Winter Vibrations

Den mørkebrune virrede svagt på sine næsten sorte næseborer og drejede et øre. Hvid sne dækkede alt omkring ham, det knitrede nu og da under hans vægt og sendte små lydbølger afsted, svingende ud i det ellers stille tomrum. Det var meget unikt hvordan vinteren hvert år bragte et tungt tæppe, ikke blot det fysiske i form af sne, men også af stilhed. Hver en lille lyd intensiveredes i den brunes ører, hviskede til hans sjæl med lave stemmer. Lyd, bølger. Det gjorde ham næsten en smule vanvittig. Som om hele verden efterhånden kun bestod af svingninger i luften for ham.

Han bevægede sig med lange skridt igennem skoven, mens han ledte. Det havde han gjort længe nu, han havde nærmest mistet fornemmelsen af hvor længe. Hvor mange dage. Hans sind havde grublet over hvordan sådan en lille ø kunne skjule den han søgte så godt, men det meste af tiden fokuserede han på alt det fysiske; følelsen af hans stærke krop som arbejdede i kulden, lydene omkring ham. Han havde også været borte længe, for længe mærkede han tydeligt, fra sin røde, fine danser. Hvordan klarede hun vinteren? Havde hun brugt al sin tid her? Han brummede lavt, da tankerne igen langsomt skyllede ind over ham som tidevand. Hvorefter han endnu en gang sendte en dyb bas af et vrinsk afsted, der fik luften til at vibrere og som ligeså markerede hans tilstedeværelse for alle dem, han ikke higede efter at se.

Winter Vibrations
243 words

Den lille røde hingst, var endnu engang stukket af fra sin mor. Og han vidste godt at hans moder hadede ham for det. Men den store verden var bare alt for spændende, til at han kunne lade være med at stikke af i ny og næ. Men den her gang, var han nok stukket af, lidt for langt væk. Han kunne hvert fald ikke længere finde tilbage til sin moder, og det var knapt så godt, taget i betragtning af at mørket for alvor var brudt frem. Han blev sjældent bange, den røde Tarik, men lige nu var føllet utryg. Utryg over at være alene i alt den sne og det store mørke, der lå henover hele øen som en tung dyne. Han stod helt stille og stirrede omkring sig, søgende efter den sti han havde fulgt, da han gik fra sin moder. Men stierne lignede hinanden så pokkers meget herinde, midt i skoven.

Den lille røde, kunne høre lyden af hovslag der gik igennem sneen. Hovslag, som bestemt ikke var hans moders. Tariks øre fløj bagud imod hans lille krøllede man, inden han hoppede om bag et stort træ, hvis stamme var bred nok til at skjule ham nogenlunde. Et vrinsk kom fra den der gik i hans retning, et vrinsk der var dybt og rungende, og som dræbte stilheden i skoven. Tarik vovede sit hoved ud på siden af træstammen, og stirrede i retningen af den store hingst, som han nu kunne se ikke langt fra ham. Og han var meget stor! Tarik måbede med store øjne, og kom til at træde nogle små skridt fremad, i ren og skær forbløffethed over at han var så stor og høj. En kæmpe. Han gik endnu nogle skridt frem, og forsøgte at gemme sig imellem nogle af gran grenene, men det resulterede i at en ordentlig dynge sne faldt ned ovenpå ham, hvilket fik den lille hingst til at udbryde et ordentligt og forskrækket hvin, inden han sprang et enkelt hop fremad, og nu faktisk stod midt i det hele, og stirrede på den store hingst. Han sank en enkelt gang, mens han stod med benene godt ud til siden for at holde balancen. Hans blik stirrede op på hingsten, i både frygt men også måbende.

Mørket havde efterhånden sneget sig på, men himlen var klar i nat og stjerner tegnede op sig én efter én; månen var næsten fuld. Dens lys resonerede med sneen, som i forvejen lyste en smule op på sådan en mørk vinteraften. Der var meget smukt på Chibale. Den brune forstod ganske godt hvorfor dette var Armonias foretrukne ø. Og den emmede med tiden mere og mere af hende, minderne om hende, hvilket kun forskønnede de ellers lettere dunkle omgivelser endnu mere. Alligevel havde han behov for at søge andre steder hen også, ville altid have det. Han spidsede ørerne. Der var noget levende i nærheden, en svag knitren svingede sin vej til ham. På hans bryst lyste konkylien svagt op, men ikke stærkt nok til rigtig at oplyse omgivelserne, hvilket han nu også foretrak. Ellers vækkede den for megen uønsket opmærksomhed.

En duft nåede ham også snart, inden skikkelsen af den lille skabning tegnede sig op i blandingen af mørke og resonansen mellem sne og månelys. Først svagt, men fangede øjeblikkelig hans interesse, da den umiskendeligt mindede ham om netop den røde hoppe. Men det var ikke hende. Lyden af en snedynge der brast fra grene brød stilheden, efterfulgt af et højst ungdommeligt hvin. En unghingst, eller, skikkelsen af et føl. Matt fnøs kort i kulden, da han fandt sit fund meget besynderligt, og standsede så brat op med hovedet hævet og hans ravnsorte pandelok mellem øjnene. Føllet stod midt på hans vej og så noget fortabt ud; hans eget kastanjebrune blik så ligeså forbløffet tilbage. Den brune hingst var frosset helt fast et øjeblik, genkendelse skinnede pludselig over hans øjne. Det havde rødt skind og en hvid stjerne. Han lignede hende umiskendeligt.

Så strakte han sin brede, mørke mule ned og frem fra der hvor han stod.

Winter Vibrations
298 words

Den lille røde hingst stod fuldstændig stille, med ørene rettet stift imod den store brune hingst. Hans ben var stadig ud til siderne, fordi han havde lavet så stort et hop væk fra den angribende snedynge. Men langsomt fik han rettet sine lange ben ind til sig selv, så han nu stod ganske normalt. Han var i tvivl om hvad han skulle. Om han skulle rette sig rankt op, som hans moder havde lært ham at han skulle, når han var blandt venner og familie, eller om han skulle være ydmyg i sit kropssprog, som hans moder også havde lært ham at gøre, hvis han var blandt en fremmed der var større og stærkere. Hvad skulle han? Først rettede Tarik sig op, og løftede hovedet højt, skubbede den lille bringe frem, nærmest alt for meget, og vippede ørene heeeeelt frem.

Men da den brune hingst lod mulen glide ned og frem til ham, fortrød Tarik omgående. Han kneb øjnene lidt i, og krøb lidt sammen i sit kropssprog. Men han flygtede ikke. Da mulen kom helt ned, lod den røde lille hingst selv sin mule glide frem. Han snuste til hingstens store mule, og mimrede stille med spidsen af sin egen. Han strakte sig meget fremad, nysgerrigt. Et kort øjeblik havde han glemt alt om at han var væk, fordi det her bare var alt for spændende. Sneen sad stadig i hans man, fra den store snedynge. Og da en klat af det faldt ned på jorden, og sagde en knitrende lyd, sprang Tarik fremad, sådan at han faktisk nærmest stod med mulen helt tæt på hingstens bringe. Han kunne mærke noget ramme hans hoved, og blikket gled derfor op på konkylien. Det gik dog op for den lille hingst, at han jo ikke stod ved sin mor, men ved en fremmede. Og i nogle lette skridt bakkede han bagud igen, og stirrede endnu engang måbende på hingsten, inden han dog så mere betuttet ud i øjnene derefter. Men han rettede nu blikket på konkylien igen, og huskede hvad hans mor havde fortalt ham, om hans far, og hans kendetegn. Men.. var det ham?

,,Far?”

Sagde han så, en anelse usikkert, men med en kæmpe glæde i øjnene pludselig. For så var han måske slet ikke alene alligevel!

Den lille skabning rettede sig op. Det klædte ham, noterede den mørkebrune et sted i baghovedet, men standhaftigheden varede ikke længe. Da det unge hingsteføl af nysgerrighed mødte hans egen brede mule, pustede han kort til den lille, røde mule der blev stukket forsigtigt frem. Det var hendes duft, den sad i hans pels og i hans små vilde hårtotter. Han kunne kun være hendes... Deres. Den brune drejede et øre og hævede så hovedet af ren og skær forbavselse, nogenlunde samtidig med at mere sne brast og den friske lille røde skabning sprang frem og bumpede næsten ind i hans brede bringe. Det var ikke til at se alle detaljer i alt det dunkle, men ikke helt mørke, men føllet bemærkede tydeligvis konkylien om hans hals, hvilket der ikke var noget usædvanligt i - det var reaktionen derimod. Hingsteføllet stemme sendte klare bølger ud i den tynde vinterluft, og svingede på en måde, der i meget lille grad, men den var der, nok umuligt at bemærke for dem med almindelige ører, mindede om hans egen stemme.

Der gik et par sekunder hvor stilhed sænkede sig, og den brune blot så på ham, nu med hovedet hævet igen. Så udstødte han en dyb brummen, der nærmest var på nippet til at lyde munter.

"Det lader det til, lille røde,"

Han strakte sin stærke hals lidt frem igen, for yderligere at undersøge ham. Han så ganske sund ud, frisk omend lidt fortabt. På afveje måske, ligesom han selv havde været så mange gange engang.... Hvor var Armonia?

"Ret dig op igen, og fortæl mig dit navn."

Det kom bestemt, men venligt.

Winter Vibrations
270 words

Den lille hingst, stod med ørene helt fremme. Han havde spurgt om det var hans far. Og tavsheden virkede meget lang. Et brum kom dog fra den store brune hingst, der virkede helt vildt stor i forhold til ham selv. Brummet der blev afgivet fra den store brune, havde en nærmest munter undertone – noget hans egen mor også tit gjorde, dog mere muntert og varmt. Men måske lød alle bare forskellige i deres brummende lyde? Tarik forsøgte at efterligne den brummende lyd, men den var slet ikke så dyb eller maskulin, i stedet var den mere føllet og lys. Det var ikke helt det han havde håbet på, men det var da en start! Endelig kom der et svar fra den store brune, der svarede lidt kringlet. Men han forstod det dog som om, at den brune gav ham ret – han var hans far.

Tarik lyste endnu mere op i øjnene, og da den brune strakte mulen frem igen, lod den lille røde sin mule nippe lidt efter hans lange pandelok. Han havde virkelig fundet sin far! Det var næsten ikke til at tro. Han trippede nærmest glædeligt på stedet, mens et meget stort smil bredte sig på hans lille røde mule. Men den brune, han far, bad ham rette sig op, og derfor stoppede han med at trippe. Tarik rettede sig så godt op som muligt, og skubbede sin lille bringe fremad, mens hovedet var højt hævet. Det var bestemt ikke perfekt – men han prøvede da.

,,Mit navn er Tarik!”

Sagde han med sin føllede stemme, der stadig var lys, dog med en undertone der påviste hans hingstede køn.

,,Mor, Armonia. Far, Matt-hew”

Tilføjede han så, med et meget stort nik. Moderen havde lært ham at fortælle hvad moderens navn var – for så kunne andre vide hvem han var efter, og evt. hjælpe ham hjem. Faderens navn havde han også lært, men det var lidt svært for den lille gut at sige.

Den lille røde sprudlede af energi og ungdom. Matt vippede med sine brune ører da den lille røde forsøgte sig med en brummen, mens han opmærksomt fulgte alle hans små reaktioner og bevægelser. Dette var bestemt ikke hvad han havde forventet at finde, her i skoven en vinternat, på udkig efter den røde Armonia. Alligevel kunne det ikke komme helt bag på ham, og tanken havde strejfet ham et par gange, om det mon var sket, om liv mon lige på det tidspunkt hvor han stod og overvejede et kort øjeblik var ved at tage form i hende. Et lille stik ramte ham i brystet ved tanken om hende, og det, at han ikke havde været tilstede. Men han var her nu.

Matt prustede endnu en gang dybt, og nu også anerkendende af den lille rødes forsøg på at rette ryggen. Den brune havde for længe siden været en lille prins i sit eget land. Der var blevet stillet krav, og han havde lært sig hvordan man førte sig værdigt, hvordan man dansede rigtigt. Men han havde lært endnu mere på egen hånd, og det lod allerede til, at den lille røde ville gøre det samme.

"Tarik! Det var et klogt valg af din mor,"

Han tav lidt, og så endnu med sit undersøgende, kastanjebrune blik på den lille røde skabning, der var hans.. Hans søn. Hans eget kød og blod... Han vippede et øre, da det viste sig at Armonia også havde lært ham hans navn.

"Hvor er hun? Er du stukket af fra hende?"

Endelig kastede den brune et blik ud i omgivelserne, nu med mere alvor. Hun kunne ikke være lige i nærheden.

Winter Vibrations
269 words

Den lille røde forsøgte virkelig at styre sin egen begejstring. Han var ellevind over at have fundet sin far, men han vidste knapt nok hvordan han skulle reagere. Han ville altid omfavne sin moder, nippe hende på bringe, hive i hendes man, drille hende, men også sove tæt op af hende om natten. Men hvad skulle han gøre overfor sin far? Hans fader prustede i en anerkendende tone – Tarik rettede sig derfor endnu mere op, stolt over at det han gjorde faktisk var rigtigt. Han kunne lige Tariks navn, det sagde han var et klogt valg af hans moder. Den lille røde nikkede derfor stolt og glad, mens han smilede endnu mere. Men da den brune far spurgte om hvor hun var, faldt Tariks små øre ud til siderne, og en trist grimasse faldt over hans ansigt. Ja, han var stukket af – og nu kunne han ikke finde ud af hvor han kom fra af alle disse stier, der var mellem de tætte træer. Lidt flovt kiggede han ned i jorden, inden han skrabede lidt forlegent ned i den hvide sne.

,,Jeg på eventyr! Men… jeg ikke kan huske stien nu”

Mumlede han sagte, og kiggede så igen op på hans brune far – hvorfor var han mon brun, men Tarik rød? Lidt tænksomt gled hans hoved på sned. Mon det bare var hans moders udseende han havde taget med sig? Tariks tale var ikke helt udviklet endnu, men det var da forståeligt - om end han vendte lidt rundt i ordene og sætningerne.

Den mørkebrunes mistanke var korrekt, den lille røde var løbet ud på egen hånd, og så endda i mørke.

"Eventyr siger du?"

Næsten ubevidst flyttede han endelig på sine egne mørke hove, og trådte nærmere på den lille røde og sænkede mulen, så et let puf snart blev plantet i siden på ham. Nærmest som undersøgte han ham yderligere for skrammer, men der var intet at komme efter. Armonia måtte være bekymret, et eller andet sted på denne lille, skovtætte ø. Tarik, hans søn, så nu også lidt fortabt ud igen, som da han lige havde fundet ham med hovedet hvidt fra en snedynge - stierne var også en ganske kompliceret sag på Chibale, noget den lille røde nu havde lært.

"Så må vi jo kalde på hende."

Matt prustede nærmest opmuntrende, bestemt og dybt så den lille røde ikke opgav sit ellers tydelige mod, og trak så sin mørke mule til sig igen idet han hævede hovedet. Hans kastanjebrune blik søgte ind mellem træerne, uden rigtig at spejde efter noget, for det var en helt anden sans han fokuserede på. Der kom ikke noget vrinsk fra ham, sådan som hans ord i almindelig forstand hentydede til. Men der kom lyd. Bølger af lyd, for den røde hoppes ører. Konkylien hævede sig nogle få centimeter i luften af sig selv et øjeblik i takt med at lyset tog til i styrke.

Armonia. Find mig-- og vores søn, på øens østside.

Han havde vendt ørerne i koncentration, mens han mærkede det, hvordan lyd skabtes fra hans indre. Bølger svingede i kold vinterluft. Chibale var ikke nogen stor ø, befandt de sig i den samme del, ville det blive nemmere at finde hende. Bølgerne ville også fortælle hende, hvilken retning de kom fra, i form af en fornemmelse. Han fornemmede i hvert fald selv hvordan de svingede sig vej gennem træerne, og næsten afslørede hvilken retning hun befandt sig i... Næsten... Eller... Han kunne orientere sig med lyd. Så ramte de hendes ører, ville han vide det.

De ville kunne gå hende i møde. Matt så endelig ned på den lille røde, og drejede ørerne frem igen. Det hele var nok lidt kryptisk for hans unge blik.

"Stien skal nok vise sig."

Winter Vibrations
370 words

Den lille røde hingst rettede blikket op på sin brune fader. Han gentog hans ord, om at han var på eventyr, og derefter trådte han nærmere det lille røde føl. Tariks øjne faldt ned på konkylien der var om hans fars bringe – den var sej! Sådan en ville han også gerne have. Den brune mule kom ned til Tariks røde krop, som om hans far nærmest undersøgte ham, præcis ligesom hans moder altid gjorde, når han havde været for længe væk fra hende. Men der var ikke sket den lille hingst noget, udover at han havde fået noget af en forskrækkelse over at han ikke kunne finde hjem, finde sin mor. Tariks små øre gled fremad, da han far sagde, at de så måtte kalde på hende. Han nikkede ivrigt, og kunne ikke helt dy sig. Han trådte helt tæt ind til sin fader, for at nippe ham på skulderen, og lade det lille hoved glide op af hans skulder lige så, nussende og for at søge en smule kærtegn og tryghed; præcis som han altid gjorde ved sin moder.

Men da konkylien hævede sig lidt fra hans faders bringe, trådte Tarik igen bagud, og stirrede fascineret på den let lysende konkylie. Wow. Der kom dog ikke noget vrinsk fra hans fader, faktisk var han helt stille. Men hvordan skulle de så kalde på hans mor, hvis ikke der kom vrinsk fra nogle af dem? Den lille røde vippede eftertænksomt med hovedet, for forsøgte at forstå hvad det var der foregik. Ville han ikke kalde på hende?

,,Du ikke vrinske?”

Spurgte han så, mens hovedet lidt forvirret gled på skrå. Han forstod det ikke. Man kunne jo ikke kalde på mor, uden at bruge sin stemme.

Mørket var faldet på. Og månen stod snart på sit højeste, mens lyset fra den reflekterede sig ned i den hvide sne. Dermed virkede det heller ikke så mørkt, som det ellers ville gøre på en almindelig efterårsnat, uden sne. Men her i vinterens mørke, virkede alt mere oplyst og rent pga. den klare og hvide sne. Den røde hoppe var dog bestemt ikke rolig. Hun ejede ellers som oftest et roligt og harmonisk sind, som ikke mange kunne skabe ubalance i. Men det at hun ej havde fundet sin søn endnu, skabte stor røre i hendes indre. Chancen for at hendes lille søn var kommet til skade, eller ej ville overleve natten alene, den blev større og større, mens tiden den gik.

Hendes røde øre vippede uroligt rundt, inden hun lod mulen falde ned til jorden, og snuste til det hovspor hun havde fundet – det var Tariks, det var hun slet ikke i tvivl om. Hun hævede derefter hovedet igen, og stirrede ligefrem, søgende efter ham. Langsomt samlede hun luft ned i sine lunger, og skulle til at udbryde et kaldende vrinsk efter sin søn; men hun blev stoppet. For lydbølger ramte hendes sensitive øre, og det var lyden at Mathews stemme der ramte hendes øre. Han bad hende finde ham – men også deres søn. Armonias hjerte slog hurtigere, og hun kunne ej finde ud af hvilket ben hun selv skulle stå på. Var det virkelig sandt? Var Matthew kommet hjem – og ydermere fundet hendes, deres søn?

Blomsterne i Armonias man og hale foldede sig pludselig ud. De sprang ud. Normalt var de lukkede om natten, men ved lyden af Matthews stemme, havde den røde hoppe fået varme følelser og glæde igennem kroppen, og dette reagerede hendes levende elementer på. I en pludselig bevægelse slog Armonia frem i en direkte galop, og den var bestemt hurtig. Hun smøg sig igennem de tætte træer, uden at tøve eller med besvær. Hun levede på denne ø, og hun kendte den ud og ind. Derfor var det bestemt heller ikke svært for den lille spinkle hoppe at bevæge sig med høj fart og smidighed mellem alle træerne. Dog blev hun ramt af en enkelt gren, lige i ansigtet, hvilket gav et ordentligt svirp, ej noget Armonia havde tid til at reagere på. Hun kom dem tættere og tættere, det var der ingen tvivl om – for hun kunne lugte dem, dem begge.

Galoppen fortsatte til østsiden af øen, og der stod de, midt på en af de bredere stier der var i skoven. Hun udsendte nogle varme og kærlige brummende lyde i deres retning, inden hun med elegance fik tempoet ned i trav og derefter skridt. De varme øjne hvilede første på Matt, taknemmeligt og glædeligt. Han var hjemme. Derefter kiggede hun ned på sin søn, lettet, over at han stod der, og ikke lignede en der havde taget skade. Hun kom helt hen til dem, og lod sin mule glide ned til sønnen, som hun trak lidt ind til sig, i en omfavnelse, og brummede en anelse utilfreds til – for han var forsvundet fra hende, igen. Hun slap ham derefter, mens hendes blik scannede sønnens krop, men han var ej skadet. Han var præcis som han skulle være. Derefter løftede den røde hoppe sit hoved, og lod sin mule svagt og blidt ramme imod Matthews skulder, mens hun brummede i en varm og lettet tone – han var okay, og det var deres søn også.

,,Matthew"

Sagde hun sagte, mens mulen stadig lå imod hans skulder, med en kærlig og blid tone. Hun trak dog mulen til sig igen, og lod blikket glide undersøgende henover hans krop. Men han så ud til at være okay.

Matt vippede med et øre, da den lille røde trippede tættere på og lod sin endnu mindre mule glide op af hans skulder, hvor marmorlynene tegnede sig over hans skind. Så virrede han kraftigt på sine følsomme næseborer og brummede af føllet i en dyb, maskulin tone, der dog ikke lød afskrækkende på nogen måde, men venlig. Ikke overraskende spurgte den unge sjæl ind til hans for andre mærkværdige fremgangsmåde, at tilkalde den røde danser, hans moder, på.

"Jeg talte til hende, lille røde. Igennem bølger af lyd, kun for hendes ører."

Tarik ville nok ikke forstå meget af det, men ikke kun fordi han endnu var meget ung. Senere kunne den brune forklare det nærmere; det slog igen den brune hvilket ansvar han pludselig og uforventet havde fået. Et der ville have hærget ham havde det været år forinden, nemlig et ansvar for en ganske ung sjæl. Matt vendte ørerne et øjeblik, kun få sekunder. Men dette var anderledes. Tarik var ikke hans bror.... Han var hans søn.

Armonia havde fået besked, hørt hans stemme. Det var han sikker på. Snart løftede den brune yderligere sin mørke, brede mule og spidsede ørerne fremad, da lyden af lette, men hastige hovslag, først ganske lavt nåede frem. Hun måtte have været bekymret, det overraskede på ingen måde den brune. Og så stod hun der, hun dukkede frem mellem de snedækkede træer i månelyset og kom ud på den brede sti, de to stod på. Han besvarede hendes brummen med en hingstet, men dæmpet lyd. Han så til mens hun trak den lille røde til sig, et varmt syn midt i en nu vinterkold verden.

"Armonia."

Han strakte sin egen mule frem, da hun havde trukket sin til sig, for at berøre hendes slanke, varme hals. På trods af halvmørket afslørede månelyset, at de sarte blomster i hendes hår blomstrede. Lyden af hendes lyse stemme svingede blidt og varmt mod både hans ydre og indre ører.

"Jeg søgte efter dig, efter alt for lang tid, og fandt Tarik. Han ligner dig umiskendeligt."

Winter Vibrations
340 words

Den lille røde hingst stod og så på sin fader, afventende på en forklaring. Hvordan kunne han kalde på hans moder, hvis ikke der kom lyd? Forklaringen kom, men den lille Tarik forstod nærmest ikke noget af det hans brune far sagde. Lydbølger, som kun moderen kunne høre. Men det forstod han ikke, for for ham, var lyde noget som alle kunne høre. Hvis han vrinskede efter sin mor, var det ikke kun hende der kunne høre det, men også alle andre som var i nærheden. Han så eftertænksom ud, fyldt med mange forskellige tanker. Og det kunne tydeligt ses på hans lille ansigt. Han ville egentlig gerne spørge, men han vidste ikke rigtig hvordan. Han åbnede munden et par gange, som skulle han til at snakke, men klappede i igen. For han vidst ikke engang hvad han skulle spørge om. I stedet nikkede han bare lidt et par gange, med et meget tænksomt ansigtsudtryk.

Endelig kom lyden, lyden af hovslag. Og Tarik kunne sagtens høre, at det var hans moder der kom med høj fart igennem sneen, og snart kunne hun ses imellem træerne. Da moderen kom helt hen, trak hun ham ind til sig, omfavnende. Tarik kom med nogle meget glædelige og varme lyde, for nu var han endnu mere i sikkerhed – og han var hjemme igen, næsten da. Tarik tog nogle lidt ubalancerede skridt fremad, da hans moder slap, og derefter rørte hans far på skulderen. Den lille røde storsmilede over hele femøren. Det var først gang, at han så dem. Så begge hans forældre, sammen. Han var helt stille.. Hvert fald i nogle sekunder, mens faderen talte.. men pludselig brød den lille ind, med en meget begejstret stemme.

,,Seeeee moar! Far hjemme nu”

Han nikkede ivrigt, og lænede sig nærmest op af hans faders skulder, som han stod ved siden af. Stoltheden var slet ikke til at tage fejl af.

Den røde hoppe kiggede blidt på Matt. Han var okay. Hun havde savnet ham inderligt. Næsten ubærligt havde det været, at den brune og ædle hingst havde været så længe tid væk. Men den røde Armonia, vidste at hun var nødt til at vænne sig til det. Det var et faktum, at den ædle hingst fra tid til anden forsvandt og drog sine egne veje. Og de veje var oftest væk fra Chibale og ud på eventyr. Eventyr, som han havde behov for at drage på. For det var en del af Matthew, en del af hans frie sjæl. Hendes varme øjne gled ind i Matthews, da han talte. Talte om sin søgen efter hende, og dermed at han havde fundet Tarik i stedet.

,,Min søgen efter dig, har ligeså været lang. Men jeg ved du drager ud på egne hove, og at du en dag vender tilbage, når tiden er til det.”

Hun smilte blidt og varmt til den brune Matthew, mens hun mærkede hans varme mule imod hendes hals. Hjertet i hendes bringe slog lidt hårdere ved berøringen, men af ren og skær tryghed og glæde. Smilet på hendes mule var dog også en smule vemodigt, for der var ingen tvivl om at hun havde savnet ham – det gjorde hun altid når han ikke var der.

,,Af udseende, ligner han ganske vidst mig. Men af sind, da har han bestemt arvet en del fra sin fader – mon du kan gætte en af de ting?”

Hun lo ganske blidt, og hentydede til Tariks eventyrlyst. Tarik brød ud i snak, begejstret over at hans fader var hjemme. Armonia lod blikket glide ned på deres søn, og brummede i en varm tone.

,,Ja, din far er hjemme nu. Og det var godt, at det var ham der fandt dig, Tarik – og ikke en fremmede. Du må ikke vandre afsted i tusmørket, og det ved du godt…”

Hendes stemme var i første omgang varm og blid, kærlig og tålmodig. Men da hun fortalte om at han ikke måtte vandre alene i tusmørket, var stemmen mere alvorlig. Hun elskede ham umådeligt højt, og tanken om at han kom noget til, var ubærlig for hende. Langsomt rejste hun hovedet igen, og betragtede dem, som Tarik stod og lænede sig op af hans far. Armonia vidste, at den brune Matthew ikke var alt for meget for berøringer, men hun sagde intet til den lille røde. For det måtte hans fader selv bedømme, om det var for meget for ham. Men Armonia strakte i stedet sin mule lidt imod Matthew, og brummede i en lys og svag tone, næsten lydløst for de fleste, men ikke for ham, mens hendes øjne hvilede i hans.

¤Jeg har savnet dig¤

Sagde hun da, meget stille.

Da den lille røde lænede sig op af hans ene brede skulder, vippede han et øre, men flyttede ellers ikke på sig. Det var en uvant fornemmelse, hele situationen han nu havde fundet sig selv i, med sit eget kød og blod ved sin side. Men den røde var også halvt Armonia, og så kunne det ikke gå helt galt. Han lyttede tavst, men opmærksomt til den røde, kærlige hoppes ord som smøg sig om hans følsomme ører. En lyd som mindede ham om alt det gode der var til, alt det som stod i kontrast til mørket, og et ganske kort øjeblik - et sekund eller to - var han næsten sunket væk i sig selv og lyden, men så virrede han kraftigt på sine mørke næseborer. Jo, det var vidst tydeligt at den lille røde også var en yndet rejser!

Han tilføjede ikke noget til Armonias irettesættelse af den unge sjæl, selvom han var enig, specielt da han i nogen tid havde haft en ubehagelig fornemmelse af, at noget var på vej. Når han nærmede sig den askebelagte vulkanø, var det som om lydene derfra skrattede anderledes i hans ører og i hans sjæl, bølgerne var ligesom.. formørkede. Han vendte ørerne et kort øjeblik, men så vendte så sit kastanjebrune blik mod den røde danser da hendes dæmpede ord nåede ham. Han åbnede ikke selv munden til svar, selvom han mærkede hendes varme så tydeligt blot gennem hendes ord, men strakte i stedet mulen frem mod hendes og brummede lavt i en dyb, varm bas, der nærmest aldrig hørtes fra ham til svar. Han var her, hos hende, for lidt. Men han havde hele tiden vidst på hvilket punkt han ville fejle hende.

"Har du set havet endnu, Tarik? Stranden?"

Winter Vibrations
292 words