Playmate - maybe? [Canicus]

Den røde lille hingst, med de meget lange ben og den alt for kort krop, havde igen bevæget sig væk fra sin moder. Men dog ikke meget langt væk. Bare tilpas i afstand af hende, til at hun ikke med det samme ville kunne finde ham. Tarik vidste godt at hans moder hadede når han stak af fra hende – men han var bare nødt til det. For der var så meget at se, så mange spændende og nye ting, som det unge føl var nødt til at undersøge. For han ville nødigt gå glip af noget!

Tariks lange ben bar ham afsted igennem det hvide sne der beklædte hele landet. Der var frostgrader, men Tarik var blevet født i kulden, og derfor havde vinterpelsen hurtigt sat sig på hans krop. Så han frøs ikke, ikke lige nu i hvert fald. Med lette og legende bevægelser hoppede han fremad i sneen, og hvinede glædeligt og legende ud i intetheden, mens hans spankulerede dansende omkring sig selv, i ren og skær fornøjelse over at bevæge sig sådan omkring, og bare lege ufortrødent. Men dog en anelse ensomt? Tarik standsede derfor mit ude det åbne område af Chibale, væk fra den beskyttende skov, og sendte et kaldende og drenget vrinsk ud i luften. Mon her var andre?

Ensom. Ensom, ladt alene tilbage.
Canicus havde i en meget ung alder mistet sin mor, der ikke længere kunne holde trit med ham.  Det var på tide at han huskede hvad han havde lært indtil nu, men den unge hingst var ked af det og følte sig umådelig alene i denne store verden. 
Vinteren var kommet til Andromeda, og det var især nu at han havde brug for sin mor. Kulden var gennemtrængende, også for en vamset følpels og hans det ville snart begynde at tærre på hans depoter. 
Han gik ligenu i sin egen verden, og havde derfor ikke set føllet længere væk.

Tarik stod helt stille og kiggede sig omkring. Men det varede ikke længe før han pludselig fik øje på en anden, en på hans egen størrelse, og så endda med de samme farver som ham selv. Det synes den røde hingst bestemt var sjovt! Han veg opad med sit hoved, inden han slog frem i en hoppende trav igennem den tunge sne, med retning imod den fremmede gut foran ham. Da han kom tættere på, lod han et vrinsk glide i retningen af føllet, mens et smil lagde sig på hans mule.

,,Heeej!”

Sagde han derefter, med en kæk og føllet tone. Han stoppede op hos det andet føl, og sendte et hilsende nap i hans retning. Det andet føl så dog ikke glad eller smilende ud, nærmest mere ked.. Tarik sænkede hovedet en smule, og lod hovedet glide på skrå.

,,Er du okay?”

Spurgte han så, med blikket rettet på den anden røde hingst.
Tarik kunne ikke lide at han så så trist og fortvivlet ud. Måske var han blevet væk fra hans mor? Kunne det være det, han var ked af?