Where are you, son? [Khan]

Den røde hoppe vandrede langsomt igennem skovens indre. Hendes mule var lidt nede i sneen, mens hun snuste stille ind med sine følsomme næsebor. Endnu engang var hendes søn taget på udflugt, uden hende. Hun vidste jo godt, at han havde sin faders sind. Han ville gerne se verdenen og opleve en masse forskellige ting. Men dog havde hun håbet på, at hendes søn ikke hele tiden, fra tid til anden, forsvandt fra hende. Hun fulgte hans små hovspor i sneen, og hendes næsebor havde sporet sig ganske meget ind på ham. Han kunne umuligt være langt væk, max nogle kilometer. Og hun havde i sinde at finde ham igen, ligesom hun havde gjort i går. Det nyttede ej at Armonia skældte sin søn ud, for det hjalp ingenting. Hendes røde øre vippede roligt omkring, men hendes sind var ej så roligt, som hendes krop gav udtryk for. For hun frygtede altid, at noget ville ske hendes søn, når hun ej var ved hans side.

Armonia standsede i sneen, og kiggede ud imellem de tætte træer, inden hun da fortsatte efter hans hovspor, der førte ud fra de tætte træer. Snart var hun ude i det åbne område, men han var ej at se endnu. Men landskabet var ganske vidst også bakket, og han kunne derfor sagtens stå gemt bag en bakke, som hun ej kunne se over herfra. Den milde hoppe løftede sit hoved op, og lod et længselsfuldt og kaldende vrinsk lyde ud i tusmørket. Sneen var atter begyndt at falde, og det gjorde sigtbarheden ganske dårlig, fordi solens lys også snart var helt væk. Han skulle findes nu, inden mørket for alvor kom. Der skulle han ej være alene. For i mørket kunne Skyggerne gemme sig – og som en søn af to vogtere, var han ganske udsat. Blomsterne i Armonias man og hale havde folde sig sammen for natten, lagt sig til at ’sove’. De grønne rangler om hende ben bevægede sig dog stadig lystigt. Snefnuggende der boede i Armonias man, uanset årstiden, dryssede blidt ned af siden på hende, og mænglede sig med de mange andre snefnug der også faldt fra himlen denne aften. Fremad gik hun nu, ud imod det åbne område, mens hun brummede i varme og kaldende toner, efter sin søn.

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Where are you, son     

Armonia 

Snart ville tusmørket være over landet. Den store, sorte hingst bevægede sig i en let og fyldig trav gennem sneen. Der sad sne-klumper i hans hovskæg og halen. Han vippede let med de sorte øre, da et fremmed vrinsk ramte dem. Det lød kaldende, søgende. Hvem det så end var, så ledte de efter nogen og udfra vrinskets tone at dømme, så var det en hoppe. Et stik af stress og medlidenhed ramte ham, hvis hun ledte efter sit føl var tiden i mod hende. 
Seus huskede alt for godt de vintre, og somre, hvor føl var vandret lidt for langt væk og ikke blev fundet før dagen efter. Om vinteren havde det i de fleste tilfælde betydet døden for de uskyldige skabninger.. Om sommeren var der en større chance for at finde dem før rovdyrene. Han prustede hårdt. Han burde ikke stresse over en andens afkom, han var fri af alle de bånd der lå på en leder... De sorte øre blev vippet tilbage, som han hævede hovedet og de gyldne øjne søgte efter det kaldende vrinsks ejer. Han travede endnu nogle meter, inden en rød skabning kom til syne på en bakke top. Han sendte et lavmælt vrinsk hendes vej, inden han satte farten en smule op og dansede af sted gennem sneen mod hende. 
Den sorte hingst kom tættere på og til sidst så han et syn han sent ville glemme. Hoppen var dækket af blomsterknupper, blade og .... slyngplanter?! Han stoppede brat op og trak hovedet tilbage, mens han knejsede let i nakken. Hvad i al verdensnavn forgik der? Han lagde hovedet let på skrå og hans gyldne øjne lyste af forvirring. Han var på vagt over for denne røde skabning, for det der forgik var ikke naturligt! 

| 

Den røde hoppes øjne stirrede fremad. Hendes søn var absolut ingen steder at se. Og at følge hans hovspor, var bestemt ikke nemt længere, for der var mange af dem ude i dette åbne område. For mange sjæle krydsede øen i det åbne område, enten for at søge ind imellem træerne, eller for at søge ud til havet og svømme til en af de andre øer. Armonia kiggede op i himlen, mens snefnuggene faldt ned imod hendes ansigt. Hun hviskede sagte, lavmeldt for sig selv. En stille bøn om, at hendes søn ej var forsvundet eller skadet, men at han blot var lidt længere væk end hun havde søgt endnu. Han måtte ej være borte. Hun kunne mærke panikken i hendes indre, men blev stoppet. For lyden af et vrinsk ramte hendes sensitive øre, en fremmede der besvarede hendes kald. Det var ej et højt vrinsk han kom med, for han var tættere på hende end hun troede. En sort herre kom hende travende, og da han kom til hende, reagerede han som hun havde regnet med.
Den røde hoppe drejede roligt sin krop, og lod de gyldne og varme øjne hvile imod den sorte hingst, der stod i flot kontrast til det snehvide landskab. Hun brummede i rolige toner, inden hun blødt knejste i nakken som en velkomst til den fremmede herre. Hun forstod godt hans mærkværdige ansigtsudtryk – for hun så jo ganske vidst ej ud som alle andre i dette land. Nej, levende planter boede på hende, levede af hende, som hun levede af dem.

,,Godaften De sorte herre, jeg forstår skam godt Deres blik på min krop. Men ej er jeg vanskabt eller anderledes end så mange andre, eller som De. Jeg er blot lidt udsmykket, ej noget der er farligt. Mit navn er Armonia”

Sagde hun da. Normalt ville hun holde blikket hos en fremmede, vise interesse. Men hendes blik gled fra ham og ud i mørket. Hendes søn… Stille drejede hun blikket på den fremmede sorte hingst igen, inden hun blødt trådte nogle skridt bagud.

,,Jeg er ked af, at jeg ej kan stå her hos Dem, i Deres selskab. Men min søn… Jeg er nødt til at finde ham”

Sagde hun da, og nikkede lidt undskyldende til den sorte hingst.

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Where are you, Son    

Armonia

Hoppen tog det ganske pænt, at han reagerede, som om at han havde set et monster. Hendes blik var så blidt og i det fandt han den glød enhver moder ejede. En bekymring og endeløs kærlighed for deres kød og blod. Det fik ham til at falde lidt ned igen, men følelsen af at hun var unaturlig og måske endda farlig sad stadig i ham, da han rystede let på hovedet for at få stivheden ud af nakken. 
"Jeg tager dig på dit ord, Armonia... "
Sagde han lavmælt og brummede kort. Han tog varsomt et skridt tættere på hende. Da begyndte hun at undskylde sig og vende sig væk. Det bragte grunden til at han opsøgte hende tilbage. 
"Tiden er i mod Dem, Armonia. Lad mig hjælpe Dem. " 
Sagde han så og gik tættere på den røde hoppe. Han var ikke sikker på, at en moder ville lade en fremmed hjælpe med at finde hendes søn, især ikke en hingst. 
"To bedre end en"

| 

Armonias øre vippede stilfærdigt rundt, mens hun forsøgte at lytte efter hendes forsvundne søn, som sikkert heller ikke brød sig synderligt om ikke at havde fundet hjem endnu. Hun vidste at Tarik ej blev bange hurtigt, men når mørket kom, var han alligevel mest tryg ved at sove side om side med sin moder, og ikke væk fra hende. Om natten varmede hun ham, søgte at beskytte ham med sit liv. Men det kunne hun ikke denne aften, ikke endnu. For sønnen var der ej. Armonia rettede blikket hen på den sorte hingst, der lod til at acceptere hendes ord, om at hun ej var farlig eller en vanskabning. Han sagde de ord, som hun også frygtede, kort efter – for tiden var virkelig imod hende. Imens gik han tættere på hende, og tilbød hende hans hjælp. Og den røde hoppe, kunne ej sige nej til dette, for hun havde brug for hjælpen.. Mere end nogensinde før.

,,Jeg vil ej tvinge Dem, til at være ved min side og hjælpe, hvis de ej ønsker at være i mit selskab, eller hjælpe mig. For det er ganske forståeligt. Men jeg vil meget gerne tage imod Deres hjælp, hvis De mener det”

Svarede hun da. Hun ventede ikke på svar; for hvis han ville hjælpe, ville han gå med. Og hvis ikke, kunne den sorte herre blot gå i en anden retning end hende. Hun havde panik i øjnene, da hun sendte et kaldende og moderligt vrinsk ud i den møre snehimmel.