Sommer sights ‡ Åben

Mørke øjne skuede over horisonten. I dem lå mange ting. Et tænkende udtryk, overvejelser og en vag nysgerrighed, men mest af alt en dyb modvilje. Den mørkebrune fandt den sorte ø ildevarslende, forkert på mange punkter men dog frygtelig melankolsk. Den så ensom ud... bekendt fra fjerne minder, men aldrig et sted han villigt ville nærme sig. Hvad der end levede der ude måtte føle sig ganske isoleret fra denne verden, sådan som den var blevet placeret så fjernt fra alt andet. Igennem andre havde han hørt lidt om hvad der levede derude... mørke skabninger og deforme sjæle... dem som ikke havde ønsket at vandret i skovene, bjergene eller lyset. Men det overraskede ham nu ikke meget. Sådanne skabninger fandtes der altid.
Den mørkebrune sukkede og bukkede sig igen imod det saftige græs. Verden havde nu engang altid været i kaos, og det så ikke ud som om at denne verden var noget anderledes end den han netop havde forladt. Han havde stadig synet af dem til gode, men iblandt Chibales mange træer virkede det ikke særligt tiltrækkende at nærme sig den sorte ø. han havde ingen trang til at se dem der allerede var fortabte. For det var, vel hvad de i grunden var.

Imellem de mange stammer stod han godt skjult fra lyset eller fremmede. Men som solen fandt vej igennem trækronerne, blev skoven oplyst af en grønlig og frisk farve. Sommeren stod stærkt i forhold til den sorte ø i horistonten og varmede hans mørke pels.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

"TALE"

Chibales land var prydet af grønne farver. Sommeren var ankommet til landet, og overalt spirede træernes blade, græssets strå og buskenes grene. Luften var mild, de varme sommerstrøg tog til dag for dag. Fuglenes kvidren skabte stemning uanset hvor man var; og deres sang kunne fortsætte til langt ud på natten. Alt i alt synede landet idyllisk; om end mørke kræfter lå på lur.

I udkanten af skoven vandrede en gylden sjæl. Illana, den gyldne, havde atter valgt at forlade flokken og søge ud i landets hjørner og kroge; og altid opdagede hun noget nyt. Landet var i evig forandring, og Illana nød at undersøge de forskelligheder og de nuancer som landet havde at tilbyde. En sagte prust forlod den gyldne hoppes mule, i det hun skridtede fra skovens tætte skygger, ud i det åbne. Solen kælede for hendes gyldne pels, der nu stod tæt på sommerpels, og omkring hendes hals hvilede den klare krystal, der indeholdt et strejf af Lyset. Det skinnede i klare gule nuancer, som det så ofte gjorde; nuancer der afspejlede velvilje og nysgerrighed. Illana spidsede sine ører og spejdede over det åbne område som synede ganske tomt. Hun slog frem i en ganske afslappet, dog yndefuld trav ud imod engens midte. Hun nød at bevæge sig i det fri, men også at have et overblik; og engens midte var ganske perfekt til begge formål. Hun hævede sit hoved let og lod sine ører tippes frem - hun nød følelsen af den milde sommerluft, der strøg imellem hendes pels og de friske dufte, som hang i luften. Først da hun var nået et godt stykke ud på engen stoppede hun op og skimtede kort omkring sig - endnu så alt fredeligt ud. Herefter begyndte den gyldne hoppe med en veltilfreds brummen at græsse - farerne følte hun ej kunne nå hende her, og derfor havde hun ingen problemer med at stå så synligt, som hun egentlig gjorde.

Den mørke smilede vagt og gik forsigtigt ned af en af de smallere skovstier. Forsigtigheden var ikke grundet umiddelbare farer eller utryghed, men den mørkebrune bevægede sig altid nænsomt igennem skovene, simpelthen af ren og skær vane. Noget så simpelt som at knække levende grene kunne give ham en dårlig smag i munden og stikke lidt i hans hjerte. Skovene havde trods alt været hans hjem i lang tid... og nu hvor dette land var hans hjem, måtte disse skove også være hans hjemsted.
Stien snoede sig ind imellem træerne, førte ham forbi vandløb og enkelte hjorte førhen den endelig mundede ud i en eng. Midt på engen gik en skikkelse og nippede til græsset og en nysgerrig brummen kom fra hingstens bringe. Hvem var dette?

De hazelbrune øjne undersøgte hende på afstand og gemt bag skovens træer. Hun var lys, utrolig lys og en anelse lavere end ham. Ligesom ham var hendes bygning let og en fredelig stemning hvilede over hende. Og om halsen havde hun noget der lignede en kæde, men på afstand kunne han ikke være sikker.
Dog ventede han ikke længe, førhen en hilsende brummen blev sendt imod hende. Ud af træernes skygger trådte skovhingsten. Nok smilede han ikke stort, men der var en søgende følelse omkring ham, idet han gerne ville have selskab. Spørgsmålet var så bare om den følelse var gengældt.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Stilheden sang omkring den gyldne hoppe; vinden havde sine toner, træernes deres raslen. Fuglene kvidrede i sommerkåde toner og græsset hvislede så sagte, at det næsten ikke kunne høres. Her var så stille, og alligevel så sang hele landet ustandseligt. Illana, den gyldne, som stod fredeligt og græssede midt på engen, nød at lytte til den stille symfoni som blev spillet af Andromeda's orkester. Og bedst som hun egentlig troede hun var alene, begyndte Lyset om hendes hals at fortælle hende, at hun ej var så alene, som hun antog.
Det begyndte at lyse kraftigere, mere hvidt, som det altid gjorde når der enten var en vogter i nærheden af hende, eller en som hun ej kendte. Hun kunne ligeledes mærke Lysets energi brede sig i hendes krop, en energi der fortalte hende, at nogen var nær, og derpå løftede den gyldne sjæl sit hoved.
Hun lyttede i alle retninger, og hendes blik flyttede sig fra skovbrynet til de åbne vidder bag hende. I første omgang så hun ingen, men snart hørte hun en brummende lyd fra skovbrynets åbning, og da hun så tilbage, fik hun øje på en slank, brun hingst. Hun løftede den slanke hals og spidsede sine ører; betragtede den fremmede - som hun anslog ham til at være - et øjeblik, inden hun med en lys og feminin tone svarede hans brummen tilbage med et vrinsk. Hans aura og kropssprog talte tydeligt, at han gerne ville have selskab, hvilket den gyldne på ingen måde afviste. Nej, hun trådte uden tøven afsted i en løs og afslappet skridt hen imod denne brune skovhingst, hvis statur synede ganske tiltalende under solens kærlige stråler. Hendes ravfarvede øjne hvilede på ham, indtil hun var ham nær nok til at hilse ham an. Elegant trådte hun an en hestelængde fra ham og nikkede graciøst i hans retning, inden hun lod en hilsende brummen forlade hendes mule.

Som udgangspunkt var Andromeda et fredeligt land. Den mørkebrune havde ikke mødt mange med ondt i sinde, og havde kun hørt om skyggehestene eller hingsten der lavede aftaler. Aldrig havde han opsøgt dem og ville næppe gøre det i fremtiden. Det talte ikke rigtig til ham. Det føltes forkert at søge noget der ønskede at skade en, og et kort øjeblik havde han overvejet hvilken tilhørsel denne hoppe havde til magien i landet. Fordi magisk så hun ud så snart man kom lidt nærmere.
Men hun virkede ikke fjendtlig. Og da hun smilende bød ham nærmere, følte skovhingsten hvordan hans egne mundviger vagt blev trukket opad. Graciøse bevægelser og en nikken. Den mørkebrune havde altid været lidt kejtet omkring hilsner og hvilken tiltale han skulle bruge, men dette var ganske simpelt at forstå.

"Godmorgen"
Brummede han og nikkede tilbage til den gyldne. De mørke øjne hvilede nysgerrigt på hende, på hendes halskæde og stjernelignende tegn, førhen de igen fandt vej til hendes ravfarvede øjne. Var dette en af de vogtere der fandtes? Han havde hørt at de havde... anderledes kendetegn. Den mørkebrune vippede eftertænktsomt hovedet på skrå.

"De skiller dem lidt ud fra dem jeg indtil nu har mødt... de minder om solskin"
Kom det lavt, måske en anelse fraværende men dog ikke ment ondt. Nej, den mørkebrune havde bare et tyndere filter på visse punkter og sagde ofte hvad der faldt ham ind.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Den brune skovhingst, som stod foran Illana, hilste hende tilbage med et godmorgen i brummende toner samt et nik, gengældte hendes ejet. Hun smilede let, inden hun lod den slanke hals sænkes en anelse, som tegn på at hun accepterede hingsten i hendes nærværd og tegn på at hun var venligtsindet. Hun vippede sine ører fremad og lagde hovedet let på sned med et lille smil omkring den grå mule, da hingstens ord hørtes. Om halsen på den gyldne hang krystallen, hvori en del af Lysets energi boede, og som altid skiftede denne farve for at udvise de følelser, som Lyset omfangede fra dem, som det kom i kontakt med, samt de følelser som den gyldne hoppe besad. Lysets nuance blev en anelse orange, en nuance der ofte kom til syne, når den gyldne hoppe indledte samtaler med et spændende emne. Med en sagte brummen begyndte den gyldne nu at svare; selvom hingstens ord ikke var et spørgsmål, følte den gyldne alligevel lyst til at respondere.

,,Godmorgen du brune vandre. Solskin er jeg ej, men på mange punkter skiller mit lyse skind sig ud; i modsætning til Deres brune, som med lethed kan gemme sig blandt træernes stammer. Det tog mig noget tid, førend jeg fik øje på dig - en egenskab, som jeg på mange måder misunder. Tillad mig at præsentere mig selv; Jeg er Illana, Lysets Vogter. Og hvem har jeg æren af at møde?"

Hun rakte mulen en anelse fremad imod denne tiltalende skovhingst. Hun havde ofte drømt om at kunne vandre uset; kunne gemme sig fra de glubske skygger, som hun altid havde følt fulgte hende. I hendes tidligere hjem havde disse været en frygt uden grund; for der hvor hun kom fra, kunne Skygger ikke vandre frit, som de kunne her. Dengang ønskede hun intet andet end at kunne vandre i ét med skoven, danse med de andre fra flokken, men hendes lyse skind havde altid fået de andre til at afvise hende. I Andromeda havde hun oplevet en helt anden accept, og en helt anden ånd; ingen havde afvist hende på grund af en farve; til gengæld havde hendes imaginære frygt vist sig at findes i dette land, og endnu engang var hendes nok så iøjefaldende farve blevet en ulempe, når hun vandrede steder hvor Skyggerne kunne strejfe rundt.

[7]