Every leaf is a flower

Every leaf is a flovwer

Tag: Ariel  | Wordcount: 310  | Weather: Daylight, cold, windy, sunshine

Solen hejste sig over den skyfyldte himmel. Ej var den nået sit højeste punkt endnu, men dagen havde haft kraft længe, og solens svage stråler var efterhånden begyndt at opvarme den lille ø. Vinden strøg gennem træerne og mod den mørke hingst. Kulden hang i, den var begyndt at vokse sig stærkere. Dog var vinteren ej noget landet endnu. Bladene havde skiftet deres farverige grønne farve ud til en orangebrun nuance. Flere og flere af dem dækkede den golde jord, og efterlod en knasende knagen når den ædle hingst dansede over dem. Ak, dette var hans ynglings årstid. Hans egen mørke pels kunne næsten sammenlignes med de falmede blade. En efterårshingst. Tanken fik hingsten til at krølle den lyserøde mule en smule. De sortnede øjne gled omkring område, inden han trådte dybere ind i den lyse skov. Trækronerne var ej nøgne endnu, og solens lys skinnede gennem og ramte jorden i sagte lys. Under normale omstændigheder ville den ædle hingst været gået i ét området; men Jaidev levede ej samme forhold som dengang han ankom. I hans blod flød magien, den var i ham, den var på ham. På de bredde skuldre hang hans himmelkappe, der flagrede legesygt når vinden ramte ham. Kappen var babyblå som himmelen, og spækket med de hvide, fluffy skyer der sad udsplattet op på himmelen. Han var helt utrolig tydelig i dette landskab, men ej at det gjorde ham noget. Hvis han ønskede, at vandre uset kunne det sagtens arrangeres. Et dybt prust forlod den silkebløde mule, ånden for svagt ud. Det var ikke så koldt endnu, trods kroppen sagtens kunne fornemme kulden. Det handlede om, at holde sig i gang. De afslappet skridt blev erstattet med en rummelig trav over bladene, og omkring de mange træer. Ej havde himmelhingsten et mål, han skulle nå. Han nyd blot, hvordan årstiden havde ændret hans ynglings ø.

Every Leaf Is a Flower
264 words

Ariel rystede let sin ravnsorte manke, idet et par af efterårets gyldne blade var dalet ned fra en kvist og landet i hendes lange hår. Hun bevægede sig roligt fremad, langsomt sammenlignet med hendes sædvanlige friske tempo, i skridt på hove der knap kunne høres når de ramte skovbunden. Det var længe siden hun sidst havde søgt hen på øen af tæt skov, på Chibale, hvilket også var usædvanligt for hoppen som ellers ikke holdt sig på det samme sted ret længe ad gangen, og dansede fra ø til ø med stor glæde. De sidste måneder havde hun dog som noget nyt tilbragt på Enophis, i skovene på den største af øerne, nær eller oppe i bjergene, så længe sommeren stod på og området stadig var til at færdes i for en slank hoppe som var let til bens. Men mere hårdfør end hendes udseende måske gav udtryk for. Den grå smilede et øjeblik, muntert over tanken. Nu var det også flere dage siden andre havde lagt deres øjne på hende, og hun på dem, den sidste værende hendes kæreste veninde og søster af andet end blod. Var Andromeda, hendes kære hjem, pludselig tømt for liv? Eller var hun blot lidt uheldig, eller måske fik hendes overraskende stilfærdige tilstand hende til at søge de mere ensomme veje? Hun brummede let, en blid og lys lyd, som dog blev afbrudt af en helt anden; en fjern, næsten uhørlig lyd af hovslag over knitrende blade. Den grå standsede et øjeblik, løftede nysgerrigt sin lyse mule mere til vejrs og gav snart et lyst vrinsk fra sig.

Every leaf is a flower

Tag: Ariel  | Wordcount: 400  | Weather: Daylight, cold, windy, sunshine

Lydende var dæmpet inde i skoven. I det fjerne sad et par pjuskede fugle og sang i glædestoner over solen, der i et halvhjertet forsøg, prøvede at varme den lille ø op. Men ak, selv fuglene vidste hvilken tid, der var på vej, og derfor måtte de, såvel om himmeldanseren, nyde det sidste af solens lune stråler. Den hule lyd fra hans dansende hove og knasende lyd fra bladene, var den eneste lyd han syntes, at kunne høre. De mørke øjne søgte fremad, uden mål; det eneste han kunne se, var de lange rækker med malplaceret træer, og en bund af nyfaldne blade, der havde visket alle former for stier væk. Dette var ej noget der skræmte himmeldanseren, tværtimod. Han kendte denne ø ind og ud, og de udvisket stier kunne blot lægge op til nye eventyrer. Tanken fik den mørke hingst til at brumme et enkelt, mørkt brum ved tanken, inden en pludselig lyd skar gennem den ellers voldsomme stilhed. Egentligt havde himmelhingsten forberedt sig på, at han var helt alene, men lyden var så genkendelig, at han øjeblikkelig stoppede op. Ariel… Et øjeblik stod hingsten helt stille som en statue, mens han lokaliseret den velkendte lyd. Ørerne vippede opmærksomt omkring, inden han havde fundet retningen. Da åbnede hingsten mundende og svarede tilbage i et maskulint, hæst kald til den grå hoppe, der netop befandt sig et sted blandt træerne. Den mørke hale hejste sig spændt bag den ædle hingst, hvis krop satte frem i en hurtig, fjedrende trav med retning mod den grå.

Hun befandt sig ej langt fra ham, tættere end han havde troet. De mørke øjne betragtede hende, huskede hendes grå skind og de gyldne øjne. Da han var hoppen nær, stoppede han galant op foran hende. Afstanden var kort mellem dem, han kendte denne lille unge hoppe. Hun jog ham ej væk. Imødekommende rakte han den bløde mule i hendes retning, og prustede varmt til hende.

” Vær hilset, Ariel. Det glæder mig, at se Dem igen! Fortæl mig, hvor har Deres dans ført Dem hen af? Det er længe siden, vores veje har krydset. Fortæl mig om Deres eventyr. ”

Stemmen var mørk, hæs og maskulin. Tonen var alligevel behagelig og hilsende, oprigtig glad for at se den unge hoppe. Langsomt strakte hingsten mule op mod hoppen pande og den lange pandelok, som den blidt nippede til. Hun så ud som sig selv; heldigvis!

every leaf is a flower
305 words

Der gik kun et ganske kort øjeblik efter hun havde ladet sin stemme brede sig ud mellem træerne, at lyden af hovslag brød den efterfølgende stilhed. Tunge hovslag, tungere end hendes egne lette skridt, noterede hendes spidsede ører hurtigt. Ariel standsede og drejede rundt med en trippen, mens hun snart med hævet hoved spejdede ind mellem træerne. Nogen var på vej, og det hæse svar, der var fulgt med hovslagene havde allerede afsløret lydenes ejermand. Det var hingsten, som bar et stykke af himlen på sin brede ryg. Han formåede at forundre hende ved hvert eneste møde, så den askegrå var hurtigt begejstret eller i hvert fald endnu mere muntert til mode. Hendes gyldne øjne fangede hurtigt hans skikkelse, og snart stod han ligefrem foran hende og brød igen stilheden med sin stemme, denne gang i form af ord. Hun vippede næsten lidt overrasket med ørerne, både over hans pludselig tilstedeværelse, og hans venlige ordstrøm, som kun var velkommen. Hun virrede på mulen da hans duft nu omgav hende, og nippede muntert ud i luften da hans hvide mule kom nærmere. Så talte hun endelig, med lys og ærlig stemme.

"Det overrasker mig helt at se dig, himmelhingst. Skoven virkede så tom for liv! Men her er du, endnu med himlen på ryggen. Du har vel ikke tabt nogle stjerner på din vej?"

En brummen fulgte hendes ord, den lød næsten som latter, munter og mild. Men han havde stillet hende et spørgsmål, og det var nok ikke helt høfligt blot at svare med et nyt. Hun glædede sig blot ved hans pludselige selskab.

"Jeg har været på Enophis, oppe i bjergene. Det var lige før jeg helt blev til en bjerghoppe,"

Hun smilte muntert og prustede af ham, da han nippede efter hendes lange hår.

"Der brugte jeg megen tid i mit eget selskab."

Every leaf is a flower

Tag: Ariel  | Wordcount: 293  | Weather: Daylight, cold, windy, sunshine

Det var en oprigtig glæde himmelhingsten følte, når han var nær den lille grå hoppe med de gyldne øjne. Der var noget ganske specielt over hende. Hun formåede at bringe glæde og energi omkring hende, der smittede så meget af på ham. Han følte sig ej fanget, når han var blandt hendes selskab; ak nej han følte sig fri. Hans sortnede øjne betragtede hendes fine skikkelse, hun så stadig ud som hun plejede. Det betryggede ham, han ønskede ej der skulle ske den lille grå hoppe noget ondt. Den søde duft af hoppe ramte de sensitive næsebor, der et øjeblik havde dirret en smule over hans løbetur. Hendes stemme talte pludseligt, fortalte om hendes overraskelse. Og om han havde tabt nogen stjerner. Ak, kun den kære Ariel kunne spørger om sådan noget. Hendes milde stemme og den livsglæde der var i stemmen, fik Jaidev til at krølle overlæben i en grimasse.

” Ak, jeg håber de holdte fast. Ellers må De hjælpe mig med at finde dem igen. ”

Han brummede dybt og maskulint, ikke mindst glædeligt til den lille hoppe, mens han nappede til hendes lange, bølget hår. Hans sortnede øjne søgte mod hendes gyldne, og inden han kunne nå at sige mere, fortalte hun ham hvor hun havde været.

” Jeg er glad for, at De kom ned fra bjerget igen, ”

Han trådte et skridt nærmere, inviterede til at bevæge sig. Drage videre ind i skoven, på opdagelse, eventyr. Den varme mule strøg hende over halsen i en galant gestus, inden den endte ved hendes hvide mule og prustede mod hendes næsebor.

” Det er vigtigt, at bruge tid alene og på at finde sig selv igen. Jeg håber dog ej, at der er noget som tynger Deres sind?”