Crown of roses [Arion]

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,  ‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals, 

and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Hun havde ikke set hende længe.. den støvbrune hoppe havde været væk fra Foehn i en rum tid efterhånden. Hun vidste godt at hun var på eventyr, jah hun havde fået sin datters besked om opdagelse af den verden de levede i.. men forstå hvorfor, kunne hun ikke. Den rustfarvede fnyste. Rasbell havde levet i bedste velgående på askeøen, den var hendes hjem og hvad hun var ind i. At opleve andet gav hende intet godt, udover en større rejselyst.. og skyggehoppen vidste hvad at rejselyst ikke ville være den unge hoppes skæbne, nej hendes vej var lagt ud for hende..
Den slanke skikkelse lod blikket glide over øen. Dens før grønne enge var dækket af sne, der blegt havde dækket meget af landet. Det var en smuk vinterdag, en hvor sne faldt ganske langsomt og solen alligevel tittede frem bag skyerne. Den fik engen til at glimte, og vintermorgenen virkede på trods af frosten, rar. Skyggerosen havde aldrig været meget for kulden... men nu betød den ikke ligeså meget.

Roligt gik hun fremad. Langs skovbrynets og dets skygger med en selvsikkerhed der vidnede om hendes velbehag. For den rustfarvede var i ganske godt humør denne dag, hendes tanker strejfede blandt hviskende stemmer såvel som minder, og indtil nu var de kun faldet på gode. At være de steder hun havde boet i starten, vækkede sagte en følelse i den rustfarvede Sirene; tilfredshed.
Og med udsigten til selskab gjorde det dagen bedre. Morgenen ville snart jage fremmede eller bekendte frem.

Word count:  250

Den hvide Arion befandt sig endnu engang på øen Leventera. Han vandrede oftest på Leventera eller Enophis, da netop disse to øer mindede ham mest om hans hjemland. Han savnede det. Savnede sin flok. Et jag af smerte ramte i hans brystkasse, en jag der indikerede hans fejl, den fejl der havde kostet hele hans flok livet – udover ham selv. For han var i stedet havnet i Andromeda, han havde fået en ny chance. Den hvidskimlede hingst vidste efterhånden, erkendte, at hans flok ikke var havnet her. Ingen af dem. End ikke hans egen mage eller søn. Arion brummede i nogle hårde toner, inden han vækkede sig selv, ved at ryste hele den store krop. Han ville ikke tænke negativt – ikke nu.

Med lette og elegante skridt trippede han afsted inde imellem træerne, en kort trav, der bar ham med elegance som kun han kunne. Hver muskel i den hvidskimlede krop var spændt op, for at han kunne bære sig afsted. Med lette bevægelser løftede han sine forben højt op i vejret, som dansede han en dans for sig selv. Bringen var spændt og skudt fremad. Nakken var dybt knejst, således at den lange man dækkede halsen helt på den ene side. Han var gudesmuk, det var der ingen tvivl om.

Snart opfangede de sensite næsebor lugten af en anden. En hoppe, at dømme ud fra den mere sødlige lugt der ramte ham. Arion brummede i nogle maskuline toner, højtlydt, og kun henvendt til den hoppe, som han langsomt nærmede sig, med sine spanske skridt. Han slog dog over i en mere trippende gang, der mere lignede trav end spanske skridt. Og der, langs skovbrynet, gik en rustfarvet hoppe. Fra denne afstand kunne han ikke se hendes mærkværdige roser eller andet, nej, herfra så hun bare smuk og ”almindelig” ud. Arion rejste sit hoved let, og prustede maskulint, inden han slog med hovedet. Mon hun ønskede selskab? Han fortsatte med at nærme sig, maskulint og opsøgende; for den charmerende drengerøv ønskede virkelig selskab mere end noget andet! Han kom nærmere, og bemærkede nu de mærkelige roser der prydede hende, og øjenfarven var heller ikke en han før havde set, de var røde, og de glødede nærmest. De blå øjne han selv eje, hvilede på hende, opmærksomt.

,,Goddag, Me Lady”

Sagde han da, og standsede. Stemme var maskulin og dog varm, drenget og charmerende. Hvorfor mon hun så sådan ud? Arion vippede sine hvide øre helt frem, inden han trippede lidt sidelæns, for at betragte den fine rustfarvede hoppe lidt mere. Desuden havde han nok også bare en anelse svært ved at stå helt stille.

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds, 

‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,  and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Hoppens skridt var afmålte. Rolige og uden hastværk, jah næsten dovne. Elegant kunne man uden tvivl kalde hende, den rustfarvede havde danset i ørkenens sand og solens varme førhen skyggerne tog plads i hendes hjerte, og tiden havde ikke gjort hende værre. Næsten tværtimod. Hendes forandring bragte lette skridt der med et rovdyrs elegance bar hende igennem den knirkende sne. En svag hvislen af hoppens hale kunne høres, men ellers forholdt verden på vinterøen sig i tavshed. Det var indtil en fremmed skikkelse fangede hoppens blik.
Ligeså hvid som sneen omkring dem, ligeså elegant som en adelig: denne fremmede var af fremmed statur. Hans blik var blåligt, hans krop stærk og en let vind bragte færten af hingst med sig. Den rustfarvede stoppede op.

Det mørke hoved vippedes langsomt på sned idet et smil tog form om hendes mule. Det var afventende, selvsikkert og med en snert af tilfredshed over sig idet hun øjede denne fremmede. Maskulin af statur, bevægede sig med vældige dog elegante skridt og behagelig for øjet. Omkring hende vågnede en svag hvisken, begejstret som hoppen for denne fremmedes selskab, men hurtigt faldt de til tavshed igen. Næppe agtede skyggehopen at dele endnu.

"Godmorgen Hvide.."
Hoppens stemme var lav men dog hørlig for den hvide. Fames øjne gled over hans ranke krop, førhen hun roligt gik nærmere denne fremmede. Et lurende smil hvilede om hoppens mule men dog nåede det aldrig helt hendes øjne. For noget ved den fremmede mindede hende om en bekendt; et ømt punkt for den rustfarvede. Sådan nogle havde hun ikke haft længe, og rystede det af sig kort efter.

"Me Lady...? De lyder som kommer de fra andre kanter."
Sagde hun kort efter og stoppede nogle skridt fra den fremmede. Den rustfarvedes stemme bar en svag morende klang, men hun satte skam pris på den titel han frembragte - gentlemen var der nu engang for lidt af i verden og en del af hoppen nød galantheden omkring ham.

"Eller har jeg bare været heldig, og fundet en med opdragelse fra dette land?"
Hun lo ikke, men hintet af latteren lå i hendes stemme. For se det ville være rart.

Word count: 357

Den hvide hingst var svært begejstret. Han havde endelig fundet selskab. Fundet liv. Der var altså andre end ham, som stadig befandt sig i dette land, trods sne og kulde. Men hvad hun var for en, det anede han ikke. Dog var der små klokker i hans hoved der ringede og gav alarmerende lyde. For den lyse hoppe, Illana, havde fortalt om skyggerne af dette land. Fortalt hvad hun selv var, og hvad de var. Var denne rustfarvede hoppe, mon en sådan skygge? For i såfald, måtte hun være en skønhed af slagsen. Arion havde hvert fald forstillet sig noget langt grimmere og frygtindgydende. Hun kom ham nærmere, og hilste ham, som han havde hilst hende. Hun havde ret i hvad hun dernæst sagde, for han var fra andre kanter. Derefter stoppede hun.
Arions blå øjne hvilede roligt og dog intenst på den kønne hoppe. Han kunne ikke lade være med at kigge på hende, for hun var dragende. Smuk. Men samtidig var hun også en anelse skræmmende, unaturlig. Og netop dette dragede den charmerende drengerøv. Han var ikke typen der flygtede fra noget ukendt, i stedet ville han gerne tæt på og undersøge det.

,,Me Lady, De har ganske ret. Jeg kommer ej fra dette land, men fra fjerne vidder. Mit hjemland, er ej Andromeda”

Brummede hans med maskuline og galante toner, mens et roligt smil formede sig på hans mule. Hun mente hun var heldig, heldig at have mødt en med opdragelse. Dem var der ikke mange af i dette land, måske? Han vippede med sine hvide øre, mens han knejste nakken dybt og taknemmeligt over skønhedens fine og rosende ord.

,,Jeg takker ydmygt, De skønne skabning. Manérer og opdragelse har jeg bestemt, hvis jeg da selv skal sige det”

Han lo med en maskulin tone, og brummede derefter dybt til hende, med et charmerende glimt i de blå øjne. Han knejste nakken endnu mere, inden han tippede sidelæns, og betragtede hende endnu engang.

,,Må jeg tillade mig at spørge, hvad Deres navn er?”