The end is near [Jivala]

Den mørke hingst vandrede afsted, velvidende at han var ganske let at se. Hans sorte krop bevægede sig i flydende bevægelser, og det var ikke nemt at skelne hans ben bevægelser fra hinanden, fordi skyggerne dansede omkring dem, og dermed skabte en mere silhouetlignende tilstand for hans fire ben. Et svirp forlod hans sorte hale, mens han maskulint bevægede sig afsted igennem den hvide og glimtende sne. Han var ligeglad med at nogle sjæle måske ikke ønskede at han var i dette område – for han vandrede hvor han havde lyst. Han var ikke bundet til Foehn.
Hans øre var stift rette skråt bagud, og de tomme og udtryksløse øjne hvilede stift fremad, uden noget søgende formål som sådan. Og dog alligevel.

Krigen ville snart bryde ud, det havde hans brødre fortalt ham. De havde hvisket i hans øre, at tiden snart var inde til at de alle samlede sig, som brødre og søstre, som ét stort fællesskab. Og da skulle de gå i krig mod de andre, Vogterne. Alle de andre. Hans hove skubbede sneen ud til siderne hver gang han tog et skridt, og dette resulterede i at fine, hvide snefnug, blandede sig med hans sorte skygger der dansede omkring hans ben. Han gik midt ude i det åbne område, for han havde ikke noget at frygte, intet. Der var ikke noget han var bange for at miste, ikke sig selv i hvert fald, og slet ikke lige her hvor han var. Det han kunne miste, havde han mistet for længst – så hvad mere kunne der tages fra den sjælløse hingst?

Han brummede i nogle dybe toner, inden han rettede hovedet lidt op, og knejste nakken højt. Hans sorte hale slog endnu et ordentligt smæld, inden han begyndte at ændre kurs, imod den skov der var her på Leventera. Han ville søge ind i skyggen. Selv kunne han godt klare solens varme imod den sorte pels, men skyggerne på ham skreg, de ville ind i skyggerne, mængle sig med deres brødre og søstre. Og Volontaire lyttede..

The end is near

Dumpe lyde og knirkende knasen var det eneste man hørte i det stille landskab. Andromeda var gået i dvale under den tunge sne, der med sit hvide tæppe nu dækkede meget af øerne. Det bragte en kulde fra nord og en stilhed som søvn, men den brogede følte hvordan det bare var en stilhed før stormen. For nok var landet roligt og spejlblankt udadtil, men den brogede sjæl havde ikke kunne ryste en begyndende, ulmende følelse af hende. Den byggede sig op... dag for dag byggede den sig mere op, og til tider følte Jivala frygten for sygdom snige sig nærmere og nærmere. For hun hørte ting i skyggerne, og de hviskede om et land af mørke.

Så.. meget.. had..

Sammen med ensomheden fulgte hadet, men den brogede vidste at det ikke var hendes had. Nej, hendes sjæl var ikke stærk nok, hendes sindelag ikke skabt til at bærer på den bitterhed hun følte. Men den lå som en torn i siden på hende og spredte sine forhadte tanker. De fleste af dem var om hende, forbandede hende og hendes aftale med Slangen. Men meget af det var også imod andre, men hvem vidste den brogede ikke.
Landet blev til tider overdøvet af den hvislende stemme, hvilket måske var grunden til hun både overhørte og overså den fremmede førhen det var for sent.
En sort skikkelse, stor og mægtig og med et hav af mørke omkring sig. Den brogedes næsebor sitrede idet færten nåede hende, og kort glimtede hendes gyldne øjne panisk. Fremmed, fremmed, fremmed! Hendes blik gled ud i området, men i vinteren var der ingen steder at gemme sig, og flygtigt kastede hun et blik tilbage imod den sorte. Hun kunne se ham i udkanaten af skoven, på vej ind imellem de mange stammer. Men måske havde han ikke set hende...
Den brogede var stoppet, men drejede nu langsomt omkring. Sneen syntes næsten at larme for meget idet hun drejede omkring, og med flygtige skridt begyndte at bevæge sig indad, velvidende at hun højest sandsynligt lignede en på flugt i sin dukkede statur. Hvilket hun også var, for den fremmede lignede en Skyggehest. D
Og det var ikke hvad hun havde brug nu..

Den sorte hingst vandrede afsted, uden overhovedet at tøve i sine bevægelser. Han havde ikke nogen grund til at tøve, for han mente ikke at han ikke måtte vandre i dette land. Han vandrede præcis hvor han ønskede, det skulle ingen bestemme! De sorte øre var stadig rettet skråt bagud, lyttende men også afvisende. Han ønskede ikke at nogen skulle nærme sig ham, og det udviste hele hans kropssprog også ganske tydeligt.
Han fortsatte sin gang imod træerne, fordi skyggerne stadig hvislede og skreg inde i hans sind, de ville væk fra solen. Den var varm, brændte dem. Det kunne de bestemt ikke lide! Volontaire virrede voldsomt med sot sorte og maskuline hoved, inden han brummede i en mørk og hvæsende tone. De sensitive øre opfangede dog lyden af hove der knaste imod sneen. Hovslag, der førte væk fra ham. Han rettede sine udtryksløse og tomme øjne fremad, og så silhouetten af en duknakket sjæl, der skyndte sig væk fra hans selskab. Jamen dog! Det skulle vedkommende da ikke gøre, for han ville da ikke sjælen noget ondt – eller?

Over Volontaires mule kom der en smil, et lumsk og anstrengt smil, der bestemt ikke var smittende eller glædeligt. Ak ja, denne sjæl skulle ikke selv bestemme, om de skulle være i selskab med hinanden, for det skulle den sorte skyggehingst nok bestemme for vedkommende!
I en voldsomt bevægelse, kastede den sorte hingst sig fremad, og satte hårdt af med bagbenene. Frem i galop kom han, buldrende igennem sneen, og med kurs direkte imod den skikkelse der forsøgte at flygte. Han udsendte et faretruende og højlydt skingert hvin i sjælens retning, et hvin der ville skære gennem marv og ben på de fleste. Sjælen gjorde klogt i at stoppe nu – ellers ville den sjælløse hingst bestemt tage flugten op, og jagte skikkelsen, til den stoppede. Han buldrede afsted imod sjælen, og jo tættere han kom, desto tydeligere blev det, at det var en hoppe. Dette gjorde det bestemt kun sjovere – for ham i hvert fald.

The end is near

Nej, hun var bestemt ikke gået uset forbi den fremmede. Næppe var den brogede kommet nogle skridt, førhen et voldsomt hvin skar sig igennem luften. Det var koldt, det var uhyggeligt og bestemt ikke noget Jivala ønskede at stoppe til, selvom det var hvad hvinet bad hende om. Den brogede farede sammen, hendes krop sitrede kort førhen hun kiggede bagud og så ham. Den sorte skikkelse, den med havet af skygger, komme galloperende direkte imod hende.
Et gys gik igennem hende og hun følte hvordan hårene rejste sig på hendes krop. Han bragede fremad, i hastig fart efter den flygtige hoppe der med et gispende hvin sænkede farten og drejede sig omkring. Hun turde simpelthen ikke løbe fra ham. Nok var hun hurtig og let til bens, men det tvivlede hun iikke på denne fremmede også kunne være. Det var ikke sikkert at hun nåede væk før han nåede hende, og så kunne det være ligemeget hvor godt hun kendte øen.
Den brogedes blik fulgte ham stivnet imens det eneste der bevægede sig på hende var hendes hale. En gang imellem vippede den usikkert, men ellers var der en tilstand af frosset over hende. Som når en kanin blev jaget af en ulv stod hoppen og følte hvordan han... nej, det kom nærmere og nærmere.

Skygge...

Endnu en hvislen og hoppens hoved virrede kraftigt bagud ved stemmen. Den var kold, ligeså kold som de andre gange den havde talt, men tonen... det var en hilsen. Men ikke til Jivala, nej, til denne hingst og hjertet sank ned i hoppens krop da hun erkendte han ganske rigtigt var skyggehest.

"J-jeg, e-e-hm.."
Hoppen mumlede panisk og følte hvordan hun krympede da han kom tættere på.

Det sorte korpus buldrede frem i høj fart, meget høj endda. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at sænke farten, ikke før hoppen stoppede helt og dermed ikke flygtede mere. I hans øjne jagtede han et bytte, et bytte der forsøgte at stikke halen imellem benene og stikke af fra ham; og dette skulle hoppen ganske vidst nok fortryde når han kom hende tættere. Han var hurtig, og det ville hun også erfare hvis hun fortsatte sin flugt. Men bedst som Volontaire netop troede at han skulle til at more sig med en jagt, stoppede den brogede hoppe op, og drejede sin krop i hans retning. Den sorte sjælløse hingst bar stadig sit store korpus afsted i høj fart. Og selvom han var meget tæt på hende efterhånden, for han alligevel ind imellem træerne i en næsten ustyrlig fart. Han for direkte forbi hoppen i en høje hastighed, helt tæt op af hende, og da han var ved hendes side, hukkede han ud efter hendes hals, som en slange der søgte at dræbe en mus. Forbi hende galoperede han, inden han hukkede sine forhove ned i sneen, og ’satte’ sig lidt ned på bagbanene. Sneen fløj til siderne, inden han fik stoppet helt. I en smidig og hurtig bevægelse drejede han sig omkring, og sprang nu op til hendes anden side og hukkede endnu engang ud efter hende, med hvislende lyde, inden han trippede op til hendes front og drejede sit sorte korpus, således at de nu stod ansigt til ansigt med hinanden.
Noget talte til ham, fra hende. Hun havde noget, der var hans, der var Deres, hans Herres. Volontaire kneb øjnene hårdt i, tænksomt. Hun var panisk, det kunne høres på hendes stammende stemme, der knapt nok kunne finde vej til hans sorte øre.

,,Har du aldrig lært, at man ikke vender ryggen til en fremmede? Det kunne jo ende ganske… fatalt.. for dig!”

Hans toner var hvislende og hæse, mens et skummelt smil bredte sig på hans mule. Skyggerne på ham dansede op og ned af ham i ren og skær leg over denne situation. Men de kastede sig også i den brogede hoppes retning, for de søgte hende, søgte noget der var hos hende. De ville have det.

,,Du har noget.. der er mit”

Sagde han da, med en advarende tone, og trådte hende et skridt nærmere, faretruende og uden at fortryde.. Noget var hos hende, en skygge. For han kunne høre den. Den hilste på ham. Hvislede til ham.

The end is near

Han bed efter hende. Den brogede så det næsten ske i slowmotion da han kom nærmere. Hvordan hans hoved trak sig tilbage, hvordan musklerne spændte i hingstens krop i det han styrtede forbi hende og den klamme lyd af tænder. Hoppen bevægede siig hurtigt og en eksplosion af kort energi. Nok bed han, den i luft, men lyden fik en ufrivillig hvinen til at komme fra hende, og beskyttende trippede hoppens ben, klar på endnu en flugt. Hjertet sad i halsen på hende da hun så ham nærme sig igen, men den energi fra før havde forladt hende. Efterlod hende tilbage med skyhhehingsten, der atter huggede ud efter hende.
Hoppen rykkede atter tilbage, men slet ikke hurtigt nok. Han fik fat, og frosset i frygt for at han ville rive skindet op stod hun stille. Hendes side dunkede, blod piblede uhyggeligt roligt ned af hendes brogede pels men den slanke hoppes fokus lå kun på skyggehingsten, hvis hvislende stemme fik hendes ører til at begrave sig mere bagud. Da han endelig slap, var det med en skælvende lyd hun pustede noget af den luft hun havde holdt tilbage ud, men langtfra lettet. Langtfra.

"Det v-var ikk-"
Hoppen blev afbrudt af de bugtende skygger der søgte. De vred sig som slanger, klamme, sorte, mørke og kolde slanger og hoppen følte hvordan det vendte sig i hende. Frygt og kvalme ved tanken om hvad de var, hun væmmedes ved dem! Hun trådte bagud for blot at hingsten trådte nærmere og en frygtsom brummen kom fra hende ved hans kolde blik, der kort fik hendes øjne til at flakke omkring. Der var ingen til at hjælpe hende, hun var alene med denne...


"Nej.."
Mumlede hun men slap aldrig blikket fra denne fremmede. Nærværet ved denne hingst gjorde hende syg, det var frastødende.. og dog følte hun hvordan noget genkendeligt bad hende komme nærmere, idet skyggen og dens fører måtte hører sammen. Noget bad hende søge ham og ikke svigte, men hun kunne ikke. Han var for fremmed... og den brogede var skræmt. Hendes krop sitrede da han kom endnu nærmere og hun bakkede hastigt endnu et par skridt.

"Hold dig væk!"
Et udbrud men svagt i skyggen af den sortes selvsikre stemme.

Det første bid ramte ikke den brogede hoppe, til hingstens store ærgrelse. Men det andet bid havde siddet klokkeklart i skindet på den brogede skabning, og blodet begyndte stille at pible frem og ned af hendes hals. Han stirrede på det, med et ansigtsudtryk der var meget fornøjet og tilpas. Han havde ramt hende. Han havde fået hendes blod til at flyde frit, og det var en fornøjelse for ham. En stor fornøjelse! Hans hale slog nogle hårdt og højlydte slag bag ham, svirpende. Han var hidsig, og blodet pumpede i hans årer. Han var klar, han var tændt. Hun var skræmt, og dette levede han af, han levede af den frygt hun ikke kunne skjule, og skyggerne hviskede og leede i ren og skær morskab, på hendes bekostning ganske vidst! Hun begyndte at tale, men det var stammende og med en lavmeldt tone.

,,Det v-var ikk.. Hvad!?”

Han gentog hendes sætning, stammende, på samme måde som hende, men med en hånende og faretruende tone, inden han åbnede øjnene helt og lod de isblå pupilløse øjne stirre stift på hende. Han nød det. Han elskede det – men han hadede det også. Det var meget svært at forklare. End ikke den sjælløse hingst forstod det altid. Det han gjorde, det han levede af. Et nej kom fra hende, uden at hun stammede. Men hun jokkede bagud, søgte væk fra ham, i nogle hastige skridt. Han grinede, en latter der var kold og kynisk, over hendes ynkelige flugt fra ham, for at skabe afstand. Og pludselig udbrød hoppen, at han skulle holde sig væk. Dette fik ham til at stivne. Ikke én eneste muskel rørte sig i hans krop, og han trak nærmest heller ikke vejret. Sådan stod han i nogle sekunder.

Pludselig sprang han hen til hende, så tæt som muligt, inden han hukkede ud efter hendes ansigt, samtidig med at han smed det ene forben frem, hårdt, med retning imod hendes knæ. Hun skulle bestemt ikke bestemme hvad han skulle. Det skulle ingen. Han var styret af sine skygger til tider, og dette var et af de øjeblikke hvor han ikke selv styrede det hele. De ville straffe hende. Lære hende manerer – lære hende at respektere dem.

The end is near

Han hånede hende, tirrede hende og fik hen bølge af svaghed til at skylle over hende. Han var hende langt overlegen og svælgede i den styrke han bar med sig. Om den var givet af skyggerne eller hans egne vandringer vidste Jivala ikke, men sikker på et var hun; Hun skulle passe på. Mildest talt skulle hun være mere end bare på vagt. Noget bad hende om at være forsigtig omkring ham, men den stemme var meget svagere end den der lod sig styrer af instinkter. Frygt... han var et rovdyr på jagt hvorimod hun var en simpel hare. Hun skulle væk.
Men væk kom hun ikke. Hun prøvede at gå tilbage, men leende forkortede han afstanden imellem dem igen. Det var næsten for nemt, men noget ved hoppens ord fik ham til at stivne. Svagt vippede hoppens ører en anelse frem, havde han hørt hende? Ville han... holde lidt afstand? Det var svært for hende at se hvad han tænkte, men gjorde han var hun prisgivet. Det ville være et rart skift... men det skulle selvfølgelig ikke ske. Hoppen skulle just til at sige noget, måske prøve at række ud efter den store hingst da hendes milde natur bød hende det - bad hende give alle en chance, omend de skræmte hende. Men hendes sarte hilsen blev mødt med et angreb der fik hende til at spærrer øjnene op inden at han var over hende.

Han bed hende. Hoppens ansigt fortrak sig i en grimasse af smerte og hun lukkede øjnene da hans tænder kom tt på hendes ansigt. Hvorfor nu det! Den kærer Jivala forstod ikke hvorfor han gjorde det, men følte hvordan en svien i øjnene fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. Hun prøvede at bakke, væk fra skyggehingstens tænder, men blev i stedet overrumplet af et spark imod forbenene der fik hende til at vakle. En dump smerte, og den forslåede brogede skabning trak vejret i et hurtigt og panisk tempo.
Blod trillede ned af hendes næseryg, hendes krop rystede.. hun prøvede at holde sig stående, men vaklede lidt til siden i slaget fra den større skabning. Da han endelig slap hende var der en frygtsom holdning - for jah, hun var bange for dem! Men i hendes øjne var der noget andet. Nok var hun bange, men der fandtes også en sorg i det gyldne blik.

Hvad var der sket siden han var sådan imod hende - det havde hun aldrig oplevet før.

Hoppens ben rystede, og hun tog endnu et skridt bagud. Hun ville ikke være i nærheden af ham.. hun.. De blanke øjne så på ham, bange men tavse. Hun kunne ikke gøre så meget, flugt var blevet droppet idet hendes ben begyndte at gøre mere ondt.

"Du.. skal ikke.. røre mig"
Mumlede hun på trods af sin frygt. Hun ville ikke røres af ham, hendes ord bar en stærk kant af frygt, men endnu holdt hun fast på det. Hendes ord skulle betyde noget, ikke blive tæsket ud af hende til hun ændrede mening. Også selvom det med et virkede rarest.
Hun tog endnu et skridt bagud.

Han var styret af sine instinkter, de instinkter der bød ham at fjerne dem der ikke var en del af broderskabet. At få dem væk, få dem fjernet fra Andromedas overflade, for at skyggerne kunne tage over, og dermed tage herredømmet over hele landet. De der ikke ville stå ved deres side, og være den del af deres fællesskab skulle bøde for dette. Bøde for det forkerte valg! De var afskum, skravl og affald der skulle udryddes. Han ramte hende, lige på næseryggen. Han kunne smage hendes blod der ramte hans tænder. Smage den mærkelige jernsmag, der altid kom fra blod. Han slap hende, og hun kneb øjnene smertefuldt i. Hoven ramte hendes ene ben, og smerten i hendes ansigt var slet ikke til at tage fejl af.

Han leede, grufuldt og legende. Han morede sig inderligt, men det var bestemt på den brogede hoppes bekostning, for det var hendes smerte og angst der morede ham og fik ham til at føle sig levende. Hun fodrede hans skygger, de livede op fordi hun blødt og var i smerte. Hans sorte øre virrede ned i nakken. Hun kunne ikke flygte, og hun prøvede heller ikke på det. Hun var såmænd nok blevet en anelse klogere. Hendes blik var fyldt med angst, men der var også noget andet. Sorg? Måske over situationen, men det kunne også være over noget helt andet. Benene på den brogede rystede, men hun trådte alligevel nogle skridt bagud. Hun kommanderede igen med ham. Han skulle ikke røre hende. Og igen trådte hun bagud.

Han brummede, hæst og hvæsende, inden han sprang efter hende, med blottede tænder. Denne gang bed han igen efter hendes hoved, og samtidig med det, sparkede han begge forben fremad, sigtende efter hendes bringe. Han var voldsom i sine bevægelser, og ligeglad med om hun ville bide eller angribe tilbage. For ham, var smerten ikke det samme som for andre. Han kunne mærke det, bestemt, men han var drevet af sine skygger. Drevet af sin herre. Øjnene var tomme og udtryksløse, men de lyste klart med den isblå farve, faretruende og advarende. Hun skulle IKKE kommandere med ham. Han bestemte selv! Skyggerne hvæste og ’bed’ efter hende, med deres kulde og elendighed. De var vrede, de ville skade hende. Hun skulle ikke bestemme over ham, eller Dem.

The end is near

Endnu en hæs brummen og den sorte sprang efter hende igen. Blottede tænder, slag på ny og så startede det forfra. Og den brogede modtog kun... der var ikke så meget andet hun kunne. De gyldne øjne blev knebet hårdt sammen idet hun forberedte sig på de slag der haglede over hende. Endnu engang efterhendes hoved og hun skar tænder. Hårdt. Hun prøvede at holde det hulk tiilbage der lå i halsen, men ved hans spark mod hendes bringe kunne hun ikke mere. Vaklende væltede hun tilbage, hun havde tabt pusten og krummede sig stakåndet sammen. Den brogede krop rystede idet hun prøvede at få vejret igen.
I et gisp trak hun luft ned i lungerne og prøvede uden held at få styr på sin vejtrækning. Den brogedes blik stirrede direkte på den hvide sne, der ved den sortes bid og spark var blevet forulempet af hendes blod. De røde pletter virkede pludselig hypnotiserende - tavst faldt de imod jorden og bredte sig omkring den hvide sne. Opslugte den.

I et ryk så hoppen tilbage på hingsten og mødte hans kolde blik. Isnende kulde, det var hvad hun så i de lyse øjne han bar. Han ville ikke have hun kommanderede med ham. At hun prøvede at bestemme over ham. Den brogede blik glimtede. Ganske dobbeltmoralsk når han uden tøven lod mørket rase, hun så det. Det bugtede sig omkring ham og forgiftede hans sjæl. For dette var ikke en hest. Det her var mørke der bed hende.

I hende lå hvad skygge grusomt. Den frydede sig ved hendes smerte, ligesom de andre ønskede den ikke andet end hendes elendighed. Ikke hendes død, nej, så ville den også dø. Men hvad smerte ramte hende, kunne den tage. Hun havde stjålet den, revet den fra sine brødre og søstre. Men aldrig ville den kunne slippe hende helt, for Jivala var ikke skyggehest. Skyggen var ikke bundet til hende og dertil var hendes frie vilje. Og hun nægtede at opgive den - skyggen var det første skridt på vej imod hendes frihed. Frihed fra Rumpelstilskin.
Den brogede virrede med hovedet. Hendes blik hvilede på den sorte, en stærk kontrast til hans livløse blik og hun prøvede vaklende at tage flere skridt bagud. Hun skulle væk, væk fra denne skabning. Hun var ked af hans mørke, det skar i hende at se det.. men kunne intet gøre ved det.

"Nej.."
Den hæse hvisken var alt hvad hun kunne fremstamme og i benægtelse rystede hun på hovedet. Nej, hun ville ikke tage imod ordrer fra ham heller.. Så var det her hun skulle dø...? Tanken tog hende som en kold hånd om hjertet og den brogede spærrede øjnene mere op. Smerte dunkede i hele hendes slanke krop.

"Stop!"
På det her punkt vidste hun ikke hvad der var smartest. Stilheden eller talen...

Den sorte hingst havde tabt sin egen besindelse. Han var ikke længere styret af sig selv, i stedet var det skyggerne der styrede ham, præcis som de ville. Han var deres lille dukke, en dukke de kunne føre i døden, hvis det var det de ville have. Hans bid havde ramt hende, og blodet piblede langsomt ned imod sneen, der blev farvet rød og dermed ikke så særlig uskyldig ud. Den røde farve var bestemt ikke uskyldens farve, i stedet var det en faretruende og dødelig farve; præcis som situationen lige nu. Hun var stakåndet efter hans spark, der var placeret imod hendes bringe. Han kunne se det og han kunne høre det. Og han mærkede hvordan skyggerne på ham mæskede sig i hende ubehag.
Hun talte med sig selv, mens hun bakkede nogle skridt bagud. Sagde nej. Men han havde intet sagt, og dermed måtte det være hende selv hun talte med. Volontaires sorte hjerte pumpede i hans bringe, fik blodet til at flyde hurtigt i hans årer, fordi adrenalinen for alvor var sat i gang. Endnu engang kommanderede hun, hun bad ham stoppe. Bedst som skyggerne kastede sig efter hende, for at påføre hende den kulde de besad, stod Volontaire i stedet helt stille. Han rykkede sig overhovedet ikke. De isnende blå øjne stirrede tomt ned på hende, som hun stod der er blødte ned i sneen. Han var som forstenet.
Skyggerne hvislede og hvæsede, de ville angribe igen. Æde hende, dræbe hende. Få hende af vejen. Men Volontaire lyttede ikke. Han jokkede nogle skridt bagud, ikke forhastet, men kontrolleret. Han stirrede fortsat på hende.

,,Skynd dig væk.”

Fik han hvislet til hoppen. Advarende. Han var i kontrol nu. Han styrede sine skygger. Hun kunne flygte nu. Hvis man ellers kendte skyggehingsten, og kunne se udenom de isblå øjne, ville man være klar over, at der gemte sig følelser i ham endnu. Skyggerne havde ikke slugt ham, han var stadig Volontaire.

The end is near

Den brogede troede i sekunderne op til skyggerne kastede sig efter hende, at hun skulle dø. Ganske simpelt, konklusionen nåede til hende før hendes krop, og hun lukkede kort øjnene. Hendes hjerte bankede, hendes krop bad hende flygte imens logikken sagde at hun ikke kunne løbe fra denne skabning. Han var en jager og hun var byttet, hun havde ikke mange muligheder i de give omstændigheder. Derfor blev hun stående i en frossen position, hvoraf det forekom hende umuligt at overleve det her. Hendes hjerne slog fra, men aldrig ramte skyggerne hende igen.
For de stivnede. Eller rettere, skyggehingsten stivnede og deres frustrerede hvæsen gav genlyd i den kolde luft. Man kunne næsten tage føle på den anspændte stemning der lurede da hoppen åbnede sine ravbrune øjne.
Målløs så hun på den sorte skabning, men også i dyb, dyb frygt. Men han bakkede langsomt fra hende, imens de kolde øjne aldrig slap hendes. Men noget nyt hvilede nu i hvad der havde været is før... et glimt af følelser, som hoppen svor på - måske varede de ikke mere end et sekund! Men de havde været der.
Flygt sagde han. Væk, væk fra denne galskab og denne jager. Ud og af sted, hun havde chancen nu! Den brogede stirrede på ham i nogle sekunder, gjorde han nar af hende? Men nej, hun følte i momentet hvordan han ønskede hende væk. Måske... ville han slet ikke skade hende? Det var en tåbes tanke, men den brogede havde altid været lidt for håbløs naiv på de punkter.

Skælvende nikkede hun, sank en klump førhen hun åbnede munden. Hun prøvede at sige noget, takke ham - et eller andet, men frygt blokerede hendes taleevner. Og da hun i små 3 sekunder havde stået uden ord, men blot den dybe forvirring men også lettelse i øjnene, vendte hun om. Så hurtigt som hun kunne stak hun af, og håbede han ikke ville følge blodsporet hun trak efter sig.

Det føltes som om alting gik i stå. Som om alting varede en evighed i dette møde, men det vidste den hjerteløse hingst jo godt, at det ikke gjorde. Han stod som forstenet, og ingen ord forlod hans sorte mule. Skyggerne på ham hvislede og vrissede, de var vrede, på ham. Han havde bedt hoppen om at flygte, og han havde ment sine ord. Men den hjerteløse hingst gjorde det af forskellige årsager, men mest af alt pga. én enkelt årsag – han ville have kontrollen over sig selv, og ikke styres af sine skygger.

Den brogede hoppe stod også og så forvirret til, som var hun selv forstenet. Men da det så ud til at gå op for hende, at han mente sine ord, trak hun kroppen sammen og for afsted imellem de mange træer – væk fra deres møde. Og han forstod hende. Volontaire brummede i voldsomme lyde, mens hun forsvandt. Og da hun var langt væk, lod han hovedet hæve sig, men han hvinede højlydt ud i stilheden, et hvin der skar sig gennem marv og ben på de fleste, et hvin der rummede mange forskellige toner; og som de færreste ville kunne forstå.

Han var vred. Men han havde kontrollen igen, han kontrollerede sin egen krop nu. Den sorte hjerteløse hingst samlede sin krop og vendte sig smidigt omkring, mens hans korpus nu bevægede sig i retningen af hans hjem; Foehn.

- OUT –
[21]