Mom, I will be back || Nyx

Det langbenede hingste føl, vandrede afsted henover det mere åbne område der fandtes inde mit i Chibales skove. Han var veget væk fra sin moder, endnu engang, selvom han godt vidste han hun aldeles ikke brød sig om det. Men han slægtede sin fader på, selvom han end ikke kendte ham, for han ville opleve tingene, og han kunne ikke være det samme sted hele tiden; det blev for kedeligt. For trivielt. Nej, Tarik skulle opleve verdenen. Og når man nu engang var et føl, var det bestemt ikke nemt at vide, at verdenen omkring ham egentlig også rummede en masse farer – for hvad var de?

Tariks røde øre spejdede omkring, meget nysgerrigt og lyttende. Hans farver kom bestemt fra hans moder, men kropsbygning var bestemt fra hans fader. Han ville blive høj, rank og maskulin, lige præcis som han far var det. Det havde han i hvert fald fået fortalt! I en pludselig bevægelse, skød han fremad i en kluntet trav, med hovedet lavt nede for ikke at skvatte, men lige så stille fandt han rytmen, og travede nu afsted med de lange og klodsede ben. Hans øjne var vidst åbne, mens de nysgerrigt spejdede omkring, inden han hævede hovedet højt og skød mulen i vejret, for derefter at udbryde at føllet vrinsk ud i den kolde vinterluft. Men hovedet var kun højt i et kort øjeblik, for Tariks forhove ramte hinanden, og i et ordentligt bump røg den langbenedes skabning fluks forover, og landede med et bump ned i den hvide og bløde sne. Rumpen havde han stadig i vejret – og pænt så det nok ikke ud. Men han grinede, ganske fornøjeligt, med mulen begravet ned i sneen.

Den natmørke Nyx kunne uden problemer blende ind mellem diverse træer og buske når det var mørkt, men i dagstimerne var hun mindst lige så synlig som alle andre. Noget der ikke altid behagede den lille dame. Hun havde været vant til at få opmærksomhed fra sin mor - ikke bare en lille smule, men nok mere end hvad godt var. Hun havde intet problem med at tiltrække sig opmærksomhed hvis hun mente der var noget at hente. Hendes mor havde hun ikke set i et stykke tid og hendes far havde hun set få gange. Heldigvis havde hun nået en alder, hvor hun sagtens selv kunne finde føde, og hvad end hun ellers havde brug for, kunne hun få fra andre ved at smigre sig ind på dem.

Det havde været mere held end forstand da Nyx var skyllet op på breden af Chibale. Hun havde set hvordan andre vandrede gennem vandet, og hun havde gjort sit bedste for at følge efter andre. Først havde hun ikke været så tryg ved det våde og brusende hav, men som ensomheden og kulden var sparket ind havde hun alligevel taget springet ud i det. De mange træstammer havde givet hende en form for læ for vinden, og det var lykkedes hende at holde varmen med den tykke vinterpels da hun var blevet tør. Den ubehagelige oplevelse havde hun lagt bag sig, for der var så mange nye ting at udforske i stedet. Og som hun havde stået og kløet sig op af et træ, havde hun opfanget lugten af en fremmed. Nysgerrig havde hun listet sig tættere og tættere på, indtil hun til sidst stod og skjulte sig i skovkanten bag en halvbred stamme til et højt træ. Automatisk havde hun spejdet rundt for at se om andre skulle være i nærheden, men da det ikke lod til nogen var i sigte, trådte hun alligevel ud i det mere åbne område. Hun nåede ikke ret langt ud før et par underlige hop der mindede om nogle kluntede bukkespring blev sat i værk og Nyx kastede sig ud i så høj fart hun kunne opnå i retningen af det røde føl.

Tariks mørke mule var stadig begravet ned i sneen, og koldt, det var det egentlig. Men også meget fornøjeligt. Hans røde øre vippede rundt, inden han lod rumpen falde ned også, så han nu nærmest lå med alle fire ben ud til siderne, som en eller anden strandet søstjerne. Han virkede nok som en der ikke helt kunne håndtere de lange ben han havde fået efterhånden, men det var nu ikke helt sandheden. For han begyndte nu at skubbe sig fremad, møve sig hen af sneen, med hovedet godt nede i det. Han brummede fornøjet, over sin egen lille leg, inden han dog blev opmærksom på nogle lyde bag ham. Han hev hovedet nysgerrigt op, og lod de gyldne øjne hvile lidt rundt, inden han fik øje på en sort skabning, der kom i hans retning; og skabningen var på hans egen størrelse. En artsfælle! På hovedet havde han en klat sne, og den fik han rystet af sig, inden han glædeligt rejste sig op på sine ben igen. Han hoppede nogle gange fremad, mens han vrinskede legende og kaldende imod den sorte, der kom med fuld fart. Mon hun fik stoppet i tide?

Tariks øre hvilede stift imod hende, inden han lavede nogle hop igen, på stedet, i ren og skær begejstring over det kommende møde. For han synes vitterligt at det var enormt spændende at møde en artsfælle, og så endda en på hans egen størrelse og ikke kilometer høj – for sådan virkede nogle af de andre altså. Enormt højt, og en lille smule frygtindgydende til tider.

,,Heeeeeeeeeeej!”

Sagde den langbenede røde hingst, med glæde i stemmen, da føllet var tæt nok på til at hun ville kunne høre det. Det var en pige, det kunne han lugte. De var mere.. sødlige i lugten. Hun var efterhånden tæt på – og hvis ikke farten blev sat ned, ville de snart bumle ind i hinanden. Så Tarik kneb det ene øje lidt i, og forberedte sig så mandigt han nu kunne, på det kommende sammenstød; hvis det altså kom.

Nyx lignede ikke en der havde tænkt sig at stoppe. Slet ikke. Noget hun havde fra sin fars side. På mange måder lignede Nyx sin mor, men hun havde også nogle træk fra sin far. De brune øjne, hendes aftegn og trangen til opmærksomhed kom fra hendes mor side, mens den sorte man og trangen til der konstant skulle ske noget, kom fra hendes fars side. Det var først da Nyx var tæt nok på og vidste hun ville kunne nå at stoppe hun huggede bremserne i og standsede, hvilket betød hun måtte tage et par små hop frem for ikke at skvatte, men hun endte også lige foran den røde hingst, så han ville kunne mærke den vind hun trak med sig. Et nap blev også sendt ud efter ham - ikke ondskabsfuldt ment, men som en opfordring til leg.

"Hej!"

kom det i en munter og energisk tone fra den lille hoppe. Ørerne var fremadrettet og enhver ville kunne snige sig hen bag hende uden hun ville opdage det, for hendes fulde fokus var rettet mod den fremmede. Automatisk stak hun hovedet tættere på for at snuse lidt til den fremmede, og trak hovedet tilbage med et lille legesygt hvin og lod lige forbenene lette nogle få centimeter fra jorden mens overkroppen lige roterede nogle få grader til den ens side for at vende sig lidt væk og med trippende og dansende skridt, som hun på bedste vis havde efterlignet sin mor, gav hun sig til at danse rundt omkring den lille røde, mens hun engang imellem nappede ud i hans retning.

Det røde hingsteføl med de lange ben, stod bum stille, mens hun kom nærmere og nærmere. Han kneb det ene øje en anelse i, og forberedte sig på det sammenstød der muligvis ville komme. Men bedst som han troede at de om lidt ville tumle rundt i sneen, pga. hendes høje fart, fik hun standset med nogle små hop og trippende bevægelser, lige foran ham. Han kunne mærke den vind hun trak med sig, og han åbnede derefter øjnene helt. Hun nappede i hans retning, efterfulgt af en hilsen. Tarik hvinede glædeligt og legende, inden han sendte et nap retur i hendes retning.

Hun løftede sig fra jorden med forbenene lidt i vejret, og drejede sin krop omkring, inden hun trippede rundt om ham i cirkler. Tarik grinede med en munter tone, inden han hævede sig med forparten, og baskede ud med de lange tynde forben, og kom med nogle brummende og legende lyde. Han plantede hovene solidt i jorden igen, inden han stirrede rundt om sig selv, for at følge hende. I en pludselig bevægelse sprang hen direkte i hendes retning, og hvinede legesygt, mens han sendte adskillige nap i hendes retning, dog aldeles ikke i en ond mening. Han ville lege, og generelt bare gerne være tæt på hende.

,,Jeg hedder Tarik!”

Sagde han så, og rankede sin føllede røde krop.

Idet den lille hingst sprang frem mod Nyx, kastede hun sig væk i et par hurtige galopspring med et skingert, men alligevel legesygt hvin. Alligevel havde hun meget kort tid efter sat farten ned til trippende gang med både hale og hoved løftet i vejret mens benene trippede videre afsted. Ikke forfærdeligt langt, bare en lille halv meter, før hun vendte rundt for at jagte den lille hingst i leg. Hun standsede dog igen kort efter med ørerne rettet opmærksomt frem.

"Thaaa-aarik"

Gentog hun på bedste vis. Navnet lå fremmed i hendes mund og derfor var det heller ikke helt så nemt at gentage første gang, men det var da til at forstå at hun havde forsøgt med hans navn. Hun tyggede lidt på ordet før hun med storsmilende øjne og en munter tone svarede tilbage for at give hingsten sit eget navn.

"Mit navn er Nix!"

Den lille røde hingst, vippede med sine små øre, idet den sorte lille hoppe kastede sig væk i nogle hurtige galopspring. Hendes skingre og legesyge hvin ramte ind imod hans sensitive øre, og han besvarede det med et mindst ligeså legesygt hvin, der dog var knapt så skingert. Pludselig vendte hun sig om, for at jagte ham. Tarik smilede stort, og sprang sidelæns, for at ’flygte’ fra hendes angreb. Men hun stoppede kort efter, og derfor trippede den langbenede lille hingst bare lidt på stedet, i ren og skær fornøjelse og leg. Hun udtalte hans navn, og derefter kom hendes eget navn. Nix.

,,Nix!”

Nikkede han glædeligt, over at havde udtalt hendes navn, efterfulgt af hendes præsentation. Han brummede lidt, og tyggede nærmest på navnet. Men ikke længe. For pludselig sprang han mod den lille sorte, og nappede ud efter hende øre. Hans moder havde ofte fortalt ham, at det altså ikke var alle de vippe nippes og nappes – men han ville jo bare gerne lege, den lille røde hingst.

Nyx stod der storsmilende og svingede halen fra side til side som en glad lille hund. Lige idét Tarik kom springende, for Nyx til siden og kastede sig ud i en række små buk, før hun gav sig til at spæne rundt i en lille rundkreds, der dog alligevel var stor nok til hun kunne få lidt fart på, mens hun grinede og virrede med hovedet. Engang imellem satte hun lige farten lidt ned, for at se over mod Tarik, og for at se om han kunne følge med, men lige så snart han kom tæt nok på, nappede hun ud efter hans man før hun igen kastede sig fremad. Samme cirkel i flere runder, og derfor også meget nem at gennemskue.

I en pludselig bevægelse gjorde hun et stop og stod helt stille med hovedet rejst og ørerne rettet mod træerne, som om hun stod og så på noget der gemte sig. Stod og så på noget mellem træerne, men der var alligevel ikke rigtig noget at se.

”Hørte du det?”