My son - my heart | Jaidev

Endnu engang var Armonias søn forduftet lidt fra hendes side. Men han var nem for hende at finde, for han havde denne gang selv fortalt hende, at han nu ville gemme sig, og så skulle den røde hoppe finde ham. Troligt stod hun med lukkede øjne, og smilte taknemmeligt for sig selv. Hun var endelig blevet moder, for nogle måneder siden, og hun kunne ej være mere stolt af sin søn, end hun allerede var. Han var fornuftig, nysgerrig, føllet, glad og helt igennem som et føl nu engang skulle være. Da Armonia havde talt til 10, åbnede hun sine varme øjne, og kiggede sig omkring. Ikke langt fra hende, var der tydelige føl spor fra hendes søn, for sneen den var ganske vidst ikke nem at skjule sine spor i. Men den røde hoppe smilte ganske overbærende, og begyndte at gå lidt i en anden retning, for ikke at finde ham for hurtigt og ødelægge sønnens glæde over at han gemt sig ’godt’.

,,Mon du er… herinde”

Sagde hun da, med højlydt stemme, og kiggede ind i krattet som han altid sov i. Men ak nej, der var han jo ikke. Og det vidste den røde hoppe skam godt. Hun begyndte at gå lidt videre, og holdt sig dog hele tiden tæt på det sted, hvor hun vidste han var. Men den langbenede søn, kunne høres ikke langt fra hende, for han klukkede, grinte, fordi han bestemt synes han var godt gemt. Armonia leede blidt, inden hun trådte bagom endnu et træ, og der stod han ganske vidst, med et ordentligt smil på mulen, og hvinede glædeligt og legende til sin moder.

,,Fundet!”

Sagde hun da, og nappede ham blidt og puffende i pandeloggen.

Endnu engang var hans mor gået med til at lege gemmeleg. Tarik stirrede stift på hende, indtil hun lukkede øjnene, og derefter spurtede han afsted, rundt om nogle af de tætte træer, indtil han fik udvalgt et bestemt træ, som var meget bredt om stammen; bag det stillede han sig så, for at gemme sig. Hans mor begyndte at gå rundt og ledte efter ham. Hun kiggede ind i hans sovekrat, og det fik ham til at klukke lidt, inden han klappede munden hårdt sammen, for at kvæle sit grin. Han stak hovedet lidt ud fra træet, for at se efter hende. Og da hun kiggede i hans retning, gemte han hovedet ind bag træet igen, og fniste; lidt for højt nok. For hun kom hen til ham nu, og han hvinede glædeligt og føllet, mens hun nappede ham i pandeloggen. Selv nappede han ud efter hendes bringe, inden han hev i hendes lange røde man. Selv var hans pjusket og krøllet.

,,Igen igen!”

Sagde han med den føllede stemme, der dog emmede af at han en dag ville få en maskulin stemme fra sin fader af. Han hev fortsat i sin moders lange man, for at tigge hende om endnu en gemmeleg.

My son - my heart

Tag: Armonia | Wordcount: 439  | Weather: Daylight, cold, wintertime, no wind

Himmelhingsten befandt sig atter på hans hjem ø, Chibale. Han havde savnet den velkendte duft af bark og mos, men ak denne var næsten ej genkendelig, for Chibale var iklædt et fint, tyndt lag pulversne. Det havde sneet om natten, men var atter stoppet igen; dog havde det lagt en fin, hvid dyne over hele landet. Dette gjorde egentligt ej den ædle hingst noget, men han vidste også godt, at mulighed for mad og vand ville blive sværere nu. Langsomt rystede han den muskuløse hals, så den ravnsorte og let fugtige man blev kastet over på den anden side, og da vandrede han afsted.

Sneen knagede under hans stærke hove, der efterlod et tydeligt spor efter ham, fra hvor han havde vandret. Solen hang højt på himmelen og forsøgte at varme landet op, uden held. Vinteren havde for alvor fået fat. Den magiske kappe, der hang omkring hingstens korpus, flagrede legesygt om flankerne og havde en fin blåhvid farve, netop som himmelen over ham havde. Skoven var fyldt med ro og stilhed, en ren morgenidyl lå over landet. Indtil Jaidev pludselig hørte en lyd, der fik ham til at stoppe. Ørerne gled opmærksomt fremad, og de sortnede øjne faklede. Lyden var så speciel, så ægte, så pure og uskyldig. Et føl. Det gippede i den store hingst, hvis sorte hale hævede sig hidsigt bag ham og da satte ham fremad i den dansende trav, han altid bar sig afsted med.

Sneen var ej en hindring for ham, for han havde levet under disse vilkår før, og vidste hvordan man skulle bære sig ad og hvordan man skulle bevæge sig. Ånden blev pustet ud som en svag tåge omkring ham, og halsen knejst dybt. Han rundede et hjørne og da stod hun. Armonia. I en rolige bevægelse stoppede himmelhingsten med hovedet højt i vejret og halen hejst bag sig. Armonias stemme var fyldt med begejstring, glæde, stolthed. Ved siden af hende stod et ungt, sundt føl der tydeligt mindede om hende. Jaidevs ørerne var rakt fremad og hovedet var så højt hævet som muligt. Havde hun været ifol ved deres sidste møde?

” Armonia, jeg.. Jeg vidste ikke, at De ventede Dem. ”

En undskyldning og ydmyghed lå i den hæse, maskuline stemme, der brød stilheden. Langsomt sænkede hingsten nakken og betragtede det unge føl. Han ønskede ej, at komme tættere. For Armonias skyld. Hun ville måske ønske afstand, plads. Nogle hopper blev endda aggresive, når de havde deres føl i nærheden; dette ønskede himmelhingsten ej at tricke hos den ellers så milde Armonia. Så indtil videre holdte han forsvarligt afstand, trods hele hans indre var i vild uro.

Tarik hev og hev i den lande røde man, som Armonia ejede. Hun leede af ham, og brummede i nogle varme toner, inden hun puffede ud efter ham, for at få ham til at slippe hendes man. Han var utrættelig hendes søn, energi det havde han bestem; og sikkert fra sin fader. For Matthew stod sjældent stille. Han var ej heller det samme sted særlig længe af gangen, og det samme kunne siges nu. For Armonia havde ej kunnet finde ham, siden deres sidste forsoning, som skabte et liv i hendes mave og nu havde bragt hende en søn.
,,Du er utrættelig Tarik, min kære”

Leede hun, og puffede nu lidt mere til ham, for at tumle ham omkuld i sneen. Han var vant til den kulde der var, for han var født i det, og hans vinterpels havde været hurtig til at sætte sit præg på hans langbenede krop. Bedst som han lå der i sneen, og Armonia skulle til at sænke sit hoved ned til ham, for at skubbe sne på ham, hørte hendes sensitive og opmærksomme øre dog hovslag, der fik sneen til at knase. Og lyden kom dem nærmere. Hurtigt, i trav. Armonia smed hovedet i vejret, og trådte resolut ind foran hendes søn, som ret hurtigt fik møflet sig på benene, fordi han bemærkede hans moders forsvarsstilling. Lyden kom tættere. Og tættere. Og pludselig stod Jaidev foran de to røde heste, rankt og flot som altid. Den røde hoppe smilede varmt i hans retning, en anelse undskyldende, inden hun trådte lidt sidelæns, så hendes søn bedre kunne ses. Men trods Armonia altid havde næret følelser for den ædle Jaidev, var hendes instinkter tændte; for hvad mente han mon om dette føl, hendes søn?

,,Kære Jaidev. Sikke sneen klæder dine mørke farver..”

Sagde hun da med lyse toner, inden hun så ned på hendes søn, som han før havde kommenteret på. Hun smilede varmt ned til ham, hendes søn, med de lange ben. Han var lavere end hende, men der var ingen tvivl om at han ville blive højere end hun var, for de lange lemmer havde han allerede, trods den unde alder.

,,Tarik, det her er min gode ven, Jaidev.”

Sagde hun da til sønnen, som stod nogenlunde rankt som moderen havde lært ham, inden han smilede glædeligt i Jaidevs retning. Armonis drejede blikket hen til den ædle hingst igen, og brummede roligt.

,,Det var ej noget jeg vidste på det tidspunkt Jaidev. Men det var en glædelig overraskelse, da jeg første gang kunne mærke det”

Nikkede hun roligt. Hele hendes røde krop, emmede af at han var velkommen til at komme nærmere. For hun troede ej på, at han ville skade hverken hende eller hendes søn.

Han blev ved med at hive i sin moders man, for at lokke og tigge, for at de skulle lege videre. Og bedst som han mente at han havde overtalt hende, puffede hun første gang til ham, hvilket fik ham til at slippe hendes man, og træde et enkelt lidt usikkert skridt bagud. Og derefter kom et nyt puf, og bum, så lå den langbenede røde hingst nede i sneen, mens han grinede højlydt og glædeligt. Hans moder sænkede hovedet for at skubbe sne på ham, men længere kom hun ikke. For pludselig ændrede hendes kropssprog sig, og hun stillede sig foran ham. Op på benene kom han, efter lidt tænketid. Og der stod han så, lidt bag hende, idet en fremmede hingst nu var landet foran dem. Tarik forsøgte at se ham ordentligt, men først da moderen trådte lidt sidelæns, således at han nu stod helt blottet, kunne han se den store hingst. Tarik spilede øjnene forbavset op, for wauw hvor var han da stor! Mon han også selv engang blev så stor?
Moderen kiggede ned på ham, og præsenterede hingsten. Jaidev. Tarik smilede glædeligt til hingsten, og rankede sig lidt op, i et forsøg på at kopiere hingstens holdning.

,,Mit navn er Tarik!”

Brød han så ind, efter hans moder havde talt færdigt. Uh hvor var det bare spændende med en anden hest!

My son - my heart

Tag: Armonia  | Wordcount: 289  | Weather: Daylight, cold, wintertime, no wind

De sortnede, tomme øjne betragtede den røde, milde sjæl Armonia, der havde opdaget hans ankomst. Hun kunne ej andet, han var i bogstaveligstand kommer brasende. Føllet ved hoppens side lignede tydeligvis sin moder; et hvidt aftegn i panden og den røde pels. Pjusket var det unge føl, der havde fået sin første vinterpels. Benene var lange og usikre, kroppen var tynd og kort. Han kunne ej være særlig gammel, den unge hingst. Da Armonias milde, fredsommelige stemme lød, løftede Jaidev blikket fra føllet mod hoppen. Hun beundrede hans mørke pels, der var i stor kontrast med det hvide landskab omkring dem. Et dybt og mørkt brum forlod den fremskudte bringe, som tak for hoppens ord. Armonia forsatte med at lade stemmen fylde luften omkring dem, og præsenterede sin søn, Tarik. Føllet ejede en livsglæde, et hvert ungt og friskt føl burde eje. Han nikkede galant mod det lille føl, og trådte et skridt frem, inden han stoppede da Armonia snakkede. Hun fortalte, hvilke glæde det havde været, da hun havde mærket livet i hende. Jaidev gjorde et langsomt nik af hoppens ord, og trådte atter et skridt fremad.

” Det forstår jeg, Armonia. Deres ønske har altid været, at give liv; at De så bliver skænket en sund og rask hingst må være fantastisk for Dem. ”

Stemmen var oprigtig, og de lange ben dansede gennem sneen og stoppede ved Armonias front. Hendes kropssprog velkommede ham, lod ham komme nærmere. Hun frygtede ham ej. Den silkebløde mule puffede forsigtigt til hoppens fine mule, inden de mørke blik blev vendt mod føllet, det stolt præsenterede sig selv.

” Hver hilset, Tarik. ”

Langsomt nikkede den ædle hingst mod det unge føl, der betragtede ham med store, nysgerrige, begejstret øjne.

Den røde hoppe stod ganske roligt. Hun frygtede ej Jaidev, for deres venskab havde efterhånden varet i mange år, da de begge havde været i Andromeda længe. Hvor længe, det kunne Armonia dog ej huske længere. Hun brummede i nogle rolige toner, da den mørke hingst havde talt færdigt. For han havde ganske ret, det havde altid været hendes største ønske at få sig en søn eller en datter, blot at blive moder. Han kom hende nærmere og nærmere, og til sidst dansede han helt tæt på. Et puf ramte hendes røde og følsomme mule, og Armonia gengældte hans venlige gestus, ved at sende et lige så blødt puf i retningen af hans mule. Hun havde bestemt savnet Jaidev - det gjorde hun nok egentlig altid, når han ikke var at finde i længere perioder.
Hun leede let af hendes søn, der slet ikke kunne styre sin begejstring og dermed præsenterede sig selv med en nogenlunde rank holdning i kroppen. Hun sænkede sin mule, og nippede sønnen i hans man.

,,Jeg tror godt, at du må snuse til ham Tarik. Jaidev bider ikke – han er ej en fremmede. Han er en ven. Husk altid det”

Armonia talte langsomt og roligt. Hun forsøgte altid at lære sin søn, at fremmede skulle han være lidt påpasselig med. For ikke alle ville ham det gode.

Den store hingst kom pludselig dansende, således at han kom meget tæt på. Tarik stod med måbende øjne og betragtede ham, og da han lod sine øjne hvile på den lille hingst, for at hilse på ham, smilede han stort og føllet. Der var slet ikke nogen tvivl om, at Tarik syntes dette møde var ganske spændende. Hans moder nippede til ham, og forklarede ham at Jaidev var en ven. En ven.. Han forstod det ikke helt, for han vidste knapt nok hvad forskellen på ven og fjende egentlig var.

Men hans moder gav også den unge hingst lov til at træde hen og snuse. Og Tarik var endnu styret af sin nysgerrighed og at han jo var et føl, så han jokkede ret hurtigt frem imod den store hingst, Jaidev. Han stoppede dog efter nogle skridt, inden han i stedet strakte sin mule frem imod ham, søgende imod hans skulder, for at snuse til ham. Hans følsomme mule ramte dog ikke den store hingst, selvom han gerne ville. Men hans moder havde fortalt ham, at ikke alle ville røres. Og det huskede han på. Han trak mulen til sig igen, inden han stirrede op på den mørke hingst med et ordentligt smil på mulen.

,,Du er godt nok stor! Bliver jeg også så stor?”

Han talte med en glas stemme, og en forhåbning – for gid han da blev så stor.

My son - my heart

Tag: Armonia  | Wordcount: 341  | Weather: Daylight, cold, wintertime, no wind

Der var ingen vind omkring de tre sjæle, der delte lystimerne med hinanden. Alligevel flagrede den himmelbeklædte kappe, selveste himmelen, omkring Jaidevs stærke korpus. Legesygt strøg den mod hans flanker og lagde sig omkring ham igen. Luften var kølig omkring dem, og hver gang han åndede ud, hvirvlede dampen omkring hans lyserøde næsebor. Det var en smuk vinterdag; solens svage stråler skinnede ned mod den kridhvide sne, fik det til at skinne som millioner af diamanter.

Armonias stemme lød mere feminin, mere tilpas; hun ejede en unik stolthed, der var medfødt med hendes søn. Ak, han forstod hende. Han forstod inderligt hvilken glæde det måtte have bragt hende i, da hun fødte et levende og velskabt føl. Dog førte det til et gammel ar i hans indre; rev et sår op. Han savnede hans gamle, døde søn. Savnede ham så inderligt. Et øjeblik veg Jaidevs blik bort fra den røde hoppe og den unge føl. Hvis blot han havde været stærkere den gang, hvis blot han vidste hvad der forgik, hvis blot han ej havde været forblændet af kærlighed… Tankerne stoppede øjeblikket, da Armonia lod hendes søn røre Jaidev. Det sortnede blik fangede hoppe, mens de mandelformede øre var fremadrettet. Hun stolede inderligt på ham, det var tydeligt at spore i hendes stemme. Tarik spankulerede afsted gennem sneen med hans lange stænger, indtil han var himmeldanseren nær. Forsigtigt strakte han mulen frem uden at ramme. Jaidev knejste voldsomt op i den muskuløse nakke, mens han imødekom føllets lille mule. Tariks begejstrede blik blev hævet, glæden og forhåbningen lyste ud af ham, da han spurgte om han også ville blive stor.

” Mon ikke, Tarik. Jeg er sikker på, at De bliver en stor Herre med tiden. ”

Jaidevs bløde mule puffede forsigtigt og blidt til føllets bagpart. Berøringen var fjerlet og ej nok til, at han ville miste balancen. Jovist havde han lange ben, så han skulle nok blive høj med tiden. Blikket blev på den unge hingst, mens den mørke., hæse, maskuline stemme henvendte sig til Armonia.

” Hvem er faderen? ”

Den røde hoppe stod med ro i blikket, og betragtede sin søn, der ikke kunne lade være med at vise sin store begejstring overfor den ædle Jaidev. Og hun forstod det skam godt, for Jaidev var den første hingst som Tarik mødte, og Jaidev var en høj og maskulin herre, langt større og bredere end Armonia selv var. Hun var spinkel og fin, og nok en af de heste i landet som var lavest. Hendes forældre havde ej været høje, faktisk var hele hendes hjemland fyldt med heste, som generelt ikke kom over 1.60, og dermed kun var nogle få centimeter højere end hende selv. Armonias varme øjne gled ind i Jaidevs blik, da han stirrede på hende, efter at hun havde sagt til sin søn, at han gerne måtte røre Jaidev, hun kneb øjnene varmt og roligt sammen, i en venlig gestus overfor den brune vogter. For hun mente sine ord.

Tariks begejstring blev kun endnu større, da han spankulerede tættere på Jaidev. Den røde hoppe betragtede dem roligt, mens Jaidevs mule imødekom den lille rødes mule, og derefter talte Tarik. Han var som altid nysgerrig. Den røde hoppe leede blidt og rystede roligt og overbærende på hovedet over sin søns begejstring. Men Jaidev svarede ham, og puffede til den lilles rumpe. Derefter blev talen pålagt Armonia, et spørgsmål vedrørende faderen af det lille føl. Et kort jag rendt igennem den røde hoppe, og hun drejede blikket væk fra de to, inden det gled ind imellem de mange træer. Stilheden hang kort over hende, inden hun drejede blikket tilbage til de to, og genvandt sit varme og milde væsen igen.

,,Matthew er hans fader, Jaidev”

Svarede hun blødt, og nikkede ganske stille. Men Matthew havde ikke været at finde, siden den dag de havde skabt livet inde i hende. Væk, det havde han været længe. Armonia lod mulen glide ned på sin søn, der stillede sig ved hendes side. Hun nulrede ham blidt henover ryggen, inden hun puffede lidt til ham, roligt.

,,Det er vidst på tide, at du kryber hen og sover kære..”

Hun nikkede igen, og strøg kærligt sin mule op af hans næseryg, inden hun rettede blikket hen på Jaidev igen, for at se hans reaktion på svaret.

Tarik stod med ørene helt fremme, meget glædeligt og fyldt med begejstring over deres store og høje selskab. Den store brune hingst stak mulen ned til ham, og med en lille og let berøring, lod den lille røde sin mule ramme den stores mule, med et nip og et prust fra sine næsebor. Ih hvor var det altså bare spændende! Den brune trak også mulen til sig, inden han svarede den unge Tarik – han mente at han ville blive en store herre en dag, men mon det var rigtigt? Den lille røde drejede blikket ned af sine egne forben, som ikke var særlig store i forhold til den brunes. Men måske kom det virkelig en dag?

,,Ih! Det glæder jag-jeg mig til”

Udtalen var måske ikke altid helt god, men han blev dog bestemt bedre og bedre til at tale for hver dag der gik. Den brune spurgte ind til hans fader, og Tarik drejede derfor blikket tilbage på sin moder, inden han tøffede hen til hendes side, og gnubbede sin lille mule op af hende. Begejstringen over selskabet der var kommet, var dog en smule kortvarigt. For efter at Tariks moder havde svaret på spørgsmålet, kiggede hun ned på ham. Han skulle i seng. Bedst som den lille røde skulle til at brokke sig gevaldigt over det, blev han dog stoppet af et højlydt gab – som kom fra ham selv. Han brummede lidt grinende, og nikkede så.

,,Godnat, Jaef.. Jaedi… Jaidev”

Endelig lykkedes det for ham at sige, og han smilede over hele femøren. Han gned sin mule op af sin moder, inden han med små tøffende skridt tulrede hen i sit lille sovekrat, og krøllede sig sammen. Det var ikke mange meter væk fra dem. Han lagde sig godt til rette, og trods han prøvede at holde sig vågen, og lytte til dem, tog søvnen til sidst over…

My son - my heart

Tag: Armonia  | Wordcount: 1.026  | Weather: Afternoon, cold, wintertime, soft wind

Solen hang endnu stolt og mægtigt på himmelen, men ej havde den kræfter til at varme landet op endnu. Det, og så fordi en gråhvid sky havde placeret sig over ildkuglen, og vinden havde strøget igennem dalen, hvor de tre sjæle befandt sig i. Det var en kortvarig brise der var forbi passeret, og men kunne da også vel og mærket fornemme sommeren i luften, men det var ikke varmt endnu. Det var en intens oplevelse Jaidev var endt i, da han stod i situationen som ’fader’ blandt en hoppe han havde kær, samt et meget ungt føl der knap havde lært at tale endnu. Det vækkede så mange følelser og minder i sindet, som Jaidev troet han havde fået kontrolover og bearbejdet væk. Langt væk. Men ak nej, det lurede lige på overfladen, mindede ham om den grufulde dag han selv mødte se, at hele hans liv var en løgn. Dagen hvor han var kommet til Andromeda.. Han tænkte ofte på den surrealistiske oplevelse, da han druknede og vidste at dette var hans skæbne, og døden ville blive næste skridt. Men det havde ikke været hensigten, for han vågnede i dette land. Episoden huskede han klart og tydeligt, og hver gang han så en sø med uklar bund skabte det en spæd frygt i ham. Men hændelsen før drukningen tænkte han sjældent på. På hvordan hans livs kærlighed ej var den, han troede hun var og hans elskede søn ej nåede at blive særlig gammel. De intetsigende, mørke øjne der ej afslørede hvilket virvar af følelser der eskalerede i den ædle hingst, betragtede den unge Tarik, der glædeligt spankuleret hen til hans moder, Armonia. Talens gave var endnu svær og tungen slog knuder, men det ville med tiden blive ganske fint. Han havde allerede et bedre sprog, han Jaidev selv havde haft i den alder.

Armonias aura ændrede sig pludseligt. Hun blev fjern, slukket og måtte lade blikket vandre bort. Jaidevs blik fangede sig på hende, mens de mandelformede øre utrygt gled sidelæns. Det var ej en holdning, han havde set den brune i. Som var det en pinsel, at tænke på hvem faderen til føllet var. Som var det et ømt punkt, Jaidev havde trykket på. Det varede dog kun et øjeblik, for hun svarede tilbage. Om det var fordi at det ej var så ømt, som himmeldanseren troede, eller om det var fordi hun ønskede at fremstå stærk overfor sin søn, det vidste han ej. Men da navnet forlod hoppens mule, spidsede himmelhingsten øjeblikkeligt øre. Matthew. Præcis den hingst, han skulle have fat i.

” Hvornår har De sidst set Matthew, Armonia? ”

Undertonen i himmelhingstens stemme var en anelse forsigtig. Han måtte være i nærheden, når han vidste han skulle være fader og hans søn var kommet til verden. Men måden som Armonia havde reageret på, da hun skulle svare på, hvem faderen var, havde fået Jaidev til at passe lidt ekstra på. Hun havde virket oprigtigt nedtrykt det øjeblik. Elsket hun ej denne hingst, som kunne kalde sig fader til hendes søn? Hvorfor havde hun aldrig fortalt om ham? Hvor var han nu?
Den unge Tarik blev sendt i seng. Inden han nåede at protestere, blev han overvældet af et stort gab, og kryb til køjs. Dog sagde han pænt farvel til Jaidev; og kæmpede med at udtale det navn, det kunne få en tunge til at slå knuder. Jaidev knejste dybt i den muskuløse nakke og nikkede galant mod det unge føl som svar til hans sidste hilsen. Da føllet var gået omkuld, lod Jaidev de mørke øjne søge mod Armonias varme blik. Noget gemte sig bag de brune øjne, noget Jaidev ej vidste om hun ønskede at dele med ham. Kærtegnene og fjerblidt strøg han den silkebløde mule op ad hendes hvide snip på den bløde mule, hvorefter han forsigtigt nulrede hendes næseryg med overlæben. Han ønskede ej, at nedtrykke Armonia med hans spørgsmål omkring faderen til hendes søn. En maskulin brummen undslap det fremskudte bryst og med langsomme skridt trådte han tættere på hende. Han ønskede at beskytte hende, såvel som hendes søn var det blev nødvendigt. Og det vidste hun også godt.

Solen forsvandt endnu mere bag skyerne. Kulden begyndte at tage til, da dagen begyndte at gå længere og længere henad eftermiddag. Aftenen ville snart nærmere sig. Vinden kom atter engang susende mod dem, og fik den ravnsorte man som himmelhingsten ejede, til at blive kastet over på den modsatte side af den knejste hals. Kappen, der hidtil havde ligget tæt omkring hingstens korpus, begyndte også at bevæge sig i vindens kærtegn. Den flagrede legesygt omkring himmeldanserens flanker og kastede sit eget lys. Kappen havde samme gråtonede nuance som himmelen selv, men ligesom man fjernet kunne ane på den farveløse himmel, var stjernerne nær. De kastede en spæd hvidlig ring prik i den grå himmel. Men mellem de to sjæle oplyste kappen dem endnu mere og berigede dem med et sølvhvidt skær. Ej var det meget, og slet ikke i forbindelse med at solen endnu hang på himmelen og dagen var endnu ikke gået på held; men det var til, hvis man agtede at kigge efter. Det tegnede og markerede musklerne hos dem begge, markerede deres unikke udtryk og deres karakteristiske udseende. Atter trådte himmelhingsten tættere på, og lyset fulgte med. Han lod den varme mule ligge mod hendes længe. Stod der og åndede på hende, forsikrede han hende om at han var der.

” Er alt i orden, Armonia? ”

Stemmen var ej særlig højlydt, men høj nok til hun kunne høre hvert et enkelt ord. Det havde været en lang periode hvor ingen af dem havde sagt noget, og først da himmelhingsten var sikker på, at Tarik var faldet i søvn, havde han åbnet mulen og ladet ordene trænge ud. Armonia var en stærk hoppe og ønskede ej at fremstår svag eller sårbar overfor hendes søn; men måske hun ønskede at åbne op for himmelhingsten, hvis noget nagede hendes sind? De sortnede øjne sank i hendes udtryksfulde, brune øjne og den varme ånde forsatte med at ramme hoppens sensitive mule. Hvis hun ønskede at åbne op, var han i hvert fald ved hendes side.