Trees have eyes and ears → Mindraper

Jorden var dækket af sne, men himlen var klar. Noget der bestemt ikke behagede Ava. Hun foretrak de dage himlen var dækket af skyer, og hvor det enten regnede eller sneede. Alt der kunne distrahere de andre væsner i Andromeda. Alt der kunne give hende en fordel. Som den lille hoppe hun var, kunne hun snildt gemme sig mellem træstammerne, men hun stod alligevel i stor kontrast til den lyse jord. Ava behøvede ikke bevæge sig for at holde varmen. Kulden føltes alligevel ikke så kold for hende, og derfor havde hun også valgt at stille sig i et tætbegroet område, hvor hun havde udkig til en af vandrestierne som mange havde vandret af. Skovbunden var trådt ned og havde derfor dannet en tydelig sti, hvor ingenting groede, så selv i sneen var det nemt nok at se den. Det ene øre var rettet mod en lyd, og blikket i samme retning, mens det andet var vippet bagud for at dække hendes ryg, så ingen kunne snige sig ind på hende.


Mindraper

Der var ikke meget camouflage i hingsten når sneen lå i lag på den kolde jord. Derfor stod hun tydeligt frem når han gik rundt mellem træerne og trackede efter noget bestemt som havde fanget hans opmærksomhed. Overraskende nok var hun her, men han vidste at han måtte være varsom. Ikke at det som sådan var en udfordring for ham, men snart trådte han ud på vandrestien få meter foran hende. Kort stivnede han, mens de gule øjne fæstnede sig på hende.

" Ava. "

Han havde fundet hende igen. Han havde ikke set hende i længe, men nu var tiden til han opsøgte hende.



Juleaften.

Ava rørte ikke på sig. Næsten ikke i hvert fald. Det eneste tegn på hun havde hørt Mindraper bruge hendes navn, var ørerne der vippede om i nakken som en advarsel. Hun blev stående helt stille. Hun nærmede sig ikke. Hun flygtede heller ikke. Alle vidste efterhånden at Ava ikke var bange for at tage kampen op. Nok var hun lille men hun havde både muskler, kræfter og et temperament.

"Har de sendt dig?"

Ordene kom ud i en iskold tone. Hun havde ikke tænkt sig at vise nogen venlighed - ikke engang over for ham, hvis han var der som vogterne stik-i-rend-dreng, fordi de måske troede han bedre ville kunne nå ind til hende end dem. For ikke at tale om det for dem ville være dumt at møde op uden bare en lille smule backup, og det ville efterlade andre meget mere udsatte.

Han så på hende med en ophøjet ro, mens hans åndedræt var overfladisk. Der var ikke meget varme at spore hos den sorte hoppe, men det generede ham ikke. Han var jo ikke ligefrem selv sukkersød, ja det var faktisk næsten kun Ava der pudsigt nok kunne få hans varme side frem. Det var ganske få der kunne formå det. Da hun talte måtte han så derfor ryste afvisende på hovedet.

" Hvis de vil noget må de selv komme.. "

Hans stemme var hæs og lavmælt. Han trådte frem mod hende så de ikke skulle tale over så stor afstand.

"Nymfen mangler sin mor.. Hvis jeg bringer hende til en vogterfri ø.. Så kan du se hende.. "

Stemmen var lav, men tydelig nok til hun kunne høre ham.

Langsomt tippede Avas ører frem igen. Meget langsomt og næsten kun synligt hvis man havde holdt øje med dem. Hun tøvede dog lidt før hun trådte frem mod Mindraper, for lige at bedømme om han nu også sagde sandheden, eller om det var et eller andet trick for at få hende til at sænke paraderne. Havde det været hvem som helst anden, havde hun nok kastet sig frem og bidt ud. I stedet valgte hun at lade tvivlen komme ham til gode.

"Du må få hende væk derfra...... Hun skal ikke hjernevaskes som de andre......"

Med de andre, mente hun selvfølgelig Vogterne og dem der valgte at joine dem. Nogle ville måske mene hun selv var blevet hjernevasket, men de kendte heller ikke hele historien. De vidste ikke hvad hun havde været ude for. Og på ingen måde ville Ava ønske at se sin datter tilslutte sig vogterne eller skyggerne.

"De kalder det en ære...... Hvad ærefuldt er der ved at få en ting man skal passe på? En ting der giver en noget magi, men som så hurtigt kan tages væk igen? Uden de genstande er de lige så normale som alle andre........ Når den dag kommer hvor lyset og mørket for alvor går i krig, vil jeg ikke se Nymfen midt i det hele......"

Hans varme ånde bredte sig som en let tåge omkring hans næsebor, som han trådte det sidste skridt hen mod Ava. De mandelformede ører vippede stille frem og tilbage, mens han lyttede til hendes ord. Han nikkede stille til hende. Det sidste han havde lyst til at se var hans afkom fanget mellem to poler. Noget i den flerfarvede hingst rumsterede og han brød derfor afstanden mellem de to. Han lagde mulen på hendes kolde hals, mens han sukkede ganske roligt.

” Den eneste ærefulde ting man kan passe på, er sit eget kød og blod. ”

Det var en stilfærdig hvisken. Han behøvede ikke tale højere, så hele øen kunne høre det. En lav brummen kom fra ham, mens han kort slog en vågent blik omkring de mange træstammer.

"Vores datter er ikke deres kød og blod."

Ava stolede ikke på de ville passe på Nymfen. Der var trods alt ikke rigtig andre end Ava selv, og Mindraper, der egentlig havde nogen særlig grund til at passe på Nymfen. Ava var anspændt som hun plejede, når andre kom for tæt på. Noget der skete automatisk, og som hun ikke selv havde tænkt videre over. Det var kun når hun følte sig tilpase og vidste hun med sikkerhed havde en fordel, hun rent faktisk kunne slappe af. Smyge sig som en slange omkring et bytte. Men Mindraper kendte hende - kendte hende bedre end de fleste andre, og derfor vidste hun også godt, at sansynligheden for overraskelse var minimal. Fysisk ville hun have en chance, men han ville med sikkerhed også kunne læse hendes kropssprog og vide hvornår han skulle flytte sig.

Det ene øre blev vippet i hans retning som hans mule ramte hendes hals. Det var ikke mange der kunne få lov til den slags. Ikke mange der kunne få lov til at nærme sig så meget. Hun stolede på broderskabet. Hun stolede på den skimle vandrer og Mindraper. Hun stolede på Nymfen, og hendes mors søster - men knap så meget på hendes lillebror. Knap så meget på de andre fra flokken hun kom fra, og slet ikke på vogterne og fremmede.

Der gik en lille rum tid, hvor Ava blev stående helt stille som en statue, kun med et øre vendt mod Mindraper, og blikket frosset fast fremad, som fokuserede hun på en lille prik langt væk, men til sidst flyttede Ava alligevel hovedet for at sende et nap ud i Mindrapers retning. Ikke et bid, men et nap rettet mod hans man.

Han trak vejret roligt, og den varme ånde skabte derfor dampe foran hans næsebor. Ava var fyldt med overraskelser, men det bekymrede ham ikke. Alle disse overraskelser var hvad der havde været interessant ved hende på deres første møde. Det havde været. Anderledes.
Det var længe de stod, blot opslugt i stilheden, inden han nappede til hans man. Han knejsede let i nakken og begravede blot mulen i hendes med en svag maskulin brummen der skød op fra hans brystkasse. Hvor han havde savnet bare at stå med hende. Nok var hun kold at røre, men for årtier tilbage havde det ikke været meget anderledes end ham selv. Nu dødelig kunne han dog mærke varmen fra ham selv. Nogen gange var det lige rigeligt, men Avas kolde krop kompenserede rimelig godt for det.

” Jeg er ikke god til det med ord.. De synes aldrig at samarbejde. ”

Mindraper mente mangt og meget med netop den sætning. For jo han ville beskytte sin datter, men han manglede Ava, og det blev mere tydeligt som han nu stod ved hendes side. Panden blev lagt mod hendes hals og de gule øjne hvilede blot stille på hende.

"Det ved jeg"

Stemmen var kun lige hørlig mellem de to. Hun vidste godt han ikke var god til det med ord. Det havde han aldrig rigtig været, men det generede hende ikke. Tvært imod. Nogen gange var det nok bare at stå og ikke behøve at snakke eller foretage sig andet end bare at være i hinandens selskab. Hun havde stadig ikke helt tilgivet ham for at have stillet sig i vejen den dag med den lyse hoppe. Hun havde været vred i lang tid. Vred og skuffet, men hun vidste også godt det måske krævede en del at opsøge hende på den måde. Især når man kendte til hendes lunefulde humør og temperament.

"Hun må væk derfra. Den skimle ville kun overbringe mine ord. Han lader til at mene flokken er det mest sikre sted for hende at være. Det passer ikke... Jeg var omringet af familie. Det var ikke sikkert for mig. Se på mig nu"

Hvis kun han havde vidst hvad Ava havde gemt på, måske han havde haft en idé om det, men aldrig omsat det hele til en større helhed. Måske var mørket i virkeligheden hvad der havde luret ham tættere på. Det var jo ikke et ukendt fænomen for ham. Han sukkede roligt, og rykkede lidt på sig, så han stod bedre ved hende. Hans mule hvilede nu på hendes manke, og han vippede let med ørerne. Den gled flygtigt ned på modsatte side af hende, så han nu stod med halsen over hende. Han lukkede øjnene og lyttede til hendes ord. Den skimlede? Mindraper rynkede kort på mulen. Han kendte ikke denne skimlede.

” Han? ”

Det var det altoverskyggende tema. En han, en hingst, men hans datter? Man så en snært af en fars overbeskyttende adfærd i Mindrapers udtryk.

” Du bliver hans mindste problem, hvis der så meget som sidder et hår skævt på hende.. ”

Det var en meget lav hvisken, som gemte på meget mere grumme handlinger som den spraglede hingst ville udsætte en hver der skadede hans datter for. Men det var ligeledes en besked om at han ville beskytte hende. Han havde hørt Avas ord.

Ava kommenterede ikke på den spørgende tone i ordet 'han'. Hun kunne ikke forklare det uden at bruge navnet, og det havde hun lovet aldrig at give videre. Hun gjorde tilmed sit bedste for ikke engang at tænke det. Det var et navn der var blevet givet til hende og derfor ikke andre.

"Du må få hende væk derfra..... Hører du? Det er ikke sikkert der...... Det er ikke sikkert..."

Der var ikke spor sikkert. Dem der påstod der var, vidste intet. De var en del af den falske sandhed og det falske håb. De troede på det falske håb. Troede på alt ville ende godt. Troede på alt var godt. Men de tog fejl. Hoppen slog en lille latter op. En latter der ikke var af morskab, men nok nærmere noget halvt hånligt overfor dem der kaldte sig selv vogtere.....

"jeg har set lyset.... Det lys der skænker de såkaldte gaver..... Det talende lys. Jeg har ikke hørt det tale, men jeg har hørt ham svare..... Den skimle.... Og min bror.... De ville ikke gå da jeg, da vi bad dem om det.... Foehn er ikke et sted for dem..... De ville ikke tjene den sande hersker....... Jeg ville jage dem lidt på vej... Og ud af ingenting kom lyset... Skarpt.. blændende.... Hvis den de kalder sande herre dukker op, for at rose andre for ikke at lytte til advarsler...... Hvad håb er der så forude for dem der tror på det er den rigtige vej at følge? De går i blinde.... Vokun jeg er, og nok tilhører jeg mørket...... Men jeg ser klarer og tydeligere end de, som bevæger sig i lyset....... Nymfen skal væk derfra......"