mørket var dunkelt og omklamrende, men skyggerne veg for det lys han afsendte. Han var ej usynlig, ikke i dette øjeblik i hvert fald. Mange af sjælene på denne ø var gået til ro for natten, og derfor var stilheden næsten larmende. Den overdøvede alt. Indtil hovslag kunne høres i det fjerne. Himmeldanseren stoppede øjeblikkeligt op, og kastede hovedet i vejret. Det var mørkt omkring ham, omkring stammerne, det var næsten umuligt at se noget. Med elegante skridt vendte hingsten fronten mod lyden, og lod sig drage af det væsen, der delte nattens timer i vågen tilstand som ham selv.
En skikkelse rørte på sig i det fjerne. En skikkelse, der var mørk som natten og gjorde det svært at se; hvis det ikke havde været for den hvide man og hvide sokker. Himmelhingsten stoppede op og betragtede den fremmede på afstand, inden han lod en dyb og mørk brummen lyde, med de karakteristiske behagelige toner. En imødekommende hilsen til den fremmede der vandrende i mørket, hvis sjælen da ønskede selskab.

Selskab skulle komme, og den støvbrunes skridt stoppede i et ryk, da en fremmed lyd banede sig igennem nattens stilhed. En kalden, et søgende kald om selskab og en hilsen. Den støvbrunes blik gled kort omkring hende, men umiddelbart fandt hun ikke andre. Og da hun lagsnotm vendte sig om, så hun kun en enlig skikkelse, oplyst af noget der lignede... stjerner.
Hoppens hoved rykkedes en smule opad, og en nysgerrig brummen kom fra den askefødte skabning. Hendes stormblå øjne kiggede på ham i noget tid, inden at hun med et lysere vrinsk svarede den ensomme skabning, og begyndte at nærme sig ham. Den høje hoppes skridt var korte og præcise, og som hun nærmede sig, tegnede et dovent smil sig i hendes hvide mundvig. For denne var i sandhed anderledes, og med et betænksomt blik betragtede hun først hingsten, og da kappen.

Stjernhyllet og prægtig i natten. Den lysende kappe smøg sig om den ranke skikkelse, og med et lille brum løftede den askefødte det ene øjenbryn. For imponerende var det. Men hun slap hurtigt blikket fra hans tilbehør, og vendte det istedet imod en skikkelse af relevans. Nemlig bæreren, ham der havde kladt hende i natten.

"Jeg er Rasbell.."
Sagde hun langsomt, og vippede hovedet på sned. Hendes hvide man glødede spøgelsesfarvet i natten, men i selskab af hingstens lys, tegnede hendes ellers snehvide farver og askebrune krop sig mere varm end normalt.
En rar forandring, og Rasbell smilede igen dette dovne, skæve, smil.

Questioning Beliefs

Tag: Rasbell  | Wordcount: 293  | Weather: Cold, darkness, starlight, nighttime, soft wind

Den mørke skikkelse med den hvide man og hvide aftegn reagerede på det kald, himmelhingsten havde sendt mod hende. Selv blev han stående hvor han var, rank og nobelt. Han ville ej forstyrre, hvis hun blot ønskede, at være alene. Men den sorthvide skikkelse besvarede hans lyd, og vendte sig mod ham. Hun kom ham i møde, og først der begyndte den ædle himmeldanser at gå mod hende. Et dybt, maskulint lød et øjeblik fra den mørke hingst, da den fremmedes blik betragtede den stjernebeklædte kappe, der legesygt flagrede når vinden tog fat i den. Den fremmedes lugt kom hurtigt snigende. Det var en hoppe, der havde søgt Chibals mørke dyb. En ung hoppe, hvis blå øjne skinnede endnu mere i det krystalklare lys kappen udsendte mellem dem. En hoppe med særpræget aftegn og udseende. Da hoppens feminine toner fyldte den kølige natteluft mellem dem, stoppede himmeldanseren hans brummede for i stedet at vippe ørerne lyttende og opmærksomt mod hende. Hun fortalte hendes navn for Rasbell; en kort hilsen. Hingstens tomme øjne, der kun var karamelliseret på grund af kappens spæde lys, betragtede hende med et næsten kærtegnene og forsigtigt blik, ej overbegloede han hende på noget tidspunkt.


” Hver hilset, Rasbell. Mit navn er Jaidev, vogter af himmelen. Fortæl mig, hvad laver De denne sene stjerneklare nat? ”


Jaidevs stemme var karakteristisk. Den var mørk, hæs og maskulin - alligevel var der behagelige undertoner i den, der gjorde man havde lyst til at lytte til den mørke hingst, på trods af at han ej sagde meget. Tonerne kunne minde om en mand, der spurgte en dame til dans; udfordrende, dog kælende og afventende. Blikket landede tilsidst mod hoppens blå blik, og i en forsigtig gestus rakte himmelhingsten mulen frem i en hilsen.

Questioning Beliefs

“It is a strange world, a sad world, a world full of miseries, and woes, and troubles. And yet when King Laugh come, he make them all dance to the tune he play. Bleeding hearts, and dry bones of the churchyard, and tears that burn as they fall, all dance together to the music that he make with that smileless mouth of him. 

Maskulin og dyb var hvad han var. Hans toner emmede af det, og med hans stemme fulgte en ligeså rank holdning. Men dog dansende, hvilket tydede på den stjerneklædte var endnu en af dem der dansede sig ind i livet på folk. Rasbell havde set det før - set hendes mor dans om andre, og hvordan de langsomt blev mere og mere optaget af dansen førhen de så hvor de var danset hen... Men så langt var han ikke nået, og i stedet kom en noget formel hilsen.
Hoppens blik glimtede kort ved ordet vogter, og Rasbells smil voksede en anelse. Blot en lille tand, ikke nok til at man lagde mærke til det, men i sit stille sind følte hun en vag overraskelse, men dog ikke mærkeligt. Her fandtes åbenbart ikke andet end vogtere... og uden at sige noget, så den askefødte frem til endnu en belæring, men takkede da for at hun ikke havde fulgt op med herkomst. Se det havde måske ændret blikket i den ellers prægtige skabning, hvis udfordrende blik mødte hendes eget.

"Jaidev.... vogter af himmelen.."
Gentog hun langsomt, og kastede da hovedet en anelse opad. Hendes stormprægede blik mødte hans karameliserede, og den støvbrunes blik udfordrede tavst hans kælende øjne, og hun lo let. Åhh, denne Jaidev... utroligt.

"Tanker forstyrre, og natten giver mig fred... jeg mødte for ikke så lang tid en til af din... slags"
Sagde hun med et morende smil, og kastede et kort blik på hans hilsende gestus. Dog svaraede hun den med et blidt puf over hans hvide blis, hvilket var et særsyn for den askefødte skabning. Hendes ører vippede en anelse frem, inden at hun hævede hovedet en anelse, og rankede den slanke krop.

"En ganske... snaksalig skikkelse..."
Tilføjede hun, og overvejede kort om denne vogter kendte hende. Havde de en forbindelse ligesom Skyggehestene, eller var hver mand sin vogter?

For my part, whatever anguish of spirit it may cost, I am willing to know the whole truth; to know the worst, and to provide for it. Laughter, joy and the endless cirkle of  sad songs play in my head. And I'm here to learn them all".

Questioning Beliefs

Tag: Rasbell  | Wordcount: 390  | Weather: Cold, darkness, starlight, nighttime, soft wind

Hingstens mørke, dybe sortnede øjne hvilede på den spraglet hoppe skikkelse. Trods det dansende lys der var i dem, på grund af stjernernes blide lys, var øjnene stadig som huller, man ville drukne i hvis man kiggede dybt i dem. Der var intet til at blive reddet af; ingen følelser var at se. Det var blot et par spejlblanke kugler, og man kunne se sin egen refleksion, når det ikke var for det dansende lys, der gjorde dem varme og karamelliseret. Hoppens feminine toner brød nattens stilhed, da hun gentog de ord han netop selv havde sagt. Gentog hans navn og hans titel. Om det var for at huske det, for at overbevise sig selv eller om det var for sjov, det kunne himmelhingsten ej tyde ud fra hendes kropssprog, der bestod af et kast med hovedet. Ørerne gled sidelæns, men ellers rykkede han ej på sig. Da lo hoppen; en let latter, der passede til hende. Det gav et kort glip i himmelhingsten, og hans spændte den lyse mule, så en rynke blev dannet på midten. Hun var svær at tolke. Hoppens ord fyldte atter natten, da hun talte for anden gang. Fortalte, hvorfor hun vandrede i nattens dyb alene. Hun delte samme følelse som han gjorde denne stjernebeklædte nat; tankespillet var sort, og natten var den bedste redning. Men ej stoppede hoppens ord der, hun forsatte og fortalte at hun havde mødt en af hans slags. Slags? Mente hun vogter? Hans øjne søgte hendes. Hun så ud til at more sig. Da berøringen skete, brummede han dæmpet og maskulint til hende, og trådte et roligt skridt frem. Himmelhingsten knejste nakken i en elegant svanebue og udvidede de mørke næsebor en smule.

” Det lyder som om, at det var et hårdt møde med en af min slags, hvis det har givet Dem så mange forstyrrende tanker, Rasbell. ”

Stemmen var karakteristisk, nøjagtige samme toner som før. Dog snogede tungen sig omkring ordende ’en af min slags’, det kunne have en dårlig eller god forbindelse. Hun kunne blot fortælle hvem det var. Han lagde langsomt det velformede hoved en smule på skrå, mens blikket hvilede på den lille hoppe, der blev oplyst af kappens spæde lys. Det glimtede over hendes spækkede, hvide krop; et blåhvidt lys der næsten fik hende til at skinne i mørket. Det klædte hende bestemt.

Questioning Beliefs

“It is a strange world, a sad world, a world full of miseries, and woes, and troubles. And yet when King Laugh come, he make them all dance to the tune he play. Bleeding hearts, and dry bones of the churchyard, and tears that burn as they fall, all dance together to the music that he make with that smileless mouth of him. 

Hoppens tvetydige blik, kiggede længe på den mørkebrune skikkelse. Klædt i kølige blå farver, og man skulle næsten tro de også lå i hans øjne. Men det gjorde de ej... for der lå intet i hans blik. Og det faktum, fandt den askefødte en anelse mærkværdigt. Man så det dog ikke på hende, den kære Rasbell. Man så ikke hendes nysgerrighed, der godt blev skjult under forskellige lag af smil og latter. Men den var der, og den fik hende til at træde nærmere den brune skikkelse, søgende efter en form for kontakt eller forbindelse.
Nøjagtige samme toner som før smøg sig om hoppen, dog var trykket tydeligt imod specielle ord. Hans slags, hans vogterslags. Hans venner, ville hun automatisk gå ud fra. Sådan havde det virket da den gyldne Illana havde været med hende, og sådan var det indtil modsat var bevist.
Rasbell nød den glød der omgav hingsten, og betragtede den lidt i stilhed. Forstyrrende tanker... jah, blot en omvæltning på hendes verden. En udvidelse, så at sige.. og den støvbrune agtede ikke at lade sådanne omvæltninger passere forbi hende. Der måtte være mere hun ikke vidste, flere kræfter hun ikke kendte til. Hendes mor havde slet ikke fortalt hende nok.

"Det var det, Jaidev... hun var et forstyrrende element, men slet ikke så negativt som jeg først troede..."
Hoppens bløde stemme agde sig en anelse under hans, og det stormprægede blik fangede den mørke hingsts stormløse. Men i det spejlede hun hans, og Rasbells smil voksede en anelse mere.

"Hun hedder Illana, en af dine venner?"
Den hvide hale hvislede lavt bagved hende, inden hun nysgerrigt lod mulen søge ned imod den stjerneklædte kroppe, men stoppede da. Det måtte være hans vogterting... dem de vogtede nidkært over. Og derfor så hun først spørgende imod den mørke, med håbet om en tilladelse til at røre stjernerne.

For my part, whatever anguish of spirit it may cost, I am willing to know the whole truth; to know the worst, and to provide for it. Laughter, joy and the endless cirkle of  sad songs play in my head. And I'm here to learn them all".

Questioning Beliefs

Tag: Rasbell  | Wordcount: 393  | Weather: Cold, darkness, starlight, nighttime, soft wind

Stjernerne glimtede som tusindvis af diamanter på himmelen, samt omkring himmeldanseren. Det var en lun sensommeraften, de to sjæle delte med hinanden. En lille forsigtigt vestvind sneg sig fra havets kyst op til dem, og fik kappen til at flagre legesygt omkring det stærke korpus, mens den sorte man blev løftet over på den anden side. Den gråsorte hoppes man var for lang og sikkert for tung for vinden at lege med, så den bølge blot i vindens kærtegn. De sortnede øjne betragtede bevægelsen, inden hans øjne ramte hendes havblå øjne, da hun kom tættere. Hendes udseende var specielt, unikt. Aldrig havde en set en hoppe med sådanne aftegn. En dyb, maskulin og dominerende brummen steg fra den let fremskudte bringe, og den silkebløde mule skubbede blidt til det lange hår, der hang i guirlander omkring hendes front. Det var hende der var kommet ham tættere, alligevel berørte han hende ganske forsigtigt, for ej at overskride en pludselig grænse. Da de feminine toner fyldte luften omkring dem, vippede de mandelformede øre efter hoppens stemme. Hun var ligefrem et forstyrrende element. Hoppens ordvalg fik hingsten til at udstøde et fnys. Hendes blå øjne søgte hans, inden hendes stemme atter spandt på ny. Det var Illana, den gråsorte havde mødt. Var Illana ligefrem et forstyrrende element? Mulen dannede en kort rynke, men den forsvandt så snart den mørke, hæse, behagelige stemme fyldtes mellem dem.

” Det kan man roligt sige. Illana er en af mine ældste bekendtskabelser. Vi har kendt hinanden lang tid før, nogen af os fik velsignelsen. ”

Stemmen var ganske rolig. Det var sandt hvert et ord; han havde mødt Illana som en af de første i landet, da han kom hertil for mange år siden. Pludselig søgte den gråsorte mod kappen, der legesygt flagrede omkring ham. Et øjeblik stivnede himmelhingsten, for derefter at bakke et enkelt skridt bagud. Ørerne vippede en anelse sidelæns, og den muskuløse hals blev knejst til en elegant svanebue. Det var for meget; ej havde nogen berørt den kappe, han vogtede over. Andre havde forsøgt at ødelægge den. Og selvom det ej måtte være den grås interesse, frygtede himmeldanseren det alligevel. Han brummede kort af hende, og ramte hendes mule med sin egen for, at lede en væk fra kappen.

” Tillad mig at spørger, Rasbell. Men hvorfor skulle det være negativt, at møde en vogter? ”

Questioning beliefs

“It is a strange world, a sad world, a world full of miseries, and woes, and troubles. And yet when King Laugh come, he make them all dance to the tune he play. Bleeding hearts, and dry bones of the churchyard, and tears that burn as they fall, all dance together to the music that he make with that smileless mouth of him. 

Han søgte hende forsigtigt, og den askefødtes blik glimtede et kort sekundt undrende. Så blid han var, så forsigtigt den mørke skikkelse lod sine øjne glide over hende. Han var ikke frembrusende, men på trods af det hvilede der en sær styrke i hans nærvær. Rasbell brokkede sig ikke over det - nej, bestemt ikke. Hun nød det, og lod sig falde hen til den lette berøring den stjerneklædte hingst bar med sig. Han turde ikke bryde en grænse, uvidende om at den måske ikke var der.
Men hendes ord stødte ham en anelse, og den grålige betragtede sagte hvordan en rynke lagde sig over den hvide mule. Uenig, virkede det umiddelbart som om, og stormhoppens øjne glimtede i skjult fornøjels.e For hun behøvede ikke han gav hende ret, hun behøvede ikke hans bifald om hendes meninger. Men han blev ikke vred, og svarede ligeså behageligt som før den askefødte skabning.
Hoppens umiddelbare reaktion var forbavselse. Ganske mild, og ligeså flygtig, men stadig forbavselse. Over hvad kunne han dog kun gisne om, og den askefødtes ansigt faldt hastigt tilbage i hendes tvetydige smil, der ganske naturligt faldt om den hvide mule.

"Hun var bare meget... ensrettet".
Hoppens stemme var ikke kølig, men nærmere humoristisk. Som morede det hende en anelse. Hun havde fundet den lyse Illana ganske spændende, men også ganske.. meget. Meget af sig selv, og dog alligevel ikke. Nu var Rasbell måske ikke de bedste at spørge, da hendes meninger var ganske stærke og kom ganske hurtigt. Men et indtryk var dog kommet af lysbæren, hvis holdninger i første omgang blev bedømt på hendes ophav.
Hendes mule blev forsigtigt ledt væk af hans, og en rumlende lyd steg fra hoppen. En nysgerrig brummen, og hun vippede det i en skrå bevægelse på sned.

Hun måtte ikke røre?

Rasbell accepterede sjældent grænser. Det lå ikke til hendes natur, eller hendes stormfulde sind at gøre sådan. Hun var ikke til at styre, og kunne ikke guides på rette kurs af en andens ord eller handlinger. Hendes valg var ikke gennemtænkte, hendes veje dækket af tåge der først forsvandt i takt med at hun gik igennem den. En impulsiv tanke og en kort brændende lyst til at træde ham nærmere gled igennem hoppens øjne, men med et lille fnys trak hun hovedet tilbage og bed den i sig.

"Den eneste vogter jeg vel og mærke har mødt. Hun var for.. rar. Det kunne ikke være hende selv hun vidste fuldt ud til mig"
Sagde hun i stedet, og lod sin korte frustration føles i den ellers bløde stemme. Hun troede ikke på at Illana havde været så god som hun havde spillet, det havde været for sødt alt sammen. Lige fra hendes ord til hendes blik.

For my part, whatever anguish of spirit it may cost, I am willing to know the whole truth; to know the worst, and to accept it.
I am all in a sea of wonders. I doubt; I fear; I think strange things, which I dare not confess to my own soul".

Questioning Beliefs

Tag: Rasbell  | Wordcount: 478  | Weather: Cold, darkness, starlight, nighttime, soft wind

Skyggerne trak sig nærmere og nærmere. Natten var fuldendt, og hvis det ej havde været for de mange lys himmelen ejede, såvel som dem der glimtede på den midnatsblå kappe, kunne de to sjæle ej se hinanden. Men lyset skinnede blåhvidt mellem dem, og det fik gløder til at danse i øjnene på dem begge. Lyset fra stjernerne smøg sig omkring dem, oplyste dem og jog skyggerne bort. Den lille gråsorte hoppe var af voldsom kalibre af sind; hun havde stærke og mange meninger. Mange i strid mod himmelhingstens øjne, men ak han fandt det ganske interessant at høre hendes syn på tingene. Hans øjne slap hende aldrig, og de azurblå øjne skinnede med mange af hendes følelser; tilfredshed var oftest på besøg i hendes øjne. Hendes øjne var i stor kontrast til hans sortnede øjne; de mindende mest om en bundløs sø, hvor ingen følelser skinnede igennem. De var tomme, intetsigende og spejlblanke. En pludselig følelse gled over den gråsortes blik; forbavselse. Den var flygtig, og over hvad kunne Jaidev kun gætte sig til. Men hans ord havde rørt noget i hende. De mørke øjne kneb sig minimalt sammen, ej noget som det blotte øjet umiddelbart ville bemærke. Men han så hendes humørsvingning, netop fordi han var så vågen og opmærksom på hende.

Hoppens stemme lød, og Jaidevs hoved gled langsomt på skrå. Ensrettet? Hvad mon hun mente med det. Det kunne betyde så mange ting, fortolkes på så mange måder. Kedelig? Forudsigelig? Berettende? Pandelokken gled over det ene øje, så meget var hovedet gledet på skrå. Ørerne var forsat rettet frem mod den unge hoppe. Et øjeblik lignede himmelhingsten ej den ædle og stolte hingst han altid gjorde; stillingen havde efterladt ham med et ungdommeligt, kækt udtryk. Hun morede sig, tonerne var tydelige i den lyse stemme. Gjorde hun grin med Den Gyldne? Han betragtede hende i en stum stund. Hun var svær at regne ud, svær at blive klog på. Da hun brummede som svar på tiltale, da han havde fjernet hendes mule, rettede han sig op og lod ørerne glide sidelæns. Det var ikke en invitation, til at forsøge på noget, hvis hun håbede på det. Det så ud til at hun respekterede det, og atter lod stemmen lyde. Jaidevs ørerne gled fremad, imødekom stemmen på ny. Han bed mærke i hendes ord, overvejede dem i stilhed.

” Rasbell, jeg tror De sammenligner vogterne med hinanden, hvis De efter ét møde med én vogter, kan have den indstilling, at vi er et negativt møde. ”

Den mørke brummen lød efterfølgende. Den forsvandt ud i natten omkring dem, og stilheden lagde sig atter omkring dem. Med et roligt skridt trådte hingsten et skridt tættere og skubbede blidt til hendes skulder. Berøringen var en invitation til at vandre ud i natten, hvis hun da ønskede.

” Rasbell fortæl mig. Hvordan kan nogen være ’for rar’? ”

Questioning beliefs 

“It is a strange world, a sad world, a world full of miseries, and woes, and troubles. And yet when King Laugh come, he make them all dance to the tune he play. Bleeding hearts, and dry bones of the churchyard, and tears that burn as they fall, all dance together to the music that he make with that smileless mouth of him. 

Hendes sjæle spejl og for evigt afslører var hendes øjne.. hendes stormblå, intense og glimtende øjne. Alle hendes tanker, alle hendes følelser og meget af hvad hoppen var, kunne ses i det blå blik. Ønskede man at lærer hende at kende, ville et blik ind i de øjne være som en åben bog for den der var vagtsom. Hun følte meget, den askeklædte. Hendes sind var flygtigt, men i stærk kontrast til hendes stålsatte vilje.
Den snehvide man gled ned over hendes hals, og faldt i større krøller imod jorden. Let bevægede de sig, og den støvbrune løftede hovedet en anelse mere. Stilhed var hvad der kom fra den brune, og med en klikkende bevægelse vippede Rasbell hovedet op igen. Han viste ikke meget udadtil, denne Jairo... og han forsøgte heller ikke at gøre det. Hvor hendes var en dør til sjælen, var hans en tåge af intethed. En tæt tåge, der bad hende undersøge ham nærmere, finde mere.
Men han ville høre mere om hende, og ledte ganske galant samtalen ind på hende igen. Hoppen lyttede skam, og med et suk hev hun hovedet længere ind til sig, så halsen buede i et knejs.

"Sammenligning..."
Hoppens stemme faldt ud i mørket omkring dem, og med lange skridt bevægede den slanke skikkelse sig afsted med hingsten. Hendes mund var smilende, hendes øjne overvejende. For jah, hendes blotte fordom bad hende sammenligne dem med hinanden, ligesom hun inderst inde sammenlignede skyggehestene med hinanden. Det fælles mål overskyggede ofte de kæmpe forskelle, da hver havde en grad af det samme i sig.

"Hun virkede... undvigende. Hun ville ikke svare ærligt, og talte i en gåde for ikke at sige noget der ikke var passende".
Rasbell valgte ikke at svare på det første, men gled istedet videre til det næste. Hendes stemme var ikke kølig, ikke vred eller irriteret. Den var blot morende, og med skyggen af et smil i mundvigen. For joh, hun fandt det bestemt... mærkeligt, at denne Illana legede uden om med ord.

"Hendes meninger bøjede sig som græstrå i stærk vind.."
Sagde hun lidt efter, og drejede det fine hoved imod stjernehingsten. Hun havde virket for sød til at det havde virket ægte på den askefødte, og hun kneb øjnene en anelse sammen af tanken. Jah, for noget havde tydeligvis naget den lyse Illana, ved de ord som Rasbell slyngede ud. Og dog havde hun ikke svaret direkte, men i stedet valgt at svare uden om.

"Jeg kunne ikke snakke med hende, uden at hun svarede mig med et spørgsmål, som grund til ikke at give mig et svar.. svar hun virkede til at have. "

For my part, whatever anguish of spirit it may cost, I am willing to know the whole truth; to know the worst, and to accept it.
I am all in a sea of wonders. I doubt; I fear; I think strange things, which I dare not confess to my own soul".

Questioning Beliefs

Tag: Rasbell  | Wordcount: 526  | Weather: Cold, darkness, starlight, nighttime, soft wind

Den gråsorte sjæl med de krystalblå øjne valgte at følge med den mørke himmeldanser. De sortnede øjne, der lå under den lange pandelok betragtede den unge hoppe. Betragtede hvordan hendes slanke krop bar hende afsted. Den lange man, der sirligt og sagte krøllede ned over hendes slanke hals, forbi skulderen og ned på jorden, hvor den lavede et blødt bump, og fulgte efter hende. Hun var ganske særpræget, både af udseende og af sind. Hendes syn på vogterne var tydeligvis negativt, men ej virkede hun utilfreds; hun morede sig blot; på en mærkelig, uhumoristisk måde. Dog havde den gråsorte ej forladt himmelhingstens selskab, og så ud til at føle sig ganske fint tilrette, da de vandrede side og side. Et stykke tid var den eneste lyd mellem dem deres åndedrag, og hovenes hulde lyd mod den golde jord. Da åbnede den sortgrå Rasbell og sagde et enkelt ord. Jaidevs øjne betragtede hendes udtryk, mens de mandelformede øre var rettet opmærksomt frem mod hende. Han studerende hende, mens hun spyttede ordet ud. Det var det, hun ønskede ej at gå mere i dybden med emnet. Om hun ej ønskede at sige mere, fordi at der ikke var mere at sige; alle vogterne lignede hinanden, eller om det var fordi at den kappeklædte hingst stod ud fra mængden, vidste han ej.

En lille rynke blev dannet på spidsen af den lyserøde mule, inden de mørke øjne søgte frem i den mørke horisont. Natvinden kærtegnede det mørke skind, og fik det stjerneklædte tæppe til at flagre legesygt omkring hingstens stærke flanker. Kulden sad i vinden, efteråret var på vej. Det kunne mærkes, hvordan solen havde mistet sin kraft. Pelsen var også begyndt at vokse, og selv havde den mørke hingst fået et pjusket look. I starten havde hans pels haft svært ved temperatur ændringerne der var, for de havde ej været særlige bemærkningsværdi i hans hjemland. Nu fik han en fin, tykkere vinterpels der sagtens kunne holde ham varm. Da stemmen fra den unge hoppe lød, drejede ørerne sidelæns for at lytte på hende. Hun havde atter taget fat i Illana emnet. Fortalte, hvordan den Gyldne snakkede i gåder, ej kunne bibeholde meninger og ej kunne svare på spørgsmål. Det lignede ej den hoppe, han kendte. Men ak, det var mange år siden han havde set den Gyldne - måske tiden også havde ændret hende. De krystalblå øjne den unge hoppe ejede ramte hingsten, da den unge drejede hovedet imod ham. I en rolig bevægelse drejede han hovedet mod hende, og fangede de livlige, livsfulde øjne.

” Jeg beklager min nysgerrighed, Rasbell. Men hvis nogen kan være for god, kan nogen så også være for ond? ”

Stemmen var lav, men hun kunne sagtens høre ham. Ej var de langt fra hinanden. Langsomt strakte han mulen i hendes retning, og nappede ganske blidt til hendes ene næsebor. Berøringen var fløjtig, han ønskede ej at træde for langt. Det var svært at læse hoppens grænser. Den ravnsorte hale slog et dæmpet smæld bag den spændte bagpart, og blikket søgte pludseligt op i himmelen. Den svage nattevind havde åbenbart bragt regn med sig, for små dråber faldt på hans mørke skind.

Rasbell
Sick of all these people talking, sick of all this noise
Tired of all these cameras flashing, sick of being poised
Now my neck is open wide, begging for a fist around it
Already choking on my pride, so there's no use crying about it

Nattevinden var kold. Den bragte en hvisken om vinter med sig der hastigt ville gøre tage fat i den gyldenbrune blade efteråret var begyndt at vise. Vinteren var en måned af mørke og kulde, sådan havde hendes mor engang sagt... en måned hvor vinterstorme rasede og dem der ville sig selv det bedste holdt sig ude af dens kolde greb. Men aldrig havde den støvbrune følt som sin mor. Vinteren var ikke mørk, omend solen forsvandt i længere tid. Nej, vinteren var oplyst af sne, og sneen fik alt til at skinne. Nætterne var lysere end mange af sommerens, men aldrig havde hun fået sin mor ud og set det.
Stormhoppens mule mimrede imod den kølige vind, førhen hun med et fornøjet gys trak den til sig i en hovedrysten. Vinterstorme... det var hvad hun ventede på. Det tændte et lys i de blå øjne og et gnist i hendes hjerte. Dog gik der ikke længe inden hendes blik blev fanget af hingstens brune, og med en lille bevægelse lagde hun hovedet på sned. Lyttende.

Om nogen kunne være for ond... hoppens blik gled ned imod hans mule, men bevæge sig gjorde hun ikke. Nej, hun så blot på den imens tanker gled igennem hendes foranderlige sind. For onde? Hvilket mærkeligt spørgsmål... fandtes ondskab? For aldrig havde Rasbell følt den. Kulde, jah. Hån, javidst. Foragt, til dels. Men ondskab? Det forekom hende så abstrakt, så svært at vide at hun en stund var tavs. Nok havde hun ikke været et kærlighedsbarn... nærmere en forhandlings genstand. Men ond havde ingen nogensinde været imod hende.
Forsigtigt puffede hoppen til den bløde mule førhen han flygtigt trak den til sig og så op.

"Hvilket mærkeligt spørgsmål... for jah".
Sagde hun og fulgte hans blik imod himlen. Stjerner glimtede i den mørke himmel, men det var de små dråber der havde fanget hans, og senere hendes opmærksomhed. Ved dem bredte der sig et sagte smil om hoppens mule, førhen hun rystede den viltre man.

"Men jeg forstår ikke ondskab, Jaidev. Jeg ved bare når godhed er for meget... Ingen er rene nok til oprigtigt agere som Lyshoppen Illana gjorde. Det er unaturligt. Hun fremstod for perfekt, for god og mere human end jeg nogensinde har oplevet. Det virkede falskt i al sin renhed"
Sagde hun og smilet skiftedes til et forvirret men dog afventende blik. For havde hun ikke ret? Det havde været for meget for Rasbell, og hun kunne ikke forstå hvis hun var den eneste der følte sådan - ingen kunne være så venlige når ens tro blev sat til skue og ens værdier hånet. Jah, hun havde ikke været rar.... hun havde mildest talt været forfærdelig. Men hun ville se et glimt af vrede, en snert af irritation, og den kom aldrig. Hvordan kunne det lade sig gøre...
Hun forventede en bekræftelse, men noget sagde hende at den ikke ville komme. Vogterne... de virkede indtil nu perfekte. Det var lidt skræmmende, og den milde reaktion af uenighed  fra denne vogter havde beroliget hende. Bare en anelse, men stadig... så perfekte. 

Hvilket nok var derfor de blev valgt, hviskede en bitter tanke i hoppens indre, og hendes stormblå øjne glimtede kort og tvetydigt i det svage lys. 

Oh, all these minutes passing, sick of feeling used
If you wanna break these walls down, you're gonna get bruised
I'm headed straight for the castle

Questioning Beliefs

Tag:  Rasbell  | Wordcount: 395  | Weather: Cold, nighttime, starlight, soft wind, rainy

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Den kølige nattevind omslugte de to sjæle, der under de blinkende stjerner delte tid og sted. En legesyg, spæd vind strejf ofte forbi og fik den lange, ravnsorte man til at vige flygtigt fra himmeldanserens muskuløse hals. Den sortgrå hoppe derimod fik blot den lange, næsten sølvhvide man til at hoppe lidt, når den svage vind forsøgte at tage fat og lege med den. De vandrede side om side i nattens dunkle mørke, men ej var skyggerne altædende, for himmelen lyste over deres hoveder og på himmelhingstens ryg. Jaidev havde ej tøjret sin nysgerrig og havde forhørt sig, om nogen kunne være for ond. Hvis nogen kunne være for god, måtte der også være nogen, som var for ond. Ellers ville balancen ej fungere. Det var et spørgsmål, den sortgrå hoppe skulle overveje. Måske han havde bragt hende ud et sted, hvor hun ikke havde været før? Da talte hun, bekræftede ham i at det var et abnormt spørgsmål, han havde stillet. Men han ønskede, at lære mere om hans nye bekendtskab og høre, hvordan hendes syn på denne verden var.

En dråbe blev til to. To blev til fire. En nyfødt regn begyndte at falde mod dem. Det lod lavmælde plask, når regnen først ramte de tørrede blade der endnu hang på Chibals træer. Jaidev lod nakken bøje bagover og betragtede den skinnende himmelen og nødt at regnen forstærkede skovens lugt. Alt blev tydeligere; græsset, mosen, barken. Det bekræftede ham endnu engang i, hvorfor han kunne kalde dette hans hjem.

Feminine toner dansede frem fra hoppen og overdøvede regnen. Hun forstod ej ondskab. Han drejede hovedet og betragtede hende. Lod hele opmærksomheden falde på hende, da hun forklarede. Forklarede, hvordan godhed kunne være for meget - og det var netop hvad Illana havde været.

” Jeg ved ej, om nogen er perfekte. Vi stræber alle efter, at være den bedste udgave af os selv. Mange af os kommer fra forskellige himler, og det gør, at vi er så forskellige, ”

Himmeldanseren lod sit mørke blik ramme hendes isblå. Et blik fyldt med styrke, en tsunami. Hun havde klare holdninger og meninger, hvilket ej var skidt. Det gjorde hendes personlighed stærk. Men der var noget andet, himmelhingsten så i hendes blik. Noget, som gjorde hun måske ej forstod, hvad han talte om…

” Rasbell, De er født i denne verden, har jeg ikke ret? ”